VIRGINS IN HELL

elmo in flames

Du ved det først, når den er der – men så ved du det også – Sommeren er kommet til København! Og med sommeren følger festivaler. Regnsky har allerede været med på SPOT og Heartland, men nu drager Laura og Mirja mod Refshaleøen for at få taget “metal-mødommen” på Danmarks største rock- og heavy festival. I denne uge forvandles Refshaleøens Instagram-venlige streetfod mekka til et sandt ragnaro(c)k. Vi taler selvfølgelig om festivalernes ondeste og tungeste sværvægter; det forjættede land; COPENHELL, der i år kan fejre 10-års jubilæum og løber af stablen fra onsdag den 19. juni til lørdag den 22.

Nu tænker du måske “Jamen, hvad laver Danmarks sødeste musikblog på en hardcore rockfestival som COPENHELL?” Svaret er simpelt. Metalmødommen skal SPRÆNGES! Vi skal finde ud af om der sælges andet end øl – Mirja er kun taget afsted for at drikke, og Laura drikker kun Chardonnay. Vi skal have afklaring på hvad en Biergarten og et Smadreland er, og så skal vi opleve, hvad der er så specielt, når over 20.000 tunge, svedende og behårede læderklædte metalhoveder mødes i et hovedrystende flammehav på lorteøen.

Så her giver vi dig en guide over de 10 kunstnere, du skal se, udover de “obligatoriske” (for 2 newbies i flammelandet) Slipknot, Slash (guitaristen fra Guns n’’roses’) og Scorpions.

Eagles of Death Metal – Onsdag kl. 21:00, Pændæmonium
Amerikansk garagerockband stiftet i 1998 af Jesse Hughes og Josh Homme, som også er kendt fra Queens of the Stone Age, Them Crooked Vultures og Kyuess – og desværre også et terrorangreb i Paris. Udover navnet har gruppen dog intet med dødsmetal at gøre. Efter sigende kommer idéen til navnet af, at Josh Homme ville skrive noget musik i stil med The Eagles og blande det med dødsmetalgenren. Deres lyd er badass, ægte rock ‘n rollaaah, og så er deres covernumre af Duran Durans Save a Prayer og Mary J. Bliges Family Affair overraskende sprøde. Måske Copenhell får fornøjelsen af et af numrene, når de amerikanske ørne af dødsmetal skyder festivalen i gang. LA kunne være sprødt, men onsdag aften, er der ikke noget sted, vi hellere ville være end foran Pændæmonium!

Halestorm – Torsdag kl. 21:00, Hades.
Der er dømt genderles sex, drugs and rock’n’roll, og uanset om du er til en lille kønskvotient i ny og næ, skal dette rockband nok få blæst al ølskum og fordomme i graven. I et interview i Rolling Stone Magasin fra 2018 forklarer Halestorm forsanger og guitarist Lzzy Hale, om den gamle diskurs, der alt for længe kunstigt har forbundet heavy musik og testosteron. Så med budskabet om at metal er for alle, ser vi frem til, at Halestorm spiller på COPENHELL torsdag…. DRACARYYYYYSSSS!!!!

TOOL – Torsdag kl. 22.30, Helviti
Amerikanske Tool er ikke bare torsdagens hovednavn. Det progressive art-metal-band er ifølge Laura, som har ventet 10 år på at få lov at høre bandet live, festivalens headliner, og er i sig selv grund nok til at tage på Copenhell. Bandet har vundet tre grammys og kunne oplagt placeres under de “obligatoriske”, men gruppen fortjener sgu en stor fed plads på listen. Tools lyd kan kendes på tunge og skiftende rytmer, hamrende guitarriffs og en sammenfiltring af østerlandske og vestlige tonearter. Lyden er intellektuel og instinktiv, melodisk og slibende, følsom og brutal og smuk og dystopisk på samme tid. Gruppens samarbejde med billedkunstneren Alex Grey er helt genialt, og kunsten sætter et syret særpræg på bandets lange og komplekse udgivelser. Forsangeren Maynard James Keenen driver desuden en vingård (champ stil!), og så synger han vokal i sideprojektet A Perfect Circle, som opstod efter Tools mange års radiostilhed og deres lange stridigheder med pladeselskabet Volcano Records. Dette kan du høre meget mere om i HEARTBEATS musikpodcast Indbegrebet af… , som beskriver bandet som “den perfekte supergruppe”. Både podcasten og bandet er værd at tjekke ud  – også selvom A Perfect Circle ikke når Tool til nittebæltet. Heldigvis er det da også Tool, som gæster COPENHELL og for HELVETE, hvor vi glæder os til torsdag aften foran Helviti!

Baest – Fredag kl. 18:00, Hades.
Den danske “fem-tet” Baest spiller i Hades fredag aften, og mon ikke der bliver spillet et nummer eller to fra deres album “Dance macabre”, der stod som den mest solgte vinyl i 2018? Det er dog ikke meget beskrivelse Copenhell selv giver på deres hjemmeside, men med de indledende ord “Nærmere introduktion virker unødvendig”, virker denne koncert også som en “must-see”.

Clutch – Fredag kl. 21:30, Hades.
Der er lagt op til gedigent musikalsk ”håndværkeri” med genreelementer fra bluesrock, psyke og punk, når det 25 år gamle amerikanske rockband går på scenen. Det skal vi selvfølgelig også opleve på dette års festival!

Slægt – Fredag kl. 21:45, Pandæmonium
Danske slægt er et af de bands, der gør dig stolt over den danske metal-scene. Lyden er præget af 80’ernes heavy-vibe og sangteksterne af det overnaturlige og det okkulte. “Der Er Kraft I Det Onde” hedder sangen med flest afspilninger på Spotify, og det skal vi ellers love for, at der var, da det unge heavy-band gæstede Roskilde Festivals Rising Scene sidste sommer og skabte et ragnarok af hoppende hoveder og en skov af onde håndtegn i luften. Slægt skal opleves live, og vi glæder os til at genopleve den raspende death growl-vokal og de smertefulde insisterende guitarriffs fredag aften.

Heilung – Fredag kl. 00:45, Hades
Danske Heillung er skudt op fra den nordiske undergrund, og har på ingen tid skabt suveræn succes omkring sig. Bandets koncerter er både obskure og fascinerende, men er bestemt ikke for børn eller epileptikere. Laura så dem, da de gæstede Koncertsalen sidste efterår med deres rituelle oldtids-optræden med medbragte menneskeknogle-instrumenter, strobelys og mænd og kvinder med gevirer og mørk kropsmaling, som gik rundt blandt publikum og udgød strubesang og primalskrig. Det var uhyggeligt, men også uhyggeligt dragende. Laura sad med en “hvad fanden er det, jeg er vidende til her”-følelse og en tvivl på, om hun var med i en bizar gyserfilm eller et spirituelt vikingetogt, men hun kunne sgu meget godt lide det. Èn ting er sikkert: Heilung er en totaloplevelse, og de skal opleves live! Stadig i tvivl? Tjek dette klip ud.

Demon Head – lørdag kl. 12:30, Pandæmonium
Den københavnske kvintet spiller retrorock inspireret af 60’ernes syrerock og 70’ernes proto-metal, som indebærer dobbelte guitarsoloer, okkulte temaer og tunge, langsomme numre gennemvædet af dyster apokalypsestemning. Der er en anelse Black Sabbat over bandets lyd, og de er et must for alle doom-fans. Mød op og få en blid start på sidste dag i helvede.

Rob Zombie – Lørdag kl. 20:45, Helviti.
Du kan regne med masser af horror, suspense og fedtet hår, når musikeren og filminstruktøren Rob Zombie kombinerer sine skills i et sandt “horror-show”.

Kvelertak – Lørdag kl. 01:15, Hades.
“Buldrende energi og uimodståelig singalong-faktor”- sådan lyder Copenhells egen beskrivelse af den norske gruppe. Selvom vi ikke forstår et hak af hvad de synger med deres norsk-sprogede tekster, skulle stemningen være SINDSYG, når bandet i en blanding af metal og rock’n’roll buldrer derudaf.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Selv regn kan ikke stoppe det velsmurte maskineri, som Heartland Festival er

Die Antwoord lukker hele showet af Foto: Mathias Bak Larsen

Det er altid spændende at se, om en ung festival kan overleve den udfordring, dårligt vejr skaber. Alle der var på Northside i 2017 oplevede, hvor svært det kan være for festivalen at følge med, når himmelen nådesløst åbner sig. Heartland 2019 lagde ud med en forholdsvist regnfyldt torsdag. Det gjorde, at alle ankomne måtte slå deres telte op i regnvejr, og det er aldrig fedt at starte en festival ud med et vådt telt. Tidligere har Heartland været utroligt heldige med vejret, og trods den regnfulde torsdag, var de heldige igen. Det var aldrig på skybrudsniveau, og da det først blev tørt holdte det resten af festivalen.

Nu skal det her ikke blive en ”hvis vi ikke har noget at snakke om, så kan vi altid snakke om vejret”-artikel, men jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde, at det fyldte noget.

Hvilket jo egentlig er sjovt, at det gør, fordi det er vitterligt det eneste, måske sammen med aflysninger, som man ikke kan gøre noget ved fra festivalens side af. Heartland er en velsmurt V8-motor, der altid fungerer. Jeg kan ikke sætte en finger på eksekveringen, fordi jeg synes, de gør det så sindssygt godt. Derfor er jeg nødt til at klage lidt over vejret. Lidt sur skal man jo være, når man møder ind på kontoret i dagene efter at have været på en fantastisk festival, og har lidt svært ved at acceptere hverdagen igen.

Hans Philip foto: Nicolai Hildebrand

Heartland, du er fantastisk, og du bliver ved med at udvikle dig. Der var større forskel på 2017 og 2018 udgaverne, end der var på i år og sidste år, og det vidner om, at Heartland har fundet den struktur, der passer. De store scener lå samme steder, og det lignte faktisk i store træk sig selv fra sidste år. But why would you change a winning team? Det gør du jo kun, hvis du er Pochettino og starter Kane i stedet for Lucas I DEN STØRSTE KAMP I KLUBBENS HISTORIE, SELVOM HAN SCOREDE HATTRICK I SIDSTE KAMP OG DERMED EGENHÆNDIGT BOOKEDE PLADSEN I FINALEN…

Nå, men det skal ikke handle om fodbold, selvom det var på manges læber om lørdagen. Det svømmede med Liverpool-trøjer på pladsen, og jeg kan forestille mig, at festivalen har haft et kæmpe dilemma i forhold til, om de skulle vise Champions League-finalen. Jeg endte med ikke at se den og prioritere festivalen, men jeg kan godt forstå dem, der gerne ville se det.

Så det var et Heartland plaget af vejrmæssige udfordringer og interessen for en fodboldkamp. Men det var også et Heartland, der er så skide veludført, at man kun kan elske det.

Jeg vil ikke bruge så lang tid på at gå i dybden over det musikalske, fordi jeg havde så mange gode oplevelser, at jeg kunne skrive en roman om det. Men jeg vil alligevel lige fremhæve Erika de Casier og First Hate som dem, der rangerer i min personlige top. Prxjects-scenen var blevet flyttet ud i skoven, og den er fandme dejlig, den scene. I hvert fald for os der gerne vil følge med i vækstlaget i dansk musik.

Erika kommer til at spille større scener i fremtiden. Foto: Maja Kongegaard Bramm

Udover de mindre, danske navne, så leverede de større, danske navne bestemt også mindeværdige øjeblikke. Minds er som altid sublime, og de har sat deres egen barre så højt, at de kun kan skuffe, men aldrig gør det alligevel. Hans Philip var tilbage og stod og var helt sart på en scene, med sin nye og mere introverte musik. Det klædte ham ikke at kunne gemme sig bag Ukendt Kunstners fest-koncerter.

Et sidste skud ud skal gå til Die Antwoord, der faktisk skabte Heartlands første moshpit. Og der var faktisk mere end et. Det lykkedes for Heartland at smide det polerede og vise ægte kant i 2019 og minde os om, at det jo faktisk er en festival og ikke bare et folkemøde for kultureliten.

Vi ses sgu i 2020, og jeg glæder mig til at se, hvad I finder på til mig næste gang.

First Hate på Prxjects scenen Foto: Dennis Morton

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hvad skal du opleve på de kulturradikales folkemøde?

Foto: Magnus Hyltoft

Nu er det endelig blevet tid til de kulturradikales folkemøde.

Du genkender godt typen. Han står der ved kaffemaskinen og rynker på næsen over maskinens fortolkning af en cappucino. Han har netop fortalt dig om, hvorfor The Good, The Bad & The Queen-Albarn er laaangt bedre end Gorillaz- og Blur-Albarn. I hånden har han dagens Politiken og i den anden har han en notesbog, fordi han ”husker bedre, når han skriver ting ned i hånden”. Han hader distortion og han glæder sig til at komme ud af byen, fordi han lige er blevet det år ældre, der skiller en gæst og en kritiker ad.

Den person tror jeg, at alle mine kolleger vil genkende, fordi det er langt hen ad vejen mig selv, jeg har beskrevet. Udover at jeg bedst kan lide Blur-Albarn…

For fanden jeg glæder mig til årets udgave af Heartland Festival på smukke Fyn (er Fyn hipt nu egentlig?). Jeg glæder mig til at drikke specialøl og ikke tage til talks, selvom jeg godt kan lide at komme på en festival, hvor de er, fordi det passer godt til mit image. Jeg glæder mig til at bruge skraldespanden og betale 110 kroner for en sandwich. Og ikke mindst – så glæder jeg mig til at blive vækket kl. 08.30 af en trompetspiller fremfor at blive vækket af ”Technopiik” af storkunstneren Pattesutter fra en efterskolelejrs Soundboks.

Det er jo så dejligt med den rene og pæne festival, men jeg må indrømme, at musikprogrammet og jeg clasher lidt i år. Flere af de store navne siger mig ingenting, men jeg kan godt sætte pris på, at det stadig er scoops. Derfor bliver det her måske en lidt alternativ liste med forslag, som udelukkende tager udgangspunkt i, hvad jeg ser frem til. Så det håber jeg, at du kan bruge til noget!

Here goes:

Richard, min Richard, hvor er det dog fantastisk, at du vender tilbage til Danmark efter kun to år. Den MEGET trofaste læser husker måske denne artikel, og det er for mig det definitivt vigtigste indslag på årets Heartland Festival. Han er sgu så dejlig, ham Richard, og jeg synes, du skal gøre dig selv tjenesten at se ham i levende live. Det er svært at spå om, hvornår chancen kommer igen. Sidst gik der 17 år. Richard Ashcroft spiller på Greenfield Stage lørdag kl 17.00 (og JA, han spiller sange fra The Verve-dagene).

Hot Chip og Die Antwoord. Hvis der skal være fest, så lad der dog for fanden være fest! Heartland har et ry for at have et ret stillestående publikum, som bruger mere energi på at tysse på folk end at danse og gå amok. Det har arrangørerne tænkt sig at lave om på i år. Håber jeg. I hvert fald er omstændighederne perfekt til, at Heartland-publikummet kan komme lidt ud af sin skal med specielt Die Antwoord, som må siges at være den skæveste booking til dato. Det er dog også beviset på, at Heartland tør at tage chancer og udfordre sit publikum. Hvis ikke festen kommer her, så tror jeg aldrig, den kommer. Festen starter (forhåbentlig) lørdag kl 23.45 på Highland Stage med Hot Chip og fortsætter kl. 01 på Greenfield med Die Antwoord.

Tag for resten lige at se Danny Brown også. Det er Heartlands første hiphopbooking (Benal er pop – change my mind). Af hjertet tak til Heartland for at tage chancer. Danny Brown spiller på Highland Stage fredag kl. 18.15.

Glem ikke Prxjects-scenen. Her kan man i intime rammer smage på noget af det bedste fra den danske undergrund. Jeg skal i hvert fald se First Hate, Lust For Youth og Erika de Casier, og jeg synes, du skal overveje det samme. Husk på, at scenen i år har fået ny location!

HANS FUCKING PHILIP er tilbage. Guilty pleasure or not. Sidst jeg så ham, var med Ukendt Kunstner på Heartland for to år siden, og hvis du ikke har hørt hans soloudspil og tænker, at du hader Ukendt Kunstner, så er der endnu mere grund til at prioritere den her koncert, fordi det er så langt fra Ukendt Kunstner, det kan komme. Det bliver hans første koncert siden Ukendt Kunstner-dagene, og hans nye music er mere down to earth, melankolsk og reflekteret. Det handler ikke så meget om at være ung og spille dum I Københavns natteliv, som det plejede at gøre, og det klæder ham virkelig. Det her glæder jeg mig virkelig til at høre live. Hans Philip spiller lørdag kl 15.45 på Highland Stage.

Omend så nyd Heartland og husk at gå på opdagelse i den fantastiske verden, de har opbygget til os. Et år mellem hver Heartland er altså for lang tid, hvis du spørger mig. Vi ses til en øl og en dans. Nyd det!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Special-K: “Hvorfor få børn, som skal vokse op i en verden, der er fortabt?”

Special-K, artist, Iceland
Fotograf: Kolbrún Þóra Löve

En gang imellem sker det, at man hører en artist og bare tænker: “Hende MÅ jeg bare tale med!”
Sådan havde jeg det med Special-K, da jeg hørte og ikke mindst så hendes visuelle koncert på årets SPOT Festival. Det lykkedes morgenen efter – okay, klokken var to om eftermiddagen, men i vores tømmermandsramte sind var der tale om en slags morgen.

Kvinden bag Special-K er Katrín Helga Andrésdóttir; en islandsk kvinde i midten af 20’erne med et væld af interessante projekter i bagagen. Hun er et af de oprindelige medlemmer af hiphop-kollektivet Reykjavíkurdætur, som Rasmus mødte på Roskilde Festival for tre år siden, hun er frontkvinde i drømmepop-trioen Kriki (ja, dem med ægge-musikvideoen) og var tidligere den ene halvdel af den feministiske rapduo Hljómsveitt sammen med sin søster. Men hun er nok mest af alt Special-K.

Men hvad er Special-K egentlig? Musikalsk er det et sammenkog af sukkersød popmusik, et post-internet-inspireret visuelt univers og patchwork samfundskritiske tekster. Inderst inde er det et farverigt portræt af en kvinde – og ikke mindst af en generation, som vi – nærmest som et skældsord – kalder millennials. Det er omdrejningspunktet for Special-K’s debutalbum “I Thought I’d Be More Famous by Now“, der udkom tidligere på året.

“Jeg gjorde mig en masse tanker om millennial-generationen, da jeg skrev I Thought I’d Be More Famous by Now. For et par år siden læste jeg en artikel af Tim Urban – “Why Generation Y Yuppies Are Unhappy“. Den handlede om, at vores forventninger og virkeligheden ikke altid stemmer overens. På det tidspunkt kunne jeg virkelig relatere til det, og det inspirerede mig,” forklarer Katrín Andrésdóttir.

Albummet endte som en selvironisk kritik af hendes egen generation – ikke mindst visuelt, hvor Katrín sammen med nogle venner lavede karaoke-musikvideoer til samtlige numre.

På 80’er-bangeren “Fashion” ironiserer hun over modebranchens insisterende krav om fornyelse, på “Imposter Syndrome Self Help Song” synger hun om den eksistentielle krise, nærmest hele generationen befinder sig i, på grund af egne og andres urealistiske forventninger, og på albummets titelnummer tager hun fat i behovet for at blive set og den konstante søgen efter bekræftelse og anerkendelse. Altså et noget dystert syn på millennial-generationen.

Det er to år siden. I dag har Katrín et noget andet syn på sin generation.

“Jeg synes, at vi er en vildt cool generation. Vi er meget velinformerede takket være internettet, vi er meget inkluderende – meget mere end folk tidligere har været over for homoseksuelle, queers og så videre. Der er en masse seje, unge mennesker, der prøver at kæmpe den gode kamp. I dag føler jeg mig mere på linje med vores generation, selvom vi måske stadig har meget urealistiske forventninger og forestillinger om vores egen storhed,” griner Katrín.

Millennials skal redde verden
Som så meget andet er snakken om millennials to-sidet. På den ene side er det en generation, der er vokset op i en verden, hvor alle muligheder er åbne – i hvert fald i den vestlige, priviligerede del af verden – men hvor egne og omverdenens ambitioner og krav presser sig på. Og hvor problemer negligeres. Muligvis på grund af misundelse over millennial-generationens mange muligheder. Måske fordi vi ikke forstår dem.

Jeg spurgte Katrín, hvad den største udfordring er for millennial-generationen i hendes optik.

“Uden tvivl global opvarmning. Alle mine venner er virkelig utrygge ved det; de gør deres bedste for at stoppe med at spise kød eller at cykle i stedet for at tage bilen. Min generation og menneskerne omkring mig i min boble er faktisk ret bekymrede. Vi overvejer at lade vær med at få børn. For hvorfor få børn, som skal vokse op i en verden, der er fortabt? Det lyder meget dystert, men jeg føler, at det er nødt til at blive dystert, før folk tager det seriøst. Det er et kæmpe pres på min generation, for det er meningen, at vi skal redde planeten,” siger hun.

Føler du, at I skal fixe andre mennesker rod?

“Ja, præcis. På en måde. Det er virkelig skræmmende. Det er en ting, der er altid er i vores bevidsthed. Det er sjældent, jeg direkte tænker på det, men hver gang, jeg gør, får jeg det bare sådan: Oh, fuck! Der er selvfølgelig mange andre kampe at kæmpe: Feminisme, queer, anti-racisme… Men i sidste ende er det vigtigste ikke at dø. Altså, vi dør allesammen i sidste ende, men skal vi ikke prøve at lade være med at smadre planeten?”

Deprimerede popsange
Det er umiddelbart et ret dystert syn på verden, og Special-K’s musik er da også typisk blevet beskrevet som “deprimerede pop bangers”. Katrín fortæller, at hun for nylig læste en artikel, der åbnede med “forestil dig en deprimeret pige alene på sit værelse.” Men Katrín er ikke deprimeret. Snarere tværtimod. For hende er livet alt for vigtigt.

“Jeg har ikke defineret mig selv som deprimeret. Men jeg er en meget følsom og følelsesladet pige. En typisk ting ved en depression er følelsen af, at intet betyder noget. Jeg har det som om, at alting betyder noget. At alting betyder alt for meget. Jeg bekymrer mig for meget. Det er ikke en stereotypisk depression, men der er uden tvivl noget blues derinde. Men også en masse glæde. Jeg er bare ekstremt følsom,” understreger Katrín.

Men er det ikke også nemt at blive nedslået af at tænke så meget over verdens problemer?

“Jo, men i sidste ende er det ikke det, der slår mig ud. Jeg har en form for distance til verden og til samfundet. Det, der virkelig rører mig, er de personlige relationer. Det er de ting, der giver mig et behov for at skrive musik og få den ud.”

Det er i virkeligheden det, det hele handler om for Katrín og Special-K: relationer. Og at de mennesker, der lytter til hendes musik, kan relatere til den og bruge den til noget i deres eget liv. Særligt hvis de, der lytter, har det svært i deres nære liv.

“Jeg kan godt lide at skrive musik om følelser, der er universelle, men som man ikke nødvendigvis taler om. Jeg vil gerne give folk en følelse af, at de måske er mindre alene med deres følelser, end de tror. Det er det, jeg får mest ud af, når jeg spiller musik. Jeg elsker virkelig, når jeg spiller koncerter og kan mærke, at der er en forbindelse til publikum. At vi forstår hinanden,” forklarer hun.

En evig eksistentiel krise
Katrín Andrésdóttir bruger selv en masse energi på at finde ud af, hvem hun selv er. Hvordan hun kan relatere til sig selv, og se sig selv i en verden, hvor sociale medier og den medfølgende overfladiskhed fylder mere og mere. Det er blandt andet noget af det, som førnævnte “Imposter Syndrome Self Help Song” dykker ned i.

“Jeg har en uendelig eksistentiel krise omkring at være artist. Jeg prøver hele tiden at forstå, hvad det vil sige. Den islandske musiker Ragnar Kjartanssons kone fortalte mig engang, at det at være artist er at være et menneske professionelt. Den tanke kan jeg godt lide. Bare at være til. Det er rart at tænke på,” filosoferer Katrín.

“Men i virkeligheden handler det at lave musik for mig om at være fri. Jeg har læst og hørt en masse interviews med Laurie Anderson. I et af dem siger hun: “Jeg er artist, fordi jeg vil være fri – det er mit eneste mål. Det er det eneste, der betyder noget.” Jeg er enig med hende. Det er en fed måde at undslippe kapitalismen på. At vælge en super dum karriere. Der er ingen sikkerhed, men jeg gør det alligevel. Bare fordi jeg elsker det. Det er en mission for mig at vågne hver morgen og bare gøre, hvad jeg har lyst til og ikke arbejde for en anden.”

Gør du det også for at blive mere berømt, som du synger om på “I Thought I’d Be More Famous By Now”?

Godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Det tror jeg, at jeg gjorde, da jeg skrev sangen, men siden da har jeg fået muligheder som at spille på SPOT Festival, og tingene går fremad i et behageligt tempo. Jeg havde en manager fra L.A., der ville breake mig i USA. Det tror jeg ikke på. Det bliver aldrig det ene store break for mig; det kommer til at være tusind små skridt. Jeg ved godt, at min musik ikke er for alle, og at det aldrig bliver mainstream. Det er en undergrundsting for små nørder – ligesom mig selv, da jeg var ung – som finder det og kan relatere til det. Jeg har det fint med at være undergrund, så længe der er nogen mennesker, der hører det,” siger hun og uddyber:

“Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis vil være mere berømt. Jeg vil bare gerne være fri – jeg vil kunne betale min husleje. Og jeg vil gerne blive bedre til musik. Jeg føler virkelig, at der er masser af plads til at blive bedre, og det er spændende! Om jeg vil være mere berømt? Jeg er virkelig ligeglad. Måske er det en løgn, det ved jeg ikke. Nogle mennesker hader at blive genkendt. Det generer mig ikke. Så længe folk har noget pænt at sige…”

Og med de ord vil jeg afslutte interviewet med noget pænt: Tjek Katrín og Special-K ud – hun er virkelig sej! Og tjek især det fulde, visuelle album ud her:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ça va? Fire franske numre til din fredag

Her kommer en lille guide med fire franske sange, der tager dig med fra første øl til turen hjem fra byen på en festlig fredag. DISCLAIMER: Jeg kan knap nok bestille et glas chardonnay på mit folkeskolefransk, så jeg vurderer kun sangene udfra deres stemning.

På cyklen på vej hjem fra skole eller arbejde

Det er fredag og solen skinner sikkert et eller andet sted. Derfor er det tid til at sætte ens AirPods i ørene og drøne ned af en eller anden boulevard på vej hjem til en kold pils eller lignende, der sparker en forrygende aften i gang. Det første nummer du skal høre er Koba LaD og Niska med ‘RR 9.1’. En vanvittig kraftudladning, hvor beatet minder en smule om Blocboy JB og Drakes ‘Look Alive’, bare mere aggressivt. Det er et perfekt soundtrack til vanvidskørsel.

Du har fået et par øl og er begyndt at overveje, om du skal score, selvom det er firmaets fredagsbar

Du er træt efter at have kigget på billeder af din chefs børn, og vil gerne snart i byen. Nummeret du skal bruge til at cementere din brandert er Heuss L’enfoirés ‘Khapta’. Den skal nok få skilt fårene fra bukkene, og få tændt godt op på dansegulvet. Der er 90% chance for, at jeg når at blive dødtræt af saxofonen inden ugen er omme, men lige nu er det et af de fedeste numre i mine ører. Hør den på eget ansvar og et sted med god danseplads, for du bliver garanteret i festhumør.

Endelig kom du ind på klubben, og nu skal den have fuld pedal

Du tog det ikke tungt, da du blev afvist på Remees klub, men så er det heldigt, at Gothersgade aldrig lukker. Ad omveje får du overtalt DJ’en om at give dig lov til at smide et nummer på, fordi du engang har spillet fodbold med hans fætter. Du kender presset, når du endelig får aux-stikket i hånden og alle vennerne kigger forventningsfulde på dig. Aftenen står og falder med, hvilken sang du vælger. Heldigvis kan du med ro i sjælen sætte Aya Nakamuras ‘Pookie’ på. En skarptskåren klubbanger, der rammer lige ind i tidsånden. I aften er du kongen af Cucaracha.

Din roommate er gået kold, og I er nødt til at trække cyklen hjem

I er blevet lommefilosofiske, og har brug for det perfekte lydtapet. Her kommer PNL ind i spillet. Deres ‘Deux Freres’ er i min verden, lige det man har brug for, når man slæber sig hjem fortrydende over kebaben og fuldt bevidst om morgendagens moralske tømmermænd. Aldrig har det været smukkere at gå gennem storbyen halv fire om natten:

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Eric says:

    Utroligt skarp, kort og præcis artikel af høj kaliber.
    Tak for 4 bangers der sent vil gå i glemmebogen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?