Iceage dykkede med og ind i det andet

Livestemning Skrevet af onsdag d. 12. november 2014

So stay a little while / Before my thoughts go running wild / As a feral horse/ And it will gallop till its death / So stay a little while / Before my thoughts go running wild
– “Stay”, Iceage (Plowing Into The Field of Love, 2014)

Målsat flakkende, anspændt sitrende. Blik og ben, forsanger og publikum.
Skarpt lys, bidende kulde. Tørt tilrøgede hornhinder og ører længe hvinende for mere.
Den sidder i kroppen, det gør den, Iceages optræden til hjemkomstkoncerten, en diffus erfaring i hver rystet muskel, i hvert rejst hår, i hver af hjernens ved lejligheden sammendrevne nervebaner.

Drev de fra hinanden igen, idet Dan Kjær Nielsens militært præcise lilletrommeslag stopper “Plowing Into The Field Of Love”? Affortryllelsen af oplevelsen Iceage sker ikke sådan lige, meningen med den intense optræden foran et siddende publikum er intakt – det var intenst godt. Men det mere som Iceage konstant jager efter og i mange øjeblikke fanger, blæser ud af mit hoved inden mine hænder kan nedfælde det, uden det har dannet tanker af andet end næsegrus beundring.

Jeg beundrer Iceages hensynsløse drift. Den er garanteret super ubelejligt for struktur i hverdagen, vildt usund for stabile forhold. Driften efter perfektion: i auditivt og visuelt udtryk, i setlistens narrativ, i guitarpedaler, i musikkens bredde. Driften mod kunstens sublimitet.
Jeg beundrer deres mod. Modet til at “dive into the other / like it was an ocean/ caressed by its water/ I’d lose myself forever” (“Forever”), modet til at være så langt inde i sangen at omgivelserne bliver den, de midaldrende publikummer på forreste række til det vand, fortælleren dykker ned i, når Elias styrter ned i dem fra scenen. Modet til at inkorperere træk fra Nick Cave, fordi de træk fremhæver sangenes nuancer i tekster og instrumentation overfor genrebestemt grundstemning, fordi de gør sangene på Plowing Into The Field of Love ekstraordinært gode.
Jeg beundrer deres autoritet. Det er bydende nødvendigt for de nye sange, at ethvert element står klart frem. At Elias når samtlige udtryk i de ordtunge stavelser er respektindgydende i sig selv, at han performer hvert af stavelsernes stemninger ekspressivt, men i total kontrol med sin indlevelse, er autoritetsindgydende.

Beundringen driver mig mod Plowing Into The Field Of Love igen. Mod interviews, livesessions, bandets tourkalender, i et forsøg på igen at føle det mere og måske, engang, have modet til at følge driften mod forevigelsen af det.

Iceage spillede på Aveny-T den 10. november i forbindelse med CPH:DOX AUDIO:VISUALS-koncertrække. Christian Friedländer var scenograf.
Iceage udgav Plowing Into The Field Of Love i sidste måned. Stream den her. Og køb billet til Iceages koncert på Jazzhouse den 27. februar her.


Genrespot: Hvad er soca music?

Feature, Musik Skrevet af fredag d. 7. november 2014

2014-11-02 17.01.36

Sidste uge lavede jeg en liste over nogle af de hotteste dancehall-numre på Jamaica lige nu. I dag skal vi høre mere musik fra Caribian. Jeg sætter fokus på musikgenren soca og lister de største og bedste soca-hits lige nu. Soca music er en populær musikgenre i landet Trinidad and Tobago, der består af to øer nord for det nordøstlige Venezuela. Jeg er vild med soca music. Det er en form for elektronisk-tenderende kalypsopop.

Lad os lige starte med det her nummer af Amrika. (PS. flot gif, ik? Jeg har selv lavet den, da jeg var i den Dominikanske Republik i sommer :) )

Amrika – Ride It

Soca er en sammensætning af ordene soul og calypso. Visse steder på nettet kan man læse, at det kommer af en sammensætning af amerikansk soul og calypso, men det er vist ikke sandt. Det er derimod et akronym for “the soul of calypso”.

Har du fået gang i dine fødder? Ikke helt endnu? Så hør ‘Do Wuh Yuh Want’ med Patrice Roberts.

Patrice Roberts – Do Wuh Yuh Want “2015 Trinidad Soca”

‘Doh Fraid’ er også et stort hit lige nu i soca-verden. Man forstår hvorfor. Hvem bliver ikke i godt humør af de akkorder?

Fay-Ann Lyons & Bunji Garlin – Doh Fraid

Soca går tilbage til 70erne og 80erne. Garfield Blackman a.k.a. Lord Shorty omtales ofte som ophavsmand til genren.

Lord Shorty – Indrani

Lord Kitchener tæller derimod som den, der gjorde genren populær i det caribiske øhav. Angiveligt fordi det var tanden mere sexet end Lord Shortys version.

Lord Kitschener – Sugar Bum Bum

Okay, nok historie. Tilbage til det nye hotte socapop. Her har vi ‘Remedy’ med Machel Montano, der muligvis er den mest “poppede”, som i: populære, socamusiker i Trinidad and Tobago. De sidste fire år i træk har han fundet den prestigefulde titel “International Soca Monarch“, som man får ved en stor soca konkurrence under karnevalet i T&T. Konkurrencen foregår på Carnival Friday (aka Fantastic Friday)!!! Hvem vil med??

Hør hvordan poppen løber som tyktflydende harpiks ud af alle folder i den sang! Faktisk er det sådan, at de store soca musikere typisk udgiver deres hits, når karnevallet nærmer sig. På den måde kan de regne med større succes under konkurrencen.

Hvis man gerne vil følge med i soca music, kan jeg anbefale følgende sider: Socanews, Flagz Radio og Tempo!. Jeg kan også anbefale YouTube-kanalen Soca Music.

Soca music har selvfølgelig en lang række subgenre. Herunder power soca, der kører i et højere tempo med 160 bpm, og groovy soca, der kører i et langsommere tempo. Er der nogen af jer, der lytter til soca? Er det noget, I har lyst til at høre mere af på bloggen? Smid dine tanker i kommentarsporet. God kalypsoweekend!


Liste-tid: Dancehall i skyen

Feature, Musik Skrevet af fredag d. 31. oktober 2014

dancehall

Har du hørt Popcaan? Hvis ikke, så glæd dig. Han er det helt store dancehall-navn på Jamaica lige nu og står bag en af årets bedste plader Were We Come From. Lige nu ligger hittet ‘Everything Is Nice’ nummer et på den jamaicanske dancehall-hitliste.
Fordi jeg har haft så stor optur over Popcaan hele sommeren og efteråret, har jeg sammensat en liste af lækre dancehall-numre, der er hotte lige nu på de jamaicanske lister.

En anden god grund til at høre dancehall netop i dag er, at den danske dancehall-sangerinde Natasja ville være fyldt 40, hvis ikke hun var blevet dræbt i et trafikuheld i 2007 på Jamaica. Så lad os lige mindes hende, mens vi dykker ned i den jamaicanske dancehall anno 2014.

Popcaan – Everything is nice

Produktionen, melodien, stemningen… ALT er nice ved det nummer. Albummet indeholder også et af årets bedste dansehits. Det hedder ‘Waiting so long’ og burde pumpe ud af alle radiostationer lige nu.

Popcaan – Waiting so long

Du skal også høre Ishawna. Sangen ‘Cry Baby’ ligger nummer 16 på den jamaicanske dancehall-chart og den har et fantastisk elastisk beat, der fletter fingre med en lækkert vrængende melodi. Efter en six-pack kan ingen sidde stille til det her.

Ishawna – Cry Baby (Foota Hype Diss)

Denne sang fra Mavado giver dig det letteste hjerte og harmonier fra guderne.

Mavado – Nah Use Dem (raw)

Vi skal lige høre et nummer til med Mavado. Læg mærke til hvor presset og smuk hans stemme lyder.

Mavado – The Truth (Ghetto)

Nu skal det være lidt mere hårdt. Og til det formål kan man passende sætte Aidonia på.

Aidonia – Buss Dem Head (Hot Nigga Remix)

Tifa er det man kalder en dancehall diva. På ‘Back It Up’ går sang og video op i en højere enhed med masser af morsom spejling af popkulturens æstetik (der er både satirisk mobning af Beyoncé og Rihanna). Og masser af twerk.

Tifa – Back It Up

Vi hopper videre til Vybz Kartel med nummeret ‘Jamaica Land We Love’, der er en del af en række udgivelser med en forskellige dancehall-folk, der har lavet tracks med det samme beat under titlen ‘elastic riddim’. Sangen ligger pt. #18 på den jamaicanske dancehall-chart.

Vybz Kartel – Jamaica Land We Love

Hør også Chilandos version af ‘elastic riddim’ på ‘Try Diss’

Hvad er jeres yndlings-dancehall-hits? Smid nogle anbefalinger i kommentarsporet!


Deejay Deer – ny hjort i Numbers-stalden

Nyheder Skrevet af fredag d. 17. oktober 2014

Deejay Deer – ‘Natur’, ude nu via Numbers

En stædig triolintro akkompagneret af varme synthlines og sprød percussion. Det er tricket. Mere skal der ikke til, før mine tanker strejfer sydpå og allierer sig med piña coladas, solhat og strandkant. Det er en lyd, jeg normalt vil mistænke at komme fra labels som Hivern eller Young Turks, men det seneste skud på stammen af solslikkende tunes kommer, stik imod al logisk tænkning, fra det skotske label Numbers.

Tilbage i september udsendte pladeselskabet og festkollektivet en pressemeddelelse for deres forestående udgivelse, produceret af en artist med velbevaret anonymitet og et meget kluntet artistnavn; Deejay Deer. Ifølge selv samme pressemeddelelse skulle der være tale om en fuldblodet hjort, fuldt udstyret med gevir og hove, der har produceret begge skæringer på denne 12″er-udgivelse med titlen Natur, som udkom i mandags. Ja, man har vel kun den virkelighed, man selv maler sig.

Hjort eller ej, så slipper Deejay Deer ganske glimrende fra dette debutudspil. Særligt b-sidenUnnatural, er en vinder, der foruden den førnævnte appetitlige intro byder på et episk klima, overstyrende synth lines, 2-step-associationer og en vokalsample, “give yourself away“, der lystigt fræser ind og ud af lydbilledet. Nummerets tempo og stil vækker tillige minder om en succesfuld debutsingle fra en anden producer, Joy Orbisons Hyph Mngo fra 2009.

Om vi også om fem år vil snakke om og mindes dette nummer fra Deejay Deer, svæver selvfølgelig i det uvisse.
Men muligheden er til stede.


En rundtur i Aarhusiansk undergrund: Yung, Quick Quick Obey og Lowly

Livestemning, Video Skrevet af tirsdag d. 14. oktober 2014


Snart udgiver Yung sit debutalbum, Falter. Imens svinder ungdommens ubekymrede dage for trioens mastermind, 20-årige Mikkel Holm Silkjær og hverdagens trædemølle strammer grebet. Vice’ liveoptagelse ovenfor er fra sommerens sidste suk – Smash!Bang!Pow!s endagsfestival Wasn’t Born To Follow på Pumpehuset, 9. august.
Vi er faldet ind i efteråret nu, men både live og på plade tripper Yung stadig på kanten. Mellem frihed og forpligtelser kører Yungs punkrock vildt på ungdommens højoktan efter en meningsfuld plads i samfundet – af en slingrende vej, hvor det ønskede mål blot er defineret som en antitese til ophavet.

Videoen af Yung er optaget i København, udenfor deres vante habitat. Falter slingrer gennem 20-årige Mikkel Holm Silkjærs liv som midtpunkt for Aarhus eksplosive punkrock, en af byens for øjeblikket tre dominerende musikalske subkulturer. En anden er mere traditionel for byen. På kanten mellem Midt- og Nordjylland har Indie med stort I gennem de sidste tyve år haft det fremragende. I toppen af det velvoksne træ er to grene ved at vise, om de kan bære ambitionernes vægt.

På A-siden af årets debutalbum, Bulb Days, bliver eksiljyderne Quick Quick Obey primært styrket af et højt sigte. Melodierne får lov til at folde sig fuldt ud og det er godt, men de instrumentale introer og outroer til sangene er lidt for meget. Fordi perlerne “Sunn”, “Figures” og i særdeleshed “Hold Your Breath” ikke behøver yderligere introduktion – de er skarpe nok. Maksimalismen bliver ikke et overflødighedshorn men overflødig, og man trækker lidt på smilebåndet af ungdommens storhedsideal. Derfor har vi ikke anbefalet Bulb Days, og derfor anbefaler jeg i stedet livevideoen af netop “Hold Your Breath”. Fordi den viser nummeret rent.

Ligesom Quick Quick Obey-videoen er Lowlys “Daydreamers” og “Stones In The Water” optaget til støttefesten for det kuldsejlede Kaospilot/folkefestprojekt Mejlgade For Mangfoldighed. “Daydreamers” er stadig et virkelig godt nummer. Skønhedssøgende arabesker af synth i en flerstemmig vokalhvirvel. Anderledes stakåndet er den kantede “Stones In The Water”, der ikke helt rammer førstesinglens brusende fællesskab. Det er nærmere en eksklusion. Og det er ret interessant, for det er nyt i Aarhus-indien. I’et er stadig stort, men måske skal det forstås fra Apples præmisser – også selvom det betegner et musikerkollektiv. En ambitiøs kombination. Er det godt, sådan rent musikalsk? Bedøm selv:


WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass