“Fuck James Blake” – Albin Lee Meldau er kongen af kærlighed

Albin Lee Meldau

“Wauw… Wauw! WAAAAAUUUUW!” lød reaktionen fra gruppen af piger bag mig, hver eneste gang Albin Lee Meldau hævede stemmen eller endnu en gang perfekt udførte en frasering.

Overskriften på denne artikel, “Fuck James Blake!”, var en anden impulsiv midtvejsanmeldelse fra en gæst, som tydeligvis havde fundet en ny kærlighed i sit liv. Og den kærlighed blev velfortjent kastet i retning af den excentriske svenske filosof med de robotiske bevægelser på scenen. Albin Lee Meldau.

Jeg har, siden jeg skrev min første artikel her på Regnsky i 2012, været til over 300 koncerter, men aldrig før har jeg oplevet noget, som det jeg oplevede her til aften på Lille VEGA til “VEGAs New Crush”. Albin Lee Meldau gav ikke bare en koncert; han var koncerten. Hver eneste bevægelse på scenen udtrykte en følelse, hver eneste kærtegn af hans egen kind var et kærtegn af hele publikum, og hvert eneste intense råb var et skrig om kærlighed.

Aftenens højdepunkt kom i form af Albin Lee Meldaus nyeste single “Darling”, som man kan finde på hans “Lovers” EP, som udkommer fredag. Titlen på nummeret blev et messende smerteskrig, som gang på gang forårsagede kollektiv gåsehud for hele salen, og som under resten af koncerten var hvert eneste ord som presset direkte ud af hjertet på den svenske crooner – altid akkompagneret af en gestikuleren med hånden, altid i perfekt symbiose med musikken. Albin Lee Meldau skabte ikke bare musik her til aften – han var ganske enkelt musikken.

Albin Lee Meldau – Darling (Mahogany session)

Jeg har meget svært ved at sætte ord på de enkelte elementer af oplevelsen, for det hele flød sammen i en perfekt cocktail af drømme, nærvær og inderlighed. Albin Lee Meldaus indlevelse og dedikation var så åbenlys, at man som publikum bare kunne lægge sig i den svenske ekvilibrist billedlige favn og lade sig indhylle i et univers af kærlighed.

Aftenen blev afsluttet med nummeret “Let Me Go”, omend publikum ikke var meget for at lade Albin Lee Meldau gå. Men som han meget rigtigt både sagde og sang:
“If you love someone, you’ve got to let them go.”

Herfra kan jeg kun sige én ting:
“I love you. Please come back soon!”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Bliv forårsforelsket med VEGAs New Crush

VEGAs New Crush

Tidligere på året kiggede vi sammen med VEGA ind i fremtiden, da VEGAs Udvalgte løb af stablen med en række af de største talenter fra det danske vækstlag. Her, hvor foråret så småt går på hæld med en københavnsk hedebølge, er turen så kommet til seks af de artister, som, VEGA mener, vil gøre sig gældende på festivalplakater, koncertkalendere og hitlister de kommende år – de fleste af dem gør det sågar allerede til en vis grad. Det sker, når VEGAs New Crush finder sted på torsdag på – naturligvis – VEGA i København.

Og hvis man skal tro folkene bag VEGAs New Crush, så er det kunstnere, der begynder med bogstavet A, som bliver det helt store – det er nemlig tilfældet for fem af årets seks artister. Heldigvis har de ikke kun begyndelsesbogstavet til fælles; talentet er nemlig også tydeligt hele vejen rundt. Men jeg vil nu alligevel skære programmet midt over og præsentere mine tre favoritter ved anden udgave af VEGAs New Crush. Og de starter alle med A.

Den første forelskelse
Min første kærlighed er en svensk artist, som for en lille måned siden gav koncert til årets SPOT Festival. Jeg missede dengang bevidst koncerten med Albin Lee Meldau, fordi jeg vidste, at jeg kunne opleve den talentfulde singer/songwriter til VEGAs New Crush kort tid efter. Så nu er det nu, at den tidligere med-forsanger i rockbandet The Magnolia og gademusikant skal have lov til at bevise, at Göteborg er den hotteste musikby på det svenske landkort lige nu – Pale Honey, som vi elskede under SPOT, kommer også derfra.
Albin Lee Meldau spiller popmusik af den soulede slags, og hans første udspil “Lou Lou” har med garanti allerede sat sig fast på hjernen af mangen en musikelsker derude.

Mød Albin Lee Meldau her:

Den anden forelskelse
Om Albin Lee Meldau i virkeligheden synger om min anden forelskelse på “Lou Lou”, vil jeg lade stå hen i det uvisse for nu. Men sikkert er det til gengæld, at jeg glæder mig helt vildt til at opleve det sydafrikanske stjerneskud Alice Phoebe Lou, når hun gæster VEGA på torsdag. Alice Phoebe Lou er kommet mere eller mindre ud af ingenting efter at have rejst Berlins gader tyndt med sin musik. Hun er selv meget imod at genrebestemme sin musik, og standardsvaret er, at hun laver musik i genren “whatever”. Men jeg vil nu alligevel vove pelsen og klistre et blueset folk-stempel på hendes ekstremt vedkommende og nærgående stil. Uanset hvad er jeg overbevist om, at alle blandt publikum vil være dybt forelskede i den karismatiske, blonde sydafrikaner, når aftenen er omme.

Mød Alice Phoebe Lou her:

Den tredje forelskelse
Hvor de to første artister i høj grad er båret af henholdsvis sin store vokal og sit autentiske udtryk, elsker jeg min tredje forelskelse, fordi han kommer med al den inderlighed og indlevelse, jeg kunne drømme om fra en islandsk artist. Det er naturligvis Axel Flóvent, jeg er faldet pladask for. Jeg har svært ved præcist at sætte en finger på, hvad det er, der gør Axel Flóvent så speciel, men sådan er det jo nogen gange med forelskelser. Han skaber ro, han giver lytteren lyst til at fordybe sig i hans univers, og så har han gjort noget, som jeg ikke troede var muligt: Han har formået at gøre Frank Oceans “Swim Good” til et decideret mesterværk.

Mød Axel Flóvent her:

Det hele løber som sagt af stablen på torsdag, og der er stadig billetter at få, hvis man skulle have fået lyst til en aften i selskab med noget af det bedste fra det europæiske, amerikanske og afrikanske vækstlag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

PREMIERE: Eugenia – vildt+sødt

Eugenia

I dag kan vi præsentere et spritnyt projekt, som jeg er meget glad for, at vi har fået lov til at vise jer. For selvom der udkommer meget både god, rigtig god og helt fantastisk musik, så er der bare nogle artister, hvor jeg sidder tilbage med en følelse af rigtighed. Det er der, hvor musikken rammer ned i et melodisk smørhul, som gør noget uventet og skaber unik stemning omkring sig. Og det er netop det, som den danske duo Eugenia gør i sit debutudspil “vildt+sødt“.

Eugenias musik kan bedst beskrives som poppet triphop, der på debutudspillet i høj grad leger med kontrasten mellem Camilla Lily Papes lyse vokal og en insisterende brug af percussions på den ene side og Johan Ask Papes dybe vokal og et tungt, vedholdende beat på den anden. Det er med til at give nummeret en følelse af eftertænksomhed og opgivende dystopi, som fastholder lytteren i en ambivalent tilstand af både håb og fortvivlelse, der for mig er særdeles interessant.

Videoen til “vildt+sødt” er optaget på Salonen i København og tager udgangspunkt i skuespilleren Baard Owe, som igennem nummeret rokkende fra side til side lader sig opsluge mere og mere af musikken. Det er ekstremt simpelt, men for mig rammer det essensen af min egen oplevelse af Eugenias musik: Netop deres evne til at omslutte fuldstændigt, så man bliver en del af deres dystre univers.
Videoen åbner i øvrigt med et skud af en kassetteafspiller, som er et vigtigt element i bandets udtryk. Bandet optræder nemlig til beats afspillet fra kassettebånd, og hvis man har lyst til at opleve det i levende live, tager bandet på en mini-turné i København på lørdag den 28. maj, hvor de spiller på tre forskellige beværtninger i København: Først på Kaffestuen Vesterbro klokken 13, dernæst på Musiksmag klokken 18, inden de afslutter den lille rundtur på Dupong på Nørrebro klokken 20.

vildt+sødt” er som sagt Eugenias første udspil, men man kan forvente mere i løbet af sommeren, hvor bandet går i studiet med producer Brian Batz, som tidligere har arbejdet sammen med artister som Broken Twin og Ice Cream Cathedral – begge artister, som vi har stor kærlighed til her på bloggen, og som bevæger sig i et lignende musikalsk univers som Eugenia.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Regnsky møder… JÆRV

Foto: Michael Boe Laigaard
Foto: Michael Boe Laigaard

Hvis jeg skal vælge én ny artist, som har fyldt meget for mig i 2016, så må det uden tvivl være danske JÆRV. Jeg hørte Amanda Glindvad og bandets dansksprogede elektropop for første gang i slutningen af november sidste år, da de sammen med nogle andre af mine yndlinge, Velvet Volume, gæstede Ideal Bar i København. Dengang var de fleste kommet for at høre Velvet Volume, men på SPOT Festival forrige weekend var det anderledes. Her gav JÆRV koncert alene på Godsbanen. Eller alene var hun bestemt ikke, for der var tæt på stuvende fuldt i det mørke lokale med den perfekte størrelse, som både tillod, at de mange fans kunne komme til koncert, uden det gik ud over den intime stemning, som er en forudsætning for Amanda Glindvads musikalske univers.

“Jeg vil rigtig gerne lave nogle sange, man kan mærke, som man kan føle, som kan sætte gang i noget. Jeg tror, at Mathias Pedersen Smidt (kreativ partner og producer i JÆRV, red.) og jeg er enige om, at det værste ville være at lave kedelig musik. Så vil vi næsten hellere lave noget, som frastøder nogen, og som nogen synes er dårligt. Men kedeligt må det aldrig blive!” understreger Amanda Glindvad, da jeg møder hende nogle timer inden koncerten.

Amanda Glindvad er i høj grad inspireret af kvindelige artister med et stærkt univers og et klart musikalsk udtryk, og det er også i den retning, hun håber, at det unge projekt vil bevæge sig endnu mere. Hun nævner blandt andre Kate Bush, Bjørk, Joni Mitchell og Fiona Apple som nogle af de kvinder, som har præget hende musikalsk.

“Jeg synes, det er svært at sætte ord på JÆRV-universet. Man skal opleve noget ærligt og noget intenst. Musikken leger meget med det spinkle og nøgne samtidig med, at det har det storladne i sig. På sigt vil jeg gerne arbejde mere med et hårdere, mere råt lydbillede. I den sammenhæng måske fokusere og dyrke sammenspillet mellem min lyse stemme og de dybe, buldrende trommer og den tunge bas noget mere.”

Det sammenspil vil man kunne opleve på JÆRVs kommende EP, som efter planen udkommer sidst på året. EP’en bliver opfølgeren til debutudspillet “Dit Hav”, som jeg har skamlyttet til, siden det udkom i marts. Allerede under koncerten på SPOT Festival kunne man få en lille smagsprøve, da Amanda Glindvad – uden i øvrigt at oplyse publikum om det – sang sig igennem “En anden drøm”. Et nummer, der ret paradoksalt er det nummer, som er længst væk fra det dystre univers, JÆRV vil bevæge sig i retning af.

“Det er mere drømmende i sit udtryk, så det understøtter overhovedet ikke, hvad jeg lige har sagt. Så det er bare super,” griner Amanda Glindvad, da hun inden koncerten skal forsøge at beskrive nummeret.

“Det er sjovt, at man prøver at sige, at nu skal vi lave sådan nogle sange. Men hvis det ikke er det, der kommer til en, så kan man ikke presse det frem. Hvis jeg eller Mathias får en idé, som brænder i en bestemt retning, så er vi nødt til at følge den. Man må bare indse, at man bliver nødt til at gå de veje, som kalder på en musikalsk.”

I det hele taget har Amanda Glindvads unge karriere båret præg af en stor impulsivitet, hvor hun i høj grad bare har ladet sig føre i den retning, som hendes musikalske inspiration har ført hende. Det var også sådan, JÆRV kom til verden.

“Det var en lille smule tilfældigt. På et tidspunkt gik jeg fra at skrive på engelsk til at skrive på dansk, fordi det lige pludselig bare kom ud. Jeg kan vildt godt lide både at skrive og synge på dansk, fordi jeg kan udtrykke mig mere ærligt og ægte. Jeg havde aldrig lavet elektronisk musik før, men jeg begyndte at lege lidt med det i Ableton Live.”

En dag sendte hun sangene til producer Mathias Pedersen Smidt – som er på bas synths, når JÆRV spiller live – og han producerede i første omgang det nummer, som skulle blive til debutsinglen “I Staver”.

“Vi var ret hurtigt enige om, at der var et eller andet her, som vi havde lyst til at arbejde videre med, og så har det bare udviklet sig. Faktisk blev “I Staver” udgivet, fordi Mathias en dag skrev til mig, at “nu lægger jeg den op.” Jeg tænkte først, at det kunne han ikke bare gøre, men til sidst gav jeg ham lov alligevel.”

Herfra skal der lyde en kæmpe tak til Mathias Pedersen Smidt for at have været med til at kickstarte et projekt, som har formået at skabe et udtryk, hvor sammenspillet mellem den gode melodi, de velskrevede tekster og et bemærkelsesværdigt nærvær får musikken til at løfte sig op over den ordinære popmusik og skabe et produkt, som jeg – på trods af de sproglige barrierer – sagtens kan se bevæge sig uden for Danmarks grænser. For når det kan lade sig gøre for artister som Sigur Rós, så kan det også for JÆRV, hvis musik rummer de samme kvalitet: Ærlighed, inderlighed og nærvær.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Braids udsender ny EP, ‘Companion’

Braids 2016

Braids udsender ny ep den 20. maj, og den er god – heldigvis og selvfølgelig.
Det canadiske synth/indie/pop band er et af dem, jeg har lyttet allermest til det sidste år. Det har Peter også, og derfor vil du som Regnsky-læser med god sandsynlighed nikke genkendende til navnet, som vi blandt andet har fremhævet som gruppen bag et af sidste års bedste album, Deep In The Iris.
Et album, jeg straks holdt af at lytte til. Sjældent godt afstemt mellem meditative rundgange af simple synth-, guitar- og klaverakkorder, og med rytmisk spral fra de både programmerede og håndspillede, ofte breakbeat-inspirerede trommer. Og så Raphaelle Standell-Prestons uovertrufne vokal frembrusende af nødvendighed, men tilbageholdt til indestænkte udråb af konsekvensernes nervøsitet. Ikke mærkeligt, at hun både bruser over og tøver: albummets tekster – og vokalperformance – dealer med incest, særligt på førstesinglen “Miniskirt”, et vidnesbyrd i den stigende opmærksomhed omkring konsekvenserne af seksuelt misbrug. Som ikke overmander lytteren, men skaber et behov for at forstå. Læs eventuelt Raphaelle Standell-Prestons essay her.
Det var særligt vokalproduktionen på Deep In The Iris, jeg forelskede mig i, den vikler kor, udbrud og vers ind og ud af de øvrige lag med naturlighed og finesse, vokalen er både teksternes medie og en sonisk effekt. Deep In The Iris er selvfølgelig ikke verdens bedste plade, men det er afgjort en af de senere års udgivelser, jeg kan lytte mest til, finde detaljer i, drømme med, blive indigneret af, løfte tunnelsynet og se verden gennem. Eller blive i tunnelen, jeg har skrevet så mange opgaver til det album.

Det var jo egentligt ikke Deep In The Iris, det her indlæg skulle handle om, det var Braids’ nye EP, Companion. En af årsagerne til det navn bunder i ep’ens forhold til Deep In The Iris – numrene på begge udgivelser blev skrevet i samme periode. Det til trods er udgivelserne i den grad forskellige fra hinanden, særligt i produktionen, hvor Companion fremstår rå – de enkelte numre udforsker en energi, de går all in, de balancerer ikke tøvende på kanten som Deep In The Iris gjorde: fald gennem kalejdoskopet til “Joni” eller mærk titelnummerets stigende intensitet, kun båret af synth og vokal. Standell-Prestons teksters har overgrebet i tankerne, konstant er det der, men Companion går ind i følelser gennem billeder af livet efter. Særligt på min favorit, “Sweet World”, der hviskende vokser i intensitet, akkordmængder og i tekst, fra en mismodighed over sin plads i verden – kan jeg nogensinde ville være nogens – til en spirrende tro på heling. Måske ikke verdens smukkeste nummer, men et af de smukkeste i min, lige nu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *