Her er årets 10 mest læste artikler på Regnsky

I sidste uge kunne Rasmus præsentere vores personlige greatest hits fra 2016, og for mig er der naturligvis intet, som kommer til at overgå mit interview med mit store idol, Wayne Coyne fra albumaktuelle The Flaming Lips.

Men et er, hvad vi selv vil huske fra 2016, men noget helt andet er, hvad I, kære læsere, havde mest lyst til at læse om i det forgangne år. Jeg har derfor her samlet en top 10 over sidste års mest velbesøgte artikler her på Regnsky.

Nummer 10: Helmet Compass PRE-RELEASE!
Mirja havde fornøjelsen af at give premiere til danske Helmet Compass‘ single “Come Into My Room”, og det ville mange rigtig gerne læse om i 2016. I hvert fald nok til at placere artiklen på 10. pladsen.

Nummer 9: Det glæder vi os til på Musik i Lejet
2017-udgaven af Musik i Lejet blev udsolgt langt inden, vi overhovedet kunne skrive 2017 i kalenderen, så der er ingen tvivl om, at den relativt lille og hyggelige nordsjællandske festival er populær. Rigtig mange af jer brugte da også fem minutter af jeres tid på at tjekke Peters anbefalinger ud, inden I tog af sted.

Nummer 8: Forever changes
Et af vores store højdepunkter har også fundet vej til listen. Vi er simpelthen så glade for vores nye design, og der var åbenbart også en del af jer, som var nysgerrige på, hvordan Regnsky ville se ud i en post-2008-udgave. Vi håber, at det har levet op til jeres forventninger.

Nummer 7: Dem skal du høre på UHØRT Festival
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om UHØRT Festival reelt er mere populær end Musik i Lejet, men måske er der i hvert fald et større behov for at forberede sig til Danmarks – i mine øjne – bedste festival for de helt unge talenter i den danske musikbranche.

Nummer 6: Spot på SPOT – Regnsky hylder…
Måske er det et tegn på, at SPOT Festival efterhånden er blevet så kæmpestort, at man bliver nødt til at tage nogle ret svære valg, når man skal prioritere, hvilke koncerter man skal høre. Men i hvert fald ville langt flere af jer hellere læse vores nedtakt end vores optakt til 2016-udgaven af SPOT Festival, hvor man i den grad kunne få stillet sin sult efter norsk musik.

Nummer 5: Regnsky møder… Konni Kass
Der var dog ikke kun norsk musik på SPOT Festival. Færøske Konni Kass er en af vores helt store opdagelser fra det sidste år, og en stor del af Regnsky-læserne var da også nysgerrige på at finde ud af, hvem den blonde færing egentlig er. Eller måske er der bare en virkelig loyal færøsk læserskare blandt vores læsere – hvis det er tilfældet, så er vi rigtig glade for, at I gider læse os oppe i det mere nordvestlige hjørne af kongeriget.

Nummer 4: JÆRV – Et hav af vellyd
En anden af i hvert fald Peters helt store musikalske forelskelser er naturligvis JÆRV, og det hele kulminerede i starten af året, da JÆRV udgav sin debut-EP, “Dit Hav”. Vi har offentliggjort en god håndfuld artikler om Amanda Glindvads projekt, men album-anmeldelsen var altså den, vores læsere helst ville læse.

Nummer 3: Forpremiere: Konni Kass – I Lie
Regnskys læsere tog virkelig Konni Kass til sig i 2016, og det kom tydeligt til udtryk, da vi ganske eksklusivt kunne præsentere en forpremiere på nummeret “I Lie” fra debutalbummet “Haphe”. To artikler om Konni Kass i top fem tror jeg ikke, at hverken vi eller hun regnede med, da vi tog fat på 2016.

Nummer 2: Premiere: Eugenia – vildt+sødt
Et af årets mest interessante bekendtskaber var den danske duo Eugenia. Med musik afspillet fra kassettebånd og nogle vidunderlige musikvideoer har de taget os med storm. Noget kunne tyde på, at vi ikke er de eneste, for vores læsere var også særdeles nysgerrige, da vi havde premiere på duoens allerførste udspil, “vildt+sødt”.

Nummer 1: “Spis eller bli’ spist!” med DC og Fouli
Årets mest læste artikel er samtidig den første artikel, Mirja nogensinde skrev på Regnsky. Mirja var taget ud i lørdagsnatten til undergrundshiphop, og det var noget, Regnskys læsere kunne lide. Om det er et tegn på, at vi har plads til endnu mere hiphop på bloggen, skal jeg ikke kunne sige, men vi er i hvert fald glade for, at I har taget så godt imod vores to nye skribenter.

Lad mig slutte af med et genlyt til en god omgang gadehiphop fra Carmon, og så læses vi forhåbentlig ved her i 2017!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

REGNSKY: GREATEST HITS 2016

Regnsky
Indrømmet. At 2016 har været et lorteår for musikken er nu blevet en fortærsket kliché. Vi har mistet nogle af de største i form af Bowie, Cohen og Prince.

Det skal dog ikke holde os fra at iføre os et par ufatteligt snævre tilbagebliksbriller og tage et kig på, hvordan Regnskys 2016 har været. Vi har udvalgt de bedste/skæveste/sjoveste øjeblikke fra året der gik, og undskylder på forhånd for at pudse vores egen glorie.. Men vi er sgu lidt glade for de her øjeblikke!

– Rasmus tog på Copenhell og undersøgte, hvad der var metal, og hvor meget det er muligt at være på festivalsmæssig udebane.

– Peter lander et interview med selveste Wayne Coyne på Heartland Festival!

– Rasmus siger ja til at interviewe en hiphop-gruppe bestående af de 21 islandske piger fra Reykyavikurdætur.

– REGNSKY OPGRADERER! Alt bliver nyt og fint, som Eva forklarer i artiklen Forever Changes.

– Peter er sur på Lukas Graham efter Northside-“koncert”.

– Mirja tager på Copenhagen Psych og udforsker den danske psykedeliske scene.

– REGNSKY NÅR 3000 LIKES PÅ FACEBOOK!!

Vi vil gerne fra Regnskys side af takke jer, læserne, fordi I har fulgt med hele sidste år. Vi håber, I fortsat vil følge med på siden i 2017. Masser af Regnsky-love fra Eva, Mirja, Peter og Rasmus!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2017 bliver et fantastisk popår!

VEGAs Udvalgte 2017 Regnsky

Det kan virke som en bombastisk udmelding under to uger inde i det nye år, men hvis man skal tro lineuppet til VEGAs Udvalgte anno 2017, så kan vi popelskere godt glæde os til det kommende år i musikkens verden. Og der er god grund til at tro på folkene bag VEGAs Udvalgte, især når det gælder popmusik. Blandt sidste års udvalgte kunne man møde både Soleima og CHINAH, og man skal have levet under en sten for ikke have mærket deres succes det forgangne år.

Ligesom sidste år er der i år blevet udvalgt seks artister, og jeg vil nok placere fire af dem inden for popspektret, mens en femte – Nanna.B – står lige udenfor – men alligevel tæt nok på til at de fleste popfanatikere vil byde hende velkommen indenfor. Jeg vil her sætte fokus på mine tre favoritter blandt årets seks navne.

School of X
Rasmus Littauer, som er manden bag School of X, er ubetinget det største enkeltstående talent blandt årets seks udvalgte. Han er en vaskeægte multikunstner, og uden at vide det har de fleste af os lyttet til musik, som han har haft en finger med i spillet på de senere år – samarbejdspartnerne tæller udover Soleima blandt andre og Reptile Youth. Nu har trommeslageren og produceren altså kastet sig over sit eget projekt, og det har på det første udspil, “Las Vegas”, udmundet sig i en virkelig eksperimenterende og drømmende nærmest triphopsk lyd. Nummeret har en tydelig melankoli over sig, som er med til at fastholde lytterens interesse fra første sekund. Old school Blue Foundation i en mere underspillet udgave er nok mit bedste bud på en sammenligning.

IRAH
Jeg elsker Stine Grøns vokal! Så kort kan det siges. Jeg forelskede mig første gang i hendes vokal, da hun var den ene halvdel af We Were Born Canaries for fem år siden, så det var absolut ikke svært for mig at forelske mig i IRAH, da de debuterede sidste år. For mig er IRAHs minimalistiske kompositioner det perfekte akkompagnement til Stine Grøns krystalklare vokal, og det skaber et intenst musikalsk univers, som uden den store anstrengelse eller påtrængenhed svinger sig op på et nærmest filmisk niveau. “Into Dimensions”-EP’en var en af mine yndlingsudgivelser fra sidste år, og jeg glæder mig absurd meget til at opleve IRAH live for første gang!

Slowes
Jeg var med til at udvælge Slowes til at spille på UHØRT Festival sidste år, så det giver næsten sig selv, at jeg også vil anbefale, at du tager med til VEGAs Udvalgte og hører dem den 27. januar.
Deres musik er blød, afslappende og gennemført dejlig, og hvis nogen kan sætte tilhørerne i tidlig sommerstemning, så er det Slowes. Jeg ved godt, at vi endnu ikke er to uger inde i 2017, men hvis jeg skal forsøge at spå om fremtiden, så kunne d’herrer Jack Kilburn og Anders Hamann godt gå hen og blive dette års CHINAH, målt på mainstream appel og airplay.

Sidste år kom jeg med et par lynhurtige bud på udenlandske artister, som kan blive store i det kommende år, så det tænker jeg, at jeg lige vil gøre igen – for hvorfor ødelægge en god tradition? (Okay, det er måske lidt meget at kalde det en tradition efter ét år, men hey…)

Maggie Rogers
Amerikanske Maggie Rogers er en af de mest interessante artister, jeg er stødt på i den senere tid, og det er svært ikke at spå hende en lovende fremtid. Nogle af jer har måske set Pharrell Williams‘ reaktion på hendes nummer “Alaska” (ellers kan den ses her – hop 18 minutter ind i videoen.), men den korte version er, at han var imponeret. Maggie Rogers startede ud som ren folkmusiker i gymnasiet for en håndfuld år siden, men siden da har hendes musik udviklet sig til en slags fusion af r&b og folk – og det klæder den virkelig. Jeg glæder mig til at høre mere fra Maggie Rogers i 2017!

Talisco
Hvis du tager til Frankrig lige nu og spørger, hvad der er cool, så er det korrekte svar Talisco. Jérôme Amandi, som er den franske artists borgerlige navn, er ligesom Maggie Rogers ikke en spritny artist, og han udgav som Talisco sit helt eminente debutalbum i 2014. Men da han endnu ikke er slået igennem herhjemme, og fordi han har en ny plade på vej i år, vil jeg alligevel fremhæve ham. Hans musik er en solid blanding af tropiske afrorytmer, lækre guitarhooks og grundlæggende solid indiepop, som passer perfekt til solbeskinnet sommerdag, hvor man bare har lyst til at danse livsglæden ud. Det er muligvis ikke den følelse, de fleste har inde i sig sådan en kold januardag som i dag, men Talisco giver lytteren mulighed for at drømme sig væk for en stund, og det er en kvalitet i sig selv.
Hold i øvrigt øje med bloggen i de kommende dage, hvor vi har danmarkspremiere på Taliscos anden single fra det kommende album “Capital Vision” – indtil da kan du nyde førstesinglen “Stay (before the picture fades)”.

Det var alt fra denne gang, altså mine tre favoritter fra VEGAs Udvalgte 2017 og mine to internationale favoritter for det kommende år. Jeg håber, at jeg har inspireret dig til at tage med ind og høre årets seks udvalgte artister, som foruden de tre i fokus tæller Emil Kruse, DAVID44 og som nævnt Nanna.B. Det hele går ned den 27. januar klokken 20.00 på VEGA i København. Tjek eventet ud her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modne blå blomster

Vores gæsterapporter Rasmus Vestergaard studerer Dansk på Københavns Universitet og arbejder til daglig for et dansk design bureau. Rasmus har tidligere drevet bloggen Frimusik.net, hvor han interviewede danske artister. I dag er det Regnsky, som får fornøjelsen af Rasmus’ interviewtække i samtale med et af de danske bands, vi forhåbentligt vil høre nyt fra i 2017.

Modne blå blomster
Hvis du så DR3-dokumentaren ‘Nyt Blod’ om Blaue Blume, kan du måske også huske vinklen: et ungt, dansk band, som under udvikling og med større forventninger end forsangerens toneregister, pressede sig selv til hele tiden at levere bedre og bedre. På vejen mod den måske uopnåelige perfekte optræden blev hver fejl trukket frem til analyse efter hver koncert rundt om i Europa. Blaue Blume var som ungt band ved at finde ud af sig selv, hvordan man gør tingene, og hvordan det er, man affinder sig med sig selv.

Spørgsmålet er derfor, om det stadig to år efter er tilfældet. Jonas, Robert og Søren, tre fjerdedele af Blaue Blume, har sat sig om det spinkle café-bord i Indre København med kolde sportscolaer og varm kaffe. Jonas lægger ud: “Det var meget sandt portrætteret, men det er jo ikke kun det, vi går op i. Men i løbet af 40 minutter skal man finde en vinkel, seeren kan forholde sig til.”

Robert: “Det er klart, at de ikke viste alt. De viste ikke de gange, hvor vi kun var glade. Så det er ikke, fordi det ikke passer. Billedet er bare lidt mere nuanceret og lidt bredere.”

For når kameraet ruller og kroppen er træt på grund af det hårde turnéliv, bliver fejlen nok blæst lidt mere op. “Sommerturen havde været lang og hård og udmattende. Derfor føles det også en lille smule som det billede, der entydigt blev vist af os. Det var mere gældende på det tidspunkt,” forklarer Søren.

Ikke en dans på blomster
Både i Norden og Europa har Blaue Blume fyldt tusinder af øregange med deres musik, der befinder sig i sin egen kategori, som nogle nok vil beskrive som art-pop med blandt andet referencer til 80’er bandet, Cocteau Twins.
De mange koncerter har været sjove, men gruppen har også fundet ud af, hvordan det er at spille meget live. “Det har været hårdt at komme igennem,” fortæller Jonas. “Når man spiller flere dage i træk, skal man arbejde hårdere for at finde ud af, hvorfor man står der. Ideelt set skal vi jo gerne spille meget mere, end vi gør nu, og hvis man skal kunne gøre det, så skal man også kunne holde til at levere hver gang.”

Søren tilføjer: “Eller måske finde et sted inde i sig selv, hvor man tager lidt lettere på, at man ikke kommer derop. Det er ikke noget problem med ambitionsniveauet. Det er mere, hvilken konsekvens man giver det, at man ikke når det. Hvis det er, at man skal være utrolig vred og ked ved sig selv, så duer det jo ikke. I stedet skal det være en guideline om, at man skal spille godt, men generelt kan tage lettere på ikke at gøre det.”

Med koncerter og livestress lidt på afstand føler gruppen sig nu opløftet af musikken og af band-fællesskabet. Klar til at tage favntag med den nye musik og søge mod nye horisonter. “Nu kan vi gå til de nye og de gamle numre på en helt ny måde og med en helt ny energi”, siger Jonas, mens Søren fortsætter: “De ting vi har fået, som vi kan give videre til det nye, føles helt vildt store. Vi synes kun, at vi er blevet bedre, og alle de ting kan vi bruge.”

Men da de tre bandmedlemmer bliver spurgt, om de slapper mere af med at skrive og spille deres sange, lyder der et fælles nej efterfulgt af en latter, som nok gemmer på en hel del internt.
Jonas: “Jeg tror da gerne, at vi vil have implementeret en form for afslapning i numrene målrettet koncerterne. Der tror jeg, at vi har fundet ud af, at vi ikke nødvendigvis er i kontrol, når vi er allermest tilpas på scenen. Det er dér, hvor der er plads til friheden. Omend vi arbejder intenst med form, så føler jeg, at vi er blevet friere til at prøve en masse ting og i sidste ende slappe mere af.”

Trimme numrene
Jonas, Robert, Søren og Peter er gået i studiet for at gå i gang med de nye numre, som er under udvikling og er en “kontinuerlig leg”, som Robert beskriver det. Hvor nye erfaringer blander sig med nye indtryk, der skal formidles i lyden. Som Søren siger: “Vi synes kun, at vi er blevet bedre, og alle de ting kan vi bruge, så hvorfor ikke bruge det?”

I studiet har gruppen talt om, at de skulle gå udogmatisk til værks. “Der skulle ikke være nogen Blaue Blume-sound, som vi skulle ind og lave en ny plade med,” siger Robert og forklarer, at musikken i stedet skulle være et sammensurium af deres musikalske præferencer. Når ens smag udvikler sig, vil de nye sange også afspejle det.

Robert: “Vi har været meget opmærksomme på ikke at skulle gøre noget bestemt og så turde jage den umiddelbare ide, som et nummer lagde frem for én. Hvis den ville en ting, skulle vi så se, hvor langt kan vi gå i den retning. Vi har måske tidligere haft en vis tendens til, at hvert nummer skulle kunne det hele. Nu er vi mere klare på, at hvert nummer skal kunne sin ting.”

Og når hvert nummer skal kunne sin ting, kræver det også, at nogle ting bliver skåret fra, eller som klichéen lyder, at man dræber sin kære, sine darlings. Robert tilføjer dog hurtigt, at de så er “blevet bedre til at lave nogle nye.”

Søren: “Nogle gange føltes det som en dårlige ide at tage noget ud, som man var glad for. Men hvis stemningen ikke lige er der, så ender man også på sigt med at tage det ud og indse, at dét er en god ide. I sidste ende handler det om at fjerne de ting, som ikke vil sangen noget, eller ikke vil det, vi tænker, det vil.”

Jonas: “Jeg håber, at vi bare mærker, hvornår det er godt. Lukke sangene, mens vi har en god følelse med det. De ting, vi har lavet før, er vi også glade for, men det blev trukket så langt ud, så man lidt mistede den simple følelse af, at det her er god musik.”

Søren: “Vores proces og vores erfaringer har gjort, at det er blevet nemmere at nå derhen, hvor det er fedt at være, som Jonas snakker om. Det handler både om at finde det dér sted, hvor man kan have optur over det nu og om fjorten dage.”

Gruppen har derfor gjort studieindspilningerne til en del af selve processen for sangskrivningen. Det giver nye muligheder for at få alle delene til at komplimentere hinanden i højere grad, så trommespil og lyrik kan skabe mere holistiske udtryk. Det har ikke gjort processen kortere, men forhåbningen er, at det kan få noget spontanitet og “afslappethed” med i indspilningerne, siger Jonas.

Søren: “Det er en balancegang. På den ene side vil man gerne minutiøst tilpasse alt, så man vidste, hvad der skete. Men omvendt er det også de gange, man formår at overraske sig selv, at man gider lytte til det.”

Jonas: Så er vi også blevet markant mere ligeglad med, hvad folk synes. Vi har ikke en stemme inde i baghovedet, som siger, at vi skal lyde mere på den måde. Der kan jeg mærke, at vi kommer hen til et sted, hvor vi kun lytter til os selv og folk internt. Dér tror jeg ikke længere, at vi har nogle skrupler. Så længe vi kan mærke det, er det ikke at tage højde for, hvad vi tror, at andre forventer af os, eller hvad der er det rigtige at gøre.”

Hvad er det, du synger?
Blaue Blumes lyd er storladen. Det rummer de store følelser og kan gå fra det dybe mod himlens uendelige horisont. Men når vokalen laver akrobatik og svinger sig fra ord til ord med kunstfærdige vibrationer, er det ikke altid, at lytteren kan forstå og afkode ordene fra den jyske forsanger.

Jonas: “Jeg har bare mødt alt for mange gange, at folk ikke kunne høre, hvad jeg sang. Det ville også være rart at kunne forholde sig til, hvad det er, der bliver sagt. Så det har jeg forsøgt, også,fordi min sangskrivning er moden nok til at være mere blottet.”

På debutalbummet ‘Syzygy’ arbejdede Jonas med at gøre sin stemme til et instrument, der arbejdede sammen med melodilinjerne i sangene. Hvert ord havde sin tone og var fonetisk afstemt med sangens udvikling og melodi. Det blev et fravalg af, “hvad der kunne have været nogle enkle og klare sætninger i forhold til en masse ord, der ligesom skulle passe med en melodi,” forklarer Jonas.

Måske har det også hængt sammen med en vis usikkerhed på egne evner, prøver Jonas at forklare det med. “Jeg tror ikke, jeg har følt mig god nok til at blotte mig selv 100 % i forhold til det lyriske, selvom jeg har brugt ufattelig mange timer på alt, hvad jeg nogensinde har skrevet.” I stedet har han skåret ind til den helt enkle sætning, “så den dels er umulig at undgå og for mig nem at sige og nem at relatere til med det samme følelsesmæssigt.”

Det har været nødvendigt ifølge Jonas, og samtidig er det et stort skridt for deres lyd. En lyd, som er mere nærværende med tekster, som folk nemmere kan forholde sig til. “Hvis man ikke har læst teksterne og har set os live, så kan det måske føles mere upersonligt. Hvad er det, der bliver sagt til mig?” spørger Søren og deler sit håb, “jeg håber, at folk synes, at Jonas som sanger og tekstforfatter er kommet sindssygt meget tættere på.”

Tænk, at det her ville ske en dag
Som man så i løbet af DR3-dokumentaren, så har Blaue Blume efterhånden spillet foran mange mennesker. Og det er nok her, at det kan være svært at se sig selv udefra. Se, at man er i gang med at gøre det, man altid har drømt om.

“Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle få lov til at spille foran så mange mennesker på Roskilde Festival. Ikke i min vildeste fantasi i 1.g havde jeg tænkt tanken, at det her ville ske en dag,” siger Jonas og fortsætter: “Det glemmer man lidt, når man er i det, og står bag det røde forhæng, og der er fucking 10.000 mennesker, som bare står og venter på, at man giver sig til at synge. Spoler man bare fire år tilbage, så var der ingen bag det der forhæng, som stod og ventede. Der sker bare så mange fede ting, som er værd at huske på. Som er meget mere, end vi turde håbe på for nogle år siden, eller da vi startede bandet.”

De blå blomster er klar til mere, og de er i fuld gang. Desværre bliver det nok først til foråret, at de slipper nyt materiale. De er jo stadig perfektionister. Indtil da kan du høre deres ep, ‘Beau & Lorette’, eller deres debutalbum, ‘Syzygy’.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnskys julekalender 2016: 24. december

David Bowie Regnsky
Foto: Jimmy King

Vi er endelig nået til juleaften, og ventetiden er forbi, så i dag vil Peter åbne den sidste låge i Regnskys julekalender. De seneste 24 dage har han afsløret sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og set nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. Tjek dem alle ud her. Rigtig glædelig jul fra alle os på Regnsky!

Glædelig jul! Det er juleaften – dagen, mange af os har ventet på. Nogle glæder sig til, at den er overstået, mens andre ser frem til endelig at kunne hygge sig i familiens skød. Dagen i dag betyder samtidig, at vi – meget naturligt – er nået til enden på Regnskys første rigtige julekalender. Den har været virkelig sjov at lave, og jeg håber også, at du, kære læser, har nydt at følge med undervejs. Jeg tror, at de færreste har kunnet lide alle numrene, men forhåbentlig har du opdaget et enkelt eller to nye numre undervejs. Eller måske fået lyst til at tjekke et album ud. Kom endelig med feedback, hvis der er noget, du synes, at jeg skulle have gjort anderledes. Og sig da også gerne til, hvis alt bare har været helt fantastisk!
Nå, vi har nok alle ret meget at se til i dag, så jeg må hellere forsøge at være lidt effektiv. Vi starter dog lidt alternativt ud…

Årslisten: #1
Jeg har haft vildt svært ved at vælge årets bedste nummer, og det har jeg, fordi musik for mig også handler rigtig meget om den fortælling, som musikken er en del af. Jeg mener ikke, at man kan se på musik uden at se på den kontekst, den er opstået i. Derfor er jeg faktisk endt ud med at placere hele tre numre på førstepladsen, omend de hænger sammen i ånden. Eller mere præcist hænger de sammen i David Bowies ånd.
De tre numre er David Bowies egen “Lazarus” fra “Black Star”, The Flaming Lips’ cover af “Space Oddity” og ikke mindst The Flaming Lips’ nyeste single “Sunrise (Eyes of the Young)”. Tre numre som for så vidt er fuldkommen forskellige, men som alligevel hænger sammen på et dybere plan.
Da jeg interviewede Wayne Coyne under Heartland Festival, var det helt åbenlyst, at David Bowie på mange måder har været afgørende for The Flaming Lips musikalske udvikling gennem tiden, og de har langt hen af vejen fulgtes ad op igennem musikhistorien. Derfor synes jeg egentlig også, at det er meget passende, at de får lov til at flyde sammen i en skøn toenighed på toppen af årslisten.

“Lazarus” er for mig det stærkeste nummer fra “Black Star”, og det nummer, som allertydeligst understreger Bowies selvbevidsthed omkring sin forestående død. Rent bibelsk og symbolsk er selve titlen en nærmest uhyggelig anerkendelse af Bowies evne til at leve videre i rigtig mange af os efter sin død, hvilket blandt andet eksemplificeres i The Flaming Lips’ enestående cover af Bowies måske mest karakteristiske nummer, “Space Oddity”. Jeg har det normalt virkelig svært med covernumre, men The Flaming Lips har på rørende vis formået både at fange deres og Bowies ånd i deres fortolkning af nummeret, og når man samtidig kender historien om bandets kærlighed og passion for Bowies musik og person, skaber det en uimodståelig stærk hyldest, som jeg i hvert fald ikke har oplevet andre steder i de mange andre i øvrigt for det meste fine hyldester til Ziggy.

Og så kan jeg bare ikke lade være med at omtale “Sunrise (Eyes of the Young)”, som for mig er det stærkeste The Flaming Lips har lydt i mange år. Wayne Coyne virker til at være tilbage i storform, og jeg har allerede nu en forventning om, at det snart forestående album “Oczy Mlody” kan nå samme højder som “Soft Bulletin” og “Yoshimi Battles The Pink Robots” – hvis lyd nummeret i øvrigt lægger sig tæt op af.

Årets danske udgivelse: #1
Årets danske udgivelse er den udgivelse, som jeg har lyttet suverænt mest til i 2016. Og det naturligvis JÆRV og hendes vidunderlige EP “Dit Hav”. Da EP’en udkom, kaldte jeg den for “den bedste og mest formfuldendte debutudgivelse, siden Blaue Blume udsendte “Beau & Lorette”” tilbage i sommeren 2014 – og det mener jeg egentlig stadig. Jeg vil egentlig ikke gennemgå EP’en alt for nøje, for det kan man læse i min anmeldelse fra marts her, men blot konstatere, at fremtiden tegner helt vildt lys for den mere eksperimenterende del af den dansksprogede popmusik. Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte til JÆRVs kommende anden EP, som snart skulle være klar til at se offentlighedens lys. For lur mig om den ikke godt kunne gå hen og blive noget af det, der kommer til at få en plads i mit musikalske hjerte anno 2017.

Det var så enden på årets julekalender. Jeg håber som sagt, at du har nydt den. Hvis du skulle have misset nogle afsnit, kan de alle findes lige her. Vi har stadig en lille smule opsamling fra året, der snart er forbi, i denne kommende uge her på Regnsky, men hvis vi ikke læses ved inden da, vil jeg gerne ønske dig og dine en glædelig jul og et godt nytår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *