Premiere: Sekuoia feat. Marc Roland – Brace

Sekuoia Flac cover

Den 16. september udkommer danske Sekuoias debutalbum “flac“, og jeg må sige, at jeg glæder mig noget så gevaldigt til endelig at opleve Patrick Alexander Bech Madsens univers i fuld flor. Og mine forventninger er bestemt ikke blevet mindre, efter jeg har hørt “Brace“, som vi i dag har fornøjelsen af at have danmarkspremiere på.

På “Brace” har Sekuoia fået selskab af Marc Bjørn Roland, som de fleste nok kender bedst som frontmand i Kentaur. Det er meget nyt for Sekuoia at samarbejde med gæstevokalister, men hvis det her er standarden, håber jeg på mange flere; et ønske, som jeg eftersigende skulle få opfyldt, når “flac” udkommer. Marc Rolands soulfyldte vokal, flow og intuitive tilgang til musikken er det perfekte match til Sekuoias organiske og umiddelbare electronica Det skaber som det mest naturlige i hele verden et – på en og samme tid – drømmende og funky univers, hvor melankolien og danselysten går hånd i hånd. Det er lækkert, det er velproduceret, og det er sammensmeltningen af to universer, som skaber et udtryk, jeg ikke rigtig kan placere.

Selv siger Patrick Alexander Bech Madsens om samarbejdet:
“Jeg er kæmpefan af Kentaur og er virkelig glad for, at Marc ville lave et nummer med mig. Da han først sendte sit bud på vokaler til nummeret, var jeg overvældet over hans harmonier og tilgang til nummeret. Med “Brace” ville jeg lave noget, der ikke lød som noget et band kunne spille. En sjælefuld balance mellem nutidig og elektronisk musik.”

Og det er måske netop den balance, som gør det så svært helt at placere nummeret. Det lyder nemlig ekstremt naturligt (hvis ekstrem naturlighed altså findes?), men samtidig er Sekuoias karakteristiske legelyst stadig til stede. Uanset hvad er det et virkelig lækkert nummer, som kommer på det helt perfekte tidspunkt; her, hvor sommeren tager revanche i sidste øjeblik, inden efteråret for alvor tager fat.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

“Man gør det bare, fordi det er fedt!” – Interview med Emil Wilk fra M.I.L.K.

20160629_152336

En sommer i musikkens tegn er ved at gå på hæld, men her kommer et lille tilbageblik fra årets Roskilde Festival. Garderet med TUC kiks og kaffe havde jeg fornøjelsen af at interviewe musiker og filmproducer Emil Wilk. Det endte med at blive en længere samtale om musik, kunst og udtryk, men også om barndommen på Bornholm, halmballe-borg-byggerier og dét at være draget af storbyens mystik, når man selv kommer fra provinsen. Til slut hører vi om et ganske særligt møde med selveste Brian Eno… Så hold godt fast! Emil Wilk er en mand med meget på hjerte, og han er ikke bange for at åbne op ind til de refleksioner og spørgsmål, der opstår undervejs, når man skal finde sit eget udtryk.

Mirja: Tak for i koncerten, hvordan var det at spille hernede?

M.I.L.K.: Det var fedt, publikum var virkelig meget på, og det virkede som om, at folk faktisk kom for at se OS; de sang jo med! Det var ret syret altså…

Mirja: Hvem er Emil Wilk, og hvem er M.I.L.K.?

M.I.L.K.: Altså, M.I.L.K. er mig, efter jeg fandt mit udtryk. Alt, hvad jeg laver nu, det laver jeg som M.I.L.K., og alt hvad der ikke passer ind i M.I.L.K., ja, det laver jeg så ikke.

Mirja: Okay, hvordan vil du så beskrive dit udtryk?

M.I.L.K.: Mit udtryk er en form for tekstur, feel eller vibe – eller noget, jeg synes, er dejligt! Før prøvede jeg vildt meget af og satte derfor ikke et label på, som jeg gør nu med M.I.L.K.. Det hele faldt bare lige i hak med M.I.L.K.. Så, M.I.L.K. er nok bare mig, som er sikker på, hvad jeg gerne vil.

Following The Sun: Et af de seneste udspil fra M.I.L.K.

Mirja: Hvad så med navnet M.I.L.K. – hvor kom det fra?

M.I.L.K.: Det startede oppe i mit køkken. Vi bor sådan seks drenge. Jeg havde lavet de her sange, som jeg gerne ville give et navn. Så vi sad bare og snakkede om, hvad fanden det skulle være. Jeg ville gerne have, at det var sådan “BOOM”; helt straight forward, og så skulle det have en institutionel vibe ligesom sådan nogle forkortede punktum-navne. Pludselig siger Mads Christian oppe fra lejligheden ”hvorfor hedder du ikke milk, det er jo sådan en hverdagsting?”, så det tog jeg og gjorde til en forkortelse. Så har vildt mange efterfølgende spurgt, hvad det står for, og så har jeg bare fundet på noget nyt hver gang, ha ha!

Mirja: Fedt, hvad ville du så finde på nu?

M.I.L.K.: Nu… Jamen, det ved jeg ikke. Det kan være, der kommer et eller andet, så skal jeg nok sige til… Ellers må du prøve at give et bud!

Mirja: Øhh, ja… Det kan være, jeg gør det.

M.I.L.K.: En anden ting er, at jeg faktisk er SINDSSYGT inspireret af N.E.R.D., Pharrells gamle projekt. N.E.R.D. lyder jo også som en forkortelse, og de sagde det stod for no-one-ever-really-dies, men det er faktisk bare noget, de har fundet på senere, når folk spurgte. Så der er ikke sådan en kæmpe forkromet idé bag navnet M.I.L.K.; jeg synes bare, det virkede!

Mirja: Når jeg har læst om M.I.L.K., er jeg stødt på flere forskellige beskrivelser. Nogle omtaler M.I.L.K. som et band, et multikunstprojekt; at M.I.L.K. er Emil Wilk, som laver musik… Flere medier har også omtalt M.I.L.K. som et soul-kollektiv. Hvad er din opfattelse af alle de her mærkater?

M.I.L.K.: Ha ha! Jamen det er jo bare fordi, det er helt vildt nyt. Når folk har spurgt ind til M.I.L.K., har jeg bare sagt et eller andet. Så er der nogen andre, der har kigget på det, der er blevet skrevet, og så har de også bare skrevet det. For at være helt ærlig så startede jeg med at kalde det et kollektiv, da jeg synes, at ideen om soloprojekt egentlig er lidt langt ude. Man har jo altid en masse folk, der hjælper en med alt muligt. Det kan være alt fra fotografen, til ham der bærer ens udstyr – derfor kaldte jeg det et kollektiv. I virkeligheden var jeg nok også lidt skræmt over at lægge ting ud som “Hey, det her er kun mig”. Men i den klassiske forstand kan man jo godt kalde det et soloprojekt, fordi alle de der ting som at lave numrene og bestemme, hvor musikken skal hen, har jeg jo gjort, og det er jo det, som en typisk solo artist gør. I virkeligheden var jeg nok bare lidt bange for det.

Mirja: Det er da også skræmmende!

M.I.L.K.: Men når folk spørger mig nu, så svarer jeg bare, at M.I.L.K. er mig.

Mirja: Er det så både dig som musiker, musikvideo-mand og…?

M.I.L.K.: M.I.L.K. er alt det, jeg laver nu. Tidligere arbejdede jeg for mange forskellige. Da lavede jeg ting, hvor jeg mere gik på kompromis, fordi det jo var et bestilt stykke arbejde. Folk vil jo gerne sætte alle ting i bokse, og så er det bare rart for en selv at have sådan et filter, at hvis det passer ind i M.I.L.K., så laver jeg det, og ellers laver jeg det ikke. Med M.I.L.K. har jeg fundet ud af, hvad der er 100 % mig, og så er det bare nemmere at træffe valg, hvor jeg ikke går på kompromis med mig selv. Jeg har ligesom fundet hvile i det, som er M.I.L.K..

Mirja: Det lyder som en spændende proces. Hvis nu vi så det som en slags udviklingsproces, hvordan ville du så beskrive forløbet?

M.I.L.K.: Jamen, den har jo sikkert løbet, lige siden man begyndte at lave sine egne ting som lille – det man synes var sjovt, ik?

Mirja: Hvad har det fx været?

M.I.L.K.: Alle mulige ting. Jeg har lavet noget, som hedder FreeBikes – en form for socialt projekt. Så har jeg været med til at udvikle børne-tv-universer hos DR og lavet alt fra madprogrammer til musikprogrammer.

Mirja: Hvad så da du var helt lille?

M.I.L.K.: Altså jeg voksede jo op på Bornholm sammen med min mor. Vi boede i en skov, som hedder Almindingen, hvor jeg rendte rundt og legede actionman, kastede knive i træerne og byggede borge af halmballerne på vores høloft.

Mirja: Ej, hvor fedt!

M.I.L.K.: Ja, det var mega nice. Der var jo flere kilometer til nærmeste ven, så når man først havde en legeaftale, så skulle man virkelig lave et eller andet. Så havde jeg det der borgprojekt oppe på høloftet, og det var nok egentligt mit første store projekt. Man var jo så lille, så halmballerne var jo bare gigantiske. Men processen startede nok sådan for alvor, da jeg begyndte at synge mine egne ting. Det blev ligesom mere personligt, når jeg selv sang. Så her gik processen for alvor fra bare at være mig, der tossede rundt, til, at det begyndte at komme mere indefra og fik større betydning. Giver det mening?

Mirja: Ja, helt sikkert. Tænker du, at de ting, du har skabt/lavet som barn, har haft betydning for de ting, du laver i dag som voksen?

M.I.L.K.: Ja. Eller jeg tror det med, at jeg er vokset op på Bornholm, har gjort et eller andet. Der var ikke den slags kultur eller musikmiljø, som, jeg synes, var fedt, så jeg følte mig nok lidt alene derovre. Min far boede på Frederiksberg, og ham var jeg ovre hos sådan en gang om måneden. Han tog mig med ud og spise, på cafeer, til ferniseringer – alt sådan noget. På den måde kom København til at repræsentere noget mystisk og spændende. Jeg troede, der var en slags skjult sandhed derovre, som jeg ikke kendte til.

Mirja: Fandt du så svaret eller ”den store sandhed”, da du kom til København?

M.I.L.K.: Altså, jeg flyttede til København, da jeg var 18, og så finder man jo ud af, at det bare er præcist det samme.

Mirja: Hvad var det samme?

M.I.L.K.: At der ikke var sådan en stor sandhed eller hemmelighed; at det også bare er mennesker, der laver projekter, de synes, er sjove. Men sådan har jeg det tit, at hvis jeg føler, der er noget, jeg ikke kender, bliver jeg vildt tiltrukket af det og helt “obsessed” for finde ud af, hvad det er. Så møder man så personen eller miljøet og kommer bagom studiet, filmsættet, eller hvad det nu er, og ser, at det også bare er mennesker, der prøver at finde deres vej, og som gør det, de synes, er fedt.

Mirja: Er du kunstner?

M.I.L.K.: Det var et vildt svært spørgsmål! Det er nemmere at sige, man er musiker eller filminstruktør, fordi det mere beskriver en eller anden form for håndværk. Hvis jeg siger, jeg er kunstner, så skal jeg jo definere begrebet kunst, og det vil jeg helst ikke kaste mig ud i, ha ha. Men det er noget, jeg har tænkt meget over. For mig personligt er kunst dog noget, der kommer indefra og ikke forholder sig til alt muligt udefrakommende. Så det er mere en proces end et resultat… Hvad, synes du, er forskellen på en musiker og en kunstner?

Mirja: For mig er kunst det, som får mig til at føle et eller andet. Egentlig tror jeg, alle kan lave kunst, men det skal ramme én; altså jeg skal kunne mærke det, ik? Men jeg tror også, at man sagtens kan være en god håndværker uden at betegne sig selv som kunstner – og omvendt.

M.I.L.K.: Ja, det er faktisk også en anden ting. Jeg går nemlig vildt meget op i at være en god håndværker i de forskellige medier, jeg arbejder med. Når jeg fx laver musik, går jeg sindssygt meget op i det produktionsmæssige, og når jeg laver film, kan jeg drive folk til vanvid, fordi jeg er så sindssyg detaljeret. Håndværket betyder bare vildt meget for mig, om det så er kunst eller ej; det må jo være op til andre at bedømme.

Mirja: Kan du selv se nogle fællestræk ved de ting, du laver; altså når du laver musik, film eller andre projekter?

M.I.L.K.: Ja, det er sgu et meget godt spørgsmål! Noget af det, jeg tror, går igen, er processen, hvor jeg går VILDT meget op i kvalitet i de forskellige ting, jeg laver. For mig er de sidste 10 % i projektet frem til det endelige resultat et helvede. Jeg afveg altid fra det, da jeg var yngre, og derfor blev mine ting ikke færdige og heller ikke særlig gode. Men nu tvinger jeg mig selv til at gå ind i de der sidste 10%. Det er dér, følelsen indtræder af, at projektet er færdigt, når den sidste streg sættes.

Mirja: Hvad betyder det for dig at kunne udtrykke dig gennem de ting, du laver; altså din musik, kunst, film…

M.I.L.K.: Det betyder rigtig meget for mig, at jeg nu bare lever af at være M.I.L.K., men samtidig er der jo også en masse andet, som betyder meget for mig. Hvis jeg ikke kunne udtrykke mig igennem arbejdet, så ville jeg nok bare udtrykke det i et eller andet andet. Jeg kan dog ikke forestille mig en situation, hvor jeg ikke kunne lave mine egne projekter. Det er bare sådan en måde for mig at leve på!

Mirja: Er der noget, du gerne vil efterlade hos folk med de ting, du laver?

M.I.L.K.: Jeg har ikke sådan en tanke om noget, folk skal sidde tilbage med. Det er mere, hvad, jeg lige synes, er fedt i det, jeg arbejder med. Fx da jeg og Jonas Bang skulle lave musikvideoen til Blondages “Dive”. “Dive” har de her eksotiske rytmer og en masse fremdrift i sig. Samtidig er nummeret jo også bare en popsang – men med noget dybere på hjerte. De her indtryk ville vi gerne have med i videoen, så det blev sådan en slags fortolkning af nummeret.

M.I.L.K.: Når jeg selv laver musik, handler det også meget om den stemning, jeg lige er i. Som på den sommerdag jeg skrev nummeret “If We Want To”. Jeg, Søren Christensen og Mads DK (Mads Damsgaard Kristiansen, red.) fra Reptile Youth sad sammen i hans kælder og lavede musik, og det var egentlig bare den sommervibe, jeg havde. Så det er ikke sådan, at jeg har siddet med en stor plan om, hvad folk skal føle. Det er mere bare sådan en stemning, ik? Jeg har bare gjort det, jeg lige havde inden i mig, eller sådan…

Mirja: Har du noget, du gør, eller et sted, du tager hen for at få ideer eller ny inspiration?

M.I.L.K.: Der er ikke et konkret sted, jeg tager hen eller sådan noget. Jeg tror rigtig meget på bare at arbejde og være i sådan et ”arbejdsmood”. For mig er inspiration ikke noget, der bare lige pludselig rammer mig. Skal jeg skrive en sang, ved jeg, at fx klokken 11 i dag skal jeg sætte mig ned i studiet, og når dagen er omme, så skal der være en sang. Det kan være den bliver god, og det kan være, den er fucking dårlig. Jeg tror bare, det handler om, at man skal lave rigtig meget, og det er bare ikke alt sammen, der bliver godt. Men jeg elsker at gå på museer, gallerier, ferniseringer og sådan noget, og der suger jeg nok rigtig meget til mig.

Mirja: Hvad har du sidst være ind og se?

M.I.L.K.: Det sidste, jeg har været inde og se, er “The Ship” på Charlottenborg af Brian Eno. Jeg var vildt heldig at komme med til sådan en middag også med Brian Eno. Det var ret…

Mirja: SHIT!

M.I.L.K.: Jeg er jo kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, KÆMPESTOR Brian Eno-fan, så det var vildt at snakke med ham. Jeg stillede lidt de samme spørgsmål, som vi har snakket om faktisk. Sådan noget som hvor hans inspiration kommer fra, og hvordan processen er. I hvert fald fortalte han, at det for ham altid har handlet om at sætte nogle regler op for leg i et studie. Fx med “Heroes” vidste Brian Eno, at Robert Fripp, som var med til at lave den, er god til at lave hits og havde styr på strukturen, så i den kontekst kunne Brian Eno egentlig bare være legebarn. Ved at optage forskellige steder i rummet og gøre brug af diverse reverb-pedaler, lavede de jo den her ret famøse effekt på “Heroes”-vokalen, og det kom rent ud sagt af sådan noget Brian Eno-leg! Men det kunne han også kun, fordi han vidste, der var en anden, som havde styr på strukturen.

Mirja: Det her med leg og kreativitet… Jeg fandt engang nogle forskellige definitioner, hvor en en af dem lød, “at det, vi kalder leg hos børn, hedder kreativitet hos voksne.” Synes du, at du leger, når du laver dine ting?

M.I.L.K.: To tusind procent! Altså, hundrede procent. Jeg synes faktisk, det er en vildt god beskrivelse, at kreativitet er voksne, der leger. Det er også derfor, jeg hader det der Kaospilot-agtige “nu skal vi skabe” og alle sådan nogle opstillede kreative workshops. Det er ligesom kunstigt stillet op, for at det kan blive nemmere at interagere i det kreative rum, men det er bare fordi, man ikke forstår processen endnu. Når man leger, så tænker man ikke på at gøre det godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, og det er jo egentligt bare det, det hele handler om! Man bygger en borg af halmballer eller sådan noget; man gør det bare, fordi det er fedt!

Mirja: Man er ikke bange for at fejle…

M.I.L.K.: Man er slet ikke bange for at fejle! Men det er faktisk ret interessant… For at forbinde det med det jeg sagde før med de sidste 10%; det er nemlig der, hvor det ikke er leg mere. Her skal det gøres færdigt, og det er her, hvor det gode håndværk får afgørende betydning. Men jeg tror på, at man skal lade det være leg så lang tid som muligt, men så til sidst også have professionalismen til at sige, at nu skal det her altså gøres færdigt, og selvom det tager 3 timer at mikse den her lilletromme, så bliver vi ved, indtil vi er glade for den. Men den ene går ikke uden den anden – forstår du, hvad jeg mener? Jeg tror virkelig meget på begge dele.

Mirja: Men der kan man sige, at Brian Enos måde – altså det med at skabe nogle rammer – giver rigtig god mening. Det kan jo være alt fra deadlines og projektbeskrivelser til en konkret situation, fx at man er på et høloft og skal lave noget ud af halmballer.

M.I.L.K.: Ja, præcist!

Mirja: Hvad kan vi forvente af udspil fra M.I.L.K. henover sommeren?

M.I.L.K.: I går (under Roskilde Festival, red.) havde jeg faktisk final cut på en musikvideo til Liimas nummer ”Russians”, som jeg laver sammen med Jonas Bang.

M.I.L.K.: Så er jeg begyndt at lave rigtig mange remixes af spor, jeg får fra mine venner, som jeg har siddet og leget lidt med, og så glæder jeg mig VILDT meget til at gøre mine to ep’er 100% færdige. Den ene udkommer i sensommeren, og den anden til vinter.

Vi ser frem til udgivelsen af M.I.L.K.’s to ep’er her på Regnsky. Indtil da kan du tjekke hans nye remixes ud på soundcloud.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Benjamin Francis Leftwichs eminente toer er en hyldest til livskrisen

Benjamin Francis Leftwich After The Rain

Den har været lang tid undervejs; Benjamin Francis Leftwichs opfølger til det fremragende debutalbum “Last Smoke Before The Snowstorm” fra 2011. En livskrise senere – eller hvad han selv har beskrevet som en virkelig lang lur – er den her så endelig. Og “After The Rain” har bestemt været ventetiden værd.
Det er ikke for store ord at kalde “After The Rain” et mesterværk. Albummet er et formfuldendt konceptuelt værk, som giver lytteren en både kompleks og åbenbar indførelse ind i den dybt personlige krise forårsaget af faderens død, som både danner grundlag for albummet og den tilsyneladende kreative stilstand udadtil, som blev konsekvensen af det skiftende fokus i den nu 26-årige kunstners liv. Men det er en vigtig pointe, at selvom omverdenen ikke har mærket noget til Leftwichs kreativitet i flere år, så har den blomstret inde i musikeren fra York i England.

Og lige netop det kommer smukt til udtryk i albummets indadvendte og indadskuende indledning på åbningsnummeret “Tilikum”, som jeg skrev om tidligere i år, og albummets andet nummer “Some Other Arms”, som i mine ører udtaler frygten for og desperationen i en magtesløshed overfor en verden i bevægelse, som Leftwich ikke selv kan styre, selvom han gør alt for at påvirke den. På “She Will Sing” bevæger albummet sig over i en afhængighed af andre, som dog samtidig indeholder et intenst håb, der nærmest udvikler sig til en decideret bøn, som nummeret skrider frem.

Benjamin Francis Leftwich – Tilikum

I det hele taget “After The Rain” et album, som illustrerer den konstante kamp mellem ambitioner, frustrationer og håb. Leftwich virker konstant til at have svaret på alle sine egne problemer, men samtidig kan han retrospektivt blot se til, mens han begår alle de fejler, han ønskede at undgå. Et paradoks som han dykker ned i på “Kicking Roses”, som på mange måder ender med at stå som et vendepunkt på albummet og muligvis udtrykker det øjeblik, hvor Leftwich finder overskuddet til at komme ovenpå igen – som når en alt for lang vinter bliver til sommer på den håbefulde “Summer”. Inden håbløsheden desværre igen får overtaget i den stakkels brites liv på både den – hvis jeg skal være lidt kynisk – naive “Just Breathe” (som pt er mit yndlingsnummer på pladen) og den opgivende “Cocaine Doll”. Men måske bliver det alligevel godt til sidst?

Jeg vil lade Leftwich om selv at fortælle sin historie i detaljer på det fremragende album, som allerede nu kandiderer til noget af det bedste, jeg har hørt i år. Musikalsk er han ligeså knivskarp, som han altid har været, men jeg synes virkelig, at hans evner som historiefortæller er vokset i en helt absurd grad, som kun vidner om en gevaldig personlig udvikling mellem første og andet album. Det er en stor chance at tage, når man skaber et album, som fungerer klart bedst som den helhed, den er tænkt som, men for mig lykkes Leftwich fuldkommen med at få skabt et fuldendt lydbillede, som i hvert fald kan fastholde min opmærksomhed hele vejen igennem – og det skyldes udelukkende den dybt personlige historiefortælling. For hvis man skal putte et tillægsord på albummet, så er det inderligt. Inderligt i en grad, som gør oprigtigt ondt, hvis man tager sig tid til at leve sig ind i Leftwichs frustrerende, kærlighedsfyldte og desperat håbefulde univers. Albummet når for mig næsten et sentimentalitetsniveau, der kan konkurrere med Antlers-albummet “Hospice” – i aller, aller bedste forstand!

Benjamin Francis Leftwich – Mayflies

“After The Rain” er en af den type album, du skal lytte til, når du er alene og bare har lyst til at være alene med dine alt for mange følelser. Eller når du bare gerne vil lytte til et fandens godt album! Kæmpe anbefaling og massive mængder kærlighed til Benjamin Francis Leftwich herfra.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Dem skal du høre på UHØRT Festival

UHØRT Festival

Så er det ved at være den tid på året igen. Den anden weekend i august. Nej, jeg snakker ikke om Smukfest, som næste år vender tilbage til denne weekend. Det er derimod blevet tid til den festival, jeg i lang tid har kaldt min yndlingsfestival herhjemme: UHØRT Festival. Jeg må sige, at festivalen har fået skarp konkurrence fra Heartland Festival i år, men jeg glæder mig stadig helt ustyrligt meget til weekenden, hvor jeg for alvor får lov til at dykke ned i primært det danske vækstlag.

Ligesom sidste år har jeg dog tyvstartet lidt ved at være en del af UHØRT Festivals lytteudvalg – hvilket jeg stadig er meget beæret og glad for at have fået lov til. I lytteudvalget lytter vi en lang række bands igennem og giver dem karakterer, så de dygtige mennesker hos UHØRT har et kvalificeret grundlag at booke bands ud fra. I dette indlæg vil jeg guide til mine fem af mine favoritter for hver af de to dage, festivalen står på.

Diet
Fredag klokken 16.40, Hvid Scene
Diet har fået æren af at skyde årets festival i gang fredag eftermiddag, og det er helt sikkert en god grund til at være på pladsen tidligt. Jeg kommer i hvert fald helt sikkert selv til at være der, for jeg vil ikke gå glip af bandet, som i mine ører lyder som Wild Nothing burde have gjort på deres seneste plade. Sådan lød de ikke, men det gør Diet heldigvis. Det er postpunk med shoegaze-elementer, som passer perfekt til en (forhåbentlig) sommer-agtig eftermiddag.

THE ROSA
Fredag klokken 18.00, Sort Scene
Da jeg hørte THE ROSA var jeg dybt chokeret over, at jeg ikke havde hørt om hende før. Hun har nok stærkeste og mest soulfyldte vokal af alle de optrædende i år, så hvis man er til kuldegysfremkaldende soulet r&b-pop, bør man finde vej til de intime rammer (går jeg ud fra, at de er igen i år) ved Sort Scene, når eftermiddag bliver til fredag aften.

Masasolo
Fredag klokken 18.40, Royal Scenen
Jeg ved efterhånden ikke, om Masasolo behøver nogen nærmere introduktion. Det er drømmende poppet rockmusik af den ypperste kaliber, hvilket Morten Søgaard senest gav eksempler på, da jeg havde fornøjelsen af at høre ham på Musik i Lejet. Det er især Morten Søgaards evner som guitarist, som gør Masasolo til et yderst behageligt bekendtskab, hvor man helt ubekymret kan lade sig opsluge af det varme og omfavnende musikalske univers. Hvis du ikke har oplevet Masasolo før, må du ikke gå glip af denne koncert!

JÆRV
Fredag klokken 21.20, Royal Scenen
Amanda Glindvad og JÆRV er en anden artist, som heller ikke har brug for en lang beskrivelse. Søstrene Glindvad – Amandas søster Fine er forsangerinde i CHINAH – har for længst markeret sig som nogle af landets mest lovende kvindelige artister, og det skyldes især evnen til at give helt fænomenale live koncerter (se klippet nedenunder, hvis du er i tvivl). Hvis man vil se et levende bevis på det, så kan jeg kun anbefale at kigge forbi Royal Scenen fredag aften. Det er relativt enkel popmusik, som dog er så gennemført og stilsikkert, at inderligheden og oprigtigheden lyser stjerneklart igennem på en ekstremt rørende facon. JÆRV er min yndlingsartist i 2016. Det er vist den mest uforbeholdne anbefaling, jeg kan komme med.

JÆRV – Skurk (live)

Slowes
Fredag klokken 22.00, Hvid Scene
Det er ikke nemt at skulle følge lige i hælene på en af festivalens hovednavne, men hvis nogen kan gøre det, så er det helt klart Slowes. Duoen har imponeret mig helt vildt med deres interessante take på synthpoppen. De minder mig på mange måder om britiske HONNE, som de seneste par år har været en af mine yndlingsartister. Slowes har dog skiftet overfloden af r&b-elementer ud med en lidt mørkere elektronisk lyd, hvilket nok er den tydeligste markør for, at de rent faktisk er danske og ikke britiske. Tjek dem ud!

AUFORI
Lørdag klokken 16.40, Sort Scene
Min lørdag begynder tidsmæssigt fuldstændig ligesom fredag, men musikalsk er det noget helt andet. Den purunge trio AUFORI laver dansksproget popmusik af den fine og enkle slags. Jeg har indtil videre kun hørt tre numre fra 16-årige Anna Ritsmar og hendes to efterskolevenner Mathilde Sten og Óliver Bernburg, men alle numrene har det til fælles, at de er ekstremt velskrevne, ekstremt nærværende og sammenhængende i en grad, man normalt ikke ville forvente af så unge artister. Jeg glæder mig – især fordi der jo sidste år var en anden ung trio, som væltede UHØRT…

Sweet Tempest
Lørdag klokken 18.00, Sort Scene
Vi bliver hængende ved Sort Scene efter AUFORI-koncerten. Her skal den dansk/engelske duo Sweet Tempest nemlig optræde. Jeg har virkelig svært ved at sætte bandet i bås rent genremæssigt, men de minder mig om old school-udgaven af Blue Foundation; måske er det egentlig mest bare Luna Kira Rud-Petersens stemme, som minder meget om Kirstine Stubbe-Teglbjærgs… Uanset hvad skal det ses som en kæmpe ros! Jeg forventer forelskelse, kærlighed og i det hele taget vildflyvende følelser, når Sweet Tempest spiller lørdag aften. Jeg får kuldegysninger bare af at tænke på det!

Mambe & Danochilango
Lørdag klokken 18.40, Royal Scenen
Lige efter Sweet Tempest SKAL alle simpelthen bevæge sig hen til Royal Scenen, hvor UHØRT Festivals måske mest eksotiske artist nogensinde skal optræde. Mambe & Danochilango stammer fra henholdsvis Colombia og Mexico, og de spiller rytmisk musik med vanvittige mængder energi. Mambe er den kvindelige frontfigur, mens Danochilango som DJ styrer slagets gang – hvis slagets gang da skal styres. Måske skal der bare gives slip? Det tror jeg. Uanset hvordan man vælger at gribe koncerten an, så må man simpelthen ikke gå glip af festivalens bedste musikfest!

The White Dominos
Lørdag klokken 21.20, Royal Scenen
Ingen anbefalingsliste uden en fuldstændig stilren rockartist fra Aarhus. Enter: The White Dominos. The White Dominos er hverken mere eller mindre. Musikken er ekstremt ligetil, men lige netop derfor fungerer den og skaber et musikalsk univers, som alle stort set uanset hvilken musik, man normalt er til, vil kunne elske. Jeg er sikker på, at The White Dominos vil give UHØRT-publikummet lige præcis den vitaminindsprøjtning, der nogle gange kan være brug for, når man så småt nærmer sig festivalens sidste timer.

The White Dominos – Like A Ghost

Alvarado
Lørdag klokken 22.40, Royal Scenen
Alvarado er født i El Salvador, men hun levede sine første i San Francisco på den amerikanske vestkyst, inden hun som 10-årig flyttede til Danmark. For mig er Alvarado et unikum i dansk musik, og hun er et af de mest lysende talenter inden for den klassiske hip hop, som på trods af opvæksten er meget Londonsk i sin lyd. Debut EP’en “Venusian” er velproduceret og giver et godt billede af Alvarado som en seriøs og dedikeret artist, som eftersigende skulle give rigtig gode koncerter. Jeg skal i hvert fald hen og se, om der er noget om snakken.

Det var de 10 navne, der blev plads til, selvom guderne skal vide, at jeg sagtens kunne have anbefalet mange flere. Men det ville måske ødelægge lidt af formålet med listen, hvis jeg anbefalede hele programmet. Min anbefaling vil selvfølgelig være at tjekke de her 10 navne ud, men ellers handler UHØRT i høj grad om bare at gå på opdagelse. Bevæg dig rundt mellem scenerne, og måske – hvis du er heldig – vil du møde et nyt yndlingsband. Det gjorde jeg selv sidste år med Velvet Volume

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

COPENHAGEN PSYCH FEST 2016

Copenhagen Psych Fest billede

Copenhagen Psych Festival 2016 afsluttede sidste weekend med den hedeste syrefest og efterlod mig i en overstimuleret tilstand af alskens farveindtryk og støjfusioner, som stadig synes at vibrere i trommehinderne. På fire dage formåede festivalen at illustrere genrens brede spektrum gennem et alsidigt program, hvor nye såvel som gamle psych bands var repræsenteret.

The Soft Moon spillede onsdag aften på Spillestedet Loppen, og var de første, der virkelig blæste mig omkuld, eller nærmere beskrevet KNOCKED ME OUT! Lyden af The Soft Moon kan beskrives som et hårdtslående og aggressivt mix af industrial og club – genialt! Luis Vasquez er bandets hovedproducer, og sammen med hans to andre musikere blev der udvist et musikalsk niveau og engagement ud over det sædvanlige. Gennem beatsekvenser og ekstremt stimulerende kulminationer paralyserede de publikum og fik Loppen til at sitre i spænding.

Dagen efter var Loppen atter platform for lidt af en spektakulær oplevelse, da bandet Kaleidoscope, en af psych pionererne helt tilbage fra 60/70’erne, lagde vejen forbi. Det var imponerende at se, hvordan forsanger Peter Daltrey formåede at genskabe den saft og kraft, som bandet uden tvivl har besiddet, dengang de farverige psykedeliske lydbølger rullede ind over Europa. Med lukkede øjne ville man aldrig drømme om, at manden bag mikrofonen har 70 år bag sig. Tekst og musik var bibeholdt i 67′ stil med folkloriske kompositioner og et ideologisk tekstunivers. Trods disse referencer var der ingen aldring at spore i hverken samspil eller vokal.

Senere på aftenen skal jeg love for at der blev sprøjtet ungdommelige væsker gennem festivalens årer, da Århusianske Yung rystede Børneteatrets undergrund gevaldigt. Set i forhold til den 50 år ældre Peter Daltrey repræsenterer Yungs forsanger Mikkel Holm Silkjær  med sine blot 21 år en yngre del af årets Psych Fest. Det var et overordentligt ekspressivt, utålmodigt og insisterende skud energi som bandet diskede op med fredag nat. Silkjærs krængende vokal blandet med storladne guitar grooves og fremadfusende rytmer formåede virkelig at udtrykke en ungdommens angst, apati og rastløshed, som ikke kun eksisterer i 80’ernes postpunk, men manifesterer sig hos de fleste gennem de unge år. Yung er kort sagt ALT for meget på den HELT rigtige måde!

Dagen efter fik københavnertrioen Papir lov til at varme Den Grå Hal op. For undertegnede blev de stjerneeksemplet på psych åndens potentiale og styrke. Først og fremmest var niveauet for bandets musikalske evner ekstremt højt, hvilket ligeledes gjorde sig gældende for de andre bands på dette års festival. Hos Papir var samspillet dog helt exceptionelt. I en blanding af semi-improvisationer, sekvenseringer og organiske strukturer tog bandet mig med på en instrumental rejse. Papir formår at drive dig fremad uden garanti for endemålet, men sikkert er det, at du enten må give slip og følge med eller stå helt af. At lade sig føre gennem det konstant foranderlige kræver dog en tillid og tiltro til bandets evner, som skabes gennem musikken. Gennem opbygninger med noter til både jazz, elektronisk, world og rock, konfronterer musikken dig med begreber som uforudsigelighed og uendelighed, termer vi har så svært ved at forstår og acceptere. Denne konfrontation kan lede til følelser som utålmodighed og angst, hvilket får de fleste til at stå af og vende om eller forsvinde i beruselse og distraktioner. Med Papir ved roret, var der dog ingen “tankefliksflakserier”, men i stedet tillid til at give fuldstændig slip. – Og nej, Papir gør hverken brug af magi eller pokémoner, de er bare forbandet dygtige musikere!

På sidstedagen af Copenhagen Psych Fest 2016 blev Fribytterdrømme det perfekte bud på dansefesten lørdag aften. Mange havde nok set frem til bandet Spids Nøgenhat (myself incl.) der var blevet lidt af en headliner. Fribytterdrømme serverede dog et show så overbevisende, at de i sig selv sagtens kunne stå som hovednavnet, og de er helt klart et af de psychfix jeg vil gå efter næste gang jeg får “abstinenser”.

Med annonceringen af dette som deres eneste show i 2016, havde bandet Spids Nøgenhat lagt kævler i ovnen til en ikonisk koncert. Jeg har ikke oplevet bandet før, men rygterne går om trippede koncerter i særklasse, så mine forventninger var høje – heldigvis blev jeg ikke skuffet! Fra første til sidste nummer synes Guf og resten af bandet at indsvøbe Den Grå Hal af stemninger, som nærmest tonede over mod ritualistiske hvælvinger. Bandet og publikum smeltede sammen i en kollektiv fejring af musikken. Ligeledes virkede koncerten som en gensidig hyldest af dette band, som gennem årene har været med til at aktualisere og repræsentere den danske syrerock og bringe mennesker sammen på tværs af baggrund og aldersspænd, blandt andet på en festival som denne!  Koncerten var dog også præget af en alvor og en tyngde, som gjorde det til en både intens, men også rørende oplevelse.

Copenhagen Psych Festival er en hyldest og en fejring af psychkulturen, en kultur der manifesterer sig langt ud over musikken og koncerterne. Det er en ånd, en ambition og et budskab, som rækker tilbage til 60’ernes mantraer om fred, kærlighed og opgør med de gængse konventioner i samfundet. Du bliver nødt til at give slip for at kunne mærke ånden, men lykkedes det dig vil du blive lukket ind i universer af helt andre dimensioner…

Fotograf: Mestellés

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *