Blue Hawaii: nyt nummer og selvfortolkning

Musik Skrevet af tirsdag d. 9. december 2014

Canadaduoen Blue Hawaii er aldeles umulig ikke at være forelsket i. Siden minihittet “Try To Be” udkom sidste år og drejede vores opmærksomhed mod albummet Untogether, har nyt fra duoen været garanti min garanti for bittersøde dryp af smuk vokalproduktion i stilfuldt designede, men stadig pågående produktioner. Stemmemanipulation, trommemaskiner og skarpe real/sci-fi-lyde interfererer med Raphaelle Standell-Prestons overjordiske vokal og Alex Cowans fingerspillede guitar. Nærheden bliver brudt, og renheden i vokal og guitar sat lige udenfor lytterens rækkevidde. Den distance kan jeg godt lide – den skaber en oplevelse af dimensioner i Blue Hawaiis musik: dimensioner mellem det jordnært akustiske og de skævt rumfarende toner, mellem lytteoplevelsen og kontorhverdagen, mellem de roligt indieagtige melodier og den til tider tæt på pumpede produktion.

Kontrasterne er Blue Hawaii nu så venlige at understrege med singlen “Get Happy”/”Get Happier”. Den har, som indikeret, både en A- og en B-side, men egentligt er det to sider af samme sang. “Get Happy” er en roligt slentrende Blue Hawaii-når de er bedst-sag. Men læg lige mærke til 100-BPM kicket i omkvædene. Det teaser “Get Happier”, Blue Hawaiis fortolkning af deres egen sang. Det tager beatet længere frem og snuser til klubmusikkens intensiverende melodilinjer (altså, uden det for alvor bliver dansabelt).

Et eksempel på, at en simpel idé kan blive genial gennem den rigtige udførsel. Og et bevis på, at Arbutus Records er et evigt godt label.


Frida Sundemo og gennembruddets forbandelse

Generelt, Musik Skrevet af torsdag d. 4. december 2014

Frida Sundemo

Du har sikkert hørt Frida Sundemos store gennembrudshit “Indigo” i radioen. Det har nærmest været umuligt at undgå, hvis du er fast lytter af dansk eller for den sags skyld svensk populærradio. Og herfra skal der lyde et stort tillykke med et velfortjent gennembrud til den 26-årige svenske sangerinde.

Frida Sundemo – Indigo

Men for mig personligt har gennembruddet absolut ikke været for det gode. Faste læsere vil vide, at jeg i høj grad tiltrækkes af inderlighed og en ærlig sårbarhed, når det kommer til musik. Det savner jeg på “Indigo” og til dels på “Snow”, som ligeledes er at finde på Frida Sundemos “Indigo” EP.

Frida Sundemo – Snow

Derfor kan det også virke mærkeligt, at jeg alligevel vælger at skrive om Frida Sundemo. Men det her er ligeså meget et ærgrelsens udbrud. Som en svensk pendant til danske Oh Land er hun gået i en retning, som jeg ikke har lyst til at følge. For inderligheden, sårbarheden og nærheden var, ligesom det var tilfældet for Oh Land på “Fauna”, at finde i kolossale mængder på Frida Anna Carina Sundemos debutalbum “Dear, Let It Out” fra 2010.

Frida Sundemo – Dear Let It Out

Så på mange måder er det her bare endnu et eksempel på en i mine øjne virkelig kedelig tendens, hvor stilsikre og knaldhamrende dygtige sangerinder giver slip på retningen i ønsket om det helt store gennembrud. Hvilket jo til en vis grad er lykkedes for både Nanna Øland Fabricius og Frida Sundemo. Men er det reelt det værd?

For Oh Land har svaret udefra set vist sig at være nej, eksemplificeret ved bruddet med det pladeselskab, som i første omgang gav hende den store kontrakt – og som følge deraf de store kunstneriske begrænsninger og deprimerende hitkrav.

Det her indlæg skal med andre ord læses som et opråb. Og en bøn. Hold fast i inderligheden. Hold fast i kunstneriskheden, og hold nu fast i retningen. I hvert fald, hvis målet er at blive taget seriøst for sin kunst. Hvis målet er et andet, så vil jeg sige god tur, for den rejse vil jeg ikke med på.

Frida Sundemo – My Watch Began to Sing


Iceage dykkede med og ind i det andet

Livestemning Skrevet af onsdag d. 12. november 2014

So stay a little while / Before my thoughts go running wild / As a feral horse/ And it will gallop till its death / So stay a little while / Before my thoughts go running wild
– “Stay”, Iceage (Plowing Into The Field of Love, 2014)

Målsat flakkende, anspændt sitrende. Blik og ben, forsanger og publikum.
Skarpt lys, bidende kulde. Tørt tilrøgede hornhinder og ører længe hvinende for mere.
Den sidder i kroppen, det gør den, Iceages optræden til hjemkomstkoncerten, en diffus erfaring i hver rystet muskel, i hvert rejst hår, i hver af hjernens ved lejligheden sammendrevne nervebaner.

Drev de fra hinanden igen, idet Dan Kjær Nielsens militært præcise lilletrommeslag stopper “Plowing Into The Field Of Love”? Affortryllelsen af oplevelsen Iceage sker ikke sådan lige, meningen med den intense optræden foran et siddende publikum er intakt – det var intenst godt. Men det mere som Iceage konstant jager efter og i mange øjeblikke fanger, blæser ud af mit hoved inden mine hænder kan nedfælde det, uden det har dannet tanker af andet end næsegrus beundring.

Jeg beundrer Iceages hensynsløse drift. Den er garanteret super ubelejligt for struktur i hverdagen, vildt usund for stabile forhold. Driften efter perfektion: i auditivt og visuelt udtryk, i setlistens narrativ, i guitarpedaler, i musikkens bredde. Driften mod kunstens sublimitet.
Jeg beundrer deres mod. Modet til at “dive into the other / like it was an ocean/ caressed by its water/ I’d lose myself forever” (“Forever”), modet til at være så langt inde i sangen at omgivelserne bliver den, de midaldrende publikummer på forreste række til det vand, fortælleren dykker ned i, når Elias styrter ned i dem fra scenen. Modet til at inkorperere træk fra Nick Cave, fordi de træk fremhæver sangenes nuancer i tekster og instrumentation overfor genrebestemt grundstemning, fordi de gør sangene på Plowing Into The Field of Love ekstraordinært gode.
Jeg beundrer deres autoritet. Det er bydende nødvendigt for de nye sange, at ethvert element står klart frem. At Elias når samtlige udtryk i de ordtunge stavelser er respektindgydende i sig selv, at han performer hvert af stavelsernes stemninger ekspressivt, men i total kontrol med sin indlevelse, er autoritetsindgydende.

Beundringen driver mig mod Plowing Into The Field Of Love igen. Mod interviews, livesessions, bandets tourkalender, i et forsøg på igen at føle det mere og måske, engang, have modet til at følge driften mod forevigelsen af det.

Iceage spillede på Aveny-T den 10. november i forbindelse med CPH:DOX AUDIO:VISUALS-koncertrække. Christian Friedländer var scenograf.
Iceage udgav Plowing Into The Field Of Love i sidste måned. Stream den her. Og køb billet til Iceages koncert på Jazzhouse den 27. februar her.


Genrespot: Hvad er soca music?

Feature, Musik Skrevet af fredag d. 7. november 2014

2014-11-02 17.01.36

Sidste uge lavede jeg en liste over nogle af de hotteste dancehall-numre på Jamaica lige nu. I dag skal vi høre mere musik fra Caribian. Jeg sætter fokus på musikgenren soca og lister de største og bedste soca-hits lige nu. Soca music er en populær musikgenre i landet Trinidad and Tobago, der består af to øer nord for det nordøstlige Venezuela. Jeg er vild med soca music. Det er en form for elektronisk-tenderende kalypsopop.

Lad os lige starte med det her nummer af Amrika. (PS. flot gif, ik? Jeg har selv lavet den, da jeg var i den Dominikanske Republik i sommer :) )

Amrika – Ride It

Soca er en sammensætning af ordene soul og calypso. Visse steder på nettet kan man læse, at det kommer af en sammensætning af amerikansk soul og calypso, men det er vist ikke sandt. Det er derimod et akronym for “the soul of calypso”.

Har du fået gang i dine fødder? Ikke helt endnu? Så hør ‘Do Wuh Yuh Want’ med Patrice Roberts.

Patrice Roberts – Do Wuh Yuh Want “2015 Trinidad Soca”

‘Doh Fraid’ er også et stort hit lige nu i soca-verden. Man forstår hvorfor. Hvem bliver ikke i godt humør af de akkorder?

Fay-Ann Lyons & Bunji Garlin – Doh Fraid

Soca går tilbage til 70erne og 80erne. Garfield Blackman a.k.a. Lord Shorty omtales ofte som ophavsmand til genren.

Lord Shorty – Indrani

Lord Kitchener tæller derimod som den, der gjorde genren populær i det caribiske øhav. Angiveligt fordi det var tanden mere sexet end Lord Shortys version.

Lord Kitschener – Sugar Bum Bum

Okay, nok historie. Tilbage til det nye hotte socapop. Her har vi ‘Remedy’ med Machel Montano, der muligvis er den mest “poppede”, som i: populære, socamusiker i Trinidad and Tobago. De sidste fire år i træk har han fundet den prestigefulde titel “International Soca Monarch“, som man får ved en stor soca konkurrence under karnevalet i T&T. Konkurrencen foregår på Carnival Friday (aka Fantastic Friday)!!! Hvem vil med??

Hør hvordan poppen løber som tyktflydende harpiks ud af alle folder i den sang! Faktisk er det sådan, at de store soca musikere typisk udgiver deres hits, når karnevallet nærmer sig. På den måde kan de regne med større succes under konkurrencen.

Hvis man gerne vil følge med i soca music, kan jeg anbefale følgende sider: Socanews, Flagz Radio og Tempo!. Jeg kan også anbefale YouTube-kanalen Soca Music.

Soca music har selvfølgelig en lang række subgenre. Herunder power soca, der kører i et højere tempo med 160 bpm, og groovy soca, der kører i et langsommere tempo. Er der nogen af jer, der lytter til soca? Er det noget, I har lyst til at høre mere af på bloggen? Smid dine tanker i kommentarsporet. God kalypsoweekend!


Liste-tid: Dancehall i skyen

Feature, Musik Skrevet af fredag d. 31. oktober 2014

dancehall

Har du hørt Popcaan? Hvis ikke, så glæd dig. Han er det helt store dancehall-navn på Jamaica lige nu og står bag en af årets bedste plader Were We Come From. Lige nu ligger hittet ‘Everything Is Nice’ nummer et på den jamaicanske dancehall-hitliste.
Fordi jeg har haft så stor optur over Popcaan hele sommeren og efteråret, har jeg sammensat en liste af lækre dancehall-numre, der er hotte lige nu på de jamaicanske lister.

En anden god grund til at høre dancehall netop i dag er, at den danske dancehall-sangerinde Natasja ville være fyldt 40, hvis ikke hun var blevet dræbt i et trafikuheld i 2007 på Jamaica. Så lad os lige mindes hende, mens vi dykker ned i den jamaicanske dancehall anno 2014.

Popcaan – Everything is nice

Produktionen, melodien, stemningen… ALT er nice ved det nummer. Albummet indeholder også et af årets bedste dansehits. Det hedder ‘Waiting so long’ og burde pumpe ud af alle radiostationer lige nu.

Popcaan – Waiting so long

Du skal også høre Ishawna. Sangen ‘Cry Baby’ ligger nummer 16 på den jamaicanske dancehall-chart og den har et fantastisk elastisk beat, der fletter fingre med en lækkert vrængende melodi. Efter en six-pack kan ingen sidde stille til det her.

Ishawna – Cry Baby (Foota Hype Diss)

Denne sang fra Mavado giver dig det letteste hjerte og harmonier fra guderne.

Mavado – Nah Use Dem (raw)

Vi skal lige høre et nummer til med Mavado. Læg mærke til hvor presset og smuk hans stemme lyder.

Mavado – The Truth (Ghetto)

Nu skal det være lidt mere hårdt. Og til det formål kan man passende sætte Aidonia på.

Aidonia – Buss Dem Head (Hot Nigga Remix)

Tifa er det man kalder en dancehall diva. På ‘Back It Up’ går sang og video op i en højere enhed med masser af morsom spejling af popkulturens æstetik (der er både satirisk mobning af Beyoncé og Rihanna). Og masser af twerk.

Tifa – Back It Up

Vi hopper videre til Vybz Kartel med nummeret ‘Jamaica Land We Love’, der er en del af en række udgivelser med en forskellige dancehall-folk, der har lavet tracks med det samme beat under titlen ‘elastic riddim’. Sangen ligger pt. #18 på den jamaicanske dancehall-chart.

Vybz Kartel – Jamaica Land We Love

Hør også Chilandos version af ‘elastic riddim’ på ‘Try Diss’

Hvad er jeres yndlings-dancehall-hits? Smid nogle anbefalinger i kommentarsporet!


WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass