Interview: Frej Levin fandt Natkat i et LSD-trip

Frej Levin efter koncerten på Countdown. Foto: Emil Hougaard.

Frej Le Funk med det borgerlige navn Frej Levin er rimsmeden i Natkat, der optråde på Countdown-scenen på dette års Roskilde Festival. Frej Le Funk er en mand, der er lidt over det hele. Han debuterede i MC’s Fight Night som 12-årig, og sidste år optrådte han med sit house-projekt under navnet B from E for bare at nævne noget af det. Sammen med DJ Sump og Floppycat, leverede han en energisk dagskoncert på sidste opvarmningsdag, der indeholdt improvisationer, trompet og en lavine af rim. Jeg tog en snak med ham under festivalen, der endte ud med at handle om, hvordan Natkat er blevet til. Det involverer både Cypress Hill, LSD og mexicanske voldsfilm.

Hvad er det for nogle følelser der går i gennem dig, når du står på scenen som Frej Le Funk?

Det er lige som at stå i orkanens øje. Det er på samme måde, som når jeg spiller på en klub. Min angst forsvinder, når jeg går derop, og så har jeg bare ikke lyst til at gå ned igen. Det er øjeblikket, hvor jeg kan få lov til at fejre mit eget og andres liv gennem musikken. Når jeg først går derop, så er det lige som at stå med et stort varmt tæppe på. Det er fucking nice.

Det lyder sgu meget lækkert. Hvorfor tror du, det fungerer sådan for dig?

Jeg tror det er en basal ting i folk, at når de bevæger sig, altså når de vibrerer, så bliver der bare åbnet op for sluserne til lykke-juice i hovedet. Engang, da jeg sugede rigtig meget lattergas, så begyndte jeg at få sådan nogle små bad trips. Men så fandt jeg ud af, at hvis jeg bare dansede eller bevægede mig imens, så var det umuligt for mig at få det dårligt.

Er der forskel på, hvordan du har det på scenen som en del af Natkat og så når du optræder med dine andre projekter?

Forskellen er jo bare, at når jeg er alene, så er det kun mig, der kan skuffe mig. Ikke fordi at mine drenge nogensinde skuffer mig. Men det er klart, at hvis der er noget, de er usikre på, så er det også min usikkerhed. Til gengæld er det fedt, når der er fem, der sejrer frem for bare én. Det er det sygeste vaniljeis for mig, når mine drenge oplever noget fedt.

Men du kan vel heller ikke dele oplevelserne på samme måde, når du optræder med eksempelvis B from E.

Nej, men jeg har også brug for ikke at dele det med nogen en gang i mellem. Jeg har brug for selv at tage et fly hen, der hvor jeg skal spille, og jeg har brug for at tale med mig selv inde i mit hoved, mens jeg sidder på restaurant med de her mennesker, der har booket mig. Jeg har brug for at spille mit show og blive lidt stiv og så tage hjem på mit hotelværelse og være mig selv.

Er det ikke svært at tage på Roskilde Festival, når man gerne vil være sig selv?

Jo, men nu har jeg også fået nok af at være mig selv. Nu skal jeg fandme være på Roskilde. Jeg spillede sidste år med B from E, men der skulle jeg til Mexico dagen efter.

Hvad for noget musik skal du se?

Jeg skal se Underworld. Det er fuldstændig for galt, jeg aldrig har set dem live. Jeg har lyttet til dem siden jeg var 10 eller 11 år. Og så skal jeg se Cypress Hill. Dem har jeg også lyttet til, siden jeg var 10. Den første rap-CD jeg nogensinde havde, var med dem. De er også latinoer, ligesom jeg er, så jeg har et helt bestemt forhold til dem.

Hvornår fik du den CD?

Jeg fik den, fordi jeg var børnereporter ude på DR, og det var jeg lige inden, at Peder fra Gramsespektrum stoppede som vært. Han passede på os, da vi skulle til DM i børnerap. Så plejede han at tage os på Burger King og sådan noget der. Så efter jeg havde mødt ham fem-seks gange, så kom han en dag og stak mig den plade, der hedder Skulls And Bones.

Var det der, du startede med at kunne lide hiphop?

Ja, det er lige der omkring. Jeg startede med at skate med min homie, og det indebar, at vi havde kæmpestort tøj på. Jeg slæbte mine bukser hen ad jorden og vi havde kæmpe store skovmandsskjorter på, var klippet korthårede og malede grafitti. Og så fulgte alt det der musik med. Men det er nok lidt mere rap, rap, rap, når jeg hører Cypress Hill. Så lyttede jeg rigtig meget til nogen der hed Control Machete fra Mexico. De kom også med en stor plade omkring 2000.

Hvad er det for noget?

Det er det største rap-act, der nogensinde er kommet fra Mexico. De lavede soundtracket til en film der hed Amores Perros. Det er en meget anerkendt film. Det er en fucking tragisk film, og folk dør hele tiden på alle mulige syge måder. Der er nogle sindssyge scener med det her Control Machete med sådan nogle hundeslagsmål, hvor de væder om penge, politijagt og sådan noget der.

Hvis Natkat skulle være soundtrack til en film, hvad skulle det så være for en slags?

Jeg har altid håbet at Natkat ville være soundtrack til en psykedelisk film. Noget hvor der var nogle fucking, fucking fede visualiserede hallucinationer. Og så noget der handler om noget alvorligt på den ikke så pæne side af samfundet. Jeg ville elske, hvis der var en eller anden vanvittig animator, der lavede det vildeste trip med et Natkat-track.

Hvorfor tror du det ville passe sammen?

Det tror jeg det ville, fordi Natkat både er baseret på Askes beats, som ofte har hårde trommer men bløde keys og sci-fi-effekter. Han er meget vild med de her gamle space-lounge ting. Som egentligt er rart at høre på, men har mange effekter. Og da jeg startede i Natkat, da havde jeg lige overlevet et fuldstændig vanvittigt LSD-trip, som gør at jeg ikke rigtig kan tage LSD længere. Jeg kommer tilbage til den samme rigtig dårlige tanke jeg fik, som på en eller anden måde er sand, men som ikke rigtig er brugbar for mit liv. Det er en sandhed, som er kæmpestor, men den nytter ikke noget for mig, hvis jeg skal være et menneske, der skal forelske mig i det dumme i livet og de hyggelige, normale ting. Det er alt for ‘godly’ og stort. Den første plade med Natkat er tekster, der kommer fra nogle sindssygt dybe indsigter, hvor jeg var helt inde i mine egne atomer og hilste på mig selv uden, at jeg vidste hvad mit eget navn var. Men jeg forstod min plads i forhold til andre mennesker i verden. Dem jeg holder af, og dem jeg gik og sårede.

Så mange af de tekster du laver er kommet fra sådan et trip?

Ja, det er reflektioner over mit trip. Refleksioner over de tanker der er gået gennem mit hoved, når jeg har søgt efter noget inde i mig selv og fundet noget helt andet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

En speciel dag på kontoret for MØ

Nu er der gået et par dage siden Roskilde Festival sluttede, og der er stadig et par ting, der står meget klart i erindringen. En af de ting er MØs koncert på Orange torsdag aften.

MØ er en af Danmarks absolut største stjerner, og er tydeligvis vant til store scener både herhjemme og i udlandet. Men torsdag aften på Roskilde Festival føltes alligevel ikke som endnu et stop med tourbussen, og det viser hvilken institution Orange Scene er. Det virkede faktisk til, at MØ havde mere optur over koncerten end det talrige publikum, der var mødt op på trods af, at man tydeligt kunne se sin egen ånde i den kølige aftenluft.

Jeg tror den vigtigste årsag til, at koncerten var en af årets bedste er, at alle på pladsen kunne mærke, hvor glad MØ var for muligheden og hvor specielt det var for hende. Det skinnede i gennem på samtlige numre og smittede af på publikum. Det fik i hvert fald mig til at reflektere og være taknemmelig over situationen. Så kan det godt være, at nogle af de andre gigastjerner har flere eller større hits, men de kan ikke måle sig med MØ på hjemmebane.

Det var første koncert, hvor jeg lagde mærke til, at kameraerne til storskærmene blev sluppet løs. Med det mener jeg, at det ikke kun var korte klip af de forskellige bandmedlemmer, men at der blev leget med forskellige visuelle virkemidler som fx flere billeder i et og filtre/toning i farver. Det kan godt være det bare taler til mit filmnørdede jeg, men jeg synes klart, at der er plads til fornyelse på den front. Hvorfor skal storskærmen ikke være en del af det kunstneriske udtryk? Det synes jeg er rigtig positivt, at Roskilde Festival virker til at eksperimentere med. Når det så er sagt, lignede mange af effekterne noget fra Snapchat, men der var også enkelte gange fx under ‘Pilgrim’, hvor MØ blev filmet i blåt lys og spejlet i sig selv, så det endte med at ligne en form for Rorschach-test.

‘Get it right’ var en af koncertens bedste sange, og her viste MØ, hvor god hun er til at mærke og skabe stemning blandt publikum. Hun forsøgte ikke at gøre det vanskeligt, men holdt det enkelt og gjorde plads til, at folk bare kunne danse og have det godt med hinanden. De fleste kunstnere opildner til at danse, men MØ gør det på en meget hjertelig og omfavnende måde, der føles mindre påtaget og mere ærlig end mange andre hovednavne.

Til sidst skal hun have ros for at blive ved med at udvikle sit kunstneriske udtryk. Fra de tidlige popeksperimenter over sine nærmest EDM-agtige bangers, til at sidde og synge ballade bag et klaver, så virker det til, at musikken lige så lidt som koncerter på Roskilde er hverdag for MØ. Og ærligheden omkring dette er rørende og ekstremt befriende at opleve!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Apollo lukkede Roskilde Festival med en tre timer lang rumrejse

The Comet Is Coming. Foto: Fabrice Bourgelle

I en genial tidsmæssig placering af de to sidste koncerter, skød The Comet Is Coming publikummerne afsted mod rummet, hvorefter DJ Koze lod dem svæve i vægtløs tilstand i nærheden af solen.

Klokken 23.45 lørdag aften startede The Comet Is Coming rakketen. Og da mørket faldt på, var der mulighed for at bruge Apollos fantastisk lys. Faktisk har Apollo flere lysenheder end Orange Scene, men den mulighed blev ikke udnyttet til fulde. Måske fordi, der var så meget andet at komme efter.

The Comet Is Coming kan beskrives som en slags space-jazz. King Shabaka, der er en gudsbenådet saxofonist, går bogstaveligt amok, når han står på scenen med det smukke instrument. Konstanten i dette rum-jazzede projekt er synhetziseren, som Danalogue The Conquerer havde helt styr, da bandet fik datoen til at gå fra den 6. juli til den 7.

Selvom jeg synes, det lød udemærket, da jeg hørte det hjemmefra, var jeg stadig ikke helt overbevist. Det var faktisk først, da jeg blev hevet med ind til koncert med Sons Of Kemet fredag aften, at jeg besluttede mig for at skulle se The Comet Is Coming, for under den koncert kunne jeg se, hvad King Shabaka kan. Han spiller nemlig i begge bands og er endnu vildere live.

Jeg har ikke nogen teknisk viden om saxofonen, men når Shabaka er i nærheden af den, begynder den at spille lyde i en kombination, der gør, at du ikke kan stå stille. Faktisk har du lyst til at bevæge dig på en måde, der får dig til at se komplet idiotisk ud. Du får lyst til at ryste din krop og dit anisgt, som sidder du på en bustur i Angola med en rigtig dårlig chauffør, der holder speederen i bund, mens han kører ned af en bjergside på en grusvej.

Kombineret med røg, konstante lyskegler, Danalogue The Conquerers synths og Betamax Killers trommer ramte The Comet Is Coming nattestemningen perfekt, og sørgede for den afgang væk fra jordens overflade, der var brug for på sidstedagen.

Klokken 02.00, var det erfarne DJ Kozes tur, til at lede de folket gennem galaksen. Og her var det nærmere det visuelle, der gjorde det hele lidt spacy.

På den guidede tur, føltes det som om at blive ledt forbi en kamp mellem rebellerne og imperiet fra Star Wars – for hold nu kæft, hvor var der meget lys. Rødt lys, blåt lys, hvidt lys, lys med mønstre i og lys der bevægede sig langs med hinanden eller modsat hinanden, som om de dansede til lyden af Kozes house.

Og netop lyden, var der heller ikke noget i vejen med. Det var som om, at alle de temposkift der var i settet, kom lige når de skulle. Han havde mig i sin hule hånd hele vejen igennem, og jeg havde hverken lyst til- eller kunne finde vej ud af hans rumskib, som evigt skruede på cockpittets knapper.

Man kan næsten altid regne med at koncerterne på Apollo varer 60 minutter sharp. Men Koze fik lov at få dobbelt sp lang tid, hvilket ikke var et sekund for meget. For undervejs var den tanke, der kom tilbage flest gange, at turen for alt i verden ikke måtte stoppe.

Den to timer lange koncert sluttede med en cirka 10-12 minutter lang udgave af det sommerlige hit Pick Up, der endte med at gøre den varsling til virkelighed, som The Comet Is Coming lovede tre timer forinden.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tak for Schacke og den nye Countdown

Foto: Cameron Pagett

Countdown-scenen på Roskilde Festival har aldrig rigtig fungeret. Dårlig eller simpelthen bare for lav lyd har ødelagt fremadstormende artisters ellers gode koncerter. Et godt eksempel er Av Av Av, der fik alt til at fungere i 2015. Det var dengang scenen hed Apollo Countdown. Det eneste problem var, at lyden var så lav, at det hele tiden føltes som om, der manglede noget. Scenens lydkvalitet var lige så dårlig, som madboderne i år er til rent faktisk at have de ting, der står på deres menukort. I år er Countdown ændret for det bedre, og den Københavnske techno-producer Schacke viste mandag aften, at den ringe lyd er fortid.

Jeg tror ikke, der findes en bedre måde at overbevise folk om, at der er god og høj lyd på en scene end ved at sætte Schacke til at spille på den. For der er få som ham, der presser sine højtalere til det yderste. Hårdtpumpende techno skal høres højt! Og det blev det også. Og shit, hvor kan han skrue et sæt sammen, der rammer lige i øregangene.

Jeg tror magien ved techno er lidt svær at få øje på for mange. Men hvis man lytter efter, når Schacke går i gang, finder man ud af, at det er lidt med ham, som det er med Sopranos. At det, der sker i øjeblikket, har noget at gøre med det, der sker senere. Så lige som Tony Sopranos eskapader fra sæson tre bliver endnu mere relevante i sæson fem, så er det, man hører til Schacke sandsynligvis noget, som giver endnu bedre mening fem eller ti minutter efter, man har hørt det. En fremragende kalkuleret fest, hvor det eksploderer, fordi settet har bygget op over tid. Koncerten var en forløsende kontrast til lejranlæggenes basale bass-drops.

Schacke gik på scenen klokken 21.30, og det viste sig også at være det rigtige tidspunkt. For da solen langsomt gik ned bag scenen, begyndte lysshowet at træde i karakter. Det fuldendte oplevelsen, som når man kommer chili i en shawarma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

The Cure lever for evigt

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Robert Smith

Der er to ting, man kan være sikker på her i livet. Der er regnen, og der er døden. Spørgsmålet er bare, hvad der kommer først. Et spørgsmål, der er højaktuelt, når man befinder sig på en mark uden for København i starten af juli, og specielt hvis man skal sove i telt i en uge. Heldigvis kom regnen først, og på dette års festival mistede ingen livet – hverken på svævebaner, i eufori eller i mudder. Regnen har været for det gode, og den dulmede den sky af urinstøv, der sidste år kostede flere festivalgængere luftvejsproblemer og tis i øjnene. Mundbind og faktor 50 var i år byttet ud med regnslag og vandtætte støvler. Og selvom regnen var stilnet af, da The Cure gik på Orange Scene kl. 23.00 lørdag aften, var størstedelen af publikum iført regntøj.

Gothrockens koryfæ Robert Smith og resten af de melodramatiske post-punkere har eksisteret i 40 år, og kun få bands ligger inde med et hitspækket bagkatalog som The Cures. Den gamle gotiske gruppe spillede første gang på Roskilde i 1985 og har siden besøgt festivalen fem gange. Det virkede også som om, de følte sig hjemmevandt på scenen. Med en overlegen sikkerhed leverede Robert Smith og co. et rygradsrislende godt show med klassikere fra samtlige 13 studieplader, men også fra b-sider jeg ikke kendte. 

Jeg missede desværre kult-bandet, da de gæstede Forum i 2016, og efter at have hørt P6-Beat Elsker The Cures seks timer lange radioudsendelse om The Cure og koncerten i Forum, var forventningerne i top!

I sort fra top til tå, tyk eyeliner, rød læbestift og sortfiltret spindelvævshår gik Smith på scenen som aftenens hovedperson. The Cure indledte koncerten med nummeret Shake the dog fra albummet The top fra 1984. Selvom jeg ikke kendte nummeret, var det allerede, da Smith åbnede munden første gang, et stort og medrivende moment. Han sang intenst og stilsikkert med sin ikoniske vokal og var gennem hele koncerten til stede. Dog overskyggede han på intet tidspunkt resten af bandet, og det var smukt at se, hvordan de nød at spille sammen med overskud, smil og små flirtende bemærkninger på scenen.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Robert Smith og Simon Gallups

Robert Smith er ikke ligefrem et vandfald, når det kommer til at tale med publikum, men det er sådan, det skal være! Og hans budskaber samler generationer og omfavner alle, der har oplevet at få knust hjertet. Under den ulmende og ildevarselende dybde var numrene også energiske og dansevenlige. Faktisk i en sådan grad, at selv et telt fik lyst til at crowdsurfe foran mig. Every tent has it’s days!

Det crowdsurfende telt

Simon Gallups tunge post-rock bas slog hårdt igennem kulden og det tiltagende mørke på Dyrskuepladsen. Da The Cure spillede Just Like Heaven, var det som at svæve i en mørk gotisk drøm. Det var intet mindre end magisk! Ord som ‘tryllebindende’ eller ‘magisk’ kan godt virke fluffy og letkøbte fra en anmeldervinkel, men jeg har sjældent oplevet ordene komme så meget til sin ret, som de gjorde lørdag nat.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Simon Gallups

Det er 30 år siden, The Cures mesterværk af et album Disintegration udkom, og der var stor begejstring, da de spillede klassikere som Lovesong og Pictures of You. Den ‘nye’ guitarist, Reeves Gabrels, som har været med i bandet siden 2012, spillede også henrivende godt. Med en nivende og sjælerensende guitarklang skabte han en kollektiv ekstase. De mørke popmelodier rev i hjertet, frembragte en smuk smerte og åbnede for vemodighedsventilen.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Reeves Gabrels

The Cure er den slags band, der ligger inde med så stort et bagkatalog, at alle fans har deres yndlingsnummer. Om det er en mainstreamklassiker, som Boys Don’t Cry – som The Cure i øvrigt afsluttede koncerten med – eller et af de mindre kendte numre, er der noget til enhver smag.

Jeg ville gerne have hørt mit yndlingsnummer If Only Tonight We Could Sleep fra Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me albummet fra 1987, men fik Lullaby i stedet og blev lullet i seng med en smuk og urolig vuggevise.

Jeg følte mig renset og høj på en af de mest legendariske lukkekoncerter, jeg har oplevet på Orange i ni år, da jeg begav mig ned til toget. I år kom regnen før døden, men jeg tror aldrig, at døden rammer The Cure! De vil leve videre i de sorte hjerters mørkekammer fra generation til generation.

Tak for i år Roskilde! Du har som sædvanligt været helt fantastisk. Tak for hvert år at åbne op for nye sider.  Tak for at udfordre mig, at give mig varmen og danse med mig, selvom vejret er vådt og koldt. Og TAK for at give mig stærke oplevelser, som jeg lever højt på hele året rundt.

Foto: Rockfoto – Viktor Wallström – Publikum foran Orange Scene til The Cure

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.