SKIZO – kærlighed og psykisk ustabilitet skildres i KLIPOs nye video

KLIPOs udsvævende og æteriske musikalske udtryk suppleres i SKIZO med det taktile på billedsiden, hvor stof, sand, uhøvlede gulve, planter, smykker, hud og hår skaber en sansemættet genrehybrid med en underliggende dybde og et vigtigt budskab på KLIPOS nye udgivelse SKIZO. Sidste efterår havde jeg fornøjelsen af at anmelde albummet Purpurlyd af Johannes Bruun (aka KLIPO), der netop har haft release på sit nye projektsamarbejde med Simon Nielsen-Englyst. SKIZO er lavet som en forening mellem kunst, fashion og musik – en musikalsk filmcollage, som udvikler KLIPOs porøse og ungdommelige  univers i mødet med en virkelighed, hvor sårbarhed langtfra altid er en styrke.

Jeg har fået lov at stille Johannes Bruun et par spørgsmål i anledning af den nye udgivelse:

I din tidligere udgivelse “purpurlyd” var det dét at være ung, og sårbarheden i de unge år, som var i fokus. Hvordan kommer det til udtryk i Skizo?

Johannes Bruun: Sårbarheden er sat i en helt anden kontekst i Skizo. På Purpurlyd var sårbarheden det bærende element – det var den unge forvirring og usikkerhed, historien og følelserne bag hele EP’en byggede på. I Skizo-universet bliver sårbarheden sat i et mere hårdt lys. Det at være sårbar er lige pludselig ikke en fordel længere, det åbner ingen døre i verden og det skal i sangen forstås som et slags svaghedstegn. “Jeg lever jeg ånder, jeg vælger min dommer, det stresser mig så meget” er lige pludselig en svag sætning, i stedet for at virke som en ærlig udtalelse. På Skizo er sårbarheden stadig i fokus, den er bare flippet 180 grader.

Du beskriver SKIZO som et projekt der prøver at skildre fiktiv psykisk ustabilitet i et visuelt/lydbaseret univers. Hvorfor har det været vigtigt for dig med dette fokus?

Johannes Bruun: Samfundsdebatten og det store fokus på psykiske lidelser og ustabilitet de sidste par år, satte mine tanker igang om, hvordan – helt lavpraktisk og tankegangsmæssigt – det må være at være inde i et hoved med så meget torden og virvar. Og det endte med at blive kogt ned til 6 linjer, der udgør teksten til Skizo. Så fik jeg en masse hjælp af Simon Nielsen-Englyst og et større hold af film-skabere og stylister til at få denne feeling og vibe af rod og forvirring ned i et fashionfilm/kunstprojekt-format, hvor det visuelle har en lige så stor rolle som både det lyriske og det lydmæssige.

I jeres beskrivelse af videoen fremgår det, at I tager afstand fra narrativitet og overfortolkning, – hvorfor har det været vigtigt for dig/jer?

Johannes Bruun: Det var, for os, sindssygt vigtigt at holde budskabet og udtrykket i fokus – og det følte vi var bedst muligt, når man holder historiefortællingen på et plan, hvor man undgår overfortolkninger, men også direkte fortælling af, hvad budskabet er. Det skal kunne tolkes af seeren igennem stemninger og landskaber. Det var grundtanken.

KLIPO holder release i aften til Skizo – KLIPO // Release og ellers kan du opleve ham til en række koncerter rundt omkring i Danmark her i foråret:

22/03: Train i Århus Elefantbar2019

29/03: Subhuset i Holsterbro Subhuset X KLIPO

05/04: Train i Aarhus

06/04: Rust i København – KLIPO // Rust

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Videopremiere: Moon Mountain ser dødsangsten i øjnene på den nye single Words

I dag har vi fornøjelsen af som de første at kunne vise jer danske Moon Mountains musikvideo til indiepopkvartettens kommende single “Words”, som egentlig først udkommer i morgen, fredag den 22. februar.

I den psykedeliske video bliver vi ført ind i hovedet på frontkvinde Mona Selma, som tilsyneladende er et ganske farverigt, kaotisk – men også umådeligt smukt – sted at befinde sig.

“Videoen er et lille visuelt indblik i, hvor meget hjerneaktivitet jeg kan bruge på at rykke mig meget kort – og hvor betydeligt mere ubehageligt der til gengæld er der, hvor jeg lander,” siger Mona Selma med et grin og uddyber:

“Jeg er pisse bange for døden. Jeg synes, det mest nøjeren i hele verden er at forestille sig en sjæl, der svæver hvileløst rundt i ingenting – og jeg tror samtidig ikke, at nogen forkynder har mandat til at love mig, at det ikke er sådan, det hele ender.”

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad døden måtte indebære, men hvis den minder om det hypnotiserende visuelle univers, Moon Mountain får skabt på videoen til “Words”, er jeg måske ikke så bange for den alligevel…

Selve nummeret, som er omdrejningspunktet for videoen, er indspillet i en kirke, ledsaget af både kor, strygere og blæsere. Ligesom på bandets hidtidige udspil er det dog Mona Selmas vokal, der træder i front og tryllebinder lytteren fra første sekund.

Tekstligt fungerer “Words” som en opsang og reminder til os alle om, at vi skal tænke over, hvilke ord vi bruger. Fordi ord skaber virkeligheder, og ord har styrken til at nedbryde – men heldigvis også til at bygge op.

Det er jo i virkeligheden et rigtig fint budskab, som det ikke kan skade at blive mindet om i disse socialmedie-tider, hvor vejen fra manglende tanke til handling er kortere end nogensinde før. Én handling, jeg dog gerne vil anbefale, er at lytte til Moon Mountain – selvfølgelig til “Words” men bestemt også til deres andre numre.

Og hvis man tilfældigvis befinder sig i nærheden af spillestedet RUST i København, så kan man jo tage ind og høre dem til UHØRT Præsenterer på lørdag den 23. februar!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

HJÆLP! Hvad skal jeg høre på JOURNEY fest.?

Der er 23(!) navne på plakaten, når smash!bang!pow! afvikler JOURNEY fest. i denne uge. Det kan være lidt uoverskueligt at tage stilling til hvilke aftener, man skal tage afsted til, så her kommer de seks koncerter, du ikke må gå glip af.

Octavian – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Jeg har glædet mig sindssygt meget til at opleve den britiske rapper for første gang i Danmark. Han måtte desværre aflyse sidste gang Journey løb af stablen, men nu skulle alt være klar til, at man kan få lov til at høre hans unikke blanding af grime og house live. Briten er ekstremt dygtig til at indfange alle facetter af byen og klubben, op- såvel som nedture. Hans tekster og omkvæd er catchy uden at blive for poppede. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at han bliver en af fremtidens helt store stjerner. Hør ‘Lightning’, hvor han udvælger elementer fra forskellige genrer, og sammensætter dem til netop hans dybt originale udtryk.

Slowthai – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Endnu en meget spændende ung uk-rapper, der har et lidt mere råt udtryk end Octavian. Tempoet er højere og generelt mere punket og direkte. Den lidt skingre stemme har en utrolig intensitet, der griber lytteren ved første lyt. Jeg synes at kunne høre en snert af The Streets en gang i mellem, men for det meste bliver jeg bare slynget rundt i Slowthais fråde-om-munden, aggressive univers. Se bare den Trainspotting-inspirerede musikvideo til hans seneste single ‘Doorman’:

Homeshake – Hvor? Pumpehuset – Hvornår? Onsdag d. 20/2

Canadiske Homeshake kommer til København med et dugfrisk album ‘Helium’ i bagagen. Peter Sagars soloprojekt er et finurligt et af slagsen. Her er der plads til søde melodier og brede synthflader, mens Sagar synger sine skrøbelige tekster. Musikeren kommer fra Montreal, og han indfanger den kulde, vi kender fra de mørke måneder, men krydrer det med det lys vi inderligt længes efter.

Varnrable – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Varnrable har kun udgivet tre numre, men de holder allesammen højt niveau. Det er spændende at se, hvad den norske sangerinde har at byde på i forhold til at skabe et liveshow, men hvis det bare er i nærheden af singlerne, kan man godt begynde at glæde sig. ‘On/Off’ pulserer lidt som en lampe, der står og flimrer, så man bliver lidt irriteret, men samtidigt draget ind og vil se nærmere.

Yves Tumor – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Sidste efterår udgav Yves Tumor albummet ‘Safe In The Hands of Love’, der var en af årets stærkeste og mest interessante plader i min bog. Pladen svingede rundt i mange forskellige genrer og tempi, og det er svært at klassificere Yves Tumors stil. Jeg glæder mig til at lade mig suge ind i malstrømmen, og lade mig snurre rundt til fx ‘Honesty’. Amerikaneren har også arbejdet sammen med bl.a. Blood Orange, så måske man også kunne forvente noget fra den skuffe?

Obongjayar – Hvor? Store Vega – Hvornår? Fredag d. 22/2

En glat blanding af afrobeat, soul og elektroniske beats giver nigerianske Obongjayar en unik lyd. Modsætningerne mellem de forskellige genrer har skabt en lille oase, hvor sangeren har sat sit telt op for en stund, før han drager videre mod nye indflydelser. Men mens han er, hvor han er, spiller han heldigvis en koncert, man helst ikke skal gå glip af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ólafur Arnalds indhyllede Koncertsalen i en islandsk og hypnotisk sweater

Hvad får man, når man blander nordatlantisk naturmusik med ny computerteknologi og Koncerthusets 360 graders amfiscene? … En tidsløs aften fyldt med magisk melankoli og meditative melodier.

I onsdags åbnede den islandske multiinstrumentalist Ólafur Arnalds sin europaturné i DRs Koncertsal med sit fjerde studiealbum Re:member, som er en hyldest til vulkanøens natur.

Det særlige ved Ólafur Arnalds lyd er, at han mixer klassisk og elektronisk musik, hvor strygere og klaver sammenflettes med ambiente loops og grænsesøgende beats. Den 31-årige kunstner har før gæstet Danmark, bare ikke i så fine omgivelser. Tidligere på året optrådte han på hjemmebane til en totalt udsolgt Sonar Festival og senere også i Royal Albert Hall. Nogle vil måske genkende hans musik fra den britiske TV-serie Broadchurch, andre fra hans kærkomne bidrag til Late Night Tales, eller hans eksperimenterende technoprojekt i samarbejde med Janus Rasmussen: Kiasmos, som er kendt for nummeret Looped. Jeg kender ham fra hans samarbejde med Nils Frahm og dobbelt-udgivelsen Collaborative Works, som er en smuk og tidsløs genistreg af improviserede melodier. Hvis Haruki Murakamis litterære værker skulle reduceres til et album, ville det være det her. Ligesom Murakami blander Ólafur Arnalds nemlig drømme og virkelighed. Med forventningen til hans smukke lyd, og måden denne udfolder sig på, er vi fælles om at være alene med de dybe og personlige følelser, som musikken fremkalder. Netop dét gør den speciel.

Til min store lykke arbejder jeg i Koncerthusets restaurant, og jeg har sjældent glædet mig så meget til at slippe tallerkenerne og nyde den ultimative fyraftens frynsegode. Jeg træder ind i salen akkurat som det islandske multitalent kommer til syne iført en hvid t-shirt, der matcher farven på hans hår. Arnalds fortæller i en gebrokken blanding af islandsk og ‘danglish’, at vi nu skal ”hyggæh os”. Han afslører et ydmygt smil, mens publikum ler. Han virker som en rar og jordnær type.

Med sig har han tre violinister, en cellist og en trommeslager/perkussionist, som alle er placeret i forskellige vinkler for at imødekomme salens breddegrader. Scenens epicenter er et keyboard-arrangement; det er herfra, Arnalds indledende spørger aftenens gæster: ”Can you sing?”, hvorefter hele salen messer ”aaaaaaaaaaaah” i et nonneagtigt kor. Med stor elegance looper han koret ind i det følgende nummer, og skaber et inkluderende og nærværende rum.

Det er også fra epicenteret, at de robotstyrede instrumenter får deres lyd. To flygler er placeret forskudt af hinanden, og det ene spiller via algoritmer fra de lydbilleder, Arnalds udsender fra det andet. Det autostyrrede flygel trækker associationer til introen i Westworld, hvor kunstige skeletfingre spiller på flyglets tangenter. Dog har Arnalds’ flygel slet ingen fører. Det ser uhyggeligt og spøgelsesagtigt ud, når tangerne presses ned uden menneskelig berøring. Samtidig er det også et indlevende og komisk syn, da der foran er placeret en klaverstol til Arnalds “hemmelige ven” – som dog spiller upåklageligt smukt; særligt i remførelsen af intro- og titelnummeret Re:member. Både titlen og musikvideoen kaster et eksistentialistisk lys over, at vi alle skal huske hvem vi er, hvad vi gør, og hvad der betyder noget for os.

Koncerten er en blanding af organiske, dagdrømmende harmonier og storladne transcenderende ballader, hvor både gamle og nye numre får plads i salen. Det islandske multitalent taber ikke tråden på noget tidspunkt under den knap to timer lange performance, og publikum sidder tryllebundet og ser på, mens Arnalds skifter fra keyboard til klaver. Endda går han ud af salen for at give sin violinist fuld opmærksomhed under en solo, der næsten skaber en stående applaus halvvejs inde i koncerten. Arnalds fortæller en anekdote om inspirationen til nummeret Nyepi, der kommer fra en nytårsdag, han fejrede på en ø i Indonesien – en nytårsaften, der skilte sig markant ud fra Vestens støjende raketfester. I Indonesien fejrer man nemlig nytår i marts, og i stedet for at forurene luften med batterier og bilos, holder man “Nyepi”, som betyder ”Day of Silence”. Regeringen slukker for internettet og folk lukker sig inde uden at tale sammen. Formålet er at kigge indad og opnå selvrefleksion. Samtidig giver man naturen en pause fra alt det ”shit”, vi mennesker udsætter den for. Efter anekdoten tænker jeg, at Ólafur Arnalds er typen, man gerne vil rejse jorden rundt med og måske gøre en forskel.

Noget af det, der gør koncerten helt særlig er sammenspillet af sanserne, hvor lyden varierer mellem stille melankoli og storslåede beats, mens synet bliver tilfredsstillet af skiftende lys og mørke. På et tidspunkt begynder et smalt lysglimt at cirkulere rundt på gulvet omkring Arnalds og strygerne, som en lille klode i et kosmisk kredsløb. Derudover er der placeret en masse projektører på scenen, som danner ceremonielle lyssøjler fra gulv til loft. Foruden søjlerne projekteres funklende lys op på salens forskudte balkoner. Det ligner stjerner, og lyseffekterne skaber tilsammen et højloftet himmelrum.

Forventningerne til koncerten i onsdags var skyhøje, og de blev alle overgået af Ólafurs svævende, islandsk tåge, der tog mig med på en rejse væk fra hverdagens travle trummerum. Det eneste minus var lyden af publikums plastikbægre, der væltede under de intime sjælenumre.

Det var med stående applaus og kolossale klapsalver, at Ólafur Arnalds takkede af.  Koncertens helhedsindtryk og tidsinterval var perfekt, og jeg følte mig renset og nulstillet, da jeg cyklede hjem gennem nattens stille rum. Jeg har ikke været vidne til ”Day of Silence”, men til en transcenderende tankestrøm i en nordisk, storladen skønhed – og jeg kan KUN anbefale at opleve ham live.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Modne Gents vandt med vennerne

Foto: Christian Hjorth / Vega

Gents’ koncert på Store Vega var blottet for nervøsitet og fyldt med overskud, totalplanlægning og mod.

Jeg har det, som om jeg er en af de eneste blandt publikum, der er blevet ældre, siden Gents spillede på Roskilde Festival for snart tre år siden. De mange nye fans kan skyldes flere ting. Men i lørdags beviste Gents i hvert fald, at de har fået en god portion live-erfaring, siden de stod på Countdown-scenen i 2016.

Når man kigger op på Theis og Niels, der står foran et næsten udsolgt Store Vega, er det, som om der ikke er noget, der kan gå galt for dem. Der er ingen usikkerhed, det ligner heller ikke, der er nerver på, slet ikke, og overskuddet i både planlægningen og eksekveringen af denne aften er umulig at overse.

Et godt eksempel er nogle numre inde i koncerten, hvor bagtæppet pludselig bliver hævet og afslører, at Gents har taget ekstra friends med – et band. Det er selvfølgelig timet, så nummeret eksploderer, og publikummet omkring, hvor jeg selv står, glemmer helt hvor fulde og snakkende mine venner er. 

Selvom selvtillid er en fordel ved at ældes, så plejer der som regel også at følge nogle negative ting med. Men drengene er ikke stoppet med at være ydmyge og taknemmelige. Til gengæld er de blevet mere modige. Produktionerne er mere vovede og bevæger sig på et tidspunkt over mod noget, man nærmest skulle tro var et Enya-sample, og det bagtæppe, som før skjulte bandet, er nu hævet og bliver brugt til visuals.

En af mine berusede venner lover mig, at Tears For Fears nok skal komme i løbet af aftenen. Og selvom jeg da gerne havde set det legendariske band optræde i Danmark for første gang i 30 år, så er det svært svært at blive skuffet, da hittet Love Is Tears går i gang som et af aftenens sidste numre.

Aftenen på Store Vega, hvor Gents’ venner har varmet op i tre timer, slutter med ekstranummeret Young Again, og efter en optræden med modet til at bevæge sig i forskellige musikalske og stemningsfulde retninger træder det skarptskårne popnummer endnu mere i karakter, og man glemmer alt om ligegyldigheder som publikummets gennemsnitsalder.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.