Her er årtiets mest læste artikler på Regnsky!

Velvet Volume
Pressefoto / Over & Aude

Et gyldent musikalsk årti går på hæld, og her på Regnsky ser vi selvfølgelig også tilbage på 10’erne, der på alle måder har defineret vores lille blog. Siden 1. januar 2010 har vi udgivet mere end 1.250 artikler her på bloggen, skrevet af en lang række forskellige skribenter om musik fra alt mellem stjernehimmel og jordbundne soveværelsessnedkere.

Men hvilke artikler har fået flest af jer til at finde læsebrillerne frem? Det vil jeg give svaret på gennem denne tur ned af memory lane, hvor vi skal forbi de 20 mest læste artikler fra de seneste 10 år. Vi skal blandt andre møde Velvet Volume, Athletic Progression og Konni Kass – og mindes en masse fortryllende oplevelser fra landets festivaler.

20) ““Man gør det bare, fordi det er fedt!” – Interview med Emil Wilk fra M.I.L.K.”
Vi starter med et interview med Emil Wilk aka. M.I.L.K. fra 2016, som Mirja havde fornøjelsen af at møde på det års Roskilde Festival. Bevæbnet med TUC-kiks og kaffe tog de sig blandt andet en snak om, hvad M.I.L.K. egentlig er for en størrelse, og om dengang Emil var til middag med Brian Eno.

Læs interviewet her.

19) “Roskilde Festival: Anbefalinger fra gæsteblogger Cathrine Bangild”
Gennem årene har Regnsky bestået af et væld af faste skribenter, men fra tid til anden har vi også hevet venner og bekendte ind som gæsteskribenter. En af dem var Mortens udkårne, Cathrine, som i 2015 var med os på Roskilde Festival. Hendes anbefaling af blandt andre Father John Misty og The Entrepreneurs lister sig ind på listen 19. plads.

Læs Cathrines anbefalinger her.

18) “Haven Festival: Band of Horses var som en halvkedelig begravelse”
Fra Roskilde Festival-højdepunkter anno 2015 tager vi turen videre til Haven anno 2017, som også bød på en lang række højdepunkter fra blandt andre Bon Iver og Conor Oberst. Men Band of Horses-koncerten var bestemt ikke en af dem. Den var derimod som en halvkedelig begravelse…

Læs anmeldelsen her.

17) “JÆRV – Et hav af vellyd”
Hvis der er én artist, som jeg har skrevet (virkelig) meget om i midten af det snart forgangne årti, er det Amanda Glindvad og JÆRV, der i dag er blevet en duo med Matias Pedersen Smidt som Amandas lige så gode halvdel. I 2016 udgav JÆRV debut-EP’en ‘Dit Hav’, som stadig står som en af mine yndlings-EP’er nogensinde. Hvorfor kan I læse mere om i artiklen.

Læs artiklen her.

16) “Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger”
En af de ting, vi gør en dyd ud af på Regnsky, er at bakke op om vækstlaget – både herhjemme og især i vores nabolande. Derfor er SPOT Festival en fast del af vores årlige dækning, og det er tydeligt, at vores læsere deler den samme kærlighed til festivalen. I 2018 var jeg selvfølgelig også af sted og anbefalede artister som Ea Kaya, Jada og FRUM.

Læs artiklen her.

15) “Dem skal du høre på UHØRT Festival”
Mange af de artister, der optræder på SPOT, har i årene inden kunne opleves rundt på nogle af landets mindre vækstlagsfestivaler. En af dem er UHØRT Festival i København, som jeg har siddet i lytteudvalget for siden 2015. Minds of 99 og Baby in Vain har blandt andre taget deres første skridt på festivalen, som i 2016 kunne præsentere artister som Masasolo, JÆRV og de aarhusianske rockdarlings The White Dominos.

Læs artiklen her.

14) “Eksklusiv premiere: Mellemblond – “Elsk og bliv elsket””
Apropos UHØRT turnerede Kristoffer Munck Mortensen og hans alias Mellemblond i 2010 sammen med Niels Skousen under overskriften ‘Uhørt’, men det er dog ikke derfor, at Mellemblond indtager 14. pladsen over vores mest læste artikler for det forgangne årti. Det skyldes derimod den vidunderlige single ‘Elsk og bliv elsket’, som vi havde premiere på for snart to år siden.

Læs og lyt til singlen her.

13) “Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!””
Lad mig sige det med det samme: Det bliver ikke eneste gang, vi møder Athletic Progression på denne liste. Den jazzede hiphop-trio har om nogen fanget jeres (og vores) interesse i de sidste par år. Med deres uforudsigelige og genrenedbrydende stil ramte de os lige i dansehofterne fra første sekund, og det var ingen undtagelse for Mirja, da hun oplevede dem til åbningsfest af Monten.

Mød Athletic Progression her.

12) “Fem ting, vi lærte af Roskilde Festivals endelige line-up”
På 12. pladsen tager vi turen tilbage til Roskilde Festival; denne gang i 2018-udgaven. I april 2018 havde festivalen netop offentliggjort det fulde program, hvilket fik Morten til at filosofere over årets – på papiret – største op- og nedture. Konklusionen blev blandt andet, at der var tale om det bedste elektroniske program i årevis, men at vi også skulle leve med et par afdankede hovednavne.

Læs analysen her.

11) “Premiere: Rest in Beats – Fugle kan dø”
Noget af det, jeg selv holder meget af at skrive, er premierer på nye singler. Der findes simpelthen ikke noget federe end at få et fremragende nummer ind i indbakken og smage på det, inden alle mulige andre har haft mulighed for at påvirke ens holdning til det givne nummer. Et af de numre, jeg elskede fra første stund, var Rest in Beats‘ ‘Fugle kan dø’ fra 2016. Det var jeg heldigvis ikke ene om…

Læs og lyt til singlen her.

10) “Chienne Lucas – et frikvarter i Zoo”
Synes du også, at det kan være lidt dyrt at besøge Zoologisk Have? Så frygt ej! Du kan nemlig komme gratis af sted med Chienne Lucas på nummeret ‘Diagonal 1′, hvilket Eva bemærkede tilbage i 2015. Om vores læsere generelt er lidt pressede på pengepungen, eller det bare var Chienne Lucas’ fænomenale debut-kassettebånd ‘Left Hand Orientation’, der trak, skal jeg dog ikke gøre mig klog på…

Tag med i Zoo her.

9) “Forpremiere: Konni Kass – I Lie”
Fik jeg sagt, at jeg elsker premierer? Jeg løj ikke, omend man ikke kan sige det samme om færøske Konni Kass‘ på nummeret ‘I Lie’, som vi havde fornøjelsen af at præsentere i 2016. Nummeret var dengang en forløber for Konni Kass’ stemningsfyldte debutalbum ‘Haphe’, som jeg kun kan anbefale, at du lytter til, hvis du endnu ikke har gjort det. Det er perfekt til en kold vinterdag!

Lyt og læs om ‘I Lie’ her.

8) “Regnsky møder… Konni Kass”
Lad mig bare slå fast: Konni Kass har de mest stabile fans på den nordlige halvkugle. Der er blot 21 læsere til forskel mellem 8. og 9. pladsen på listen. Jeg havde fornøjelsen af at mødes med Konni forud for hendes koncert under 2016-udgaven af SPOT Festival. Hun lovede mig en fed koncert – og det løfte blev i den grad indfriet af, hvad jeg husker som det års bedste koncert på festivalen. Og så fik vi talt en masse om naturen, som faste læsere vil vide, at jeg ynder at gøre i mine interviews.

Læs interviewet her.

7) “Århusianske overraskelser blev favoritten”
Jeg lovede jer, at vi ville møde Athletic Progression igen højere oppe på listen – og her kommer de så. Denne gang formidlet af vores gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen, som Rasmus havde taget med på SPOT i 2017. Det var egentlig ikke meningen, at hun ville skrive om bandet, men nogle gange vil tilfældet, at man falder over en helt unik oplevelse – og det skete her, hvor Marie Louise blev blæst fuldkommen bagover af den aarhusianske trio.

Læs artiklen her.

6) “PREMIERE: Eugenia – vildt+sødt”
I know, I know… And you know! Vi elsker premierer her på Regnsky, og det var for mit vedkommende især tilfældet i 2016, hvor jeg nærmest væltede mig i dem. Duoen Eugenia er stadig et af de mest interessante projekter, jeg er stødt på. Kombinationen af velproduceret dansksproget avantgarde-pop og en unik visuel side gør bare, at det er et band, man aldrig rigtig bliver træt af at udforske – det gælder også singlen ‘vildt+sødt’ fra 2016.

Udforsk singlen her.

5) ““Spis eller bli’ spist!” med DC og Fouli”
I løbet af Regnskys godt 11-årige levetid har vi løbende udvidet og udskiftet i skribentflokken, alt efter hvor livet har ført os hen. En af de gange var i foråret 2016, hvor Rasmus og Mirja sluttede sig til vores lille kollektiv. Og Mirja debuterede med et brag med hvad, der skulle vise sig at være den femte mest læste artikel på Regnsky i 10’erne. Mirja elsker at udfordre sig selv musikalsk, og det havde hun også gjort her, hvor hun var taget til hiphop-koncert med DC og Fouli på Stengade.

Læs om hendes oplevelse her.

4) “Roskilde Festival 2015 – Peters anbefalinger”
Fra undergrundshiphop tager vi en sidste tur tilbage til Roskilde Festival, hvor I af en eller anden grund havde ekstra meget brug for nogle gode anbefalinger til 2015-udgaven af festivalen. Om det skyldes, at 2015-Roskilde i høj grad var mellemlagets festival, skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert fald året, hvor man blandt andre kunne opleve kvalitetsnavne som The War on Drugs, Perfume Genius og Kaytranada.

Genoplev Roskilde Festival 2015 her.

3) “Eksklusiv premiere: and the shine”
Vi snupper en premiere mere på 3. pladsen, hvor Lasse i 2015 kunne introducere os for det spritnye band and the shine. Det kunne han med deres allerførste sang ‘All That I Wanted’ med ledsagende video. Lasse udråbte det til en ‘pornografisk lyskatedral af en forårsperle’. Hvis det ikke giver en lyst til at opleve and the shine, så ved jeg snart ikke…

Tag turen ind i den pornografiske lyskatedral her.

2) “Premiere: Hop med i badekaret på danske Yör & U’s live-musikvideo”
Listen højstplacerede premiere står Laura bag med noget så unikt som en live-debut-musikvideo. Bandet, der har skabt denne musikvideo, er danske Yör & U (de har sidenhen smidt ‘& U’) til deres single ‘Badekar’. Bandet skulle eftersigende arbejde på en debut-EP, så anbefalingen herfra vil blot lyde på at hoppe med i badekarret og flyde med strømmen mod vellyd og gode vibes i 2020 – man kan jo starte i Helsingør, hvor de giver koncert den 21. januar på Toldkammeret.

Mød Yör lige her.

1) “Velvet Volume vælter UHØRT”
Vores suverænt mest læste artikel fra 2010’erne stammer fra min allerførste UHØRT Festival, hvor jeg blev blæst bagover af tre (dengang) teenagekvinder fra Aarhus-egnen. Velvet Volume indtog det års UHØRT Festival med en sådan energi, at jeg faktisk endte med at tage hjem direkte efter koncerten, fordi jeg bare MÅTTE skrive om den koncert, mens den stadig var frisk i erindringen. Men jeg havde egentlig ikke så travlt, for energien, nærværet og den gennemførte rockattitude, som Noa, Naomi og Nataja lagde for dagen, vil jeg aldrig nogensinde glemme. Wow!

Læs om min oplevelse her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Podcast: Den ultimative jagt på årets Roskilde-highlights

Foto: Tobias Nicolai / Roskilde Festival

Der er mange måder at finde frem til de bedste koncerter på Roskilde Festival på. Og selvom det aldrig bliver helt objektivt, så har vi forsøgt at gøre det så neutralt som muligt. Her får du både de helt umiddelbare reaktioner fra trætte festivalgæster på vej hjem fra pladsen og de velovervejede synspunkter fra udhvilede festivalgængere, der har haft tid til at tænke over tingene.

I denne podcast har Mathias blandt andet sat en ‘metaller’ i stævne for at finde ud af, om de kan finde årets højdepunkt på trods af deres meget forskellige musikalske udgangspunkter. Lyt med og hør om alt fra Power Trip og Testament til Jada, Jon Hopkins og Sons of Kemet.

Indslaget er produceret og redigeret af Laura Fromm og Mathias Gavnholt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Interview: Frej Levin fandt Natkat i et LSD-trip

Frej Levin efter koncerten på Countdown. Foto: Emil Hougaard.

Frej Le Funk med det borgerlige navn Frej Levin er rimsmeden i Natkat, der optråde på Countdown-scenen på dette års Roskilde Festival. Frej Le Funk er en mand, der er lidt over det hele. Han debuterede i MC’s Fight Night som 12-årig, og sidste år optrådte han med sit house-projekt under navnet B from E for bare at nævne noget af det. Sammen med DJ Sump og Floppycat, leverede han en energisk dagskoncert på sidste opvarmningsdag, der indeholdt improvisationer, trompet og en lavine af rim. Jeg tog en snak med ham under festivalen, der endte ud med at handle om, hvordan Natkat er blevet til. Det involverer både Cypress Hill, LSD og mexicanske voldsfilm.

Hvad er det for nogle følelser der går i gennem dig, når du står på scenen som Frej Le Funk?

Det er lige som at stå i orkanens øje. Det er på samme måde, som når jeg spiller på en klub. Min angst forsvinder, når jeg går derop, og så har jeg bare ikke lyst til at gå ned igen. Det er øjeblikket, hvor jeg kan få lov til at fejre mit eget og andres liv gennem musikken. Når jeg først går derop, så er det lige som at stå med et stort varmt tæppe på. Det er fucking nice.

Det lyder sgu meget lækkert. Hvorfor tror du, det fungerer sådan for dig?

Jeg tror det er en basal ting i folk, at når de bevæger sig, altså når de vibrerer, så bliver der bare åbnet op for sluserne til lykke-juice i hovedet. Engang, da jeg sugede rigtig meget lattergas, så begyndte jeg at få sådan nogle små bad trips. Men så fandt jeg ud af, at hvis jeg bare dansede eller bevægede mig imens, så var det umuligt for mig at få det dårligt.

Er der forskel på, hvordan du har det på scenen som en del af Natkat og så når du optræder med dine andre projekter?

Forskellen er jo bare, at når jeg er alene, så er det kun mig, der kan skuffe mig. Ikke fordi at mine drenge nogensinde skuffer mig. Men det er klart, at hvis der er noget, de er usikre på, så er det også min usikkerhed. Til gengæld er det fedt, når der er fem, der sejrer frem for bare én. Det er det sygeste vaniljeis for mig, når mine drenge oplever noget fedt.

Men du kan vel heller ikke dele oplevelserne på samme måde, når du optræder med eksempelvis B from E.

Nej, men jeg har også brug for ikke at dele det med nogen en gang i mellem. Jeg har brug for selv at tage et fly hen, der hvor jeg skal spille, og jeg har brug for at tale med mig selv inde i mit hoved, mens jeg sidder på restaurant med de her mennesker, der har booket mig. Jeg har brug for at spille mit show og blive lidt stiv og så tage hjem på mit hotelværelse og være mig selv.

Er det ikke svært at tage på Roskilde Festival, når man gerne vil være sig selv?

Jo, men nu har jeg også fået nok af at være mig selv. Nu skal jeg fandme være på Roskilde. Jeg spillede sidste år med B from E, men der skulle jeg til Mexico dagen efter.

Hvad for noget musik skal du se?

Jeg skal se Underworld. Det er fuldstændig for galt, jeg aldrig har set dem live. Jeg har lyttet til dem siden jeg var 10 eller 11 år. Og så skal jeg se Cypress Hill. Dem har jeg også lyttet til, siden jeg var 10. Den første rap-CD jeg nogensinde havde, var med dem. De er også latinoer, ligesom jeg er, så jeg har et helt bestemt forhold til dem.

Hvornår fik du den CD?

Jeg fik den, fordi jeg var børnereporter ude på DR, og det var jeg lige inden, at Peder fra Gramsespektrum stoppede som vært. Han passede på os, da vi skulle til DM i børnerap. Så plejede han at tage os på Burger King og sådan noget der. Så efter jeg havde mødt ham fem-seks gange, så kom han en dag og stak mig den plade, der hedder Skulls And Bones.

Var det der, du startede med at kunne lide hiphop?

Ja, det er lige der omkring. Jeg startede med at skate med min homie, og det indebar, at vi havde kæmpestort tøj på. Jeg slæbte mine bukser hen ad jorden og vi havde kæmpe store skovmandsskjorter på, var klippet korthårede og malede grafitti. Og så fulgte alt det der musik med. Men det er nok lidt mere rap, rap, rap, når jeg hører Cypress Hill. Så lyttede jeg rigtig meget til nogen der hed Control Machete fra Mexico. De kom også med en stor plade omkring 2000.

Hvad er det for noget?

Det er det største rap-act, der nogensinde er kommet fra Mexico. De lavede soundtracket til en film der hed Amores Perros. Det er en meget anerkendt film. Det er en fucking tragisk film, og folk dør hele tiden på alle mulige syge måder. Der er nogle sindssyge scener med det her Control Machete med sådan nogle hundeslagsmål, hvor de væder om penge, politijagt og sådan noget der.

Hvis Natkat skulle være soundtrack til en film, hvad skulle det så være for en slags?

Jeg har altid håbet at Natkat ville være soundtrack til en psykedelisk film. Noget hvor der var nogle fucking, fucking fede visualiserede hallucinationer. Og så noget der handler om noget alvorligt på den ikke så pæne side af samfundet. Jeg ville elske, hvis der var en eller anden vanvittig animator, der lavede det vildeste trip med et Natkat-track.

Hvorfor tror du det ville passe sammen?

Det tror jeg det ville, fordi Natkat både er baseret på Askes beats, som ofte har hårde trommer men bløde keys og sci-fi-effekter. Han er meget vild med de her gamle space-lounge ting. Som egentligt er rart at høre på, men har mange effekter. Og da jeg startede i Natkat, da havde jeg lige overlevet et fuldstændig vanvittigt LSD-trip, som gør at jeg ikke rigtig kan tage LSD længere. Jeg kommer tilbage til den samme rigtig dårlige tanke jeg fik, som på en eller anden måde er sand, men som ikke rigtig er brugbar for mit liv. Det er en sandhed, som er kæmpestor, men den nytter ikke noget for mig, hvis jeg skal være et menneske, der skal forelske mig i det dumme i livet og de hyggelige, normale ting. Det er alt for ‘godly’ og stort. Den første plade med Natkat er tekster, der kommer fra nogle sindssygt dybe indsigter, hvor jeg var helt inde i mine egne atomer og hilste på mig selv uden, at jeg vidste hvad mit eget navn var. Men jeg forstod min plads i forhold til andre mennesker i verden. Dem jeg holder af, og dem jeg gik og sårede.

Så mange af de tekster du laver er kommet fra sådan et trip?

Ja, det er reflektioner over mit trip. Refleksioner over de tanker der er gået gennem mit hoved, når jeg har søgt efter noget inde i mig selv og fundet noget helt andet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tak for Schacke og den nye Countdown

Foto: Cameron Pagett

Countdown-scenen på Roskilde Festival har aldrig rigtig fungeret. Dårlig eller simpelthen bare for lav lyd har ødelagt fremadstormende artisters ellers gode koncerter. Et godt eksempel er Av Av Av, der fik alt til at fungere i 2015. Det var dengang scenen hed Apollo Countdown. Det eneste problem var, at lyden var så lav, at det hele tiden føltes som om, der manglede noget. Scenens lydkvalitet var lige så dårlig, som madboderne i år er til rent faktisk at have de ting, der står på deres menukort. I år er Countdown ændret for det bedre, og den Københavnske techno-producer Schacke viste mandag aften, at den ringe lyd er fortid.

Jeg tror ikke, der findes en bedre måde at overbevise folk om, at der er god og høj lyd på en scene end ved at sætte Schacke til at spille på den. For der er få som ham, der presser sine højtalere til det yderste. Hårdtpumpende techno skal høres højt! Og det blev det også. Og shit, hvor kan han skrue et sæt sammen, der rammer lige i øregangene.

Jeg tror magien ved techno er lidt svær at få øje på for mange. Men hvis man lytter efter, når Schacke går i gang, finder man ud af, at det er lidt med ham, som det er med Sopranos. At det, der sker i øjeblikket, har noget at gøre med det, der sker senere. Så lige som Tony Sopranos eskapader fra sæson tre bliver endnu mere relevante i sæson fem, så er det, man hører til Schacke sandsynligvis noget, som giver endnu bedre mening fem eller ti minutter efter, man har hørt det. En fremragende kalkuleret fest, hvor det eksploderer, fordi settet har bygget op over tid. Koncerten var en forløsende kontrast til lejranlæggenes basale bass-drops.

Schacke gik på scenen klokken 21.30, og det viste sig også at være det rigtige tidspunkt. For da solen langsomt gik ned bag scenen, begyndte lysshowet at træde i karakter. Det fuldendte oplevelsen, som når man kommer chili i en shawarma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The Cure lever for evigt

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Robert Smith

Der er to ting, man kan være sikker på her i livet. Der er regnen, og der er døden. Spørgsmålet er bare, hvad der kommer først. Et spørgsmål, der er højaktuelt, når man befinder sig på en mark uden for København i starten af juli, og specielt hvis man skal sove i telt i en uge. Heldigvis kom regnen først, og på dette års festival mistede ingen livet – hverken på svævebaner, i eufori eller i mudder. Regnen har været for det gode, og den dulmede den sky af urinstøv, der sidste år kostede flere festivalgængere luftvejsproblemer og tis i øjnene. Mundbind og faktor 50 var i år byttet ud med regnslag og vandtætte støvler. Og selvom regnen var stilnet af, da The Cure gik på Orange Scene kl. 23.00 lørdag aften, var størstedelen af publikum iført regntøj.

Gothrockens koryfæ Robert Smith og resten af de melodramatiske post-punkere har eksisteret i 40 år, og kun få bands ligger inde med et hitspækket bagkatalog som The Cures. Den gamle gotiske gruppe spillede første gang på Roskilde i 1985 og har siden besøgt festivalen fem gange. Det virkede også som om, de følte sig hjemmevandt på scenen. Med en overlegen sikkerhed leverede Robert Smith og co. et rygradsrislende godt show med klassikere fra samtlige 13 studieplader, men også fra b-sider jeg ikke kendte. 

Jeg missede desværre kult-bandet, da de gæstede Forum i 2016, og efter at have hørt P6-Beat Elsker The Cures seks timer lange radioudsendelse om The Cure og koncerten i Forum, var forventningerne i top!

I sort fra top til tå, tyk eyeliner, rød læbestift og sortfiltret spindelvævshår gik Smith på scenen som aftenens hovedperson. The Cure indledte koncerten med nummeret Shake the dog fra albummet The top fra 1984. Selvom jeg ikke kendte nummeret, var det allerede, da Smith åbnede munden første gang, et stort og medrivende moment. Han sang intenst og stilsikkert med sin ikoniske vokal og var gennem hele koncerten til stede. Dog overskyggede han på intet tidspunkt resten af bandet, og det var smukt at se, hvordan de nød at spille sammen med overskud, smil og små flirtende bemærkninger på scenen.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Robert Smith og Simon Gallups

Robert Smith er ikke ligefrem et vandfald, når det kommer til at tale med publikum, men det er sådan, det skal være! Og hans budskaber samler generationer og omfavner alle, der har oplevet at få knust hjertet. Under den ulmende og ildevarselende dybde var numrene også energiske og dansevenlige. Faktisk i en sådan grad, at selv et telt fik lyst til at crowdsurfe foran mig. Every tent has it’s days!

Det crowdsurfende telt

Simon Gallups tunge post-rock bas slog hårdt igennem kulden og det tiltagende mørke på Dyrskuepladsen. Da The Cure spillede Just Like Heaven, var det som at svæve i en mørk gotisk drøm. Det var intet mindre end magisk! Ord som ‘tryllebindende’ eller ‘magisk’ kan godt virke fluffy og letkøbte fra en anmeldervinkel, men jeg har sjældent oplevet ordene komme så meget til sin ret, som de gjorde lørdag nat.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Simon Gallups

Det er 30 år siden, The Cures mesterværk af et album Disintegration udkom, og der var stor begejstring, da de spillede klassikere som Lovesong og Pictures of You. Den ‘nye’ guitarist, Reeves Gabrels, som har været med i bandet siden 2012, spillede også henrivende godt. Med en nivende og sjælerensende guitarklang skabte han en kollektiv ekstase. De mørke popmelodier rev i hjertet, frembragte en smuk smerte og åbnede for vemodighedsventilen.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Reeves Gabrels

The Cure er den slags band, der ligger inde med så stort et bagkatalog, at alle fans har deres yndlingsnummer. Om det er en mainstreamklassiker, som Boys Don’t Cry – som The Cure i øvrigt afsluttede koncerten med – eller et af de mindre kendte numre, er der noget til enhver smag.

Jeg ville gerne have hørt mit yndlingsnummer If Only Tonight We Could Sleep fra Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me albummet fra 1987, men fik Lullaby i stedet og blev lullet i seng med en smuk og urolig vuggevise.

Jeg følte mig renset og høj på en af de mest legendariske lukkekoncerter, jeg har oplevet på Orange i ni år, da jeg begav mig ned til toget. I år kom regnen før døden, men jeg tror aldrig, at døden rammer The Cure! De vil leve videre i de sorte hjerters mørkekammer fra generation til generation.

Tak for i år Roskilde! Du har som sædvanligt været helt fantastisk. Tak for hvert år at åbne op for nye sider.  Tak for at udfordre mig, at give mig varmen og danse med mig, selvom vejret er vådt og koldt. Og TAK for at give mig stærke oplevelser, som jeg lever højt på hele året rundt.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Publikum foran Orange Scene til The Cure

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?
    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Morten says:

    The Cure begyndte ofte koncerter med “Shake dog shake” i 80’erne (og iøvrigt senere). Sådan var det også da de spillede på Orange første gang i 1985🤓

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *