Deejay Deer – ny hjort i Numbers-stalden

Nyheder Skrevet af fredag d. 17. oktober 2014

Deejay Deer – ‘Natur’, ude nu via Numbers

En stædig triolintro akkompagneret af varme synthlines og sprød percussion. Det er tricket. Mere skal der ikke til, før mine tanker strejfer sydpå og allierer sig med piña coladas, solhat og strandkant. Det er en lyd, jeg normalt vil mistænke at komme fra labels som Hivern eller Young Turks, men det seneste skud på stammen af solslikkende tunes kommer, stik imod al logisk tænkning, fra det skotske label Numbers.

Tilbage i september udsendte pladeselskabet og festkollektivet en pressemeddelelse for deres forestående udgivelse, produceret af en artist med velbevaret anonymitet og et meget kluntet artistnavn; Deejay Deer. Ifølge selv samme pressemeddelelse skulle der være tale om en fuldblodet hjort, fuldt udstyret med gevir og hove, der har produceret begge skæringer på denne 12″er-udgivelse med titlen Natur, som udkom i mandags. Ja, man har vel kun den virkelighed, man selv maler sig.

Hjort eller ej, så slipper Deejay Deer ganske glimrende fra dette debutudspil. Særligt b-sidenUnnatural, er en vinder, der foruden den førnævnte appetitlige intro byder på et episk klima, overstyrende synth lines, 2-step-associationer og en vokalsample, ”give yourself away“, der lystigt fræser ind og ud af lydbilledet. Nummerets tempo og stil vækker tillige minder om en succesfuld debutsingle fra en anden producer, Joy Orbisons Hyph Mngo fra 2009.

Om vi også om fem år vil snakke om og mindes dette nummer fra Deejay Deer, svæver selvfølgelig i det uvisse.
Men muligheden er til stede.


En rundtur i Aarhusiansk undergrund: Yung, Quick Quick Obey og Lowly

Livestemning, Video Skrevet af tirsdag d. 14. oktober 2014


Snart udgiver Yung sit debutalbum, Falter. Imens svinder ungdommens ubekymrede dage for trioens mastermind, 20-årige Mikkel Holm Silkjær og hverdagens trædemølle strammer grebet. Vice’ liveoptagelse ovenfor er fra sommerens sidste suk – Smash!Bang!Pow!s endagsfestival Wasn’t Born To Follow på Pumpehuset, 9. august.
Vi er faldet ind i efteråret nu, men både live og på plade tripper Yung stadig på kanten. Mellem frihed og forpligtelser kører Yungs punkrock vildt på ungdommens højoktan efter en meningsfuld plads i samfundet – af en slingrende vej, hvor det ønskede mål blot er defineret som en antitese til ophavet.

Videoen af Yung er optaget i København, udenfor deres vante habitat. Falter slingrer gennem 20-årige Mikkel Holm Silkjærs liv som midtpunkt for Aarhus eksplosive punkrock, en af byens for øjeblikket tre dominerende musikalske subkulturer. En anden er mere traditionel for byen. På kanten mellem Midt- og Nordjylland har Indie med stort I gennem de sidste tyve år haft det fremragende. I toppen af det velvoksne træ er to grene ved at vise, om de kan bære ambitionernes vægt.

På A-siden af årets debutalbum, Bulb Days, bliver eksiljyderne Quick Quick Obey primært styrket af et højt sigte. Melodierne får lov til at folde sig fuldt ud og det er godt, men de instrumentale introer og outroer til sangene er lidt for meget. Fordi perlerne ”Sunn”, ”Figures” og i særdeleshed ”Hold Your Breath” ikke behøver yderligere introduktion – de er skarpe nok. Maksimalismen bliver ikke et overflødighedshorn men overflødig, og man trækker lidt på smilebåndet af ungdommens storhedsideal. Derfor har vi ikke anbefalet Bulb Days, og derfor anbefaler jeg i stedet livevideoen af netop ”Hold Your Breath”. Fordi den viser nummeret rent.

Ligesom Quick Quick Obey-videoen er Lowlys “Daydreamers” og “Stones In The Water” optaget til støttefesten for det kuldsejlede Kaospilot/folkefestprojekt Mejlgade For Mangfoldighed. “Daydreamers” er stadig et virkelig godt nummer. Skønhedssøgende arabesker af synth i en flerstemmig vokalhvirvel. Anderledes stakåndet er den kantede “Stones In The Water”, der ikke helt rammer førstesinglens brusende fællesskab. Det er nærmere en eksklusion. Og det er ret interessant, for det er nyt i Aarhus-indien. I’et er stadig stort, men måske skal det forstås fra Apples præmisser – også selvom det betegner et musikerkollektiv. En ambitiøs kombination. Er det godt, sådan rent musikalsk? Bedøm selv:


Moodoïd – Frankrigs psykedeliske understrøm

Gæsteindlæg, Musik, Video Skrevet af fredag d. 10. oktober 2014

Regnsky præsenterer her en kærlighedserklæring skrevet af gæsteskribent Agnete Hannibal Petri til det franske neopsychpop-band Moodoïd. Måske lærte I dem lidt at kende, da de spillede på Roskilde Festival. Måske ikke. Under alle omstændigheder kunne de være dit kommende yndlingsband, hvis du er til spraglerier. 

Moodoïd 2014

I øjeblikket bobler den psykedeliske scene næsten over med bands, der giver nyt liv til den allerede etablerede genre. Fra Paris kommer et bud på nytænkningen i form af gruppen Moodoïd, og hvis man er til nysgerrig og dygtigt udført syret musik, er der al god grund i verden til at lytte med.

Selvom de er højtflyvende, har Moodoïd benene solidt plantet i et godt, musikalsk fundament. Udgangspunktet er en psykedelisk lyd, der tillader dem at udforske mangt og meget – og det bliver gjort med glødende entusiasme. Netop den ubekymrede leg rundt i musikkens verden får Moodoïd til at skille sig ud fra andre børn af den psykedeliske scene, og deres uforudsigelighed får pr. automatik lytteren til at spidse ører.
Bandet ledes af multi-instrumentalist og forsanger Pablo Padovani. I funktion som guitarist i gruppen Melodys Echo Chamber har han allerede taget sine første skridt indenfor parisisk psykedelisk musik, og herfra er Padovani glædeligvis fortsat længere ind i musikken. Ud af dette er Moodoïd vokset, og i september 2013 udkom deres selvbetitlede EP, der – produceret af Tame Impalas Kevin Parker – er en fantastisk interessant start for gruppen.

”Moodoïd EP” præsenterer gode melodier, der giver anledning til brug af betegnelsen ”pop”, men som afvikles så flot, at de aldrig bliver banale. De indhylles i usædvanlige harmoniskift og afbrydes af raffinerede rytmer, der konstant holder lytteren på spidsen. Udgivelsen lyder som en uforudsigelig drøm, der virker både velkendt og overraskende. Den forløser, for så at love noget nyt, og efterlader en med en længsel efter at forblive i underbevidstheden bare en lille smule længere.

Dette ønske er nu endelig blevet opfyldt i form af deres debutalbum, som udkom d. 1. september. Forhåbninger i forhold til udgivelsen har for mit vedkommende været helt i top. Er de blevet indfriet? Helt bestemt.
Hvis Moodoïds EP er en mangefarvet port til deres luftige, mystiske verden, kan debutalbummet betragtes som et modigt, nysgerrigt skridt ind i ”Le Monde Möö”, som bandet passende har valgt at kalde udgivelsen. Navnet er et ordspil på det franske ”mou”, som direkte oversat betyder ”blød” eller ”slasket”, og vi introduceres altså til ”Den Bløde Verden” – et surrealistisk univers, der måske kan høres som en musikalsk pendant til Dalís malerier af smeltende ure og langbenede elefanter.

Alle albummets sange er – med en enkelt undtagelse – skrevet på fransk. Ud fra hvad mine sprogkundskaber tillader mig at forstå, befinder lyrikken sig let og legende et sted imellem bjerge og himmel, men musikken er i sig selv så fortællende, at teksternes konkrete betydninger virker underordnede – og på den måde drømmer musikken sig ud over sprogets grænser.
Albummet er – som EP’en – først og fremmest gennemført med enormt meget personlighed, der skinner igennem på alle produktionerne. Heldigvis. For ud over integritet er det mest iørefaldende ved ”Le Monde Möö” nok, hvor meget de enkelte numres udtryk adskiller sig fra hinanden. Pladen indeholder alt fra Connan Mockasinske stemninger til 80’er synth, der er som taget ud af GTA Vice City soundtracket, og det kunne ellers nemt have været en rodet omgang at lytte til. Især fordi det ikke bare er små hints af andre stilarter, vi præsenteres for. Elementer af blandt andet lounge, be-bob, free jazz, orientalsk musik og heavy metal lyder som prototyper på genrerne i en sådan grad, at det mest passende måske i virkeligheden er at kalde det for ”kitsch”. Det kan lyde stilforvirret, men hele albummet udspringer af samme syrede kilde, der sætter så tydelige spor i alle produktioner, at man glemmer eventuelle sammenfald – eller i hvert fald gladeligt lytter ud over dem. I stedet kan man lade sig opsluge af Moodoïds musikalske univers – selv gennem numre som ”Heavy Metal Be Bop 2” og ”Bongo Bongo Club”, der godt nok kommer som overraskelser, når øret er indstillet på lyd à la Animal Collective og Tame Impala. 

(Kollisioner verdener imellem begyndte faktisk allerede på deres EP – se dem bare i videoen til ”La Folie Pure” og fortæl mig så ikke, at man ikke får lyst til at lege med..!)

Selv de mest radikale sidespring på ”Le Monde Möö” er efter min mening en kærkommen og modig undersøgelse af, hvad man kan gøre med psykedelisk musik som platform. Det pibler frem med nye bands fra musikkens syrede skovbund, og netop derfor er de chancer, Moodoïd tager, vigtige. De baner nemlig vej for en spændende nytænkning, der virker fordrende for genrens fortsatte udvikling.
Udover at numrenes indbyrdes karakterer varierer meget, er de enkelte produktioner også fyldt til bristepunktet med forskellige dynamikker. Eksempelvis det ellers klassisk psykedeliske nummer ”La Lune”, der afbrydes af et næsten loungeagtigt mellemspil med en blød, legende saxofon over et tålmodigt guitarriff – en saxofon, der for øvrigt spilles af Pablo Padovanis far, kult jazzmusiker Jean-Marc Padovani.

Eller på ”Bleu Est Le Feu”, hvor man ledsaget af netop guitar og saxofon bobler rundt i et ildevarslende mørke, for pludselig at blive revet op og ind i en næsten r’n’b-agtig stemning, hvis bas og strygere lyder som noget, Robin Hannibal kunne have produceret.

Der er altså gennem hele albummet nok at lade sig overraske af, og netop det er en klar styrke for Moodoïds musik. Nogle melodier kan umiddelbart fremstå enfoldigt poppede, men numrene får altid kant ved overraskende skift mellem dur og mol. På den måde hele holdes man hele tiden i følelsen af, at noget nyt lurer, og det er en fornemmelse, der konstant bekræftes gennem de musikalske spidsfindigheder.
Trods albummets drømmende karakter falder man aldrig helt til ro. Musikken ender med at skærpe ens sanser frem for at bedøve dem, og en indtræden i ”Le Monde Möö” giver således mulighed for at lade sig overraske og overrumple af Moodoïds forunderlige univers.


Sales er årets fineste dreng/pige-duo

Musik Skrevet af tirsdag d. 23. september 2014

Sales ep-cover

2010. Mennesker på træk efter gennemtræk i den usædvanligt varme juli. Gennem København, gennem min verden. De kom ud af ingenting og forsvandt pludseligt bort igen. Cults og Kisses som soundtrack.

2010 blev revitaliseret, da jeg forleden fik anbefalet Florida-baserede Sales. Dreng/pige-duoen plukker melankolske durtoner på guitar og synths, strør dem over afmålte beats til minimalistisk (sove)kammerpop og har efterhånden fået samlet sig en fin buket sange. De er sammensat på en selvbetitlet ep, der passende udkommer i denne første efterårsuge og forsikrer om, at også denne grånende sommer snart vil ses i et flatterende nostalgisk skær.

Med konstellationen og de småelektroniske, guitarfinurlige melodier lægger Sales sig i samme kategori som førnævnte Cults og Kisses. De minimalistiske dreng/pige-duoer har på overfladen en forunderlig renhed over sig. Produktionerne er simple, teksterne relaterbare i deres ungdommelighed. Men hvor Cults og Kisses i 2010 overvejende skrev fra den spirende forelskelse, skriver Sales fra forelskelsens vendepunkter, hvor frygten for krakeleringer puster til den unge kærlighed – hvis den da ikke allerede er blevet lagt ned af modvinden, “Getting It On”.

2014 er året, hvor Sales’ sangskrivning er modnet for hver singleudgivelse. Med det helt nye nummer “Getting It On” rammer Lauren Morgan og Jordan Shih Sales foreløbige musikalske toppunkt på baggrund af kærlighedens bristede illusion. Det er nok ikke tilfældigt, at grafikken på alle deres covers ligner hjerter.


Introducing: Tempest

Musik, Nyheder Skrevet af lørdag d. 20. september 2014

Det sker engang imellem, at man bare falder over noget, som lyder helt rigtigt. Det sker egentlig ret ofte, for det er en umulig opgave at nå hele vejen rundt i det musikalske spektrum, om så man forsøgte på det. Men meget sjældent er det så spritnyt, som det band jeg vil præsentere dig for i dag.

Navnet er Tempest. Og så tænker du måske: Dem har jeg da hørt om. Men nej, det er ikke det keltiske rockband af samme navn, som efterhånden har 25 år på bagen. Det er heller ikke det britiske dance-helvede. Eller en af de 800 andre bands, som i tidens løb har brugt – og i nogle tilfælde misbrugt – det elektriske navn.

Tempest er derimod et ungt australsk orkester, som fundet et vidunderligt smørhul i det efterhånden ret gennemtærskede grænseland mellem folk og rock. Det har indtil videre kastet en livsbekræftende anti-blues’et lyd af sig, og jeg er vild med det. Man kan drage visse paralleller til nogle spinkle afkroge af den amerikanske sydstatsblues og til deres landsmænd i The Temper Trap, som da også var nogle af de første til at fremhæve bandet.

Og det er sådan set der, min research slutter. For der står ikke rigtig noget om bandet nogle steder, og de har først for få dage siden udsendt deres første nummer “Brokedown Blues”. Leder man virkelig godt, kan man finde frem til to andre numre – “Wild Man” og “Hollow Heart” – som i min optik fremstår skarpere og derfor også stærkere end den “officielle” single “Brokedown Blues”.

Men jeg vil spare dig for besværet og linke til den semi-hemmelige Soundcloud-playliste her:

God fornøjelse!


WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass