Lad Fugleflugtens nye EP være soundtracket til dit efterår

ENDELIG, ENDELIG, ENDELIG kommer Fugleflugtens anden EP “Bølgevækker”. Det er den EP, du har gået og ventet på. Du vidste det bare ikke, før du hørte den. Eller at jeg fortalte dig det.

Siden jeg stødte på nummeret “Alt Der Glimter” på Roskilde Festivalens Spotify-playliste i foråret en gang, har jeg været en Fugl-ieber. Det er sjældent, man falder over noget i dagens konstante strøm af udgivelser, som bare med ét sætter sig fast, men Fugleflugten fløj (pun intended) direkte ind i hovedet på mig og byggede rede (stadig med vilje). Over sommeren har jeg haft glæden af både at interviewe, opleve live og komme nærmere ind på de fire gutter: Mathias, Frederik, Laurits og min navnebror Rasmus. På Roskilde led deres koncert under en ærgerligt lav lyd det første kvarter, og mit favoritnummer “En Anden Side Af Ting” druknede fuldstændig, men på Uhørt fik de oprejsning med en intens og hårdtslående 23-minutters koncert, hvor forsanger Rasmus nåede at springe en streng på sin guitar og måtte fortsætte koncerten på Mathias’ guitar, som han aldrig før havde spillet på. Den korte koncert gav en intens følelse af at ville have mere, og det har været min generelle kilde til frustration hos fugledrengene. Jeg vil bare gerne have mere.

Nu giver de mig endelig det, jeg vil have, og det kommer i form af den berusende EP “Bølgevækker”, der udkommer på fredag. På Uhørt fik vi introduceret singlen “Glædens Port”, som er en del af Bølgevækker. På EP’en findes, udover Alt Der Glimter, En Anden Side Af Ting og Glædens Port, sangene: “Solens Sidste Stråler” og “Det Næsten Totale Mørke”.

EP’en er helt perfekt udgivet i oktober måned, når himlen og bladene skifter farve, og melankolien raser (og fuglene trækker sydpå – eller flygter?). Her passer det drømmende lydunivers til humøret, og med titler som Solen Sidste Stråler og Det Næsten Totale Mørke tillader jeg mig at gætte på, det ikke er helt tilfældigt.

Deres helt egen

Jeg er så glad for, at der findes nogen derude i det danske musiklandskab, som ikke kan andet end at være dem selv. Der er ikke nogen, Fugleflugten prøver at lyde eller være som. Der er kun Fugleflugten. De laver musik, de selv synes er fedt, fortalte de mig på Roskilde Festival, og jeg kan ikke opdigte en mere beundringsværdig tilgang til tingene. Heldigvis har de god smag, og Bølgevækker står som en enormt stærk udgivelse.

Det er svært at spå om deres fremtid herfra, men de har fuldstændig overbevist en musikskribent om, at de er bomben, så mon ikke der burde være flere spændende ting i vente. Jeg håber i hvert fald, de vil fortsætte med samme gejst, som de har nu.

Tag mine varmeste anbefalinger, hør EP’en Bølgevækker eller tag til en koncert med Fugleflugten i efteråret. Det er en dejlig oplevelse at blive suget med ind i Fugleflugtens toner og glemme tid og sted for en stund og tage del i den sanselige beruselse, som de formår at frembringe – jeg ved det, for jeg har været der.

P.s. Tjek allerede nu sangene “En anden side af ting” og “Alt der glimter” på Spotify, og se videoen til “Glædens Port” på Youtube. Den er desuden animeret af forsanger Rasmus Yde.

P.p.s. Fugleflugten spiller med ligeledes fantastiske Tårn den 3. november på Templet i Lyngby. Det er en god mulighed for at opleve dem. Facebook-event!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lea Kampmann

Uanset om du har efterårsferie eller ej, synes jeg, du skal give dig selv en stille stund alene eller sammen med en god ven og lytte til Lea Kampmanns nye EP Common Blue. Selv blev jeg første gang præsenteret for Lea, da hun i vinters varmede op til Eik Octobres releasekoncert, og her fik hun da også et par Regnsky-ord med på vejen.

Nu står Lea Kampmann klar med sin første udgivelse gennem det færøske pladeselskab Tutl Records (der også står bag navne som Teitur og Konni Kass). De fem sange på Common Blue er hver især en inderlig musikalsk oplevelse. Båret af Leas stemme, folder de fem numre sig ud og sender mig på en rejse ind i et atmosfærisk drømmeunivers, hvor fine sensible nuancer i stemme og sind snor sig ind og ud mellem Leas storladne følelser og rå musikalitet.

Lea Kampmann beskriver selv atmosfæren i Common Blue som:

“At blive kastet i understrømmen og forsøge at kæmpe sig op til overfladen igen, men ikke være stærk nok. Lettelsen ved at lade understrømmen føre sig i mål. At synke i den fællesblå uro. At mærke at når uroen er fælles, kan den forvandles til ro”

.. og således vil jeg blot opfordre til at møde efteråret og lade dig flyde med en stund gennem Leas Common Blue.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En hyldest til et lortealbum

I takt med at man bliver ældre og mere dannet, så rykker ens musiksmag sig (heldigvis) også. Man kan kaste et blik på sine CD’er (R.I.P.) fra dengang, man havde lort i hovedet og blive ramt af den klassiske: “Hvad fanden jeg har dog tænkt på”-følelse. I min CD samling fra mine præpubertetsår står mange skampletter og hygger sig. Jeg ejer eksempelvis “Spice” og “…Baby one more time” fra dengang, da jeg var en usikker lille pige. Den usikre pige blev til en meget usikker dreng, og med den udvikling fulgte musiksmagen. Pludselig var interessen distortede guitarer og folk der “sang” meget, meget vredt. Netop her blev der produceret en masse gyselig musik under genrefanen “Nu metal”, og hold nu kæft, det var noget der rykkede i det nyvundne følelsesliv, man ikke helt havde lært at kontrollere.

Limp Bizkits numero uno fan, lige her, du!

Det føles som mange år siden, men der er alligevel noget, der rykker i mig, når jeg genhører et nummer fra den tidløse evergreen: “Chocolate Starfish And The Hot Dog Flavored Water”. Jeg kan sågar huske, jeg var med min mor nede og købe CD’en i en butik i Nykøbing Falster, og både ekspedienten og min mor var yderst imponerede over, at jeg kunne den lange titel. Jeg kan huske, hvordan jeg ovre i skolen pludselig fik en stemme overfor dem, der troede jeg stadig hørte “Invincible” med 5ive. De tog ikke helt fejl, men jeg bevægede mig over mod noget væsentligt hårdere.

Jeg kan hele sangteksterne til i hvert fald “My Generation”, “Hot Dog” og “My Way”, og jeg ved ikke hvorfor. De sidder fast i min hjerne, mens eksempelvis videnskabsteorien fra universitetet helst vil ud. Hvorfor kunne det ikke være omvendt?

Det har nok noget at gøre med den lille lykkelige dreng, der hoppede rundt på sit værelse og råbte med på en af de 48 gange Fred Durst siger “fuck” i nyklassikeren “Hot Dog”. Den følelse af, at nogen havde formået at indfange frustrationerne og følelserne af det præcise punkt i livet i et album, vil nok aldrig blive overgået, fordi tænk engang, at Limp Bizkit har været med til at forme mig som person. Tænk engang, at Fred Durst, trods mangel på talent, for evigt vil stå knivskarpt i min hukommelse. Tænk engang, at jeg stadig bobler af energi og glædesrus, når jeg sætter albummet på, selvom jeg nu bryster mig af at være musikaficionado og hipster-anmelder-type. Jeg tager på Uhørt festival, og skriver om det nyeste og mest obskure up-and-coming-musik, mens jeg i skjul sidder i min stue og skriger: “IT’S MY WAY OR THE HIGHWAY”.

Det er netop dér, det bliver en smule smukt. Det er der, hvor musikken har samme indvirkning på dig, som en forelskelse. Du kan ikke selv styre, hvad der rykker i dig, du har ingen magt over, hvordan musikken får dig til at føle. Det kan godt være, du bilder dig ind, at du er mest til turkmensk acid-jazz, men i virkeligheden så er det intro-riffet fra “Take A Look Around”, der får dig til at pisse i bukserne af glæde, fordi det minder dig om en hel speciel stemning og en tid og et sted, som aldrig nogensinde kan komme igen, udover gennem genhøringen af noget musik, du virkelig ikke burde kunne lide.

Dét, venner, dét er definitionen af en guilty pleasure.

Så tak Fred Durst, Wes Borland og de andre, jeg ikke aner, hvad hedder, men sagtens kunne have tjekket op på på Wikipedia, men ikke gad, fordi det var pisse ligegyldigt. Tak fordi I har udgivet et album af så ringe musikalsk kvalitet, at der kun er den rene følelse tilbage, som til gengæld står fuldstændig fast i hukommelsen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Friday Late Night: MUSIC + VIDEO

Hvert år fejrer CPH PIX danske musikvideoinstruktører og deres værker, og på fredag er det atter tid til at blive omsluttet af biografens mørke, når der er Friday Late Night: Musik + Video i Cinemateket. Aftenen vil byde på en kavalkade af tidens bedste danske videoer – værker der fortolker musikken i fantastiske, fantasifulde såvel som i dystre og dystopiske fortællinger. Senere på aftenen kåres den årlige vinder af publikumsprisen, men højdepunktet er klart den audiovisuelle pærevælling af videoer, der tilsammen giver udslag i en altid uforudsigelig og stemningsmættet aften.

Sidste års vinder var Du har aldrig savnet nogen af Frederik Uhrbrand med musik af Benal og Bashir Billow. Hvert år har jeg dog oplevet, at sidde i lidt af et dillema i forbindelse med afstemningen, da de udvalgte værker, plejer at være på et niveau håndværksmæssigt og kunstnerisk, at de på sin vis alle fortjener en pris. Derfor har jeg udvalgt et par af musikvideoerne fra de seneste års PIX, som jeg i hvert fald, synes fortjener et gensyn. Er du mere til det store lærred, synes jeg du skal tage i Cinemateket på fredag, og selv være med til at kåre årets bedste danske musikvideo.

Atli Brix Kamban finurlige animationer og Bjertagets unikke tekstunivers smelter på bedste vis sammen i videoen til Nattens Stjerner, der havde premiere på sidste års CPH PIX:

Nitesh Anjaan har produceret videoen til nummeret Hvor dit hjerte bor af Jonas Rendbo og Ukendt Kunstner. Medmenneskelighed og kærlighed er vigtige budskaber i Nitesh Anjaan  skildring af de ventende skæbner på Avnstrup Asylcenter, og videoen synes da lige så aktuel, som sidste år den var med på PIX:

I en noget anden genre har vi Ognjen Curcic’s og Tako Lakos Fearless video, som vandt i 2015. Der er dømt undergrunds-Gypsy-tipsy-rave for alle dine skejser i denne sjove, blodige og ækle film med skuespiller Danica Curcic og en masse… PICKLESS!

Alt synes at gå op i en højere æstetisk enhed i musikvideoen til Blondage’s Dive. Jonas Bang og M.I.L.K. har produceret videoen der både teknisk, visuelt og musikalsk må anses som intet mindre end et lille mesterværk.

Friday Late Night: MUSIC + VIDEO er arrangeret af Heartbeats og filmfestivalen CPH PIX . Læs mere om PIX og eventet HER

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

PREMIERE: Eugenia – Byen

Eugenia Regnsky

Så er der nyt fra danske Eugenia. Duoen er nemlig klar med deres første egentlige single, “Byen“. Hvis Eugenia virker bekendte, så skyldes det måske, at vi sidste år havde fornøjelsen af at introducere dem, da de debuterede med en tankevækkende video til triphop-nummeret “vildt+sødt“.

Dengang blev jeg dybt betaget af deres lyd, som bare virkede så rigtig og ægte. Og selvom “Byen” musikalsk er noget ganske andet, så er ægtheden den samme. Nummeret er ligesom det eksperimenterende debutudspil produceret af Brian Batz, som har arbejdet med navne som Sleep Party People og Ice Cream Cathedral. Især sidstnævnte er Eugenia et godt stykke hen ad vejen beslægtede med.

Tekstuniverset tager lytteren med på en rejse gennem, ja, byen, men det er ikke en hvilken som helst by. For mig er det lyden af metropolen, hvor man konstant er omgivet af fællesskaber, venskaber og velskabte illusioner af selskab. Men det er samtidig et sted, hvor ensomheden konstant lurer, og man nemt på den ene side kan blive afhængig af den konstante sociale tilfredstillelse, som venter på hvert eneste gadehjørne og fortovscafé, mens man på den anden side føler sig dybt fremmedgjort af de fællesskaber, man er en del af – eller forsøger at finde sig hjemme i. Det er nærmest som en kortfilm formet i og af lyd, hvilket nok langt hen ad vejen skyldes filmskaber og lydvirtuos Johan Ask Papes billedrige baggrund.

Musikalsk bliver teksterne mest fremtrædende båret frem af Camilla Lily Pape, som med sin nærmest Beth Gibbons’ske (Portishead) vokal flyder harmonisk ovenpå Johans vidunderligt simple komposition – som dog alligevel virker storslået i dets kor-klimaks, der understreger den frustrerende ensomhed i det evige selskab, inden Eugenia lader byen falde pludseligt til ro, så trygheden genfindes. Det er smukt, eftertænksomt og ikke mindst vanvittigt genuine.

Byen” er udkommet i dag på det københavnske label Møs Møs, og i morgen, lørdag den 30. september, er der single-releasefest i Herkules Pavillonen i Kongens Have i København, hvor Tobias Trier varmer op fra klokken 16, inden Eugenia selv går på klokken 18.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *