SØNTH collective præsenterer “15 Waves for Ciani”

Det feministiske synthesizerkollektiv SØNTH collective udkommer fredag den 4/6 2021 med fællesværket 15 Waves For Ciani i anledning af den amerikanske synthesizerpioner Suzanne Cianis 75 års fødselsdag. 15 Waves For Ciani er intet mindre end en synthiseret-kunst-kollaboration udfoldet som en drømmesymfoni af 15 forskellige numre.

Foruden at være en musikalsk hyldest til kvinden, der banede sig vej i 1970’ og 1980’ernes elektroniske musiklandskab, er værket også en særlig ekstrakt og afspejling af SØNTH collectives arbejde for mere ligestilling i musikbranchen. Med SØNTH collective kuraterer de fire kunstnere – artisterne Cecilie Penney, ALOO (Sofie Søe), Excelsior (Anja Tietze Lahrmann) og Sofie Birch en platform, hvor andre kvindelige kunstnere kan støtte op om hinanden.

I værket 15 Waves For Ciani har de fire kuratorer inviteret 11 andre kvinder, transpersoner og non-binære artister til at bidrage med en komposition til det kollektive album til ære for Ciano og det forbillede, hun er for de kønsminoriteter, der elsker at rode med synthesizers. Både det individuelle og det kollektive synes herved at træde frem gennem værket, hvorved det står som en afspejling af SØNTH collectives arbejde for kvinder og kønsminoriteter i den elektroniske verden. Et arbejde der går i forlængelse af og i forbindelse med Suzanne Cianis ikoniske arbejde. På den måde bliver værket et korpus, der både rækker tilbage til vores kvindelige elektroniske formødre, og med SØNTH collectives arbejde ligeledes fremad i visionen om en bredere diversitet på den danske og udenlandske musikscene i en form, hvor minoritetskønnede musikere kan støtte hinanden i at skabe aktuel elektronisk musik af høj kvalitet.

15 Waves For Ciani finder vi også den danske sangerinde og komponist Hannah Schneider. Du kender hende måske fra den elektroniske noisepop duo AyOwA eller måske helt tilbage fra 2009-albummet Hannah Schneider med numre som “Raindrops” – eller min personlige yndlings “This is Goodbye”, der på fineste vis indkapsler følelsen af skrøbelighed, melankoli og frustration i en uforløst kærlighedsrelation, åh, jeg relater BIG TIME – det er hjerteskærende  – jeg elsker det! <3

Her på 15 Waves For Ciani er der gået 12 år siden Schneiders debutalbum. Hendes nummer “MIKADO” er først og fremmest enormt smukt og samtidig en fuldendt eksekvering af mixet mellem det elektronisk-nordiske, sprog, lyde, det organiske og  det elektroniske – et fuldendt “Schneiderisk” auditivt drømmesyn.

På 12. nummer “Juno at Sea” af Raymonde Gaunoux og Annelise Witek (personerne bag podcasten Uhørte Frequenzer) er vi flydt over i klubverdenens sensuelle rytmerum. Det kontinuerlige rytmiske track fremstår som et fluorescerende stof i dets tilfredstillende systematiske opbygning af samples, vokal og lydeffekter, og det sætter mig med det samme i sommer-fredags-stemning. 

15 Waves For Ciani er gennemgående bare et virkelig godt elektronisk værk. I sin balancering mellem styrke og skrøbelighed, ekspressivitet og stille tilbagetrækning kommer numrene til udtryk og maler herved et konstant omskiftligt billed-hav af de elektroniske lydbølger, der bruser albummet ud som små verdenshave, der på én gang er hver deres entiteter og samtidig dybt forankrede og total uadskillelige.

Som afslutning og i forlængelse af disse kvinde-kollektivistiske strømme følger her et par (feministiske) elektroniske anbefalinger:

Hvis du er mere nysgerrig på Suzanne Ciani, kan du blandt andet læse Kate Hutchinson artikel ”Making sounds with Suzanne Ciani, America’s first female synth hero”, hvor hun blandt andet beskriver Cianis helt særlige forhold til sin Buchla – eller leje filmen ”A LIFE IN WAVES” om den elektroniske musik-pioners liv og arbejde.

Hvis du vil vide mere om kvindelige pionerer indenfor elektronisk musik, kan Tara Rodgers Pink noises helt klart anbefales samt Troels Donnerborgs biografiske Klangen af en stjerne om den danske elektroniske pioner Else Marie Pade.

Sidst kommer en solid opfordring til at holde skarpt øje med SØNTH collective, der udover 15 Waves For Ciani-udgivelsen her i juni, til august arrangerer en koncert i Brorsons Kirke med live-optrædener fra kollektivets egne artister og yderligere to kvindelige artister, akkompagneret af visuals af SLØR.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Norsk konceptkunst kom aldrig ind under huden

Foto: Laura Ioana V

Modigt, nytænkende, befriende. Der er mange gode grunde til at smide en masse rosende tillægsord efter Smerz og den performance-koncert duoen giver på Store Vega søndag 30. maj. Men der er desværre ikke kun positive ord at sætte på den specielle optræden. På et sort klaver optræder Catharina Stoltenberg og Henriette Lutzfeldt i en time uden at kigge på publikum på noget tidspunkt.

Det mest passende ord at tillægge er avantgarde. Duoen, hvis største styrke ligger i evnen til at sammensætte et elektronisk lydunivers, der samtidig indkapsler skrøbeligheden i teksterne, har smidt stort set alle de sikre kort under bordet. Bortset fra to strygere og korte sessioner med violin og klaver, er resten af musikken ikke til stede på scenen. Det bliver ikke mikset, men spilles egentlig bare ud af højtalerne.

Der er to spots på Stoltenberg og Lutzfeldt, men ellers intet lys, røg eller andre visuelle elementer. Selve konceptet står altså mutters alene på scenen. Og det består hovedsageligt af skiftende siddende og liggende stillinger, en enkelt koreografi og en absurd mængde tomme blikke.

Det er sikkert nok, når det bare fungerer. Det er bare svært at se formålet. Der er helt sikkert en eller anden højere mening, en symbolik eller et budskab. Det er bare pokkers svært at forstå, hvad det er. Der skal sådan set også være plads til den slags kunst, så det hele ikke bare er Absolute Music 2. Men jeg har set en perlerække af gode koncerter, der tog mig med storm, hvor jeg heller ikke forstod symbolikken. De var bare medrivende alligevel. Man bliver desværre aldrig helt fanget af Smerz’ show.

Foto: Laura Ioana V

I øjeblikke fungerer det. De to strygere spiller upåklageligt og redder store dele. Det er live, og det spiller sammen med de dybe toner og skæve beats fra backing tracket. Særligt en seance, hvor lyset slukkes og et langt, instrumentalt stykke starter ud i drum n’ bass og ender med dystopiske nummer ‘Flashing’ lykkedes. Her får Stoltenberg og Lutzfeldt igen spotlys og lykkedes med en af deres forcer: deres vokale kemi. Med den 90’er-inspirede dystopisk bagtæppe fremhæves deres følelsesladede sang-sammenspil og det hele begynder at gå op i en højere enhed.

Der går bare ikke lang tid, så begynder opsætningen at virke nøgen igen. Et tilsvarende lavpunkt opstår, når Stoltenberg rapper acapella, mens Lutzfeldt nynner en melodi, der virker lidt tilfældig. Igen er det svært at finde formålet med det. Stoltenberg er en dygtig producer, men rapteknisk er der ikke meget at råbe hurra for, og derfor bliver det igen meget bart, når det ikke er flankeret af bas og trommer fra Vegas formidable lydsystem.

Teknisk skinner Lutzfeldt til gengæld igennem, når hun på smukkeste vis krydrer stykket med smuk norsk opera, når cellisterne får fokus eller når de to nordmænd synger ind over hinandens vers. Det løfter sig bare aldrig længere end i momenter, og det store billede ender med at være en optræden, hvor det der ikke fungerer kommer i forgrunden.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Sorry” ny udgivelse fra danske IVA

Foto: Anna Kabana

Sårbarhed og ærlighed er omdrejningspunktet for den danske sanger og sangskriver IVA, der i dag er ude med sin fjerde og nyeste single ”Sorry”. I et råt og dystert elektronisk lydunivers udfoldes IVA’s egen oplevelse af usikkerheden omkring sin karriere, sig selv og livet, og hvordan skam og skyld i flere år fik hende til at lukke ned for sig selv og sin musik. Gennem ”Sorry” skabes der et rum til at være i de svære tanker og følelser, og nummeret fremstår som en lille elektropop-perle, løftet op af IVAs knivskarpe og fyldige vokal – en stemme som nu har taget sin plads og tør være tilstede i følelsen og sårbarheden.

Balancen mellem styrke og sårbarhed, sensitivitet og gennemslagskraft og ikke mindst ærlighed er også karakteristisk for singlen ”Too good to be true” (TGTBT), der udkom 31. juli 2020 (personligt stadig en af mine IVA-yndlinge). Nummeret tager udgangspunkt i IVA’s personlige historie; om et møde med en person, der viste sig at være en helt anden bag skærmen end i virkeligheden. Samtidig er det også en kommentar på en kultur, hvor folk gemmer sig bag de rigtige filtre og redigeringsværktøjer. I sit udtryk er TGTBT mere dynamisk end “Sorry”, men sammen er de stærkt karakteriseret af et enkelt og udtryksfuldt elektronisk lydunivers med noget på hjerte.

På Soundcloud kan du lytte til IVA’s andre produktioner, blandt andet hendes to andre udgivelser “I wish” og “Trust”, der også finde i en akustisk version. Helt sikkert også et lyt værd for det efterårsmelankolske popøre. <3

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

UHØRT: Skt. DeLarge stjal showet

Foto: Helene Maj Kildelund

Det er underlig følelse at mærke festivalgræsset under sine føder igen efter et helt års pause og en sommer uden festivaler. Og det må have været noget af en udfordring for arrangørerne at aafholde Uhørt på en måde, der også tager hensyn til Coronavirus. Men de nye forholdsregler fungerer overraskende godt på septembers første lørdag. For eksempel under Magnus Tempels, der leverer en ganske fin popkoncert på Gårdscenen foran et siddende publikum. Magnus’ nærvær og vokal løfter stemningen igennem velproduceret synthpop, uden det bliver sådan, at man absolut har brug for at stå op.

Én der til gengæld udfordrer siddekravet er Skt. DeLarge. For det er sindssygt svært at sidde stille, når der burde være et kæmpe moshpit lige foran scenen. Aldrig har jeg set så stor en energiudladning fra så lille et navn. “ARE YOU NOT ENTERTAINED?”, råber Skt. DeLarge mod slutningen af koncerten. Den er svær at pulle off, hvis ikke man virkelig hviler i sig selv og sin udstråling på scenen. Og jo, vi er underholdt – af en fyr, der i øvrigt står fuldstændig alene på scenen, men samtidig er den, der fylder scenen bedst ud af alle lørdagens acts. Han hopper rundt i bar overkrop og skinny jeans mens han rapper og råber om ting som mænd, der spiller smarte og ikke behandler kvinder ordentligt.  Men han gør det med en uovertruffen rå aggresivitet, der umiddelbart kun er til at sammenligne med udenlandske acts. Og så er det altså svært at forestille sig, at fyren på spillende tidspunkt kun har to sange på Spotify – og at ingen af dem er blevet hørt ret meget. Faktisk har de max 1000 lytninger mere end Radio LOUD’s samlede lyttertal fra dens målgruppe. Men måske det netop er den uhørte ivrighed for at bevise sig, der gør, at han rammer det helt rigtige punkt. Man får i hvert fald følelsen af, at han burde spille på en større scene.

Med flere sange, der er afspillet mere end 50.000 gange og et helt album på bagen, er GRETA en af Uhørts mere hørte acts. Og det kan mærkes. Der er ingen slinger i valsen. Vokalen sidder i skabet, og hun virker allerede som om, at hun er for stor til festivalen. Og det er ikke kun en god ting, for på en eller anden måde er det som om, at man ikke helt kan mærke det – at hun godt ved, at scenen er for lille til hende. Måske er det fordi, at man kommer lige fra Skt. DeLarge, måske er det fordi hendes relativt bløde Synthpop skulle være placeret tidligere på dagen. Uanset hvad, så skal det nok blive godt, når hun igen står for en lidt større udfordring, end at skulle gøre det bedre end helt uprøvede musikere.

Tidligere på dagen optræder Markus.waw. Og selvom bassisten har skills til at joine nærmest hvilket som helst etableret band, så er det altså svært at blive overbevist om, at det er Danmarks næste store stjerne man ser, når der er problemer med at ramme både vokalens tone og takt. Apropos skills, så er Himmelrum værd at fremhæve. På hver deres instrument formår de at fremmane en slags syrerock, der til tider bliver orgasmisk på grund af deres samspil og talent. Men man kommer også til at tænke på, at en orgasme bliver bedre, hvis der bliver bygget op til den over tid.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

NZCA Lines har skabt det geniale popalbum, 2020 havde brug for!

Michael Lovett er manden bag aliaset NZCA Lines, som i dag udgiver sit tredje studiealbum, “Pure Luxury”. Og hold nu op, hvor er det på alle måder det album, som vi har manglet i 2020!

Første halvdel af 2020 har for mangt en musikelsker været en træls ørkenvandring af aflyste festivaler og aflyste koncerter, men heldigvis har enkelte lyspunkter fundet vej til vores ører på både album og singlefronten. For mig lyser NZCA Lines’ nyeste album kraftigst op blandt disse musikalske lyskilder. Britiske Lovett har tidligere været guitarist og synth-fyr for geniale Christine and the Queens, og det slægtskab fornægter sig ikke i multi-instrumentalistens funky og hofteskadefremkaldende nye album.

Lyt til albummet her:

“Pure Luxury” takler Lovett så forskeligartede emner som klimaforandringer på Larsen (en break-up sang til Larsen-iskappen, som især i 2017 led en hård skæbne og mistede 12% af sit enorme areal), frustrationer over at skulle udleve sit kærlighedsliv over en skærm på For Your Love og længslen efter at afslutte et forhold på den nærmest The Antlers‘ske Take This Apart, inden albummet heldigvis afrundes på en positiv note med Tonight Is All That Really Matters, hvor Lovett advokerer for, at man selvfølgelig altid bare kan danse sig ud af sine problemer. Lad endelig 2020 få en lignende udgang.

Det er bestemt også voldsomt udfordrende at forholde sig i ro med NZCA Lines i ørerne. Både på singlen Prisoner of Love og især Opening Night, som i skrivende stund er min yndlings skæring fra skiven, er 80’erne tilbage for fuld udblæsning – og så skal man altså enten mangle sine ben (fair undskyldning) eller være lavet af beton for ikke at tage en lille svingom. Lad det være opfordringen til weekenden. Tag en svingom (med passende afstand)!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *