Distortion 2013

Distortion 2013

Med blot en uge tilbage inden den københavnske festival Distortion sparker sin årlige fejring af den hjemlige festscene for elektronisk musik i gang, er det på tide at bringe fokus på de navne, vi især ser frem til at høre. I modsætning til Strøm som vi nævnte for få dage siden, den anden og mere nørdede festival for elektronisk musik med base i København, er fordelen med Distortion at man, på trods af dens fysiske størrelse og evne til at omfavne de forskellige bydele i løbet af næsten en helt uge, har nemmere ved at danne sig et overblik over spillestederne og artisterne. Det har i flere år været en dyd for festivalens bagland at gøre det overskueligt for de mange mennesker, der valfarter til hovedstaden fra forskellige regioner – hvis ikke lande – og denne organisatoriske indsats er en af grundstenene til den folkelige succes, festivalen har nydt.

I år kan man igen opleve en bred vifte af internationale djs og party bashers, men vigtigst af alt ser det ud til, at Distortion har skelet lidt vores vej. Af navne, der tidligere er blevet berørt på Regnsky eller hører med i kategorien ‘kunstnere vi vender tilbage til på vores hjemmeanlæg’ kan vi i flæng nævne norske Todd Terje, den synthesizer-fascinerede eksil-amerikaner Xosar, Hyperdub-bagmanden Kode9, Detroit-legenden Jeff Mills, vinyl-fascisten og L.I.E.S-ejeren Ron Morelli, hans signede artist SvenghalisGhost og derudover Dj Harvey, Kassem Mosse, Pachanga Boys, Tim Sweeney, Vinnie Who, Dj TLR iblandt endnu flere. Tjek vores tags i bunden af artiklen, hvis I vil læse mere om disse navne.

I ugen optil Distortion vil vi sætte fokus på nogle af disse navne og gøre jer (yderlig) kloge på, hvorfor man ikke blot bør komme for de mange gadefester og og dumme sig ved at fare vild i deres festinferno, som de bringer med.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Strøm afslører nye navne til årets program

Adrian Sherwood & Pinch

Københavns bedste elektroniske musikfestival Strøm igangsatte for to uger siden optakten til årets program, der løber af stablen fra 12. august og en uge frem, med at offentliggøre tre navne, der i vanlig relation til festivalens dynamiske musikprogram enten er opblomstrende kunstnere eller veletablerede ditto indenfor en subgenre, skåret helt ind til benet.
Dengang præsenterede Strøm Festival, hvis hold af musikalske kuratorer blandt andre består af Pernille Krog Mortensen, Thomas Knak, Thomas Madvig og Kristian Kjøller, de engelske navne Blawan, Ital Tek og Major Notes, og denne gang har Regnsky i samarbejde med Strøm fået eksklusiv tilladelse til at offentliggøre to nye artister på programmet.

Med Adrian Sherwood og Pinch kæler Strøm påny for det bashungrende publikum og serverer to artister, der hver for sig har været ledende aktører på dubscenen igennem længere tid. Adrian Sherwood, der i dag er rundet 55 år, har været med siden England begyndte at blande punk og dub, og i sin lange karriere har han spændt fra reggae til industrial og produceret for kunstnere som Depeche Mode, Nine Inch Nails og Primal Scream. Sherwood kommer til at stå over for og ved siden af den 20 år yngre Rob Ellis, bedre kendt som Pinch, og selvom den genrebrydende dubstepproducer og Tectonic-labelboss Ellis har udgivet musik i et årti, bliver det et dynamisk mix på tværs af alder og lyde, når de to producerer om lørdagen i Enghaveparken optræder side om side. Første gang dette skete var under årets Sonár i Tokyo, og ligesom i Tokyo vil årets optræden på Strøm være en fejring af deres fælles single Bring Me Weed, som udkommer 10. juni.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT Festival 2013: En Boho Dancer’isk fortælling

Det er et utaknemmeligt job at åbne SPOT Festival. Konkurrencen fra de netop åbne fadølsanlæg og det skønne, aarhusianske forårsvejr kan skræmme selv den mest stålfaste musikelsker fra at entrere Voxhalls indhyllende mørke på en solbeskinnet fredag eftermiddag.
Men de, som alligevel bevægede sig ind på Aarhus’ bedste spillested, blev mødt af et yderst veloplagt Boho Dancer.

imagescaler
Foto: Christian Skov

Bandet indledte koncerten med den digteriske “Caldera” fra bandets debutalbum, “Gemini,” hvilket satte stemningen perfekt for en rejse gennem Ida Wenøes lyriske univers. En rejse, som blandt andet bragte publikum forbi et engelsk slot, hvor Ida i sin tid fandt inspirationen til det messende åbningsnummer fra Gemini, “Bohemian Child.”

Boho Dancer – Caldera (live)

Og lige netop det, historiefortællingen, er Boho Dancers helt store styrke. Som et kvindeligt modsvar til den amerikanske ordsmed Conor Oberst formår Ida Wenøe og kompagni at formidle de store følelser med simple musikalske virkemidler og en charme, som kunne gøre selv Thomas Treo forårsforelsket.

Eftermiddagens højdepunkt i den følelsesformidlende tour de force kom mod slutningen af koncerten i form af den yderst ambitiøse “Pistols” fra sidste års anmelderroste EP, “Furry Skin.” Pludselig stod hele salen og messede med på linjen “When it all comes down,” mens en tydeligt rørt og storsmilende Ida Wenøe skreg sangens fremragende klimaks ud i en magisk, musikalsk sammensmeltning.
“You gotta lose it in the river!”

Boho Dancer – Pistols (live)

Og selvom “Pistols” må betragtes som koncertens klimaks, formåede bandet at slutte af med stil. Boho Dancers første single, den forårsglade popperle “Fictional Reasons“, efterlod et sidstehåndsindtryk, som bekræftede de tilstedeværende i, at de havde truffet den rigtige beslutning ved at træde ind på Voxhall denne fredag.

Boho Dancer – Fictional Reasons

Ida Wenøe sagde det egentlig bedst selv:

“It’s been really magic to be here today.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Forår og fælleskram på Radaren

Vinden hyler om kap med en flok skrålende festaarhusianere på denne vinterkolde martsaften. Personligt er jeg på randen af et træthedskollaps, men alligevel bevæger jeg mig ud mod Godsbanerne nær centrum af Aarhus. De feststemte aarhusianere er efterhånden druknet helt i vindens skingre melodi. Men jeg er nået frem.

Rammerne er perfekte til en gedigen omgang fredagshygge på Radar. Da jeg træder ind i det rå men indbydende lokale, har de fem drenge i folkkollektivet NovemberDecember netop indtaget scenen foran de omkring 50 fremmødte. De fem er placeret side ved side forrest på scenen. Måske er det et forsøg på ligestilling. Eller måske er det bare for bedre at kunne tage del i det store fælleskram, som koncerten viser sig at være.
Med Fleet Foxisk præcision leveres det ene harmoniske kunststykke efter det andet, og især på publikumsfavoritten “Save Yourself” formår NovemberDecember at vise det enorme potentiale, som gør forventningerne til det kommende debutalbum store. Alt i alt en dejlig koncert, hvor ordene fredagshygge, fælleskram og acapella-optur står stærkest i min erindring.

NovemberDecember – Save Yourself
http://www.youtube.com/watch?v=gq2AD6kEAMI

Efter en kort pause er det blevet tid til aftenens hovednavn. Salen fyldes så småt op, mens Anja Lahrmann og hendes to medsammensvorne i Ice Cream Cathedral gør sig klar på scenen. Småsnakken går lystigt, men den stopper brat, da den ellers hyggelige strøm af dygtige, udenlandske folkmusikere fra højtalerne fader ud.
På scenen kaster Ice Cream Cathedral sig modigt ud i en veludført psykadelisk intro til “Constantine.” Den dystre, drømmende stemning i nummeret passer perfekt til den intense længsel efter forår, som i disse dage sætter sit præg på en stor del af danskerne.
Den veloplagte indledning følges op af “The Volume of Your Voice,” inden den søde kærlighedssang “Let’s Collide Like Trains in the Underground” for alvor indhyller salen i forårsoptimisme. Den repetitive guitargang leder tankerne i retning af de senere års fremragende lo-fi mirakler fra Real Estate, og sangen afsluttes i dagens anledning af et regulært støjinferno, som selv Cloud Nothings ville lette på hatten for. Alt dette uden Anja Lahrmanns krystalklare klang drukner i mylderet.

Ice Cream Cathedral nævner selv på deres Facebook-profil Kate Bush som inspirationskilde til det næste nummer, “The Ranger.” Og Anja Lahrmann formår da også netop uden de store armbevægelser at tryllebinde de fremmødte med en kraftfuld Kate Bush‘isk vokalpræstation, som virker malplaceret i forhold til hendes spinkle ydre.

Ice Cream Cathedral – The Ranger

Bandet leverer i det hele taget en flot Aarhusdebut, hvor de når igennem hele deres anmelderroste debutalbum The Drowsy Kingdom. Og man kan ikke lade være med at blive imponeret over den tilsyneladende ret store kendskabskreds, som de allerede har opbygget i Aarhus, hvilket vidner om det unge bands store musikalske formåen.

Aftenens højdepunkt opstår for mit vedkommende i form af “Amber Sail,” som på smukkeste vis indrammer hele aftenen. For selvom de orientalske synths i nummeret for en stund tager en med på en rejse mod fjerne afkroge, føles det hjemligt og nært hele vejen. Og det er netop den balance, Ice Cream Cathedral formår at finde bedre end de fleste andre.

Med en genfundet forårsoptimisme og et stort fælleskram rigere kan jeg nu bevæge mig væk; ud i kulden og de vinterlige realiteter. Men med håbet om et snarligt forår.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nils Frahm & Mikael Simpson: Tænk ind i boksen!

Hvis du kan lide Nils Frahm og stadig ikke har været til en af hans koncerter, så er du næsten selv ude om det. Han har spillet i Danmark hele fire gange det seneste år. Hvor kommer den popularitet fra? I sidste uge prøvede jeg at forklare det med Frahms evne til at skabe hjemlighed. Her burde alarmklokkerne egentlig ringe hos os arbejdsmarkeds-opdrættede, innovations-søgende unge: Comfort zone er FORBUDT område! Ud af boksen med de tanker! Torsdag aften til Frost Festival på Louisiana viste Nils Frahm, at det ikke gælder om at forlade comfort zone, men om at hive ting med ind i den. Det er inde i boksen det sker, dybt inde i comfort zone, hvor navlepilleriet begynder at gøre ondt. Eksempel: Man er vandt til at Frahm mest spiller klaver, men nu lagde han ud med en synthesizer. Alligevel var det meget Frahmsk: En forsigtig rytme, der gyngede harmonisk, mens han gik i gang med at klimpre på flyglet. Først roligt, men langsomt kraftigere, typisk stemningsfuldt og indadvendt. Men så fløj den ene hånd tilbage til synthen og tændte for en bas! Smuk, bred og dyb skyllede den ind under det sprøde klaverspil som en bølge fyldt med farlig understrøm. Og så måtte Frahm spille op imod den eskalerede elektronik med kraftige, berusede akkorder. Det var mildest talt svedigt. Og det var helt nyt, men det foregik alt sammen dybt nede i Frahms navle, intimt, faktisk sexet.

Et par numre efter, kunne man så kravle ud af navlen og sige hej til Mikael Simpson, der med sit store hår og sin hættetrøje så ud som om han også kom lige fra Frahms navle. Men det gjorde han ikke. Han kom udefra med en smuk og syngende musikalitet, der sart, men præcist vuggede hen over Frahms tangenter. Han sang, spillede på guitar og på et par dejligt vrængende mundharmonikaer. Men de melodiske linjer med længselsfulde, langstrakte toner var de samme uanset instrument, hvilket kom fint til udtryk, da han et øjeblik halvt sang igennem sin ene mundharmonika. De to musikere klædte hinanden godt. Kun savnede man en større koordination af volumen de steder, hvor Simpson blev overdøvet af Frahms flygel, når bølgerne gik højt.

Der var også plads til masser af humor. Jeg så det i hvert fald som en humoristisk, let ironisk ide, da de indledte et nummer med altmodisch, ”eksperimenterende” elementer: Lang, udflydende lyd på guitaren, en (toilet)børste på klaverets strenge (rrrrritsh-iiiing) og lidt hårde, umelodiske anslag i klaverets bund og højde: Brumbrum, plimplim. Det virkelige eksperiment opstod imidlertid med et andet humoristisk greb, da der i det sidste fællesnummer kom en trommemaskine ind i billedet. Det havde de færreste nok set komme. Og beatet lød også helt usandsynligt i Frahms og Simpsons univers med sin hip-hop-rytme. Men det lykkedes mod forventning. Hip-hop-rytmen blev transporteret væk fra sit oprindelsessted og ind i en ny kontekst via Frahms og Simpsons melodiske snilde. Heri lå deres styrke: De gik ikke ud af deres comfort zone, men hentede tingene ind i den.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *