Mina Okabe: “Nå ja, folk lytter til mine sange”

Mina Okabe
Mina Okabe. Fotograf: Karen Rosetzsky

Hvis der er én artist, jeg har skamlyttet i 2021, så er det Mina Okabe. Det vil min Spotify-årsliste garanteret kunne bevidne, når året rinder ud. Derfor glædede jeg mig også helt enormt til at opleve Mina Okabe live for anden gang på årets forsinkede SPOT Festival.

Hvis man lytter til Mina Okabes debutalbum Better Days, er “dansefest” nok ikke det første ord, der dukker op, men allerede fra koncertens første nummer – som i øvrigt var mit yndlingsnummer lige nu Critical – stod det klart, at publikum i Musikhusets stopfyldte Lille Sal (som faktisk ikke er så lille endda) var klar på en fest.

“Inden koncerten sagde jeg til mit band, at jeg håber, at der er folk, der kommer. Jeg var så overrasket, da jeg kom ind. Den reaktion, jeg fik tilbage fra publikum, var bare så vild! Bare det, at der var nogen, der sang med: ‘Nå ja, folk lytter til mine sange!’ Det var bare sådan en realization,” fortæller Mina Okabe, da jeg møder hende til en snak morgenen efter koncerten.

Særligt momentet mod slutningen af koncerten, hvor publikum rejste sig fra sæderne og dansevuggede til radiohittene Every Second og Walk Away, sparkede benene væk under Mina Okabe.

“Jeg var så overwhelmed. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. Det var bare så vildt. Jeg har aldrig oplevet noget som det. Jeg er bare så taknemmelig for, at folk havde lyst til at stå i kø og se koncerten,” lyder det fra det ydmyge stortalent, som er født og opvokset i London.

Gennembrud under corona
At hun er et stortalent kan ingen længere være i tvivl om. Mina Okabe fik sit store gennembrud under coronakrisen med massiv airplay på bl.a. P3 og P4, men står samtidig stort set uden den liveerfaring, som man ellers typisk bygger op i starten af en karriere. Derfor var det også noget ganske særligt for Mina Okabe at spille på årets Spot Festival.

“Det er vildt at få lov til at stå her. Jeg har før spillet opvarmning for Maximillian, men det er første gang, jeg har spillet en koncert for så mange, hvor folk havde valgt mig. Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt mere nervøs end til andre koncerter, men det er fedt at være i gang,” siger Mina Okabe og fortsætter:

“Jeg ved ikke, hvordan det ville have været, hvis der ikke havde været corona, men jeg er så taknemmelig over, at folk lytter, og at folk har lyst til at skrive om sangene og deler sangene og kommer til koncerterne. Min største drøm er bare at kunne leve af musik og spille live – at folk har lyst til at lytte og komme til koncerterne.”

Personlige fortællinger
Mina Okabe bevæger sig i en genre, som af flere er blevet beskrevet som “soveværelsespop”, og det er da også de personlige fortællinger, der fylder i hendes tekstunivers.

“Det er altid personlige oplevelser, tanker, mine meninger om ting – jeg har altid en specifik ting i mit hoved, når jeg skriver. Jeg føler, at det er det, der er nemmest at skrive om. Når jeg lytter til andres sange og kan høre, at de er personlige, så er det der, man kan mærke the emotion,” forklarer hun.

Men selvom teksterne handler om Minas egne oplevelser, er det gået op for hende, at de resonerer med hendes publikum. Hun får nemlig ofte beskeder fra folk, der fortæller hende, at de kan spejle sig i hendes tekster, at de bliver rørt, eller at en tekst passer til noget, de gennemlever lige nu.

“Det er faktisk først efter, at jeg er begyndt at udgive, at jeg har realized, hvor meget det betyder for mig, at folk kan relatere til musikken. Det er bare ret vildt, at folk stadig kan relatere til det, når jeg har skrevet om min specifikke oplevelse. Det er først der, at jeg har realized: ‘Wow, det er virkelig en stor ting’!”

Rødder i hele verden
Lige nu er Mina Okabe i gang med det store gennembrud i Danmark, men også i hendes andet – eller tredje – hjemland går det stærkt. For udover sin britiske opvækst har Mina Okabe, som efternavnet nok har afsløret for nogen, også japanske rødder.

Og netop i Japan har man også fået øjnene op for sangerinden. I skrivende stund er hendes Every Second fx nummer 7 på den japanske Viral Chart på Spotify i selskab med nogle af landets største artister – og foran Kanye West. Og Mina Okabes udlængsel kunne meget vel bringe hende til Solens Rige, selvom hun er glad for at bo i Danmark.

“Jeg føler mig mest hjemme i Danmark. Jeg har boet her i seks år, har mine gode venner her og har også familie i Danmark. Men jeg føler mig også hjemme, når jeg kommer til Japan, eller når jeg besøger London og er sammen med min gamle venner der. Jeg har lyst til at bo så mange steder, men Japan er virkelig et sted, jeg gerne vil prøve at bo,” siger hun.

Om hun kommer til det, må tiden vise, men i mellemtiden kan vi glæde os over, at Mina Okabe kan opleves den 13. november i Lille VEGA i København. Hvis man altså har billet. For popkometens første headliner-koncert er selvfølgelig udsolgt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *