Roskilde Festival: Dag 1 blev et (Palace) Winter wonderland

Palace Winter

Morgenen var lidt kølig, men ellers var der godt med både sommervejr og -stemning på årets første rigtige opvarmningsdag på Roskilde Festival 2016. Vi er i år fire styks af sted, men vi har valgt ret forskellige måder at tage på festival på. Rasmus og Mirja tager begge den fulde festivaloplevelse, med hvad der nu hører til af temafester, ølduft og urinstøv ude i lejrene. Eva fokuserer på de “rigtige” musikdage og kommer onsdag, mens jeg selv har valgt en mellemløsning med pendling de første par dage, inden jeg flytter ind i Get A Tent Central på tirsdag. Det kommer nok også til at afspejle sig i vores artikler, som selvfølgelig vil tage udgangspunkt i vores individuelle festivaloplevelse.

Min festival begyndte i dag, da jeg ankom på pladsen lidt over middag. Forud var gået en overraskende nem tog- og gåtur ned til pladsen, hvor jeg må sige, at jeg blev overrasket over, hvor få følgesvende jeg havde på min rejse fra København. Enten er rekordmange mennesker allerede nede på pladsen, eller også har jeg bare ramt et mærkeligt rejsetidspunkt, for jeg er ellers vant til relativt fyldte tog, når jeg kører til Roskilde om søndagen. Hvis jeg skal komme med et kvalificeret gæt, vil jeg skyde på det første.

For da jeg åbnede min festival musikalsk med årets første koncert på den re-lokerede Countdown-scene i fællesskab med danske Gents, var der et hav af mennesker, og jeg må sige, at jeg blev både overrasket og imponeret over den energi, som blev lagt for dagen hos mit medpublikum så tidligt på festivalen. Den energi formåede duoen, som i dagens anledning var blevet til en trio, fint at gribe, omend de nærmest endte med at stå i en situation, hvor publikum havde lyst til at feste endnu mere, end Gents indadskuende og dystre elektropoppede univers lægger op til.

Det kan man ikke sige om det islandske energibundt Milkywhale, som overtog Countdown-scenen et par timer senere. Hold nu op, hvor er Melkorka Sigríður Magnúsdóttir (jeg tror bare, at jeg holder mig til Milkywhale) vild! Hun mindede mig på mange måder om norske Ary – hvis Ary altså havde været en dansende energibombe, som på et tidspunkt nærmest førte sit publikum igennem et fitness-program, som aldrig havde fungeret, hvis koncerten havde foregået på et tidspunkt, hvor tilhørerne ikke havde mulighed for at se og tage hensyn til hinanden. Det var virkelig underholdende, og det var tydeligt, at de i hvert fald 10 første rækker blandt publikum havde en kæmpe fest – mens resten stadig lige skulle finde sig til rette på festivalen. Hvis hun skruer lidt ned for den ambitiøse fællesdans, så kan jeg godt se Milkywhale vælte Avalon til en natkoncert om et par år. Det er i hvert fald en fest, jeg gerne vil med til!

Dagens helt store højdepunkt kom for mig klokken 20 på Rising-scenen. Mit lille ordspil i overskriften har formentlig afsløret det for de fleste af jer, men det var naturligvis dansk/australske Palace Winter, som med vanlig selvsikkerhed og præcision for en stund lavede et sommerhyggende Roskilde om til et Palace Winter wonderland. Palace Winter er på mange måder et helstøbt band, som virker fuldstændig klar til at indtage den store verden. Med et nummer som “H. W. Running”, som vi havde premiere på tidligere på året, er det da også så småt begyndt at tage fart, og BBC Radio 6 i England har for nylig har sat nummeret i rotation på kanalen. Bandet tager også snart på turné derovre på den anden side af andedammen, men de har bare at komme tilbage – for ligesom Milkywhale er Palace Winter utvivlsomt et band, som har massivt vækstpotentiale på Roskilde Festival. Spørg bare det vel fircifrede antal mennesker, som havde fundet vej til Rising!

Det var alt fra årets første dag på Roskilde Festival, og hvis jeg skal knytte en sidste bemærkning, så er det nok bare, at hvis de resterende dage kan holde et lige så højt niveau, som de tre koncerter, jeg nåede forbi, så får vi en helt fantastisk festival. Vi ses derude!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Regnsky møder… Låpsley

Låpsley

Hun er kun 19 år, men hun er allerede et stort navn i hjemlandet England. Holly Lapsley Fletchers – eller bare Låpsley – karriere blev kickstartet i 2014, da hun som bare 17-årig blev booket til BBC Introducing-scenen på Glastonbury Festival. Siden da er det blandt andet blevet til en plads på BBC’s eksklusive 2015-liste over upcoming artister og et anmelderrost debutalbum i foråret, og for et par uger siden besøgte hun så Danmark for anden gang for at spille på debutudgaven af Heartland Festival.

Et besøg, som markerer Låpsleys første festivaljob efter en succesfuld album-turné, hvor Holly i øvrigt havde danske Liss med som support.

”Vi er lige ankommet på Heartland, og det her er mit første interview efter turneen, så jeg er ikke så god med ord. Men det skal nok komme,” lyder det på forhånd undskyldende fra en grinende Holly Lapsley Fletcher.

Lidt ord kommer der dog alligevel ud af den trætte brite, som sætter en stor ære i at gøre alting selv. Hun synger, producerer og skriver selv al sin musik, og det skyldes især, at musikken i høj grad bare var noget, der skete for hende.

”Jeg har aldrig prøvet andet. Da jeg begyndte at lave musik, gjorde det uden nogen intentioner om at skabe en karriere. Så derfor er projektet ikke skabt af nogle andre med det formål at tjene penge. Det er bare noget jeg gør, og så blev jeg tilfældigvis signet på et label (XL Recordings, red.),” forklarer hun.

Låpsley – Hurt Me

At Låpsley er blevet signet på et relativt stort label, har dog ikke haft nogen særlig betydning for, hvordan hun laver sin musik. For det vigtigste er musikken – ikke karrieren.

”Jeg ville stadig gøre det, selvom jeg ikke var blevet signet. Det ville så bare være i min fritid, og det ville jeg have det fint med. Det er bare en bonus, at jeg kan gøre det som en karriere. Men projektet vil altid være mig, der gør, hvad jeg har lyst til at gøre – eller også vil det slet ikke eksistere,” fastslår hun.

Netop den tilgang skinner også igennem i hendes måde at gribe livet an på. For på trods af den tidlige succes ville Låpsley ikke kunne leve et liv, hvor alt drejede sig om musikken.

”Jeg har aldrig været en af dem, som har drømt om at blive musiker, siden jeg blev født. Det var bare noget, der skete, da jeg var 17,” forklarer hun om sin eksplosive karriere.

Hvis ikke karrieren havde taget fart så tidligt, så havde Holly Lapsley Fletcher formentlig studeret fysisk geografi i dag; altså den videnskab, hvor man beskæftiger sig med vulkaner, bjerge og andre af naturens imponerende kreationer.

”Jeg var meget akademisk, jeg elskede skolen, og jeg havde en plan om at gå på universitetet. Det var dét, jeg elskede, men samtidig var jeg deprimeret, fordi jeg ikke lavede musik. Nu, hvor jeg er fuldtidsmusiker, føler jeg, at der er en del af mig, der ikke bliver stimuleret, så jeg må prøve at finde en balance,” siger Holly Lapsley Fletcher.

Ud over de akademiske og musikalske passioner er Holly Fletcher også meget sportsinteresseret, og især sejlads vil hun gerne bruge mere tid på. Og det skulle hun gerne få, når sommerens koncerter er overstået.

Låpsley – Falling Short

I første omgang vil hun dog koncentrere sig om musikken, og man kan forvente en endnu mere selvstændig Låpsley, når hun sidst på året formentlig kaster sig ud i en opfølger til debutalbummet ”Long Way Home”.

Det er blevet lidt en principsag for Holly Fletcher at understrege, at hun gør alting selv. Vi har tidligere beskrevet, hvordan Låpsley ikke blev krediteret som producer på sit debutalbum, men selvom det siden er blevet løst, irriterer det hende stadig, at hun ikke får samme anerkendelse som hendes mandlige kollegaer inden for den elektroniske del af popmusikken.

”Jeg undrer mig over, at jeg bliver kategoriseret som en singer/songwriter. Ville jeg blive det, hvis jeg var en fyr? Nej, det ville jeg ikke. Jeg er sangskriver og producer. Hvis jeg var en dreng, ville folk putte mig i samme kategori som James Blake og Caribou. Jeg forstår det ikke, for jeg kan ikke gøre for, hvilket køn jeg har, så jeg kan ikke se, hvorfor det skal have indflydelse på, hvilken slags musik jeg laver. Jeg er ikke fornærmet; jeg forstår det bare ikke. Hvis jeg var journalist, så ville jeg ikke kunne beskrive mig som andet,” lyder det meget passioneret fra Låpsley.

Men hvordan ændrer vi på det?

”Jeg ved det ikke. Jeg tror, at man skal kæmpe fra sit hjørne af ringen. Jeg har ikke lyst til at kæmpe, men indtil det er normen, bliver man bare nødt til at sige noget. Vi skal nå dertil, hvor det er fint, hvis man selv skriver det hele – men hvor det også er fint, hvis man ikke har. Man skal kunne gøre, hvad man vil. Men det er bestemt blevet bedre. Jeg tror, at folk som Christine and the Queens og Grimes har været med til at skabe et mere positivt syn på kvinder i branchen,” siger hun.

Låpsley – Station

Selvom Låpsley er god til at fremhæve andre foregangskvinder, synes jeg personligt, at hun også gør sit på en lidt mere diskret facon end eksempelvis Claire Boucher/Grimes, og trods nogle lydproblemer i starten, leverede Låpsley en pragtpræstation på Heartland Festival, hvor hun fik eksemplificeret sit enorme musikalske talent. Og jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at hun er langt mere end ”bare” en singer/songwriter.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Halv-lice Cooper

13497968_10154956077653136_4367030637554848601_o
Foto: Copenhell

Jeg ved ikke særligt meget om moderne metal. Så er det på plads. Derfor er det også svært at anmelde en koncert, hvor man ikke rigtigt forstår, hvad der foregår. ”Det larmede i halvanden time. Det må være godt. Seks stjerner”.

Til gengæld er jeg opdraget i klassisk rock og gammel metal. Iron Maiden, Judas Priest, Black Sabbath… Og Alice Cooper. Udvalget af klassisk metal er enormt på Copenhell i år. Der er mulighed for at se ovennævnte Black Sabbath og Alice Cooper samtidig med, at man kan se Scorpions, Megadeth og den nationale stolthed King Diamond. Det har været mit incitament for at tage på årets Copenhell, hvilket desuden er min jomfrutur.

Allerede kl. 19.15 torsdag på Helveti-scenen var det tid til den første af mange. Det var tid til panda-makeup og rebelske ungdomssange som ”I’m Eighteen” og ”School’s out”.

Alice Cooper er en helt. Og han er på hjemmebane. Det står tydeligt, da han endelig kommer frem og synger, og publikums begejstring ingen ende vil tage. De ved, at de står her med en levende legende, og det klassiske djælvehornshåndtegn bliver smidt i hans retning fra alle ender af det massive publikumsfremmøde. Alice bærer en sort kappe, og han er svær at se i starten. Da han tager den af og afslører sit zebrastribede sæt og sin idiosynkratiske panda-makeup, er folk slet ikke til at styre. ”DET ER FUCKING ALICE COOPER DET DÉR”.

MEN….. Hvor ville jeg ønske, at Alice Cooper gengældte den entusiasme, der blev vist ham. Han virker altså desværre noget uoplagt, og han fanger mig på intet tidspunkt under koncerten, selvom jeg virkelig gerne vil fanges. Jeg vil tages væk, jeg vil til et andet sted, hvor alting kan være lige meget, og det hele handler om rock’n’roll. Desværre ender jeg bare med at stå og tænke over, hvordan folk er klædt på, og hvilke tatoveringer de har. Mit fokus ryger hurtigt, og min opmærksomhed er andetsteds under store dele af koncerten. Faktum at han er Alice Cooper ”The legend” er i sig selv ikke nok. Det er det dog heldigvis for mange af de fremmødte, og det virker alt i alt som om, at der er en udpræget tilfredshed med bare at få lov til at lægge øjnene på rockens yndlings panda.

NOGET der til gengæld virkelig fanger min opmærksomhed, er hans valg af guitarist. I starten tænker jeg bare ”Fedt, det er en kvinde som leadguitarist”. Efter et kvarter tænker jeg ”okay, hun kan satme spille guitar”. Efter en halv time tænker jeg ”For helvede hvor er hun dygtig, og hvor er det genialt”. Specielt da hun smider sig ned på knæ foran publikum for at spille en guitarsolo af den gamle skole. Vi snakker tapping helt op ad gribebrættet og flere toner end min hjerne kan håndtere. Hold kæft hvor var hun dygtig – og hun formåede virkelig at fange mig.

DESUDEN var der også en klassisk trommesolo. Alice’s trommeslager var så hjernedødt dygtig. Han var også en showman. Han spillede sin solo, hvor han slog på trommen, svingede stikken en omgang i hånden, og slog igen. Altså konsekvent. Hele tiden. Det så fedt ud, og publikum hujede og hejede af begejstring over hans tricks.

ÆRGERLIGT at Alice Cooper bliver overshinet af sine musikere, fordi hans egen performance overlod meget til håb og drømme. Jeg forstår heller ikke setlisten. Vi fik FEM covernumre fra en mand der har udgivet 26 studiealbums. Var det virkelig nødvendigt?

ALTSÅ nu har jeg set giraffen.. Eller zebraen om man vil. En ægte levende legende som desværre var en anelse forpustet. Han var jo selvfølgelig også i Danmark for 24 dage siden og levere en anmelderrost koncert med Hollywood Vampires. Om det var udfordringen i et nyt projekt, der gav ham energi er svært at sige, men han virkede noget flad, når han skulle levere det samme, som han altid har gjort i sit eget navn. En publikumsfavorit på halv kraft.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Regnsky anbefaler: ROSKILDØØØH’

Orange Scene 2015

NU NÆRMER DET SIG. Roskilde Festivalen er endelig ved at begynde, og det forlyder, at de første allerede har lagt sig i kø. Programmet har hele 175 kunstnere, der kommer til at fornøje vores øjne, ører og (danse)fødder, når Dyrskuepladsen igen lægger græs (og mudder) til det nok største årlige event i Danmark. Med så mange forskellige koncerter at vælge imellem kan Roskilde-labyrinten være umulig at navigere rundt i, og man risikerer tit blot at prioritere de tungeste navne frem for de letteste. Oftest af den simple grund, at man simpelthen ikke kender de små navne. Regnsky har sat sig for at sikre, at du i hvert fald bliver klædt lidt bedre på forud for festivalens start ved simpelthen at samle vores personlige forslag til, hvor du kan få en god oplevelse. Hver skribent på bloggen har skrevet lidt om, hvad de er mest begejstrede over og indvilget i at dele det med jer. Her har du skribenternes egne yndlinge og must-sees på Roskilde Festival 2016.

Mirja
Der er virkelig meget guf på programmet til dette års Roskilde, og at skulle udvælge mig tre fra en pose fyldt af mit ”yndlingsmix” synes næsten umuligt. Her følger dog alligevel tre navne med det tilfælles, at de er danske og alle navne, jeg glæder mig sindssygt meget til at kunne forsøde dette års Roskilde med.

Mmmm Mmmm Mmmm.. med M.I.L.K.’s tilbagelænede soul-inspirerede lyd forelsker jeg mig en smule mere, for hver gang de karamelliserede vibrationer flyder ud af mine højtalere med nummeret ”If We Want To”, som jeg opdagede for knap et år siden. De sidste par måneder har der atter været røre ”on the milky way” med seneste single ”Following the Sun” – en lille saltvandsperle, der med blidt vuggende rytmer og forfriskende bølgeskvulp vil pleje selv de mest hårdkogte roskildetømmermænd. Her kredses der virkelig for den gode og velproducerede lyd, hvilket også kendetegner de tidligere udspil fra Emil Wilk, der er frontmanden i bandet. “Following the Sun” er blot første i en række af singler, som udgives henover sommeren, og vil være det perfekte match til din sødmefulde roskildeflirt, der forlænger din sommer til langt ind i efteråret. M.I.L.K. spiller på Street Scenen mandag 27 juni, 20:00.

Mit eget forårssoundtrack har i høj grad været præget af bandet Liss, der med sine blot tre numre har drønet derudaf på diverse musikmedier gennem 2015, og nu står klar med deres længe ventede EP, som ganske passende bærer navnet “First”. Trods bandets spæde alder, må man sige, at der er succes over Liss-drengene. Deres elektroniske future-pop-sound vidner om et band, der både er professionelt og nytænkende, og som formår at give et unikt strøg til såvel den danske som udenlandske musikscene. Live skulle Liss også være ganske eminente, så der synes ingen undskyldning for ikke at opleve dem den kommende uge. (Der går desuden rygter om, at vi kan forvente nyt materiale til øregangene, når de kommer på dette års Roskilde) – så sæt et STORT FEDT kryds på hånden og noter dig fredag 1 juli, hvor Liss spiller på Avalon, 13:00.

Liss – Miles Apart

Glæder mig afsindigt meget til at stå i mine udtrådte kondisko og have den største dansefest foran Orange scene, når Karen Marie Ørsted – fyrer den af med hendes kæmpe hits “Kamikaze“, “Lean On” og “Pilgrim“, “Final Song” mfl. Personligt har jeg endnu ikke oplevet hende live, så vel også ved at være ”last call”, inden selv Roskilde bliver for småt for en stjerne som hende. Tjaaa, der er vel ikke så meget andet at sige end; ”VI SES, dansende, svedende, skrålende, hoppende foran Orange lørdag, 22:00!”

– Final Song (.. årets roskildesang?)

Peter
Vi nærmer os med hastige skridt, men jeg allerede på forhånd overbevist om, at 2016-udgaven af Roskilde Festival bliver en af de bedste, jeg har været med til. Jeg kan ikke mindes at have set så stærkt og ikke mindst velrundet program som det, de disker op med i år. Toppen af plakaten stråler med navne som LCD Soundsystem, PJ Harvey og Tame Impala, de mellemstore navne er solide i form af kawaii-pop energibundet Grimes, altid-energiske Mac DeMarco, musikalske vidunderbørn i Miike Snow og James Blake tilsat årets måske mest interessante sammensætning i form af Damon Albarn og The Orchestra of Syrian Musicians.

Men for mig er de største scoops i årets program at finde med de mindre typer. Særligt synes jeg, at Roskilde Festival har været gode til at fange min yndlingstendens fra 2015: Rockmusik af høj kvalitet med en kvindelig vokal i forgrunden. Hovednavnet inden for det segment er uden tvivl Courtney Barnett, som jeg allerede flere gange har erklæret min kærlighed til, og som da også er mit ultimative must-see på årets program. Og netop derfor vil jeg i stedet dykke ned i tre andre rockbands, som alle bør give en chance.

Det første er også det største, og det er naturligvis madrilenske band Hinds. Mange fik øjnene (eller måske snarere ørerne) op for dem i sommeren 2014, da de udsendte de to vidunderlige støjrock-numre “Bamboo” og “Trippy Gum”, som flere anerkendte medier dengang opfangede. Tidligere i år udsendte de så deres første rigtige album, “Leave Me Alone”, og jeg kan roligt sige, at jeg må skuffe de fire piger – de skulle have udsendt et dårligere album, hvis de reelt ville have folk til at lade dem være i frem. Hvis du er til støjrock i den mere poppede ende, så skal du læse det her som en klar opfordring til, at du kigger forbi Hinds, når de optræder onsdag klokken 22.15 på Pavilion – og ja, jeg ved godt, at der er Red Hot Chili Peppers på samme tid, men stol på mig: Det her vil du ikke gå glip af!

Hvis man ikke helt har lyst til at vente så længe, så er der flere meget interessante nordiske navne. Svenske Yast hører til i den hårdere ende af spektret med deres drømmende shoegaze-take på den moderne rockmusik, men kvaliteten er efter min mening i samme internationale klasse, som har givet Hinds et mindre gennembrud i løbet af vinteren. Jeg lyttede første gang til Yast for nylig, da jeg sad og gennemgik programmet, og det var kærlighed ved første lyt. De fangede mig med det samme med deres tilbagelænede lyd, som sender lytteren i en stemning af vidunderlig langsomhed. Ja, det lyder mærkeligt, men det er ufatteligt behageligt og bestemt en oplevelse værd. Det går ned tirsdag klokken 15.30 på Rising-scenen.

Min sidste anbefaling i denne omgang går til bandet med Roskilde Festivals nok mest absurde bandnavn – okay, de islandske feminister i Reykjavíkurdætur er også godt deroppe af, når det kommer til min evne til at udtale bandnavnet i hvert fald. Men jeg taler naturligvis om finske Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? Først og fremmest: Nej, det har jeg ikke. Men det kan godt være, at jeg skulle til at gøre det, for hvis de er lige så fantastiske som bandet, er vi godt på vej. Hvor Yast på mange måder er indadskuende og drømmende i deres lyd, er Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? både eksperimenterende og legende. Til tider grænsende til det absurde, men med et bandnavn som er for langt til både Twitter og de gængse streamingtjenester, bør man også forvente noget interessant. Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er blæsere, slaginstrumenter og 80’er keyboards, Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er fest og glade dage i små eksplosive doser, og jeg er sikker på, at deres koncert vil blive husket som en af Roskilde 2016’s sjoveste oplevelser – måske igen i stærk konkurrence med Reykjavíkurdætur. Det er ligesom Yast tirsdag på Rising – bare først klokken 20.00.

Lad mig slutte med et lille tip til de spirende musikere derude: Hvis I gerne vil have mig til at lytte til jeres band, så start med at finde på et absurd bandnavn, for så er chancen for, at jeg i hvert fald lytter til det ret stor. Kvaliteten skal selvfølgelig hænge sammen med bandnavnet, men i første omgang handler det jo om at blive hørt!

Eva
Jeg råber “hurra!” hylder gerne årets program som et af festivalens bedste de sidste mange år. Som sædvanligt skyldes begejstringen Roskildes forrygende talent for at fange de bedste navne indenfor de mindre genrer, som ellers kun kan præsenteres af genrefestivaler i Danmark – jeg tænker på elektroniske navne (ikke EDM), eksperimenterende R’n’B og lo-fi indieartister, som de mere polerede festivaler sjældent rør ved.

Roskildes første scoop i år blev annonceret tidligt: Floating Points leverede med Elaenia sidste år – og sådan set også i års – bedste søndagsplade. Symfonisk og minimalistisk er vel egentligt modsætninger, men begge betegnelser er gældende for albummets luftige og detaljedvælende produktioner, der tildeler stilhed og støj samme magt og giver nogle seriøse harmoniske opture, eksempelvis på Elaenias ultimative stand-out track “Silhouettes (I, II & III)”.

Floating Points – Silhouettes (I, II & III)

Minimalistisk er en anden favorit bestemt ikke. Med i onsdagens pakke var et undseeligt, men markant navn: DAWN. Dawn hedder også Dawn Richard, og læser du med hos The Fader og var du på fornavn med Kelela længe før os andre, så ved du måske, at hun er det næste R’n’B-talent, der kommer til at styre verden med sin futuristiske, haunted R’n’B. Når Dawn laver baskere som den Machinedrum-producerede “Not Above That” tapper hun af Glasgow-scenens maksimalistiske gryde i et omfang, der kan få en EDM-fan til at flirte udenom, men uden at miste den selvsikre coolnes alle hendes allerede mange produktioner emmer af, og som i rigt mål blev udfoldet på sidste års Blackheart.

DAWN – Not Above That

Og så skal vi til noget helt andet: akustiske guitarer og ikke-samplede vokalharmonier. Lo-fi og med den helt gammeldags idé om autenticitet i behold er Whitneys soldampende sange slacker-country til roadtrip, festivalvandring og andre støvede steder – her både passer og fortolker de omgivelserne med skarptskårne sange. Kan du lide Woods vokal, Håkan Hellströmsk brug af blæsere og Smith Westerns fritflyvende melodier, kan Whitney godt blive din bedste opdagelse i Roskilde-programmet.
Alle tre bookinger er bevis på Roskildes evne til at fange artisterne på peaket – Floating Points med sin til dato bedste udgivelse, Dawn på nippet af et bredt gennembrud og Whitney som det helt nye varme indienavn. Godt gjort!

Whitney – Golden Days

Rasmus
For satan der er jo Roskilde lige om lidt. Jeg er lidt af en festabe, så jeg ser mest frem til elektroniske og hiphop navne, og på de fronter har Roskilde jo heldigvis kælet for os i år. Her har du et par forslag til nogle navne, du kan tjekke ud og dykke ned i, hvis du har det ligesom mig.

Først og fremmest vil jeg håbe, at du er stødt på Odesza før. Hvis ikke er du in for a treat, som man siger. Seattlegenserne (hedder det det?) laver noget af det rareste og mest gennemførte elektroniske musik, jeg er stødt på i lange perioder. Odesza er et af de navne, som man altid kan hive op af lommen, når ens venner spørger, om man ikke lige gider sætte noget musik på. Det kan både være til hverdag eller fest – alt afhængigt af decibel-niveauet, du hører dem på. Det gjorde mig ekstra glad, at de var en del af årets bookings, fordi jeg missede deres koncert på Loppen i 2014. En aften hvor DJ Paypal faktisk spillede, der også er Roskilde aktuel. Og Slow Magic som du kan opleve på Trailerpark. Slow Magic er desuden sygt fedt.

Nå, tjek lige det her album ud, som simpelthen er rene auditive antidepressiver.


JEG SKAL HØRE EN ÆGTE GANGSTER. Freddie Gibbs spiller nemlig i år. Er du træt af autotune og rappere der ikke engang er blevet skudt på? Har du en svaghed for George Michael-samples og numre der handler lidt for meget om narkotika? Freddie’s got the answer for you! Med respekt for Roskildes generelt virkelig flyvende hiphop-program, så vil jeg vove at påstå, at hr. Gibbs er den mest gangster af dem alle. Så gangster at han blev forsøgt myrdet i Brooklyn tilbage i 2014. “They tried to kill Tupac. They tried to kill me. I’m Freddie Gibbs. I’m still alive” udtalte han efterfølgende, da han blev spurgt om, hvorfor han var målet… Daaaaamn son! Det er sgu hårde sager.

SPØRGSMÅLET er dog, om han kommer til at spille. Den kære Freddie er nemlig for nylig blevet anholdt i Toulouse, og bliver måske udleveret til Østrig for en påstået voldtægt tilbage i 2014. Det kan også blive for gangsta’..

Dog er hans sidste album “Shadow of a Doubt” er blevet skamhørt på min Spotify – men han rammer mig virkelig også i mit organ for guilty pleasures med hans George Michael-sample på “Careless“.

Jeg håber, I kan klare flere rim og beats, fordi der er jo skruet helt op for grimen i år. Jeg er jo en prætentiøs anglofil hipster. Forstået på den måde at jeg elsker engelsk musik, kultur og sprog, men jeg har faktisk aldrig været i England… Anyways, jeg er tosset med grime og jeg er tosset med Skepta! Første gang, jeg stødte på Skepta, var til Distortions lidt spøjse gadefest på Christiansborg sidste år. Omme bag børsen fandt jeg pludselig en scene, der gik fuldstændig amok. Det var midt om eftermiddagen, og resten af eventet var rimelig chill. Men ikke her. Ikke til Skeptas koncert. Her svang/svungede/svingede (hvad hedder det?!) folk deres tshirts over hovedet og hoppede så højt, at jeg næsten ikke kunne se “The King of Grime”. Og jeg er altså 198 cm. Anyways, jeg anede ikke, hvem det var, men hørte navnet “Skepta” ude i atmosfæren et sted. Siden har jeg drømt om at stå i midten af flokken, mens Skepta skruer op for stemningen. Ligesom han gør i den her video. Det bliver noget med blå mærker og five-panel kasketter. Og jeg glæder mig.

Skepta – Shutdown London

Udover Skepta kan du jo passende lige tjekke Stormzy, Elf Kid og Little Simz ud. Britiske rim der får dig til at kigge dig over skulderen en ekstra gang, hvis du er på vej hjem en mørk aften i Tottenham.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Tak for i år søde NorthSide!

IMG_3299
Nieeeeeels.

Fantastiske Northside. Tak for i år.

Ja, jeg ved godt, jeg er superfan, men det er sgu bare en god festival, de har stykket sammen derovre i Århus. Man ved det har været godt, når man har været hele følelsesregistret igennem fra melankoli over eufori til decideret tuderi, og man ved, det har været bedst, når man stadig kan mærke det i kroppen onsdagen efter. Godt der er længe til Roskilde!

De største opture
◾Jeg er stadig høj på Beach Houses hjemsøgende optræden lørdag aften. Det er dog mest på det personlige plan, fordi jeg ENDELIG fik lov til at se dem live. De leverede en fremragende og vedhængende koncert, og jeg er af den overbevisning, at det var helt fantastisk. Dog ikke en once-in-a-lifetime-oplevelse.

◾Den menneskelige lædersofa aka Iggy Pop er det vildeste menneske, jeg har set. Hans optræden var medrivende og overbevisende, og hans sex-appeal ramte helt ned i bukserne hos selv alle de heteroseksuelle mænd til stede på pladsen. I kan godt forsøge at benægte det, men I kan ikke snyde mig. Jeg var til stede. Det fantastiske ved Iggy Pop er hans evne til at holde koncerter med så meget energi og intensitet i en alder af 69, at hans bagkatalog slet ikke gør noget, fordi det, mener jeg, faktisk er lidt sløjt.

◾The Minds of 99 tog tre i træk, da de igen leverede en helstøbt koncertoplevelse. Sidste år var jeg blown away af deres optræden, og jeg kendte ikke så meget til deres musik, men jeg kunne straks fornemme, at der var potentiale i de her drenge. Siden dengang har de udgivet deres andet album, og det beviste jo blot det, som alle i forvejen vidste – de er noget helt særligt. Forsanger Niels Brandt er så karismatisk og dygtig, at han kan tillade sig at ligne en stereotypisk slaver med sin frisure og valg af træningstrøje. Lukas Graham skal kigge langt efter den samme mængde talent, som de her drenge besidder.

IMG_3309
En anden optur. De infamøse hvide Northside-sko lever stadig i bedste velgående.

Årets største overraskelse
◾Kontantløs festival er kommet for at blive. Jeg stod ikke ufrivilligt i kø en eneste gang. Alting gik så stærkt, og der var ingen spildtid. Det fungerer.

◾Northsideburgeren er blevet bedre, er den ikke? Udover at være dyrere så smagte den anderledes end sidste år. Som om den udvikler sig sammen med festivalen. For satan den var lækker. Den kan sagtens konkurrere med Tommi’s.

◾Duran Duran overraskede mig positivt. Stadion-musik på den måde var virkelig et sats. Måske det største sats overhovedet, men de leverede varen, og jeg ville så gerne synes, de fremstod rutineprægede, men det ville være en løgn af konkludere. Simon Le Bon var til stede i Ådalen sammen med os, og det var sgu egentlig meget rart med et navn, hvor man kunne synge med på alle sangene. ALLE sangene.

IMG_3301
Det samme gør de høje hæle. Det her er altså en festival – ikke et modeshow.

De største nedture
◾Lukas Graham var den koncert, der trak flest mennesker, tror jeg. Det virkede i hvert fald sådan. Det forstår jeg ikke, når der bliver præsenteret store internationale navne. Hvorfor strømmer folk så til et lidt ligegyldigt dansk act? Måske er det et af Northsides problemer, der hænger lidt sammen med den kritik, publikum har fået for at snakke for meget til koncerterne. Måske er oplevelsen for intens, fordi man vandrer fra den ene koncert til den anden med kun et kvarters pause, og så får man slet ikke talt sammen imellem. Heldigvis var Lukas Forchhammer rigeligt snakkesalig, som Peter pointerede i sin anmeldelse. Det virker desværre som om, der er mange af gæsterne, der er der mere for hyggens skyld end de store musikalske oplevelser. Og Lukas er da en hyggelig fyr, når han for syvogtyvende gang fortæller, om dengang han spillede på Wembley. Ikke sandt mine damer og herrer?

◾Hvor blev hiphoppen af, Northside? De sidste par år har i booket navne som A$AP Rocky og Wu Tang Clan. Der er sgu lidt vej op til dem for Malk De Koijn og Marvelous Mosell. Selv for Yelawolf vil jeg mene. Jeg savnede et mellemstort til stort hiphop-act på plakaten. Det behøver jo ikke være Eminem, men udbuddet var altså sløjt i år. I vinder mest ved, at der er noget for enhver smag, og Yelawolf er sgu for nichepræget sydstatsrap til at være godkendt.

◾JEG GLEMTE AT SPISE TARTELETTER. Fuck mig.

IMG_3329
Publikum var ligeglade med vagternes anvisninger om, at de ikke skulle sidde på skuldrene af hinanden. Dig på jorden – you’ da real MVP.

Til næste år ønsker jeg mig
◾Hiphop, selvfølgelig. Vamos!!

◾At I bliver ved med at holde indie og alternative-fanen højt, fordi I gør det bedre end nogle andre i Danmark. Det skal I blive ved med. Hvis I læser med her, så psssst…. Book lige Morrissey, ik’.

◾At I bliver ved med at udfordre jer selv på form og facon, så I ikke gror fast og bare bliver placeret i en bås, der hedder hipster-festival. I år bookede i flere hårde navne, end I har gjort før, og jeg har ladet mig fortælle, at det var med stor succes. Jeg var ikke selv til nogle af koncerterne, fordi det ikke er min kop te, men folk har talt virkelig positivt om det.

IMG_3311
Nye venner blev det også til.

Tilbage er der at sige tak for i år. Det var en ægte bedstival som altid.

Nu er der bare at se frem til 2017-udgaven. Jeg ved, at Northside vender og drejer al kritik og svipsere og bruger det konstruktivt forud for næste år. Det er stadig en ung festival, og børnesygdomme er acceptable. Nu bliver jeg helt trist, mens jeg har skrevet den her artikel, fordi det er gået op for mig, at der vitterligt er et helt år til NS17. Puha, det er længe… Sker der noget næste weekend?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *