Norsk konceptkunst kom aldrig ind under huden

Foto: Laura Ioana V

Modigt, nytænkende, befriende. Der er mange gode grunde til at smide en masse rosende tillægsord efter Smerz og den performance-koncert duoen giver på Store Vega søndag 30. maj. Men der er desværre ikke kun positive ord at sætte på den specielle optræden. På et sort klaver optræder Catharina Stoltenberg og Henriette Lutzfeldt i en time uden at kigge på publikum på noget tidspunkt.

Det mest passende ord at tillægge er avantgarde. Duoen, hvis største styrke ligger i evnen til at sammensætte et elektronisk lydunivers, der samtidig indkapsler skrøbeligheden i teksterne, har smidt stort set alle de sikre kort under bordet. Bortset fra to strygere og korte sessioner med violin og klaver, er resten af musikken ikke til stede på scenen. Det bliver ikke mikset, men spilles egentlig bare ud af højtalerne.

Der er to spots på Stoltenberg og Lutzfeldt, men ellers intet lys, røg eller andre visuelle elementer. Selve konceptet står altså mutters alene på scenen. Og det består hovedsageligt af skiftende siddende og liggende stillinger, en enkelt koreografi og en absurd mængde tomme blikke.

Det er sikkert nok, når det bare fungerer. Det er bare svært at se formålet. Der er helt sikkert en eller anden højere mening, en symbolik eller et budskab. Det er bare pokkers svært at forstå, hvad det er. Der skal sådan set også være plads til den slags kunst, så det hele ikke bare er Absolute Music 2. Men jeg har set en perlerække af gode koncerter, der tog mig med storm, hvor jeg heller ikke forstod symbolikken. De var bare medrivende alligevel. Man bliver desværre aldrig helt fanget af Smerz’ show.

Foto: Laura Ioana V

I øjeblikke fungerer det. De to strygere spiller upåklageligt og redder store dele. Det er live, og det spiller sammen med de dybe toner og skæve beats fra backing tracket. Særligt en seance, hvor lyset slukkes og et langt, instrumentalt stykke starter ud i drum n’ bass og ender med dystopiske nummer ‘Flashing’ lykkedes. Her får Stoltenberg og Lutzfeldt igen spotlys og lykkedes med en af deres forcer: deres vokale kemi. Med den 90’er-inspirede dystopisk bagtæppe fremhæves deres følelsesladede sang-sammenspil og det hele begynder at gå op i en højere enhed.

Der går bare ikke lang tid, så begynder opsætningen at virke nøgen igen. Et tilsvarende lavpunkt opstår, når Stoltenberg rapper acapella, mens Lutzfeldt nynner en melodi, der virker lidt tilfældig. Igen er det svært at finde formålet med det. Stoltenberg er en dygtig producer, men rapteknisk er der ikke meget at råbe hurra for, og derfor bliver det igen meget bart, når det ikke er flankeret af bas og trommer fra Vegas formidable lydsystem.

Teknisk skinner Lutzfeldt til gengæld igennem, når hun på smukkeste vis krydrer stykket med smuk norsk opera, når cellisterne får fokus eller når de to nordmænd synger ind over hinandens vers. Det løfter sig bare aldrig længere end i momenter, og det store billede ender med at være en optræden, hvor det der ikke fungerer kommer i forgrunden.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

UHØRT: Skt. DeLarge stjal showet

Foto: Helene Maj Kildelund

Det er underlig følelse at mærke festivalgræsset under sine føder igen efter et helt års pause og en sommer uden festivaler. Og det må have været noget af en udfordring for arrangørerne at aafholde Uhørt på en måde, der også tager hensyn til Coronavirus. Men de nye forholdsregler fungerer overraskende godt på septembers første lørdag. For eksempel under Magnus Tempels, der leverer en ganske fin popkoncert på Gårdscenen foran et siddende publikum. Magnus’ nærvær og vokal løfter stemningen igennem velproduceret synthpop, uden det bliver sådan, at man absolut har brug for at stå op.

Én der til gengæld udfordrer siddekravet er Skt. DeLarge. For det er sindssygt svært at sidde stille, når der burde være et kæmpe moshpit lige foran scenen. Aldrig har jeg set så stor en energiudladning fra så lille et navn. “ARE YOU NOT ENTERTAINED?”, råber Skt. DeLarge mod slutningen af koncerten. Den er svær at pulle off, hvis ikke man virkelig hviler i sig selv og sin udstråling på scenen. Og jo, vi er underholdt – af en fyr, der i øvrigt står fuldstændig alene på scenen, men samtidig er den, der fylder scenen bedst ud af alle lørdagens acts. Han hopper rundt i bar overkrop og skinny jeans mens han rapper og råber om ting som mænd, der spiller smarte og ikke behandler kvinder ordentligt.  Men han gør det med en uovertruffen rå aggresivitet, der umiddelbart kun er til at sammenligne med udenlandske acts. Og så er det altså svært at forestille sig, at fyren på spillende tidspunkt kun har to sange på Spotify – og at ingen af dem er blevet hørt ret meget. Faktisk har de max 1000 lytninger mere end Radio LOUD’s samlede lyttertal fra dens målgruppe. Men måske det netop er den uhørte ivrighed for at bevise sig, der gør, at han rammer det helt rigtige punkt. Man får i hvert fald følelsen af, at han burde spille på en større scene.

Med flere sange, der er afspillet mere end 50.000 gange og et helt album på bagen, er GRETA en af Uhørts mere hørte acts. Og det kan mærkes. Der er ingen slinger i valsen. Vokalen sidder i skabet, og hun virker allerede som om, at hun er for stor til festivalen. Og det er ikke kun en god ting, for på en eller anden måde er det som om, at man ikke helt kan mærke det – at hun godt ved, at scenen er for lille til hende. Måske er det fordi, at man kommer lige fra Skt. DeLarge, måske er det fordi hendes relativt bløde Synthpop skulle være placeret tidligere på dagen. Uanset hvad, så skal det nok blive godt, når hun igen står for en lidt større udfordring, end at skulle gøre det bedre end helt uprøvede musikere.

Tidligere på dagen optræder Markus.waw. Og selvom bassisten har skills til at joine nærmest hvilket som helst etableret band, så er det altså svært at blive overbevist om, at det er Danmarks næste store stjerne man ser, når der er problemer med at ramme både vokalens tone og takt. Apropos skills, så er Himmelrum værd at fremhæve. På hver deres instrument formår de at fremmane en slags syrerock, der til tider bliver orgasmisk på grund af deres samspil og talent. Men man kommer også til at tænke på, at en orgasme bliver bedre, hvis der bliver bygget op til den over tid.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Danmarks sødeste hiphop

Foto: Emil Oscar

At lytte til F L E M M I N G‘s nyeste udgivelse, Tandpastasmil, efterårsøjne, er som når man lige er begyndt at date en, der er rigtig glad for at snakke om følelser. Det er både intenst, livsbekræftende og melankolsk. Et album, der kan gå hen og blive gennembruddet for en af landets mest lovende og originale rappere.

Det skyldes to ting. For det første er Bjarke Westphal Christensen, der er manden bag F L E M M I N G, en fyr, der i den grad beviser, at hiphop ikke kan sættes i bås længere. Det ville komme som en stor overraskelse, hvis han har en samling af store guldkæder i skuffen og vinder mange slåskampe. Til gengæld er han fantastisk til at vise sårbarhed og refleksioner over hverdagen og forhold til sig selv og andre i sine tekster. Specielt når det kommer til kærlighed. Det ser man eksempelvis på albummets første og mest catchy nummer, Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper om omsorgen og kærligheden til en kvinde, der har problemer med både kokain og i det hele taget at få styr på sit liv.

Tandpastasmil, efterårsøjne skriver Bjarke tekster i en slags historiefortællende talesprog, hvor hverdagens betragtninger bliver trukket op på et eksistentielt plan. Denne mere direkte måde at skrive tekster på, er noget man ser en del for tiden, og det kan ofte virke banalt. Det gør det ikke her. Både på grund af oprigtigheden, men også fordi teksterne vidner om et stort lyrisk fingerspitzengefühl. Det hører man også på Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper:

Du ringer mest, når du er fuld og føler dig alene. Spørger om jeg kommer, hvis du gir’ en øl på Jolene. Det ik’ fordi, jeg ik’ har hjertet på det rette sted. Det mest fordi, jeg har en cykel med et barnesæde.”

De små rimende spidsfindigheder går igen på hele pladen. Et andet guldkorn er på Noget At Sige Til Dig.

“Det’ okay at være såret, men ik’ ondskabsfuld. I den periode, der blev du onsdagsfuld.”

Et nummer, hvor frustrationen over ulykkelig kærlighed kommer til udtryk. Men ikke kun i teksten. For instrumentalen er mere ambitiøs, end på F L E M M I N G‘s tidligere udgivelser. Hvor det før var mere drømmende og jazzet, er det nu mere storladen og eksperimenterer med electronica og pop. Vigtigst af alt, så giver det lag til kagen og får den emotionelle rap og den højtflyvende produktion til at fremstå som et samlet udtryk.

Noget At Sige Til Dig, er det det tunge, dystre bagtæppe, der udgør hindbærcremen til Bjarkes bund af rim. I den sidste del af nummeret ligger pladens største instrumentale genistreg, når der skiftes til et drum ‘n’ bass-stykke, der galant understreger lyrikkens frustration og længsel som flødeskum på toppen.

Med features fra både Jens Nørhave, Emil Kruse og , der også er med til at producere albummet, kan man dykke ned i både forfatterens følsomhed, lyriske spidsfindigheder og lyden af fremtidens danske R’n’B og hiphop.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Journey fest: Mageløst mindfuck og støjende suspense

Foto: Louise Haywood-Shiefer

”OPEN IT UP. OPEN IT.”, råber en fyr i bar mave til sine medpublikummer, mens han forsøger at lave plads til mosh pit langs scenekanten. På scenen står theOGM lyst op af en pandelygte, så kun hans ansigt kan ses, mens han råber ”muahahaha”, som en tegneserieskurk fra 90’erne. Og så kommer det. Folket foran scenen hopper ind i hinanden mens trommer, strenge og synth’s bliver spillet hurtigere end danske apoteker blev rippet for håndsprit, da der første gang blev meldt om coronavirus i Danmark. Det er Ho99o9, der spiller på Loppen som en del af den ugelange Journey fest.

Hardcore punk, punk rap eller horrorcore er de genrebetegnelser Ho99o9 ofte får sat på sig. I virkeligheden har musikken enormt meget til fælles med Drum ‘n’ bass. I det, det er i den opbyggende fase, hvor magien befinder sig. I øjeblikket inden det hele ramler sammen. Typisk er det theOGM, der starter det hele, når han tænder for samples eller snakker til publikum på en noget atypiske måde. Med store dreadlocks og grillz, får han gejlet publikum op, som en demonbesat Bob Marley. Og når først suspensen når bristepunktet, så er det Eaddy og Brandon Pertzborn på henholdsvis guitar og trommer, der overtager energiudladningen.

Covernumre er ofte søgte til koncerter. Men det giver god mening, da en medley af The Prodigy-numre ryger på mod slutningen af koncerten til stor begejstring for tilskuerne. The Prodigy’s stil minder lidt om Ho99o9s og fordi de to kunstnere også har lavet et nummer sammen. Alt i alt en enormt original koncert med stor variation, indlevelse og karisma. Det hjalp også på det, at publikum, der var blevet godt varme efter Slægts koncert. Selvom Slægt ikke er originale på samme måde, og mest af alt ligner reinkarnationen af et rockband fra 80’erne, så spiller de fucking tight live.

Prikkerne faldt på plads

Fuckr med din hjerne kunne lige så godt være et program om Floating Points, der også gav koncert under Journey fest. Engelske Sam Shepherd, der står bag Floating Points har en Ph.d. i hjernevidenskab. Når man står til hans koncert på Store Vega, der afslutter Journey Fest, så giver det super god mening, at han er ekstremt klog på, hvordan hjernen fungerer. For hold kæft hvor kan han gøre noget ved sindet gennem sin musik. Han kan få dig til at forsvinde fuldstændig ind i dine egne tanker, eller han kan få din krop til at bevæge sig. Alt er på Sam Sheperds præmisser, når han med sin usynlige skalpel står og roder i dit kranie.

Det hele bliver gjort uden en eneste vokal. Med hypnotiserende visuals, og en opbygning, der er veltimet og gennemtænkt, føles koncerten på ingen måde for lang, selvom den varer over en time. Den måde, det fungerer for ham på, er, at han kombinerer forskellige elektroniske elementer, små samples af metalliske lyde, layers og ikke mindst skarpe trommer. Stopper man op og lytter efter, burde det ikke rigtigt give mening. Men to-tre minutter efter, når bassen rammer, så falder prikkerne på plads. Og de elementer, der virkede tilfældige for lidt siden flyder nu sammen med nuet. Det er her, hvor det er svært at stå stille. Han fik dog lyst til at lege lidt, og i momenter giver musikken dog så lidt mening for så mange, at de helt mister fokus og begynder at snakke ad helvedes til. Omvendt er alle opmærksomme, da nummeret LesAlps elegent bliver en del af settet.

På et tidspunkt, da Sheperd fik mig ud af mine egne tanker, kiggede jeg bagud mod mine to venner, for at få øjenkontakt. Det er helt umuligt med den ene, som han står der foroverbøjet dansende. Specielt ikke noget kønt syn, men det er fordi, han er så optaget af musikken, at han tilsyneladende ikke på noget tidspunkt funderer over, hvordan andre tænker om ham. Jeg fik øjenkontakt med min anden ven. Dog først efter tyver sekunder, men med et smil så stort, at vi uden yderligere kommunikation ved, at vi har den helt samme følelse. Hjernekirugien virker.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tre kunstnere du skal høre til Journey fest

Journey fest har efterhånden slået sig fast som en tradition, hvor man kan lægge vintertøjet på hylden og træde ind i en forskellige genrespecifikke musikgarderobeskabe. For Journey fest er ikke en uge med forskellige koncerter. Når du tager til et af arrangementerne, er der altid en lille håndfuld navne på programmet. De navne er nøje udvalgt, så du får oplevelsen af andre kunstnere, der minder lidt om det, du er kommet for at høre. Som hvis du lytter til et album på Spotify, og streamingtjenestens radiofunktion vælger nyt musik til dig, ud fra hvad du lige har sat på. Til journey er det bare live, og det varer en hel uge. Derfor kan du nu læse om tre navne, der kan pege dig i retningen af musikalske helhedsaftener.

The Comet Is Coming – Lørdag d. 22. februar

Allerede på andendagen er der hentet tre musikere ind fra det ydre rum for at give dig en oplevelse, du ikke har set på jorden før. Space-snakes eksisterer kun i Rick and Morty, men Space-jazz eksisterer sgu i virkeligheden. Den mere eller mindre legendariske saxofonist, King Shabaka, har i mødet med Danalogue the Conquerors keyboard, synths og rumlyde fundet ind til noget, der minder om et sci-fi soundtrack på coke. Vel at mærke på den slags coke, der er produceret i en saxofon. Med Betamax Killers energiske trommer oveni hatten bliver det nemt en energiudladning, der kan høres steder, hvor kometer kommer fra. Det kunne det i hvert fald, da de indtog Roskilde Festival i sommer.

Ho99o9 – Torsdag den 27. februar

Synes du også at musikere generelt deltager for lidt i mosh pits til deres egne koncerter? Savner du tekster, der handler om at slå en præst ihjel i en våd drøm? Så er Ho99o9 sandsynligvis lige noget for dig. Hvis du bare godt kan lide et gennemført gyser-tema der gennemsyrer både tekst, musik og video, så er det nok også noget for dig. Ho99o9s blanding af punk og rap er i stil med et navn som Death Grips og giver dig på samme måde muligheden for at komme af med noget vrede til koncerten. En god gang sved kommer du nok også af med, mens du lytter til barer som dem her:

If I could rewind time
They’d probably lock me in the cage
For fuckin’ white bitches out in Columbine
Since this nigga’s off the leash
It’s dinner time

Lyder det ikke helt sofistikeret nok, så gemmer dig sig også en stærk samfundskritisk tone bag al gyser-viben. Ho99o9 spiller på Loppen, hvor også Slægt, 404 og Yury kigger forbi.

Floating Points – Lørdag den 29. februar

Det er hårdt at være perfektionist. At intet er godt nok, før det er perfekt må være voldsomt stressesende at leve med. Til gengæld kan vi andre nyde godt af, at der findes folk som Sam Sheperd. Han står bag Floating Points, der giver koncert på Store Vega. Han er blandt andet kendt for, at leve sig fuldt ind i sine shows, der er en komplet oplevelse, hvor lyd og (lazer)lys spiller sammen. Med det aktuelle og aldeles fremragende album Crush i bagagen, kommer Floating Points og lukker Journey fest med en gang elektroniske fysikforsøg. Sam Sheperd er uddannet hjerneforsker og er kendt for at samle på gamle jazz-plader. Det tænker man nok ikke, hvis man ikke ved det på forhånd. Men når man gør, så giver det rigtig god mening, for lyden er chill og perfektionistisk mens den samtidig er svær at stå stille til.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *