Dolomite Minor – 37 minutter i rockhimlen

Livestemning, Roskilde Festival Skrevet af fredag d. 3. juli 2015
Dolomite Minor leverede en sand rockpræstation (Foto: Adam Green)

Dolomite Minor leverede en sand rockpræstation (Foto: Adam Green)

37 minutter. Mere fik publikum ikke ud af Dolomite Minor denne fredag aften på Pavilion. Men mere skulle der heller ikke til for de engelske Southampton-drenge. Med tunge trommer og en guitar spillet lige så straight som forsangerens midterskildning, charmerede de publikum, som kun lige netop kunne fylde Pavilion-cirklen.

Dolomite Minor består af to unge fyre: Max Palmier på guitar og vokal og Joe Grimshaw på trommer. På trods af bandets klejne størrelse leverede de en enorm og fyldig rockpræstation, der kunne gøre Black Sabbath stolte. For mens Dolomite Minors lyd på plade læner sig mest op af Nirvana og Black Keys, er de mere dystre og hårdtslående i liveformat. De leverede en sikker og fuldstændig uimponeret præstation, der var mere erfarne herrer værdig. Det eneste, der røbede deres unge alder denne aften, var de små dun på Max Plamiers overlæbe.

Drengene gik på scenen uden et ord og lagde ud med titelnummeret fra EP’en Girl of Gold, som gled over i sang nummer to uden tålmodighed til at vente på publikums bifald. Dolomite Minor fortrak ikke en mine under koncerten, men virkede heller ikke apatiske. Hvert et riff på guitaren blev leveret med tilbagelænet selvsikkerhed. Som om de havde stået der på scenen i årtier. Dolomite Minor endte med at forlade scenen side om side og lige så ordløs som deres entre. Med en rungende guitar og et publikum, hvis klappen kaldte på ekstranumre.

Det var ikke mange minutter, Dolomite Minor havde til overs til publikum, men det var 37 af de bedste på dette års Roskilde Festival.


Jungle og Hot Chip havde ingen problemer med at skabe dansen

Livestemning, Roskilde Festival Skrevet af fredag d. 3. juli 2015

 

Jungle, ledet af barndomsvenner 'J' og 'T' viste endnu en gang, hvor dygtige de er live (foto: Peter Emil-Witt)

Jungle, ledet af barndomsvenner ‘J’ og ‘T’ viste endnu en gang, hvor dygtige de til at få deres neo-soul ud over scenekanten (foto: Peter-Emil Witt)

Der er ikke bare halvtreds år og et helt atlanterhav til forskel fra soulmusikkens udspring af afroamerikansk musikkultur til britiske Jungles neo-soul. Med inspirationer fra sydamerikansk bossanova og Nile Rodgers-guitarriffs vil Jungle have dig til at smile, elske og danse. Der er ingen sekulære sangtekster eller dyb smerte, og derfor kunne jeg på forhånd gisne om, hvorvidt duoen, der på livescenen folder sig ud til en septet, kunne holde gejsten hos publikum oppe i en lille time med kun ét album i baghånden. Det selvbetitlede debutalbum fra 2014 viser ikke mange udsving på temposkalaen og kommer sjældent over de 100 beats i minuttet.

Alligevel var forventningerne til Jungle tydeligvis store på Avalon-scenen i går, hvor der var fyldt godt ud i gruset med meget lille mulighed for bevægelse. Rygtet om deres sublime evner som liveband og dets fire fornemme singleudspil var tydeligvis kommet dem i forvejen, for da korpiger, bassist, trommeslager, synthmand samt hovedpersonerne ‘J’ og ‘T’ havde gjort deres entré på scenen, var de allerede ti minutter forsinket.

Publikum tilgav imidlertid bandet med det samme takket være åbningsnummeret Platoon, badet i grønt scenelys. Ligesom det er tilfældet på albummets øvrige 11 numre, er varigheden på Platoon skåret ud efter bedste radiovenlighed med tre til fire mintuters spilletid. På scenekanten folder bandet numrene ud i extended cuts, hvilket giver Jungle rig mulighed for at charmere og flirte det efter deres eget udsagn ‘det bedste publikum, de har spillet for hele sommeren’.

Kollektiv fest til sidst
Ligesom monotonien lurer i baggrunden på nogle af albummets fillers opstod der også sekvenser, hvor intensiteten sammen med publikums hænder kom et stykke ned mod grusunderlaget. Efter den fine The Heat skulle bandet arbejde sig igennem Accelerate og Lucky I Got What I Want, og i et kort øjeblik kunne man frygte, at det ville være for sent at hive begejstringen tilbage i publikum på numrene Busy Earnin’ og Time, som de har for vane at slutte deres koncerter af med.

Men noget ganske uventet skete på det tredjesidste nummer, DropsMed inspirationer helt tilbage til Beach Boys’ vokalharmonier synger J og T “So come down from the clouds“, og det var mere en følelse af comedown efter en lang nats rus, end det var af den tilbagevendte jord under fødderne. Men så tog bandet lyden længere ned end på de forgående numres break, indhalerede stilheden, inden en arpeggieret akkord sendte publikum tilbage op mod skyerne. Vejen var derefter banet for en kollektiv fest, som trods høje forventninger og et begrænset bagkatalog efterlod et positivt indtryk og en

Hot Chip – Dansefest for nørder

Hot Chip (foto fra anden begivenhed)

 

En helt anden danseoplevelse var nattens sidste koncert med det engelske dance/punk-outfit Hot Chip. Med seks album på bagen trækker Hot Chip på langt flere strenge end landsmændene fra Jungle, blandt andet med samhørigheden fra Chicago house-inspirationerne på Need Your Love og avantgarde-disco á la Arthur Russell på Don’t Deny Your Heart.

Hot Chip gjorde rigtig meget for at underholde og for at holde publikum vågne til den sene nattekoncert, som da de oppe på scenekanten fremførte en nørdet dansekoreografi på Flutes. Ansvaret for kontakten til publikum var rigeligt fordelt mellem Al Doyle (der også huserede i LCD Soundsystem), Joe Goddard (The 2 Bears) og frontmand Alexis Taylor.

Hot Chip høster vanligt rosende anmelderkritik for deres albumudspil, men der er stadig et stykke til det danske publikums hjerter. Deres image som nørder, der leger med elektroniske instrumenter og blandt andet sampler First Choices discoklassiker Let No Man Put Assunder rammer ikke rigtig ned i noget P3- eller P6 Beat-segment.

Parade af hits og undervurderede skæringer
Til gengæld blev Arena ramt af bandets lyst til at skabe en fest. Her var Over & Over, der hyller repetitionens kunst, overgangen fra Ready For The Floor til den smukke danseballade I Feel Better samt lukkenummeret, bandets cover-udgave af Bruce Springsteens Dancing In The Dark, iklædt electro-klæder, aftenens højdepunkter. Hot Chip har ligeså mange hits, som de har undervurderede skæringer. Sent i går nat miksede de begge blokke sammen, hvilket skabte det, de var kommet for; dansen. Tilfredsheden var tydeligt printet i folks ansigter omkring mig, men der manglede måske lige det sidste. Det kunne blandt andet komme fra A Boy From School, bandets absolutte hit, som ikke havde fundet vej til setlisten. Ikke desto mindre en større anledning til at hive dem tilbage en anden gang; for underholde, det kan de, de nørder.


Father John Misty – Parringsdans fra en kærlig kyniker

Livestemning, Roskilde Festival Skrevet af torsdag d. 2. juli 2015
Father John Misty (foto: Esquire)

Father John Misty ramte plet på Avalon-scenen med hans mikstur af kynisme og personlige beretninger fra hans eget kærlighedsliv (foto: Esquire)

Hvis Father John Misty var en spillefilm, ville han være forbudt for børn. Han forfører og smider sig gerne på jorden i omsætning for dit blik og din kærlighed, men han indrømmer gerne på forhånd, at der er en chance for, at han bliver træt af dig. Sker det, er han ikke bange for at smide din kærlighed væk.

Tæppet var knapt trukket helt til side på en tætpakket Avalon-scene, før amerikanske Josh Tillman aka Father John Misty og hans fem mand store backing band stod klar. Med titelnummeret fra sidste års album, I Love You Honey Bear, Josh Tillmans kærlighedssang til hans kone Emma, kastede han sig ned på sine knæ til jublende respons fra publikum, sekundet efter den første guitarstreng blev slået.

Albumopfølgeren til 2012-debuten Fear Fun zigzagger mellem bitter Charles Bukowski-kynisme og beskrivende kærlighed og høstede anmelderroser for evnen til at mixe ironisk meta og hudløs ærlighed i en fræk folk-cocktail. På samme pendulerende facon dansede Father John Misty forførende til højre og venstre for Avalon-scenen i hvad der i momenter lignede en parringsdans på Crazy Daisy i Viborg.

Med blot et vrik fra hoften kan Father John Misty bedåre selv en ørkentør nonne i cølibat, så selvfølgelig ydede Roskilde-publikummet ingen modstand. Ikke mindst fordi Father John Misty aldrig mistede grebet om musikken, hvad enten han sang falset på den inorganiske True Affection eller croonede indover “one of the biggest hits in the United States right now”, den apatiske og ironiske Bored In The USA. Ej heller var der en finger at sætte på Fear Fun-nummeret Only Son Of A Ladies’ Man, der fik publikum til at synge med.

Men ligesom han forfører, formår sangenes vigtige tematikker og budskaber at svømme oven vande og give publikum et vindue ind til mange af de indre samtaler, den mørkhårde amerikaner med det store skæg utvivlsomt må have haft med sig selv. Efter en timelang koncert løb Father John Misty efter lukkenummeret The Ideal Husband væk fra scenen med en masse hjerter, og hvis du agter at få det tilbage, så skal du vente til november, hvor han vender tilbage til dobbeltkoncert på VEGA.


Noura Mint Seymali – Stemmen i centrum

Livestemning, Roskilde Festival Skrevet af torsdag d. 2. juli 2015
Noura Miny Seymali (billede fra anden begivenhed)

Noura Miny Seymali (billede fra anden begivenhed)

Roskilde Festival byder hvert år på navne, som få kender til, før de sætter deres ben på Dyrskuepladsen. I år var et af disse navne nordvestafrikanske Noura Mint Seymali, som spillede på Gloria onsdag aften.

Klædt i et turkis og blomstret tørklæde indledte Noura koncerten siddende, hvor hun spillede på en 9-stringet harpe kaldet en ardine. Med sig havde hun et band på tre medlemmer, som undervejs lod Noura være stjernen i midten. Efter 3 sange rejste Noura sig og overladte alle anstrengelser til sin sang, som skulle være den største kilde til bifald denne aften.

En ellers ganske vestligt præget musikstil blev gjort til Nouras egen, da hun med en enorm kraft og nogle gange messende vokal ruskede op i alle tilskuere i den mørke Gloria-lade. Flere gange stod den på fællesklap fra publikum, som virkede ligeså opsatte på at give Noura en god oplevelse, som hun gav dem.

Smilende og med let gestikulerende, guldbesatte hænder gled Noura og band gennem koncerten, der havde tiltrukket tilskuere nok til at fylde tre fjerdedele af Gloria. Noura henvendte sig også flere gange til publikum, som velvilligt gentog hendes afrikanske ord.

Noura Mint Seymali er sådan en oplevelse, der er med til at gøre Roskilde Festival til noget helt særligt. For mens programmet ellers byder på velkendte navne som Pharrell Williams, Muse og Paul McCartney, tilbyder Noura noget helt andet og ikke kun i kraft af sin ukendthed. Hun præsenterer nemlig en kultur, som vi ikke kender meget til i Danmark. Og derfor var det også noget helt særligt at opleve Noura Mint Seymali.


Communions – en koncert med vokseværk

Anmeldelse, Musik, Roskilde Festival Skrevet af torsdag d. 2. juli 2015

Årets festival er for mig en lidt kortere fornøjelse end normalt, da jeg først ramte den solramte dyrskueplads onsdag. Derfor var Communions årets første koncert for mit vedkommende, efter jeg noget jetlag-ramt efter 30 timers flyvning fra New Zealand havde bevæget mig ud på festivalpladsen. Om Communions også led af jetlag, kan jeg ikke svare på – måske var det bare lydmanden – men bandet startede overraskende usikkert ud med deres nyeste nummer “Whereever“, og jeg frygtede for en stund, at det talentfulde band skulle drukne i utidige effekter og overdreven diskant. Men sådan gik det heldigvis ikke.

Communions, som i år var blevet forfremmet fra sidste års Rising-scene til Pavilion, formåede at spille sig varme, og på både “Summer’s Oath“, “Children” og ikke mindst “Cobblestones” midt i koncerten mærkede både jeg og et ellers ret forsigtigt publikum det unge punk/powerpop bands store potentiale. Når jeg alligevel har fat i publikum, så var det ret tydeligt, at der var tale om en af årets første rigtige koncerter i høj solskin. Det meste af teltet virkede døsigt, og om det var den dårlige start, varmen i teltet eller bare konkurrencen fra Minds of 99, som skræmte folk, ved jeg ikke, men der blev desværre tyndet gevaldigt ud blandt publikum undervejs, hvilket var synd, da Communions netop præsterede bedre og bedre, desto længere koncerten skred frem. Og det hele sluttede da også med det forventelige brag i form af P6 Beat-hittet “So Long Sun“, som sågar formåede at vække publikum op til dåd, inden det altså var slut, og den jetlag-ramte skribent (og lydmand) kunne få fred.

Så på trods af startvanskeligheder, viste Communions ligesom sidste år, at de er et unikt indspark på den danske musikscene som et eklektisk mix mellem The Cure, The Smiths og Cloud Nothings. Og jeg er sikker på, at de står foran et større gennembrud, når de altså lige slipper af med de sidste børnesygdomme. For de viste i glimt, hvor fantastisk et liveband de er, og det talent bør dyrkes af både band og publikum.


WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass