Verdens mest elskværdige band på Vega

Der sidder gode bookere på Vega i øjeblikket – i hvert fald skal vi ikke mere end fire indlæg tilbage, siden jeg sidst måtte anbefale en koncert på det københavnske spillested. Men jeg har ingen kvaler med at gøre det igen i dag, for denne fredag tilfalder de bonede gulve fem new yorkere med en ganske særlig plads i Regnsky-hjertet.

Twin Sister udgav for et par uger siden debut-lp’en In Heaven, som gjorde præcis, hvad den skulle: Først og fremmest bekræftede den endnu en gang, at Twin Sister muligvis er klodens mest elskværdige band. Dernæst fasttømrede den indiekvintetens alsidighed med 35 minutters vellyd i perfekt balance mellem genreekvilibristiske udsving og intimitet.
For hvordan kan en plade drage på stilistiske ekspeditioner, veksle mellem to sangere og kombinere analoge og elektriske instrumenter uden at ende med mærkatet “lovende” for et nyt bands ustrukturerede, men spændende sammenskudsgilde? Hvis gildets kvantitet erstattes med kvalitet, bliver resultatet et overflødighedshorn af virituøse musikere med så klar melodisk tæft og så stor vilje til sammenspil, at harmonien overskygger forvirringen – præcis, som tilfældet er på In Heaven.
“Luna’s Theme” og ”Kimmie In a Rice Field” svæver drømmende rundt i døsen af en evig sommerferie, mens “Gene Ciampi” og “Spain” flirter med flamenco. På “Saturday Sunday” inviterer guitaren (næsten) til fest, før simple rockrytmer igen introduceres for at afslutte med den episke “Eastern Green”. Eksperimenterende pop må være det rigtige mærkat, for lyden er umiskendeligt Twin Sister’sk hele vejen igennem – ikke mindst på grund af produktionen, der både omfavner glitrende disco og den ufatteligt nuttede, men dog forførende, Andrea Estelles hviskende vokal.

Om en koncert kan disponeres til at blive en helhed af Twin Sisters diskografi må være aftenens spændingsmoment, for den spænder også til mindst lige så fint soveværelses indie som “Ginger” og “Lade Daydream” fra de to tidligere ep’er, Vampires With Dreaming Kids (2008) og Color Your Life (2011). Som support har bandet landsmændene Holiday Shores, og koncerten er arrangeret som en del af Soundvenue Sessions.
Lyt til hele albummet via den danske distributør Playground, og køb din billet her.

Twin SisterBad Street
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/Bad-Street.mp3]

Twin Sister – Stop
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/02-Stop.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.