Banks pløjede dramatisk sin hær tværs gennem Store Vega

Banks med sine to ‘skygger’ Foto: Nikolaj Boesby Skou

Ai-ai-ai-a-a-a, Ai-ai-ai-a-a-a, Ai-ai-ai-a-a-a. Sådan starter Banks’ seneste album III med sangen Till Now, og det var også til det kampskrig, at den amerikanske sangerinde trådte ind på scenen mandag aften i Store Vega. Aftenens hovedperson blev lyst op af et infernalsk lysshow i kraftige røde og orange spots, så hendes silhuet stod tydeligt og intimiderende frem mod publikum. Så var den dramatiske tone slået an og den krigeriske stemning bredte sig med en voldsom hastighed fra Banks’ strube.

Banks pop-hær bestod af en mand på keys, en på trommer og to knivskarpt koreograferede dansere, der fulgte hver et lille hoftevrid eller kast med hoved fra deres amazone-agtige krigsherskerinde. På den måde, var det som om Banks fik to ekstra skygger, der sammen med det fænomenale lysshow udgjorde et mesterligt sceneshow.

Ronja Røverdatter a la Banks Foto: Nikolaj Boesby Skou

Men nu var det hverken et cirkus eller et teaterstykke, jeg var inde og opleve. Den hektiske stemning var med til at distrahere, og gjorde det svært at skelne mange af sangene fra hinanden. Banks havde et klart defineret lydunivers, men problemet var, at det samtidigt blev en uheldig begrænsning, fordi det ofte blev for ensformigt. Sange som Drowning og Waiting Game flød sammen, uden at efterlade varige indtryk.

Koncertens første del blev afsluttet, da Banks læste sit digt Ode to the Grey Zone op. Det var en fin måde at dele showet op i to på, og digtet beskrev hendes musik meget nøjagtigt. Banks styrke ligger i det førnævnte lydunivers, men det er også hendes største svaghed. For selvom universet på overfladen virker dragende, er der desværre egentlig ikke så mange krummelurer eller kroge at gå på opdagelse i. Det bliver aldrig så eksperimenterende som fx FKA Twigs eller så pop-charmerende som Christine and the Queens. Efterhånden som koncerten skred frem virkede de manipulerede vokaler en anelse fortærskede, og det var svært at finde ud af, hvorfor det hele skulle være så pokkers dramatisk.

Top koordineret optræden i vildt lys Foto: Nikolaj Boesby Skou

En af aftenens største oplevelser var nummeret Alaska fra den nye plade, hvor Banks eksperimenterede med et næsten salsa-agtigt klaver-riff, og sang siddende på en lille taburet fremfor at hvirvle rundt på scenen. Fra den magtpositur fik hun løftet koncerten og vist, at hun havde mere at byde på, end hun hidtil havde vist. Den statiske koreografi tillod hende også at vise flere facetter af sin stemme frem end på de fleste andre sange, og det var en stor oplevelse at høre hende på den måde, specielt når hun sang dybe melodier.

Banks leverede et imponerende show til et ekstremt veloplagt publikum, hvis mundgeværer var ladt og klar til affyring på hver eneste opfordring fra krigerinden. Hun behøvede således blot at bøje pegefingeren for at høre salven “‘Cause I fuck with myself more than anybody else” fra sangen Fuck With Myself. Publikum fortjener stor ros for at løfte aftenens oplevelse, hvor Banks tog lidt for få chancer og blev lidt for meget i sin grå komfortzone.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

INTERVIEW: FIEH er norsk solskin, du kan streame

Foto: Universal Music Group

Nogle gange skal musik bare være lækkert at lytte til. Noget man kan sætte på anlægget og vide, at man er sikret god stemning i et helt albums spillelængde. Så mens du læser denne artikel, vil jeg anbefale dig at høre Cold Water Burning Skin, som FIEHs debutalbum hedder.

Det norske band FIEH består af hele otte medlemmer, men det er forsanger Sofie Tollefsbøl, der står for sangskrivningen. Jeg havde fornøjelsen af at snakke med hende på en trappe i Vega før deres koncert på Ideal Bar. Bandet var netop ankommet fra Aarhus, hvor de aftenen inden havde spillet et vellykket show. Inden vi snakker, introducerer Sofie mig kort til de andre medlemmer og fremviser stolt bandets første merchandise; sorte t-shirts med bogstaverne F-I-E-H trykt på brystet i sølvglimmer. Der er ikke trykt mange, så Sofie påpeger deres eksklusivitet med et smil og er sikker på, de nok skal blive solgt i aften.

Foruden at FIEH er en fryd at opleve live, er anledningen til det norske visit, at bandet har udgivet deres debutalbum, Cold Water Burning Skin, i september. Det er en neo-soulet lækker sag, der er let at lytte til, men som samtidig giver små svirp med halen, så det aldrig bliver kedeligt. Pladen sender tankerne hen på kunstnere som Noname, og der er også tydelige spor af de store inspirationskilder D’Angelo og Erykah Badu.

Regnsky: Hvad betyder FIEH og hvor kommer navnet fra?

Sofie Tollefsbøl: »Det var en konstruktion, som jeg lavede, fordi jeg hedder Sofie, og jeg var lidt inspireret af Nas, der jo hedder Nasir. Og så tænkte, jeg at, jeg kunne tage halvdelen af mit navn.«

Så du er den norske Nas?

»Absolut, ja, haha! På alle måder.«

Hvilken situation er den bedste at lytte til jeres musik?

»En koncert på en scene, der ikke er alt for stor, med god lyd og et publikum.«

Udover en koncert, er det så alene eller med venner, på ferie eller på arbejde?

»Det er godt at høre i bilen. Vi har lige hørt det på turen fra Aarhus til København. Men jeg synes, det passer i de fleste situationer faktisk.«

I er otte, der spiller i bandet. Hvordan får I et samlet udtryk, og er der nogle udfordringer ved at være så mange?

»Ja, det er klart, at der er nogle udfordringer. Men jeg har ofte et par demoer med, når vi skal udvikle musik. Så det er mig, der skriver sangene og bestemmer de basale elementer. Og så arbejder vi sammen om at arrangere sangene og gøre sangene færdige. Sommetider ændrer vi en del fra demoen, men andre gange lyder den færdige lige som den tidlige version.«

»Det er klart, at der er mange forskellige holdninger og meninger i så stort et band, men vi altid enige om bandets æstetik, og hvad vi synes er fedt og ikke-fedt. Men jeg tror, at det er vanskeligt at blive enige uanset hvor mange man er, så snart man ikke er alene. Vi har jo arbejdet længe sammen, og det fungerer godt i bandet.«

Foto: Universal Music Group

Mit forhold til Norge bygger meget på ferier med langrendsski, og jeg forbinder derfor Norge tæt med sne og barske fjelde. Det synes jeg, er en stor kontrast til jeres musik, der er fyldt med solskin og en L.A.-agtig stemning. Hvordan hænger jeres norske baggrund sammen med den musik. I spiller?

»Jeg forstod, hvad du mener, og jeg føler også jeg har en stærk forbindelse til naturen og sneen. Jeg kommer fra en landsby, der ligger i skoven. Men siden jeg var helt lille, er jeg blevet påvirket af musik og kulturelle udtryk fra USA. Jeg kan huske, jeg så filmen Blues Brothers, og selvom det bestemt ikke var særlig norsk, følte jeg en stærk connection til musikken i filmen. Jeg har også en bror, der spillede blues-guitar, og jeg er vokset op i et soul-miljø, hvor der var mange musikere. Så på den måde er den musik, vi spiller, meget fjernt fra Norge, men meget tæt på mig.«

Hvilken d’Angelo-plade er din yndlingsplade?

»Voodoo. Men jeg synes også, Black Messiah er chokerende god. Den første jeg hørte var Brown Sugar med Lady, When We Get By og Cruising. Men Voodoo er helt klart min yndlings.«

Jeg læste, at du skrev sangen Samurai/When The Summer Is Through efter at have set Quentin Tarantinos Kill Bill. Hvilken film ville du helst lave et soundtrack til, hvis du selv kunne vælge?

»Jeg vil vildt gerne lave filmmusik, så jeg ville være klar på noget til enhver film uanset genre. Det er en drøm, som kunne være dritt-fett at få til at gå i opfyldelse. Men hvis det skulle være en eksisterende, så er det jo svært at lade være med at vælge en Tarantino-film, som jeg jo er fan af både på grund af filmene men også af musikken.«

Når du tager på turné, hvad er så det første du pakker i din taske?

»Enten orange outfits til scenen eller joggingsko og træningstøj, hvis jeg har planlagt at træne på touren.«

I er med i det nye FIFA 20-spil, hvordan er det?

»Det er fedt! Det er ret random, men virkelig fedt! Jeg ved ikke helt, hvordan det er kommet på tale, men mit pladeselskab spurgte mig, om FIFA måtte bruge sangen Glu, og så sagde vi bare: ‘Ja, selvfølgelig!’«

Foto: Universal Music Group

Hvad vil I arbejde på, når I skal lave ny musik, og hvilke temaer berør du i de sange, du skriver i øjeblikket?

»Vi har spillet de samme sange i mange år nu, og vi må fortsætte, for nu er pladen kommet ud. Nogle af sangene hænger mig lidt ud af halsen, fordi det er så gammelt materiale, men heldigvis spiller vi også en masse nye sange for tiden. Vi prøver at udvikle vores sound i en ny retning. Lidt mere rocket og lidt mindre neo-soulet.«

Hvad er den bedste sang du har skrevet?

»Jeg tror, fremtiden vil frembringe min bedste sang. Jeg tror og håber ikke, at jeg har skrevet den endnu. Jeg føler ikke, jeg har lavet mit masterpiece endnu.«

Hvad handler sangen ‘Flowers’ om? Kan alle nordmænd beskrives som blomster?

»Den handler i hvert fald ikke om blomster. Den handler om konkrete personer.«

Skriver du mest om konkrete personer eller om roller?

»Jeg skriver ikke om roller. Jeg skriver om sandhed eller i det mindste historier, der er baseret på sandhed.«

Hvorfor?

»Jeg føler ikke jeg har noget andet valg. Jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne gøre det på andre måder, men så bliver det bare en historie. Jeg har altid følt noget behov for at lave en karakter, som ikke er ægte. Det er cool, når folk gør det, og jeg kan godt lide historiefortælling i folks tekster.«

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En speciel dag på kontoret for MØ

Nu er der gået et par dage siden Roskilde Festival sluttede, og der er stadig et par ting, der står meget klart i erindringen. En af de ting er MØs koncert på Orange torsdag aften.

MØ er en af Danmarks absolut største stjerner, og er tydeligvis vant til store scener både herhjemme og i udlandet. Men torsdag aften på Roskilde Festival føltes alligevel ikke som endnu et stop med tourbussen, og det viser hvilken institution Orange Scene er. Det virkede faktisk til, at MØ havde mere optur over koncerten end det talrige publikum, der var mødt op på trods af, at man tydeligt kunne se sin egen ånde i den kølige aftenluft.

Jeg tror den vigtigste årsag til, at koncerten var en af årets bedste er, at alle på pladsen kunne mærke, hvor glad MØ var for muligheden og hvor specielt det var for hende. Det skinnede i gennem på samtlige numre og smittede af på publikum. Det fik i hvert fald mig til at reflektere og være taknemmelig over situationen. Så kan det godt være, at nogle af de andre gigastjerner har flere eller større hits, men de kan ikke måle sig med MØ på hjemmebane.

Det var første koncert, hvor jeg lagde mærke til, at kameraerne til storskærmene blev sluppet løs. Med det mener jeg, at det ikke kun var korte klip af de forskellige bandmedlemmer, men at der blev leget med forskellige visuelle virkemidler som fx flere billeder i et og filtre/toning i farver. Det kan godt være det bare taler til mit filmnørdede jeg, men jeg synes klart, at der er plads til fornyelse på den front. Hvorfor skal storskærmen ikke være en del af det kunstneriske udtryk? Det synes jeg er rigtig positivt, at Roskilde Festival virker til at eksperimentere med. Når det så er sagt, lignede mange af effekterne noget fra Snapchat, men der var også enkelte gange fx under ‘Pilgrim’, hvor MØ blev filmet i blåt lys og spejlet i sig selv, så det endte med at ligne en form for Rorschach-test.

‘Get it right’ var en af koncertens bedste sange, og her viste MØ, hvor god hun er til at mærke og skabe stemning blandt publikum. Hun forsøgte ikke at gøre det vanskeligt, men holdt det enkelt og gjorde plads til, at folk bare kunne danse og have det godt med hinanden. De fleste kunstnere opildner til at danse, men MØ gør det på en meget hjertelig og omfavnende måde, der føles mindre påtaget og mere ærlig end mange andre hovednavne.

Til sidst skal hun have ros for at blive ved med at udvikle sit kunstneriske udtryk. Fra de tidlige popeksperimenter over sine nærmest EDM-agtige bangers, til at sidde og synge ballade bag et klaver, så virker det til, at musikken lige så lidt som koncerter på Roskilde er hverdag for MØ. Og ærligheden omkring dette er rørende og ekstremt befriende at opleve!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

JADAs tudefest var lige det Roskilde Festival havde brug for

Danmarks bedste liveshow. Længere er den ikke. JADA har det mest rørende, sjoveste, smukkeste, overraskende og hjertelige show, man kan få fornøjelsen af at opleve i vores lille kongerige. Alle omkring mig, fædre, mødre, venner, veninder, døtre og sønner græd til koncerten. Jeg måtte også lige finde lomeletterne frem, da JADA fortalte en rørende historie om lysten til at være der for ens venner, men at blive forhindret af en travl hverdag. Jeg tror folk græd af lettelse af at få lov til at dele ud af sig selv og få lov til at svede kærlighed, mens de dansede til JADAs virtuose melodier.

Men hvad er det JADA gør, for at retfærdiggøre titlen som Danmarks bedste show? Her kommer en hurtig opremsning af de stunts sangerinden havde med til publikummet på Avalon-scenen:

  • Et gennemført farvetema i lyseblå og en sart nuance af pink
  • Det meste af publikum i Avalon-teltet var blevet udstyret med signatur-viften, der blev brugt flittigt til at hylde og holde hovedet koldt
  • Minimum tre kostumeskift, som hver markerede en ny fase i showet.
  • En eventyrlig gynge pyntet med blomster og fint silkestof, så JADA kunne gynge ud over sit publikum, mens hun performede
  • Gæsterne på scenen var hendes faste samarbejdspartner på el-spade og hendes mor, der gav det vildeste skrig, der er hørt på Dyrskuepladsen til dato
  • Bevæge sig ud til lydteltet i midten for at holde fællessang på storhittet ‘Keep Cool’ og derefter lade sig crowdsurfe hele de godt og vel 25 meter op til scenen
  • Hylde sine venner og bekæmpe ensomhed ved at synge med hænderne sammenflettede med sine dygtige korsangere

Man fristes jo til at spørge, om der er noget JADA ikke kan klare? Hvis hun har mulighed for at rive to uger ud af kalenderen er jeg sikker på, at global opvarmning og uro i Mellemøsten ville være en saga blot. Men jeg har egentlig ikke lyst til at bede hende om at lave andet end det hun gør, for hun giver så meget fantastisk energi via hendes vidunderlige musik.

Kort lige to linjer om musikken. Det er pop i verdensklasse. JADA synger som en kvindelig Pavarotti og bandet akkompagnerede hende til perfektion.

Sådan slutter man et show af med manér! Tak JADA!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Christine viste hvilken dronning hun er første nat på Roskilde

En gang i mellem er man det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. En gang i mellem går forventningens glæde hånd i hånd med indfrielsens lettelse og sådan et øjeblik var jeg vidne til onsdag nat på Arena, da Christine and the Queens lyste den mørke og kolde festivalplads op.

Jeg var målløs fra første færd, og Christine er en popstjerne med alt hvad det indebærer. Hun er fuldkommen overlegen i alt, hvad hun foretager sig på den store scene og som den mest elegante, spinkle og vævre guldsmed danser hun rundt i et hektisk men elegant tempo. Uden at miste pusten på et eneste tidspunkt synger den franske mester med en brølende kraft, der kommer fra den mave, der gang på gang flexes og slipper urkraften løs.

Hun er helt vanvittigt kæk og flabet, uden man nogensinde bliver træt af hende, for man vil bare have mere. Hun havde dansere med på scenen, og naturligvis dansede hun bedre end dem. Hun havde frækheden til spontant at rappe Cardi Bs monsterhit ‘Bodak Yellow’ og, hvad hendes raplevering måske manglede gjorde hun så sandelig op for med attitude. Hun spillede desuden Travis Scott og fik hele det tætpakkede telt til at synge David Bowies ‘Heroes’. Kort sagt tager hun, alt hvad du elsker ved din yndlingskunstner og gør det bedre end dem, endda i deres musikalske arena.

Men Christine pryder sig ikke kun med lånte fjer. Hendes ekstremt stærke og potente album ‘Chris’ fra sidste år udgjorde det meste af setlisten, og det var ingen kede af. Det ene funky nummer efterfulgte det andet og jeg dansede til dem alle sammen. Passende til den store aften, var Christine bedst til sit største nummer ‘Tilted’, her gik sang og dans op i den højeste enhed, jeg har oplevet på dette års Roskilde Festival.

Der var kun en eneste tanke i mit hoved da jeg forlod Arena: JEG SKAL HØRE HENDE IGEN!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *