Interview: Frej Levin fandt Natkat i et LSD-trip

Frej Levin efter koncerten på Countdown. Foto: Emil Hougaard.

Frej Le Funk med det borgerlige navn Frej Levin er rimsmeden i Natkat, der optråde på Countdown-scenen på dette års Roskilde Festival. Frej Le Funk er en mand, der er lidt over det hele. Han debuterede i MC’s Fight Night som 12-årig, og sidste år optrådte han med sit house-projekt under navnet B from E for bare at nævne noget af det. Sammen med DJ Sump og Floppycat, leverede han en energisk dagskoncert på sidste opvarmningsdag, der indeholdt improvisationer, trompet og en lavine af rim. Jeg tog en snak med ham under festivalen, der endte ud med at handle om, hvordan Natkat er blevet til. Det involverer både Cypress Hill, LSD og mexicanske voldsfilm.

Hvad er det for nogle følelser der går i gennem dig, når du står på scenen som Frej Le Funk?

Det er lige som at stå i orkanens øje. Det er på samme måde, som når jeg spiller på en klub. Min angst forsvinder, når jeg går derop, og så har jeg bare ikke lyst til at gå ned igen. Det er øjeblikket, hvor jeg kan få lov til at fejre mit eget og andres liv gennem musikken. Når jeg først går derop, så er det lige som at stå med et stort varmt tæppe på. Det er fucking nice.

Det lyder sgu meget lækkert. Hvorfor tror du, det fungerer sådan for dig?

Jeg tror det er en basal ting i folk, at når de bevæger sig, altså når de vibrerer, så bliver der bare åbnet op for sluserne til lykke-juice i hovedet. Engang, da jeg sugede rigtig meget lattergas, så begyndte jeg at få sådan nogle små bad trips. Men så fandt jeg ud af, at hvis jeg bare dansede eller bevægede mig imens, så var det umuligt for mig at få det dårligt.

Er der forskel på, hvordan du har det på scenen som en del af Natkat og så når du optræder med dine andre projekter?

Forskellen er jo bare, at når jeg er alene, så er det kun mig, der kan skuffe mig. Ikke fordi at mine drenge nogensinde skuffer mig. Men det er klart, at hvis der er noget, de er usikre på, så er det også min usikkerhed. Til gengæld er det fedt, når der er fem, der sejrer frem for bare én. Det er det sygeste vaniljeis for mig, når mine drenge oplever noget fedt.

Men du kan vel heller ikke dele oplevelserne på samme måde, når du optræder med eksempelvis B from E.

Nej, men jeg har også brug for ikke at dele det med nogen en gang i mellem. Jeg har brug for selv at tage et fly hen, der hvor jeg skal spille, og jeg har brug for at tale med mig selv inde i mit hoved, mens jeg sidder på restaurant med de her mennesker, der har booket mig. Jeg har brug for at spille mit show og blive lidt stiv og så tage hjem på mit hotelværelse og være mig selv.

Er det ikke svært at tage på Roskilde Festival, når man gerne vil være sig selv?

Jo, men nu har jeg også fået nok af at være mig selv. Nu skal jeg fandme være på Roskilde. Jeg spillede sidste år med B from E, men der skulle jeg til Mexico dagen efter.

Hvad for noget musik skal du se?

Jeg skal se Underworld. Det er fuldstændig for galt, jeg aldrig har set dem live. Jeg har lyttet til dem siden jeg var 10 eller 11 år. Og så skal jeg se Cypress Hill. Dem har jeg også lyttet til, siden jeg var 10. Den første rap-CD jeg nogensinde havde, var med dem. De er også latinoer, ligesom jeg er, så jeg har et helt bestemt forhold til dem.

Hvornår fik du den CD?

Jeg fik den, fordi jeg var børnereporter ude på DR, og det var jeg lige inden, at Peder fra Gramsespektrum stoppede som vært. Han passede på os, da vi skulle til DM i børnerap. Så plejede han at tage os på Burger King og sådan noget der. Så efter jeg havde mødt ham fem-seks gange, så kom han en dag og stak mig den plade, der hedder Skulls And Bones.

Var det der, du startede med at kunne lide hiphop?

Ja, det er lige der omkring. Jeg startede med at skate med min homie, og det indebar, at vi havde kæmpestort tøj på. Jeg slæbte mine bukser hen ad jorden og vi havde kæmpe store skovmandsskjorter på, var klippet korthårede og malede grafitti. Og så fulgte alt det der musik med. Men det er nok lidt mere rap, rap, rap, når jeg hører Cypress Hill. Så lyttede jeg rigtig meget til nogen der hed Control Machete fra Mexico. De kom også med en stor plade omkring 2000.

Hvad er det for noget?

Det er det største rap-act, der nogensinde er kommet fra Mexico. De lavede soundtracket til en film der hed Amores Perros. Det er en meget anerkendt film. Det er en fucking tragisk film, og folk dør hele tiden på alle mulige syge måder. Der er nogle sindssyge scener med det her Control Machete med sådan nogle hundeslagsmål, hvor de væder om penge, politijagt og sådan noget der.

Hvis Natkat skulle være soundtrack til en film, hvad skulle det så være for en slags?

Jeg har altid håbet at Natkat ville være soundtrack til en psykedelisk film. Noget hvor der var nogle fucking, fucking fede visualiserede hallucinationer. Og så noget der handler om noget alvorligt på den ikke så pæne side af samfundet. Jeg ville elske, hvis der var en eller anden vanvittig animator, der lavede det vildeste trip med et Natkat-track.

Hvorfor tror du det ville passe sammen?

Det tror jeg det ville, fordi Natkat både er baseret på Askes beats, som ofte har hårde trommer men bløde keys og sci-fi-effekter. Han er meget vild med de her gamle space-lounge ting. Som egentligt er rart at høre på, men har mange effekter. Og da jeg startede i Natkat, da havde jeg lige overlevet et fuldstændig vanvittigt LSD-trip, som gør at jeg ikke rigtig kan tage LSD længere. Jeg kommer tilbage til den samme rigtig dårlige tanke jeg fik, som på en eller anden måde er sand, men som ikke rigtig er brugbar for mit liv. Det er en sandhed, som er kæmpestor, men den nytter ikke noget for mig, hvis jeg skal være et menneske, der skal forelske mig i det dumme i livet og de hyggelige, normale ting. Det er alt for ‘godly’ og stort. Den første plade med Natkat er tekster, der kommer fra nogle sindssygt dybe indsigter, hvor jeg var helt inde i mine egne atomer og hilste på mig selv uden, at jeg vidste hvad mit eget navn var. Men jeg forstod min plads i forhold til andre mennesker i verden. Dem jeg holder af, og dem jeg gik og sårede.

Så mange af de tekster du laver er kommet fra sådan et trip?

Ja, det er reflektioner over mit trip. Refleksioner over de tanker der er gået gennem mit hoved, når jeg har søgt efter noget inde i mig selv og fundet noget helt andet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The future is female! Disse rappere skal du høre, når pladsen åbner

Foto: Roskilde Festival

At Roskilde er en rock festival, vil for den nye generation skurre i ørene. Udsagnet er fra en svunden tid, og festivalen er i dag særligt anerkendt for at have et solidt hiphop-line-up. I år består det af stærke bookinger – både på det mandelige og kvindelige plan. Og hvem siger  at, det er “fy”, at skelne mellem køn i musikken? Det er slet ikke alle steder, det er det. Og let’s face it – Der er forskel. Især i hiphoppen tegn, som hovedsageligt er en mandsdomineret verden. At nægte at tale om kønsdiversiteten i bookingerne på Danmarks største musikfestival, er som at lave strudsen, hvor man stikker hovedet i jorden og nægter, at der er noget at komme efter. Men er der egentlig det på Roskilde? … Er festivalen ikke netop blevet et sted, som blander genrene og giver plads til alle køn. I år åbnes Orange scene af den feministiske, rapper Silvana Imam, og hvis det ikke er stærkt, så ved jeg ikke, hvad det er!

Vi har før givet en guide til de mandlige hiphoppere, som du skal opleve på Roskilde i år. I denne artikel giver jeg dig fem anbefalinger til boss-ladies, du skal se, men bestemt ikke fucke med. – For de vil rive dig rundt, som befandt du dig i din værste mareridts-moshpit. Deres styrke er intellektuel rap og politiske budskaber, som de fyrrer op for under hærdede og skidefrække attituder.

Silvana Imam – Onsdag, 3. juli kl. 18.00 – Orange

Foto: Nikolaj Blegvad

Den svenske hiphopstjerne; Silvana Imam, rapper om at være homoseksuel, at vælte patriarkatet og om at bekæmpe racisme. Med en selvsikker- og solid bemyndigelse taler den 32-årige rapper til alle, der ikke føler, at de passer ind. Hun har tidligere optrådt på Countdown og Apollo med stor succes. Nu er hun trådt et trin op af karrierestigen og er nu klar til at åbne Orange Scene. Gæstelisten for de optrædende er lang, og jeg glæder mig til at høre, hvem hun, fra den svenske og norske undergrundsscene, hiver med op på Roskildes højhellige alter, som for mange kan være en udfordring at spille op – Især som den første. Mon fællessangen kan lette forventningspresset en smule? – Hvis nervøsitet da overhovedet er en ting for den kantede, kæphøje og konfronterende aktivist.

OBS: det eneste, men også store minus er, at Silvana Imam spiller samtidig som Tears For Fears, der går på på Arena kl. 18.00. Chok chok chok!

CupcakKe – Fredag, 5. juli kl. 12:00 – Apollo

Foto: Shaun Andru

Hold fast! Her kommer en kunstner, der umiddelbart falder, lad os bare sige, en aaaaanelse, ud fra det feministiske spektre af politisk korrekthed. Den blot 21-årige Chicago-rapper, Elizabeth Eden Harris er den sjofle stemme bag kunstnernavnet, CupcakKe. Som 14-årig begyndte hun at skrive religiøse digte og optræde i lokale kirker. Senere tog hendes karriere et radikalt skift, da hun byttede digtene ud med rap, som hun uploadede til Youtube. Seertallet eksploderede i samme stil, som en festivalgænger, der vil nå op til Orange som den første, når pladsen åbner. CupcakKe er gået fra religionsdyrkelse til at lave nogle af de mest  frække og flabede sange, jeg har hørt. Hun er liderlig, modig og åbenhjertig med sine (måske lidt for) sexpositive og eksplicitte videoer og sange. –  Sange, som går under titler som Deepthroat, Vagina og Cumshot. På overfladen er hendes tekster ualmindeligt lumre, og jeg tror, at hun ville kunne sætte selv en våd hund i kronisk løbetid på plads … (Snopp Dogg?!).

Man skulle ikke lige tro det, men teksterne kan faktisk også rumme budskaber om solidaritet med LGBTQ-fællesskabet og magt i seksualiteten. Lyt bare med på Birdbox eller på sangen, der decideret går under titlen LGBT. Chicago-rapperens skills er ægte badass, og hendes rap skydes afsted i raketfart. Flowet er stramt, uanset om hun er i det kælende eller råbende humør. Hun holder sig uafhængigt at de store pladeselvskaber og har selv udgivet alle sine fire albums. Elizabeth Eden Harris gør altså tingene på sin egen måde. Hun giver ikke en fuck. – Og netop dét, gør hende skøn!

Beskidt bonus: Selvom du næsten taber næsen, når CupcakKe grinder sin krop op af Patrick fra Svampebobs lange næse, bør du tjekke musikvideoen til Squidward Nose ud. Den giver dig en idé om, hvilket våde univers, du kan forvente fredag formiddag på Apollo. Heldigvis clasher koncerten ikke med et andet must-see-band, men hvis du får den skøre idé at tage dit barn med på skulderen, så stop for guds skyld dig selv! CupcakKe er, på trods af det børnevenlige spilletidspunkt, IKKE for børn. Bikini Bunden kommer næppe til at være lige så ren som Nickelodeons. Den gule firkant er erstattet med en havfrue, som er mere end bare uartig, og du kan forvente en opsigtsvækkende og juicy oplevelse!

Saweetie – Fredag, 5. juli kl. 18.30 – Apollo

Foto: John Salangsang

Festen fortsætter på Arena fredag aften! Lad dig ikke narre af det pæne pretty-girl-look. Saweetie er alt andet end en Barbie-girl. Hun er en ægte boss-lady, og hun baner vejen for en generation af andre boss ladies. Hendes kunstnavn er et kælenavn, som hun fik at sin bedstemor, og hun forstår at holde et af hiphoppens ældste mantraer i live: “keep your family close”.  Den 25-årige West Coast-Rappers rigtige navn er Diamonté Harper – som da også havde været et pænt svedigt kunstnernavn! Hun startede sin karriere ved at optage 15 sekunders rap på Instagram, som kort tid efter gik viralt og nåede Roskildes bookers. – Og sikke et held! Saweetie laver hurtige hiphop-hoops, som fanger lytterens opmærksomhed på ingen tid. Nu er hun i studiet, for at arbejde på sit debutalbum, som planlægges at skulle udkomme til sommer. Heldigvis har hun taget sig tid til at aflægge Roskilde et visit, og jeg glæder mig afsindig meget til at høre hendes ‘icy’ og selvsikre rap live. – Også selvom komponisten og viola-spilleren, Astrid Sonne spiller samtidig på Gloria. Heldigvis er Astrid Sonne fra København. Så mon ikke muligheden for at se hende en anden god gang, trods alt, er lettere end at tage en tur til den amerikanske vestkyst. 

Lizzo – Lørdag, 6. juli kl. 20.30 – Apollo

Foto: Pari Dukovic

The baddest and biggest bitch is back, and she’s not a sidechick! Hun er til gengæld et kæmpe kick af catchy hiphop, blændende vokaler og sexpositiv kropsenergi, som får alle til at elske hendes, og måske også sin egen, krop. Lizzo er aktuel med sit tredje album; Cuz I Love You, hvor stjerner som Missy Elliott, er med inde over. Hør nummeret Tempo.Der er fart på, og Missy Elliot er stadig i topform! Jeg tror bare, det er et spørgsmål om tid, før Lizzo bryder igennem på den internationale musikscene. For mig er hun brudt igennem for længe siden, og det er et mysterie, at Lizzo ikke spiller på en større scene end Apollo. Scenen kommer højst sandsynligt til at blive overrendt med forventningsfulde fans. Fans, der alle vil have en bid af den frække Minneapolis-baserede rapper, når hun deler ud af sine catchy hits og ørehængende bangere. Så kom i god tid! Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg kommer til at prioritere, når Janelle Monáe, Jorja Smith og Lizzo spiller med forholdsvis korte mellemrum.

Madame Gandhi – Lørdag, 6. juli – Workshop kl. 14.00 – House of Chroma og koncert kl. 21.30- Gloria

Foto: https://madamegandhi.blog/hi/

Når Roskilde lancerer deres musikprogram, kan du meget vel stå med en fuckede følelse af, at du ikke kender halvdelen af kunstnerene. Bookerne giver dig lektier for, og hvis du tager dig tiden til det og dykker ned i programmet, er der gode chancer for at blive beriget med nye favoritter. Kunstnere, som udvider din musikalske horisont og gør dig spændt på, at skulle høre dem live. Det er sådan jeg har det med, at skulle opleve Madame Gandhi på lørdag.

Den indisk-amerikanske producer og aktivist Kiran Gandhi trækker tråde til Massive Attacks dynamisk trip-hop med tunge elektroniske bangers, som særligt kommer til udtryk på nummeret The Future is FemaleHun fusionerer desuden eksotiske jungle rytmer med loops og elektronisk dance, og der er en overlegen ‘Harlem Shake-vibe’ over lyden. Madame Gandhi har da også spillet trommer for M.I.A, så hun ved, om nogen, hvordan et beat skal skæres!

Kiran Gandhi kredser om temaer som feminisme, kærlighed og politik. Hun kunstner med stort K! Du kan opvarme til koncerten lørdag aften, når hun laver en workshop og medvirker i en talk i Art Zone om eftermiddagen. Med hele to muligheder for at opleve Madame Gandhi på Roskilde, er der kun dårlige undskyldninger og lidt for meget booze i blodet, hvis du ikke får oplevet den fandenivoldske feminist.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du kan roligt droppe Mø og Skepta

Er du også en af dem, der hvert år hiver dig selv i håret over, hvilke koncertoplevelser du skal prioritere på Roskilde? Når festivallens mangfoldige musikprogram folder sig ud, er det ikke til at undgå at store og små kunstnere overlapper hinanden – eller i værste fald decideret karambolerer. Hvis du allerede nu ved, at du ikke kan tilgive dig selv, hvis du ikke står forrest i pitten til Skepta, eller Cypress Hill, skal du stoppe med at læse NU. – Så vil jeg i hvert fald ikke have skylden for, at du tager til koncert, med en vestafrikansk mali-dronning fremfor Led Zeppelins gamle forsanger, og efterfølgende fortryder valget.

Denne artikel går ud til DIG, der tænker tilbage på Roskildes spontane intim-koncerter, som de stærkeste oplevelser. De koncerter, som du på forhånd ikke vidste, at du skulle se, da du blev bremset på din færd mod et headliner-band. Du husker, hvordan undergrundsbandet på den lille scene slog benene væk under dig,  som var du en ‘tigermis’ i ølbowling. Du fortrød ikke et sekund, at du missede en forsinket pop-diva fra Barbados eller pinligt platte peber-drenge på Orange. Når dine måbende venner kom tilbage til campen efter parodi-koncerter med Rihanna og Red Hot Chili Peppers, var de ikke røde, men grønne, som umodne peberfrugter, over din spontane koncertoplevelse på Gloria eller Apollo.

Her giver jeg dig fem bud på små koncertoplevelser, du skal prioritere, hvis du vil have udvidet din musikalske horisont og tør satse nogle af de store stjerner, som ikke altid er de stærkeste.

Ghetto Kumbé – Onsdag, 3. juli kl. 20.30 på Gloria > Skepta kl. 20.30 på Arena

Skepta har aldrig rigtig sagt mig noget, måske er det fordi, hans hip-hop er for hård i kanten til mig, eller også har jeg bare aldrig givet ham en reel chance. Maybe in another life, when we are both cats … I stedet vil jeg lægge vejen forbi Gloria; Roskildes verdenshjørnescene, når den colombianske trekløver Ghetto Kumbé skruer op for en eksotisk fest, hvor akavet smalltalk og vejranalyser er bandlyst. Med rytmiske jungletrommer, elektroniske samples, kodyle koklokker og høje hornskæringer, som trækker associationer til Hans Zimmer-soundtracks, er der dømt trance-lignende techno-fest for fuld skrue. Jeg har skamlyttet nummeret Kumbé, som er essensen af førnævnte beskrivelse i én skæring. Tjek dén og nedenstående klip ud og få idé om, hvorfor du skal prioritere colombiansk bassmusik fremfor vred, sammenklemt hip-hop. Jeg forestiller mig allerede en kæmpe kædedans foran Gloria, hvor gamle festånder meget vel bliver fremanet.


Crack Cloud torsdag d. 4 juli kl. 22:30 – Gloria > MØ kl. 22:00 – Orange

er næsten blevet for stor til Danmark, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg for længe siden stået af på hendes musik, som er blevet for Ashley O – On a Roll-agtig til min smag. Har du set den seneste sæson af Black Mirror, vil du fange referencen. MØ er en vanvittig dygtig musiker og live-performer, men det er som om, hendes musik er blevet for stor og markedsorienteret med årene. Jeg savner klassikere fra No Mythologies To Follow og en ung, crowdsurfer-MØ tilbage fra de spæde optrædener i Vega … The wind is changing, and you can’t have it all!
– Til gengæld kan du få fornøjelsen af canadiske Crack Cloud, som spiller beskidt og forførende punk-rock, der trækker tråde til Iggy Pop og Talking Heads. Bandet består af et utraditionelt kollektiv sammenflettet af kreative sjæle fra film- og kunstverdenen, og der er både originalitet, ærlighed og sjæl i deres lyd. Måske er det fordi, bandet udgøres af tidligere stofmisbrugere og folk som ved “serious shit about life”. Det er med høje forventninger, at jeg tropper op foran Gloria torsdag aften. Ikke for et skud heroin, men intens og selvbevidst musik ind under huden.


Fatoumata Diawara – Torsdag, 4. juli kl. 21.00, Avalon over >/< Robert Plant and the Sensational Space Shifters kl. 21.00 på Arena. 

Det er med stor smerte i mit far-rock-hjerte, at jeg højst sandsynligt kommer til at prioritere Fatoumata Diawara over mit store rockidol, den gamle Led Zeppelin forsanger Robert Plant, torsdag aften. Rock-veteranen er i besiddelse af et af verdens bedste og bredeste bagkataloger, og så har han fået et glimrende soloarbejde fra hånden. Jeg er fuldstændig tosset med nummeret Heart in your hand, og jeg er da også sikker på, at Plant ville have mit hjerte i sin hule hånd foran Arena torsdag aften, men nogle gange er hjertets kunst at ville ét, og glæden findes ofte i de små glæder.

– Derfor er planen at tage forbi Avalon til Fatoumata Diawara, som er Vestafrikas ukronede dronning af Mali-pop og -blues. Mali-sangerinden har bl.a. samarbejdet med Disclosure og Amadou & Mariam – (pladen Welcome to Mali er noget af det bedste Mali-musik produceret i nyere tid). Hvis valget falder på sidstnævnte, vil jeg glæde mig til at bevæge mig til bløde, akustiske rytmer og vugge med til Fatoumata Diawaras charmerende toner i takt med båden i musikvideoen.

I skrivende stund er valget stadig svært, og det understreger hvor vanskeligt Roskildes musikalske karambolage-dilemma kan være. Jeg vil torsdag aften erhverve mig en White Russian fra Sputnik bar og lade rusen fra signaturdrinken afgøre udfaldet. Jeg er sikker på, at Kirkegaard ville have erklæret sig enig, når jeg skriver: “Tag til Robert Plant på Arena, og du vil fortryde det – Tag ikke til Robert Plant på Arena, og du vil også fortryde det”.

Sushi x Kobe – fredag, d. 5 juli kl. 14.00 – Apollo > Lowly kl. 14.00 – Pavilion 

Og tvivlen stopper ikke her! Hvis du aldrig har oplevet danske Lowly live, vil jeg klart anbefale dig at gribe chancen fredag eftermiddag på Pavilion. Der er altid noget magisk over koncerter med danske bands på Roskilde, men der er endnu mere magi over Lowlys drømmepop og meditative indie-univers. Jeg elsker begge deres albums til skyerne, og numrene fra Heba og Hifalutin er endnu mere fortryllende live, end de er på pladen. Jeg er også vild med overlegenheden i, at bandet turnerede i udlandet, før de prøvede kræfter i Danmark. Jeg havde fornøjelsen af at opleve Lowly til deres danske debutkoncert på Hotel Cecil, hvor jeg, efter bandet havde spillet hittet baglaens, kun kan give den råbende mand fra tilskuerrækken ret: “I er for store til Danmark!”.

Det er altså kun fordi, jeg allerede har haft fornøjelsen af Lowly live, at jeg nu skal udforske den norske urban-scene med Sushi x Kobe. Der er noget Emil Stabil- og tissekone-hiphop-agtigt over den unge Bergen-duos livsenergiske og dansable tracks. Jeg glæder mig til at mingle og hoppe med til koncerten med alle de nyudklækkede studenter og en long island i hånden. Jeg vil iføre mig hurtigbriller og falsk pelsjakke, uanset hvor mange grader termometret viser. Det bliver dumt, ungt og svedigt på alle de rigtige måder! Og du ved, hvem jeg er, hvis du hopper ind i min long island-drink, og skylder mig en ny!

DJ Koze lørdag, 6 juli kl. 02:00 – Apollo > Cypress Hill kl. 02:00 – Arena.


At vælge mellem Roskildes to sidste spidskandidater, som stiller op for at lukke festen lørdag nat, er et sygt dilemma at stå i. Begge kunstnere er ekstremt stærke muligheder, og jeg er sikker på, at begge koncerter kommer til at afslutte Roskilde med et brag. Cypress Hill bliver kanonslaget, der får teltdugen over Arena til at smælde med ægte old-school hip-hop. Og så kommer koncerten uden tvivl  til at få din brain til at gå insane. Den elektroniske hitmager DJ Koze bliver heliumballonen, der ikke afgiver et brag, men en sivende lyd af disco- og house tracks, der gør dig skør i hovedet på den helt rigtige måde. Jeg glæder mig som en tosse til at opleve den tyske excentriker, når han slipper 25 års erfaring i house, hiphop, disco, breakbeats og leftfield-lyd løs på Apollo.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Derfor bliver du nødt til at høre Death Grips på Roskilde Festival

Foto: Loren Wohl / NPR

Selvom jeg meget selektivt vælger, hvem af mine venner jeg introducerer Death Grips for, er det stadig under halvdelen af dem, der kan lide det. Death Grips deler virkelig vandene. Dels fordi, det er hiphop blandet med noise og punk. Hvilket oversat til folk, der ikke har forstand på genrerne, bare betyder larm. For dem, der godt kan lide, når det hele går lidt for meget amok, er det til gengæld umuligt ikke at elske lyden af tunge rim, decideret ulækre tekster og vanvittige temposkift i en meget uhellig forening. Dette udpluk fra sangen ‘Hahaha’ kan måske give et billede af stemningen.

“I’ll do anal in the pit

Repulsive as a benched knick

Show your titties and I’ll spit

These chicks are crazy, god”

Death Grips spiller sjældent koncerter, selvom de har et ry for at være særligt dygtigste til netop dette. Derfor er smadder på Arena fredag aften også en oplevelse, der helt sikkert ikke kommer til at gentage sig. For du finder ikke noget, der er lige som Death Grips. Er du ikke helt overbevist endnu? Så prøv at se om det kan lykkedes dig at se denne video til ende.

Det kan godt lyde som en stor pærevælling af lyde, men det giver faktisk mening, hvis man har lysten til at lægge mærke til detaljerne i numrene. MC Ride, Zach Hill og Andy Morin formår nemlig, at skrue larmen sammen, så du får denne ustandselige trang til at gå amok.

Indrømmet; jeg sælger det måske ikke så godt. Men prøv at se på det sådan her: Vi har alle sammen brug for at få vores aggressioner ud en gang i mellem. Nogle råber af andre i trafikken, nogle bliver hooligans, nogle lader vreden gå ud over muslimer, og så er der et lille mindretal, som vælger at tage til koncert med Death Grips.

Death Grips spiller fredag klokken 02.00 på Arena.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Derfor bliver du nødt til at høre Ross From Friends på Roskilde Festival

Pressefoto

Hvis der er én kunstner, jeg kan anbefale i år, så er det ham med det åndssvage navn, Ross From Friends. Det er nyskabende house, som selv din mor kan forstå. Grunden til, at Ross From Friends er noget af det mest aktuelle inden for house-genren lige nu, er, at han formår at bruge stemningen i musikken til at definere numrene. På den måde gør han kærligshedssange gribende, selvom teksten typisk består af den samme linje, der bliver samplet om og om igen. Når den samme smukke linje bliver bakket op en syret, men kontrolleret bas, keys og samples, gør han numrene catchy. Og når breaks i numrene kommer på overraskende, men samtidig oplagte, tidspunkter, formår han at fastholde lytterens opmærksomhed på en måde, hvor man hele tiden spidser ører. Tilsæt skæv percussion eller drumpad og så har du hovedingredienserne til Ross From Friends’ succes på plads.

Engelske Felix Clary Weatherall er manden bag det underlige kunstnernavn. Forklaringen skulle angiveligt være, at han på et tidspunkt ejede en DVD-afspiller, der kun var i stand til at spille den samme DVD med ‘Venner’, fordi den sad fast i afspilleren. Finurligheden bag navnet finder man også i musikken, hvor der sniger sig spøjse elementer ind. Tag for eksempel introen til ‘John Cage’, hvor en form for terapi-session er samplet som en slags intro. Mon ikke den form for legesyge kommer til at kunne mærkes endnu mere, når han skal skrue en helt koncert sammen.

Ross From Friends er tilknyttet det LA-baserede pladeselskab Brainfeeder, der huser kunstnere som Flying Lotus og Thundercat. Og det giver god mening, at han er tilknyttet netop der, hvor den eksperimenterende elektroniske musik vælter ud. En af forskellene mellem Ross From Friends og de to førnævnte er, at han har fundet en form for gylden mellemvej mellem off-beat trommeslag og mærkelige lyde og så det poppede, der gør, at mange flere kan være med.

Han plejer i øvrigt at optræde med et par live-musikere. Så hvis du har problemer med at hive dine venner med op, på grund af det evigt trættende argument at det “bare er en, der trykker på knapper”, så kan du smide den på bordet. Og mon ikke også han har en plan med bandet, for selvom viben omkring ham kan virke fjollet, så er der en mening med hver eneste lille detalje.

Ross From Friends spiller fredag kl. 18.00 på Apollo.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *