Månedens bedste tracks: November 2018

Regnsky siger farvel til november ved at se tilbage på månedens bedste numre, og det er endnu en gang blevet til en mangefacetteret blanding af genrer, udtryk og nationaliteter, der er repræsenteret i dette batch!

Anderson .Paak – 6 Summers


Det længe ventede album Oxnard er blevet en blandet affære. Det er det fordi, at Anderson. Paak ekspeimenterer en del mere, end han gør på det forrige soloalbum, Malibu. Det ender ud i et par missere, men det mest vellykkede eksperiment er 6 Summers, hvor man skulle tro, at Paak havde været inde i et rytmiklokale for at lave at lave et nummer ud af alle de instrumenter, som altid bliver valgt til sidst i musikundervisningen. Man skulle ikke tro, det kunne fungere, men havde han været til eksamen, havde han fået A+. Blandt andet på grund af nok det mest elegante beatswitch siden The Gaslamp Killer’s ‘Nissim’ fra 2012. Han både synger, rapper og smider de mest simple men californiske guitarriffs og beats indover sit værk, der omfavner udtrykket ‘organiseret rod. Og så klæder det ham i den grad at være politisk. Slår man op i en ordbog under ‘overskud’, burde der være en lydfil med 6 Summers. (Mathias Gavnholt)

A$AP Rocky – Sundress

Lige som man troede, at A$AP Rocky ikke kunne bevæge sit udtryk længere væk fra, hvordan det startede på debutalbummet Long.Live.A$AP, udgiver han singlen Sundress. Hvor han dengang samarbejdede med blandt andet Skrillex for at lave hård og mørk hiphop, har han på Sundress allieret sig med efterhånden legendariske Danger Mouse og samplet et otte år gammelt Tame Impala nummer. I stedet for at blive slået i gulvet af en hård bas og aggressive rim, bliver man med Sundress’ opadgående, friske rytmer og lækre keys sendt direkte frem til næste års solstråler. Mellem rapperens sang er der et enkelt veltimet vers, og det klæder ham med det mere subtile udtryk. Sundress er endnu et bevis på, at A$AP formår at blive ved med at være relevant. Men okay, det er også svært at fucke op, når man får hjælp af et af tidens bedste bands og bedste producer. (Mathias Gavnholt)

Goss – There’s Just So Much A Heart Can Take

Jeg har været fan af Goss-projektet siden singlen “Time” blev udgivet sidste år, og at han nu har valgt at udgive endnu en EP, var rigtig gode nyheder for mig. Generelt er jeg fan af alle fem tracks på “Homeland Security“-EP’en, men “There’s Just So Much A Heart Can Take” vinder klart min førsteplads. Den er slæbende, den er svævende og mixer perfekt det organiske og elektroniske, og lytteren bliver taget med gennem mange forskellige rum og universer på kun 3,5 minut. EP’en omhandler langdistanceforholdet med kæresten , så de forskellige rum gør kun tekstens billeder endnu mere tydelige. At MØ låner sin vokal til andet vers, og på perfekt vis fuldender den længselsfulde kærlighedsballade, gør mig kun endnu mere lykkelig. (Line Mortensen)

Gurli Octavia – Clone 

Jeg er vild med Gurli Octavias folkede og nordiske univers. Hendes sange er altid den perfekte blanding af mystik, magi og personlighed. “Clone” er ingen undtagelse, og den er med sit organiske og slæbende udtryk endnu en god fortælling i rækken fra Octavia. Normalt er jeg til de mere elektroniske skæringer, men Gurli Octavia lokker mig gang på gang ind i hendes univers med hendes fantastiske melodier og personlige fortællinger. Melankolien vælter ud gennem højtalerne på den evigt antiklimatiske “Clone”, og teksten får sat mine tanker i gang. Jeg er virkelig imponeret over denne udgivelse, og glæder mig kun til mere! (Line Mortensen)

DJ Different – Permission 2 Dance

Den versatile svenske producer DJ Different (Aleksandar Zekovski) er rykket ind i folden hos det indflydelsesrige og hyperaktive label Lobster Theremin, og det fejres med ep’en Permission 2 Dance, hvor titelnummeret med sit heftige tempo, sin storladenhed og de emotionelle post-rave-fornemmelser ikke holder sig tilbage. (Morten Bruhn)

Deena Abdelwahed – Khonnar

Arabisk identitet og social uretfærdighed som sexisme og homofobi er blot nogle af emnerne på tunesiske Deena Abdelwaheds debutalbum, Khonnar. Albummet byder på et unikt og radikalt blend af klublyd og manipulerede arabiske instrumenter, og det er slet og ret et af årets bedste. Et indfaldspunkt på pladen er svært at udpege, men dyp eventuelt tæerne på den insisterende og hypnotiske Tawa. (Morten Bruhn)

Ciel – The Twirler (Central Remix)

Kønspolitik – og isærdeleshed et større fokus på safespaces i nattelivsinfrastrukturen for udsatte minoriteter – virker i det hele taget til at have fået større opmærksomhed og et større areal at udfolde sig på. Octo Octa, Violet (der gæster København lørdag!), Eris Drew, Peach og Ciel er nogle af frontløberne på dette område. Sidstnævnte har netop udgivet ep’en Hundred Flowers, der indkapsler betydningen af sikkerhed i en fysisk forstand og et opgør med angst og lede på dansegulvet. Alle numre er stærke, men vi har den rød-hvide klaphat på og anbefaler i stedet Centrals (aka århusianske Natal Zaks) remix af The Twirler. (Morten Bruhn)

Saba – Stay Right Here feat. Mick Jenkins & Xavier Omär

Saba er ekstremt svingende i min bog, men på ‘Stay Right Here’ rammer han plet. Chicago-rapperen er godt hjulpet på vej af stærke features fra den soul-croonende Xavier Omär på omkvædet, og et stærkt vers af albumaktuelle Mick Jenkins. Sangens beat bobler afsted med alt godt fra percussion-kurven i folkeskolens musiklokale tilsat et horn eller to, der leder tankerne hen på The Social Experiment. (Nikolaj Boesby Skou)

Modeselektor feat. Flohio

Steroidepumpende, pupiludvidende og hårdtslående er tre ord jeg ville bruge til at beskrive Flohios levering på Modeselektors instrumental. Grimeflowet skærer klart igennem på det tunge industrielle beat. Det lyder som en mere poleret og klubklar udgave af Kanye Wests ‘Send It Up’, man kan i hvert fald mærke de skarpe synths, der svejser og metalsaver sig gennem sangen. Flohio kan opleves på næste års Roskilde Festival. (Nikolaj Boesby Skou)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dans & Lær flyver mod nye, imponerende højder

Har du hørt en fugl synge om, at Dans & Lær lander med deres fjerde studiealbum i dag?

Så hørte du rigtigt! Dans og Lær er nemlig fløjet tværs over Nordsøen og lander efter indspilninger i England med det dugfriske dobbeltalbum Fra Fugl til Fugl under vingerne. Pladen er indspillet i Echo Zoo Studios i Eastbourne af produceren Joshua, som også står bag produktioner for , Mew og Kent. Desuden er albummet mikset bag Tony Viscontis gamle lydpult, der bl.a. blev brugt på David Bowies legendariske Scary Monsters. Måske det er med påvirkning fra 80’ernes art-rock, at kvartetten har fundet inspirationen til den eksperimentelle stilart, der med nye fuglestemmer, sfæriske synthwave-stemninger og fusionsjazzede udskejelser løfter ambitionsniveauet til helt nye højder.

Tidligere på måneden løftede Dans & Lær vingen for det ambitiøse album med førstesinglen Munk. Se den her og læs mere om kvartettens baggrund i tidligere indlæg.

Fra Fugl til Fugl er firkløverens fjerde studiealbum, og som på de tidligere udgivelser får vor bevingede venner en anerkende hyldest med oplæsninger af Ole Geertz-Hansen fra Dansk Ornitologisk Forening. Med samples fra det gamle kassettebånd Havens Fugle fra 1968 bliver læren om fuglenes naturunivers og komplekse stemmer akkompagneret af Dans og Lærs finurlige fuglefunk.

På det nye album står ornitologstemmen dog ikke alene, da kvartetten har udvidet tekstuniverset og stemmearsenalerne med selvstændige vokaler og gæsteoptrædener fra bl.a. Annika Aakjær, der med sin lyse og smukke stemme agerer sangfugl til Jernspurvens sfæriske melankoli, der minder mig om College & Electric Youths’ A Real Hero. Hvis Ryan Gosling byttede Chevroleten ud med vinger, ville det være dette nummer, der fik ham til at svæve langt over Los Angeles’ veje i Drive. Udover at drage associationer til Nicolas Winding Refns formidable soundtrack trækker Løvsanger mine tanker hen på fugletræk og varme himmelstrøg med en tryllebindende synth og let fuglekvidren.

Mit favoritnummer blandt pladens store fuglediversitet er Mursejler, som har fået et renæssancepust under vingerne; den er fløjet fra EP’en i 2016 over til fugleflokken på det nye album. Mursejleren løfter stemningen højt op over byens tage og fænger med en svævende og insisterende melodi og fuglens kraftige skrig. 

På det tredje nummer, Grænsanger, optræder både fuglesang, ornitologrøst, varme popbeats og elektro-eksotiske rytmer, der med en dobbelthed bevarer det gamle udtryk af finurlig fuglefunk, men også bliver lidt fjollet og flertydig. Kompositionen fremstår en anelse rodet, og rytmikken er tilbøjelig til at blive lidt for repetitiv. Det er som om, at pladen vil liiidt for mange ting på én gang, og at overgangene mellem numrene bliver for mærkbare. Til gengæld er jeg fan af albummets omfavnelse af gæstekunstnere, og at udgivelsen er holdt på dansk modsat det engelsksprogede New Zealand-album fra 2014, hvor jeg manglede den rigsdanske ornitologrøst.

Med det sagt kan jeg meget varmt anbefale at få kløerne i dobbeltvinylen. De to sidste numre har fået sin egen side og reder kompositionens knuder ud med en løssluppen synth-stemning og fusionsjazzede udskejelser, der bl.a. drager mine associationer til Daft Punk og Kavinsky. På Tyrkerdue er bassen dyb og vuggenede, og med en mørk og mystisk lyd minder den om Natugle på første skive, der, i en hyldest til Dansk Ornitologisk Forening, går under samme titel som kassettebåndet fra ’68: Havens Fugle. Det 11-minutter lange outro-nummer, Tornirisk, starter i dagslyset med en french-house-stemning, der med en dyb bass og en legende saxofon sammenflettes med space-synth og robotstemmer, der her ikke virker spor malplaceret. Undervejs bliver Tornirisken mørklagt af en tordnende hvirvelvind, der rusker arrangementerne rundt, tiltager i styrke og løfter ambitionsniveauet op til imponerende højder.

Ekstra julebonus:

Kvartetten har lavet en julekalender med 24. håndlavede ugler, der hver dag giver et lille indblik i uglernes mystiske verden med musik fra Dans og Lær. Hvis bjælder og kitschy julehits hænger dig langt ud af halsen, er her en enestående mulighed for at høre verdens – måske – første julemusik akkompagneret af fuglekvidder og uglefacts.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

EVERYBODY WANTS TO RULE THE FUCKING WORLD

Tears For fucking Fears kommer på Roskilde, men hvorfor skal du give en fuck for det? Er det ikke bare et æææældgammelt band, som ens forældre elskede og prøvede at få én til at kunne lide, mens man i skjul satte “The Eminem Show” på anlægget, når de ikke var opmærksomme? 

Lad mig lige understrege nogle ting. Roskilde har endnu en gang gjort det, som kun Roskilde kan. De har vakt en sovende gigant til live med denne booking. Tears For Fears har ikke spillet i Danmark siden 1990. Nittenhundredehalvfems. Det bliver altså 29 år siden til sommer, at Roland Orzabal og Curt Smith har spillet live i Danmark. Det i sig selv burde være argument nok for at være oppe at køre over bookingen. Stadig ikke overbevist?

Vidste du, at det faktisk er Tears For Fears, der har skrevet sangen “Mad World”. Det er den, du tror, Gary Jules (eller R.E.M. hvis du er helt bong) har lavet, fordi du hørte den i Donnie Darko, og ikke tænkte videre over det. Det nummer er om noget lyden af britisk 80’er melankoli på linje med The Cures bedste numre. “I find it kinda funny, I find it kinda sad, the dreams in which I’m dying, are the best I ever had”. Fucking fantastisk.

“Rasmus, jeg skal lige høre, har du tilfældigvis noget personligt investeret i den her booking”? Sjovt, du spørger! Jeg er livslang Tears For Fears-fan, ja. Jeg har aldrig set dem live, nej. Jeg har været euforisk forelsket til “Head Over Heels”. Jeg har prøvet at overbevise folk om, at det bedste ved The Weekends album “Starboy” var samplet fra “Pale Shelter”. Jeg har grædt til Mad World, jeg har været ulykkeligt forelsket til “The Hurting” og jeg har været oven ud ekstatisk på Dunkel som 19-årig, første gang jeg var i byen i København, da de spillede “Everybody Wants To Rule The World”, og jeg sad og skrålede med sammen med min bedste ven, Peter. Det i kontrast til “Jeg vil la’ lyset brænde”, som jeg vi var vant til fra provinsdiskoerne.

Bliver det en skuffende koncert med to artister, der er way past their prime? Måske. Har de overhovedet lavet noget godt siden 1989? Næ. Kan Curt Smith stadig synge? Han prøver i det mindste. Kommer der til at være nogen under 50 i publikum? Ja, mig. Helt oppe foran. Med tårer i øjnene. 

Så tak Roskilde. Tak er et fattigt ord. Men I har gjort det, som ingen andre i Danmark har gjort i 29 år og booket Tears For Fears. Det er altså hele mit liv, der er gået, siden de her gutter sidst var her, og lige så længe har jeg drømt om at se dem live. Jeg glæder mig virkelig. Specielt til at stå ved siden af min kæreste, som jeg har tvunget til at blive fan, og synge med på den her:

Ja, jeg beklager, hvis du havde regnet med at kunne læse om, hvilken betydning Tears For Fears har haft for musikhistorien eller lignende. Jeg er simpelthen for excited til at kunne gå i dybden med det lige nu. Så smid et af de tre gode albums fra perioden 1982-89 på anlægget og glæd dig til, det bliver sommer. Det vil jeg i hvert fald gøre på denne grå torsdag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bryd fordommene om fuglefreaks og ryst halefjerene på Dans og Lærs nye single

Foto: Frederik Schumann

Kan du huske Benny’s Badekar og den excentriske ornitolog, der flakser rundt med opspillede og roterende øjne, former næb af sin næse og imiterer fuglefagter? En kikset og indladende type, der prøver at overbevise lille Benny om, at han ikke er spor børnelokker-agtig. En ornitolog, der har efterladt mig med et indtryk af, at det kun er gakkede og sære professortyper, der beskæftiger sig med fugle. 

Det var først efter, at jeg stiftede bekendtskab med den danske kvartet: Dans og Lær, at jeg fik øjnene op for fuglenes finurlige sprog og brudt mine fordomme om fuglefreaks. Det er nemlig nørderiet og fascinationen for fuglenes skønsang, der er forudsætningen for Dans og Lærs elektroniske danserytmer og fuglefunk.

Det hele startede for 10 år siden, da frontmanden Bjarke Søballe Andersen (også kendt fra indiebandet Leisure Alaska, der i min optik har udgivet en af de bedste danske popsange: Hey There Mr med den yderst fantasifulde animationsvideo) kastede sin kærlighed over gamle kassettebånd fra Dansk Ornitolog Forening. Bjarke samplede de 40 år gamle optagelser af fugle- og menneskestemmer og akkompagnerede dem med håndindspillede elektronisk musik, der bl.a. byder på insisterende bass, spacey synth, koklokker og tropiske-taktrytmer. Lyde der godt kan drage associationer til Chemical Brothers og Fat Freddys Drop. Teknikken bag arrangementerne er at mime fuglenes kald og overføre dem til musikken, så det bliver fuglene, der digerer.

Ryst halefjerene og lær på samme tid: 
Som navnet indikerer, kan man altså både ryste fjerpragten og blive klogere på fuglenes filosofi på samme tid.  Bjarke Søballes første soloudgivelse Havens Fugle fra 2010 er en anerkendende hyldest til vores bevingede venner, som mange har en tendens til at tage forgivet. Sidenhen har guitaristen fået selskab af Andreas Halberg på bas, Frederik Schumann på trommer og Lars Meiling på synth. Den fuldbyrdige flok har sammen udgivet studiealbumene Flere Fugle, det engelsksprogede New Zealand og er nu aktuelle med det nyeste udspil Fra Fugl til Fugl, som udkommer i slutningen af måneden. Heldigvis løfter spøgefuglene allerede vingen for deres funky fugleunivers på 1. singlen Munk i dag!

Nummeret er i sin enkelthed præget af en rastløs og sitrende stemning, som passer perfekt til munkefuglens søgende fløjtetoner. Der er desuden sammenflettet et munkekor i omkvædet, som fungerer farligt godt med den insisterende bass. Videoen er instrueret af koregraf, Sara Jordan, og der bliver for første gang skabt sammenhæng mellem bandnavn og videomateriale. Her fortolker den brasiliansk-japanske danser, Vitor Hamamoto, nummerets dystre stemning i en mørk kirke, mens farverige og psykedeliske fugle åbenbarer sig for ham. Der er religiøse undertoner over dansen, og Vitor lader til at gå fra et indre kaos til katarsis. Desværre virker videoen lidt for forsøgt og artsy-fartsy agtig, og det stjæler opmærksomheden fra det ellers glimrende nummer. 

Hele det naturskønne dobbeltalbum udkommer d. 30 november, og jeg kan godt afsløre, at der er noget at glæde sig til. Kan man ikke vente på, at udgivelsen klækker, kan det købes før tid til Dans og Lærs release-koncerter i løbet af måneden. Jeg har heldigvis allerede kløerne i pladen, og det bliver med en kæmpe fugl på, at halefjerene skal rystes på Hotel Cecil d. 25 november!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kwamie Liv leger musikalsk kamæleon på debutalbummet “Lovers That Come and Go”

Tilbage i 2014 kastede jeg min kærlighed på Kwamie Liv og særligt den populære single “Lost In The Girl” og Angel Haze-samarbejdet “Pleasure This Pain” fik en fast plads på min playliste – og har været der lige siden! Dette er da også grunden til, at jeg blev glad helt ind i maven, da det blev offentliggjort, at der rent faktisk var et album på vej fra Kwamie Liv. Nu er det sket. Nu er det ude. Og jeg er vild med “Lovers That Come and Go”.

Som en vaskeægte juleaften er jeg blevet den lykkelige ejer af hele 11 nye sange, og en ekstra gave i form af den lille akustiske perle til slut: En smuk, smuk, smuk version at hittet “Higher”. “Lovers That Come and Go” er et nuanceret album, der tager lytteren gennem alle facetter af Kwamie Livs lyd. Fra lyse, poppede P3’s Uundgåelige “Follow My Heart” til den organiske sydlandske “Sweet Like Brandy” – albummet har det hele, og det er på godt og ondt.

Når Kwamie lader hendes dybe stemme blende ind med elektroniske beats og svøber den ind i diverse vokaleffekter, mister jeg gang på gang mit hjerte til hendes fantastiske stemme og lydunivers. Særligt sange som “Last Night”, den konstant uforløsende “Blasé” og “Palm Tree Jungle” der indeholder en fantastisk outro, til dem der lytter med så langt, ligger højest på listen over yndlingssange fra udgivelsen. Åbningsnummeret “Do To You” synes jeg også var en dejlig overraskelse, der, med sin dybe, svævende lyd og Kwamies gennemtrængende vokal, på fineste vis reintroducerede mig til lyduniverset efter fires års stilhed fra sangerinden.

At Kwamie Liv har en forkærlighed for både det elektroniske og det organiske kom allerede frem på debut EP’en, og det er igen medført på debutalbummet. Der er sange der, i mine ører, lyder som om, at de bevidst er skrevet til radioen. Det er ellers noget af det anti-radio-sangskrivning, som fangede mig ved debut-EP’en, der med nedtonede og tunge produktioner viste Kwamie Livs fantastiske sangskrivning og fængende melodier frem på en anderledes måde.
“Follow My Heart” – der rent faktisk også blev P3’s Uundgåelige – og “Mama’s A Millionaire” bliver for gennemtænkte, for upersonlige og for radiopoppede til mig. Særligt sidstnævnte nummer læner sig meget op af det alt det afrobeatinspirerede, der gennem den sidste tid er blevet utroligt populært. Jeg synes, at det er en smule ærgerligt, da det er to gode sange, som pakkes ind i produktioner, der skubber dem væk fra resten af pladens materiale. Kwamie Livs vokal passer, efter min mening, ikke 100% ind i disse produktioner, og de ender aldrig der, hvor det føles som om, at de gerne vil hen.

Tekstuniverset på “Lovers That Come and Go” drejer sig endnu engang meget om nattelivet, kærligheden og relationer mellem mennesker. Jeg synes, at Kwamie Liv skriver fantastiske og dragende historier ind i sine sange, og særligt “Deep Water” og “Did” gav mig lyst til at lytte til nummeret igen med det samme, selvom produktionerne er lidt til den anonyme side. Også “New Boo” og “Last Night” er skarpe kandidater til enhver pre-party playliste.

“Lovers That Come and Go” er en blandet landhandel af alle de ting, som Kwamie ønsker at vise sine fans: det tunge elektroniske, de organiske kærlighedsballader der falder perfekt ind i enhver Tarantino-film, og de nye mere poppede skæringer, som jeg er sikker på, nok skal give hende en større – og efter min mening – velfortjent plads i folk musikalske bevidsthed. Nu vil jeg for titusinde gang sætte “Blasé” på mit anlæg, og krydse fingre for, at jeg kommer til at opleve “Lover That Come and Go” blive bragt til live på scenen en dag.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Emma says:

    Hej Regnsky
    Jeg kunne meget godt tænke mig at sende jer information og pressemateriale om Jazzhus Montmartres program for november og december. Når jeg forsøger at sende til jeres mail info@regnsky.dk, vil den ikke afsende, da jeres mailbox er fyldt.
    I må meget gerne kontakte mig på emma@jazzhusmontmartre.dk, når I har fået plads til nye mails, eller hvis I har en anden emailadresse, som jeg kan sende til.
    MVH Emma Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?