Videopremiere: Poliça – Wedding

Musik, Nyheder, Regnsky Exclusive, Video Skrevet af torsdag d. 28. januar 2016

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi knuselsker de amerikanske synthpoppere i Poliça her på Regnsky.

Poliça

Vi er derfor rigtig glade for at have fået lov til at have eksklusiv danmarkspremiere på musikvideoen til bandets seneste single, “Wedding“. “Wedding” er fra start et ekstremt legende og eksperimenterende nummer – selv efter Poliças standarder – men under de dansable rytmer gemmer der sig et seriøst budskab om behovet for fredelige demonstrationer og ordentlig adfærd over for politiet.
Som altid er forsangerinde Channy Leanneaghs dynamiske vokal i fokus, og jeg kan som lytter ikke lade være med at blive opslugt af bandets finurlige musikalske univers.

Videoen er instrueret af den tidligere Bon Iver-instruktør Isaac Gale, og omdrejningspunktet er en temmelig absurd undervisningssituation, hvor børnene i selskab med Sesame Street-dukker bliver undervist i budskaber som “A cop is not a soldier”, og hvorvidt håndjern skulle være farlige. Videoen er samtidig en stærkt sarkastisk kommentar til det moderne nyhedsbillede og dets konstante fokus på dårlige nyheder. Men kender jeg mig selv og Poliça ret, har jeg garanteret overset en række referencer i videoen, men så har du, kære læser, jo noget at gå på jagt efter.

Poliça – Wedding

Wedding” er en forløber for Poliças tredje studiealbum, som udkommer den 4. marts og får titlen United Crushers.


Et kig ind i fremtiden

Event, Musik Skrevet af søndag d. 17. januar 2016

Det er svært at spå, især om fremtiden.

Sådan lyder et berømt citat, som, de fleste mener, stammer fra Storm P. Det er formentlig ikke korrekt, men det er en historie for en anden dag. For dette indlæg handler om at forsøge at forudsige fremtiden, nærmere bestemt den musikalske fremtid. For når Lille VEGA den 29. januar slår dørene op til dette års udgave af VEGAs Udvalgte, forsøger de netop det.

På programmet kan man møde seks af de mest interessante artister fra det danske vækstlag lige nu, og det er selvfølgelig en god anledning for os her på Regnsky til at hylde netop vækstlaget ved at fremhæve højdepunkterne set med vores øjne i VEGAs Udvalgte-programmet. Samtidig vil jeg benytte lejligheden til at komme med mine bud på, hvem man bør kende i 2016, hvis man kaster blikket ud over landets grænser.

Først og fremmest skal det dog handle om VEGAs Udvalgte, og den artist, som jeg personligt glæder mig mest til at se, er uden tvivl drømmepop-prinsessen Soleima. Soleima med det borgerlige navn Sarah Mariegaard har tidligere været en del af hiphop-kollektivet Flødeklinikken, hvor hun både sang og spillede klaver, men sidste år valgte hun at kaste sig ud i livet som solist – og tak for det! Soleima leverer legende drømmepop, som tager lytteren på en rejse ud i et varmt og omfavnende alternativt univers, hvor glæden ved musikken stråler igennem og smitter af på øregangene. Det bedste eksempel på det er nok Soleimas første udspil, “My Boi“.

Soleima – My Boi

Den anden artist blandt årets “Udvalgte”, som jeg gerne vil fremhæve, er trioen CHINAH. CHINAH leverer minimalistisk R&B, som dog låner godt og grundigt fra de elektroniske popgenrer, og på den måde får flettet en lyd sammen, som på en og samme tid formår at være melankolsk og opløftende. Både på førstesinglen “Away From Me” og opfølgeren “We Go Back” er minimalistiske elektroniske værker, mens “Minds” i højere grad viser CHINAHs evne til også at mestre den tungere og måske egentlig mere traditionelle moderne R&B. Uanset hvad er det en trio, som for mig bliver ekstremt interessant at følge – mest af alt, fordi jeg føler, at det kunne være forfriskende for den danske musikbranche, hvis et band som CHINAH kunne slå bredt igennem.

CHINAH – We Go Back

Ud over CHINAH og Soleima kan man opleve Katie Keller, Molly, Code Walk og Guldregn den 29. januar på Lille VEGA.

Jeg lovede også at komme med et par bud på, hvem man bør kende uden for landets grænser. Og den første artist, jeg bliver nødt til at nævne, er Anna of the North. Anna Lotterud kommer fra Norden, nærmere bestemt fra den norske hovedstad Oslo, og hun har egentlig udgivet musik siden 2014, men hun mangler endnu det helt store gennembrud i Danmark. Jeg er dog overbevist om, at det nok skal komme, og det kunne meget vel ske i 2016. Anna of the North laver som så mange andre hos vores nordiske naboer popmusik, men det, der adskiller Anna Lotteruds musik fra så mange andre, er utvivlsomt den storladenhed og hendes evne til at skabe rum i sin musik. Man lytter ikke bare til numrene, men bliver i stedet hævet direkte ind i den. Og det er altså ret dejligt, synes jeg.

Anna of the North – The Dreamer

Vores svenske naboer skal selvfølgelig heller ikke snydes for at få fremhævet en af deres artister. Men det har virkelig været en svær beslutning at vælge bare én. Jeg overvejede længe, at omtale surfrockerne fra Pinemen, men jeg er i stedet endt på de to kvinder i Pale Honey. 2015 var i den grad året for kvinder, der spiller rock. Herhjemme slog Velvet Volume igennem som liveband, mens artister som Courtney Barnett, Hinds og Girlpool markerede sig internationalt. I Sverige var det så Pale Honey, som var på alles læber med deres simple rockopskrift. Der er egentlig ikke nogen grund til at putte alt for mange ord på duoen fra Göteborg, andet end at anbefale alle med hang til god gedigen rock at lytte til deres selvbetitlede debutalbum, som udkom i maj sidste år.

Pale Honey – Youth

Inden jeg siger tak for denne gang, må vi også lige en tur forbi vulkanøen mod nord. En vaskeægte Kate Bush-klon er nemlig som en føniks steget op af asken på Island i form af East of My Youth. Trioen bestående af Thelma, Herdís og Guðni beskriver sig selv på deres Facebook-side som en eksperimenterende poptrio, som du – måske – kan forvente at se på Pitchfork meget snart. Det sidste er jeg slet ikke i tvivl om, og det første er bestemt heller ikke meget galt. Sikkert er det, at de med deres tunge beats og en vokal, som nærmest fungerer som et instrument i sig selv, har ramt noget, som leder tankerne i retning af, ja, Kate Bush. Men du kan jo selv vurdere, om du er enig på “Only Lover“.

East of My Youth – Only Lover


Kiasmos – Swept

Musik Skrevet af onsdag d. 13. januar 2016

Gentagelser sætter livet på stand-by, og tiden fortsætter med at rinde gennem glasset.
Dagdrømmer om tidlige solopgange som dagenes “godnat”: At vejre morgenluft som det sidste.
Genfinder musikkens utopi: hver afslutning er en ny begyndelse
du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-di-du-de. 


Året der gik – del 4: Årets album

Feature, Musik Skrevet af mandag d. 28. december 2015

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi ved at være ved vejs ende, og vi slutter naturligvis af med at kåre årets bedste album fra Danmark og udlandet. Det gik op for mig i processen, at jeg faktisk ikke har lyttet til voldsomt mange danske album, fordi jeg har haft så stor fokus på de helt nye artister, som af gode grunde ikke har udgivet albums endnu, så derfor har en enkelt EP fået lov til at snige sig ind på listen. Den er til gengæld god!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer
Del 3: Årets nye navn

Årets danske album

3. Mew – +-
Jeg er ikke Mew-fanatiker på nogen måde, men selv jeg må indrømme, at den mest rutinerede danske artist på alle mine lister har begået et virkelig, virkelig godt album. Det er på mange måder et Mew, som i mine ører er vendt tilbage til rødderne, og det klæder det i den grad. Især Water Slides og The Night Believer sidder lige i skabet.

2. Shy Shy Shy – Love Songs EP
Love Songs EP’en er ganske enkelt bare et rigtig godt stykke håndværk og en imponerende debut fra Shy Shy Shy, som dog bestemt stadig har ting at arbejde på. Lyden kan godt finjusteres, så de kommer lidt mere ud over stolekanten (eller hvor man nu lytter til EP’en), men når det er sagt, er jeg stadig dybt imponeret over, hvordan et så ungt band har formået at samle så mange højdepunkter på en EP med blot fem numre. Do Not Ask, Soft & Hard og In the Palm of My Hand. Sidstnævnte sender straks mine tanker i retning af det hedengangne Swan Lee, og det er en yderst interessant vej at vælge – mere af det, tak.

1. Blaue Blume – Syzygy
Nu når vi vist til det punkt, hvor jeg deler holdning med størstedelen af det danske anmelderkorps. For der bør ikke være nogen tvivl om, at Blaue Blume har lavet årets bedste album. Det er en rørende historiefortælling, som giver et dybt intimt indblik i Jonas Smiths liv fyldt med kærestesorger, længsel og håb. Det er gennemført – nej, det er nærmest perfekt, og det er på alle måder unikt ikke bare for dansk musik men for musik i det hele taget, hvad det koldingensiske band har skabt med Syzygy.

Årets udenlandske album

5. Braids – Deep In the Iris
Endnu et canadisk orkester gør sit indtog på en af mine årslister i form af Braids. Det er blevet mit koncentrationsalbum i 2015, som jeg har lyttet til stort set hver gang, jeg har skullet forsøge at være produktiv. Det er ikke helt oppe at ringe ligesom Flourish // Perish fra 2013 for mit vedkommende, men det er stadig eksperimenterende elektronisk shoegaze af højeste kvalitet, og jeg bliver stadig fuldstændig indsuget af Raphaelles drømmende univers.

4. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg har allerede berørt Multi-Love som single tidligere, men hele albummet er også noget af det bedste fra 2015. For mens II fra 2013 havde en række gode numre på, føles Multi-Love som en mere sammenhængende oplevelse, og det er det, jeg personligt ønsker fra et album. Samtidig har bandets newzealandske aner nok også spillet en rolle i forhold til at gøre mig ekstra opmærksom på Unknown Mortal Orchestra netop i år, men det rykker nu ikke ved, at det er en helt fortjent fjerdeplads til det snart Northside-aktuelle band og Multi-Love.

3. SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg kan vel nærmest ikke blive ved med at introducere dette album, efter jeg nærmest gjorde det to gange i går. Det er stadig godt, det er stadig en dybt imponerende debut fra SOAK, og du skal stadig lytte til det lige nu. Og igen i morgen. Og dagen efter.

2. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit (jeg forkorter det SISaTaSIJS fra nu af) er ubetinget det album, jeg har lyttet allermest til i år. Jeg kan simpelthen ikke blive træt af Courtney Barnetts finurlige tekster, og selvom jeg typisk ikke kan fordrage talesang, fungerer det bare for mig, når det er en britisk vokal. Jeg har meget svært ved at lave andre ting, når jeg lytter til albummet, fordi jeg får lyst til at lytte efter teksterne – det er meget få album, der kan det, men det kan Courtney Barnett og SISaTaSIJS.

1. Tame Impala – Currents
Jeg afslørede vist Tame Impalas placering på listen for et par dage siden, men det skal jo alligevel gøres officielt. Currents ér årets bedste album, og jeg har egentlig ikke været i tvivl, siden jeg hørte det for første gang tilbage i juni. Det er psykedelisk rock af den bedste skuffe og i et dejligt langt format, som giver lytteren mulighed for at lade sig indhylle og omfavne af hvert eneste nummer på pladen. Jeg kunne snildt have gjort en håndfuld forskellige numre på albummet til årets nummer, og det siger vist det hele.

Bonus liste: Årets mest interessante album
Shamir – Ratchet
Jeg har haft meget svært med at placere Shamirs eksperimenterende og genre-nedbrydende debutalbum, men jeg følte, at jeg var nødt til at nævne det et eller andet sted. Det er nemlig meget sjældent, at en ny artist på så gennemført manér formår at skabe et fusionsalbum, som på så elegant vis smeder disko-funk sammen med elementer af electronica, r&b og sågar gospel i en underlig men overraskende velfungerende mismask. Så hvis du her på årets sidste dage vil udfordre dine musikalske smagsløg, er Shamirs Rachet bestemt et lyt værd.

Tusind tak for et fantastisk musikår i 2015, og vi ses i 2016 kære læsere. Husk, at du stadig har mulighed for at blive en del af Regnsky-familien – du skal bare sende mig en uformel ansøgning på peter@regnsky.dk. Godt nytår!


Året der gik – del 3: Årets nye navn

Feature, Musik Skrevet af søndag d. 27. december 2015

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi nået til tredje del, som for mig nok er en af de mest interessante. Den handler nemlig om de nye artister. Det er selvfølgelig svært at sige, hvornår en artist er ny, men jeg har valgt at definere det som de nye artister, som er dukket op i mit liv i 2015. Så lad os kigge på det!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer

Årets nye danske navn

3. Nick Sway
Den bare 18-årige Nick Sway vandt tidligere på året Karrierekanonen, og 2015 har i det hele taget været et godt år for den talentfulde singer-songwriter. Jeg har kun haft fornøjelsen af at se opleve ham live én gang i år, men det var nok til at se et potentiale for noget virkelig stort i fremtiden.

2. Shy Shy Shy
I går afslørede jeg, at jeg er ret så vild med deres største hit Do Not Ask, og i det hele taget er jeg godt og grundigt forelsket i Shy Shy Shys Love Songs EP. Men det er nu ikke kun derfor, de har fundet vej til andenpladsen over nye danske artister. Det skyldes derimod i høj grad den udvikling, jeg har set i deres live optrædener. Det er tydeligt, at det er et ungt band, som lige har skullet finde deres udtryk, men det må man sige, at de har med en fokus på voldsomme energiudladninger og en Simon Kjeldgaard som føler sig mere og mere hjemme på scenen ved siden af Astrid Cordes.

1. Velvet Volume
…I havde nok set det komme. For mig har 2015 i høj grad været Velvet Volume-året. Jeg er simpelthen så vanvittigt imponeret over de tre århusianske piger, som har fået et langt større gennembrud, end jeg nogensinde havde forestillet mig, da jeg i foråret som en del af Uhørt Festivals lytteudvalg gav dem den absolutte topkarakter. Attituden, lyden, energien, udstrålingen – det hele holder for søstrene Lachmi, og jeg glæder mig helt ekstremt til at følge Velvet Volume næste år og forhåbentlig også mange år fremover.

Årets nye udenlandske navn

5. Oh Wonder
Jeg kunne simpelthen ikke beslutte mig for, om Oh Wonder eller Girlpool skulle have femtepladsen, men jeg endte nu alligevel på Oh Wonder – ganske enkelt fordi jeg gerne vil hylde duoens nytænkende måde at udgive på. De besluttede sig sidste år for at udgive et nummer hver måned, og hermed gjort. At de så også har formået at skabe hyggelig popmusik af så høj kvalitet, vidner om et helt unikt talent, som udsolgte koncerter i det meste af Europa kunne tyde på, at også mange andre har fået øje på.

4. Låpsley
Nogle af jer vil sikkert påstå, at Låpsley ikke er et nyt navn i 2015 men derimod hører til i 2014. Men i så fald har jeg nok bare været lidt lang tid om at komme med på vognen. Men med på vognen må man så i hvert fald sige, at jeg er kommet, for hold da helt op. Den kun 19-årige sangerinde debuterede min sin første EP som 17-årig, og siden har hun med sine lo-fi elektroniske produktioner formået at slå sit talent fast. Musikkens omdrejningspunkt er Holly Lapsley Fletchers vokal, en ordentlig omgang samples og et tungt beat. Det er simpelt, det er lækkert, og det virker.

3. Zella Day
Jeg havde nærmest ikke lyttet til Zella Day, før jeg tog til den koncert, som jeg nævnte for et par dage siden. Siden da har min forelskelse kun taget til, og sangene fra debutalbummet Kicker har for alvor fanget mig. Det er popmusik med et country-vibe og referencer til flere af tidens store sangerinder; dog med en charme som adskiller hende fra mange af hendes popsøstre i en i mine øjne nok lidt overfyldt del af musikbranchen. Hun kunne meget vel også stå foran det helt store gennembrud – hun har i hvert fald et talent, der fortjener det.

2. SOAK
En 19-årig kvinde ved navn Bridie Monds-Watson gemmer sig bag nordirske SOAK, men helt ærligt behøves hun ikke gemme sig nogen steder, for hun er på mange måder noget af det bedste, der er sket i 2015. Hun leverer en optimistisk indiepop, som man ikke kan lade være med at blive i godt humør af, selvom emnerne i teksterne til tider er tunge. SOAK adskiller sig fra de fleste andre helt unge artister ved, at hun har formået at skabe et helstøbt debutalbum, som med højdepunkter som Sea Creatures og B a noBody introducerer lytteren til en artist, man forhåbentlig kun har hørt det første til.

1. HONNE
Jeg har været forbi HONNE tidligere, og de er for mig den helt store nyhed i år. Den største ros, jeg kan give dem, er nok, at man med det samme ved, at man lytter til HONNE, når man sætter et af deres numre på. De har allerede fundet deres lyd – og hvor er det dog en fantastisk lyd! Men hvilken lyd er det så? Jeg vil tillade mig at døbe det elektronisk sexyfunk med soul elementer. Nu må de gerne snart komme med et helt album som opfølgning på deres otte 2015-udgivelser.

Bonus liste: Årets bedste debutalbum
SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg har vist allerede argumenteret for, hvorfor SOAK fortjener denne anerkendelse længere oppe. Jeg kan desværre ikke linke til hele albummet her, men det findes hos din foretrukne streaming-tjeneste. Lyt til det – det vil gøre dig glad!

Det var alt fra i dag. I morgen afslutter vi føljetonen med årets bedste album fra ind- og udland, hvor jeg godt kan love, at flere af artisterne fra i dag og de foregående dage vil optræde.


WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass