Techno-meditation på ny Huerco S-skæring

Musik Skrevet af tirsdag d. 22. juli 2014

Ny skæring fra Huerco S., der B1 fra amerikanerens seneste 12″er, A Verdigris Reader, endnu en gang viser, hvorfor han er mesteren, når det kommer til meditative techno-produktioner. Det langsomme tempo, den bevidst opsøgte lo fi-stemning og -baggrundsstøj, de sukkende drone-flader og den opbyggende, minimalistiske synth-melodi danner et dejligt døsigt blend, perfekt passende til aftenhimlens farver.

12″eren kan købes hér.


Autonomous Africa klar med sin tredje kompilation – lyt til Midlands ‘Safi’

Musik Skrevet af mandag d. 21. juli 2014

Autonomous Africa er en udgivelsesserie kurateret af JD Twitch og Optimo, hvor overskuddet fra pladesalget går ubeskåret til velgørende aktiviteter på det afrikanske kontinent. Den seneste ep, toeren, der bød på produktioner fra Midland, Auntie Flo og to styks fra JD Twitch selv, samlede et overskud på rundt regnet 10.000 pund. Førstnævnte Midland, med det borgerlige navn Harry Agius, er også med på den tredje kompilation i rækken, med Safi, en afro-inspireret houseskæring med trampende afro-trommer og synths, der let overspiller og skaber et rustikt lydbillede.

Autonomous Africa II samledealtså  hele 10.000 pund, og man må tage dette som et tegn på kompilationernes massive popularitet, hvilket udover det velgørende princip også må skyldes den store hype-bølge, som afro-inspireret house i disse tider oplever; tænk blot på en anden kompilationrække, African Shakedown, eller pladeselskabet Awesome Tapes From Africa.

Autonomous Africa III
1. Midland – Safi
2. General Ludd – Burning Mack
3. Auntie Flo – Daabi (feat. Anbuley)
4. JD Twitch – Maya

Autonomous Africa III udkommer 28. juli.


Sensitised To This Area

Musik Skrevet af søndag d. 20. juli 2014

Will To Be Well er titlen på det andet studiealbum fra skotske Marc Dalls Dalhous-pseudonym. Det 15-kapitler store album, der fungerer som en hørbar dissekering af landsmanden og psykiateren R.D. Laings livsværk, og forholdet mellem krop/sind, sundhed/sygdom og håb/pessimisme, udkommer ligesom forgængeren, An Ambassador For Lang, på Blackest Ever Black, det London-baserede og relativt kryptiske pladeselskab.

Et af numrene fra albummet, du netop har læst en jævnt kedelig, krøllet og introvert introduktion af, hedder Sinsitised To This Area. Skæringen er en balearisk perle med kølige synth-lag og dubbede basstrommer, i en skarp harmoni med en langsomt udfoldende melodi, og percussion, der med sine spidse stød gnubber sig op af de førnævnte synthlines og skaber en definerende, rund og nærmest arkitekttegnet ring omkring dem. Netop Dalhous’ hang til drømmende soundscapes og ambience er allerede nu blevet kaldt pladens varemærkelyd, som man kan få en forsmag på via YouTube-videoen af Sensitised To This Area nedenfor.


Deerhunter – Psykedelisk paradisvandring endte i skuffelse

Roskilde Festival Skrevet af mandag d. 7. juli 2014

Deerhunter-Dimitrios-Kambouris

Man frygtede det værste på forhånd. På pladsen spredte rygterne sig om, at Deerhunter for nylig havde aflyst en koncert i Dublin. Og med Drake og Chance The Rapper-erfaringer i baghovedet hjalp det ikke på folks tyndslidte nerver, at de ekstreme metalhoveder fra Carcass valgte at gå et kvarter over tid; ej heller at portene til pitten først blev åbnet et kvarter, inden Bradford Cox og venner efter planen skulle indtage Arena.

Men bekymringerne blev lynhurtigt gjort til skamme, da den androgyne forsanger under de forsinkede lydprøver med en vidunderligt støjende version af den amerikanske nationalmelodi, ”The Star-Spangled Banner”, fuldstændigt overdøvede den stakkels danske teknikers forsøg på at speede tingene lidt op.

Værsgo. Så var vi ligesom budt velkommen ind i Bradford Cox’ paradoksale univers, hvor alle er velkomne, men hvor der kun eksisterer en hersker: Nemlig den nærmest uhyggeligt tynde mand med den unikke stemme og det nærmest ubegrænsede rytmiske talent.

Jeg selv var fysisk placeret allerforrest i pitten, og jeg skulle bare kigge op for at få øje på Bradford Cox og Bradfords bedste ven Lockett Pundt, som nogle måske bedre kender under hans alias Lotus Plaza. Derfra var jeg under koncerten vidne til en ret forbløffende generationskløft.

Jeg har længe tænkt på Deerhunter som et ret nyt band, hvor de største fans selvfølgelig havde været med fra starten, men det er alligevel snart 10 år siden, at bandet udsendte sit første studiealbum Turn It Up Faggot. Det album blev dog ikke besøgt denne eftermiddag, men det gjorde i stedet både 2007-albummet Cryptograms, mit favoritalbum fra 2008 Microcastle, samt 2009-EP’en Rainwater Cassette Exchange, megasuccesen fra 2010 Halcyon Digest – som enhver Deerhunter-nybegynder i øvrigt bør kaste sig over – og så selvfølgelig sidste års Monomania.

Men et hurtigt blik rundt blandt mine medsammensvorne i forreste række afslørede to ting: At jeg er ved at blive gammel, og at Deerhunter har en opdelt fanbase. For mens jeg blev ramt af genkendelsens glæde ved åbningsnummeret ”Agoraphobia” fra Microcastle og nærmede mig ekstase i en sådan grad, da bandet sluttede koncerten af med en godt 10-minutter-lang version af ”Nothing Ever Happened” fra samme album, så blev det først rigtig fedt for mine sidemænd, da ”Neon Junkyard” fra Monomania blev larmet ud af de stakkels højtalere et kvarters tid inde i koncerten.

DeerhunterNothing Ever Happened

Og ”fedt” er måske det helt rigtige ord til at beskrive denne koncert, for det er virkelig svært at sætte mere detaljerede ord på koncerten eller på bandet for den sags skyld. En veninde spurgte mig inden koncerten, om hvem Deerhunter mindede om, fordi hun havde fået dem anbefalet. Jeg kunne simpelthen ikke svare på spørgsmålet. For de minder på en gang om en masse bands, men samtidig findes der bare ikke et band, hvor man kan sige, at ”de lyder som Deerhunter.”

Men Deerhunter behøver jo heller ikke at lyde som andre. Og ingen kan lyde som Deerhunter. Hvorfor ikke? Fordi Bradford Cox.

Uanset om man under koncerten tilhørte Microcastle-generationen eller Monomania-generationen – det lyder stadig mærkeligt – så havde man stadig en fælles forståelse. En forståelse af, at man var vidne til noget unikt, og en forståelse af den magi, som ”Agoraphobia”, den postpunkede ”Neon Junkyard”, den underligt psykadeliske ”Rainwater Cassette Exchange” og shoegazevidunderet ”Desire Lines” fra Halcyon Digest har til fælles, selvom de umiddelbart burde appellere til et vidt forskelligt publikum. Men det gør de bare ikke. Fordi Bradford Cox.

Koncerten endte som en paradisisk showcase af Bradford Cox, tilsat en snert Lockett Pundt i en Christiania-hyldest, og vil for mig stå tilbage som festivalens største oplevelse. Ikke bare musikalsk, men som en helhedsoplevelse, hvor jeg var heldig nok til at blive lukket indenfor hos Bradford.

Hvad blev der af skuffelsen, tænker du nok? Det kom skam til allersidst – for Bradford Cox. Efter han halvvejs igennem koncerten havde kastet sin tamburin ud til den føromtalte gruppe fra Monomania-generationen, forsøgte han mod slutningen af ”Nothing Ever Happened” at lokke en af de orangevestede sikkerhedsvagter op på scenen for at spille på hans guitar. Svaret var nej fra den midaldrende kvinde, og det førte til, at Bradford Cox først satte sig som et lille barn på scenen, hvorefter han surmulende forlod det trægulv, som han i en time havde været enevældig konge over.

Men selvom kongen måtte forlade Arena i skuffet tilstand, så var det bestemt ikke tilfældet for os, hans midlertidige undersåtter. For os sejrede Bradford og hans venner – for alle generationer.

DeerhunterDesire Lines


James Holden – Krautrock, støj og electronica i en højere enhed

Livestemning, Roskilde Festival Skrevet af søndag d. 6. juli 2014

James Holden med sin modular synth (billede taget fra anden live-sammenhæng)

Min forudindtagede frygt for Apollo, Roskilde Festivals scene for åbne, elektroniske koncerter, har i høj grad hængt sammen med de høje forventninger til James Holden, scenens absolut mest imødesete booking. Ugen igennem har selv samme frygt dog fået et godt nøk over hovedet, takket være en lang række forbedringer og foranstaltninger, der viser, at Roskilde Festival godt tør tage sin scene for elektronisk musik seriøst – som elektronisk musik fortjener. Allerede i mandags, den første af festivalens tre opvarmningsdage, ydede scenen med den orange, hoppeborgslignende facade god støtte for finske Jaakko Eino Kalevis funkede koncert, både indenfor visuelle såvel som lydmæssige rammer. Tirsdag kunne man til tonerne af danske Unknowns sløve electronica og ordløse hip hop-beats lukke øjnene og føle sig taget ind i langt mere intime rammer, på trods af den bagende sol, der sendte varme stråler ned på et mestendels siddende eller liggende publikum. Det nye Function 1-højtalersystem, der i 2014 for første gang er sat op på scenen, har skabt en altomfattende og solid lyd, der virkelig pryder de elektroniske artisters musik med bravour.

Derfor var min tidligere udtalte skepsis for scenens berettigelse overfor elektroniske producere, der besidder en snært utilgængelighed og knapt så buldrende og bragende lyde, skrumpet en del ind over den seneste uge. I særdeleshed havde jeg ytret utilfredshed over Apollo-placeringen af britiske James Holden, denne signaturs på forhånd mest imødesete navn. En del artister, her nævner jeg i flæng Korallreven, African Hi-Tech, Rewolmer og Laurel Halo, har siden scenens start i 2012 leveret hvad må anses som værende stabile koncerter, uden at scenen kunne yde artisternes flernuancerede lyde den opbakning, de gør krav på. Sidste års koncert med Andy Stott på indendørsscenen Gloria viste, at det mørklagte og ganske renlige rum kan yde en eskapistisk rejse, Apollo grundet problemer med vind, affald og urindunst ikke har kunnet hamle op med. Også urinproblemerne har Apollo i år indledt en kamp imod, med forflyttelsen af urinalerne fra de indersiden af væggene, der indrammer scenen, til ydersiden, væk fra scenens græstæppe.

De tydelige forbedringer så dog ikke ud til at være nået ud til særligt mange forud for koncerten med James Holden, der sidste år udgav det kritikerroste og krautrock-inspirerede album, The Inheritors. Derfor kunne man også i ro og mag navigere sig rundt på græsstæppet for en ideel placering. I modsætning til tidligere år, hvor det vitterligt var alpha og omega at stå i den helt rigtige kvadratmeterplads, er anlægget og de nytilkomne, massive bundkasser dog blevet så indkapslende, at lydkvaliteten i år ikke har haft den store afvigelse, hvor end man har været placeret.

Der var derfor også rig mulighed for en optimal koncertoplevelse med briten, der igennem det seneste år har turnéret med materiale fra det seneste album, akkompagneret af trommeslager Tom Page, der ved siden af også slår på trommer for RocketNumberNine og Neneh Cherry. Duoen var placeret overfor hinanden, frem for ud mod publikum, hvilket skabte gode arbejdsmuligheder for en tæt forståelse af hinanden. Der florerede da også igennem hele koncerten en synergi imellem James Holdens modular synthesizer, der proppet med ledninger emulerede en lydkollage på størrelse med Det Sixtinske Kapel, og Tom Pages rolige polyrytmik og temposkift. Renata, der efterfulgte indledningsnummeret Rannoch Down, voksede netop på grund af dette samarbejde sig væk fra albumversionen, hvilket gav plads til langt større acid-lignende indblandinger, hvor James Holden lænende over sit synth-rack og sin laptop udsendte spontane støjflader.

James Holden har tidligere udtrykket en stor kærlighed for de netop spontane muligheder, som hviler i den medbragte modular synth, der også var grundlaget for The Inheritors. Live afprøver produceren uden større forvarsel sit gears muligheder og chokreaktioner, mens han trækker i kabler og drejer på de fire store knapper, der er plantet ovenpå. Tom Page ser ud til at være en herre sat på hårdt slidende overarbejde, men hans reaktioner er ligeså umiddelbare som den nådesløse maskine overfor ham, og han præsterer til perfektion at indramme og pynte på James Holdens melodiske støj, hvilket fremkalder stedvis dans omkring publikum. Trods få fejl i indledningen af titelnummeret The Inheritors bliver der skudt en hypnotiserende salve ud til publikum, hvor flere nu står og danser for sig selv, lukker øjnene og mindes om, at det er tidlig lørdag aften. Det er okay at danse. Selv på den meget introverte Gone Feral, der indledes med melankolske, næsten dystre 8 bit-lyde, bliver der iblandt en lille gruppering danset i dobbelttempo i forhold til nummerets 75 bpm. Krautrock-elementer oser ud af nummeret, og selvom James Holden med sine evigt bevægende hænder ligner en, der ikke helt ved hvad han foretager sig, lever nummeret langt fra på tilfældigheder. Et støjinferno syder og bobler hen imod nummerets klimaks, og endnu engang bliver James Holden gjort en tand bedre af Tom Page, denne gang med mere aggressivitet og kraft i trommerne.

Lyden ved denne scene er til lejligheden rigtig høj, og selvom flere personer omkring os med to pegefingre forsøger at lukke ørene til, kan man stadig skimte et smil på læberne hos dem med de skrøbelige ører. Græsset runger og skælver under os, og når man lukker øjnene kan man snildt drømme sig væk fra Apollo, den åbne scene jeg tidligere har været ganske hård ved. Lukkede har mine øjne også oftest været, når jeg har lyttet til Blackpool Late Eighties, der med sin filmiske og farverige melodi sender tankerne hen på Vangelis’ Blade Runnder-soundtrack. Albumversionens bævende percussion, hvor to snares kontinuerligt løber fra hinanden og mødes i et kick, bliver på liveformat til fulde opfyldt af Tom Pages mildest talt imponerende egenskaber bag trommerne. Pages hihats løber i to retninger, mens Holdens smukke melodi når et klimaks lig det, man også kan fange på albumudgaven.

The Caterpillar’s Intervention, lukkenummeret, der konkluderer en timelang koncert, starter samme sted som Blackpool Late Eighties sluttede – ganske identisk med albumversionerne. De indledningsvise guitarstrenge, der sampler de stødende guitarer i 2007-skæringen Atlas fra math-bandet Battles, folder sig dog hurtigt ud til en kuriøs og extended version, der strækker sig over mere end 10 minutter. En salve af krautrock-modulerende lyde mødes med et taktfast beat fra trommerne, og til syvende og sidst er den let rokkende dansen frem og tilbage ikke længere stedvis, men udbredt imellem publikummet. Taknemmelige klapsalver sendes i de to briters retning, der indtil koncertens afslutning næsten uafbrudt havde stirret på hinanden.

The Inheritors er et skrøbeligt album, der uden den rette scene kan være svær at videreudvikle på live-format, men lørdag gjorde Apollo med fantastisk lyd og ikke mindst oplagte musikere på scenen min oprindelige frygt til skamme. Dertil indgik alt i en højere enhed; rette doser krautrock, Vi kan være ganske tilfredse med Apollo, og Apollo kan være meget tilfreds med James Holdens koncert, der med afstand er den bedste, scenen til dato har lagt græs til.


WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass