Velvet Volume vælter UHØRT

Anmeldelse, Livestemning, Musik Skrevet af lørdag d. 8. august 2015

Velvet Volume

Jeg var egentlig taget på UHØRT med forventningen om, at jeg ikke ville skrive noget derfra og bare nyde festivalen som den ganske ordinære musiknørd, jeg nu en gang er. Men når et band på den måde sparker benene væk under mig og fuldstændig stjæler opmærksomheden og pladsen i hukommelsen fra alle de andre i øvrigt imponerende veludførte liveoptrædener, som Velvet Volume har gjort her til aften, så fortjener det en ganske særlig omtale. At sige at de tre århusianske søstre leverede den bedste koncert på årets UHØRT, vil være en underdrivelse. Nej, de leverede årets bedste koncert. Punktum. Jeg skal nok helt tilbage til Haims koncert på Roskilde sidste år for at finde en koncert, som bare kommer i nærheden af det, som jeg og vel omkring 1000 andre var vidne til på Refshaleøen denne lørdag aften.

Med en energi og en selvsikkerhed, som jeg ville ønske, at jeg havde haft, dengang jeg lige skulle til at starte i 3.g, tryllebandt Velvet Volume publikum fra første sekund, hvilket i en UHØRT-kontekst må siges at være yderst imponerende. Det skal formås på den måde, at selvom publikum for de flestes vedkommende kommer for at høre musik og er villige til at give artisterne ret lang snor, så mærker man hurtigt, hvis interessen ikke er der i form af en stigende summen af hyggesnak. Det oplevede man ikke til Velvet Volume.
Derimod oplevede man en Noa Lachmi, der med sit korte hår, en dyb rocket vokal og en nærmest skræmmende coolness, fungerede som en perfekt kontrast til tvillingesøster Naomis noget mere søde og poppede udtryk. Som en uvirkeligt vellykket fusion af Baby In Vain og Haim med et snert af hedengangne No Doubt og Gwen Stefani. Særligt var jeg imponeret over de tre pigers instrumentale formåen, hvor især Naomi med en beundringsværdig sikkerhed viste, hvor meget hun egentlig formår med en bas over sin spinkle skulder, selvom hendes vokal nok for de fleste vedkommende er det, som vil stå tydeligst i erindringen. Men også lillesøster og trommeslager Nataja fortjener ros med på vejen, da hun – trods en snert af nervøsitet under det første nummer, “Song 1″ – viste, at hun i hvert fald ikke vil stå tilbage for hendes to fremtrædende større søskende. I det hele taget er der ingen tvivl om, at der her er tale om tre yderst talentfulde musikere, som med en alder på bare 18, 18 og 16 år må siges at have tiden foran sig.

Velvet Volume var et af de bands, som jeg på forhånd havde set mest frem til, og derfor også anbefalede, men aftenens koncert oversteg selv mine vildeste drømme, og jeg kan simpelthen ikke finde superlativer nok til at beskrive den oplevelse. Så lad mig bare slutte med at sige, at hvis vi uddelte stjerner, hjerter eller isvafler her på Regnsky, så ville Velvet Volume på en skala fra 1 til 6 fortjene et 8-tal. Og hvis UHØRT havde været en konkurrence, så er der kun ét at sige: Velvet Volume, I vandt UHØRT!


Gå på opdagelse på UHØRT Festival

Event, Musik Skrevet af torsdag d. 6. august 2015

Musikåret 2015 har indtil nu været underligt fragmenteret for mit vedkommende, da jeg i størstedelen af årets første otte måneder har befundet mig på den anden side af jorden i New Zealand i Christchurch, som trods stor charme og en unik historie halter noget bagud, når det kommer til musik- og koncertliv. Derfor var jeg heller ikke mange sekunder om at takke “ja tak”, da UHØRT Festival tilbage i juni spurgte, om jeg havde lyst til at være en del af 2015-udgaven af deres lytteudvalg – side om side med musikalske idoler og dygtige kollegaer. Opgaven bestod kort sagt i at vurdere et solidt udpluk af det nordiske (dog primært danske) musikalske vækstlag, og selv som erklæret musiknørd formåede jeg at blive overrasket af fantastiske artister, jeg aldrig havde hørt om tidligere. Og det er netop den oplevelse af opdagelse, som UHØRT vil give de nysgerrige gæster, som finder vej til Refshaleøen fredag og lørdag.

I alt kan man opleve næsten 40 artister på de to dage, så det kan være svært at få et overblik – og det er egentlig heller ikke meningen. For mig er den bedste måde at tage på UHØRT sådan set bare at kaste sig ud i det og gå til så mange koncerter som muligt uden alt for mange forventninger eller forudindtagede holdninger. Men hvis du alligevel godt kan lide at forberede dig lidt, vil jeg komme med tre anbefalinger til de respektive dage, som du bare ikke må gå glip af.

Paper Tigers: Fredag 7/8 klokken 17.30-18.00, Tak Rock Scene
Sammen med blandt andre Kejthåndet, Mund de Carlo og den nyslåede vinder af DRs Karrierekanonen Nick SwayPaper Tigers betragtes som et af årets største og klart mest rutinerede navne på en festival, hvis primære tiltrækningskraft er manglen på hovednavne. Paper Tigers er et band, som er ekstremt nemt at gå til – eller ekstremt nemt at hade – afhængigt af, hvordan man har det med god, gedigen britrock. De ligner briter, de lyder som briter, men de er ganske danske. Jeg havde fornøjelsen af at høre dem live på SPOT for to år siden, og jeg vil anbefale, at du gør mig selskab ved Tak Rock Scenen fredag eftermiddag til en hyggelig og forhåbentlig veloplagt indledning på festivalen.

Paper Tigers – Head Over Heels

Rest In Beats: Fredag 7/8 klokken 18.10-18.40, Hvid Scene
Lige så snart Paper Tigers forlader scenen, vil det være en rigtig god idé at bevæge sig mod Hvid Scene. Her står Rest In Beats nemlig klar bare 10 minutter senere til at sende dig ud på en vidunderlig rumrejse ledsaget af sangerinde Rezwan Farmis omfavnende vokal og en velskrevet lyrik. Rest In Beats var et af de bands, som jeg ikke kendte noget til, inden jeg begyndte arbejdet med at vurdere de mange bands, men i dag står de absolut øverst på min liste over “must-hears” på årets UHØRT. Som navnet lægger op til, er bandets omdrejningspunkt en beat-baseret produktion, som giver plads til Farmis hip-hoppede vokal, hvilket resulterer i et unikt drømmende udtryk. Årets anbefaling!

Rest In Beats – Stadigvæk

Shy shy shy: Fredag 7/8 klokken 20.10-20.40, Tak Rock Scene
Shy shy shy sender mig fra første sekund ud på en tids- og genrerejse, som bringer mig tæt på Depeche Mode i deres storhedstid for snart en halv menneskealder siden, men som også trækker tråde til på en og samme tid den selvdestruktive lyd fra mit elskede Seattle og den ubekymrede lyd fra surfpoppens højborg, Californien. Shy shy shy er et unikum på den danske musikscene, og alene derfor fortjener de en klar anbefaling. At de så derudover fremstår ekstremt stilsikre med et gennemført udtryk, er kun en bonus for det unge band, som jeg sagtens kunne se slå igennem internationalt og om fem år stå som det største navn fra dette års festival. Potentialet på både Do Not Ask og In The Palm of My Hand er i hvert fald ikke til at tage fejl af.

Shy shy shy – Do Not Ask

Faunea: Lørdag 8/8 klokken 16.40-17.10, Sort Scene
Hvis man skulle være ramt af tømmermænd eller andet og har svært ved at komme op om lørdagen, så er det selvfølgelig i orden. Men jeg vil nu alligevel sige, at man skal være til stede 16.40, når dansk-peruvianske Faunea indtager Sort Scene. Fauneas elektroniske lyd er til tider storslået og pompøs, men samtidig inderlig og minimalistisk med tunge synths og en vokal, som i sig selv kan befinde sig både i Peru og Danmark i løbet af bare et enkelt nummer. Jeg forventer, at Fauneas koncert bliver en af de koncerter, hvor man føler sig indhyllet og nærmest krammet af musikken, og hvor lyttesansen ikke er den eneste sans, som kommer i spil.

Faunea – Cope

Kejthåndet: Lørdag 8/8 klokken 18.40-19.10, Tak Rock Scene
Jeg nævnte tidligere Kejthåndet som et af årets formodede hovednavne, og de får da også en anbefaling med herfra. Jeg var aldrig i tvivl om, at de ville blive booket til festivalen, da jeg så deres navn blandt de oprindelige ansøgere, og det fejlede da heller ikke. Med P3-hittet Det Ville Vokse i baghånden er mine forventninger enorme, og de er nok det bedste bud på en dansksproget artist, som på sigt kan gå i fodsporene på Minds of 99 og blive et fast element på landets festivaler og i høretelefonerne på en stor del af den danske befolkning. Med en nærmest Steffen Brandtsk vokal er syng-med-potentialet i orden, og hyggen vil formentlig være i højsædet foran Tak Rock Scenen lørdag aften.

Kejthåndet – Det Ville Vokse

Velvet Volume: Lørdag 8/8 klokken 20.00-20.30, Tak Rock Scene
Fra hygge og fællessang skal vi over i en helt anden boldgade, når de tre søstre i Velvet Volume går på scenen en lille time efter Kejthåndet. Det er trashet, det er råt, og det er helt fantastisk. Som en hardcore udgave af Haim-søstrene leverer Velvet Volume rock på den helt autentiske, naturlige og simple facon, som alle kan forstå. Så hvis du bare har den mindste smule rock i kroppen og eventuelt har et godt øre til deres sjælesøstre i Baby In Vain, fortjener Velvet Volume bestemt en stor stjerne i dit program. Jeg kommer i hvert fald til at rocke med; forhåbentlig med en kold fadøl i hånden, mens årets festival så småt nærmer sig sine sidste timer.

Velvet Volume – There’s Nothing Here

Der er med andre ord noget til enhver smag på årets UHØRT, uanset om du måtte være mest til hiphop, pop, elektronisk musik eller rock i både den bløde britiske og hårde danske ende. Så hvis du ikke ved, hvad du skal bruge din weekend på, er UHØRT bestemt et godt bud som den festival i landet, hvor du får mest musik for pengene. Jeg ved, at jeg skal høre lidt af det hele, og som sagt er disse seks anbefalinger kun som at dyppe tåspidserne i vandkanten – UHØRT er et sted, hvor man går på opdagelse.


Paul McCartney – Charmerende og selvsikker tur ned ad Memory Lane

Livestemning, Roskilde Festival Skrevet af søndag d. 12. juli 2015
Paul McCartney havde fat i alle aldre på årets festival (Billede fra Paul McCartneys Facebook-side)

Paul McCartney havde fat i alle aldre på årets festival (Billede fra Paul McCartneys Facebook-side)

Det er en uge siden, de sidste festivalgængere måtte forlade Dyrskuepladsen og gøre plads til bulldozerne, som hvert år fjerner de sidste telte og pavilloner. Tilbage er kun de afblegede græspletter til at vidne om over 100.000 menneskers fest. Roskilde Festival spillede til langt ud på lørdag nat, men min festival lukkede med årets absolutte hovednavn: Paul McCartney. For mig var han ikke kun dette års hovednavn, men det absolutte hovednavn på alle de Roskilde’r, jeg har været med til.

Når man ligger i kø til koncerter på Roskilde, må man være parat til at tage imod diverse kommentarer fra forbipasserende, der ikke forstår, hvorfor man bruger så meget tid på en kunstner, som, de ikke mener, er tiden værdig. Således også i køen til Paul McCartney. For selvom man har været medlem af et af de største rockbands gennem tiderne – hvis ikke det største – er man åbenbart ikke selvskrevet til Orange Scene. Min lillebror, som var med mig i køen, måtte høre sin veninde vantro og grinende spørge: “Paul?! Hvorfor?“. Hun fulgte strømmen af mennesker, der netop havde overværet Nicki Minaj på den store scene. Hendes berettigelse til at kritisere min lillebrors valg af musik virkede derfor for mig meget lille. Nå! Ikke mere mavesurhed fra denne skribent, for resten af aftenen skulle kun vise sig at være yderst positiv.

Hver gang Roskilde Festival booker et navn med ældre produktionsdato, diskuterer man, om de nu også hører til på festivalen. For er de ikke passé? Skulle vi ikke bare koncentrere os om nutiden? Roskilde Festival har især i de seneste år vist, at de i den grad følger med tiden. De er i mindre grad bange for at booke et navn som Pharrell Williams (eller Nicki Minaj), fordi de afspejler nuet. Det betyder i øjeblikket mindre rock og mere pop, når vi kigger på hovednavnene – de navne, der sandsynligvis afgør, om der bliver udsolgt eller ej. Heldigvis gør Roskilde meget mere end at afspejle tiden og fedte for mainstreampublikummet. Det viser sig tydeligt, når man kigger på de anmeldelser, Regnsky har lavet i løbet af ugen. Når Roskilde booker navne som Neil Young, Bruce Springsteen og Paul McCartney, viser festivalen stor respekt for disse navne, som har haft enorm indflydelse på musikken. Desuden er det en unik mulighed for at opleve navne, som især det yngre segment på Roskilde ikke ville købe billet til, hvis de for eksempel spillede i Parken. Men hvor kom vi fra?

Én gang Beatles, altid beatles
Paul McCartney på Orange Scene har jeg set frem til længe. Det har altid været mit største ønske at se ham øverst på plakaten, men jeg troede faktisk ikke, det var muligt. Nu stod vi så der i pitten foran Orange. Klokken var 21, og der var en time til Paul skulle gå på. På storskærmene rullede kollager af billeder fra Pauls liv. For mig stod især én ting klart: Paul er ikke bange for at omfavne sin tid i The Beatles. I et interview har han sagt, at nogle gange pludselig går det op for ham, at han var en del af dem. “I was a Beatle!”. Det står i kontrast til John Lennon, som især i tiden lige efter The Beatles opløsning havde meget travlt med at distancere sig fra sin fortid. Havde John Lennon været i live i dag, havde han måske været anderledes positivt stemt over for sit gamle band. Men det finder vi desværre aldrig ud af. Paul prøver derimod ikke at skjule sin tid som Beatle – han viser den stolt frem. Det skulle også blive tydeligt lørdag aften, hvor 25 af de 39 fremførte sange var Beatles-sange.

Han lagde ud med titelsangen på albummet Magical Mystery Tour, hvor Paul synger “The magical mystery tour is hoping to take you away“. Og det prøvede han så at gøre. At tage os væk. Det lykkedes på sin vis også. Paul havde publikum i sin hule hånd. Ikke mindst i kraft at sin evne til at underholde, som han har haft ufatteligt mange år til at øve sig i. The Beatles var også kendt for sin humor, og den havde Paul bestemt ikke lade ligge hjemme. Den mere onde sarkastiske humor så vi dog ikke noget til. Men det var måske i højere John Lennon og George Harrison, der stod for den. Men kendetegnende for Paul McCartney er, at han i den grad er en folkelig Beatle. Han ved godt, hvad han skal gøre for at få publikum til at skrige. Og det gjorde han med danske fraser og flagren med Dannebrog og Union Jack. For er der noget, der virker i Danmark, så er det, når vi tror, at udlandet gives a shit about us. At Paul McCartney nok har gjort sådan i samtlige lande, han har turneret, vælger vi at se bort fra.

Hjerteskærende dedikationer
Med ovenstående beskrivelse kan det godt komme til at lyde som om, at Paul kørte lidt for meget på automatpilot. Det havde jeg frygtet, han ville gøre. Men det gjorde han ikke. Paul var veloplagt og charmerende. Hans stemme startede lidt dirrende, men han sang sig i den grad varm. Det er ganske enkelt imponerende, at han stadig har energien som 73-årig efter 55 år i gamet. Højdepunkterne var uden tvivl, når han dedikerede en sang til en af de mange mennesker, han har mistet. “This is for Linda,” sagde han om sangen til sin første kone og sit livs kærlighed, som døde af brystkræft i 1998. Og så slog han tonerne an til Maybe I’m Amazed, som han sang og spillede så desperat, at jeg ikke kunne lade være med at få en klump i halsen.

Værst skulle det dog blive for mig, da Paul havde afsluttet Blackbird og var blevet løftet flere meter op i luften med scenen. Deroppe introducerede han sangen Here Today med ordene “For my dear friend John”. Og så måtte jeg for første gang i mine ti festivaler lade en tåre trille. Havde jeg ikke været klar over, at jeg stod blandt tusinder af mennesker, havde jeg nok tudbrølet. I stedet prøvede jeg at reducere det til en ustoppelig bævren med hagen. Lige så svært var det at holde tårerne tilbage, da Paul senere spillede George Harrisons Something, som han selvfølgelig dedikerede til forfatteren. Something bød også på en overraskende høj fællessang.

De eneste smuttere den aften skulle være The Long and Winding Road, som trommerne fik til at lyde underligt tung. I’ve Just Seen a Face lød pludselig som om, den var skrevet i Nashville i stedet for Liverpool. Herudover kunne Paul også godt have skrottet sange som Ob-la-di Ob-la-da, All Together Now og computerspilsangen Hope for the Future fra setlisten. I stedet kunne han have givet plads til Beatles-sange som Oh! Darling og Yesterday og Jet fra Wings-tiden.

Respekt for fortiden
Men man kan ikke få alt. Og jeg skal på ingen måde klage. Paul McCartney leverede en fantastisk flot koncert, der også bød på fyrværkeri og ildkanoner, så selv hovedpersonen måtte lægge sig hovedrystende over klaveret. Paul er på ingen måde udbrændt. Han lever selvfølgelig stadig højt på sin fortid, men han fremfører musikken så sikkert, at det undgår at blive komisk eller ynkeligt. Og det skal han have stor tak og respekt for. Aftenens afsluttende numre bød på Golden Slumbers, Carry That Weight og meget passende The End, præcis som de slutter på albummet Abbey Road.

And in the end, the love you take is equal to the love you make,” sang Paul. Mere præcis kunne den aften vist ikke beskrives.


The Tallest Man on Earth – Energisk hyggemusik

Livestemning, Musik, Roskilde Festival Skrevet af tirsdag d. 7. juli 2015

I fredags under Roskilde Festival var Rose og Peter sammen taget til koncert med svenske Kristian Matsson, som de fleste nok kender bedre under hans ironiske kunstnernavn The Tallest Man on Earth. For begge var den 32-årige svensker på forhånd definitionen af baggrunds-hygge-musik, men hvordan klarede den knap så høje artist egentlig at skulle træde frem i forgrunden for en stund på et steghedt Arena?

Peter: Hvad synes du overordnet set om koncerten?

Rose: Overordnet set var jeg rigtig, rigtig glad. Mest af alt på grund af hans…

P: …mange guitarskift?

R: Også det! Hans fuldstændig sindssyge evne til at multitaske og skifte rundt mellem guitarerne. Men allermest på grund af hans evne til at danse, på trods af at det ikke ligefrem er musik, der indbyder til dans.

P: Ja, det var en lidt sjov og akavet dans, men det fungerede alligevel rigtig godt.

R: Han spankulerede rigtig rundt på scenen. Jeg lagde også mærke til, at han hele tiden var oppe på tå og lidt nede i knæene. Han kunne slet ikke sætte fødderne fladt på jorden, ikke engang da han trak den der stol frem. Hvis den mand havde haft en hat, der kunne holde hans mikrofon, så var der intet, der kunne afholde ham fra at danse rundt på scenen konstant. Det eneste, der afholdt ham fra det, var, når han død og pine skulle synge ind i den mikrofon.

P: Ja, han virkede meget, meget engageret. Det mindede mig lidt om for fire år siden, da jeg hørte Bright Eyes på Arena. Det var meget den samme oplevelse. Når man hører musikken hjemme på anlægget, fornemmer man ikke, at han er så energisk, men når han så kommer op på scenen, så sker der noget.

R: Ja, det er noget af en kontrast. Men når musikken bliver spillet live, så egner den sig bedre, for der er jo faktisk ganske meget rytme. Det er dansevenligt, så snart lyden er høj nok, og trommerne kan få lov at buldre igennem.

P: Der var lige et par gange, hvor jeg tænkte, at det var på grænsen til at blive lidt for dansktop/syng-med-agtigt. Men det lykkedes ham at finde den rette balance.

R: Omvendt var der også et par numre, hvor det bare var ham på guitaren, og folk var helt klar på at klappe og synge med. Der kunne han godt have improviseret og givet plads til, at det kunne have udfoldet sig. Men i stedet holdt han sig tæt på album-versionen, så klappene hurtigt stilnede af igen, da han begyndte at synge. Det var lidt en skam.

P: Jeg kunne meget godt lide det segment, hvor han var alene på scenen og blandt andet spillede en nærværende version af Love Is All. Det var første gang, at publikum for alvor kom med, fordi alle kendte sangen.

The Tallest Man on Earth – Love Is All

R: Ja. De fleste koncerter har godt af en vis grad af sing-along. Og den her kunne godt have tålt et lille hak mere efter min mening. Men hvad var din samlede oplevelse af koncerten?

P: Jeg var rigtig glad for det meste af koncerten. Jeg synes dog, at slutningen var lidt kedelig, fordi han sluttede med 2-3 lidt stille sange, og der var da et par sange, jeg gerne ville have hørt også. Han kunne godt have sluttet med lidt mere energi. Det virkede som om, han havde en masse energi tilbage.

R: Hvad ville du gerne have hørt?

P: King of Spain og I Won’t Be Found blandt andet.

The Tallest Man on Earth – King of Spain

R: Enig. Men det er rigtigt, at han havde meget mere energi i starten end i sidste halvdel af koncerten.

P: Når jeg tænker lidt mere over det, så er det fair nok, når han har danset så meget rundt.

R: Ja, efter min mening er han total frikendt al kritik efter at have leveret den start! Det må have været hårdt.

P: Han svedte også meget.

R: Det dryppede af ham!

Så selvom The Tallest Man on Earth havde svært ved at holde dampen oppe hele vejen i de kogende temperaturer, var det alligevel to glade regnskyere, som kunne gå ud i Roskildes støvskyer med visheden om, at The Smallest Swede on Earth bestemt kunne bære at være andet end baggrundsmusik.


Florence + the Machine: Magtdemonstration fra en teatralsk kærlighedsgudinde

Livestemning, Roskilde Festival Skrevet af lørdag d. 4. juli 2015

Jeg var i starten af min gymnasietid, da Florence + The Machine havde sit gennembrud. I mine ører har de altid leveret noget af det allermest sensommer-festivalegnede musik, jeg kan forestille mig. I gymnasiet drømte jeg da også ofte om at opleve dem live med storslået strygerensemble og føle alle de følelser, Florence Welch så mesterligt brygger sine tekster og sin lyd på. Trods det manglende strygerensemble og kor torsdag aften, var følelserne så koncentrerede, at man kunne have kogt bouillon på dem, og jeg blev således sendt stik tilbage til min drømmende og hormonspækkede gymnasietid.

Florence viste denne aften, at hun er en yderst kompleks og kontrastfuld musiker og performer. Barfodet og hvidklædt havde hun skruet helt op for sin karakteristiske stage performance, der var en tryllebindende kontrast mellem at springe rundt på scenen til at stå helt stille med langsomme, intense bevægelser, der ind imellem sendte tankerne over på tai-chi.

Florence Welch. Foto: Lasse Lagoni

Florence Welch leverede også store følelser med små bevægelser. Foto: Lasse Lagoni

 

Det var en ualmindeligt heldig fanskare i pitten, der blev forkælet og kredset om af en meget kærlig og gavmild Florence Welch, der hele tre gange bevægede sig ned blandt publikum – uden den mindste påvirkning af hendes stensikre vokal. Om Florences anstrengelser også nåede uden for pitten, skal jeg ikke gøre mig klog på, men dårlig lyd kan i hvert fald ikke have været et kritikpunkt for nogen. Florences stemme trængte evigt ubesværet igennem, så det stod i stor kontrast til, når hun med den blideste, sarte stemme sweet talk’ede publikum mellem numrene. Her agerede hun kærlighedsguru og gav evigt gyldige livsråd blandet med anekdoter, eksempelvis indledende til titelmelodien fra det tredje og seneste albums, How Big, How Blue, How Beautiful.

For mig bekræftede Florence Welch eviggyldigheden af sin samling af ballader, som jeg til min overraskelse var væsentligt mere befaren i, end jeg havde troet på forhånd. Jeg forlod pitten sammen med resten af det hypnotiserede publikum under talrige erklæringer om, at Florence Welch er den sejeste kvinde i verden. Og det føltes som om, jeg havde forelsket mig på ny.


WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass