Vi er rigtig glade for i dag at kunne præsentere jer eksklusivt for to saftige numre fra danske Beastie Responds fremragende debutalbum Fictitious Nostalgia, der udkommer i dag, og som vi varmt anbefaler I får fingre i.
Forleden spankulerede jeg en tur på Bryggen, mens jeg nød synet af alle de sommerkåde københavnere, der strakte deres flotte, blege ben for hinanden. Lækre fyre i bar overkrop med RayBan-solbriller, skæve smil og krøller; frække chicks i nyindkøbte, tætsiddende H&M-bikinier, løst hår og høj latter. Alt imens jeg gik dér på havnekajen og tænkte på sodavandsis og saftevand, hørte jeg det her track fra Beastie Responds nye plade.
Beastie Respond – W10
Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.
Overvej hvor godt det passer! Det lyder præcist som den kombination af kækhed og lumre bagtanker, som hører sig hjemme på Bryggen i solskinsvejr. Jeg kender ikke Beastie Respond a.k.a. Tobias Pedersen personligt, men han er helt sikkert en lummer type. På den gode måde, forstås. Han har i hvert fald en klar kærlighed for de sexede 80er-melodier, der træder ind i beatet med en martini i hånden og blinker til dig.
I kontekst af den basmusik der produceres for tiden, er Beastie’s interesse for det funky og smooth et fint modspil til de maksimalistiske macho-produktioner og de melankolske futurisme-tendenser. Han minder mig lidt om stemningen i Swindle’s musik.
Swindle – If I Was A Superhero
(Swindle’s andet album Long Live The Jazz udkommer i øvrigt den 16. juni)
Swindle er en del mere jazzet end Beastie, som i højere grad spiller eksplicit på kitsch og det kitschedes relation til tilværelsens ulidelige lethed. F.eks. på numre som ”The Busdriver” eller ”Sunkisz”, der afspejler det klaustrofobisk ubekymrede og kedsommelige ved beskæftigelser som at køre bus og slikke solskin. Beastie gør den ulidelige lethed til et selvstændigt tema, der på ”Sunkisz” næsten får et provokerende, drilagtigt anstrøg, når en tværfløjte nonchalant gør sin entré.
Beastie Respond – Sunkisz
Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.
Det hele udføres med snilde og humor. ”Sunkisz” smører sig eksplicit ind i diskrete overdrivelser. Nummeret er et godt eksempel på, hvordan Fictitious Nostalgia sandsynligvis vil skille vandene mellem dem, som nyder de nostalgisk-kælende former, og dem der synes, det er bedst, når musikken har blod på hænderne. Hvad synes I? Er det ok at glemme indvolde og knogler, når huden er blød? Forsøger Beastie Respond at lulle os ind i en lykkelig, men indbildt fortid for at afsløre, hvor gladelig vi lader os forføre af en corny fiktion?
Fictitious Nostlagia udkommer i dag på Teal Recordings. Køb den her.
Københavns bedste elektroniske musikfestival Strøm igangsatte for to uger siden optakten til årets program, der løber af stablen fra 12. august og en uge frem, med at offentliggøre tre navne, der i vanlig relation til festivalens dynamiske musikprogram enten er opblomstrende kunstnere eller veletablerede ditto indenfor en subgenre, skåret helt ind til benet.
Dengang præsenterede Strøm Festival, hvis hold af musikalske kuratorer blandt andre består af Pernille Krog Mortensen, Thomas Knak, Thomas Madvig og Kristian Kjøller, de engelske navne Blawan, Ital Tek og Major Notes, og denne gang har Regnsky i samarbejde med Strøm fået eksklusiv tilladelse til at offentliggøre to nye artister på programmet.
Med Adrian Sherwood og Pinch kæler Strøm påny for det bashungrende publikum og serverer to artister, der hver for sig har været ledende aktører på dubscenen igennem længere tid. Adrian Sherwood, der i dag er rundet 55 år, har været med siden England begyndte at blande punk og dub, og i sin lange karriere har han spændt fra reggae til industrial og produceret for kunstnere som Depeche Mode, Nine Inch Nails og Primal Scream. Sherwood kommer til at stå over for og ved siden af den 20 år yngre Rob Ellis, bedre kendt som Pinch, og selvom den genrebrydende dubstepproducer og Tectonic-labelboss Ellis har udgivet musik i et årti, bliver det et dynamisk mix på tværs af alder og lyde, når de to producerer om lørdagen i Enghaveparken optræder side om side. Første gang dette skete var under årets Sonár i Tokyo, og ligesom i Tokyo vil årets optræden på Strøm være en fejring af deres fælles single Bring Me Weed, som udkommer 10. juni.
Vi følger den elektroniske musikgenre footwork tæt her på Regnsky og har flere gange påpeget dens innovative kraft. For få dage siden udgav footwork-legenden RP Boo sin debutplade. Jeg kigger tilbage på hans tidligere arbejder og påviser en hidtil overset, men tæt relation mellem footwork og genren musique concrète, der blomstrede frem i Frankrig i 1940erne.
Der er godt gang i footwork-udgivelser for tiden. Det er blot få måneder siden, at DJ Rashad udgav sin fantastiske Rollin’ EP, som figurerede på vores ”elektroniske opdateringer” fra februar og marts. Og for et par uger siden udgav Kode9 sin variation af genren. I denne uge udkom så endelig et album fra RP Boo a.k.a. Arpebu a.k.a. Kavain Space. RP Boo har som mange andre footwork-producere været i gang i et par årtier, men er først nået uden for Chicagos bymure med pladeselskabets Planet Mu’s opdagelse af genren. RP Boo gælder som en legende i footwork-historieskrivningen. Han er kendt for en række tidlige hits, der skal have floreret i miljøet, men som nu er svære at opdrive. F.eks. snakkes der på nettet meget om tracket ”Baby Come On”, som skal have været stort tilbage i 1997, men som jeg i længere tid forgæves har opsøgt (hvis nogen har et clue, så sig til). Et andet legendarisk track fra RP Boo er ”11 47 99”, der også går under navnet ”The Godzilla Track” (senere remixed af DJ Slugo blandt andre). Andre navne er ”Another RP Track” og ”Heavy Heat” (nummeret dukkede op på Planet Mu’s footwork compilation Bangs & Works Vol. 2 under sidstnævnte navn).
”11 47 99” er en slags kode for nummerets oprindelse, der efter sigende blev lavet klokken 11 om aftenen på 47’tyvende gade (Chicago South Side) i år 99. Nummeret er ret skrabet rent instrumentalt. Samtidig er det skrattende og sampletungt, hvilket tilsammen giver det en snert af musique concrète, der er en af de tidligste samplebaserede musikgenre. På samme tid afslører tracket, at den høje footwork-rytme har et slægtskab i musique concrète. Hør bare Pierre Schaeffers klassiske etude fra 1948. Bemærk den høje rytme.
Pierre Schaeffer – 5 etude de bruits; noir
Den høje rytme går igen i en stor del af Schaeffers kompositioner.
Pierre Schaeffer – Etude aux chemins de fer
(Her Schaeffers berømte komposition lavet udelukkende af toglyde!)
De næsten talende samples på ”11 47 99” giver tracket en helt særlig ”concrète”-lyd. Selv det næsten syngende udbrud ”you belong to me” lyder som en desperat, fortvivlet stemme. Den hektiske rytme giver lydrummet et frenetisk mareridtsperspektiv, som om man haster ned af trapperne i et kæmpe boligbyggeri på flugt fra sig selv (læs mit indlæg om uhyggen i footwork her). Drømmeperspektivet er i øvrigt også et fremtrædende tema i musique concrète, hvis ironi består i at omvende de ”konkrete”, virkelige lyde til et lydmæssigt drømmespil.
Et andet track, hvor relationen til musique conrète er måske endnu tydeligere er ”Ice Cream”. Det er endnu et af RP Boo’s legendariske numre fra slut 90erne, som er umuligt at finde på nettet. Jeg tror dog, jeg muligvis har fundet en rigtig version på youtube, selvom RP Boo’s navn ikke er angivet (hvis nogen kan bekræfte eller afkræfte, så sig til).
RP Boo – Ice Cream
(Skru lidt op, lyden er lav)
Dette nummer er nærmest ren musique concrète, hvor fornemmelsen af en decideret instrumentering er forsvindende. Tilbage står de samplede lyde, den trykkede rytme. Og for at give det hele et flot postmoderne twist, så sætter mysteriet omkring RP Boo’s gamle numre på nettet ekstra streng under musikkens ”konkrete” fremtoning: Er den skrattede lyd en del af musikken, eller er det blot resultatet af et dårligt upload på youtube?
Pierre Schaeffer – Apostrophe
(Her bruger Schaeffer også sampling af stemmer)
Pierre Schaeffer – Prismes
(Prismes er fra 1973 og er en rigtig ”atombombeangst”-komposition)
Nyere tracks af RP Boo er mere tilgængelige. Her f.eks. ”Eraser”, som blev tilgængeligt på Planet Mu’s opsamling Bangs & Works.
RP Boo – Eraser
Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.
”Eraser” er et stærkt nummer. ”Live and let die” kører henover mantraet ”Burn, burn, let ’em”. Det karakteristiske for RP Boo er igen den enormt nedtonede instrumentalisering kombineret med en stærkt trykket stemning og samples, der næsten – men også kun næsten – snakker sammen.
Det bringer os hen til hans nye plade, som kom på gaden den 13. maj. Produktionskvaliteten er skruet op, men principperne er i høj grad det samme. Hør dette fantastiske nummer ”Invisible Boogie!”
RP Boo – Invisible Boogie!
Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.
Få instrumentale input, forskellige, næsten talende samples, der interagerer foruroligende og fascinerende. Alt sammen på en bund af solidt pulserende subbas.
RP Boo – Speakers
På ”Speakers” er RP Boo i topform. Simpelt og fragmenteret, men usædvanligt elegant og kompliceret bygget op. Stemmerne bruges samtidig som rytme og som en sær, intern kommunikation.
RP Boo’s footwork og Schaeffers musique concrète mødes altså over især fire elementer: Den samplebaserede produktion, den sparsomme instrumentering, den høje rytme og det mareridts- eller drømmeagtige perspektiv. Forskellen ligger selvfølgelig i, at footwork har en mere klar rytmik og åbenlyst er skruet sammen, så man kan danse til det. Det minder mig om historien om dengang Karl-Heinz Stockhausen blev bedt om at lytte til Aphex Twin og udtalte “I heard the piece Aphex Twin of Richard James carefully: I think it would be very helpful if he listens to my work Song Of The Youth” Hvad svarede Aphex Twin? “I like Song Of The Youth. I didn’t agree with him. I thought he should listen to couple of tracks of mine: Didgeridoo, then he’d stop making abstract, random patterns you can’t dance to.” Snap! Eller tager han fejl?
Hvad holder mest, footwork eller musique concrète? Hvilken betydning har det, at man kan danse til et stykke musik? Er det vigtigt? Er dansemusik mere “konkret” end musique concrète?
Konceptet er simpelt, men resultatet er langt fra ordinært, når dansksproget folk og spacepop går i symbiose. I den tredje video i Alliance Dangereuse-serien fortolker Ice Cream Cathedral og Mads Beldring sidstnævntes nummer “Rendegraver”. Behøver jeg at sige, at det lyder som et helt nyt nummer?
Ice Cream Cathedrals særpræg skinner tydeligst igennem – guitarlyden minder mig om “Otherwordly Ease”, og trommerne om “The Ranger”, den forvrængede vokal i sidste vers om “The Volume of Your Voice”. Alle fra forårets debutudgivelse, The Drowsy Kingdom. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor gennemført det bands lyd er.
Mads Beldring og Ice Cream Cathedral måtte gerne indspille spille flere numre sammen, synes jeg. Den lyst forbliver nu nok uforløst. I stedet vil jeg lytte til Blonde Redhead, som det melankolsk drømmende og samtidigt insisterende nummer minder mig en hel del om – nok primært på grund af mand/kvinde-vokalerne og den fyldige guitarlyd.
Den umådeligt flotte session blev optaget på initiativ fra SPOT Festival. I år har festivalen været virkelig gode til at støtte de optrædende artister med ekstra promovering. Alliance Dangereuse-videoerne er optaget af Powerclap, som har ramt nummerets kølige nuance perfekt i farvetoningen og valget af et tomt, smådystert forladt kontor fra dengang skriveborde var af mahogni og ikke kunne hæve/sænkes. Og så er lyden absurd god.
Videoen emmer af kvalitet – både musikalsk og i produktionen. Det er netop dét, SPOT Festival har været gode til i år. At tage bands, som kommer fra ingenting, som ingen økonomiske ressourcer har, men som har originalitet og spillelyst i massevis, og teame dem op med folk som Powerclap (og den idérige videosession Out In the North). Det er fandme fedt. Tak, SPOT!
Da de tre venner Björn Lydén, Nikolaj Thorenfeldt og Søren Christensen i 2004 slog dørene op for den første udgave af Aarhus-festivalen Pop Revo, foregik det i Musikcafeens hyggelige rammer. Blandt de optrædende fandt man flotte navne som legendariske The Clientele, shoegaze-popperne i The Radio Dept. og danske Oh No Ono.
Fra og med i morgen spilles der så op til poprevolution for tiende gang, når Pop Revo løber af stablen på spillestederne Voxhall og Atlas. Festivalen har valgt at vende tilbage til rødderne fra 2004 og sprede sig over tre dage. Det er dog ikke det eneste, der går igen fra den første udgave af festivalen.
Reverb-entusiasterne The Clientele er nemlig tilbage på festivalen for at give en af deres efterhånden meget sjældne koncerter. Bandet udsendte i 2010 albummet “Minotaur,” som ifølge dem selv bliver deres absolut sidste. Pop Revo er derfor en unik mulighed for at opleve et band, som om nogen formår at formidle nogle yderst bittersøde og surrealistiske tekster på en nærværende måde. De kan ligesom i 2004 opleves sent lørdag aften; denne gang på Voxhall.
The Clientele – E.M.P.T.Y.
Lige inden The Clientele spiller et andet band, som står mit hjerte meget nært. Der er tale om den amerikanske shoegazeduo Widowspeak, som består af guitaristen Robert Earl Thomas og den underskønne Molly Hamilton på vokal. De møder op på Pop Revo med det eminente album “Almanac” i ryggen. Albummet er produceret af Kevin McMahon, som står bag Real Estates seneste album, hvilket formentlig har været med til at løfte bandet det sidste stykke i forhold til debutpladen fra 2011.
Hvor debutpladen til tider blev lidt for monoton i sit udtryk, lykkes det på “Almanac” at tage lytteren med ind i et ubekymret univers, hvor man uundgåeligt lader sig tryllebinde af Molly Hamiltons pirrende, uskyldige vokal.
Widowspeak – Ballad of the Golden Hour
Min sidste anbefaling går til en amerikansk fyr, som man kan få fornøjelsen af allerede torsdag aften. Han optrådte sidste år på KB18 i København sammen med Ty Segall, men nu er han endelig i Danmark for at give koncert på egen hånd.
Det er naturligvis den multiinstrumentale, pop-virtuos fra San Francisco, Mikal Cronin, jeg taler om. Han har netop præsteret, hvad der i mine øjne må betragtes som årets hidtil bedste album i form af “MCII.” På albummet når Mikal Cronin på elegant vis hele vejen rundt om sit musikalske repertoire. Han kommer forbi alt fra den sydcaliforniske skatepunk på “Change” til akustisk bonfirehygge på “Peace Of Mind.”
Hvis man skal opsummere Mikal Cronins lyd i ét nummer, kan det ikke være andet end “Am I Wrong.” Nummeret rummer et væld af referencer til blandt andet garagerocken, SoCal-punken og så selvfølgelig den klassiske, californiske strandpop, hvilket på en gang understreger Cronins musikalske spændvidde, men samtidig også sætter en tyk streg under hans ambivalente forhold til stil- og selvsikkerhed.
Mikal Cronin – Am I Wrong
Jeg kunne utvivlsomt fortsætte denne række af anbefalinger ud i noget nær det uendelige, men Pop Revo er en festival, hvor man skal have lov til at gå på opdagelse. For der er et væld af musikalske oplevelser på plakaten i år, og selvom man måske ikke kender meget til navne som Woods, Veronica Falls eller Mount Eerie på forhånd, så kan jeg love, at de og mange andre bestemt er et besøg værd, hvis man har bare en lille smule musikalsk nysgerrighed. Viva la PopRevolution!
