Roskilde: Sampleren vandt over guitaren

Med risiko for at lyde som en gammel, sur mand, kommer den traditionsrige sviner til Roskilde Festival her: indierock-programmet var det tyndeste, jeg kan huske, siden jeg begyndte at være rigtig misundelig på festivalgængerne (2005). Mistanken var der før festivalstart, men mit indædte forsøg på at eliminere den gennem de koncerter, der dog blev budt på, lykkedes ikke. Manglende føling med den internationale upcoming-scene gjorde, at programmet hovedsageligt bestod af halvflade, hype-slidte og tournetrætte døgnfluer uden hverken materiale, bred nok publikumsappeal eller livepondus til at trække de ofte utaknemmelige scener. Det smalle var for smalt til at være interessant i en hel time og det bredde… Ja, hvor var det?

Vi havde på forhånd forventet, at Tame Impala og Destroyer med deres seneste, fremragende udgivelser ville skyde hhv. torsdag og fredag aften i gang med deres udsyrede og varme hits. Og de skuffede begge fælt med deres uimponerede attituder – det plejer at hjælpe gevaldigt på en halvtam koncert, hvis musikerne i det mindste giver udtryk for at værdsætte publikums tid. Det udstrålede CODY og PJ Harvey til gengæld, og det fik i begge tilfælde løftet koncerterne fra at være gode musikalske bedrifter til at være deciderede liveoplevelser. Søndag eftermiddag gik turen – desperat efter et shot generisk indierock, som jeg var – mod et halvtomt Odeon, hvor Surfer Blood kæmpede en hård kamp for at få deres numre, der unægteligt lyder som det komplette sammenkog af de seneste 10 års populære undergrundsmusik (Interpol, Weezer, diverse slackerrock-opdateringer), til at overbevise det halvtomme telts sløve publikum om at blive hængende. Forsanger John Paul Pitts prøvede virkelig at skubbe energi i koncerten og bandet spillede fint, men selvom charmen ikke kunne overses, så brød musikken kun igennem ligegyldighedens mur i så få momenter, at koncerten endte som ren underholdning uden den nødvendige musikalske tyngde. Det var kendetegnende for et år, hvor Roskilde havde svært ved at finde bands, der mestrede balancen mellem livegøgl og kvalitet.

Der var selvfølgelig lyspunkter. Med Nicolas Jaar, Walls og Gold Panda som nogle af festivalens bedste koncerter, gjorde de årets kritik af det elektroniske program til skamme og beviste, at Roskilde Festival faktisk tager elektronisk musik seriøst som medspiller på livescenen – ikke blot som nødvendig festmusik. Alle tre acts leverede leverede koncerten henvendt til lytteren fremfor festaben, og det var utroligt befriende. Så kan Deadmau5 og Magnetic Man levere knæklysfesten.

Men i år savnede jeg virkeligt de gode ikke-elektroniske koncerter. Ikke store navne, nødvendigvis. Men mindre navne i kategori med sidste års Local Natives, Beach House, Wild Beasts, Serena-Maneesh, Efterklang og The Rumour Said Fire (hvad skete der i øvrigt for årets utroligt lille udbud af dansk musik?)
Der var selvfølgelig mange gode koncerter. Det er egentlig ikke det, kritikken er rettet mod. For gik man efter det særeste og smalleste – Julianna Barwick, Frisk Frugt, Valby Vokalgruppe, Dark Dark Dark – så var der rigtigt mange spændende oplevelser. Men her følte man sig til gengæld overhovedet ikke løftet af det fællesskab, som Roskilde excellerer i: at stå blandt 2000 andre engagerede og euforisk spændte musikelskere og være sammen om netop det band. Det fællesskab, der fremkalder den famøse “orange feeling” som Roskilde i pressede år forsøger at leve højt på brandet fra. Men det kræver – for mit vedkommende – at bookerne holder op med at sætte lighedstegn mellem alternativt og underligt – sære musikalske projekter og halvtomme sale kan man finde hele året. Mere plads til kunstnere midt mellem det etablerede, det sære, det altid leveringsdygtige og det fremsynede – dem der appellerer til lidt flere end 500 mennesker ud af 100.000.
Således slutter Regnskys dækning – med undtagelse af et par interviews – fra Roskilde Festival 2011. Og vi er allerede spændte på den uomgængelige mastodonts næste træk.

Regnskys roskilde-posts:
29. juni: Jatoma interview
30. juni: Nu starter festivalen!
30. juni: Tame Impala: En giftslange uden tænder
01. juli: Foals: I kontrol fra start til slut
01. juli: Nicolas Jaar: overlegen opvækning
02. juli: Destroyer, Kurt Vile & How To Dress Well: Ugidelige soloartister og ligeglade bands
04. juli: James Blake på Cosmopol
04. juli: John Grant & Kloster: ironikeren og de tålmodige skolelærere

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.