Pop Revolutionen fejrer 10 års jubilæum

Da de tre venner Björn Lydén, Nikolaj Thorenfeldt og Søren Christensen i 2004 slog dørene op for den første udgave af Aarhus-festivalen Pop Revo, foregik det i Musikcafeens hyggelige rammer. Blandt de optrædende fandt man flotte navne som legendariske The Clientele, shoegaze-popperne i The Radio Dept. og danske Oh No Ono.

Fra og med i morgen spilles der så op til poprevolution for tiende gang, når Pop Revo løber af stablen på spillestederne Voxhall og Atlas. Festivalen har valgt at vende tilbage til rødderne fra 2004 og sprede sig over tre dage. Det er dog ikke det eneste, der går igen fra den første udgave af festivalen.

Reverb-entusiasterne The Clientele er nemlig tilbage på festivalen for at give en af deres efterhånden meget sjældne koncerter. Bandet udsendte i 2010 albummet “Minotaur,” som ifølge dem selv bliver deres absolut sidste. Pop Revo er derfor en unik mulighed for at opleve et band, som om nogen formår at formidle nogle yderst bittersøde og surrealistiske tekster på en nærværende måde. De kan ligesom i 2004 opleves sent lørdag aften; denne gang på Voxhall.

The Clientele – E.M.P.T.Y.

Lige inden The Clientele spiller et andet band, som står mit hjerte meget nært. Der er tale om den amerikanske shoegazeduo Widowspeak, som består af guitaristen Robert Earl Thomas og den underskønne Molly Hamilton på vokal. De møder op på Pop Revo med det eminente album “Almanac” i ryggen. Albummet er produceret af Kevin McMahon, som står bag Real Estates seneste album, hvilket formentlig har været med til at løfte bandet det sidste stykke i forhold til debutpladen fra 2011.
Hvor debutpladen til tider blev lidt for monoton i sit udtryk, lykkes det på “Almanac” at tage lytteren med ind i et ubekymret univers, hvor man uundgåeligt lader sig tryllebinde af Molly Hamiltons pirrende, uskyldige vokal.

Widowspeak – Ballad of the Golden Hour

Min sidste anbefaling går til en amerikansk fyr, som man kan få fornøjelsen af allerede torsdag aften. Han optrådte sidste år på KB18 i København sammen med Ty Segall, men nu er han endelig i Danmark for at give koncert på egen hånd.
Det er naturligvis den multiinstrumentale, pop-virtuos fra San Francisco, Mikal Cronin, jeg taler om. Han har netop præsteret, hvad der i mine øjne må betragtes som årets hidtil bedste album i form af “MCII.” På albummet når Mikal Cronin på elegant vis hele vejen rundt om sit musikalske repertoire. Han kommer forbi alt fra den sydcaliforniske skatepunk på “Change” til akustisk bonfirehygge på “Peace Of Mind.”
Hvis man skal opsummere Mikal Cronins lyd i ét nummer, kan det ikke være andet end “Am I Wrong.” Nummeret rummer et væld af referencer til blandt andet garagerocken, SoCal-punken og så selvfølgelig den klassiske, californiske strandpop, hvilket på en gang understreger Cronins musikalske spændvidde, men samtidig også sætter en tyk streg under hans ambivalente forhold til stil- og selvsikkerhed.

Mikal Cronin – Am I Wrong

Jeg kunne utvivlsomt fortsætte denne række af anbefalinger ud i noget nær det uendelige, men Pop Revo er en festival, hvor man skal have lov til at gå på opdagelse. For der er et væld af musikalske oplevelser på plakaten i år, og selvom man måske ikke kender meget til navne som Woods, Veronica Falls eller Mount Eerie på forhånd, så kan jeg love, at de og mange andre bestemt er et besøg værd, hvis man har bare en lille smule musikalsk nysgerrighed. Viva la PopRevolution!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT Festival 2013: En Boho Dancer’isk fortælling

Det er et utaknemmeligt job at åbne SPOT Festival. Konkurrencen fra de netop åbne fadølsanlæg og det skønne, aarhusianske forårsvejr kan skræmme selv den mest stålfaste musikelsker fra at entrere Voxhalls indhyllende mørke på en solbeskinnet fredag eftermiddag.
Men de, som alligevel bevægede sig ind på Aarhus’ bedste spillested, blev mødt af et yderst veloplagt Boho Dancer.

imagescaler
Foto: Christian Skov

Bandet indledte koncerten med den digteriske “Caldera” fra bandets debutalbum, “Gemini,” hvilket satte stemningen perfekt for en rejse gennem Ida Wenøes lyriske univers. En rejse, som blandt andet bragte publikum forbi et engelsk slot, hvor Ida i sin tid fandt inspirationen til det messende åbningsnummer fra Gemini, “Bohemian Child.”

Boho Dancer – Caldera (live)

Og lige netop det, historiefortællingen, er Boho Dancers helt store styrke. Som et kvindeligt modsvar til den amerikanske ordsmed Conor Oberst formår Ida Wenøe og kompagni at formidle de store følelser med simple musikalske virkemidler og en charme, som kunne gøre selv Thomas Treo forårsforelsket.

Eftermiddagens højdepunkt i den følelsesformidlende tour de force kom mod slutningen af koncerten i form af den yderst ambitiøse “Pistols” fra sidste års anmelderroste EP, “Furry Skin.” Pludselig stod hele salen og messede med på linjen “When it all comes down,” mens en tydeligt rørt og storsmilende Ida Wenøe skreg sangens fremragende klimaks ud i en magisk, musikalsk sammensmeltning.
“You gotta lose it in the river!”

Boho Dancer – Pistols (live)

Og selvom “Pistols” må betragtes som koncertens klimaks, formåede bandet at slutte af med stil. Boho Dancers første single, den forårsglade popperle “Fictional Reasons“, efterlod et sidstehåndsindtryk, som bekræftede de tilstedeværende i, at de havde truffet den rigtige beslutning ved at træde ind på Voxhall denne fredag.

Boho Dancer – Fictional Reasons

Ida Wenøe sagde det egentlig bedst selv:

“It’s been really magic to be here today.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky Exclusive: Dansk folktrio klar med nyt materiale

På mandag, den 8. april, er Boho Dancer klar med deres debutalbum, Gemini. Boho Dancer vandt i 2011 P3s Karrierekanon, og sidste år udsendte de den modige EP, Furry Skin, som tydeligt viste bandets store potentiale.

Men nu er det så endelig blevet tid til et decideret album, og vi er stolte over helt eksklusivt at kunne præsentere to spritnye numre derfra; “Like Rain” og “Epicene.”

På mange måder minder Boho Dancer om sig selv. Ida Wenøes vokal er stadig omdrejningspunktet, og hun akkompagneres stadig af trommeslager Asker Bjørk og Símun Mohr på bas. Men til forskel fra EPen har Boho Dancer fået skåret det overflødige fra, så numrene fremstår langt mere stilsikre, uden det går ud over historiefortællingen.
Historierne er nemlig meget vigtige for Boho Dancer.

Lad os tage et nummer ad gangen. På “Like Rain” får Ida Wenøe fornemt selskab af Kaspar Kaae fra de danske folkkollegaer i Cody.
Sangen er tænkt som en bøn til bandets største inspirationskilder, der rummer store kunstnere som Leonard Cohen, Patti Smith og Neil Young. I bønnen bedes der om inspiration og opvækning.

“Idealerne skal danse for mig i sølvskæret. De skal råbe ordene ud som en strøm af regndråber. De skal rede mig ud af min lammelse. De skal kalde mig ved mit navn, da jeg er barn af dem. Det er dem, der har bragt mig til “kunsten,” så de skal hjælpe mig med at rejse mig fra mit navlepilleri og åbne den kanal, der søger mod noget større. Noget ud over mig selv.”

Sådan lyder Idas danske fortolkning af bønnen.

Sangen er et udtryk for den frustration, som Ida oplevede i løbet af sangskrivningen. Hun kunne ganske enkelt ikke forny sig.

“Jeg synes, de samme ord gentog sig; de samme melodilinjer. Så jeg søgte mod de højere magter. Og da det jo er en bøn fra kunstner til kunstner, var det oplagt at gøre det til en duet. En fælles bøn.”

Og min vurdering må være, at bønnen gik i opfyldelse. “Like Rain” fremstår som et intenst og hjertevarmende lille mesterværk, hvor Kaae og Wenøes vokaler danser harmonisk med hinanden, mens de i fællesskab nærmest messer: “Shout it out like rain!”

Boho Dancer – Like Rain

Hvor “Like Rain” var en bøn til Leonard Cohen, er “Epicene” snarere en hyldest til selvsamme herre. Ida Wenøe beskriver selv nummerets stemning som “Tarantino møder Leonard Cohen,” hvilket må siges at ramme plet.

Selve titlen, “Epicene“, er udtryk for et dilemma, som Ida pludselig fandt sig selv i. Kønslig dobbelthed kontra decideret kønsløshed.

“Jeg oplevede i den periode, hvor jeg skrev sangen, at jeg mistede noget af min kvindelighed i den mandsdominerede branche, jeg begår mig i,” forklarer hun.

Hun fortæller, at det ikke som sådan gjorde hende uret, men hun blev usikker på, hvordan det påvirkede hendes idé om, hvem hun var, og hvem hun gerne ville være.

“I den periode snakkede jeg også med min bedste ven fra barndommen, Martin, om tidligere liv, og vi prøvede at forestille os, hvem vi har været.”

Martin forestillede sig, at han havde været en kvinde, mens Ida var sikker på, at hun havde været en mand:

“…en forfatter, der drak sig selv ihjel. Som en slags tildels selvbiografisk Tom Kristensen i Hærværk. Jeg forestiller mig manden. Liggende på sit dødsleje; trist over ikke at have opnået de ting, han ville. Og i hans sidste dødsrus ønsker han at blive genfødt som kvinde. Kvindeligheden må kunne bløde hans egne kanter op, og dermed iboende i kvinden kan sjælen endelig opnå, hvad han ikke selv kunne,” filosoferer Ida.

Sangen er bygget op med en instrumental flade af mystik, som forsøger at underbygge de messende og kontinuerlige ord i historien.

Boho Dancer – Epicene

Albummet udkommer som nævnt den 8. april, og det kommer til at indeholde i alt 11 numre. Heriblandt altså disse to.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Theresa says:

    Dejlig levende musik! Jeg er også helt forelsket i albumcoveret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Forår og fælleskram på Radaren

Vinden hyler om kap med en flok skrålende festaarhusianere på denne vinterkolde martsaften. Personligt er jeg på randen af et træthedskollaps, men alligevel bevæger jeg mig ud mod Godsbanerne nær centrum af Aarhus. De feststemte aarhusianere er efterhånden druknet helt i vindens skingre melodi. Men jeg er nået frem.

Rammerne er perfekte til en gedigen omgang fredagshygge på Radar. Da jeg træder ind i det rå men indbydende lokale, har de fem drenge i folkkollektivet NovemberDecember netop indtaget scenen foran de omkring 50 fremmødte. De fem er placeret side ved side forrest på scenen. Måske er det et forsøg på ligestilling. Eller måske er det bare for bedre at kunne tage del i det store fælleskram, som koncerten viser sig at være.
Med Fleet Foxisk præcision leveres det ene harmoniske kunststykke efter det andet, og især på publikumsfavoritten “Save Yourself” formår NovemberDecember at vise det enorme potentiale, som gør forventningerne til det kommende debutalbum store. Alt i alt en dejlig koncert, hvor ordene fredagshygge, fælleskram og acapella-optur står stærkest i min erindring.

NovemberDecember – Save Yourself
http://www.youtube.com/watch?v=gq2AD6kEAMI

Efter en kort pause er det blevet tid til aftenens hovednavn. Salen fyldes så småt op, mens Anja Lahrmann og hendes to medsammensvorne i Ice Cream Cathedral gør sig klar på scenen. Småsnakken går lystigt, men den stopper brat, da den ellers hyggelige strøm af dygtige, udenlandske folkmusikere fra højtalerne fader ud.
På scenen kaster Ice Cream Cathedral sig modigt ud i en veludført psykadelisk intro til “Constantine.” Den dystre, drømmende stemning i nummeret passer perfekt til den intense længsel efter forår, som i disse dage sætter sit præg på en stor del af danskerne.
Den veloplagte indledning følges op af “The Volume of Your Voice,” inden den søde kærlighedssang “Let’s Collide Like Trains in the Underground” for alvor indhyller salen i forårsoptimisme. Den repetitive guitargang leder tankerne i retning af de senere års fremragende lo-fi mirakler fra Real Estate, og sangen afsluttes i dagens anledning af et regulært støjinferno, som selv Cloud Nothings ville lette på hatten for. Alt dette uden Anja Lahrmanns krystalklare klang drukner i mylderet.

Ice Cream Cathedral nævner selv på deres Facebook-profil Kate Bush som inspirationskilde til det næste nummer, “The Ranger.” Og Anja Lahrmann formår da også netop uden de store armbevægelser at tryllebinde de fremmødte med en kraftfuld Kate Bush‘isk vokalpræstation, som virker malplaceret i forhold til hendes spinkle ydre.

Ice Cream Cathedral – The Ranger

Bandet leverer i det hele taget en flot Aarhusdebut, hvor de når igennem hele deres anmelderroste debutalbum The Drowsy Kingdom. Og man kan ikke lade være med at blive imponeret over den tilsyneladende ret store kendskabskreds, som de allerede har opbygget i Aarhus, hvilket vidner om det unge bands store musikalske formåen.

Aftenens højdepunkt opstår for mit vedkommende i form af “Amber Sail,” som på smukkeste vis indrammer hele aftenen. For selvom de orientalske synths i nummeret for en stund tager en med på en rejse mod fjerne afkroge, føles det hjemligt og nært hele vejen. Og det er netop den balance, Ice Cream Cathedral formår at finde bedre end de fleste andre.

Med en genfundet forårsoptimisme og et stort fælleskram rigere kan jeg nu bevæge mig væk; ud i kulden og de vinterlige realiteter. Men med håbet om et snarligt forår.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Danske folktalenter fortolker Cohen

For mig er der en markant forskel på god og dårlig musik. God musik rører noget i én. Den forandrer følelser. Noget musik formår endda at frembringe helt nye og uforudsete følelser.
En af de største eksponenter for emotionsfrembringende, god musik er i min optik den canadiske legende Leonard Cohen. Teknisk er han langt fra et unikum, men han formår om nogen at synge, råbe og til tider skrige sin sjæl ud gennem sin musik. Det var derfor også med en vis skepsis, at jeg forleden gav mig til at lytte til endnu et Cohen-covernummer. Det er nemlig sjældent en let opgave at fortolke hans numre, og guderne skal vide, at den mand har været udsat for mange mere eller mindre heldige covers gennem tiden.

Denne gang er det blevet danske Dangers of the Sea og Schultz and Forevers tur til at forsøge sig. To af mine absolutte yndlinge blandt de up-and-coming danske artister, hvilket kun gjorde mit ønske om en oplevelse endnu større.
Sangen, som de har valgt at kaste sig over, er den håbløst desperate og længselsfyldte “One Of Us Cannot Be Wrong” fra Cohens første studiealbum, “Songs of Leonard Cohen.”

Leonard Cohen – One Of Us Cannot Be Wrong
http://www.youtube.com/watch?v=iels3GLw-zs

Leonard Cohen bygger i sin version op mod et klimaks, som manifesterer sig i en kaotisk afslutning ved den for ham karakteristiske skrigende nynnen akkompagneret af en yderst malplaceret fløjte.
I en mulig erkendelse af ikke at kunne gøre ham kunsten efter, har Jonathan Schultz og Dangers of the Sea-forsanger, Andreas Bay Estrup, valgt helt at se bort fra dette klimaks i deres fortolkning. De har i stedet været meget bevidste om egne styrker, og i særdeleshed Jonathan Schultz’ vokal formår som kuldegysfremkaldelse penselsstrøg at give det 55 årige kunstværk nyt liv. Tempoet er sat ned, og man kan ord for ord smage den nagende jalousi udvikle sig til den længselfulde frygt, som er tekstens omdrejningspunkt.

Dangers of the Sea & Schultz and Forever – One Of Us Cannot Be Wrong

Hvis du skulle have fået mod på mere fra de to talentfulde, danske kunstnere, har du mulighed for at opleve dem i løbet af den kommende måneds tid.
Den 21. marts påbegynder de en fælles Danmarks turné, som blandt andet bringer dem til Radar i Aarhus den 22. marts og til DRs Koncerthus’ Studie 2 i København den 30. marts.
Og som en lille bonus vil du efter koncerten i København kunne opleve Eva bag DJ-pulten sammen med Mads Axelsen og Lucia Odoom. Billetter til koncerten kan købes her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *