Noname serverer varm efterårssoul til din kolde regnvejrsdag på ‘Room 25’

Noname – ‘Room 25’ (selvudgivet)

Hvis du lige er trådt ind af døren med rød næse og bittert fortryder, du ikke tog regnjakken med på en lang dag på studie eller arbejde, så har jeg det helt rigtige album til dig. Du kan godt begynde at sætte kaffen eller kakaoen over og glæde dig til en elegant blanding af jazz, soul og hiphop. I dag er Noname den musikalske kok, og menuen står på hendes andet album ’Room 25’, som hun udgav i fredags, 14. september.

På nummeret ’Window’ med en feature af pladens producer, Phoelix, går den bløde percussion i et med den regn, der stille banker på mine vinduer, og sammen med strygerne har sangen en soundtrack-vibe, som er vanvittigt dragende.

Neo-soulens ypperstepræst D’Angelo får en kærlig reference på den følsomme ’Don’t Forget About Me’, og der er flere sange på albummet, der lægger sig i slipstrømmen af D’Angelos ’Voodoo’-plade fra 2000.

Pladen er velproduceret og formår at beholde den autencitet, jeg kan savne hos kollegerne Smino eller Xavier Omär. Prøv at sammenligne lilletrommen på ’Part of Me’ med Sminos ’blkswn’. Jeg synes, det klæder ’Room 25’ at bruge en mere livlig lyd i produktionen, og det er med til at understrege den modning, Noname har gennemgået fra sin debut til i dag.

Heldigvis har Noname alias Fatimah Nyeema Warner ikke mistet sit kække og humoristiske bid, som vises frem i allerførste sang ,’Self’: “My pussy teachin’ ninth-grade English/My pussy wrote a thesis on colonialism.” Generelt virker Chicago-rapperen veloplagt, og hendes poetiske snakke-rappen leveres overbevisende på hele albummet.


’Room 25’ er lige i underkanten af 35 minutter lang og selvudgivet. ’Room 25’ følger op på Nonames 2016-udgivelse ’Telefone’, som bestemt også er værd at (gen)lytte igennem.

Mine yndlingssange: ’Window’, ’Don’t Forget About Me’, ’Ace’, ’Part Of Me’

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Premiere: Danske Moon Mountain krænger kærlighedsfrustrationerne ud på ny single

Moon Mountain

På årets UHØRT Festival både anbefalede og elskede Rasmus den danske kvartet Moon Mountain. I dag har vi så fornøjelsen af at kunne præsentere deres spritnye single “If You Don’t Trust Me” med dertilhørende musikvideo.

På “If You Don’t Trust Me” går forsanger Mona Selma Linderoth i kødet på den mistillid, man nogle gange kan blive mødt med i forholdet til et andet menneske. Få gange er den berettiget, mens mistroen eller mistilliden andre gange skyldes noget hos den anden person; et tidligere svigt, et uafsluttet parforhold eller noget helt urelateret, som bare går ind og bliver destruktivt. Eller måske skal kilden findes hos én selv – eller hos begge…

Moon Mountain, der foruden Mona Selma består af guitaristen Ronnie Fischer, Ingvild Skandsen på synths og Patrick Gamst Pedersen på bas, laver drømmende, sfærisk synthpop, og det er den nye single og musikvideo en fantastisk showcase af.

Nogle vil måske mene, at vi er ved at være på den anden side af den synthpop-bølge, der ramte Skandinavien for nogle år siden, og det er vi måske også. Men Moon Mountain formår med “If You Don’t Trust Me” at bygge ovenpå synthpop-basen med kontrastfyldt melankoli og udtrykt længsel, der gør mig nysgerrig på det univers, Mona Selmas lækkerthæse vokal forsøger at hive mig ind i. Nummeret er på samme tid både nyskabende og nostalgisk, hvilket gør, at man føler sig behageligt tryg uden at kede sig, når man lytter til deres musik.

Nostalgien er også i højsædet i videoen, som er et særdeles stemningsfuldt sammenklip af, hvad der ligner ferievideoer fra et sted langs Middelhavets kyst. De små videoklip er hovedsageligt filmet fra synspunktet af den mystiske partner, som også er singlens lyriske omdrejningspunkt. Musikvideoen fungerer som en tankevækkende kontrast til lyrikken, hvor man pludselig på en og samme tid er inde i hovedet på begge hovedpersoner – eller snarere: Partnerens syn og Mona Selmas tanker.

For mig er musikvideoen med til at give “If You Don’t Trust Me” et ekstra lag, fordi den med simple virkemidler illustrerer den distance, som måske i virkeligheden er den største kilde til mistro og mistillid mennesker imellem. Selvom der trods alt er nogle glimt af håb til sidst i videoen, hvor man mærker, at de to sjæle måske alligevel passer sammen…

Se videoen og lyt til den nye single her:

“If You Don’t Trust Me” udkommer i morgen, fredag den 14. september. Køb den, stream den, lyt til den!

Lad mig her til sidst sende en kæmpe anbefaling i retning af Moon Mountain som liveband. Jeg har sjældent været så opslugt af et band, som jeg var det til deres koncert på UHØRT i sidste måned. Særligt Mona Selma Linderoth og Ingvild Skandsens nærmest filmisk koreograferede sammenspil er i sig selv en oplevelse værd; særligt når den indhylles i kvartettens omfavnende synth-univers.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Jeg er jo egentlig sådan en genert og introvert type, der har pendulerende storhedsvanvid og selvværdsproblemer”

Foto: Daniel Hjort

En helt almindelig tirsdag åbnede 27-årige Jacob Aksglæde sin dør for mig og bød på en kaffe i hjemmet på Amager. Jacob fangede min opmærksomhed, da jeg ved et tilfælde var til koncert med ham på Egmont-festival, og jeg vidste med det samme, at jeg gerne ville tale med og komme lidt ind under huden på ham. Vi fik en god snak om C.V. Jørgensen, Jacobs nye single “PromilleRomantikken” og hvor vigtigt, det er at kunne genkende sig selv i musik.

Hvad driver dig, når du laver musik?

  • Det første, der driver mig, er at finde sådan en mavefornemmelse, hvor jeg kan mærke, at der er et eller andet i akkorderne eller teksten, der resonerer i min krop. Følelsen af, at det er en god linje, eller det er en god melodi. Det er det første kick. Når man så har sangen, vil man gerne have det til at ramme så mange mennesker som muligt og gøre folk glade.

Så det starter altid med noget, som du synes, er fedt?

  • Altid det. Jeg skal altid gøre mig selv glad. Når jeg så har gjort mig selv glad, så tænker jeg, er der noget her, som jeg kan gøre endnu bedre, så jeg kan ramme endnu flere mennesker. Så sidder jeg typisk sammen med en producer, hvor jeg har lavet en sang, og han så sidder og eksempelvis tænker, at vi kan gøre den der melodi i omkvædet lidt skarpere, så den får en bredere appel.

Men hvad giver dig lyst til at lave musik?

  • Jeg tror bare ikke, jeg kan lade være. Det er jo det klassiske svar. Det er ligesom, når man har været på ferie. Jeg har lige været i Nice uden min guitar, og der havde jeg bare lyst til at holde en guitar og skrive en sang. Men fordi jeg ikke kunne det, gik jeg hele tiden rundt og skrev tekststumper ned til sange, som jeg ville skrive, når jeg kom hjem. Det tror jeg bare er et meget godt tegn på, at man måske er blevet lidt afhængig af det. Jeg tror også, jeg er afhængig af at ytre mig kunstnerisk eller poetisk. Og på sigt er det jo også blevet en del af min identitet. Jeg startede jo allerede med at skrive sange som 14 årig i folkeskolen. Dengang var det bare nogle banale digte om en pige, men i gymnasiet fik jeg arbejde i en pladeforretning og fik kendskab til blandt andre C.V. Jørgensens musik og tekster, hvilket inspirerede mig til at skrive mere poetisk. Og langsomt blev det at skrive en del af min identitet, og som nu er det groet fast i mig. Jeg gruer også for den dag, hvor man måske skal stoppe med at lave musik og lave noget andet – få et job i Finansministeriet eller sådan noget. Fordi hvad sker der så med min identitet? Hvem bliver jeg så?

Jeg kan se, at du har “Sjælland”-pladen inde på væggen. Er du meget inspireret af C.V. Jørgensen?

  • Jamen, altså ja, jeg er inspireret af ham. Jeg tror ikke, jeg vil sige meget inspireret. Jeg er mere inspireret af poesien og det at skrive finurligt. Det gør han, men jeg læser også mange digtsamlinger og poetiske bøger. Det med at bruge billeder og sprog på en finurlig måde. Jeg er også meget inspireret af Marie Key og Nicolaj Nørlund.

Men din vokal minder om C.V’s.

  • Ja, jeg har en nasal stemme ligesom ham.

Det er bare påfaldende, at du har Sjælland-pladen hængende, nu hvor der bliver draget paralleller.

  • Derfor tror jeg også, at det er nemt at lave den sammenkobling.

Er der forskel på Jacob og Aksglæde?

  • Nej, det er der faktisk ikke. Forskellen er, at Jacob er ham der bor på Amager, og Aksglæde er ham, der står på scenen, men det er jo den samme person. Det startede jo med at være et band, og så kunne det ikke hedde Jacob Aksglæde. Men det var altid mig, der skrev sangene og sådan.

Har du en mål eller en vision med din musik?

  • Det, der kan gøre mig glad og få et smil frem på mine læber, det er forestillingen om, at jeg står bag Arena på Roskilde Festival og skal op på scenen med mit band, og vi skal op og holde en fest deroppe. Det er det, jeg går efter.

Og stå at kunne høre 12.000 mennesker råbe “AKSGLÆDE, AKSGLÆDE”.

  • Præcis. Og de synger mine sange, inden jeg går på.

Hvorfor Arena og ikke Orange?

  • Jeg tror bare, det er sjovere at spille på Arena.

Det synes C.V. Jørgensen jo også..

  • Haha, ja, det synes han jo! Jeg så ham der i 2010.

Lad os tale lidt om din nye single, “PromilleRomantikken”. Hvad handler den om?

  • Det er den generation og den tid, vi lever i. Den kalder jeg PromilleRomantikken. Jeg prøver at tage et billede af vores tid og lave en historie om det. PromilleRomantikken er der, hvor den unge generation oftest møder hinanden igennem alkohol. Hvor man så er god til at tilnærme sig andre mennesker, når man lige har fået et par øl. Det er den gode ting, fordi man bryder nogle grænser ned og tør gøre nogle ting, man ellers ikke ville turde have gjort. Udfordringen er så, at man ikke rigtigt ved, hvem det er, man møder, når man er i byen. Man har måske drukket sig mod til at snakke med nogen og være lidt mere udfarende, end man ellers ville have gjort. Hvem var jeg selv den aften? Jeg er ikke sådan, når jeg vågner op næste dag. Jeg er jo egentlig sådan en genert og introvert type, der har pendulerende storhedsvanvid og selvværdsproblemer. Selvværdsproblemerne starter typisk, når der kommer en meget smuk pige ind i et lokale, og jeg så tænker, at hun aldrig vil kigge i min retning.
  • Det er jo faktisk en kærlighedshistorie. Jeg var på en højskole og skrive nogle sange, og der var jeg med til en fest, hvor der var en meget smuk brunette iført sådan en grøn blomstret kjole og hvide sneaks, hvor jeg tænkte: “Hold kæft, hvor er hun smuk. Hun vil aldrig kigge i min retning”. Men på en eller anden måde kom vi til at spille på hold sammen i bordtennis. Og vi tabte stort, fordi jeg er virkelig dårlig til bordtennis, men på en eller anden måde havde jeg drukket perfekte mængder af øl og havde den helt rigtigt promille til at kunne være lidt mere udfarende og charmerende og få hende til at grine, hvilket var helt perfekt, men næste morgen ville jeg jo gerne blive ved med at være den charmerende type og få hende til at grine, men der havde jeg ikke den samme vibe, og hun kunne så mærke, at jeg havde ændret mig, så hun endte med at afvise mig. Så sangen handler om, at man er to personer. Men den ene er ikke bedre end den anden. Hvis jeg ikke havde drukket, havde jeg aldrig snakket med hende.

Hvorfor synes du, at det er vigtigt, at sætte fokus på det?

  • Det er ikke fordi, jeg har en mission om at sætte fokus på noget som helst, og jeg synes ikke, man skal alarmere noget eller stoppe noget. Jeg tager bare et billede af samfundet og fremkalder og udgiver det. Det er sådan, jeg typisk skriver musik. Du spurgte tidligere, hvad mit mål var. Mit mål er også at sætte et spejl op til mine lyttere, så de kan se sig selv i min musik. Det er typisk mig, der er i musikken, og jeg er typisk et meget normalt menneske. Jeg tror, jeg har mange af de samme tanker, problemer og glæder, som mange mennesker har. Det største mål er, at folk kan genkende sig selv i sangene og tænke, at den følelse har de også haft. Jeg synes, det er vigtigt i meget af den musik, jeg selv hører, at jeg kan genkende mig selv. Så får man et smil på læben, fordi man kan genkende sig selv. Det er også sådan, når man sidder og fortæller anekdoter med vennerne eller ser Klovn. Man kan godt se sig selv i det, og ellers ville man ikke reagere så voldsomt.

PromilleRomantikken udkommer i dag, og du kan høre den lige her!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Purpurlyd: Ny udgivelse fra danske KLIPO

Ung naivistisk poesi med en underliggende dybde. KLIPO’s musik emmer af sårbarhed, og netop dét er styrken i de dansksprogede tekster, der serveres legende og eksperimenterende til sin lytter.

Ordet omhyggelighed slår mig i beskrivelsen af Johannes Bruun. Omhyggelighed i det han laver, den han er og i hans beslutning om at droppe ud af gymnasiet for at gå musikkens vej. Han er kunstner men også poet og håndværker. Han laver alt selv lige fra fotos, covers og PR til musikken, teksterne og det visuelle materiale til sine liveshows.

Det var i forbindelse med talentudviklingsprojektet Future Sound, at jeg i foråret mødte den nu 18-årige århusianske musiker og kunstner Johannes Bruun, der er manden bag KLIPO. Gennem vores samtale lagde jeg mærke til den særlige sensitivitet og kæmpe arbejdsomhed, der afspejler Johannes Bruuns musikalske arbejde. Musikbranchen er en nåleøje-disciplin, og mange talentfulde musikere og kunstnere oplever gang på gang at støde hovedet mod muren. I modgang er det let at forlade sig på at dikteres af diverse tendenser og andres velmenende råd og at gøre sig hård og strømlinet, så man ikke støder på de spidse albuer i slipstrømmen. Denne taktik går måske an i sejlsporten, men når det kommer til kreativitet, musik og udtryk i selve kunsten, er sensitivitet og sårbarhed ganske afgørende for at vi som lyttere eller beskuere kan blive berørt og mærke os selv i mødet med den anden. Modet til at turde vise noget mere af sig selv, var i hvert fald det jeg faldt for hos den unge århusianer, og netop dette mod videreføres på KLIPOs nye EP “Purpurlyd”, der officielt udkommer i morgen den 7 september til releasekoncert i Dome of Visions.

Johannes beskriver sin nye EP som en følelsesmæssig dagbog fra det sidste halve år. En tid, der har båret præg af en konstant pendulering mellem glæde og forventning på den ene side, men også en destruerende angst for fremtiden og konsekvensen af de valg man tager på den anden. Jeg tror, de fleste unge på vej ud i voksenlivet oplever det som en stor mundfuld selv at skulle håndtere den angst og tvivl, der dog er et grundvilkår for det frie individs livsføring. På nummeret Ingen forstår folder KLIPO denne frustration og ensomhed ud i en proces, der næsten er på vippen til narcissisme og selvpineri. Med teksten; “det er blevet en rutine – en slags lavine – og ‘mens jeg går og evaluerer mit liv, fisker jeg efter svar – jeg er så ueffektiv” bruger KLIPO rytmen og lyden i ordene på samme vis som i nummeret Et Barn fra EP’en Dagdrømme fra 2017. Ord og rytmer flettes sammen, så det banale bliver fascinerende og det fascinerende et mysterie. I stedet for at spytte ordene ud i tekstrømme, er det som om at KLIPO virkelig smager på hver enkel ord-nuance for at temperere og nuancere betoningen på en sådan måde, at ellers velkendte ord bliver nye i sammenhængen.

Positiv er straks mere kaotisk, hvilket kommer til udtryk når tekst og beat flere steder river nummeret fra hinanden. Teksten beskriver det intime, kropslige og seksuelle som et ubehageligt, nærmest uhyggeligt paradoks til det følelsesløse, ja nærmest som om individet oplever en indre spaltning eller et brutalt tab af kontrol over sig selv. ” (…) kigger – slutter – sluger – tørrer mig om munden. Slikker – venter – hiv mig lige op fra bunden. Kan ikke mærke mig selv mer’, kan ikke mærke mig selv mer’..” Det tumultariske, forstyrrede og ude af trit understreges når KLIPO synger “Jeg kan ikke mærke mig selv mer’ (…)” for er man først blevet følelsesløs, er det svært at falde i sync med sine omgivelser såvel som med sig selv.

I Blind udfolder der sig en melankolsk undersøisk atmosfære. Nummeret bevæger sig skvulpende fremad med lullende og bølgende elektroniske lag. I kontrast brydes de lange synth-flader af elektroniske kantslag, der sammen med vokalen gør nummeret præsent, så man som lytter ikke forsvinder helt hen i, hvad jeg bedst kan beskrive som hypnotiserende hvalsang fra det fjerne.

Luna står som en længselsfuld kærlighedssang eller en slags skizofren hyldest til månen. Nummeret rejser sig i fragmenter, der skaber en længselsfuld og energiladet rejse mod droppet og afslutter EP’en med et stærkt og dramatisk udtryk. Selvom det er EP’en sidste nummer, er jeg ikke helt sikker på hvor KLIPO har ført mig hen. Der er noget uforløsende og søgende i det stemningsrum som KLIPO har skabt med Purpurlyd, og måske er det netop pointen…Purpurlyd som en følelsesmæssig dagbog afspejler meget vel Johannes Bruuns virkelighed, hvor følelser som succes og frustration ikke er langt fra hinanden, og hvor vi konstant befinder os på kanten af kaosset imellem liv og drømme.

KLIPO holder releasekoncert den 7 september i Dome of Visions, hvor du også kan opleve Kara Moon som support og forskellige DJ’s (TBA) til efterfesten. Link til begivenhed

Jeg er spændt på hvad KLIPO vil bringe os i fremtiden, men håber han formår at bære det inderlige, særprægede, til tider naive og personlige udtryk med sig på sin rejse. God vind herfra i hvert fald!

PS. Et Barn fra EP’en dagdrømme er og bliver stadig en af mine “yndlinge”. Lyt eller genlyt til den her:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Velkommen til nye skribenter og til en hemmelig klub – islandske GDRN

Regnsky er stolte af at kunne løfte sløret for sin hidtil mest ambitiøse stab af skribenter. Vores kvintet er blevet til et flot ni-mandshold takket være tilførelsen af fire fremragende skribenter, der i endnu højere grad vil forkæle vores ører og øjne med ny musik.

Vi vil gerne byde velkommen til Laura Fromm, Mathias Gavnholt, Nikolaj Boesby Skou og Line Mortensen. Sidstnævnte er i fare for at gå i udbrud som islandsk vulkan, hvis ikke hun snart får lov til at dele en ny musikalsk kærlighed med vores læsere.

Så her får hun ordet!

Sidste måned udgav islandske sangerinde GDRN sit debutalbum, Hvað ef. Sidste uge opdagede jeg det. I dag er jeg en lykkelig person. Jeg vil give et stort mentalt kram til Spotifys Release Radar og samtidig afsløre, at jeg den forgange uge har hørt Hvað ef på repeat.

For et par år tilbage gik jeg på skattejagt i den islandske festival Iceland Airwaves’ program, og dengang kastede jeg min kærlighed på sangeren Auður. Han er at finde på to af GDRN’s tracks, og det er da også den vej rundt, at jeg har opdaget GDRN, der bærer det borgerlige navn Guðrún Ýr Eyfjörð. Hvis jeg skal anbefale hende, så fortjener Auður i samme ombæring også en mindst lige så stor anbefaling, og de to tracks, han gæster på Hvað ef, er også små perler – især titelnummeret kan anbefales!

GDRN’s univers sender mine tanker hen på Banks og Chinah, og vokal-arrangementerne kan til tider føles Lorde-agtige, dog pakket ind i en tungere elektronisk lyd, der ikke er bange for at bruge de klassiske pop-klap og trap-trommer. Hvað ef-albummet har en solid grundlyd af bløde og dybe elektroniske elementer med en særlig nordisk kant, især tilføjet af sproget. Det er en lyd, man må kreditere producerduoen Ra:tio fra Reykjavik, der står bag hele albummets lyd. Selvom jeg i bund og grund er vild med alle sangene, vil jeg dog særligt fremhæve titelsangen Hvað ef, balladen Ein og den tunge Það sem var, der alle står virkelig stærkt. Der er dog også gjort plads til de mere klassisk poppede indslag med Komdu yfir og Lærtur mig.

Med under 1.000 følgere på Facebook føler jeg mig som medlem af en endnu hemmelig klub, der har opdaget GDRN. Lidt research fortæller mig, at den islandske sangerinde inden debutalbummet kun havde udgivet de to singler Ein og Það sem var, men de havde hurtigt fanget manges opmærksomhed. Hun har da også sikret sig sin plads på Iceland Airwaves’ program til november. På albummet findes også en feature fra den islandske rapper Floni – den poppede Lætur mig – hvilket giver liv til en teori om, at det måske er den vej igennem, at GDRN har fået en del af sin fortjente hype i hjemlandet. Musikvideoen til nummeret har da også rundet de 25.000 streams, og er at findes øverst på Spotify under hendes “populære sange”.

Normalt er teksterne noget af det første, der fanger mig ved en kunstner og noget af det, jeg lytter mest efter. Her er det dog ikke muligt, da jeg kan afsløre, at mit islandske er ikke-eksisterende. Et hurtigt besøg på Google Translate fortæller mig dog, at albummet indeholder titler som “Hvad Nu Hvis”, “Side Om Side” og “Det Som Var”, så jeg kan kun gætte på de smukke historier, som GDRN udfolder i sine sange. Selvom jeg bogstavelig talt ikke forstår et eneste ord, gør det mig ikke mindre interesseret i sangene, og jeg synes, det islandske sprog og GDNR’s stemme lyder både eventyrligt og tryllebindende, især på de mere stille numre som “Ein” og “Hlið við Hlið”.

“Hvað ef” er, indtil videre, alt hvad der er at finde i GDRN’s bagkatalog. 11 sange, lige under 40 minutters smuk musik, og jeg vil bare have mere – hurtigst muligt tak!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *