Lige børn leger bedst, men Steve Lacy har det sjovest

Det blev besluttet, at vi ikke måtte tage vores egne billeder til koncerten. Vi har valgt ikke at bringe et pressefoto af Steve Lacy, da vi gerne vil forbeholde os retten til at bringe vores egen fortolkning af koncerten.

Steve Lacys udgifter til musikere er ret minimale, når han skal indspille. Faktisk står han selv for alle instrumenter og al sang. Og det fungerer glimrende. Det er bare ikke så nemt live. Hvordan løser man så lige det, hvis man vil undgå at være ham gademusikanten på strøget, der spiller hi-hat ved at banke foden ned i jorden mens han panfløjter derudaf i en sand rædsel? Jo, det mest oplagte ville nok være at hyre et band. Men Steve Lacy, der også er en del af The Internet virker ikke til at have nogen lyst til at være konventionel. Han vil lege.

Med sig har han to mennesker: en DJ og så en fyr, der hjælper ham med at udskifte instrumenter løbende. Så foregår det sådan, at Steve Lacy tager sig af ét instrument ad gangen, mens DJ’en sørger for at resten af det indspillede materiale bliver sendt ud af højtalerne. Men der er stor forskel på, hvordan det virker. For når Lacy står alene med mikrofonen, så falder han igennem. Vokalen er simpelthen for lav, og selvom han egentlig har en lækker stemme, så kan han ikke nok med den til at redde et nummer, hvor han bliver overdøvet af sit eget backing track.

Løbende får han stukket nye strengeinstrumenter i hånden, og det går klart bedst med bassen. Det er tydeligt at se, at den er hans foretrukne legetøj. Hans i forvejen smittende smil bliver bredere, og han begynder flere gange at løbe en form for æresrunde på scenen. Det ligner nærmest, at han lige skal have brændt lidt krudt af, som et barn på legepladsen, der har for meget energi. Og det er bare for ikke at tale om selve musikken, for han kan sgu godt finde ud af, at strikke en funky bassline sammen. Sjovt nok fungerer det allerbedst på nummeret Playground, hvor Lacy for første gang får rigtig fat i publikummet.

Lacy vil gerne det hele, og det er både på godt og ondt, for nogen stor rapper bliver han nok aldrig. Det bliver til et par middelmådige vers over trap-drops, der lyder som om, de er copy-pastede fra et af Spotifys top 10 mest afspillede numre i 2018. Når han så også glemmer, hvornår droppet kommer i sin egen sang, bliver det ikke bedre af det.

Men gadedrengecharme kan sgu redde meget, og når han så indrømmer sin fejl, starter forfra med et skævt smil og en lille løbetur rundt på scenen, så skal man ikke have meget fantasi for at kunne leve sig ind i det alligevel.

“Come on, get a room.”, råber han ned, til hvad man må gå ud fra, er et mundvandsudvekslende par, der står midt i salen.

“Your’e making everybody uncomfortable. I would kiss at a Steve Lacy concert too, i get it, but come on.” Det er den slags kækhed, hvor man tilgiver ham, på trods af, at man står og spekulerer over, om han mon tiltalte parret i første omgang, bare for at fremhæve, at folk bliver kåde, når spiller på guitaren. Det er den frækhed, der redder mange af de stykker, hvor musikken ikke for alvor slår igennem.

I det store hele er Lacys koncert lidt som det Dark Red, som han også slutter af med. Hvor det under koncerten handler om noget teknisk, så er det teksten til Dark Red, der er en smule banal. Men samtidig er der noget forbandet medrivende over den umiddelbarhed, der sammen med den muntre og sommerlige guitarpop kan gøre selv børnehavens sureste pædagog i godt humør.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Banks pløjede dramatisk sin hær tværs gennem Store Vega

Banks med sine to ‘skygger’ Foto: Nikolaj Boesby Skou

Ai-ai-ai-a-a-a, Ai-ai-ai-a-a-a, Ai-ai-ai-a-a-a. Sådan starter Banks’ seneste album III med sangen Till Now, og det var også til det kampskrig, at den amerikanske sangerinde trådte ind på scenen mandag aften i Store Vega. Aftenens hovedperson blev lyst op af et infernalsk lysshow i kraftige røde og orange spots, så hendes silhuet stod tydeligt og intimiderende frem mod publikum. Så var den dramatiske tone slået an og den krigeriske stemning bredte sig med en voldsom hastighed fra Banks’ strube.

Banks pop-hær bestod af en mand på keys, en på trommer og to knivskarpt koreograferede dansere, der fulgte hver et lille hoftevrid eller kast med hoved fra deres amazone-agtige krigsherskerinde. På den måde, var det som om Banks fik to ekstra skygger, der sammen med det fænomenale lysshow udgjorde et mesterligt sceneshow.

Ronja Røverdatter a la Banks Foto: Nikolaj Boesby Skou

Men nu var det hverken et cirkus eller et teaterstykke, jeg var inde og opleve. Den hektiske stemning var med til at distrahere, og gjorde det svært at skelne mange af sangene fra hinanden. Banks havde et klart defineret lydunivers, men problemet var, at det samtidigt blev en uheldig begrænsning, fordi det ofte blev for ensformigt. Sange som Drowning og Waiting Game flød sammen, uden at efterlade varige indtryk.

Koncertens første del blev afsluttet, da Banks læste sit digt Ode to the Grey Zone op. Det var en fin måde at dele showet op i to på, og digtet beskrev hendes musik meget nøjagtigt. Banks styrke ligger i det førnævnte lydunivers, men det er også hendes største svaghed. For selvom universet på overfladen virker dragende, er der desværre egentlig ikke så mange krummelurer eller kroge at gå på opdagelse i. Det bliver aldrig så eksperimenterende som fx FKA Twigs eller så pop-charmerende som Christine and the Queens. Efterhånden som koncerten skred frem virkede de manipulerede vokaler en anelse fortærskede, og det var svært at finde ud af, hvorfor det hele skulle være så pokkers dramatisk.

Top koordineret optræden i vildt lys Foto: Nikolaj Boesby Skou

En af aftenens største oplevelser var nummeret Alaska fra den nye plade, hvor Banks eksperimenterede med et næsten salsa-agtigt klaver-riff, og sang siddende på en lille taburet fremfor at hvirvle rundt på scenen. Fra den magtpositur fik hun løftet koncerten og vist, at hun havde mere at byde på, end hun hidtil havde vist. Den statiske koreografi tillod hende også at vise flere facetter af sin stemme frem end på de fleste andre sange, og det var en stor oplevelse at høre hende på den måde, specielt når hun sang dybe melodier.

Banks leverede et imponerende show til et ekstremt veloplagt publikum, hvis mundgeværer var ladt og klar til affyring på hver eneste opfordring fra krigerinden. Hun behøvede således blot at bøje pegefingeren for at høre salven “‘Cause I fuck with myself more than anybody else” fra sangen Fuck With Myself. Publikum fortjener stor ros for at løfte aftenens oplevelse, hvor Banks tog lidt for få chancer og blev lidt for meget i sin grå komfortzone.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

INTERVIEW: FIEH er norsk solskin, du kan streame

Foto: Universal Music Group

Nogle gange skal musik bare være lækkert at lytte til. Noget man kan sætte på anlægget og vide, at man er sikret god stemning i et helt albums spillelængde. Så mens du læser denne artikel, vil jeg anbefale dig at høre Cold Water Burning Skin, som FIEHs debutalbum hedder.

Det norske band FIEH består af hele otte medlemmer, men det er forsanger Sofie Tollefsbøl, der står for sangskrivningen. Jeg havde fornøjelsen af at snakke med hende på en trappe i Vega før deres koncert på Ideal Bar. Bandet var netop ankommet fra Aarhus, hvor de aftenen inden havde spillet et vellykket show. Inden vi snakker, introducerer Sofie mig kort til de andre medlemmer og fremviser stolt bandets første merchandise; sorte t-shirts med bogstaverne F-I-E-H trykt på brystet i sølvglimmer. Der er ikke trykt mange, så Sofie påpeger deres eksklusivitet med et smil og er sikker på, de nok skal blive solgt i aften.

Foruden at FIEH er en fryd at opleve live, er anledningen til det norske visit, at bandet har udgivet deres debutalbum, Cold Water Burning Skin, i september. Det er en neo-soulet lækker sag, der er let at lytte til, men som samtidig giver små svirp med halen, så det aldrig bliver kedeligt. Pladen sender tankerne hen på kunstnere som Noname, og der er også tydelige spor af de store inspirationskilder D’Angelo og Erykah Badu.

Regnsky: Hvad betyder FIEH og hvor kommer navnet fra?

Sofie Tollefsbøl: »Det var en konstruktion, som jeg lavede, fordi jeg hedder Sofie, og jeg var lidt inspireret af Nas, der jo hedder Nasir. Og så tænkte, jeg at, jeg kunne tage halvdelen af mit navn.«

Så du er den norske Nas?

»Absolut, ja, haha! På alle måder.«

Hvilken situation er den bedste at lytte til jeres musik?

»En koncert på en scene, der ikke er alt for stor, med god lyd og et publikum.«

Udover en koncert, er det så alene eller med venner, på ferie eller på arbejde?

»Det er godt at høre i bilen. Vi har lige hørt det på turen fra Aarhus til København. Men jeg synes, det passer i de fleste situationer faktisk.«

I er otte, der spiller i bandet. Hvordan får I et samlet udtryk, og er der nogle udfordringer ved at være så mange?

»Ja, det er klart, at der er nogle udfordringer. Men jeg har ofte et par demoer med, når vi skal udvikle musik. Så det er mig, der skriver sangene og bestemmer de basale elementer. Og så arbejder vi sammen om at arrangere sangene og gøre sangene færdige. Sommetider ændrer vi en del fra demoen, men andre gange lyder den færdige lige som den tidlige version.«

»Det er klart, at der er mange forskellige holdninger og meninger i så stort et band, men vi altid enige om bandets æstetik, og hvad vi synes er fedt og ikke-fedt. Men jeg tror, at det er vanskeligt at blive enige uanset hvor mange man er, så snart man ikke er alene. Vi har jo arbejdet længe sammen, og det fungerer godt i bandet.«

Foto: Universal Music Group

Mit forhold til Norge bygger meget på ferier med langrendsski, og jeg forbinder derfor Norge tæt med sne og barske fjelde. Det synes jeg, er en stor kontrast til jeres musik, der er fyldt med solskin og en L.A.-agtig stemning. Hvordan hænger jeres norske baggrund sammen med den musik. I spiller?

»Jeg forstod, hvad du mener, og jeg føler også jeg har en stærk forbindelse til naturen og sneen. Jeg kommer fra en landsby, der ligger i skoven. Men siden jeg var helt lille, er jeg blevet påvirket af musik og kulturelle udtryk fra USA. Jeg kan huske, jeg så filmen Blues Brothers, og selvom det bestemt ikke var særlig norsk, følte jeg en stærk connection til musikken i filmen. Jeg har også en bror, der spillede blues-guitar, og jeg er vokset op i et soul-miljø, hvor der var mange musikere. Så på den måde er den musik, vi spiller, meget fjernt fra Norge, men meget tæt på mig.«

Hvilken d’Angelo-plade er din yndlingsplade?

»Voodoo. Men jeg synes også, Black Messiah er chokerende god. Den første jeg hørte var Brown Sugar med Lady, When We Get By og Cruising. Men Voodoo er helt klart min yndlings.«

Jeg læste, at du skrev sangen Samurai/When The Summer Is Through efter at have set Quentin Tarantinos Kill Bill. Hvilken film ville du helst lave et soundtrack til, hvis du selv kunne vælge?

»Jeg vil vildt gerne lave filmmusik, så jeg ville være klar på noget til enhver film uanset genre. Det er en drøm, som kunne være dritt-fett at få til at gå i opfyldelse. Men hvis det skulle være en eksisterende, så er det jo svært at lade være med at vælge en Tarantino-film, som jeg jo er fan af både på grund af filmene men også af musikken.«

Når du tager på turné, hvad er så det første du pakker i din taske?

»Enten orange outfits til scenen eller joggingsko og træningstøj, hvis jeg har planlagt at træne på touren.«

I er med i det nye FIFA 20-spil, hvordan er det?

»Det er fedt! Det er ret random, men virkelig fedt! Jeg ved ikke helt, hvordan det er kommet på tale, men mit pladeselskab spurgte mig, om FIFA måtte bruge sangen Glu, og så sagde vi bare: ‘Ja, selvfølgelig!’«

Foto: Universal Music Group

Hvad vil I arbejde på, når I skal lave ny musik, og hvilke temaer berør du i de sange, du skriver i øjeblikket?

»Vi har spillet de samme sange i mange år nu, og vi må fortsætte, for nu er pladen kommet ud. Nogle af sangene hænger mig lidt ud af halsen, fordi det er så gammelt materiale, men heldigvis spiller vi også en masse nye sange for tiden. Vi prøver at udvikle vores sound i en ny retning. Lidt mere rocket og lidt mindre neo-soulet.«

Hvad er den bedste sang du har skrevet?

»Jeg tror, fremtiden vil frembringe min bedste sang. Jeg tror og håber ikke, at jeg har skrevet den endnu. Jeg føler ikke, jeg har lavet mit masterpiece endnu.«

Hvad handler sangen ‘Flowers’ om? Kan alle nordmænd beskrives som blomster?

»Den handler i hvert fald ikke om blomster. Den handler om konkrete personer.«

Skriver du mest om konkrete personer eller om roller?

»Jeg skriver ikke om roller. Jeg skriver om sandhed eller i det mindste historier, der er baseret på sandhed.«

Hvorfor?

»Jeg føler ikke jeg har noget andet valg. Jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne gøre det på andre måder, men så bliver det bare en historie. Jeg har altid følt noget behov for at lave en karakter, som ikke er ægte. Det er cool, når folk gør det, og jeg kan godt lide historiefortælling i folks tekster.«

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Milan Zaks (aka DJ Sports) udgiver soloalbum med nyt alias

Det er som at navigere sig gennem en jungle at holde styr på udgivelserne fra Aarhus-pladeselskabet Regelbau/Help Recordings og pladebosserne Milan Zaks, Natal Zaks, Christoffer Kejlstrup og Mathias Okholm. Ikke nok med at de er stilistisk promiskuøse og zapper mellem at producere alt fra varm house til jungle og tilbagelænede popmelodier; de bytter også tit rundt på konstellationer og udgiver under et væld af aliaser.

Dette er også tilfældet på det Milan Zaks‘ kommende album Sound Explorations For a Preferred State of Being, der udgives under pseudonymet Mediated Ambience. Albummet har ikke en udgivelsesdato men meldes på trapperne, og allerede nu kan man få sig en smagsprøve på albummets seks numre og 71 minutters spilletid. Som titlen også bærer præg af, byder Sound Explorations For a Preferred State of Being på en række eftertænksomme og katarsiske perler, der blander dub, synth-jams og pladeselskabets nærmest varedeklarerede houserytmer.

Sound Explorations For a Preferred State of Being – der udkommer på Help Recordings – er Milan Zaks’ første soloalbum siden det anmelderroste debutalbum Modern Species fra 2017, udgivet under det mere velkendte alias DJ Sports.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Yangze udgiver ny single og debut-EP

Med blot en håndfuld singler bag sig har har Yangze aka. Jakob Littauer allerede markeret sig for sin avantgardistiske og fortryllende electropop, der zigzagger mellem dikotomiske poler – skiftevist strygende og stødende, drømmende og dansende, desperat og negligerende, fragmenteret og helstøbt.

To år efter debutsinglen U & Me er Yangze så klar med debut-ep’en Event Horizon, hvorfra singlen Mutation nu kan høres i sin fulde længde. Og som på de forudgående singler tages lytteren endnu en gang gennem manipulerede vokaler og melodiske progressioner, der munder ud i en sansemættet og episk symfoni.

Event Horizon udkommer 1. november via pladeselskabet Escho.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *