Mina Okabe: “Nå ja, folk lytter til mine sange”

Mina Okabe
Mina Okabe. Fotograf: Karen Rosetzsky

Hvis der er én artist, jeg har skamlyttet i 2021, så er det Mina Okabe. Det vil min Spotify-årsliste garanteret kunne bevidne, når året rinder ud. Derfor glædede jeg mig også helt enormt til at opleve Mina Okabe live for anden gang på årets forsinkede SPOT Festival.

Hvis man lytter til Mina Okabes debutalbum Better Days, er “dansefest” nok ikke det første ord, der dukker op, men allerede fra koncertens første nummer – som i øvrigt var mit yndlingsnummer lige nu Critical – stod det klart, at publikum i Musikhusets stopfyldte Lille Sal (som faktisk ikke er så lille endda) var klar på en fest.

“Inden koncerten sagde jeg til mit band, at jeg håber, at der er folk, der kommer. Jeg var så overrasket, da jeg kom ind. Den reaktion, jeg fik tilbage fra publikum, var bare så vild! Bare det, at der var nogen, der sang med: ‘Nå ja, folk lytter til mine sange!’ Det var bare sådan en realization,” fortæller Mina Okabe, da jeg møder hende til en snak morgenen efter koncerten.

Særligt momentet mod slutningen af koncerten, hvor publikum rejste sig fra sæderne og dansevuggede til radiohittene Every Second og Walk Away, sparkede benene væk under Mina Okabe.

“Jeg var så overwhelmed. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. Det var bare så vildt. Jeg har aldrig oplevet noget som det. Jeg er bare så taknemmelig for, at folk havde lyst til at stå i kø og se koncerten,” lyder det fra det ydmyge stortalent, som er født og opvokset i London.

Gennembrud under corona
At hun er et stortalent kan ingen længere være i tvivl om. Mina Okabe fik sit store gennembrud under coronakrisen med massiv airplay på bl.a. P3 og P4, men står samtidig stort set uden den liveerfaring, som man ellers typisk bygger op i starten af en karriere. Derfor var det også noget ganske særligt for Mina Okabe at spille på årets Spot Festival.

“Det er vildt at få lov til at stå her. Jeg har før spillet opvarmning for Maximillian, men det er første gang, jeg har spillet en koncert for så mange, hvor folk havde valgt mig. Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt mere nervøs end til andre koncerter, men det er fedt at være i gang,” siger Mina Okabe og fortsætter:

“Jeg ved ikke, hvordan det ville have været, hvis der ikke havde været corona, men jeg er så taknemmelig over, at folk lytter, og at folk har lyst til at skrive om sangene og deler sangene og kommer til koncerterne. Min største drøm er bare at kunne leve af musik og spille live – at folk har lyst til at lytte og komme til koncerterne.”

Personlige fortællinger
Mina Okabe bevæger sig i en genre, som af flere er blevet beskrevet som “soveværelsespop”, og det er da også de personlige fortællinger, der fylder i hendes tekstunivers.

“Det er altid personlige oplevelser, tanker, mine meninger om ting – jeg har altid en specifik ting i mit hoved, når jeg skriver. Jeg føler, at det er det, der er nemmest at skrive om. Når jeg lytter til andres sange og kan høre, at de er personlige, så er det der, man kan mærke the emotion,” forklarer hun.

Men selvom teksterne handler om Minas egne oplevelser, er det gået op for hende, at de resonerer med hendes publikum. Hun får nemlig ofte beskeder fra folk, der fortæller hende, at de kan spejle sig i hendes tekster, at de bliver rørt, eller at en tekst passer til noget, de gennemlever lige nu.

“Det er faktisk først efter, at jeg er begyndt at udgive, at jeg har realized, hvor meget det betyder for mig, at folk kan relatere til musikken. Det er bare ret vildt, at folk stadig kan relatere til det, når jeg har skrevet om min specifikke oplevelse. Det er først der, at jeg har realized: ‘Wow, det er virkelig en stor ting’!”

Rødder i hele verden
Lige nu er Mina Okabe i gang med det store gennembrud i Danmark, men også i hendes andet – eller tredje – hjemland går det stærkt. For udover sin britiske opvækst har Mina Okabe, som efternavnet nok har afsløret for nogen, også japanske rødder.

Og netop i Japan har man også fået øjnene op for sangerinden. I skrivende stund er hendes Every Second fx nummer 7 på den japanske Viral Chart på Spotify i selskab med nogle af landets største artister – og foran Kanye West. Og Mina Okabes udlængsel kunne meget vel bringe hende til Solens Rige, selvom hun er glad for at bo i Danmark.

“Jeg føler mig mest hjemme i Danmark. Jeg har boet her i seks år, har mine gode venner her og har også familie i Danmark. Men jeg føler mig også hjemme, når jeg kommer til Japan, eller når jeg besøger London og er sammen med min gamle venner der. Jeg har lyst til at bo så mange steder, men Japan er virkelig et sted, jeg gerne vil prøve at bo,” siger hun.

Om hun kommer til det, må tiden vise, men i mellemtiden kan vi glæde os over, at Mina Okabe kan opleves den 13. november i Lille VEGA i København. Hvis man altså har billet. For popkometens første headliner-koncert er selvfølgelig udsolgt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Wauw, Dayyani leverede årets bedste koncert på længeventet SPOT Festival!

Dayyani
Dayyani. Fotograf: Asbjørn Kragh / Synkron

Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger, da jeg indfandt mig på Voxhall i god tid inden koncerten med Dayyani fredag eftermiddag. Men allerede under lydprøven til sangerindens spritnye single My Shit kunne jeg fornemme, at der var noget helt særligt på vej.

På en SPOT Festival med et historisk højt niveau, hvor ingen faldt igennem, og hvor artister som Mina Okabe, Prisma, Mekdes, Andreas Odbjerg og en række andre leverede fantastiske koncerter, formåede hjemmebane-pophåbet Isabella Dayyani alligevel at overstråle dem alle denne eftermiddag på et godt fyldt Voxhall med en koncert, der meget vel kan vise sig at være starten på noget meget stort. Vel og mærke efter koncert, som med rette kunne have slået den unge sangerinde ud af kurs efter konstante tekniske udfordringer og et decideret lydudfald undervejs i So Good.

Men hvad gør det, når resten af koncerten var decideret fremragende? Koreografien sad lige i skabet og sendte tankerne mod den legendariske Arena-koncert med Solange for nogle år siden – mens lydbilledet på især flere af de nye numre gav billeder af en ung Beyoncé og resten af Destiny’s Child, som i øvrigt også er et af Dayyani selvproklamerede forbilleder. Og så gør lydproblemer altså mindre, når størstedelen af publikum allerede kan synge med på radiohittet Goddess.

I disse år er der mange store talenter på den danske popscene, men Dayyani har alligevel formået – i øvrigt ligesom sine sjælsvenner i Ganger – at skabe sin helt egen lyd, der får hende til at stå frem fra mængden af popsangere i disse år. For selvom vi klart er i en velkendt gren af popmusikken, har Dayyani alligevel tilsat sin musik en tilpas mængde skævhed og iørefaldende beats, at man som lytter forbliver nysgerrig – både når der bydes op til dans, og når der trædes et skridt tilbage på numre som All The Things I’m Learning.

Koncerten sluttede i øvrigt med den fornævnte nye single My Shit, som jeg kunne synge med på efter ét omkvæd og stadig sidder fast på hjernen her to dage og alt for mange øl senere. Dayyani er The Shit!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seks højdepunkter på SPOT Festival 2021

Mina Okabe af Karen Rosetzsky
Mina Okabe. Fotograf: Karen Rosetzsky

Endelig! Det virker som en evighed siden, at vi sidst stod på SPOT Festival i maj 2019, men efter over to års venten er det endelig festivaltid igen. Jeg kan næsten ikke vente på, at det bliver torsdag, hvor jeg igen kan indfinde mig i Aarhus’ skønne gader til god musik fra nogle af de største talenter i den danske musikbranche. Der er sågar internationale artister, som har trodset coronaen og fundet vej til Aarhus og årets SPOT Festival.

I dag vil jeg se lidt nærmere på seks af de navne, jeg glæder mig allermest til opleve på min første ægte festival siden Wonderfestiwall for 25 måneder siden.

Angående Mig
Jeg lægger ud med en ung højtråbende artist, som jeg senest havde fornøjelsen af at høre til en showcase på Hotel Cecil i København midt under EM-landskampen mellem Belgien og Danmark inden sommerferien. Angående Mig udgav i mine øjne et af 2020’s mest interessante EP’er med KUNSTEN AT LADE SOM OM, hvor hendes unikke intensitet, lyriske kvaliteter og rå ægthed for alvor kommer til sin ret. Tag disse adjektiver og gang dem med 1.000 – og så har du Angående Mig i en live-situation. En absolut must-see!

Hvornår: Fredag den 17. september kl. 22.30
Hvor: Park-scenen

Mina Okabe
Ved selvsamme showcase kunne man også opleve Mina Okabe, og sjældent er jeg blevet så behageligt blæst bagover af en koncert. Det var den type koncert, hvor man bare kan lukke øjnene og nyde lyden af en ung musiker, der på rekordtid er landet det helt rigtige sted musikalsk; hvilket er ganske bemærkelsesværdigt, når normalen er, at de fleste unge musikere (ganske forståeligt) stikker i mange retninger i jagten på deres egen lyd. Den har 20-årige Mina Okabe allerede fundet, og jeg har sjældent skamlyttet et album i den grad, som Better Days‘s dagdrømmende poptoner har kørt på repeat i det lille hjem.

Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 19.00
Hvor: Musikhuset, Lille Sal

Dopha
Vi bliver i poppens verden, men bevæger os over i den mere storladne del af genren med fellow Nickelback-fan Dopha (jeg ved, vi er flere end os to på SPOT, men spørgsmålet er, hvor mange der tør stå ved det…). Jeg kunne egentlig godt slutte anbefalingen der, hvor hvad mere har man egentlig brug for at vide? Okay så… Dopha har også udgivet det helt fænomenale debutalbum The Game i 2021 med radiohits som titelnummeret og naturligvis Happy for Me, så man må sige, at der er kæmpe sing-along-potentiale hos den 23-årige sangerinde fra Romalt i Kronjylland. Det er der i øvrigt også på de fleste Nickelback-numre. Just saying…

Hvornår: Fredag den 17. september kl. 20.00
Hvor: Amfiscenen

Blaue Blume
Koldingensiske Blaue Blume hører til blandt de mere erfarne navne på årets SPOT Festival, men på samme tid føles det som et genfødt band. De havde gang i det store comeback, da coronakrisen satte deres og vores verden på pause for en (lang) stund. Derfor glæder jeg mig kun endnu mere til endelig at få mulighed for igen at opleve et af mine yndlingsbands fra de seneste 10 år live. Jeg har tit skrevet om, at jeg elsker at blive taget ind i et univers, når jeg går til koncert – og dét formår Blaue Blume om nogen gennem deres på en gang minimalistiske og storladne kompositioner, der sammen med frontmand Jonas Smiths underskønne vokal skaber et lydbillede, man ikke kan undgå at blive opslugt af. Hold kæft, jeg glæder mig!

Hvornår: Lørdag den 18. september kl. 00.00
Hvor: Musikhuset, Store Sal

Mekdes
Mange gode ting er kommet ud af Kolding. Blaue Blume, utallige pizzaslices og nu også humørbomben Mekdes. Jeg har haft fornøjelsen af at høre hende live flere gange, og det er ganske enkelt en fantastisk oplevelse hver evig eneste gang. Der findes ingen som Mekdes på den danske musikscene, og med sit unikke take på r&b-genren kombineret med en smittende kærlighed til at stå på en scene er hun en must-see, som jeg godt tør love vil gøre dig i godt humør. Hun arbejder i øvrigt på sit debutalbum, så selvom du måtte have skamlyttet debut-EP’en Fly, kan du nok godt sætte ørerne op efter at høre nyt fra Slicetowns bedste.

Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 19.15
Hvor: Amfiscenen

Tiger Moth
Vi runder listen af med et af de helt nye navne, som i et normalt SPOT-år med en festival i maj endnu ikke ville have udgivet deres første single. Søstrene Katinka og Sigrid Moth i Tiger Moth udgav nemlig først debutsinglen Faded i juli 2021, men det har ikke forhindret dem i at sende min forventninger mod skyerne. Deres poplyd er simpel, legende og optimistisk med tydelige tråde til jazzens verden, hvilket gør dem til et særdeles frisk pust i en til tider overproduceret musikverden. Jeg er meget spændt på, hvad fremtiden byder på for den nye duo, og ikke mindst på at høre dem live på SPOT Festival.

Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 20.25
Hvor: Growzone, Trailerscenen

Hermed mine anbefalinger for 2021-udgaven af SPOT Festival, men som altid er SPOT ikke mindst en festival, hvor man får rigtig meget ud af bare at gå på opdagelse i det spændende program. Erfaringen siger mig, at det ofte er det uventede, der ender med at blive det, man husker fra festivalen. Vi ses på festival!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Her er årtiets mest læste artikler på Regnsky!

Velvet Volume
Pressefoto / Over & Aude

Et gyldent musikalsk årti går på hæld, og her på Regnsky ser vi selvfølgelig også tilbage på 10’erne, der på alle måder har defineret vores lille blog. Siden 1. januar 2010 har vi udgivet mere end 1.250 artikler her på bloggen, skrevet af en lang række forskellige skribenter om musik fra alt mellem stjernehimmel og jordbundne soveværelsessnedkere.

Men hvilke artikler har fået flest af jer til at finde læsebrillerne frem? Det vil jeg give svaret på gennem denne tur ned af memory lane, hvor vi skal forbi de 20 mest læste artikler fra de seneste 10 år. Vi skal blandt andre møde Velvet Volume, Athletic Progression og Konni Kass – og mindes en masse fortryllende oplevelser fra landets festivaler.

20) ““Man gør det bare, fordi det er fedt!” – Interview med Emil Wilk fra M.I.L.K.”
Vi starter med et interview med Emil Wilk aka. M.I.L.K. fra 2016, som Mirja havde fornøjelsen af at møde på det års Roskilde Festival. Bevæbnet med TUC-kiks og kaffe tog de sig blandt andet en snak om, hvad M.I.L.K. egentlig er for en størrelse, og om dengang Emil var til middag med Brian Eno.

Læs interviewet her.

19) “Roskilde Festival: Anbefalinger fra gæsteblogger Cathrine Bangild”
Gennem årene har Regnsky bestået af et væld af faste skribenter, men fra tid til anden har vi også hevet venner og bekendte ind som gæsteskribenter. En af dem var Mortens udkårne, Cathrine, som i 2015 var med os på Roskilde Festival. Hendes anbefaling af blandt andre Father John Misty og The Entrepreneurs lister sig ind på listen 19. plads.

Læs Cathrines anbefalinger her.

18) “Haven Festival: Band of Horses var som en halvkedelig begravelse”
Fra Roskilde Festival-højdepunkter anno 2015 tager vi turen videre til Haven anno 2017, som også bød på en lang række højdepunkter fra blandt andre Bon Iver og Conor Oberst. Men Band of Horses-koncerten var bestemt ikke en af dem. Den var derimod som en halvkedelig begravelse…

Læs anmeldelsen her.

17) “JÆRV – Et hav af vellyd”
Hvis der er én artist, som jeg har skrevet (virkelig) meget om i midten af det snart forgangne årti, er det Amanda Glindvad og JÆRV, der i dag er blevet en duo med Matias Pedersen Smidt som Amandas lige så gode halvdel. I 2016 udgav JÆRV debut-EP’en ‘Dit Hav’, som stadig står som en af mine yndlings-EP’er nogensinde. Hvorfor kan I læse mere om i artiklen.

Læs artiklen her.

16) “Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger”
En af de ting, vi gør en dyd ud af på Regnsky, er at bakke op om vækstlaget – både herhjemme og især i vores nabolande. Derfor er SPOT Festival en fast del af vores årlige dækning, og det er tydeligt, at vores læsere deler den samme kærlighed til festivalen. I 2018 var jeg selvfølgelig også af sted og anbefalede artister som Ea Kaya, Jada og FRUM.

Læs artiklen her.

15) “Dem skal du høre på UHØRT Festival”
Mange af de artister, der optræder på SPOT, har i årene inden kunne opleves rundt på nogle af landets mindre vækstlagsfestivaler. En af dem er UHØRT Festival i København, som jeg har siddet i lytteudvalget for siden 2015. Minds of 99 og Baby in Vain har blandt andre taget deres første skridt på festivalen, som i 2016 kunne præsentere artister som Masasolo, JÆRV og de aarhusianske rockdarlings The White Dominos.

Læs artiklen her.

14) “Eksklusiv premiere: Mellemblond – “Elsk og bliv elsket””
Apropos UHØRT turnerede Kristoffer Munck Mortensen og hans alias Mellemblond i 2010 sammen med Niels Skousen under overskriften ‘Uhørt’, men det er dog ikke derfor, at Mellemblond indtager 14. pladsen over vores mest læste artikler for det forgangne årti. Det skyldes derimod den vidunderlige single ‘Elsk og bliv elsket’, som vi havde premiere på for snart to år siden.

Læs og lyt til singlen her.

13) “Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!””
Lad mig sige det med det samme: Det bliver ikke eneste gang, vi møder Athletic Progression på denne liste. Den jazzede hiphop-trio har om nogen fanget jeres (og vores) interesse i de sidste par år. Med deres uforudsigelige og genrenedbrydende stil ramte de os lige i dansehofterne fra første sekund, og det var ingen undtagelse for Mirja, da hun oplevede dem til åbningsfest af Monten.

Mød Athletic Progression her.

12) “Fem ting, vi lærte af Roskilde Festivals endelige line-up”
På 12. pladsen tager vi turen tilbage til Roskilde Festival; denne gang i 2018-udgaven. I april 2018 havde festivalen netop offentliggjort det fulde program, hvilket fik Morten til at filosofere over årets – på papiret – største op- og nedture. Konklusionen blev blandt andet, at der var tale om det bedste elektroniske program i årevis, men at vi også skulle leve med et par afdankede hovednavne.

Læs analysen her.

11) “Premiere: Rest in Beats – Fugle kan dø”
Noget af det, jeg selv holder meget af at skrive, er premierer på nye singler. Der findes simpelthen ikke noget federe end at få et fremragende nummer ind i indbakken og smage på det, inden alle mulige andre har haft mulighed for at påvirke ens holdning til det givne nummer. Et af de numre, jeg elskede fra første stund, var Rest in Beats‘ ‘Fugle kan dø’ fra 2016. Det var jeg heldigvis ikke ene om…

Læs og lyt til singlen her.

10) “Chienne Lucas – et frikvarter i Zoo”
Synes du også, at det kan være lidt dyrt at besøge Zoologisk Have? Så frygt ej! Du kan nemlig komme gratis af sted med Chienne Lucas på nummeret ‘Diagonal 1′, hvilket Eva bemærkede tilbage i 2015. Om vores læsere generelt er lidt pressede på pengepungen, eller det bare var Chienne Lucas’ fænomenale debut-kassettebånd ‘Left Hand Orientation’, der trak, skal jeg dog ikke gøre mig klog på…

Tag med i Zoo her.

9) “Forpremiere: Konni Kass – I Lie”
Fik jeg sagt, at jeg elsker premierer? Jeg løj ikke, omend man ikke kan sige det samme om færøske Konni Kass‘ på nummeret ‘I Lie’, som vi havde fornøjelsen af at præsentere i 2016. Nummeret var dengang en forløber for Konni Kass’ stemningsfyldte debutalbum ‘Haphe’, som jeg kun kan anbefale, at du lytter til, hvis du endnu ikke har gjort det. Det er perfekt til en kold vinterdag!

Lyt og læs om ‘I Lie’ her.

8) “Regnsky møder… Konni Kass”
Lad mig bare slå fast: Konni Kass har de mest stabile fans på den nordlige halvkugle. Der er blot 21 læsere til forskel mellem 8. og 9. pladsen på listen. Jeg havde fornøjelsen af at mødes med Konni forud for hendes koncert under 2016-udgaven af SPOT Festival. Hun lovede mig en fed koncert – og det løfte blev i den grad indfriet af, hvad jeg husker som det års bedste koncert på festivalen. Og så fik vi talt en masse om naturen, som faste læsere vil vide, at jeg ynder at gøre i mine interviews.

Læs interviewet her.

7) “Århusianske overraskelser blev favoritten”
Jeg lovede jer, at vi ville møde Athletic Progression igen højere oppe på listen – og her kommer de så. Denne gang formidlet af vores gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen, som Rasmus havde taget med på SPOT i 2017. Det var egentlig ikke meningen, at hun ville skrive om bandet, men nogle gange vil tilfældet, at man falder over en helt unik oplevelse – og det skete her, hvor Marie Louise blev blæst fuldkommen bagover af den aarhusianske trio.

Læs artiklen her.

6) “PREMIERE: Eugenia – vildt+sødt”
I know, I know… And you know! Vi elsker premierer her på Regnsky, og det var for mit vedkommende især tilfældet i 2016, hvor jeg nærmest væltede mig i dem. Duoen Eugenia er stadig et af de mest interessante projekter, jeg er stødt på. Kombinationen af velproduceret dansksproget avantgarde-pop og en unik visuel side gør bare, at det er et band, man aldrig rigtig bliver træt af at udforske – det gælder også singlen ‘vildt+sødt’ fra 2016.

Udforsk singlen her.

5) ““Spis eller bli’ spist!” med DC og Fouli”
I løbet af Regnskys godt 11-årige levetid har vi løbende udvidet og udskiftet i skribentflokken, alt efter hvor livet har ført os hen. En af de gange var i foråret 2016, hvor Rasmus og Mirja sluttede sig til vores lille kollektiv. Og Mirja debuterede med et brag med hvad, der skulle vise sig at være den femte mest læste artikel på Regnsky i 10’erne. Mirja elsker at udfordre sig selv musikalsk, og det havde hun også gjort her, hvor hun var taget til hiphop-koncert med DC og Fouli på Stengade.

Læs om hendes oplevelse her.

4) “Roskilde Festival 2015 – Peters anbefalinger”
Fra undergrundshiphop tager vi en sidste tur tilbage til Roskilde Festival, hvor I af en eller anden grund havde ekstra meget brug for nogle gode anbefalinger til 2015-udgaven af festivalen. Om det skyldes, at 2015-Roskilde i høj grad var mellemlagets festival, skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert fald året, hvor man blandt andre kunne opleve kvalitetsnavne som The War on Drugs, Perfume Genius og Kaytranada.

Genoplev Roskilde Festival 2015 her.

3) “Eksklusiv premiere: and the shine”
Vi snupper en premiere mere på 3. pladsen, hvor Lasse i 2015 kunne introducere os for det spritnye band and the shine. Det kunne han med deres allerførste sang ‘All That I Wanted’ med ledsagende video. Lasse udråbte det til en ‘pornografisk lyskatedral af en forårsperle’. Hvis det ikke giver en lyst til at opleve and the shine, så ved jeg snart ikke…

Tag turen ind i den pornografiske lyskatedral her.

2) “Premiere: Hop med i badekaret på danske Yör & U’s live-musikvideo”
Listen højstplacerede premiere står Laura bag med noget så unikt som en live-debut-musikvideo. Bandet, der har skabt denne musikvideo, er danske Yör & U (de har sidenhen smidt ‘& U’) til deres single ‘Badekar’. Bandet skulle eftersigende arbejde på en debut-EP, så anbefalingen herfra vil blot lyde på at hoppe med i badekarret og flyde med strømmen mod vellyd og gode vibes i 2020 – man kan jo starte i Helsingør, hvor de giver koncert den 21. januar på Toldkammeret.

Mød Yör lige her.

1) “Velvet Volume vælter UHØRT”
Vores suverænt mest læste artikel fra 2010’erne stammer fra min allerførste UHØRT Festival, hvor jeg blev blæst bagover af tre (dengang) teenagekvinder fra Aarhus-egnen. Velvet Volume indtog det års UHØRT Festival med en sådan energi, at jeg faktisk endte med at tage hjem direkte efter koncerten, fordi jeg bare MÅTTE skrive om den koncert, mens den stadig var frisk i erindringen. Men jeg havde egentlig ikke så travlt, for energien, nærværet og den gennemførte rockattitude, som Noa, Naomi og Nataja lagde for dagen, vil jeg aldrig nogensinde glemme. Wow!

Læs om min oplevelse her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Special-K: “Hvorfor få børn, som skal vokse op i en verden, der er fortabt?”

Special-K, artist, Iceland
Fotograf: Kolbrún Þóra Löve

En gang imellem sker det, at man hører en artist og bare tænker: “Hende MÅ jeg bare tale med!”
Sådan havde jeg det med Special-K, da jeg hørte og ikke mindst så hendes visuelle koncert på årets SPOT Festival. Det lykkedes morgenen efter – okay, klokken var to om eftermiddagen, men i vores tømmermandsramte sind var der tale om en slags morgen.

Kvinden bag Special-K er Katrín Helga Andrésdóttir; en islandsk kvinde i midten af 20’erne med et væld af interessante projekter i bagagen. Hun er et af de oprindelige medlemmer af hiphop-kollektivet Reykjavíkurdætur, som Rasmus mødte på Roskilde Festival for tre år siden, hun er frontkvinde i drømmepop-trioen Kriki (ja, dem med ægge-musikvideoen) og var tidligere den ene halvdel af den feministiske rapduo Hljómsveitt sammen med sin søster. Men hun er nok mest af alt Special-K.

Men hvad er Special-K egentlig? Musikalsk er det et sammenkog af sukkersød popmusik, et post-internet-inspireret visuelt univers og patchwork samfundskritiske tekster. Inderst inde er det et farverigt portræt af en kvinde – og ikke mindst af en generation, som vi – nærmest som et skældsord – kalder millennials. Det er omdrejningspunktet for Special-K’s debutalbum “I Thought I’d Be More Famous by Now“, der udkom tidligere på året.

“Jeg gjorde mig en masse tanker om millennial-generationen, da jeg skrev I Thought I’d Be More Famous by Now. For et par år siden læste jeg en artikel af Tim Urban – “Why Generation Y Yuppies Are Unhappy“. Den handlede om, at vores forventninger og virkeligheden ikke altid stemmer overens. På det tidspunkt kunne jeg virkelig relatere til det, og det inspirerede mig,” forklarer Katrín Andrésdóttir.

Albummet endte som en selvironisk kritik af hendes egen generation – ikke mindst visuelt, hvor Katrín sammen med nogle venner lavede karaoke-musikvideoer til samtlige numre.

På 80’er-bangeren “Fashion” ironiserer hun over modebranchens insisterende krav om fornyelse, på “Imposter Syndrome Self Help Song” synger hun om den eksistentielle krise, nærmest hele generationen befinder sig i, på grund af egne og andres urealistiske forventninger, og på albummets titelnummer tager hun fat i behovet for at blive set og den konstante søgen efter bekræftelse og anerkendelse. Altså et noget dystert syn på millennial-generationen.

Det er to år siden. I dag har Katrín et noget andet syn på sin generation.

“Jeg synes, at vi er en vildt cool generation. Vi er meget velinformerede takket være internettet, vi er meget inkluderende – meget mere end folk tidligere har været over for homoseksuelle, queers og så videre. Der er en masse seje, unge mennesker, der prøver at kæmpe den gode kamp. I dag føler jeg mig mere på linje med vores generation, selvom vi måske stadig har meget urealistiske forventninger og forestillinger om vores egen storhed,” griner Katrín.

Millennials skal redde verden
Som så meget andet er snakken om millennials to-sidet. På den ene side er det en generation, der er vokset op i en verden, hvor alle muligheder er åbne – i hvert fald i den vestlige, priviligerede del af verden – men hvor egne og omverdenens ambitioner og krav presser sig på. Og hvor problemer negligeres. Muligvis på grund af misundelse over millennial-generationens mange muligheder. Måske fordi vi ikke forstår dem.

Jeg spurgte Katrín, hvad den største udfordring er for millennial-generationen i hendes optik.

“Uden tvivl global opvarmning. Alle mine venner er virkelig utrygge ved det; de gør deres bedste for at stoppe med at spise kød eller at cykle i stedet for at tage bilen. Min generation og menneskerne omkring mig i min boble er faktisk ret bekymrede. Vi overvejer at lade vær med at få børn. For hvorfor få børn, som skal vokse op i en verden, der er fortabt? Det lyder meget dystert, men jeg føler, at det er nødt til at blive dystert, før folk tager det seriøst. Det er et kæmpe pres på min generation, for det er meningen, at vi skal redde planeten,” siger hun.

Føler du, at I skal fixe andre mennesker rod?

“Ja, præcis. På en måde. Det er virkelig skræmmende. Det er en ting, der er altid er i vores bevidsthed. Det er sjældent, jeg direkte tænker på det, men hver gang, jeg gør, får jeg det bare sådan: Oh, fuck! Der er selvfølgelig mange andre kampe at kæmpe: Feminisme, queer, anti-racisme… Men i sidste ende er det vigtigste ikke at dø. Altså, vi dør allesammen i sidste ende, men skal vi ikke prøve at lade være med at smadre planeten?”

Deprimerede popsange
Det er umiddelbart et ret dystert syn på verden, og Special-K’s musik er da også typisk blevet beskrevet som “deprimerede pop bangers”. Katrín fortæller, at hun for nylig læste en artikel, der åbnede med “forestil dig en deprimeret pige alene på sit værelse.” Men Katrín er ikke deprimeret. Snarere tværtimod. For hende er livet alt for vigtigt.

“Jeg har ikke defineret mig selv som deprimeret. Men jeg er en meget følsom og følelsesladet pige. En typisk ting ved en depression er følelsen af, at intet betyder noget. Jeg har det som om, at alting betyder noget. At alting betyder alt for meget. Jeg bekymrer mig for meget. Det er ikke en stereotypisk depression, men der er uden tvivl noget blues derinde. Men også en masse glæde. Jeg er bare ekstremt følsom,” understreger Katrín.

Men er det ikke også nemt at blive nedslået af at tænke så meget over verdens problemer?

“Jo, men i sidste ende er det ikke det, der slår mig ud. Jeg har en form for distance til verden og til samfundet. Det, der virkelig rører mig, er de personlige relationer. Det er de ting, der giver mig et behov for at skrive musik og få den ud.”

Det er i virkeligheden det, det hele handler om for Katrín og Special-K: relationer. Og at de mennesker, der lytter til hendes musik, kan relatere til den og bruge den til noget i deres eget liv. Særligt hvis de, der lytter, har det svært i deres nære liv.

“Jeg kan godt lide at skrive musik om følelser, der er universelle, men som man ikke nødvendigvis taler om. Jeg vil gerne give folk en følelse af, at de måske er mindre alene med deres følelser, end de tror. Det er det, jeg får mest ud af, når jeg spiller musik. Jeg elsker virkelig, når jeg spiller koncerter og kan mærke, at der er en forbindelse til publikum. At vi forstår hinanden,” forklarer hun.

En evig eksistentiel krise
Katrín Andrésdóttir bruger selv en masse energi på at finde ud af, hvem hun selv er. Hvordan hun kan relatere til sig selv, og se sig selv i en verden, hvor sociale medier og den medfølgende overfladiskhed fylder mere og mere. Det er blandt andet noget af det, som førnævnte “Imposter Syndrome Self Help Song” dykker ned i.

“Jeg har en uendelig eksistentiel krise omkring at være artist. Jeg prøver hele tiden at forstå, hvad det vil sige. Den islandske musiker Ragnar Kjartanssons kone fortalte mig engang, at det at være artist er at være et menneske professionelt. Den tanke kan jeg godt lide. Bare at være til. Det er rart at tænke på,” filosoferer Katrín.

“Men i virkeligheden handler det at lave musik for mig om at være fri. Jeg har læst og hørt en masse interviews med Laurie Anderson. I et af dem siger hun: “Jeg er artist, fordi jeg vil være fri – det er mit eneste mål. Det er det eneste, der betyder noget.” Jeg er enig med hende. Det er en fed måde at undslippe kapitalismen på. At vælge en super dum karriere. Der er ingen sikkerhed, men jeg gør det alligevel. Bare fordi jeg elsker det. Det er en mission for mig at vågne hver morgen og bare gøre, hvad jeg har lyst til og ikke arbejde for en anden.”

Gør du det også for at blive mere berømt, som du synger om på “I Thought I’d Be More Famous By Now”?

Godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Det tror jeg, at jeg gjorde, da jeg skrev sangen, men siden da har jeg fået muligheder som at spille på SPOT Festival, og tingene går fremad i et behageligt tempo. Jeg havde en manager fra L.A., der ville breake mig i USA. Det tror jeg ikke på. Det bliver aldrig det ene store break for mig; det kommer til at være tusind små skridt. Jeg ved godt, at min musik ikke er for alle, og at det aldrig bliver mainstream. Det er en undergrundsting for små nørder – ligesom mig selv, da jeg var ung – som finder det og kan relatere til det. Jeg har det fint med at være undergrund, så længe der er nogen mennesker, der hører det,” siger hun og uddyber:

“Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis vil være mere berømt. Jeg vil bare gerne være fri – jeg vil kunne betale min husleje. Og jeg vil gerne blive bedre til musik. Jeg føler virkelig, at der er masser af plads til at blive bedre, og det er spændende! Om jeg vil være mere berømt? Jeg er virkelig ligeglad. Måske er det en løgn, det ved jeg ikke. Nogle mennesker hader at blive genkendt. Det generer mig ikke. Så længe folk har noget pænt at sige…”

Og med de ord vil jeg afslutte interviewet med noget pænt: Tjek Katrín og Special-K ud – hun er virkelig sej! Og tjek især det fulde, visuelle album ud her:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *