The Blaze tvang publikum til at danse med hinanden

En kæmpestor firkantet UFO er landet på scenen søndag aften i Store Vega. På gulvet og balkonen vrimler det med mennesker, der er kommet for at se fænomenet. Med ét slukkes lyset i salen, og The Blaze byder velkommen med nummeret ’Prelude’. Publikums øjne retter sig mod rumskibet på scenen, hvor aftenens første film projekteres op på kubens hvide vægge.

Måske er folk bare betagede af de forbløffende smukke videoer, der ledsager house-musikken, men de virker en anelse forvirrede over, hvordan de skal reagere, og med god grund. De to franske Alric-fætre, der udgør The Blaze, står nemlig ikke til frit skue, men holder sig skjult bag videoerne. I et interview med Spotify, siger de, at de gerne vil have publikum til at forstå, at deres musik og videoer er uadskillelige, og kuben er deres redskab til at indprente konceptet hos deres festglade publikum. Efter to numre glider dørene til UFOen op og afslører de to franskmænd stå og synge og spille midt på scenen. Nu kan publikum endelig rigtigt få udløst deres energi, og der lyder et vaskeægte jubelbrøl op mod de to aliens.

Når jeg sammenligner The Blaze med rumvæsner, er det fordi de på mange måder distancerer sig fra deres publikum. For det første er de trukket tilbage på scenen og starter koncerten uden at være synlige. For det andet står de to mænd i stærkt modlys under hele koncerten, så man kun kan se deres silhuetter. For det tredje er vokalen i The Blazes musik anonymiseret ved at blive pitchet ned, så det lyder som en sløret stemme i en krimi-udsendelse. Lyt bare til ‘Heaven’:

Man skulle tro, at The Blazes dehumanisering burde gøre musikken kold, maskinel og koncerten umulig at relatere til, men resultatet er det diametralt modsatte. Netop fordi kunstnernes personer ikke fylder meget, tvinger det publikum til at være nærværende, og musikken får sin sjæl fra de mennesker, der hører den og danser til den. De sætter høje krav til gæsterne, og de skal komme hinanden ved, før det fungerer. – Og det gør det. Stor cadeau til alle, der var med til at skabe den stemning søndag aften.

’The Blaze’ står for at skabe stemninger, der støttes af den visuelle del af showet. Lys og lyd teleporterer os til Algeriet eller Paris, og man kan nærmest dufte, hvordan de varme himmelstrøg suser ind igennem salen på Vesterbro. Det var rent ud sagt lige, hvad jeg havde brug for, og absolut den bedste koncert jeg har oplevet i år. Heldigvis har du muligheden for snart at høre dem (igen), når de spiller på Northside Festival til sommer.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Publikum blev ved med at danse, selvom koncerten var slut

Foto: Rasmus B. S. Hansen

R’n’B-klassikere og poppet hip-hop brager ud af Store Vegas lækre højtalere. Publikum, ser ikke ud som om, de kommer til at stoppe med at danse før en eller anden hiver stikket. Der er forskel på dans, men det her, er af den slags, hvor brede smil er lige så dominerende som svingende hofter. Hvis en almindelig aften på diskotek var bare tilnærmelsesvist, som de første 15 minutter efter NAO’s koncert onsdag den 13. marts, så ville jeg begynde at slæbe min 28-årige krop på klub igen.

Nårh ja, så der er jo også selve koncerten, som nok er en af grundende til, at der var så god stemning, da musikken kom på efterfølgende. NAO laver en form for poppet electro-soul, hvor selv de stille numre har et elektronisk klimaks eller en dansevenlig vibe. På de forskellige numre, kan man høre, at hun har en smuk og teknisk stærkt sangstemme. Men bare ét minut inde i koncerten, finder man ud af, at hendes stemmeregister er endnu højere, end man kan høre gennem hørebøfferne.

Før koncertens start begynder der pludselig at komme en smule tumult bag mig. En manden kommer farende fremad, mens han lyser på folk med en lommelygte. Dårlig stil, når jeg lige at tænke, før det går op for mig, at han har aftenens hovedperson med sig, som kort efter stiller sig op på en lille kasse midt i salen og starter koncerten med nummeret ‘Another Lifetime’. Et nummer, hvor hun synger i toner, der er absurd høje. I øjeblikket tænker jeg: “det er da umuligt at komme helt derop”, men der er selvfølgelig også folk, der har besteget Mount Everest.

Foto: Rasmus B. S. Hansen

Den naturlige faldgrube, når man har en stemme som NAO’s, er, at det hurtigt kan blive for fokuseret på selve stemmen, og i stedet for at man ser en koncert, ser man en en form for sangteknisk show-off. Det er ikke tilfældet på Vega, hvor numre i højt tempo og adskillige ørehængende hits gør, at fokus er forskelligt. Blandt andet ‘Complicated’ og ‘Firefly’, der er blevet til i samarbejde med Mura Masa, bidrager til, at man bliver beskudt fra flere vinkler.

Samtidig kan det også være en udfordring at have et meget elektronisk bagkatalog og et nyt album, der er mere analogt. Men i sær trommeslagerens elegante skift fra drumpad til klassiske trommer gør, at koncerten rammer et godt sted midt i mellem dubstep og indie. Alt i alt er NAO og bandet gode til, at ramme det gyldne punkt i midten. En koncert der hverken er for stillestående eller for fokuseret på sangerindens dans, for stille eller for larmende, eller for følelsesladet eller kold. Og så har hun i den grad publikum med sig. Klappen mellem numrene er åbenbart ikke nok, og mange tyer til trampen i gulvet og hujen, der får NAO til at rødme og vise en mere menneskelig side, end den hun viser, når kommer op i bjerg-høje toner.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg vil ha’ en rapper, og han må gerne hedde Saba og komme fra Chicago.

Saba i Lille Vega. Foto: Laura Fromm

Lørdag aften siver en note af røget græs gennem luften i Stauningsalen og forbi næseborene på aftenens håbefulde hiphop-hoveder. Der er en mangfoldighed af fyre iklædt oversize t-shirts med gyldne kæder om halsen. Det kvindelige publikum er få, men foxy. Fælles for alle er, at de er mødt op for at opleve det unge hiphop talent Saba, med sin første liveoptræden i Danmark.

Jeg har længe fulgt den 24-årige West Coast-rapper, der efter min mening er en af de mest undervurderede navne på hiphop-scenen lige nu. Hans tophøje lyriske skills, energiske og bløde beats og den ualmindeligt overbevisende vokal trækker mine associationer til Kendrick. – Han har da også samarbejdet med Mick Jenkins og Noname. Måske kender I ham fra bidraget til Angels i samarbejde med Chance The Rapper?

Saba er en af de kunstnere, der emmer af positiv energi og samtidig ikke er bange for at udtrykke personlige kriser i sine tekster. På debutalbummet Bucket List Project tager han sin hjembys forsvar og lyser Chicagos brutale omdømme op. Anderledes ser det ud på den nye plade Care For Me, der kredser om gadens høje mord- og voldsrater.

Tilbage i Stauningssalen står jeg og andre forventningsfulde koncertgæster og venter. Efter et kort change-over fra danske Josephin Bovién og en blød R’n’B opvarmning, tror jeg endelig at Saba skal til at gå på, men opdager desværre at det i stedet er hans dj Dam Dam, som kommer ind på scenen med en flaske champagne i hånden. Han starter med at tage en selfie med salen i baggrunden, mens han råber: “ARE YOU READY? FOR SABA?!” Spørgsmålet lyder hele tre gange. – Og det er vi… hver gang.

Saba viser sig at være hele ventetiden værd. Han går på scenen iført Nike-sneakers og en kasket med teksten CARE i panden. Kasketten beskriver Sabas selvsikre attitude spot-on, og han er mindst lige så charmerende i virkeligheden, som han er i sin optræden hos Tiny Desk Concerts.

Eftertænksom og dybsindig rap fylder rummet, der samtidig forvandles til et hav af hoppende hoveder og ’hands in the air’. Det kulminerer, da Saba slynger kendte sætninger som: “MAKE SOME NOICE!” eller “DENMARK! I LOVE YOU FROM THE BUTTOM OF MY FUCKING HEART!” ud i salen. Det er en cliché, og det virker.

Saba kommer bredt omkring hele bagkataloget, og det er særlig magisk, da han dykker ned i det første og mest muntre album og performer det dynamiske nummer Stoney, som afsluttes med en sprød sax. Jeg kan næppe være den eneste, der får associationer til Mac Miller – også selvom det er en farlig tanke, og jeg ikke håber, at Saba kommer til at lide samme skæbne.

Dj Dam Dams dj-set virker desværre lidt for letkøbt og “I press one buttonand there’s music”-agtigt. Jeg tvivler også på, om manden ville være i stand til at mestre en saxofon – særligt efter, der bliver kastet en kazoo op på scenen, og Dam Dam afslører, at han ikke ved, hvordan man anvender jordens mest banale blæseinstrument. Til gengæld ved han, hvordan man drikker champagne og trykker på knapper! Dam Dam afslutter hvert nummer med et bøvet brag, der lyder som en bokseringsklokke eller et kompressorhorn. Der er øjeblikke, hvor jeg kommer i tvivl, om jeg er til MMA i KB-Hallen eller til håndboldstævne i Herning. – Heldigvis fungerer selve lyden helt smooth, og når Saba rapper, er det tydeligt, at vi befinder os i Lille Vega.

Saba afslutter aftenen med det hårdkogte A Tribe Called Quest-agtige hit LIFE, der er baseret på tabet af fætteren og rapkollegaen Walter Long Jr., der blev stukket ned og dræbt blot 24 år gammel. De indre dæmoner får frit udspil, og det virker ikke sørgerligt, men som et break fra sorgen i form af massive beats. Da han tilmed smider blusen, er det som om 500 mennesker springer i den samme ophedet hoppeborg. Jeg forlader Lille Vega med en overbevisning om, at jeg ikke er den eneste, der er lidt høj på et nyt Chicago-crush.

Du skal gøre dig selv den tjeneste at opleve Saba næste gang, han turnéer! Og så skal du krydse dine fingre for, at han sin irriterende dj blive hjemme.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Mick Jenkins var et vandfald af rim

Foto: Kasper Pasinski

‘WATER’ svarer salen i Pumpehuset, hver gang Mick Jenkins råber ‘DRINK MORE’ fra scenen. Han har stort fokus på, at publikum skal være med. I starten er det svært at forstå, om ‘i can’t do this alone’ er en opsang eller en en opfordring, for publikum er ret godt med, selvom han gentager sætningen en del i løbet af koncerten. Men noget virker i hvert fald, for aftenen slutter med en energiudladning fra hele salen, hvor det er svært at få øje på en eneste, der ikke har hænderne i vejret.

Til gengæld starter aftenen blødt ud. Roger Beattaker varmer salen op fra sin pult med dansevenlige beats. Han leverer et sæt der bygger op uden at eksplodere. Mod slutningen af sættet træder en konferencier ind på scenen og spørger på klassisk vis publikum, om de er klar til at høre aftenens hovednavn. Men lige så klassisk, som det trick er, lige så uventet er det, at konferencieren viser sig at være det danske R’n’B-talent, Jens Nørhave, som lige smider to vers ind over Beattakers lækre elektroniske lyd, og får aftenen til at tegne endnu bedre.

Da Jenkins går på onsdag den 6. marts, er det knap så elektronisk. For i stedet for det klassiske set up, man ser hos mange rappere, er der også en bassist og en trommeslager med. Og det spiller fandme godt op ad Jenkins’ aggressive flow og teksttunge vers. Bandet er lige så velspillende, som Jenkins er på pletten, når han kører en times koncert med rim nærmest uden afbrydelser. Og så er det også bare lidt mere tilladt at skifte en sang over i bossanova, når det er spillet live.

‘Put your motherfucking hands in the air’

Når Jenkins i en af sine få pauser mellem numrene fortæller, at han har været på Christiania tidligere på dagen, og at han godt kunne lide det, er der ikke mange, der ser chokerede ud. Hvis der fandtes en pris for månedens mindst overraskende melding, ville den være en klar kandidat. Han rapper om at ryge joints, og kommer konstant med opfordringer til at drikke vand både på sin albums og til koncerten. Han gik endda forrest som det gode eksempel og drak, hvad der lignede seks flaske vand under koncerten. Han fik da også passet en joint kort efter meldingen kom. Når det så er sagt, så er han også et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre, at gøre et professionelt stykke arbejde, selvom man haft hænderne godt nede i skunkposen. Måske tricket bare er at drikke masser af vand.

Den stil, hvor Jenkins og bandet vælger at gøre det så live som muligt, er på bekostning af mange af de største hits. Et populært nummer som ‘Angles’ er udeladt – måske fordi, at store dele af sangen er med gæstekunstnere, der i så fald skulle være spillet fra et backing-track. Men aftenens koncept er gennemført nok til, at det er svært at savne noget.

Man savner i hvert fald ikke nogen hænder i vejret på ‘Jerome’, der er aftenens sidste nummer. Jeg tror aldrig, jeg har set så stor en procentdel hænder i vejret på én gang før. Om det er fordi, at der bliver sunget ‘put your motherfucking hands in the air’ i omkvædet, fordi Jenkins flere gange har understreget, at han ikke kan klare det alene, eller fordi det bare er en gennemført koncert, der når sit klimaks er svært at afgøre. Det er sgu nok en god kombination af det hele.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hvalfugl leverer eftertænksomt soundtrack til din gåtur på nyt album

Den århusianske trio Hvalfugl har skabt det perfekte lydtapet til en lang gåtur gennem en skov, hvor der stadig er lang tid til, at de grønne blade springer ud. På albummet ‘Som En Faldskærm’ blander de jazz, folk og tilsætter det et skvæt nordisk kulde, så de ender med en slags bøgeskovs-Bon Iver.

Mit yndlingsnummer er ‘Jeg venter herhjemme’, der har et eventyrligt klavertema spillet af Jonathan Fjord Bredholt, der gentages og senere underbygges af Jeppe Lavsens guitar. Det er i sammenspillet, Hvalfugl træder i karakter. Der er som om det i virkeligheden er et enkelt væsen, der kan spille tre instrumenter på samme tid. Når det ene træder frem, træder de andre tilbage og omvendt. Der virker til at være en naturlig og intuitiv forståelse indbyrdes mellem de tre medlemmer.

Der er en stadig voksende genre, især på YouTube, der hedder lo-fi beats, som er beregnet til afslapning eller lektielæsning. Det er neddæmpede hiphop-instrumentaler, der ofte er tilsat stemningsskabende reallyde, som regn der trommer mod en rude. ‘Jeg venter herhjemme’ er den masterclass, alle aspirerende lo-fi producere burde tage og lytte godt i gennem, for den rammer nerven i, hvad den genre gerne vil. Der er ikke behov for special effects, for musikken siger alt, hvad man har brug for at høre.

Trommer er der ingen af, men det er ikke noget, jeg savner overhovedet. Der er så meget rytme i Anders Juel Bomholts kontrabas. Lyt bare til stykket to minutter inde i sangen ‘Opvågning’. Et andet sted, hvor de tre instrumenter går hånd i hånd, fremfor at overlade scenen til en enkelt, er på ‘Utopi’ efter to minutter og ti sekunder, hvor guitar, klaver og bas synkront går lette skridt opad.

Når jeg lytter til albummet, giver det mig to umiddelbare associationer. 1) Sort kaffedamp, der stiger til vejrs, og sniger sig ind i mine næsebor. Det er særligt på numrene ‘Opvågning’ og ‘Lystrup’. 2) En storby med våd asfalt, folk med dampende ånder og små regndråber, der er taget til gidsler i en frakkes små hår, og det kommer specielt på nummeret ‘Vals I Vallonien’.

På albummets ti sange og to fragmenter er der givet plads til at lade melankolien dale stille og roligt ned fra himlen. Selvom den er tung som en hval, falder den alligevel i et støvregnstempo, takket være den musikalske faldskærm Hvalfugl har udstyret den med. Så tag med Hvalfugl på en svævetur næste gang, du har brug for at blive løftet ud af hverdagen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.