The Cure lever for evigt

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Robert Smith

Der er to ting, man kan være sikker på her i livet. Der er regnen, og der er døden. Spørgsmålet er bare, hvad der kommer først. Et spørgsmål, der er højaktuelt, når man befinder sig på en mark uden for København i starten af juli, og specielt hvis man skal sove i telt i en uge. Heldigvis kom regnen først, og på dette års festival mistede ingen livet – hverken på svævebaner, i eufori eller i mudder. Regnen har været for det gode, og den dulmede den sky af urinstøv, der sidste år kostede flere festivalgængere luftvejsproblemer og tis i øjnene. Mundbind og faktor 50 var i år byttet ud med regnslag og vandtætte støvler. Og selvom regnen var stilnet af, da The Cure gik på Orange Scene kl. 23.00 lørdag aften, var størstedelen af publikum iført regntøj.

Gothrockens koryfæ Robert Smith og resten af de melodramatiske post-punkere har eksisteret i 40 år, og kun få bands ligger inde med et hitspækket bagkatalog som The Cures. Den gamle gotiske gruppe spillede første gang på Roskilde i 1985 og har siden besøgt festivalen fem gange. Det virkede også som om, de følte sig hjemmevandt på scenen. Med en overlegen sikkerhed leverede Robert Smith og co. et rygradsrislende godt show med klassikere fra samtlige 13 studieplader, men også fra b-sider jeg ikke kendte. 

Jeg missede desværre kult-bandet, da de gæstede Forum i 2016, og efter at have hørt P6-Beat Elsker The Cures seks timer lange radioudsendelse om The Cure og koncerten i Forum, var forventningerne i top!

I sort fra top til tå, tyk eyeliner, rød læbestift og sortfiltret spindelvævshår gik Smith på scenen som aftenens hovedperson. The Cure indledte koncerten med nummeret Shake the dog fra albummet The top fra 1984. Selvom jeg ikke kendte nummeret, var det allerede, da Smith åbnede munden første gang, et stort og medrivende moment. Han sang intenst og stilsikkert med sin ikoniske vokal og var gennem hele koncerten til stede. Dog overskyggede han på intet tidspunkt resten af bandet, og det var smukt at se, hvordan de nød at spille sammen med overskud, smil og små flirtende bemærkninger på scenen.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Robert Smith og Simon Gallups

Robert Smith er ikke ligefrem et vandfald, når det kommer til at tale med publikum, men det er sådan, det skal være! Og hans budskaber samler generationer og omfavner alle, der har oplevet at få knust hjertet. Under den ulmende og ildevarselende dybde var numrene også energiske og dansevenlige. Faktisk i en sådan grad, at selv et telt fik lyst til at crowdsurfe foran mig. Every tent has it’s days!

Det crowdsurfende telt

Simon Gallups tunge post-rock bas slog hårdt igennem kulden og det tiltagende mørke på Dyrskuepladsen. Da The Cure spillede Just Like Heaven, var det som at svæve i en mørk gotisk drøm. Det var intet mindre end magisk! Ord som ‘tryllebindende’ eller ‘magisk’ kan godt virke fluffy og letkøbte fra en anmeldervinkel, men jeg har sjældent oplevet ordene komme så meget til sin ret, som de gjorde lørdag nat.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Simon Gallups

Det er 30 år siden, The Cures mesterværk af et album Disintegration udkom, og der var stor begejstring, da de spillede klassikere som Lovesong og Pictures of You. Den ‘nye’ guitarist, Reeves Gabrels, som har været med i bandet siden 2012, spillede også henrivende godt. Med en nivende og sjælerensende guitarklang skabte han en kollektiv ekstase. De mørke popmelodier rev i hjertet, frembragte en smuk smerte og åbnede for vemodighedsventilen.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Reeves Gabrels

The Cure er den slags band, der ligger inde med så stort et bagkatalog, at alle fans har deres yndlingsnummer. Om det er en mainstreamklassiker, som Boys Don’t Cry – som The Cure i øvrigt afsluttede koncerten med – eller et af de mindre kendte numre, er der noget til enhver smag.

Jeg ville gerne have hørt mit yndlingsnummer If Only Tonight We Could Sleep fra Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me albummet fra 1987, men fik Lullaby i stedet og blev lullet i seng med en smuk og urolig vuggevise.

Jeg følte mig renset og høj på en af de mest legendariske lukkekoncerter, jeg har oplevet på Orange i ni år, da jeg begav mig ned til toget. I år kom regnen før døden, men jeg tror aldrig, at døden rammer The Cure! De vil leve videre i de sorte hjerters mørkekammer fra generation til generation.

Tak for i år Roskilde! Du har som sædvanligt været helt fantastisk. Tak for hvert år at åbne op for nye sider.  Tak for at udfordre mig, at give mig varmen og danse med mig, selvom vejret er vådt og koldt. Og TAK for at give mig stærke oplevelser, som jeg lever højt på hele året rundt.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Publikum foran Orange Scene til The Cure

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?
    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Morten says:

    The Cure begyndte ofte koncerter med “Shake dog shake” i 80’erne (og iøvrigt senere). Sådan var det også da de spillede på Orange første gang i 1985🤓

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Underworld blæste Arena omkuld med en KÆMPE fucking fest!

“Jeg vil blæse og blæse til dit hus ryger omkuld” – Sagde den store stygge ulv til de tre små grise. Og om dit hus er lavet af strå, pinde eller mursten, har Underworld uden tvivl blæst det omkuld. – Omtrent i samme stil, som de gjorde med publikum i går aftes, da de gæstede Arena og startede en KÆMPE FUCKING FEST med tung techno og elektronisk eufori.

Da Roskilde annoncerede Underworld, havde jeg det på samme måde, som da Copenhell annoncerede headlineren Tool til deres program. Underworld er en genial og giantisk booking, og det var ikke med julelys, men laserstråler i øjnene, at jeg begav mig ind i pitten til den største fest, jeg har oplevet på Roskilde i år!

Der var crowded i pitten og alskens skabninger stod beredte på et skud elektronisk eliksir fra dansemusikkens koryfæer, der har eksisteret siden 80’erne. Foran mig sad en febrilsk bomulds-flamingo og dækkede over en tyndhåret isse. Den havde sin makker med, som var en høj hat med fem udstikkende øjne på lange lysrør. Pitten var med andre ord forvandlet til en mytologisk underverden, hvor mennesker, dyr og Rick & Morty-lignende væsener stod parate til en hårdtpumpende omgang melodiske beats.

Kl. 23:30 gik de to kunstskole-kammerater Karl Hydes og Rick Smith på scenen i en sky af røg fra røgmaskiner og højtlydt henrykkelse fra publikum.

Det er 25 år siden, at Underworld gæstede Roskilde for første gang, og 19 år siden de sidst spillede. På trods af de mange års fravær, var det med en hjemvandt facon, at Karl Hyde indledte det elektroniske momentum med: “Its been a long while”. På et splitsekund forvandlede Underworld Arena til en kult undergrundsklub, hvor det kun er tilladt at spille progressiv house og techno. Jeg var i total trance, og glemte mildest talt alt om tid og sted. Enhver form for eufori var fremkaldt af følelsesladede synthesizere, publikums samhørighed og den elektroniske pionér, Rick Smith, der (for det meste) trykkede på de helt rigtige knapper bag mixerpulten. Der var lige to tekniske svipsere, hvor han kom til at trykke ved siden af, og hvor et nyt beat blæste ind over et igangværende. Heldigvis har han 40 års erfaring i at trykke på rigtige knapper (!), og fik hurtigt makket ret på svipserne. Faktisk virkede svipserne helt lettende, og som en god bekræftelse på, at hver berøring gør en forskel. Det var ikke det præfabrikerede miks, hvor dj’en blot skal trykke på én knap, og vokalisten derefter kan sprænge rundt som en abe på ecstasy. Hvis du var til koncert med Sushi x Kombe om eftermiddagen, vil du vide hvad jeg mener ..

Man skulle umiddelbart ikke tro at de to gråhårede kammerater med det trivielle ydre, står bag produktionen af noget af verdens mest epokegørende techno. Rick Smith var iført en hvid skjorte og læsebriller bag mixerpulten. Han virkede langt fra lige så frygtindgydende som den store stygge ulv. Og så vil du faktisk virkelig gerne blæses, væltes og tromles omkuld til hans kolosalle og elektroniske kræftudladninger, som han demonstrerede på Arenas lydanlæg, der bestod prøven fredag nat.

Hvert nummers titel stod i baggrunden med store blokbogstaver, så man ikke var i tvivl om, hvad man dansede til. Og selvom man per automatik begyndte at danse, da de elektroniske alkymister spillede hits som Always Loved A Film, Two Moths Off  eller Dark Train, instruerede vokalisten, Karl Hyde, publikum i, hvordan man frit og fantastisk bevæger sig til beats, der torpederer dine øregange, og giver dig lyst til at råbe FANDME TAK!

“Are you ready to pull a rabbit out of the hole?” spurgte Karl Hyde publikum, inden han og Rick savede Arena midtover med bangeren Cowgirl. Det omvendte ordspil var right on, og det føltes  langt mere, som om den elektroniske kanin kom fra et hul fra Wonderland fremfor en fesen cirkusartists hat.

Jeg havde et lille ønske om, at Underworld ville spille mit yndlingsnummer: fushions-jazz-skæringen Space Odyssey, men den ville på den anden side ikke passe ind i den hårdtpumpende techno-setting. Desuden var The Mistreons ikke med på scenen, men du kan høre den lige her.

Jeg kan på ingen måde klage over koncerten, som var en lykkelig drøm, der gik i opfyldelse. Midt i strobelys og pulserende beats bestod mine trommehinder og Arenas lydanlæg prøven, og jeg siger TAK for at blæse mig omkuld, Underworld! Kom snart igen – og gerne inden 25 år!

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jonas says:

    Der er 19 år siden de var der sidst… Sidst de spillede var i 2000 samtidig med pearl jam.

  2. Laura Fromm says:

    Tak for heads up, Jonas. Det bliver rettet med det samme.

  3. Peter Pishai Storgaard says:

    Tak Jonas. Du har helt ret. Det er rettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Tirzah trumfede regnen


Der var lang kø i regnen, da forventningsfulde fans stimlede sammen foran Gloria for at opleve den anmelderroste post-r’n’b-sangerinde Tirzah og hendes hypnotisk minimalisme. Dørene blev åbnet kl. 19:58, og engelske Tirzah Mason gik på scenen kl. 20.00, SHARP! Tidsprogrammet var stramt og struktureret modsat den 31-årige sangerindes afslappede look. Iført joggingbukser, oversize boyfriend-tee og uglet hår som lignede noget, ejeren til shirten havde givet hende, gik Tirzah på scenen. Den yderst uformelle beklædning virkede som et statement til Cardi B, der dagen inden optrådte på Orange i en ualmindelig stram glimmerdragt, der trak associationer til Sara Bros teenage-tenderende opmærksomhedstrang og midtvejskrise. Der var noget befriende i, at man kunne lægge fordomme og fordømmelser på hylden og blot koncentrere sig om musikken med Tirzah, der var nøgen gennem musikken og ikke sin krop.

Den elektroniske pop-sangerinde stod med armene bag ryggen og kiggede apatisk ud i mørket. Hun var scenens midtpunkt, og de to øvrige bandmedlemmer gemte sig bag mixerpulten. Tirzah lagde ud med en blød og yndig intro, men smadrede den hurtigt med nedslidte synths og repititive trap beats. Vokalen var som forventet ualmindelig søvnig, og den passede perfekt til mørket og regnen udenfor.

Læg mærke til chime-instrumentet til højre for Tirzah på bongotrommer.

Man kunne fornemme en stærk britisk accent under Tirzahs snøvlende artikulation, og den blev særlig tydelig, da hun afsluttede hvert nummer med et forsigtigt ”Thank you!”. Hun fastholdte et mat og køligt ansigt det meste af koncerten, men afslørede små ydmyge smil efter publikums opløftende klapsalver ved hvert endt nummer.

Tirzahs tekster er spækket med emotionelle hallucinationer, og hun er en exceptionel dygtig og alternativ lyrikker. Hun er den slags kunstner, hvor du tænker: ‘Enten er du et ualmindeligt stærkt menneske, der ikke giver en fuck for NOGET, eller også er du det stik modsatte: en skrøbelig skabning, som skjuler det uperfekte bag et kaotisk virvar af dæmpet soul, garage og grime’.

Koncerten tog mig gennem mange forskellige sindsstemninger. Det var en atypisk oplevelse, hvor melankolske figurer tog form i ukonventionelle kærlighedstekster og melodiske knuder. Tirzah abrød koncertens stive form med langsomme bongotrommer og nænsomme berøringer på chimes, som skabte en tryllebindende effekt. – (Du kender måske instrumentet bedre som vindens svar på drømmefangeren). Publikum brød desuden ud af trancen og hoppede med på hittet Holding On fra debutalbummet Devotion, som jeg før har linket til, men du simpelthen SKAL tjekke ud, hvis du endnu ikke kender det. Specielt hvis du har en forkærlighed for eksperimenterende r’n’b.

Koncerten varede i små 50 minutter, og selvom musikken var meditativ, var man på intet tidspunkt ved at falde i søvn. Det var nærmere en magisk og fængende koncertoplevelse, og jeg skal klart opleve Tirzah igen, når jeg får muligheden for det!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den første musikdag på Roskilde Festival 2019

Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix

Solen stod højt, og det samme var stemningen, da Roskilde åbnede for pladsen og varmede folket op med fællessang og akustiske toner. Musikeren Frederik Thaae havde byttet det vanlige danske navn ud med covernumre af  Minds of 99, Kim Larsen og Pete Seeger. Publikum var i fællesskab opvarmningsbandet og allerede efter først nummer, hvor Ung Kniv blev skrålet med storladende smil, blev de sidste facader nedbrudt, og alle var gode venner. Vejret holdt tørt første dag, og det gjorde, at man havde endnu mere lyst til at begive sig ud til koncerter. Om end de var over åben himmel eller under ‘dynen’ – (Roskildes overdækkede scener.) Her giver jeg dig et overblik over fem koncerter fra onsdag – 3. juli, Roskildes første ‘rigtige’ musikdag.

Tears For Fears kl. 18.00 – Arena.

Tears for Fears startede som altid deres koncert med Everybody Wants To Rule The World. En klassiker, der fik smilet frem, og som var det perfekte indledningsnummer til åbningen af Arena. Fremmødet af grå hår og måner var massivt, og stemningen var i absolut top. Det samme kan siges om Roland Orzabal og Curt Smiths. De to herrer leverede en gennemført koncert, der både var rå og blød, og som din far og Rasmus uden tvivl har elsket! Det var særlig gyldent, da 80’er bandet fyrede hittet Mad World af, og en mand foran mig hejste mobilen i vejret for at identificere nummeret på Shazam. Til gengæld var det knap så gyldent, da Tears For Fears spillede Radioheads helt store; Creep. Det virkede som et unødvendigt fyldenummer, og som inkarneret Radiohead-fan, var det ren blasfemi og ripoff.

Bob Dylan kl. 20.00 – Orange

Koncerten var som en uendelig opvarmning, men tjeeeek! Hvis jeg en dag får børn, kan jeg fortælle dem, at jeg har delt en halv time med folk-legenden med de livsbekræftende tekster.

Ghetto Kumbé kl. 20.30  – Gloria

Det var det hele værd, at forlade Dylan og tage til rave-fest med Colombianske Ghetto Kumbé på Gloria. Med housebeats og tropisk techno forvandlede de rytmiske zulu-krigerne den gamle kostald til en undergrundsklub, hvor du ville få ti i dress-code, hvis du var iført samme neonmaling masker, som bandet. (Jeg har endnu ikke set dem i camingområdet!) Der var noget mystisk over settingen, og den indledende lyd trak associationer til en David Lynch-film. Koncertens stemning var opbyggelig, og den gik amok over panfløjter og vilde bongotromme-jams. Til koncerten følte man sig som ‘special invited’ i en afrikansk kult-klub, og efter få numre, gik lyset amok i magiske rør over publikum. Det er i år mestrene af lys fra Vertigo, der står bag lyset på Gloria. Og som sædvanligt har de gjort det suverænt! Hver koncert er skræddersyet med et unikt arrangement, og lyset til Ghetto Kumbé var ingen undtagelse. Der var stadig kø til stalden, som kun har plads til 1200 mennesker, da jeg forlod Gloria lidt før tid. Jeg håber, at andre end jeg, har fået fornøjelsen af et skud borende bas og jungle bangers fra Colombia.

Rosalia kl. 21.30 – Avalon

Det var ikke med god vilje, at jeg forlod Ghetto Kumbé før tid, men jeg ville sikre mig en plads til den spanske latino-prinsesse, som optrådte på Avalon. Desværre var det ikke nok at gå før tid, og jeg fik en middelmådig plads uden for teltdugen. Avalon har de seneste år rådet over navne, som er for store til ikke at udstyre scenen med storskærme, og jeg håber, at der til næste år kommer til at blive budgetteret med et par i hver side. Rosalia var dog ikke svær at få øje på fra lang afstand. I en rød pelsjakke, lingeri og en lille vifte i hånden forvandlede hun teltet til en glamourøs tangoklub. Hendes opsatte hår blafrede i falsk vind foran scenen, og der var ingen tvivl om, at Rosalia var midtpunktet blandt de mange dansere. Det var et flot show, og klapsalverne fra publikum var mange. Jeg må dog indrømme, at der var for meget dans, ‘Olé-stemning’ og diamant dias til min smag. Hvis man ikke taler spansk, forstod man desuden ikke et hak af den sydlandske sang. Koncerten blev desværre for langtrukken, og det var som om, at Rosalia prøvede at gøre Solange kunsten efter, da Queen B’s lillesøster lagde Arena ned i 2017. Det var super dumt, da fem ældre herrer møvede sig ind i den tætpakkede mængde med deres velpolstrede maver. Kort tid efter spørge den ene bløde mave den anden: “hvad er det vi hører?”, hvorefter den anden svarer: “jeg aner ikke, hvad det er.” Hurra for bløde far typer med forkærlighed for spanske skønheder og direktørtid til koncerter.

Christine and the Queens kl. 03:00 – Arena:

Den franskbaserede queer-superstjerne leverede et latterligt godt show, som gik laaaaangt over mine forventninger – både på det visuelle og lydmæssige plan. Læs Nikolajs artikel, så ved du, hvad jeg mener!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The future is female! Disse rappere skal du høre, når pladsen åbner

Foto: Roskilde Festival

At Roskilde er en rock festival, vil for den nye generation skurre i ørene. Udsagnet er fra en svunden tid, og festivalen er i dag særligt anerkendt for at have et solidt hiphop-line-up. I år består det af stærke bookinger – både på det mandelige og kvindelige plan. Og hvem siger  at, det er “fy”, at skelne mellem køn i musikken? Det er slet ikke alle steder, det er det. Og let’s face it – Der er forskel. Især i hiphoppen tegn, som hovedsageligt er en mandsdomineret verden. At nægte at tale om kønsdiversiteten i bookingerne på Danmarks største musikfestival, er som at lave strudsen, hvor man stikker hovedet i jorden og nægter, at der er noget at komme efter. Men er der egentlig det på Roskilde? … Er festivalen ikke netop blevet et sted, som blander genrene og giver plads til alle køn. I år åbnes Orange scene af den feministiske, rapper Silvana Imam, og hvis det ikke er stærkt, så ved jeg ikke, hvad det er!

Vi har før givet en guide til de mandlige hiphoppere, som du skal opleve på Roskilde i år. I denne artikel giver jeg dig fem anbefalinger til boss-ladies, du skal se, men bestemt ikke fucke med. – For de vil rive dig rundt, som befandt du dig i din værste mareridts-moshpit. Deres styrke er intellektuel rap og politiske budskaber, som de fyrrer op for under hærdede og skidefrække attituder.

Silvana Imam – Onsdag, 3. juli kl. 18.00 – Orange

Foto: Nikolaj Blegvad

Den svenske hiphopstjerne; Silvana Imam, rapper om at være homoseksuel, at vælte patriarkatet og om at bekæmpe racisme. Med en selvsikker- og solid bemyndigelse taler den 32-årige rapper til alle, der ikke føler, at de passer ind. Hun har tidligere optrådt på Countdown og Apollo med stor succes. Nu er hun trådt et trin op af karrierestigen og er nu klar til at åbne Orange Scene. Gæstelisten for de optrædende er lang, og jeg glæder mig til at høre, hvem hun, fra den svenske og norske undergrundsscene, hiver med op på Roskildes højhellige alter, som for mange kan være en udfordring at spille op – Især som den første. Mon fællessangen kan lette forventningspresset en smule? – Hvis nervøsitet da overhovedet er en ting for den kantede, kæphøje og konfronterende aktivist.

OBS: det eneste, men også store minus er, at Silvana Imam spiller samtidig som Tears For Fears, der går på på Arena kl. 18.00. Chok chok chok!

CupcakKe – Fredag, 5. juli kl. 12:00 – Apollo

Foto: Shaun Andru

Hold fast! Her kommer en kunstner, der umiddelbart falder, lad os bare sige, en aaaaanelse, ud fra det feministiske spektre af politisk korrekthed. Den blot 21-årige Chicago-rapper, Elizabeth Eden Harris er den sjofle stemme bag kunstnernavnet, CupcakKe. Som 14-årig begyndte hun at skrive religiøse digte og optræde i lokale kirker. Senere tog hendes karriere et radikalt skift, da hun byttede digtene ud med rap, som hun uploadede til Youtube. Seertallet eksploderede i samme stil, som en festivalgænger, der vil nå op til Orange som den første, når pladsen åbner. CupcakKe er gået fra religionsdyrkelse til at lave nogle af de mest  frække og flabede sange, jeg har hørt. Hun er liderlig, modig og åbenhjertig med sine (måske lidt for) sexpositive og eksplicitte videoer og sange. –  Sange, som går under titler som Deepthroat, Vagina og Cumshot. På overfladen er hendes tekster ualmindeligt lumre, og jeg tror, at hun ville kunne sætte selv en våd hund i kronisk løbetid på plads … (Snopp Dogg?!).

Man skulle ikke lige tro det, men teksterne kan faktisk også rumme budskaber om solidaritet med LGBTQ-fællesskabet og magt i seksualiteten. Lyt bare med på Birdbox eller på sangen, der decideret går under titlen LGBT. Chicago-rapperens skills er ægte badass, og hendes rap skydes afsted i raketfart. Flowet er stramt, uanset om hun er i det kælende eller råbende humør. Hun holder sig uafhængigt at de store pladeselvskaber og har selv udgivet alle sine fire albums. Elizabeth Eden Harris gør altså tingene på sin egen måde. Hun giver ikke en fuck. – Og netop dét, gør hende skøn!

Beskidt bonus: Selvom du næsten taber næsen, når CupcakKe grinder sin krop op af Patrick fra Svampebobs lange næse, bør du tjekke musikvideoen til Squidward Nose ud. Den giver dig en idé om, hvilket våde univers, du kan forvente fredag formiddag på Apollo. Heldigvis clasher koncerten ikke med et andet must-see-band, men hvis du får den skøre idé at tage dit barn med på skulderen, så stop for guds skyld dig selv! CupcakKe er, på trods af det børnevenlige spilletidspunkt, IKKE for børn. Bikini Bunden kommer næppe til at være lige så ren som Nickelodeons. Den gule firkant er erstattet med en havfrue, som er mere end bare uartig, og du kan forvente en opsigtsvækkende og juicy oplevelse!

Saweetie – Fredag, 5. juli kl. 18.30 – Apollo

Foto: John Salangsang

Festen fortsætter på Arena fredag aften! Lad dig ikke narre af det pæne pretty-girl-look. Saweetie er alt andet end en Barbie-girl. Hun er en ægte boss-lady, og hun baner vejen for en generation af andre boss ladies. Hendes kunstnavn er et kælenavn, som hun fik at sin bedstemor, og hun forstår at holde et af hiphoppens ældste mantraer i live: “keep your family close”.  Den 25-årige West Coast-Rappers rigtige navn er Diamonté Harper – som da også havde været et pænt svedigt kunstnernavn! Hun startede sin karriere ved at optage 15 sekunders rap på Instagram, som kort tid efter gik viralt og nåede Roskildes bookers. – Og sikke et held! Saweetie laver hurtige hiphop-hoops, som fanger lytterens opmærksomhed på ingen tid. Nu er hun i studiet, for at arbejde på sit debutalbum, som planlægges at skulle udkomme til sommer. Heldigvis har hun taget sig tid til at aflægge Roskilde et visit, og jeg glæder mig afsindig meget til at høre hendes ‘icy’ og selvsikre rap live. – Også selvom komponisten og viola-spilleren, Astrid Sonne spiller samtidig på Gloria. Heldigvis er Astrid Sonne fra København. Så mon ikke muligheden for at se hende en anden god gang, trods alt, er lettere end at tage en tur til den amerikanske vestkyst. 

Lizzo – Lørdag, 6. juli kl. 20.30 – Apollo

Foto: Pari Dukovic

The baddest and biggest bitch is back, and she’s not a sidechick! Hun er til gengæld et kæmpe kick af catchy hiphop, blændende vokaler og sexpositiv kropsenergi, som får alle til at elske hendes, og måske også sin egen, krop. Lizzo er aktuel med sit tredje album; Cuz I Love You, hvor stjerner som Missy Elliott, er med inde over. Hør nummeret Tempo.Der er fart på, og Missy Elliot er stadig i topform! Jeg tror bare, det er et spørgsmål om tid, før Lizzo bryder igennem på den internationale musikscene. For mig er hun brudt igennem for længe siden, og det er et mysterie, at Lizzo ikke spiller på en større scene end Apollo. Scenen kommer højst sandsynligt til at blive overrendt med forventningsfulde fans. Fans, der alle vil have en bid af den frække Minneapolis-baserede rapper, når hun deler ud af sine catchy hits og ørehængende bangere. Så kom i god tid! Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg kommer til at prioritere, når Janelle Monáe, Jorja Smith og Lizzo spiller med forholdsvis korte mellemrum.

Madame Gandhi – Lørdag, 6. juli – Workshop kl. 14.00 – House of Chroma og koncert kl. 21.30- Gloria

Foto: https://madamegandhi.blog/hi/

Når Roskilde lancerer deres musikprogram, kan du meget vel stå med en fuckede følelse af, at du ikke kender halvdelen af kunstnerene. Bookerne giver dig lektier for, og hvis du tager dig tiden til det og dykker ned i programmet, er der gode chancer for at blive beriget med nye favoritter. Kunstnere, som udvider din musikalske horisont og gør dig spændt på, at skulle høre dem live. Det er sådan jeg har det med, at skulle opleve Madame Gandhi på lørdag.

Den indisk-amerikanske producer og aktivist Kiran Gandhi trækker tråde til Massive Attacks dynamisk trip-hop med tunge elektroniske bangers, som særligt kommer til udtryk på nummeret The Future is FemaleHun fusionerer desuden eksotiske jungle rytmer med loops og elektronisk dance, og der er en overlegen ‘Harlem Shake-vibe’ over lyden. Madame Gandhi har da også spillet trommer for M.I.A, så hun ved, om nogen, hvordan et beat skal skæres!

Kiran Gandhi kredser om temaer som feminisme, kærlighed og politik. Hun kunstner med stort K! Du kan opvarme til koncerten lørdag aften, når hun laver en workshop og medvirker i en talk i Art Zone om eftermiddagen. Med hele to muligheder for at opleve Madame Gandhi på Roskilde, er der kun dårlige undskyldninger og lidt for meget booze i blodet, hvis du ikke får oplevet den fandenivoldske feminist.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *