Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!”

Uendeligheder af rytmer og harmoniske sammensætninger via auditive tråde som spinder sig på kryds og tværs mellem beat, rytme og klang. Foran mig og indeni sker oplevelsen, oplevelsen som jeg uforløsende prøver at sætte ord på, men som ideelt bør sanses. Jeg er på Jazzhus Montmarte der i anledning af premieren af deres nye månedlige koncept “Monten” har fået fornemt besøg af den instrumentale hip hop trio Athletic Progression. Musikken, rummet og bandet fylder atmosfæren omkring mig såvel som indeni og skaber farver for mit indre blik, farver der skifter som det musikalske flow udspiller sig. Det er damn tight, uforudsigeligt og frækt. Det ligner de står på scenen og leger, men tag ikke fejl, progressionerne i lyd og flow er professionalisme og innovation i de høje grader..

I foråret skrev regnskys gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen om sin oplevelse, da hun fredag aften i maj havnede til Athletic Progressions koncert på sidste års Spot festival. Marie Louise beskrev koncerten som en sammensmeltning mellem det elektroniske i brugen af samplings og det organiske i form af bandets instrumentale og yderst musikalske virke. Det er deres lyd – altså Athletic Progression, som fylder mine øregange på denne fredag aften i januar. Selvom det kun i begrænset omfang kan spores, at kalenderåret spår om lysere tider, er åbningsfesten af Monten her på Jazzhus Montmartre et energiorgie af lyd-sætninger og forventningsspirer mellem publikum og artister.

Forbindelser er kodeordet her. Forbindelser som de auditive tråde mellem mennesker og maskine, natur og kultur. Forbindelser som den instrumentale hip-hop trio spinder sig ind, ud og imellem. Forbindelser mellem traditioner af jazz, funk og neo soul. De musikalske forbindelser. Men også forbindelser mellem fortid, nutid og fremtid. Forbindelser til det historisk finder vi også i navnet Monten som Montmartres nye månedlige koncertkoncept hedder. Monten er nemlig kælenavnet for hvad der i jazzkredse associeres med den åbne atmosfære på Jazzhuset Montmartre, som i 60’erne og 70’erne turde udfordre publikum og de eksisterende genrekonventioner.

I samme ånd relanceres Monten på ny, som en tilbagevendende begivenhed med udvalgte koncerter, der indbyder til undersøgelse og bevægelser rundt i jazzens grænseflader. Det er fusioner af genrer, stilarter og mennesker som mødes her, og giver et rum og et bud på hvordan jazzen også kan føre os hen. Det er livestemningen, rummet og momentet som byder dig ind i Montens udforskende og nysgerrige musikalske rum, med plads til det skæve, det skarpe det sexede og det udfordrende.

Om du er en hardcore jazz-avantgardist, eller som jeg, blot nysgerrigt er troppet op til en lytter, skal der nok være noget at komme efter, når Monten præsenterer og udfolder en række jazzmusikalske potentialer gennem genrefusioner og koblinger af artister fra ind og udland. Der var i hvert fald noget at komme efter for mig denne fredag aften i selskab med de ekstremt dygtige drenge i Athletic Progression som denne aften  havde fået ekstra selskab af knaldhamrende dygtige saxofonist Oilly Wallace. En presserende influenza måtte desværre sende mig tidligt hjem, men rygterne taler om en veldrejet efterfest med DJ-sets fra ingen ringere end skønne Astrid Engberg, Dee Brown og Simon Dokkedal.

Monten er et tilbagevendende koncept med udvalgte koncerter – inkl. et unikt live-setup med bla. Jonathan Bremer og Morten McCoy til Vinterjazz 2018 – og DJ-sets. De første internationale bookinger præsenteres snart på Jazzhus Montmartres facebook og hjemmeside som du kan finde her 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ode to The Cranberries

The Cranberries Regnsky

Hvis der er én vokal, der definerer begyndelsen på min musiknørderi, så er det den, som irske Dolores O’Riordan fra The Cranberries var i besiddelse af indtil i dag. En ikonisk vokal som vi fremover kun vil kunne opleve på bånd efter hendes alt, alt for tidlige død. Hun blev blot 46 år gammel, hvilket i sig selv er utroligt, når hun altid har været der. I hvert fald i mit liv.

For mig vil The Cranberries for evigt være lig med “No Need To Argue“-pladen fra 1994 – og senere i livet også 1993-udgivelsen, “Everybody Else Is Doing It, So Why Can’t We?“.
Det var mine første spæde skridt ind i den alternative rockmusik, som jeg ikke har forladt siden, og det – No Need To Argue, altså – er derfor et album, som trods sin til tider svingende kvalitet altid vil stå mit hjerte meget nært.

Det var starten på min nuværende hobby. Det var soundtracket til min første ægte forelskelse, som jeg nød på min folkeskolevenindes discman på vej hjem fra folkeskoletræf med DSU. Det var den første CD, jeg købte for mine egne penge.
Og så var det ikke mindst albummet med udødelige klassikere som “Ode To My Family“, “I Can’t Be With You” og selvfølgelig “Zombie“, som jeg stadig den dag i dag hiver frem, når jeg er i mit sentimentale hjørne.

Sidstnævnte er muligvis det nummer, jeg har lyttet absolut flest gange til i løbet af mine spæde præ-teen år – og også pænt ind i teenageårene. Jeg kan stadig hele teksten, som desværre sagtens kan oversættes til den nuværende verdenssituation og stadig være omtrent lige så aktuel som dengang. Sangen handler om den langvarige irske konflikt, som briterne var millimeter fra igen at sætte ild i med Brexit. Fordi mennesker glemmer. Vi bliver selvtilfredse og opbygger en falsk tryghed. Der kan “Zombie” forhåbentlig for evigt være med til at minde os om, hvorfor det aldrig må ske.

For det er en af musikkens vigtigste funktioner. Nej, det er en af kulturens vigtigste funktioner; at minde os om og hjælpe os med at undgå at gentage fortidens fejltagelser. At huske os på det vi lærte engang, og som vi siden har glemt i fredens og tryghedens omklamrende hvilen-på-laurbærene. Så tak for det. Tusind tak for den evige påmindelse, som musik kan være, hvis vi gider at lytte. Lad mig slutte med endnu en påmindelse.

Hvil i fred, Dolores O’Riordan.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky anbefaler: VEGAs Udvalgte 2018

Vegas Udvalgte 2018 Regnsky

Et nyt år betyder en ny omgang VEGAs Udvalgte, og traditionen tro er der lagt op til en aften i fællesskab med nogle af landets absolut største talenter fra det danske vækstlag. VEGAs Udvalgte 2018 finder sted på, surprise, Lille VEGA fredag den 26. januar, og herfra kan der kun lyde en kæmpe anbefaling om at dukke op – uanset om du kender de optrædende artister eller ej. En af dem kunne jo være den nye eller den nye CHINAH

Men hvis du alligevel gerne vil vide lidt mere om, hvad du går ind til, så vil jeg herunder guide til mine tre favoritter blandt årets seks navne.

Molina
Synthpopperen Molina er nok den artist, jeg er allermest spændt på at opleve til VEGAs Udvalgte. Jeg så hende live for første gang for snart et år siden til en showcase i Absalon, og ved den lejlighed var der både masser af gode takter og en hel del plads til udvikling i hendes livelyd. For der er absolut ingen tvivl om, at Rebecca Molina har talent, hvilket alle, der har lyttet til debut-EP’en “Corpus”, må være enige i. Nu håber jeg så bare, at hun for alvor formår at brage igennem den 26. januar, som så mange andre har gjort før hende til VEGAs Udvalgte.

Minder lidt om: Grimes

Lyt på forhånd til: Salvation

Fugleflugten
Faste læsere af Regnsky vil vide, at Fugleflugten ikke er “fucking shoegaze”, men VEGA har alligevel dristet sig til at beskrive den fænomenale danske kvartet som “klassisk shoegaze”. Jeg vil bare nøjes med at kalde dem det formentlig mest stilsikre band blandt årets seks talenter, og som dem, jeg er allermest sikker på, vil give mig en fantastisk musikalsk oplevelse til den traditionsrige showcase. De har allerede to EP’er på CV’et, og selvom den nyeste af de to – “Bølgevækker” – har givet dem mest opmærksomhed, vil jeg alligevel anbefale, at man først og fremmest tjekker “Aftenpragtstjerne” ud. Men hey, tjek nu bare begge EP’er ud!

Minder lidt om: The Cure

Lyt på forhånd til: Ensom Galakse

Drew
Jeg slutter mine anbefalinger af med årets absolut mest ubeskrevne blad i form af sangerinden Drew. Hun har endnu ikke udgivet en eneste single, men alligevel har hun allerede opbygget en ganske solid fanbase efter supportjobs for Duné og Alex Vargas samt en ganske udmærket optræden på sidste års SPOT Festival. Hendes musik lægger sig op af andre kvindelige solister som Banks, Charli XCX og Halsey og kan vel bedst beskrives som legende popmusik med attitude. Det, jeg har hørt indtil videre, er utroligt lækkert, og jeg glæder mig til at se, hvor meget hun har rykket sig siden SPOT.

Minder lidt om: Banks

Lyt på forhånd til: Runner

Det var mine tre anbefalinger forud for VEGAs Udvalgte 2018, men jeg glæder mig så absolut til at opleve alle seks optrædende. De tre resterende artister er den stærke vokalist Jada, sidste års P3-darlings Vera og TAN med det yderst seværdige sceneshow. Køb så billet og duk op den 26. januar! Det vil du ikke fortryde.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

RUNNING MUSIC – Teitur/Mads Björn 2017

Visuelt cover af Esben Hjorth

“Et drømmende, ambient univers – med masser af beat og fremdrift..”

Sådan lød Mads Björns og Teiturs ambition i samarbejdet om det 35 minutter lange musikstykke til brug under løbeturen eller andre bevægelsesformer. Det drømmende, ambiente univers udfolder sig over EP’ens 35 minuter og er en god omgang vellyd (selv når man ikke motionerer). 1. januar havde EP’en “Running music” release via Stella Polaris Music, og der er noget at komme efter, uanset om du har sportsskoene på eller bare trænger til en omgang organisk upbeat fra de to lydorakler.  Med navne på sportstjerner som Serena Williams, Carl Lewis og Jane Fonda udspiller tracket sig fra 120 bpm, topper ved 180 og ender atter ved 120, hvorefter du har udført 35 minutters motion. Det er kvalitetsmusik, det er gennemtænkt og helt automatisk driver det dig fremad og presser dig ved blot at følge beatet.

Mads Bjørn og Teitur har skabt et brugbart stykke musik uden at gå på kompromis med kvalitet og udtryk, og på den måde er 2018 nu godt i gang – mere af det tak!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Her er årets 10 mest læste artikler på Regnsky anno 2017

Regnsky logo

Det er den tid på året, og vi skal igen finde ud af, hvilke artikler I var vildest med at læse på Regnsky i løbet af det forgangne år. Så her kommer en top 10 over de mest læste artikler på Regnsky i 2017:

Nummer 10: Roskilde Festival: Disse nordiske artister skal du høre!
Min Roskilde Festival anno 2017 stod i den grad i de nordiske artister tegn, og det var åbenbart også noget, som I syntes, var interessant at dykke lidt mere ned i. I hvert fald blev min optaktsartikel om, hvilke nordiske artister man særligt burde holde øje med på #rf17 årets tiende mest læste artikel.

Læs artiklen her.

Nummer 9: Rasmus anbefaler: Uhørt Festival!
På niendepladsen finder vi endnu en anbefalingsartikel. Denne gang er det min personlige yndlingsfestival (sammen med Heartland Festival), nemlig UHØRT Festival, der står bag. Her guidede Rasmus blandt andre til Sherpa, Motorique og selvfølgelig Fugleflugten.

Læs artiklen her.

Nummer 8: UHØRT Festival: En insider’s guide
Jeg ville også selv være med på anbefalingsbølgen på UHØRT, og selvom det selvfølgelig ikke er en konkurrence, så er jeg da en lille smule glad for, at min artikel slog Rasmus’ på de allermindste marginaler. Ja, der er i skrivende stund én person mere, der har læst min artikel end Rasmus’. Måske rykker det sig inden nytår? Hvis du vil genopdage nogle af årets UHØRT-navne, kan du i hvert fald med fordel læse begge vores artikler.

Læs artiklen her.

Nummer 7: “Du sidder jo og snakker med os nu, kan man sige”
Som årets syvende mest læste artikel på Regnsky finder vi min absolutte yndlingsartikel fra det snart forgangne år. Rasmus havde fornøjelsen af at møde Troels Abrahamsen fra danske VETO på Heartland Festival 2017, og det kom der et helt fantastisk interview ud af. Rasmus valgte den kritisk-undrende vinkel, og Troels havde heldigvis lyst til at lege med. Hvis du kun vil læse én artikel fra denne liste, bør det være den her!

Læs artiklen her.

Nummer 6: Premiere: Rest in Beats – Fugle kan dø
Det var egentlig i 2016, at vi havde premiere på Rest in Beats eminente nummer “Fugle kan dø“, men artiklen sniger sig alligevel ind på en imponerende sjetteplads for 2017. Det siger lidt om jeres begejstring for den talentfulde duo – og ikke mindst noget om det år, som Rest in Beats har haft med ikke mindst en velfortjent sejr hos Karrierekanonen. Jeg glæder mig helt vildt til at følge de to fremover!

Læs artiklen her.

Nummer 5: Sublim kvalitet blandt programmet på Uhørt!
I er simpelthen bare vilde med UHØRT Festival – og det forstår jeg selvfølgelig godt! Rasmus gjorde status ovenpå festivalen, og det her markerer samtidig hans mest læste artikel i 2017. Genoplev blandt andre kuldegysfremkaldende BROER, frødansende JJ Paulo og verdensstjerne-in-spe Iris Gold.

Læs artiklen her.

Nummer 4: PREMIERE: Eugenia – Byen
Byen” fra Eugenia er formentlig mit danske yndlingsnummer fra det år, der snart er gået. Og skal man tro læsertallene, så er det også jeres. Artiklen blev i hvert fald den mest læste ikke-festival-relaterede artikel i 2017. Stort tillykke til Eugenia, som jeg venter mig store ting fra i 2018.

Læs artiklen her.

Nummer 3: Roskilde Festival: Ikke tale, bare snakke…
Den artikel, jeg selv er mest tilfreds med at have skrevet i 2017, er uden tvivl denne. Jeg tager fat i en af mine gamle kæpheste – eller faktisk to kæpheste: Folk, der taler til koncerter, og kunstnernes egen formåen inden for talens kunst. Det er en egentlig en artikel, jeg længe har haft lyst til at skrive, og heldigvis gav Roskilde Festival mig en god anledning til at gøre det. Og så er det jo altid en fornøjelse at citere Peter Sommer

Læs artiklen her.

Nummer 2: Haven Festival: Band of Horses var som en halvkedelig begravelse
Negativitet sælger. Åbenbart. Okay, det er ikke en kæmpe overraskelse for mig, da der trods alt findes anmeldere derude, der lever af den slags. Men jeg havde godt nok ikke forventet, at min relativt elendige musikalske oplevelse i selskab med Band of Horses på jomfruudgaven af Haven Festival skulle trække så mange læsere til vores søde blog. Når jeg læser min anmeldelse i dag, synes jeg faktisk ikke, at den er såååå negativ igen – så vi ér stadig Danmarks sødeste musikblog!

Læs artiklen her.

Nummer 1: Århusianske overraskelser blev favoritten
Årets mest læste artikel på Regnsky står en gæsteskribent for. Ja, jeg ved sgu ikke, hvem det siger mest om. Jeg tager det bare som et tegn på, at vi er gode til at spotte talenter. Marie Louise spottede selv Athletic Progression på årets SPOT Festival, og det var I tydeligvis vilde med at læse om. Så vilde, at det blev årets ubetinget mest læste artikel på Regnsky.

Læs artiklen her.

Det var årets top 10! Tusind, tusind tak til alle, der har læst med i 2017 – vi håber selvfølgelig, at I også har lyst til at være med i 2018. Vi er i hvert fald klar til at give den hele skrivearmen og vise jer det bedste, musikdanmark har at give jer! Godt nytår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *