GusGus fyldte Koncerthuset med tung islandsk techno (og lidt for meget røg)

Jeg har aldrig prøvet at tage hele vejen fra Sønderborg til København en torsdag aften for at høre islandsk techno i DR’s Studie 2, men det havde den meget utilfredse gut, der gik ved siden af mig, da GusGus’ koncert efter to minutter blev afbrudt af en hvinende alarm og en venlig, men bestemt, stemme, der bad alle om at forlade koncerthuset, da der var opstået en “kritisk situation”. I starten troede folk ikke rigtigt på det, og de mente, at det måske var en del af showet. Jeg har ikke personligt set GusGus før, men det virkede som om, at folk forventede, de lavede en gimmick. De udspringer jo også af et kunstnerkollektiv, så jeg tænkte også, det sagtens kunne være en del af deres performance. Men næ nej, ud kom vi efter ti forvirrede minutter, og ham fra Sønderborg var en yderst presset mand.

Pludselig blev der åbnet op igen, og vi fik lov at komme ind til koncerten igen. De gode pladser, vi havde haft helt oppe foran, var selvfølgelig røget, og den manglende information fra DR’s ansatte irriterede min nysgerrige journalisthjerne. Jeg ville gerne vide, hvad der var sket. Der var snak i krogene om, at deres røgmaskiner var for kraftige, men ingen vidste rigtigt noget.

Det lykkedes dog hurtigt GusGus at komme efter episoden, og i dag tænker jeg over, at det efterhånden er sjældent, at jeg får sådan helt nye oplevelser, når jeg er til koncert. Det er bagsiden af at skrive om musik. Ja, stakkels mig, ak og ve, alle de gratis koncerter, jeg får lov til at anmelde! Men det her har jeg aldrig prøvet før, og det gav mig desværre en irriteret følelse i kroppen, som jeg havde svært ved at slippe, da de så startede koncerten igen. 

GusGus er et af de bands, som jeg har villet høre live de sidste 10 år, men som jeg aldrig har fået taget mig sammen til at se. Til Final Party på Carlsberg under Distortion 2010 forsøgte jeg ellers virkelig at komme til at se dem, men jeg havde kort forinden været så fuld, at jeg troede, jeg var til Booka Shade-koncert, for så at finde ud af, at den foregik et andet sted. Måske var det nederlaget fra den gang, der har taget mig otte år at komme over, men i går lykkedes det mig endelig. 

Og det var værd at vente på. Koncerten endte med at være fuldstændig opslugende, og jeg blev gang på gang overrasket over deres bagkatalog, som jeg havde glemt, hvor bredt var. Det var én lang “nå ja, den har de også lavet”-koncert. Favoritten, “David” fra 2002-udgivelsen “Attention”, havde heldigvis også fundet vej til setlisten i går. Det klart mest poppede nummer i et ellers tonsertungt technotorsdagstamtam (øver mig på bogstavrim), men resten fungerede også, som det skulle. Selvom det var meget tunge mure af lyd, vi blev præsenteret for, så giver Daniels bløde vokal et sublimt modspil, der gør, at alle kan være med. Mange tak til Daniel Ágúst Haraldsson og Birgir Þórarinsson for at forsøde en ellers ultrakedelig efterårstorsdag.

Og gutten fra Sønderborg? Sidst jeg så ham, dansede han rundt i ekstase til “Arabian Horse” med en Heineken i hånden. Don’t we all love a happy ending!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fire musikalske podcast-anbefalinger til din efterårsferie

Kulden lister sig ind under min lette sommerjakke, og løvets gyldne nuancer omfavner den stadig mere grånende himmel. Jeg skriver dette, imens jeg tænder et stearinlys med en rygende varm kop te ved min side. Det er allerede begyndt at blive mørkt udenfor, selvom klokken ikke er meget mere end seks om aftenen. Skolernes efterårsferie står for døren, og med den også udsigten til kortere dage, lavere temperaturer og dertilhørende tæpper, rodfrugter, varme drikke og….. PODCASTS! Så her følger en lille efterårsanbefaling, som hverken kræver kastanjedyr, flybilletter eller feriedage.


Wagners Ringen ifølge Kristian Leth

Hvem var det lige, ham der Richard Wagner var, og hvad var det med den dér ring? Hvis du gerne vil blive lidt klogere på en af vestlig musikhistories giganter, så bør du lytte med, når Kristian Leth guider dig gennem et af musikhistoriens allerstørste værker. Find programmet her


Album: Kate Bushs ‘Hounds of Love’

Mere Kristian Leth. For når Kate Bushs Hounds of Love behandles af Kristian Leth og Information-journalist Ralf Christensen i programmet Album, er der god grund til at spidse ører. Selvom Album-serien har fået et par år på bagen nu, holder det altså stadig. Programmet giver den tid og fordybelse, som albummet fortjener, og dette på en måde så alle kan være med. Derudover er albummet i sig selv fremragende, så der er ingen undskyldninger for ikke at lytte med, når Leth og Christensen guider dig gennem de musikalske historier. Andre anbefalelsesværdige udgaver af programmet tager fat på The Smiths  ‘The Queen is dead”, PJ Harveys “To Bring You My Love” og Fela Kuti med ‘Expensive Shit’. Så der er lagt op til mange timers lytning for enhver smag.

Find den her


Politikens Poptillæg

Dette bliver nu en popkulturelt begejstret hyldest til vores alle sammens “pop connoisseur”, Lucia Odoom, der står bag podcasten ”Politikens Poptillæg”. Fra første program i 2016 har Lucia Odoom hver uge inviteret et pop-panel ind for at diskutere tendenser i popkulturen, i et rum hvor intet er for kommercielt eller nørdet til en seriøs diskussion. Panelet behandler alt lige fra “Den Store Bagedyst” og datingprogrammer til politiske strømninger og science fiction. Her følger blot et lille udpluk af programmer med musikalske temaer:


  • Hvorfor elsker vi 90’erne? “Ugens Poptillæg forener generation X og Y i studiet og diskuterer det poptimistiske årti i musik, mode, tv og politik.” Find den her.
  • Kendrick Lamar vil det hele: “Den Grammy-vindende og anmelderroste rapper Kendrick Lamar har hele musikbranchen i sin hule hånd og slipper afsted med både at lave politisk hiphop og hits med Maroon 5. Men hvem er han egentlig? Politikens Poptillæg giver en indgående introduktion til tidens mest populære hiphop-musiker”. Find programmet her.
  • Poptillæggets sommer-mixtape: “Poptillægget ser nærmere på sommerhittet som fænomen og laver den perfekte sommerspilleliste”. Find den her.

.. og så dem med Queen B:

  • Beyoncés ‘Formation’ og protestpop: Find den her.
  • Bittersød hyldest til Beyonces “Lemonade”: Find den her.

Den nye stil – historien om dansk rap

Denne podcast-anbefaling kommer jeg selv til at bruge efterårsferien på. Jeg har ikke selv hørt den (endnu), men da jeg snakkede med min studiemakker Sophie Kjeldberg Mathiesen om dette indlæg, jeg var i gang med, nævnte hun denne prisvindende podcast for mig med stor begejstring. Vil du vide lidt mere om serien, har Sophie været så sød selv at sætte et par ord på hendes oplevelse af podcasten: “Den nye stil – historien om dansk rap” er en kronologisk gennemgang af dansk hiphop- og raphistorie. På klassisk vis er hvert afsnit centreret om en person, en gruppe eller et fænomen, og værten, Pelle Peter Jensen, er så sprængfyldt med humør og passion, at man ikke behøver at være hiphop-interesseret for at nyde podcasten. Det er eksemplarisk musikformidling og vildt sjovt. Der kommer stadig nye afsnit, og der er rigeligt at tage fat på – hvilket man kan blive overrasket over, hvis man (som jeg) ikke vidste meget om omfanget af dansk hiphophistorie. Det gør jeg nu.”

Find den her.


… god fornøjelse med lytningen og glædeligt efterår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mitski er en kunstnerisk kamæleon og en kæmpe anbefaling til næste års festivalprogram

Mitski på Lille Vega i fredags (foto: Christian Hjorth/Vega)

Den japansk/amerikanske kunstner Mitski, der netop har udsendt albummet Be The Cowboy, stråler af stærk selvironi og rå indie-rock på livescenen. Det særlige ved denne kvinde er, at hun eksperimenterer og skifter sit udtryk med elektronisk singer-songwriter-poesi og en metallisk grundklang. Den 28-årige sangerinde er opvokset i Japan, hvor hun fik folk-plader og japansk popmusik skudt ind med modermælken. Inspiration, som man tydeligt mærker at hun har taget med sig i sit lydunivers, som svæver langt fra mainstreamkulturen. Mitski Miyawaki har udgivet fem plader, hvoraf de to første er selvproducerede, og begge er resultater af afsluttende studieprojekter på Purchase College – musikkonservatoriet i New York.

Det seneste album, som blev udgivet af Dead Oceans tidligere på året, var i højsædet i Lille Vega, da hun i fredags fyldte Stauningsalen ud. Den unge kunstner gæstede allerede Ideal Bar sidste sommer, og det engelske dogme ’never change a winning team” gjorde sig i høj grad gældende, da hun trådte et skidt op ad karrierestigen og man på aftenen fik lov at mærke hendes overvældende vokale spændvidde.

Be the Cowboy er rasende anbefalelsesværdigt og tager udgangspunkt i den unge kvindes konfliktfyldte følelsesliv, hvor trediveårskrisen lurer lige om hjørnet. Et tema, der passer perfekt til Mitki Miyawakis monotone mimik og distræte distance til publikum, som i starten fik hende til at fremstå introvert og med et strejf af selvhøjtidelig kunstnerattitude. Hun mindede mig både i stil og udtryk om Björk med sit mørke pagehår, hvide kjortelskjorte og mystiske koreografier med håndfladerne, som om hun spillede på en usynlig harpe. Hun fik da hurtigt brudt isen med publikum med korte kommentarer og underspillet ironi. Dog virkede det noget komisk, da hun gentagende gange for fra den ene ende af scenekanten til den anden som en hovedløs høne, der lige har fået det dødsbringende øksehug og pisker rundt på de sidste nerver.

Mitski spillede i fem kvarter, og man mistede sjældent fokus på numrene, som i gennemsnit ikke varer meget mere end to minutter. Numre som Why Don’t You Stop Me, Remember My Name og Washing Machine Heart drog alle mine associationer til Crystal Castles’ vanvittige electropunk og synthpop. Det fungerende vildt godt – også selvom den unge japaner ikke havde taget strobelyset med på touren, eller som en anden Alice Glass vendte bunden i hovedet på en flaske vand og headbangede sit våde hår ud blandt publikum. Another night, another show…

Stemningen i Stauningsalen bevægede sig fra en metallisk rumklang til en ren diskofest på det opstemte nummer Nobody, som forvandlede publikum til et hav af hoppende hoveder. Lidt over halvanden million har været inde og se musikvideoen på Youtube, og den fortjener virkelig også et klik med sit gennemførte kunstneriske præg og eksistentialistiske grundtema.

Skal jeg komme med en lille kritik, savnede jeg en anelse mere ydmyghed og interaktion med publikum fra Mitski, men det er nok en del af hendes mystiske image at pakke det sammen. Og på studieudgaven af Be The Cowboy kunne de 14 numre også snildt være kortet ned til 10, da noget af indholdet bliver en smule overflødigt og ensformigt. Alligevel bliver jeg overbevist om albummets ret på det sidste nummer, Two Slow Dancers, som forener pladen i en smuk, stille og sfærisk afrunding og virkelig formåede at røre mig live. Nummeret ville være et oplagt sted at slutte aftenen, men valget endte i stedet i et antiklimaks med sangen Goodbye, My Danish Sweatheart, der godt nok stemte med bandets lokation, men blev for syret og overskyggede det førnævnte sjælenummer.

En ting er dog sikkert, og det er, at jeg vil være at spotte blandt publikum, hvis Mitski Miyawaki gæster Danmark igen. Det ville virkelig være oplagt at se hende på en af sommerens festivaler. Så hvis der sidder nogle bookerer derude og læser med, vil jeg bede en stille bøn: Please pick it up!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gold Panda og Jas Shaw fra Simian Mobile Disco udgiver album som ‘Selling’

Den britiske producer Gold Panda, der længe har været en god ven af bloggen og siden 2010 har udgivet de tre fine album Lucky Shiner, Half Of Where You Live og senest Good Luck And Do Your Best, har for en stund forladt tilværelsen som soloproducer og i stedet kastet sig over et samarbejde med Simian Mobile Disco-produceren Jas Shaw. Sammen har de under aliaset Selling spontanudgivet albummet On Reflection, der er ude nu digitalt via pladeselskabet City Slang, der også har udgivet Gold Pandas ep fra sidste år, Kingdom, samt Caribous fremragende Swim fra 2010. Albummet udgives på vinyl den 14. december.

Gold Panda – med det borgerlige navn Derwin Dicker – har ifølge en pressemeddelelse kendt Jas Shaw i mere end et årti, og Simian Mobile Disco-produceren har også mixet to af Gold Pandas plader, herunder debutalbummet Lucky Shiner. Gold Panda og Simian Mobile Disco har også turneret USA, England og Japan sammen, og det var på disse turneer, at snakken om et fælles udspil første gang opstod. Men det var aldrig med en forhåbning om at lave et helt album, fortæller Gold Panda:

“Vi lavede ikke dette for et pladeselskab eller noget. Det var oprindeligt bare for sjov. Der var ingen planer om at lave et album. I starten troede vi, at vi ville lave et track her og der og så udgive det på vinyl. Men så stod vi med et album, der faktisk lød ret godt. Så vi tænkte, ‘nå, hvis vi har lavet et album, så skulle vi måske bare udgive det’,” lyder det ifølge pressemeddelelsen fra Gold Panda, der tilføjer, at ‘On Reflection’ er den mest umiddelbare og naturlige plade, han nogensinde har lavet:

“Jeg havde aldrig troet, at jeg ville bare en person, der laver kollaborationer, men jeg tror, jeg har fundet den rette person at lave en plade med.”

Og fordi pladen allerede er ude, har pladeselskabet City Slang kvitteret med at lægge hele pladen, der består af ni numre, ud på sin YouTube-kanal. Herfra deler vi den både legende og melankolske single, Keeping Txme, der med sin arpeggio-melodi, bløde beats og melodiske akkordprogressioner rummer lige så mange følelser, som vi kender det fra Gold Pandas egne udspil.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hør eller genhør Carlo & Selmas DJ-set fra Regnskys fødselsdagsfest

Vores 10 års fødselsdagsfest på Jolene den 15. september vil for evigt fremstå som en stor aften i Regnskys historie.

Denne aften havde vi samlet en række af vores yndlings-dj’s, der var med til at gøre aftenen uforglemmelig. Til at lukke festen havde vi selskab af Carlo & Selma, der leverede et hårdt og emotionelt house-set fyldt med en masse afstikkere til italo, electronic-body-music, techno og disco.

Deres to timer lange lukkeset er blevet foreviget, og vi er stolte over at kunne dele dette fremragende mix.

Duoens mange dj-sets rundt i hovedstaden afslører med al tydelighed, at italienske Carlo Molino og norske Selma Skov Høye er en af tidens mest spændende, eklektiske og grænsebrydende dj-duoer, København gemmer på. Duoen står også bag den nye klubnat GROUP THERAPY på natklubben Ved Siden Af. Klubnatten er et queer-community og et safe space-miljø for minoriteter, og den åbner 19. oktober med et internationalt line-up.

Stor tak og masser af kærlighed til vores fødselsdags-dj’s Theodor Clausen, Sousa/Schmidt, Søren Daugbjerg og selvfølgelig Carlo & Selma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *