Paul McCartney – Charmerende og selvsikker tur ned ad Memory Lane

Livestemning, Roskilde Festival Skrevet af søndag d. 12. juli 2015
Paul McCartney havde fat i alle aldre på årets festival (Billede fra Paul McCartneys Facebook-side)

Paul McCartney havde fat i alle aldre på årets festival (Billede fra Paul McCartneys Facebook-side)

Det er en uge siden, de sidste festivalgængere måtte forlade Dyrskuepladsen og gøre plads til bulldozerne, som hvert år fjerner de sidste telte og pavilloner. Tilbage er kun de afblegede græspletter til at vidne om over 100.000 menneskers fest. Roskilde Festival spillede til langt ud på lørdag nat, men min festival lukkede med årets absolutte hovednavn: Paul McCartney. For mig var han ikke kun dette års hovednavn, men det absolutte hovednavn på alle de Roskilde’r, jeg har været med til.

Når man ligger i kø til koncerter på Roskilde, må man være parat til at tage imod diverse kommentarer fra forbipasserende, der ikke forstår, hvorfor man bruger så meget tid på en kunstner, som, de ikke mener, er tiden værdig. Således også i køen til Paul McCartney. For selvom man har været medlem af et af de største rockbands gennem tiderne – hvis ikke det største – er man åbenbart ikke selvskrevet til Orange Scene. Min lillebror, som var med mig i køen, måtte høre sin veninde vantro og grinende spørge: “Paul?! Hvorfor?“. Hun fulgte strømmen af mennesker, der netop havde overværet Nicki Minaj på den store scene. Hendes berettigelse til at kritisere min lillebrors valg af musik virkede derfor for mig meget lille. Nå! Ikke mere mavesurhed fra denne skribent, for resten af aftenen skulle kun vise sig at være yderst positiv.

Hver gang Roskilde Festival booker et navn med ældre produktionsdato, diskuterer man, om de nu også hører til på festivalen. For er de ikke passé? Skulle vi ikke bare koncentrere os om nutiden? Roskilde Festival har især i de seneste år vist, at de i den grad følger med tiden. De er i mindre grad bange for at booke et navn som Pharrell Williams (eller Nicki Minaj), fordi de afspejler nuet. Det betyder i øjeblikket mindre rock og mere pop, når vi kigger på hovednavnene – de navne, der sandsynligvis afgør, om der bliver udsolgt eller ej. Heldigvis gør Roskilde meget mere end at afspejle tiden og fedte for mainstreampublikummet. Det viser sig tydeligt, når man kigger på de anmeldelser, Regnsky har lavet i løbet af ugen. Når Roskilde booker navne som Neil Young, Bruce Springsteen og Paul McCartney, viser festivalen stor respekt for disse navne, som har haft enorm indflydelse på musikken. Desuden er det en unik mulighed for at opleve navne, som især det yngre segment på Roskilde ikke ville købe billet til, hvis de for eksempel spillede i Parken. Men hvor kom vi fra?

Én gang Beatles, altid beatles
Paul McCartney på Orange Scene har jeg set frem til længe. Det har altid været mit største ønske at se ham øverst på plakaten, men jeg troede faktisk ikke, det var muligt. Nu stod vi så der i pitten foran Orange. Klokken var 21, og der var en time til Paul skulle gå på. På storskærmene rullede kollager af billeder fra Pauls liv. For mig stod især én ting klart: Paul er ikke bange for at omfavne sin tid i The Beatles. I et interview har han sagt, at nogle gange pludselig går det op for ham, at han var en del af dem. “I was a Beatle!”. Det står i kontrast til John Lennon, som især i tiden lige efter The Beatles opløsning havde meget travlt med at distancere sig fra sin fortid. Havde John Lennon været i live i dag, havde han måske været anderledes positivt stemt over for sit gamle band. Men det finder vi desværre aldrig ud af. Paul prøver derimod ikke at skjule sin tid som Beatle – han viser den stolt frem. Det skulle også blive tydeligt lørdag aften, hvor 25 af de 39 fremførte sange var Beatles-sange.

Han lagde ud med titelsangen på albummet Magical Mystery Tour, hvor Paul synger “The magical mystery tour is hoping to take you away“. Og det prøvede han så at gøre. At tage os væk. Det lykkedes på sin vis også. Paul havde publikum i sin hule hånd. Ikke mindst i kraft at sin evne til at underholde, som han har haft ufatteligt mange år til at øve sig i. The Beatles var også kendt for sin humor, og den havde Paul bestemt ikke lade ligge hjemme. Den mere onde sarkastiske humor så vi dog ikke noget til. Men det var måske i højere John Lennon og George Harrison, der stod for den. Men kendetegnende for Paul McCartney er, at han i den grad er en folkelig Beatle. Han ved godt, hvad han skal gøre for at få publikum til at skrige. Og det gjorde han med danske fraser og flagren med Dannebrog og Union Jack. For er der noget, der virker i Danmark, så er det, når vi tror, at udlandet gives a shit about us. At Paul McCartney nok har gjort sådan i samtlige lande, han har turneret, vælger vi at se bort fra.

Hjerteskærende dedikationer
Med ovenstående beskrivelse kan det godt komme til at lyde som om, at Paul kørte lidt for meget på automatpilot. Det havde jeg frygtet, han ville gøre. Men det gjorde han ikke. Paul var veloplagt og charmerende. Hans stemme startede lidt dirrende, men han sang sig i den grad varm. Det er ganske enkelt imponerende, at han stadig har energien som 73-årig efter 55 år i gamet. Højdepunkterne var uden tvivl, når han dedikerede en sang til en af de mange mennesker, han har mistet. “This is for Linda,” sagde han om sangen til sin første kone og sit livs kærlighed, som døde af brystkræft i 1998. Og så slog han tonerne an til Maybe I’m Amazed, som han sang og spillede så desperat, at jeg ikke kunne lade være med at få en klump i halsen.

Værst skulle det dog blive for mig, da Paul havde afsluttet Blackbird og var blevet løftet flere meter op i luften med scenen. Deroppe introducerede han sangen Here Today med ordene “For my dear friend John”. Og så måtte jeg for første gang i mine ti festivaler lade en tåre trille. Havde jeg ikke været klar over, at jeg stod blandt tusinder af mennesker, havde jeg nok tudbrølet. I stedet prøvede jeg at reducere det til en ustoppelig bævren med hagen. Lige så svært var det at holde tårerne tilbage, da Paul senere spillede George Harrisons Something, som han selvfølgelig dedikerede til forfatteren. Something bød også på en overraskende høj fællessang.

De eneste smuttere den aften skulle være The Long and Winding Road, som trommerne fik til at lyde underligt tung. I’ve Just Seen a Face lød pludselig som om, den var skrevet i Nashville i stedet for Liverpool. Herudover kunne Paul også godt have skrottet sange som Ob-la-di Ob-la-da, All Together Now og computerspilsangen Hope for the Future fra setlisten. I stedet kunne han have givet plads til Beatles-sange som Oh! Darling og Yesterday og Jet fra Wings-tiden.

Respekt for fortiden
Men man kan ikke få alt. Og jeg skal på ingen måde klage. Paul McCartney leverede en fantastisk flot koncert, der også bød på fyrværkeri og ildkanoner, så selv hovedpersonen måtte lægge sig hovedrystende over klaveret. Paul er på ingen måde udbrændt. Han lever selvfølgelig stadig højt på sin fortid, men han fremfører musikken så sikkert, at det undgår at blive komisk eller ynkeligt. Og det skal han have stor tak og respekt for. Aftenens afsluttende numre bød på Golden Slumbers, Carry That Weight og meget passende The End, præcis som de slutter på albummet Abbey Road.

And in the end, the love you take is equal to the love you make,” sang Paul. Mere præcis kunne den aften vist ikke beskrives.


The Tallest Man on Earth – Energisk hyggemusik

Livestemning, Musik, Roskilde Festival Skrevet af tirsdag d. 7. juli 2015

I fredags under Roskilde Festival var Rose og Peter sammen taget til koncert med svenske Kristian Matsson, som de fleste nok kender bedre under hans ironiske kunstnernavn The Tallest Man on Earth. For begge var den 32-årige svensker på forhånd definitionen af baggrunds-hygge-musik, men hvordan klarede den knap så høje artist egentlig at skulle træde frem i forgrunden for en stund på et steghedt Arena?

Peter: Hvad synes du overordnet set om koncerten?

Rose: Overordnet set var jeg rigtig, rigtig glad. Mest af alt på grund af hans…

P: …mange guitarskift?

R: Også det! Hans fuldstændig sindssyge evne til at multitaske og skifte rundt mellem guitarerne. Men allermest på grund af hans evne til at danse, på trods af at det ikke ligefrem er musik, der indbyder til dans.

P: Ja, det var en lidt sjov og akavet dans, men det fungerede alligevel rigtig godt.

R: Han spankulerede rigtig rundt på scenen. Jeg lagde også mærke til, at han hele tiden var oppe på tå og lidt nede i knæene. Han kunne slet ikke sætte fødderne fladt på jorden, ikke engang da han trak den der stol frem. Hvis den mand havde haft en hat, der kunne holde hans mikrofon, så var der intet, der kunne afholde ham fra at danse rundt på scenen konstant. Det eneste, der afholdt ham fra det, var, når han død og pine skulle synge ind i den mikrofon.

P: Ja, han virkede meget, meget engageret. Det mindede mig lidt om for fire år siden, da jeg hørte Bright Eyes på Arena. Det var meget den samme oplevelse. Når man hører musikken hjemme på anlægget, fornemmer man ikke, at han er så energisk, men når han så kommer op på scenen, så sker der noget.

R: Ja, det er noget af en kontrast. Men når musikken bliver spillet live, så egner den sig bedre, for der er jo faktisk ganske meget rytme. Det er dansevenligt, så snart lyden er høj nok, og trommerne kan få lov at buldre igennem.

P: Der var lige et par gange, hvor jeg tænkte, at det var på grænsen til at blive lidt for dansktop/syng-med-agtigt. Men det lykkedes ham at finde den rette balance.

R: Omvendt var der også et par numre, hvor det bare var ham på guitaren, og folk var helt klar på at klappe og synge med. Der kunne han godt have improviseret og givet plads til, at det kunne have udfoldet sig. Men i stedet holdt han sig tæt på album-versionen, så klappene hurtigt stilnede af igen, da han begyndte at synge. Det var lidt en skam.

P: Jeg kunne meget godt lide det segment, hvor han var alene på scenen og blandt andet spillede en nærværende version af Love Is All. Det var første gang, at publikum for alvor kom med, fordi alle kendte sangen.

The Tallest Man on Earth – Love Is All

R: Ja. De fleste koncerter har godt af en vis grad af sing-along. Og den her kunne godt have tålt et lille hak mere efter min mening. Men hvad var din samlede oplevelse af koncerten?

P: Jeg var rigtig glad for det meste af koncerten. Jeg synes dog, at slutningen var lidt kedelig, fordi han sluttede med 2-3 lidt stille sange, og der var da et par sange, jeg gerne ville have hørt også. Han kunne godt have sluttet med lidt mere energi. Det virkede som om, han havde en masse energi tilbage.

R: Hvad ville du gerne have hørt?

P: King of Spain og I Won’t Be Found blandt andet.

The Tallest Man on Earth – King of Spain

R: Enig. Men det er rigtigt, at han havde meget mere energi i starten end i sidste halvdel af koncerten.

P: Når jeg tænker lidt mere over det, så er det fair nok, når han har danset så meget rundt.

R: Ja, efter min mening er han total frikendt al kritik efter at have leveret den start! Det må have været hårdt.

P: Han svedte også meget.

R: Det dryppede af ham!

Så selvom The Tallest Man on Earth havde svært ved at holde dampen oppe hele vejen i de kogende temperaturer, var det alligevel to glade regnskyere, som kunne gå ud i Roskildes støvskyer med visheden om, at The Smallest Swede on Earth bestemt kunne bære at være andet end baggrundsmusik.


Florence + the Machine: Magtdemonstration fra en teatralsk kærlighedsgudinde

Livestemning, Roskilde Festival Skrevet af lørdag d. 4. juli 2015

Jeg var i starten af min gymnasietid, da Florence + The Machine havde sit gennembrud. I mine ører har de altid leveret noget af det allermest sensommer-festivalegnede musik, jeg kan forestille mig. I gymnasiet drømte jeg da også ofte om at opleve dem live med storslået strygerensemble og føle alle de følelser, Florence Welch så mesterligt brygger sine tekster og sin lyd på. Trods det manglende strygerensemble og kor torsdag aften, var følelserne så koncentrerede, at man kunne have kogt bouillon på dem, og jeg blev således sendt stik tilbage til min drømmende og hormonspækkede gymnasietid.

Florence viste denne aften, at hun er en yderst kompleks og kontrastfuld musiker og performer. Barfodet og hvidklædt havde hun skruet helt op for sin karakteristiske stage performance, der var en tryllebindende kontrast mellem at springe rundt på scenen til at stå helt stille med langsomme, intense bevægelser, der ind imellem sendte tankerne over på tai-chi.

Florence Welch. Foto: Lasse Lagoni

Florence Welch leverede også store følelser med små bevægelser. Foto: Lasse Lagoni

 

Det var en ualmindeligt heldig fanskare i pitten, der blev forkælet og kredset om af en meget kærlig og gavmild Florence Welch, der hele tre gange bevægede sig ned blandt publikum – uden den mindste påvirkning af hendes stensikre vokal. Om Florences anstrengelser også nåede uden for pitten, skal jeg ikke gøre mig klog på, men dårlig lyd kan i hvert fald ikke have været et kritikpunkt for nogen. Florences stemme trængte evigt ubesværet igennem, så det stod i stor kontrast til, når hun med den blideste, sarte stemme sweet talk’ede publikum mellem numrene. Her agerede hun kærlighedsguru og gav evigt gyldige livsråd blandet med anekdoter, eksempelvis indledende til titelmelodien fra det tredje og seneste albums, How Big, How Blue, How Beautiful.

For mig bekræftede Florence Welch eviggyldigheden af sin samling af ballader, som jeg til min overraskelse var væsentligt mere befaren i, end jeg havde troet på forhånd. Jeg forlod pitten sammen med resten af det hypnotiserede publikum under talrige erklæringer om, at Florence Welch er den sejeste kvinde i verden. Og det føltes som om, jeg havde forelsket mig på ny.


Susanne Sundfør – Den norske sejrsgang fortsætter

Anmeldelse, Musik, Roskilde Festival Skrevet af lørdag d. 4. juli 2015

Det er efterhånden fem år siden, at norske Susanne Sundfør på en varm mandag Roskilde-debuterede på det daværende Pavilion Junior. Dengang var der tale om en noget forsigtig optræden fra en kunstner, som dog voksede med opgaven, som koncerten skred frem. Og det var da i den grad også en fuldvoksen artist, som trådte frem på Avalon fredag eftermiddag til lyden af storslåede trommer og dramatiske violiner. For hvor den norske artist i 2010 havde svært ved at definere sit eget udtryk, var man ikke i tvivl i 2015: Susanne Sundfør var kommet for at markere, at hun bestemt tilhører den nye generation af fantastiske kvindelige norske artister, som de sidste par år med stor succes har indtaget dyrskuepladsen. Her tænker jeg især på Emilie Nicolas sidste år og Fay Wildhagen i år. Tilføj mine personlige favoritter fra Highasakite til gruppen, og Norge har et meget stærkt musikalsk firkløver, som vi nok ikke har set det sidste til på de danske festivalscener.

Men tilbage til fredagens koncert, som på alle måder stod i dramatisk kontrast til Broken Twin‘s introverte og følsomme koncert få minutter forinden på Pavilion. På knap en time bragede Susanne Sundfør et for mig overraskende talstærkt publikum bagover med en vokal, som meget vel kan være den stærkeste på årets program. Koncertens omdrejningspunkt var Sundførs 2015-album Ten Love Songs, som dog blev suppleret med det fremragende åbningsnummer “The Brothel” fra 2010 og mit yndlingsnummer “White Foxes” fra 2012-albummet The Silicone Veil. For mig peakede koncerten dog cirka halvvejs, da Susanne Sundfør leverede en dramatisk version af “Memorial“, som på mange måder understregede, præcis hvor stort et talent Sundfør besidder. Jeg stod tilbage med den samme fornemmelse, som jeg havde efter The Knife-koncerten på Northside for et par år siden – en fornemmelse af at have været vidne til noget magisk.


Broken Twin – På hård opgave i eftermiddagssolen

Livestemning, Roskilde Festival Skrevet af lørdag d. 4. juli 2015
Broken Twin fik aldrig helt fat om de slumrende festivalgæster (Foto fra Broken Twins Facebook)

Broken Twin fik aldrig helt fat om de slumrende festivalgæster (Foto fra Broken Twins Facebook)

Anmelderroste Majke Voss Romme – bedre kendt som Broken Twin – havde tidlig fredag eftermiddag fået til opgave at vække slumrende og tømmermændsramte festivalgæster på Pavilion-scenen.

Hun indtog scenen ved klaveret. Med en smuk, dyb stemme, der hverken manglede melankoli eller nerve. Broken Twin leverede melodier, der er lige dele modne og naive. Melodier, der i rette stemning kan bevæge dybt og tage publikum med på en rejse.

Majke og band spillede en fin koncert, der måske havde gjort sig bedre på et tidspunkt, hvor solen var gået ned. For Broken Twin er et introvert projekt, der trives langt bedre i de sene timer, hvor tankerne ofte er mørkere og dybere.

Det skulle derfor også vise sig, at Broken Twin var blevet sat på en hård opgave på en dyrskueplads, der badet i stikkende sol jog gæsterne på jagt efter en plads i skyggen. Desværre blev stemningen også heraf. Langt størstedelen af publikum havde tydeligvis højere prioriteter end Broken Twin denne eftermiddag. Nogle skulle pleje tømmermændene i skyggen, nogle skulle samle op på venindens livshistorie, mens andre tilsyneladende bare havde brug for et musikalsk lydspor til deres café-samtale.

Skulle Majke så ikke bare være dygtig nok til at fange publikum, så denne højlydte snakken ikke opstod, kan man så spørge. Nej, det mener jeg ikke. Broken Twin lægger ikke op til hujende tilråb eller “Hva’ sååå, Roskilde!”-skrig fra scenen. Det er en form for musik, der kræver ro, så man kan fordybe sig i Majkes stemme og hendes skrøbelige univers. Sådan en form for musik er vistnok introvert, men det skal publikum kunne rumme. Roskildes publikum er kendt for at skabe en helt særlig stemning, men manglen på respekt fra samme, ødelagde oplevelsen for mange, der var kommet for at lytte til musikken.


WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass