Fremadstormende aktører i København samler sig i DJ Foreningen: Interview med DJ og label-boss Courtesy

DJ Foreningen er navnet på et nyt fællesskab formet mellem promotere, pladeselskaber og dj’s fra den alternative elektroniske scene i København. 27. december holder de en fest i Pumpehuset, hvor overskuddet fra denne fest vil gå ubeskåret til aktiviteter, der fremmer den lokale scene.

En række aktører fra den alternative elektroniske scene i København er gået sammen under DJ FORENINGEN, der skal bidrage til at sætte det lokale musikmiljø på den internationale dagsorden. Regnsky har talt med en af initiativtagerne bag foreningen, dj’en og pladebossen COURTESY, der forklarer, hvordan foreningen skal indfri dette mål.

Kan man tale om et momentum i en musikscene? Det vil en lang række aktører fra det alternative elektroniske musikmiljø højest sandsynligt argumentere for. Hovedstadens såkaldte “undergrund” har over de seneste år påkaldt sig stor opmærksomhed fra både udenlandske medier, klubber og ikke mindst turister, der oplever en tiltagende interesse for de københavnske technofester, musikkollektiver, pladeselskaber og dj’s.

Og dette momentum har nu resulteret i, at en lang række aktører fra det elektroniske musikmiljø har dannet fælles front i en forening, der meget passende har fået navnet DJ Foreningen.

Målet med DJ Foreningen er, at de både de individuelle medlemmer og den københavnske scene som helhed bliver stærkere og mere eksponeret lokalt, nationalt og ikke mindst internationalt. Det fortæller Najaaraq Vestbirk, der dj’er under aliaset Courtesy og driver pladeselskabet Kulør, og som netop nu regnes for en af de største danske dj’s på den internationale scene.

“Alle har gang i små succes-projekter, som alle sammen på en eller anden måde har sindssygt meget potentiale. Og når vi så går sammen og hjælper hinanden med støtte, sparring og vidensveksling, så løfter man også de projekter til et helt andet niveau, end hvis de selv skulle sidde og lære tingene alene.”

Helt konkret handler DJ Foreningen om, at medlemmerne støtter op om om drifts- og udviklingsinitiativer. Det kan eksempelvis i forbindelse med PR, pladeudgivelser, fester eller noget fjerde – så længe initiativerne “hjælper med at sætte dansk elektronisk musik på den internationale dagsorden”. Derudover vil DJ Foreningen en gang hvert halve år arrangere stort anlagte fester med foreningens medlemmer på plakaten, hvor festens overskud vil gå ubeskåret til “aktiviteter, der fremmer den lokale scene”.

Men formålet med DJ Foreningen er lige så vigtigt, at behovet for sparring, erfaringsudveksling og hjælp til projekter italesættes og udnyttes, forklarer Najaaraq Vestbirk.

“Foreningen udspringer af, at vi sammen så, at der var et behov for en sparringsgruppe, fordi vi alle stod og havde brug for at hjælpe hinanden med en masse opgaver. Nogle folk havde brug for kontakter til PR, som jeg har siddet rigtig meget på tidligere. Der har været en masse, der skulle have hjælp til distribution, og der var nogen, der bare akut skulle have sendt nogle plader ud. Vi har behov for at stå sammen og lave noget sammen. Vi sad alle og var nogle lidt forskellige aktører her i den alternative elektroniske musikscene, som hver især sad på noget af denne viden. Og så besluttede vi os, at det ville være federe, hvis vi bare slog os sammen og lavede en forening, hvor vi vidensmæssigt kan sparre helt vildt meget. Fremadrettet vil det så bare være fedt, hvis vi holder en stor fest hvert halve år og så som foreningen være med til at udpege nogle projekter, som vi føler har fortjent noget ekstra.”

Courtesy aka Najaaraq Vestbirk (foto: Fee-Gloria Groenemeyer)

Dannelsen kommer i slipstrømmen på en udvikling i miljøet, hvor de forskellige parter internet er rykket tættere sammen. Eksempelvis fører festarrangører og promotere i dag en samlet kalender, så de involverede parter – ved at spille med åbne kort – forsøger at undgå, at de planlægger ambitiøse og dyre fester den samme nat og derfor ikke skal kæmpe om den samme, relativt smalle publikumsmængde. Og i sommer, da Strøm var bannerfører for en underskriftindsamling for en mindre restriktiv støjpolitik, var flere uafhængige organisationer fra den musikalske undergrund samlet i en politisk kamp, der risikerede at indskrænke bevægelsesfriheden for udendørsaktiviteter og andre fester.

Najaaraq Vestbirk – der i øvrigt netop er blevet nomineret til Steppeulvens nye Initiativpris ‘for sin indsats for fremme den elektroniske musikscene herhjemme’ – fortæller, at hovedstadens festarrangører, dj’s og promotere er holdt op med at kæmpe om København – og i stedet om verden.

“Før i tiden var scenen bare københavnerorienteret, så alle kæmpede om at holde den fedeste fest i en lille storby. Nu turnerer disse mennesker og grupper i udlandet, og der er uendeligt mange klubber i udlandet, så der er ikke længere behov for konkurrence. I stedet handler det om, hvordan vi kan få flere af os derud. Så jeg tror, det er det, der har været udviklingen. Lige nu er der bare ekstremt meget originalitet i det, som kommer ud af København, og det gør bare, at verden er interesseret i det, der sker her. Og det gør, at folk bliver mindre territoriale, fordi det er ikke bare længere de samme tre spillesteder, der kæmper om hele byen.”

Hvordan kan DJ Foreningen så konkret bidrage til at sætte dansk elektronisk musik på den internationale dagsorden, som I skriver det?

“Lige nu snakker vi om strategier og udveksler kontakter. Vi går ind og giver støtte til PR hos internationale bureauer, som arbejder specifikt med eksperimenterende elektronisk musik. Jeg har været i musikbranchen i 12 år, og min personlige erfaring er, at det er få internationale succeshistorier, vi har haft i Danmark i de senere år. Der har bare været lidt dødt i 10 år. Den seneste danske succes på den internationale scene, der har været spændende, er sådan nogen som Kasper Bjørke og Tomas Barfod med Filur. Og det er jo mere end ti år siden, de slog igennem. Nu er der denne enorme opmærksomhed og potentiale i danske eksperimenterende labels og kunstnere. Det er blandt andre sådan nogen som Puce Mary, der udkommer på PAN. Der er mange, der sparker røv i udlandet, og det er ikke kun, fordi de har noget originalitet. De samarbejder og netværker.”

Hvordan kan man så måle, om I indfrier de målsætninger, I har sat op for jer selv?

“Jeg tror, man vil kunne se det i forhold til en artist som Kasper Marott og det pladeselskab, han er med til at køre nu (Axces). Hans karriere ser først og fremmest vildt lovende ud, fordi han er en fantastisk producer, men også fordi han er en del af en scene, der vil ham det bedste, og hvor vi støtter og løfter hinanden. Jeg tror, at der vil komme langt flere af de succeshistorier, fordi folk er så dygtige og ønsker at fremme en musikalsk spændende tid i København. Projekter dør af alle mulige forskellige grunde. Enten er folk stressede, eller også løber de ind i en blindgyde. De kan også brænde nallerne på en aftale, de har indgået. Hvis man så har venner, man kan ringe til for at få rådgivning eller opbakning, så undgår de, at de mister gejsten omkring et projekt, som jo er meget normalt, hvis man sidder alene om noget, der er rigtig svært. Og der skal vi være et organ, der sikrer, at ting ikke dør, når det bliver svært, hvis der er potentiale i dem. Vi vil hjælpe hinanden igennem de ting, der er svære, og over på den anden side.”

Najaaraq Vestbirk har de seneste par år været en eftertragtet dj i udlandet, og hun har brugt hundredevis af timer i selskab med profiler fra internationale musikmiljøer. Alligevel mener hun ikke, at der hverken herhjemme eller i udlandet findes noget sidestykke til det, som DJ Foreningen repræsenterer.

“For mig er det første gang, vi laver noget, der på denne måde går på tværs af genreskel. Vi har haft et tæt samarbejde i technomiljøet i nogle år, og jeg kender Kasper Marott og Daniel Bruhn (aka dj’en Dee Brown og labelboss på CUP, red.) og mange andre fra scenen, men det er første gang, hvor vores samarbejde ikke er musikgenre-betinget, og det, synes jeg, er rigtig fedt. Scenerne i udlandet er meget mere fragmenterede, end de er i København. Det eneste ‘community’, jeg mener minder lidt om København, er Bristol. Men de har ikke som sådan en forening for promotore. Jeg har aldrig hørt om nogen, der på en måde har sagt, at ‘nu har vi et momentum i vores lokale scene, nu skal vi hjælpe hinanden’.”

Der er sikkert også andre aktører, producere, pladeselskaber og arrangører i København, der kunne være interesseret i at være med i DJ Foreningen, med alt hvad det indebærer af erfaringsudvekslinger. Vil det være muligt for jer at åbne op for endnu flere aktører?

“Vi er ved at definere medlemsrammen og udkastet til, hvordan vi skal organisere os i fremtiden. Jeg tror, vi tager et event ad gangen. Nu holder vi denne fest, og så er vi en defineret gruppe af hvem, der bestemmer, hvad pengene skal bruges til. Og så tror jeg helt klart, at vi i fremtiden åbner op for, at man kan blive foreningsmedlemmer under disse rammer. Lige nu er vi gået sammen, fordi vi er nogle mennesker, der godt kan lide hinanden på trods af, at vi arbejder med forskellige genrer. Men vi arbejder med musik på samme måde, og der er ikke nogen, der tvivler på musikken og kvaliteten i denne gruppe.”

Medlemmer af DJ Foreningen tæller pladeforretningen Percy, pladeselskaberne ØEN, KulørC.U.P.Petrola 80Axces og Euromantic, mastereringsstudiet Six Bit Deep samt Fast ForwardFyraftensboogie og Bunkerbauer.

DJ Foreningens første fest foregår på Pumpehuset den 27. december. Køb billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Start din juleferie med at tjekke den danske indie-undergrund ud!

På onsdag afholder vores gode Regnsky-venner Wonderwhy en labelnight hos Hotel Cecil. Hvis du interesserer dig for upandcoming dansk musik, hvilket du nok gør, fordi hvorfor skulle du ellers læse Regnsky, så er der her fra en anbefaling til at svinge forbi og nyde bl.a. Guldimund og Rebecca Lou live. Desuden er det en god undskyldning for at komme forbi Hotel Cecils smukke lokaler og få en iskold Albani på fad til 40 kroner. 

Jeg tog lige en hurtig snak med indehaver af Wonderwhy, Magnus Grilstad, om arrangementet, fordi jeg lige ville høre, hvorfor han havde valgt at afholde det.

Hej Magnus. Hvorfor afholder du det her arrangement, og hvordan fungerer det med så mange artister på én aften?

  • Det er fordi vi gerne vil vise nogle af vores artister frem. Det bliver i showcase-format, og de har 30 minutter pr. koncert. Første band går på 19.30 og sidste 22.30.

Er det så ikke kun et event for musikbranchen?

  • Nej, det er en god mulighed for at gå på opdagelse i den danske indie-undergrund, synes jeg. Vi præsenterer også en helt ny artist i “Your Love”.

Nu spiller dine artister vel ikke julemusik, vel?

  • Det regner jeg ikke med, men man ved aldrig med Guldimund. Da han holdte koncert på Stengade i marts gik han pludselig ned blandt publikum og delte flyers ud, fordi nu skulle vi alle sammen synge “Jens Vejmand”.

Hvorfor holder du det på Hotel Cecil?

  • Fordi det er et fedt sted. De har virkelig taget den et nøk opad med æstetikken siden Jazzhouse lå der. 

Så hvad kan jeg forvente af på onsdag?

  •  God musik og forhåbentlig god feriestemning. Det er en god mulighed for, at man kan kickstarte sin juleferie med et par øl med vennerne og høre noget musik.
Asger fra Guldimund. Foto af Lene Kronow.

Hvis du stadig mangler én god grund til at tage ind til arrangementet, så vil jeg bare lige fremhæve Guldimund som den grund. Blaue Blume-medlemmet Asger Nordtorp har skabt noget helt særligt med sit projekt her, og han gav en af årets bedste koncerter på Uhørt-festivalen i sommer. Han er én, der er værd at holde øje med, og han har skrevet nogle virkelig stærke sange i bl.a. “Til min mælkebøtte” og “Novemberpige”. Det skal dog ikke tage noget fra de andre optrædener på aftenen – jeg kender dem bare ikke så godt, endnu. Men jeg ved, at Wonderwhy altid er garant for kvalitet.

Du kan tjekke eventet ud her: Wonderwhy x Hotel Cecil

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Månedens bedste tracks: November 2018

Regnsky siger farvel til november ved at se tilbage på månedens bedste numre, og det er endnu en gang blevet til en mangefacetteret blanding af genrer, udtryk og nationaliteter, der er repræsenteret i dette batch!

Anderson .Paak – 6 Summers


Det længe ventede album Oxnard er blevet en blandet affære. Det er det fordi, at Anderson. Paak ekspeimenterer en del mere, end han gør på det forrige soloalbum, Malibu. Det ender ud i et par missere, men det mest vellykkede eksperiment er 6 Summers, hvor man skulle tro, at Paak havde været inde i et rytmiklokale for at lave at lave et nummer ud af alle de instrumenter, som altid bliver valgt til sidst i musikundervisningen. Man skulle ikke tro, det kunne fungere, men havde han været til eksamen, havde han fået A+. Blandt andet på grund af nok det mest elegante beatswitch siden The Gaslamp Killer’s ‘Nissim’ fra 2012. Han både synger, rapper og smider de mest simple men californiske guitarriffs og beats indover sit værk, der omfavner udtrykket ‘organiseret rod. Og så klæder det ham i den grad at være politisk. Slår man op i en ordbog under ‘overskud’, burde der være en lydfil med 6 Summers. (Mathias Gavnholt)

A$AP Rocky – Sundress

Lige som man troede, at A$AP Rocky ikke kunne bevæge sit udtryk længere væk fra, hvordan det startede på debutalbummet Long.Live.A$AP, udgiver han singlen Sundress. Hvor han dengang samarbejdede med blandt andet Skrillex for at lave hård og mørk hiphop, har han på Sundress allieret sig med efterhånden legendariske Danger Mouse og samplet et otte år gammelt Tame Impala nummer. I stedet for at blive slået i gulvet af en hård bas og aggressive rim, bliver man med Sundress’ opadgående, friske rytmer og lækre keys sendt direkte frem til næste års solstråler. Mellem rapperens sang er der et enkelt veltimet vers, og det klæder ham med det mere subtile udtryk. Sundress er endnu et bevis på, at A$AP formår at blive ved med at være relevant. Men okay, det er også svært at fucke op, når man får hjælp af et af tidens bedste bands og bedste producer. (Mathias Gavnholt)

Goss – There’s Just So Much A Heart Can Take

Jeg har været fan af Goss-projektet siden singlen “Time” blev udgivet sidste år, og at han nu har valgt at udgive endnu en EP, var rigtig gode nyheder for mig. Generelt er jeg fan af alle fem tracks på “Homeland Security“-EP’en, men “There’s Just So Much A Heart Can Take” vinder klart min førsteplads. Den er slæbende, den er svævende og mixer perfekt det organiske og elektroniske, og lytteren bliver taget med gennem mange forskellige rum og universer på kun 3,5 minut. EP’en omhandler langdistanceforholdet med kæresten , så de forskellige rum gør kun tekstens billeder endnu mere tydelige. At MØ låner sin vokal til andet vers, og på perfekt vis fuldender den længselsfulde kærlighedsballade, gør mig kun endnu mere lykkelig. (Line Mortensen)

Gurli Octavia – Clone 

Jeg er vild med Gurli Octavias folkede og nordiske univers. Hendes sange er altid den perfekte blanding af mystik, magi og personlighed. “Clone” er ingen undtagelse, og den er med sit organiske og slæbende udtryk endnu en god fortælling i rækken fra Octavia. Normalt er jeg til de mere elektroniske skæringer, men Gurli Octavia lokker mig gang på gang ind i hendes univers med hendes fantastiske melodier og personlige fortællinger. Melankolien vælter ud gennem højtalerne på den evigt antiklimatiske “Clone”, og teksten får sat mine tanker i gang. Jeg er virkelig imponeret over denne udgivelse, og glæder mig kun til mere! (Line Mortensen)

DJ Different – Permission 2 Dance

Den versatile svenske producer DJ Different (Aleksandar Zekovski) er rykket ind i folden hos det indflydelsesrige og hyperaktive label Lobster Theremin, og det fejres med ep’en Permission 2 Dance, hvor titelnummeret med sit heftige tempo, sin storladenhed og de emotionelle post-rave-fornemmelser ikke holder sig tilbage. (Morten Bruhn)

Deena Abdelwahed – Khonnar

Arabisk identitet og social uretfærdighed som sexisme og homofobi er blot nogle af emnerne på tunesiske Deena Abdelwaheds debutalbum, Khonnar. Albummet byder på et unikt og radikalt blend af klublyd og manipulerede arabiske instrumenter, og det er slet og ret et af årets bedste. Et indfaldspunkt på pladen er svært at udpege, men dyp eventuelt tæerne på den insisterende og hypnotiske Tawa. (Morten Bruhn)

Ciel – The Twirler (Central Remix)

Kønspolitik – og isærdeleshed et større fokus på safespaces i nattelivsinfrastrukturen for udsatte minoriteter – virker i det hele taget til at have fået større opmærksomhed og et større areal at udfolde sig på. Octo Octa, Violet (der gæster København lørdag!), Eris Drew, Peach og Ciel er nogle af frontløberne på dette område. Sidstnævnte har netop udgivet ep’en Hundred Flowers, der indkapsler betydningen af sikkerhed i en fysisk forstand og et opgør med angst og lede på dansegulvet. Alle numre er stærke, men vi har den rød-hvide klaphat på og anbefaler i stedet Centrals (aka århusianske Natal Zaks) remix af The Twirler. (Morten Bruhn)

Saba – Stay Right Here feat. Mick Jenkins & Xavier Omär

Saba er ekstremt svingende i min bog, men på ‘Stay Right Here’ rammer han plet. Chicago-rapperen er godt hjulpet på vej af stærke features fra den soul-croonende Xavier Omär på omkvædet, og et stærkt vers af albumaktuelle Mick Jenkins. Sangens beat bobler afsted med alt godt fra percussion-kurven i folkeskolens musiklokale tilsat et horn eller to, der leder tankerne hen på The Social Experiment. (Nikolaj Boesby Skou)

Modeselektor feat. Flohio

Steroidepumpende, pupiludvidende og hårdtslående er tre ord jeg ville bruge til at beskrive Flohios levering på Modeselektors instrumental. Grimeflowet skærer klart igennem på det tunge industrielle beat. Det lyder som en mere poleret og klubklar udgave af Kanye Wests ‘Send It Up’, man kan i hvert fald mærke de skarpe synths, der svejser og metalsaver sig gennem sangen. Flohio kan opleves på næste års Roskilde Festival. (Nikolaj Boesby Skou)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dans & Lær flyver mod nye, imponerende højder

Har du hørt en fugl synge om, at Dans & Lær lander med deres fjerde studiealbum i dag?

Så hørte du rigtigt! Dans og Lær er nemlig fløjet tværs over Nordsøen og lander efter indspilninger i England med det dugfriske dobbeltalbum Fra Fugl til Fugl under vingerne. Pladen er indspillet i Echo Zoo Studios i Eastbourne af produceren Joshua, som også står bag produktioner for , Mew og Kent. Desuden er albummet mikset bag Tony Viscontis gamle lydpult, der bl.a. blev brugt på David Bowies legendariske Scary Monsters. Måske det er med påvirkning fra 80’ernes art-rock, at kvartetten har fundet inspirationen til den eksperimentelle stilart, der med nye fuglestemmer, sfæriske synthwave-stemninger og fusionsjazzede udskejelser løfter ambitionsniveauet til helt nye højder.

Tidligere på måneden løftede Dans & Lær vingen for det ambitiøse album med førstesinglen Munk. Se den her og læs mere om kvartettens baggrund i tidligere indlæg.

Fra Fugl til Fugl er firkløverens fjerde studiealbum, og som på de tidligere udgivelser får vor bevingede venner en anerkende hyldest med oplæsninger af Ole Geertz-Hansen fra Dansk Ornitologisk Forening. Med samples fra det gamle kassettebånd Havens Fugle fra 1968 bliver læren om fuglenes naturunivers og komplekse stemmer akkompagneret af Dans og Lærs finurlige fuglefunk.

På det nye album står ornitologstemmen dog ikke alene, da kvartetten har udvidet tekstuniverset og stemmearsenalerne med selvstændige vokaler og gæsteoptrædener fra bl.a. Annika Aakjær, der med sin lyse og smukke stemme agerer sangfugl til Jernspurvens sfæriske melankoli, der minder mig om College & Electric Youths’ A Real Hero. Hvis Ryan Gosling byttede Chevroleten ud med vinger, ville det være dette nummer, der fik ham til at svæve langt over Los Angeles’ veje i Drive. Udover at drage associationer til Nicolas Winding Refns formidable soundtrack trækker Løvsanger mine tanker hen på fugletræk og varme himmelstrøg med en tryllebindende synth og let fuglekvidren.

Mit favoritnummer blandt pladens store fuglediversitet er Mursejler, som har fået et renæssancepust under vingerne; den er fløjet fra EP’en i 2016 over til fugleflokken på det nye album. Mursejleren løfter stemningen højt op over byens tage og fænger med en svævende og insisterende melodi og fuglens kraftige skrig. 

På det tredje nummer, Grænsanger, optræder både fuglesang, ornitologrøst, varme popbeats og elektro-eksotiske rytmer, der med en dobbelthed bevarer det gamle udtryk af finurlig fuglefunk, men også bliver lidt fjollet og flertydig. Kompositionen fremstår en anelse rodet, og rytmikken er tilbøjelig til at blive lidt for repetitiv. Det er som om, at pladen vil liiidt for mange ting på én gang, og at overgangene mellem numrene bliver for mærkbare. Til gengæld er jeg fan af albummets omfavnelse af gæstekunstnere, og at udgivelsen er holdt på dansk modsat det engelsksprogede New Zealand-album fra 2014, hvor jeg manglede den rigsdanske ornitologrøst.

Med det sagt kan jeg meget varmt anbefale at få kløerne i dobbeltvinylen. De to sidste numre har fået sin egen side og reder kompositionens knuder ud med en løssluppen synth-stemning og fusionsjazzede udskejelser, der bl.a. drager mine associationer til Daft Punk og Kavinsky. På Tyrkerdue er bassen dyb og vuggenede, og med en mørk og mystisk lyd minder den om Natugle på første skive, der, i en hyldest til Dansk Ornitologisk Forening, går under samme titel som kassettebåndet fra ’68: Havens Fugle. Det 11-minutter lange outro-nummer, Tornirisk, starter i dagslyset med en french-house-stemning, der med en dyb bass og en legende saxofon sammenflettes med space-synth og robotstemmer, der her ikke virker spor malplaceret. Undervejs bliver Tornirisken mørklagt af en tordnende hvirvelvind, der rusker arrangementerne rundt, tiltager i styrke og løfter ambitionsniveauet op til imponerende højder.

Ekstra julebonus:

Kvartetten har lavet en julekalender med 24. håndlavede ugler, der hver dag giver et lille indblik i uglernes mystiske verden med musik fra Dans og Lær. Hvis bjælder og kitschy julehits hænger dig langt ud af halsen, er her en enestående mulighed for at høre verdens – måske – første julemusik akkompagneret af fuglekvidder og uglefacts.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

EVERYBODY WANTS TO RULE THE FUCKING WORLD

Tears For fucking Fears kommer på Roskilde, men hvorfor skal du give en fuck for det? Er det ikke bare et æææældgammelt band, som ens forældre elskede og prøvede at få én til at kunne lide, mens man i skjul satte “The Eminem Show” på anlægget, når de ikke var opmærksomme? 

Lad mig lige understrege nogle ting. Roskilde har endnu en gang gjort det, som kun Roskilde kan. De har vakt en sovende gigant til live med denne booking. Tears For Fears har ikke spillet i Danmark siden 1990. Nittenhundredehalvfems. Det bliver altså 29 år siden til sommer, at Roland Orzabal og Curt Smith har spillet live i Danmark. Det i sig selv burde være argument nok for at være oppe at køre over bookingen. Stadig ikke overbevist?

Vidste du, at det faktisk er Tears For Fears, der har skrevet sangen “Mad World”. Det er den, du tror, Gary Jules (eller R.E.M. hvis du er helt bong) har lavet, fordi du hørte den i Donnie Darko, og ikke tænkte videre over det. Det nummer er om noget lyden af britisk 80’er melankoli på linje med The Cures bedste numre. “I find it kinda funny, I find it kinda sad, the dreams in which I’m dying, are the best I ever had”. Fucking fantastisk.

“Rasmus, jeg skal lige høre, har du tilfældigvis noget personligt investeret i den her booking”? Sjovt, du spørger! Jeg er livslang Tears For Fears-fan, ja. Jeg har aldrig set dem live, nej. Jeg har været euforisk forelsket til “Head Over Heels”. Jeg har prøvet at overbevise folk om, at det bedste ved The Weekends album “Starboy” var samplet fra “Pale Shelter”. Jeg har grædt til Mad World, jeg har været ulykkeligt forelsket til “The Hurting” og jeg har været oven ud ekstatisk på Dunkel som 19-årig, første gang jeg var i byen i København, da de spillede “Everybody Wants To Rule The World”, og jeg sad og skrålede med sammen med min bedste ven, Peter. Det i kontrast til “Jeg vil la’ lyset brænde”, som jeg vi var vant til fra provinsdiskoerne.

Bliver det en skuffende koncert med to artister, der er way past their prime? Måske. Har de overhovedet lavet noget godt siden 1989? Næ. Kan Curt Smith stadig synge? Han prøver i det mindste. Kommer der til at være nogen under 50 i publikum? Ja, mig. Helt oppe foran. Med tårer i øjnene. 

Så tak Roskilde. Tak er et fattigt ord. Men I har gjort det, som ingen andre i Danmark har gjort i 29 år og booket Tears For Fears. Det er altså hele mit liv, der er gået, siden de her gutter sidst var her, og lige så længe har jeg drømt om at se dem live. Jeg glæder mig virkelig. Specielt til at stå ved siden af min kæreste, som jeg har tvunget til at blive fan, og synge med på den her:

Ja, jeg beklager, hvis du havde regnet med at kunne læse om, hvilken betydning Tears For Fears har haft for musikhistorien eller lignende. Jeg er simpelthen for excited til at kunne gå i dybden med det lige nu. Så smid et af de tre gode albums fra perioden 1982-89 på anlægget og glæd dig til, det bliver sommer. Det vil jeg i hvert fald gøre på denne grå torsdag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *