Kommentar: Roskilde Festival drænet for det overraskende

Feature, Roskilde Festival Skrevet af torsdag d. 3. april 2014

Ovenpå gårsdagens tilføjelse af 67 nye navne til årets program er Roskilde Festival meget tæt på at præsentere sit endelige program. De største trækplastre, som festivalen i dag kunne hive op af hatten, tæller uden tvivl Stevie Wonder samt rapperen Drake, mens det alternative rocksegment kan glæde sig til at opleve koncerter med Mogwai, Connan Mockasin og Sleigh Bells på Dyrskuepladsen. Og så er der selvfølgelig Future Islands, bandet, der scorede massiv omtale ovenpå dets fornemme optræden hos David Letterman forrige måned, hvor YouTube-videoen derfra er blevet set mere end nogen af de andre musikalske optrædener, der er at finde på showets egen YouTube-kanal. Men er dagens nye navne og i sidste ende det endelige facit et produkt, der er Roskilde Festival værdig?

Beskuet fra afstand og med fokus på de individuelle navne, ser Roskilde Festival anno 2014 ud til at tilbyde et godkendt program over en bred vifte af genrer. Den legendariske hip hop-duo OutKast meldte tidligere i år ud, at de havde en masse festival-gigs i udsigt, og ganske heldigt for det danske publikum viste Roskilde Festival sig at tilkæmpe sig en af disse. Af danske trækplastre kan Trentemøller nævnes, der vender tilbage til Orange Scene, hvorfra han fra samme scene leverede et ganske mindeværdigt show i 2009. De britiske elefanter fra The Rolling Stones vil tiltrække det ældre publikum, hvor det allerede er kendt, at koncerten kommer til at foregå om torsdagen. Derfor kan der allerede nu meldes udsolgt af endagsbilletterne for samme dag.

Men en lang række af disse navne, der skal agere væsentlige brikker i Roskilde Festivals fundament, er enten pensionsklare musikere, eller artister, der ikke har nyt materiale til at bakke deres forestående festivalkoncert op. Derudover kan man udpege mange fra festivalens line-up, der ikke har udgivet ny musik siden deres sidste besøg på dansk grund. Connan Mockasin, Drake, Mogwai, Future Islands, Cyril Hahn, Moderat, Haim, Darkside, Major Lazer og Forest Swords er blot et lille udpluk af de navne, der har spillet i Danmark indenfor det sidste halve års tid.

Connan Mockasin @ Bremen (fotografi af Frozen Panda)

Mange kritikere påpeger, at Roskilde Festival er ved at miste sin tidligere ellers så solide plads som landets bedste musikfestival til Northside Festival i Aarhus, der i løbet af fire år er gået fra ingenting til i år at kunne præsentere Arcade Fire, The National, Franz Ferdinand og Mew. Men sammenligningen mellem disse to fejler på det grundlag, at Roskilde Festival trods alt lover nye opdagelser og musikalske kærligheder for det et mere nysgerrigt segment, mens Northside byder på musik med mere eller mindre høj genkendelighed igennem hele programmet, hvor der højest er to koncerter i gang samtidig. I den forbindelse skal Roskilde Festival roses for at satse på mindre etablerede artister som James Holden, Connan Mockasin, Future Islands og danske Cancer, der med stor sandsynlighed vil opleve en større fanskare efter sommeren.

Skåret over en bred kam mangler Roskilde Festival dog at byde på et frisk pust af det uventede og overraskende, det være sig enten særlige konstellationer til lejligheden eller store navne, der opfylder følgende kriterier:

1)   Artisten har en stor fanskare herhjemme
2)   Artisten har en aktiv karriere og har udgivet et album indenfor de seneste 12 måneder
3)   Artisten har ikke spillet i Danmark indenfor de seneste 12 måneder

Min maskine tygger ud fra ovenstående kriterier de næsten 150 annoncerede navne igennem, og kan til min egen skuffelse ikke fremvise et eneste navn, der klarer dette cut. Kun Interpol og Arctic Monkeys passer ind i denne algoritme, men sidstnævnte spiller jo på Roskilde Festival, hver gang de har et nyt album på gaden.

Som noget nyt har hip-hop ganske vist fået en større rolle, hvilket måske/måske ikke kan tilskrives Roskilde Festivals nye musikchef Anders Wahrén, der tidligere har udtalt, at han er stor tilhænger af netop denne genre. En anden lyd, der til gengæld for andet år i træk savner tilstrækkelig albuerum, og altså ikke er blevet løftet op af Anders Wahréns tiltræden, er folk-musikken. Jovist ser jeg Hymns of Nineveh figurere, hvis musik i bedste fald kan kaldes en pop/folk-hybrid, men det ændrer ikke på, at folken er voldsomt underrepræsenteret. Det er en særdeles uoriginal og ukonstruktiv ting at nævne navne, der kunne og burde være booket, men hvor er Volcano Choir, Sharon Van Etten og San Fermin, eller nutidige genrefornyere som Courtney Barnett, Angel Olsen, Majical Cloudz, James Vincent McMorrow og Waxahatchee?

Elektronisk musik vil der på årets Roskilde Festival være rigeligt at løbe ind i, men i forhold til sidste år, der blandt andet bød på Andy Stott, Numbers-showcase, Om Unit, Sekouia, Kenton Slash Demon, Daedelus og en veludført koncertoplevelse med Crystal Castles på Arena, ser dette års program ud til at være fokuseret imod en mere poppet vinkel af den elektroniske musik. Set bort fra et par enkelte afstikkere virker årets program til at mangle meget af den originalitet, kant og plads til fordybelse, som nogle af ovennævnte navne sidste år tilbød. Her kunne jeg godt savne artister som Donato Dozzy, Jon Hopkins eller The Haxan Cloak, der sidste år alle udsendte forrygende fuldspillere.

I stedet står vi med et elektronisk program, hvor mange artister – heriblandt Cyril Hahn, Classixx, Maya Jane Coles, Chromeo og Kavinsky – peakede kunstnerisk for år tilbage. Det virker måske ikke for lang tid siden, men i den elektroniske musiks meget umiddelbare stil og kultur handler det som booker om, at være god til at fange artisterne på toppen. Det formåede Roskilde Festival ikke på samme måde, som det lykkedes dem i 2013.

Mere foruroligende er dog manglen af den boomende psykedeliske musik – hvor er den? Jovist, Connan Mockasin er der, men hans farvelade er nu mest et (helt fantastisk) popfreakshow. Hvor er Temples, Panda Bear, Avey Tare’s Slasher Flicks, Ariel Pink ft. Jorge Elbrecht, Yamantaka // Sonic Titan, Pure X, Mark McGuire eller bare Liars, som tidligere i år udgav det fine album Mess? Lige gyldigt hvad Anders Wahrén siger, er hverken The Men eller Hookworms decideret ’psych’.

Nu, hvor programmet mere eller mindre er fuldt annonceret, træder vi ind i næste fase. Her skal festivalens bagland sørge for at placere musikerne på de scener, der komplimenterer deres optrædener bedst. Der vil altid være et par svipsere, men sidste år huskes blandt andet for en lang række artister, der enten var placeret på en for stor eller lille scene, eller ud fra deres respektive udtryk placeret på et uheldigt tidspunkt af døgnet. Klumben og Raske Penge på Orange Scene bliver sikkert en festoplevelse for deres meget dedikerede følger, for hvis noget skal siges, så er de det. For os andre risikerer det dog at virke som en meget esoterisk og malplaceret fest, der ligeså vel kunne afholdes på Arena.

Spurgt til Roskilde Festivals dækning af elektronisk musik og hip hop på årets festival taler Anders Wahrén meget om den hoppeborgslignende scene Apollo. Jeg håber så sandelig ikke, han her har tænkt sig at putte Darkside, James Holden og Moderat, hvis musik til tider er bygget op omkring skrøbelig æstetik. Og det siger jeg, uden helt at kommentere på, hvor meget scenen stinker af urin, når vi rammer fredag, lørdag og søndag. Venligst find en anden løsning for disse artister, der er så meget mere end blot ‘elektronisk musik’.

 

Læg mærke til:

James Holden – Den britiske producer udgav sidste år The Inheritors, et fantastisk album primært konstrueret af englænderens fascinerende samling af modular synthesizers, der skaber et lige dele eksperimenterende, technoid og ambient svendestykke.

Warpaint – Alternativ rock møder shoegaze i et blend, der var en stor succes på kvartettens debutalbum The Fool fra 2010. Dette års selvbetitlede opfølger ændrer ikke meget på bandets opskrift, der dog stadig fungerer. Bandet skulle efter sigende fungere rigtig godt sammen live, et udtryk jeg glæder mig til at opleve.

Connan Mockasin – Connan-drengen var her, der og alle vegne, både i fysisk format og i mit news feed, der svømmede over af ekstatiske og veltilfredse kommentarer, da han med sit popfreakshow og til tider iklædt pyjamas gav koncert på Bremen i februar. Om han tager sin pyjamas med til sommer vides ikke, men man skal sikkert blive overrasket.

ModeratModerat II, trioens seneste udspil, virkede lettere uinspireret, men ændrer ikke på det helhedsindtryk, denne stjernekonstellation hidtil har vist. Sammen har Modeselektor og Apparat krydret lyst til dans og eftertænksomhed i en lækker drink, og skal til sommer se, om de kan følge op på den fantastiske nattekoncert de gav, da de i 2010 sidst var at finde på Roskilde Festival.

Future Islands – Det er din debut på amerikansk TV. Dit bands navn er noget så Pitchfork-generisk som Future Islands. Du har fire minutter til at markere dig. Hvad gør du? New wave/indie pop-bandets forsanger Samuel T. Herring valgte på Seasons, hentet fra deres nye plade, at kombinere skønsang med virtuos dans, at hamre sig på brystkassen og runde af med en perfekt, distanceret growlen. Hele verden var solgt af denne optræden, der tilsyneladende meget præcist skulle repræsentere bandets liveshow.


Furns – Ether (Kashmir Cover)

Musik, Nyheder Skrevet af søndag d. 30. marts 2014

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg er nok ikke landets største Kashmir-fan, omend jeg altid har haft et svagt punkt for “Mom In Love, Daddy In Space.”

Et band, som jeg længe har været meget begejstret for, er Kashmirs danske landsmænd i Furns. Jeg fremhævede dem blandt andet på den liste over danske artister, som jeg forventer mig store ting af i 2014, jeg lavede tilbage i starten af januar.

For to dage siden smed Furns et lækkert cover af Kashmirs Ether på Soundcloud, og jeg må sige, at jeg er vild med deres fortolkning af det efterhånden næsten ni år gamle nummer. Man er ikke i tvivl om, at det er Furns, første gang man hører det. Deres sædvanlige drømmende og befriende luftige elektroniske lyd danner rammen for en mere afdæmpet, men i mine ører også mere følsom fortolkning af nummeret.

Furns – Ether (Kashmir Cover)

Måske kan dette fremragende cover være med til at give bandet den respekt og omtale, som de to unge danskere fortjener – og som de i det skjulte er ved at opnå internationalt.


Tag ud i skoven med Treefight For Sunlights nye single

Musik, Nyheder Skrevet af fredag d. 28. marts 2014

Hvis der sad en stikkontakt på træerne i de danske skove, ville det ikke være overraskende, hvis en kreativ sjæl derude havde plugget Treefight For Sunlights spritnye single på et anlæg. Nummeret, der er rig på ‘foråret i skoven’-stemning, hedder Somewhere In The Future, og er andensinglen til det danske bands kommende album Pizza, som udkommer på mandag.

Somewhere In The Future akkompagneres forsanger Morten Winther Nielsens flotte falset med Animal Collective-esque psykedeliske toner og bombastiske trommer, og resultatet er lige til at pakke ned på en mp3-afspiller, så man kan tage nummeret med ud og skoven og danse videre. Somewhere In The Future præsenterer et mere modent udtryk i forhold til det snorlige, sommerlige pop-hit Facing The Sun fra debutalbummet, som stadig er det stærkeste minde for mig.

Pizza udkommer 31. marts via Tambourhinoceros.


Luke Abbott klar med nyt album, ‘Wysing Forest’, via Border Community

Nyheder Skrevet af torsdag d. 27. marts 2014

Wysing Forest er titlen på den engelske landskabs- og mellow trance-producer Luke Abbotts kommende album, der udkommer 23. juni via James Holdens Border Community-imprint. Wysing Forest bliver albumopfølgeren til Luke Abbotts debut fra 2010, Holkham Drones, og første smagsprøve kommer i form af den spektakulære, 12-minutter lange Amphis.

Amphis er en krøllet symbiose mellem synth-dreven, melodiøs melankoli og syret, Luke Abbott-esque støj. Ligesom da James Holden sidste år udsendte Gone Feral som den første smagsprøve for sit forestående album, kan man med Amphis heller ikke helt vurdere, hvad der er i vente. Men hvis Luke Abbott leverer samme kvalitet som han plejer, er der god grund til at være spændte.


Tyske househoveder imponerer på ambient kollaboration

Anmeldelse, Feature Skrevet af torsdag d. 27. marts 2014

Vermont, debutalbummet fra de to tyske deep house-producere Marcus Worgull og Danilo Plessows projekt af samme navn, udkom i sidste uge via Kompakt, og ser duoen gå i en helt ny og mere ambient retning.

Det var over en række oprindeligt uformelle jam sessioner, at tyskerne Marcus Worgull og Danilo Plessow skulle ende med at finde sammen som Vermont, et nyt ambient-rettet projekt, som ligger langt fra producernes respektive bagkataloger, og som tilmed er de to producers første samarbejde. Både Marcus Worgull og Danilo Plessow kan ellers præstere et CV, der først og fremmest bærer præg af en succesfuld karriere som deep house-producere. Marcus Worgull for sine perfektionistiske og dermed også lidet produktive outputs på det anerkendte Innervisions-label, mens Danilo Plessow har slået sine folder under en lang række aliaser, dog bedst kendt som Motor City Drum Ensemble.

Adderer man de tos karriere sammen til en sum, tæller den mere end tyve år i house-branchen. Alligevel var det først i 2013, i Danilo Plessows studie i Köln, at de to veteraner skulle finde sammen om et projekt, der lå meget fjernt fra tidligere musikalske græsgange. Et projekt der sidenhen skulle resultere i debutalbummet af samme navn, som i sidste udkom via Kompakt, det toneangivende tyske pladeselskab, hvis bagkatalog også primært bærer præg af et mere dansegulvs-funderede retninger.

Det er altså en ny start for alle. Og hvilken start det blev. Der var intet musikmedie med respekt for sig selv – det skulle da lige være os – der ikke samlede nyheden op, da Kompakt i januar for første gang sendte en pressemeddelelse ud om det nye projekts forestående albumdebut. Nyheden var på mange måder en kulmination på en trend, som efterhånden har verseret i en årrække, hvor visse artister med rødder i techno- og house-scenen har skabt produktioner, der kan takseres for at være mere og mere esoteriske. Trommerne og synthesizerlydende blev som modsvar til midt-00′ernes fascination af rene og yderst velpolerede lyd gjort mere skramlede, for ikke at sige udfordrende på lytteren.

Klubmusikken blev hurtigt mere kryptisk og for de særligt indviet, og med pladeselskaber som LIES, Workshop, The Trilogy Tapes og senest Mood Hut som frontløberne for denne nye drejning i house- og techno-musikken, står det i dag klart, at klubfolket mere end nogensinde før er modtagelig for ambience og anden støj i den musik, de vrider deres kroppe til. Dette kan også spejles hos artister som Brian Eno, The Tangerine Dream og Can, kunstnere som flere af nutidens aktører indenfor klubmusikken har udpeget som deres inspirationskilder. Og vupti! Pludselig oplevede krautrock- og ambient-pioneerene en tilstrømning af nye tilhængere, uden tvivl fra en noget yngre målgruppe end fra deres hidtidige fanbase.

Vermont – Vermont LP, ude nu via Kompakt.

Lad os passende vende tilbage til Vermont. Her er referencerne på debutalbummet også til at føle på fra albummets første skæring. Åbningsnummeret Yaiza leder på intet tidspunkt over de knapt tre minutter, nummeret varer, tankerne hen imod duoens musikalske baggrund. I stedet sender nummeret med sin rungende basgang, luftig arpeggio og science fiction-esque støj lytteren i alle andre mulige retninger, eksempelvis Vangelis’ filmiske kompositioner på Blade Runner-soundtracket. I et kort øjeblik forventer man på Übersprung, albummets tredje nummer, at blive mødt med et 120 bpm trommedrevet klimaks, men i stedet disker de to tyskere op med en strygersolo, der flot komplimenterer de høje toner.

Og sådan er tonen og præmissen for albummet også lagt. Hele vejen igennem albummets i alt 14 numre præsenterer Vermont et meget modent udtryk, milevidt fra dansegulvet. Det samme kan siges om Majestät, der var den første smagsprøve fra debutalbummet. Ekkoende vibrafoner sætter nummeret i gang, som overlappes af lange synthlines og en luftig basgang, der kun i glimt viser sit fulde ansigt.

Vermont er ikke kommet for at sende lytterens krop ud i bevægelse. I stedet beder de om din fulde opmærksomhed, hvilken de gør sig fortjent med et meget varierende album, der alligevel holder en klar rød tråd. Cocos og Katzenjammer er et glimrende eksempel på to numre, der stilistisk ligger bredt fra hinanden, men som alligevel danner to grundsten for dette ambiente samarbejde. Ligesom Brian Eno formår det på sit Apollo-soundtrack, sender Vermont mig ud på en hypnotisk rejse, der både smager, føles og lyder godt. Hvor Cocos er underlagt en 75 bpm-trommegang med subtile og crispy hits på andenslaget, er Katzenjammer (som ja, har samplet en miavende kat) voldsomt omfavnende, lidt på samme måde som Enos An Ending, med stikkende synth stabs, der intensiveres og for hvert sekund rammer lytteren hårdere og hårdere.

Danilo Plessow og Marcus Worgull har med Vermont skabt et album, der har alle muligheder for at blive anset som et helstøbt værk. Tiden vil nu afgøre, om jeg også om et år eller to vil se således på albummet, før det kan kaldes et mesterværk. Men ligesom albummet og duoen blev til under tilfældigheder, er det umiddelbarheden, der gør Vermont til et særligt positivt bekendtskab. Vermonts sammenvævede musik er langt fra uden inspirationer, men de har sat deres klare aftryk på ambient-scenen. De to tysker tog tre skridt væk fra deres vante rammer, og skabte fjorten nummer, der alle passer ind, og jeg håber – selv med deres succesfulde solokarrierer in mente – det ikke bliver den eneste gang, vi skal høre fra Vermont.


WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass