Yangze udgiver ny single og debut-EP

Med blot en håndfuld singler bag sig har har Yangze aka. Jakob Littauer allerede markeret sig for sin avantgardistiske og fortryllende electropop, der zigzagger mellem dikotomiske poler – skiftevist strygende og stødende, drømmende og dansende, desperat og negligerende, fragmenteret og helstøbt.

To år efter debutsinglen U & Me er Yangze så klar med debut-ep’en Event Horizon, hvorfra singlen Mutation nu kan høres i sin fulde længde. Og som på de forudgående singler tages lytteren endnu en gang gennem manipulerede vokaler og melodiske progressioner, der munder ud i en sansemættet og episk symfoni.

Event Horizon udkommer 1. november via pladeselskabet Escho.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tame Impala er tilbage med første nye nummer i fire år

Tame Impala er tilbage! Inden deres koncert ved Saturday Night Live – og inden deres koncert på Northside til juni – har den australske psychrock-gruppe spyttet det første nye nummer i fire år ud, Patience.

Og Tame Impala-frontmanden Kevin Parker virker til at være godt klar over, at fans har ventet længe på ny lyd siden det fremragende album Currents fra 2015. Kevin Parker starter i hvert fald ud med at synge ‘Has it really been that long?’. Og ja, Kevin, det har sgu været så længe siden. Men ventetiden kan man næsten tolerere, når man lytter til Patience. Nummeret har en god LCD Soundsystem-vibe over sig med pianostabs og bongotrommer, mens den for gruppen kendetegnende flangerlyd – I ved, den der kører ooooooooooop og neeeeeeeeeeeeeed – fortsat lever videre.

Med til historien hører det, at Kevin Parker i løbet af de seneste par år har samarbejdet tæt med blandt andre Mark Ronson, Lady Gaga, Theophilus London og Travis Scott, ligesom Tame Impala ventes at udgive et fjerde album i løbet af 2019. Om Patience er en del af dette album, vides endnu ikke.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Månedens bedste tracks: Februar 2019

Februar er overstået, foråret står for døren, og som sædvanligt ser Regnskys skribenter tilbage på den forgangne måned med et overblik over de numre, der var med til at forme den. Denne gang er det blevet til ti numre, og man kan på listen finde alt fra Gents og Girls In Airports til Skee Mask og videre til hårdtspyttende Freddie Gibbs.

Kenton Slash Demon – Tik-Tik

Tik-tak, tiden går, og det har været svært at vente på den danske techno-duo Kenton Slash Demons nye ep, Oli. På tracket Tik-Tik opstår et elektronisk lydbillede af en skrattende græshoppesværm, der frembringer ætsende tonegnidninger med baglårene. Rytmen er repetitiv (næsten en anelse for meget) og sitrer i samtlige fem minutter – kun afbrudt af en enkelt pause, hvorefter den akkompagneres af hule ‘panfløjte-ekkoer’. Lydbilledet passer perfekt til den simple musikvideo, hvor blade badet i noget, der kunne ligne babyolie, synkront slanger sig op og ned i en ‘elektronisk dance’. Et stærkt nummer, hvor rytmen ikke kan udelukke en inspiration fra Jaars – Mi Mujer. (Laura Fromm)

Girls in Airports – Rold Skov
Har du også altid drømt at besøge Rold Skov, men aldrig fået det gjort, fordi Nordjylland simpelthen er for langt et smut på en søndagsudflugt? Så frygt ej. Det  ceremonielle og minimalistiske jazzband Girls In Airports, som gav en forrygende koncert på Hotel Cecil tidligere på måneden, tager dig med på en hypnotisk skovtur, der er ligeså skøn som optagelserne fra det himmerlandske naturområde i musikvideoen. Med en hæsblæsende saxofon og halvdystre men også lyse rytmer kommer vi helt ind i skovens mørke muld og bliver samtidig løftet højt op over trækronerne i et smukt og opbyggeligt toneunivers. (Laura Fromm)

Freddie Gibbs & Madlib – Flat Tummy Tea

Der er noget, der tyder på, at 2019 kan blive året, hvor vi får den længe ventede opfølger på Freddie Gibbs og Madlibs mesteralbum Piñata fra 2014. Flat Tummy Tea er i hvertfald en spændende teaser, der bestemt holder niveau med de tidligere skæringer. Gibbs leverer rap i maskingeværstempo over Madlibs tunge produktion, der ændrer karakter halvvejs gennem nummeret og giver mere plads til Gibbs, der klinger en anelse som DMX på nummeret. (Nikolaj Boesby Skou)

Bibio – Curls

Jeg forelskede mig i Bibio på gennembrudsalbummet Ambivalence Avenue fra 2009 og i særdeleshed den charmerende Lover’s Carvings, men så mistede jeg alt to år senere på Mind Bokeh og det fjogede, corny og tenderende åndssvage midt-00’er-ironisk-poprock-track Take Off Your Shirt, og siden da har jeg faktisk ikke givet Stephen James Wilkinson en ny chance. Indtil nu, hvor den engelske producer er aktuel med det kommende album Ribbons, hvorfra førstesinglen Curls har fanget min opmærksomhed. Bibio varsler, at albummet er en akustisk genopdagelse af 60’er- og 70’er-psykadelika, soul, ambient og field recordings, og det er præcis denne kombination, der venter lytteren på Curls – krydret med Bibios genkendelige lo-fi-skramlede guitar og et overraskende fingerspids Ringenes Herre-på-besøg-i-Herredet-violinspil. (Morten Bruhn)

Skepta – Wish You Were Here

Grime-godfatherne Skepta og Wiley har haft en mindre beef over Instagram de seneste par måneder. I et forsøg på at få talt ud, tog Skepta til Wileys fødselsdag, men Wiley dukkede ikke selv op, hvilket pissede Skepta af. Det kom der diss-tracket ‘Wish You Were Here’. Hvis nummeret er det første i en lang beef, må den godt fortsætte i lang lang tid, for det får det bedste frem i Skepta. (Nikolaj Boesby Skou)

Skee Mask– 808AB

Skee Masks 2018-album Compro blev på nærværende side hyldet som et af årets bedste albums – og måske også et af årtiets bedste – og nu er den tyske techno-producer klar med første udspil siden da med ep’en 800BB. Her er det pladens lukkenummer, 800AB, hvor Skee Mask bare fortsætter i samme stil fra Compro med sin lige dele indviklede og rørende techno-electro-breakbeat-lyd. Skee Mask kan ikke gøre noget forkert. (Morten Bruhn)

Octavian feat. Skepta & Michael Phantom – Bet

Brandvarme Octavian har fået fint besøg af Michael Phantom og den levende legende Skepta på den benhårde Bet. Et simpelt men hårdtslående beat tvinger de tre rapper til at spytte korte og præcise linjer. Videoen er også værd at tjekke ud; den er holdt i sort/hvid, og det er umuligt at lade være med at nikke med i takt med briterne. (Nikolaj Boesby Skou)

Gents – Smoke Machine

Det er svært at beskrive instrumentet, og selvom det føles ufyldestgørende, er den nærmeste beskrivelse nok, at det lyder som en form for elektronisk tuba. Catchyness’en er kun overgået af omkvædets sang, der klæber sig fast til hjernen som fluer på en lort. Hør ikke nummeret to gange, hvis ikke du er klar på at have Smoke Machine så meget på hjernen, at du har svært ved at koncentrere dig om helt almindelige samtaler og praktiske gøremål. Gents er efterhånden ret populære, men det her kan være nummeret, der i kraft at både genkendelighed – men også et produktionsmæssigt fingerspitzengefühl og elegante detaljer – giver Gents det helt store gennembrud. (Mathias Gavnholt)

Modeselektor – Wake Me Up When It’s Over

Selvom begge er elektroniske, er der langt fra Aviciis Wake Me Up til Modeselektors nummer tyskernes seneste album, Who Else. I hvad der ligner en hyldest til Aphex Twin indledes sangen med forvrængede mandlige stønnelyde som baggrund til lækre layers, der stille og roligt bygger op, som man kender det fra Modeselektors mere “rolige” numre. Nummeret peaker ved at flå lytteren ud af velværen og ind i ny lydboble af trommer i sjette gear og tunge synths, der kører i syvende eller ottende. Der er sket meget, siden tyskernes klassiske komponister dominerede musikscenen, men på trods af at lyden er anderledes, føles Wake Me Up When It’s Over langt hen ad vejen mest af alt som en storladen komposition. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hør første track fra det nye københavnske house-label Axces

Ovenpå et af de bedste tracks fra det forgangne år er Kasper Marott tilbage med en ny udgivelse fra sit dugfriske pladeselskab Axces, som han har startet sammen med sin gode ven og samarbejdspartner Alfredo92. Det første nummer fra den kommende 12″-udgivelse er da også netop et samarbejde mellem de to, og første smagsprøve fra pladen – som ventes ude i midten af april – kan høres nu.

Det koklokke-glade nummer hedder Os To og er i et såkaldt Johnny DJ All Star Bubble Gum Mixie, og på Soundcloud sætter duoen selv ord på, hvad der er i vente:

The record was created in 2017 at the professional facilities we’ve come to know as Nordvest Auto. On both tracks, you’ll hear a lot of drums, some bass, effects, samples, vocals and sounds from beyond, we don’t know how to describe. They’ve been tested on various sound systems during the past year, and we can ensure you that a flat EQ and max volume will suit the tracks almost anywhere.

Axces blev første gang omtalt her på bloggen i december sidste år som en del af det tværgående musiksamarbejde og -kollektiv DJ Foreningen. Det kan du læse mere om her.

Fremadstormende aktører i København samler sig i DJ Foreningen: Interview med DJ og label-boss Courtesy

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

When Saints Go Machines nye single ‘So Deep’ er den ultimative median

Den danske gruppe When Saints Go Machine er aktuel med deres nye single ‘So Deep’. Er det en albumforløber? Det ved vi ikke, men hvis det er, lover det godt.

Der løber en devierende og uforudsigelig linje gennem When Saints Go Machines bagkatalog. Siden den anmelderroste og grænsesøgende synthpop-gruppe udgav sit seneste album i 2013, Infinity Pool, har When Saints Go Machine smidt trommesættet ud af tourbussen, reformeret sangstrukturen med et nu mindre fokus på hooky omkvæd, eksperimenteret med hiphop-lyd, udgivet en “friforms”-ep og spillet udsolgte koncerter med et fuldt oppakket symfoniorkester.

Og hvis man har haft svært at følge med i When Saints Go Machines udvikling, så er det måske nu, man skal slå ørerne op. Gruppens nye singleudspil, So Deep, virker nemlig til at være den ultimative, millimeterpræcise median af gruppens adskillige ‘digressioner’.

På fire minutter serveres lytteren for let dissonante synths, mens Nikolaj Vonsilds manipulerede og uklare vokal anfører en syntetisk og distanceret melankoli over nummeret. En pitchet stemme advarer if you betray me, mens langt udstrakte, bragende trommer i enkelte momenter bryder med det ellers ambiente lydbillede.

Stilmæssigt virker So Deep mere genkendelig i forhold til 2018-forgængeren og ep’en It’s A Mad Love, men det er ikke genkendelighed, det er snarere et vellydende deja-vu, der irrationelt popper op og river i ørerne. For hvis vi kan regne med en ting, så er det, at When Saints Go Machine aldrig forsøger at genskabe sig selv. Men kan vi så regne med et album i 2019? Hvis So Deep er en albumforløber, kan der være god grund til at glæde sig.

Singlen er udkommet fredag på det danske pladeselskab Escho.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *