Regnsky møder… Reykjavíkurdætur

IMG_3368

Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at interviewe Reykjavíkurdætur, var min første reaktion: “Undskyld – hvem?”. Efter en lektion i musikalsk uoplysthed af Peter fandt jeg ud af, at det var noget så unikt som et islandsk hiphop-kollektiv bestående af 22 piger i alderen 20-31 år. Tilbuddet lød altså således: Rasmus, vil du interviewe 22 islandske piger i alderen 20-31 år under årets Roskilde Festival?

Det kan jeg hurtigt afsløre, at det ville jeg satme gerne.

Det imidlertid smarte ved at være så stor en gruppe er, at man kan have forskellige interviews i gang samtidig. Derfor afholdte de fem interviews på én gang, og jeg fik derfor glæden af at snakke med – hold nu godt fast – Ásthildur Sigurðardóttir og Jóhanna Rakel Jónasdóttir (aka Junior Cheese, som hendes kunsternavn lyder). Fra nu af vil de fremgå som A og J. Så undgår jeg at brække en finger, hver gang jeg skal skrive deres navne.

Men hey! Det kom der det her interview ud af.

How does one end up with a crew of 22 rapping women?

– A: Well. Two of the girls in the group just came together and said: “We wanna rap. What are we gonna do?”. They just talked to some guy that owned a bar in Iceland, and they asked him if they could use some Tuesday nights, where nothing was going on and just come and rap. And he said yes, and the place just got full.

J: Yeah, in the end there were like 250 people in a tiny basement bar, and all the performing girls then just had something written down. We just wanted to have fun with our friends. They were not expecting this. The energy was so good there, we could just do whatever we wanted. People went “Oh my god I love this”. Before us, there were like two or three rappers in Icelandic history, so we just needed a platform for it. For the third night we made a song that was just supposed to be an advertisement for the rap night. Next day we woke up, and my mom were “Hey, congratulations on the band!”. I think you could say, that the media made us a band.

A: We just wanted to have fun. We called part of the song Reykjavíkurdætur, and that’s what the media called us.

J: Yeah, and two years later we’re at fucking Roskilde. I came here the first time when I was 17, and never had any idea I would end up performing here. People are coming up to me and saying: “Great gig”. And I’m like what am I? A rockstar? It’s so unreal.

So the purpose of Reykjavíkurdætur is just to have fun?

J: No, we wanted to make a platform with rolemodels for women, so they have a voice and can talk about whatever they want to talk about. We use the band to say whatever the fuck we want and just disguise it as music. And rap was just a convenient form of music. It’s passionate and you can get a lot of lyrics in one song, and you get to be funny and angry at the same time.

So that’s why you chose rap?

J: I don’t think we chose it.

So.. The rap chose you?

A: Yeah, hahaha.

J: I think we felt that all of rap was “Pussy, money, weed” in Iceland, so we felt we needed somebody to represent us.

A: Yeah, the girls that did it first just wanted to rap. When I saw them, I was like oh my god this is so fucking cool. I want to rap with them. I didn’t want to change the world, I just wanted to rap.

How did you learn to rap?

A: We just did it. Haha.

J: When we started we were a group and none of us actually knew how to rap, so that was a difficult period. We kind of grew up in the spotlight going from amateurs to pros really quickly. I still forget to breathe sometimes, so we are still learning. About a year ago I really sat down and listened to our stuff, and I was like: “Yep, we are actually good rappers now. It’s not just shit”.

A: Haha yeah. We become better and better everyday.

You said you chose rap, so you can say whatever the fuck you wanted. So what is it, you want to say?

J: You have to remember, we are 22. What I usually want to say is “Let’s get fucked. Let’s fuck ourselves up and have fun”. Some of us are really political, and we have a couple of songs about sexual assault. We did a song about the Slutwalk. A walk against slutshaming.

A: Slutshaming is about that you can dress however you want. You are not asking for it.

It’s so different. Sometimes you just want to rap about something that doesn’t matter. This table for an example. And sometimes you get something in your head, and you get really angry and just have to write about it and say something.

Okay.. So can you do a rap about the table?

A: Hahaha. Okay…

J: Now I’m thinking about that. Hahaha.

A: It’s a nice color. It’s a nice made table.

J: Yeah, we can do a whole album about this table. That would actually be fun.

So with 22 members. How do you coordinate on stage?

J: It kind of just happens. We divide into groups for a song, and only have a few group songs that are all of us together.

A: We organize it… A bit.

So have you ever had a moment of awkward silence on stage?

J: I think in every show theres one thing that goes wrong. It HAS to go wrong.

A: It’s never awkward. If I don’t remember I just say something.

J: I think none of our shows have been perfect, but we are really supportive on stage. There’s so much love and mutual respect on stage, and I think that also translates onto the crowd. If we fuck up, they will be okay with it. Our crowd is usually really accepting.

A: I think it’s because we are having so much fun. We are really loving it, and really giving it to the audience, so.. Yeah.

Vi siger fra Regnsky af tak til pigerne for et enormt festligt interview, der gik over i en samtale om alt fra islandsk fodbold til brugen af Tinder på festivaler, og vi glæder os til næste gang, vi får lov til at opleve Reykjavíkurdætur live!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Regnsky møder… Soleima

Soleima

Kalenderen har slået efterår, men vi fortsætter vores tilbageblik på årets Roskilde Festival. Denne gang skal vi møde danske Sarah Mariegaard aka Soleima til en snak om hendes første Roskilde-koncert som solist, hendes kommende EP og bare om det at være et af Danmarks mest åbenlyse poptalenter.

Lad mig starte med det mest åbenlyse spørgsmål: Hvordan var det at spille på Roskilde Festival?
“Det var helt vildt. Det har været en drøm, lige siden jeg var en ret lille pige. Så det er helt klart en milepæl og noget, jeg altid har vidst, jeg vildt gerne ville opnå. Og så var det enormt smigrende, at der var enormt mange mennesker. Jeg har jo ikke udgivet så meget musik endnu, så man kan godt være lidt nervøs – men folk kom og sang nærmest med på det, der ikke er udgivet endnu. Det var meget rørende.”

Ja, du har jo kun udgivet tre singler indtil videre, men jeg har hørt, at du har en EP på vej. Hvad kan man forvente af den?
“Jeg kan forestille mig, at “Wasted” kommer med, og så tre andre numre, der er lidt mere i den verden, hvor jeg føler, at jeg er lige nu. Men jeg vil ikke have, at det bliver for konceptuelt. Alt skal være så konceptuelt for tiden, og det er meget vigtigt, at konceptet er stramt og bla bla bla… Jeg synes, at man nogle gange godt må gøre lidt krav på det kreative rum i forhold til, at man er i en proces og en udvikling. Det, tror jeg også, er det, jeg selv synes er interessant, når jeg lytter til en kunstner, som har udgivet nogle flere ting; at man netop kan se en udvikling. Det tror jeg, at jeg vil kræve; gøre krav på, at det er det fede. Men når det er sagt, så kommer “My Boi” ikke med – jeg elsker den sang, og jeg synes, den er skøn, men det er på ingen måde i den retning, jeg gerne vil.”

Men hvad er det så for en lyd, du gerne vil have?
“Jeg laver jo popmusik, som jeg på mange måder selv synes er ret kommerciel. Men jeg kan samtidig godt lide det der med at prøve at få nogle lidt grimme eller underlige elementer ind i min musik. Det er egentlig fælles for os alle tre (William Asingh og Nick Labajewska Madsen, red.); det der med at finde nogle lyde, som ikke umiddelbart passer ind. Det er noget, jeg er meget inspireret af; både når jeg selv laver musik, og når jeg lytter til musik. Jeg lytter meget til Montmartre og til en engelsk kunstner, der hedder NAO, som også er meget særlig. Det, der tænder mig ved dem, er, at de også laver meget poppet musik men med de her sære, underlige elementer, der fanger øret. Det er også det, jeg gerne vil. Helt klart.”

Hvorfor er det vigtigt for dig, at der er lige netop de her elementer? Som jeg ser det, er det jo et grundelement i al popmusik, at det er fængende på en eller anden facon…
“Jeg tror, at det handler om at fange øret på en anden måde. Al musik er jo skøn, men det, der tænder mig, er at lave noget, som ikke er en helt glat popsang. Det kæmper jeg meget med og bruger en del kræfter på at formidle, at det er vigtigt for mig. Jeg tror, at det er noget, der er nemmere at høre, hvis man hører flere af mine numre samlet på et format. For eksempel er “Wasted” blevet modtaget meget forskelligt af folk. Nogle synes, at den er helt vildt underlig. ‘What is going on?’ Andre har sagt, at ‘fuck, vi har aldrig hørt dig lave noget, der er så poppet’ og ‘hold kæft, det er en popsang’-agtigt. Jeg tror, at det kommer an på, hvordan man lytter, for melodierne på den sang er enormt poppede, men der er måske elementer i produktionen, der gør, at folk er sådan lidt: “Det er sært…” Og det er netop den kombination, jeg synes, det er interessant at lege med.”

Jeg synes, at din lyd virker meget eksotisk…
“Fedt! Det er jeg glad for, for det er også lidt målet. Sådan har altid været. Også med min stemme. Folk har enten elsket eller hadet den, og det har jeg det egentlig godt med. Jeg synes, at det skønne ved at lave musik er, at det kan gøre et eller andet for folk; om det så er i den negative ende af polen eller i den anden, hvor folk er helt oppe at flyve, så tror jeg egentlig bare, at det vigtigste er, at folk virkelig forholder sig til det og tager stilling til det. Det betyder meget for mig, kan jeg mærke.”

Ja, der er ikke noget værre end ligegyldig kunst. Hvad inspirerer dig?
“Jeg har boet i Tanzania i et år, og jeg er vokset op med en særlig kultur fra Sukumaland i Tanzania. De har en meget rig og smuk sangtradition. Min mor tog mig med på den her afrikanske danselejr, siden jeg var en helt lille pige. Jeg er vokset op med de her sange og har ligesom sunget og danset enormt meget, så det er klart noget, der har påvirket mig og formet mig til den, jeg er både musikalsk og personligt. Det inspirerer mig enormt meget, også uden jeg tænker, at det inspirerer mine melodier direkte. Og så er jeg bare en del af en vennekreds, hvor alle har gang i alle mulige vilde, vilde ting. Det er enormt inspirerende at være i et miljø, hvor alle hele tiden har gang i noget, de har fucking optur over og bare elsker. Det gør, at man selv bliver enormt produktiv. Vi smitter hinanden, tror jeg.”

Det lyder som om, at du har gang i en masse fedt. Nu kommer der snart en EP, men hvad er målet efter det?
“Vi fokuserer meget på udlandet. Jeg synes, det er vigtigt, at det når lidt bredere ud end Danmark. Det har egentlig hele tiden være drømmen og målet, så det er klart noget, vi arbejder frem imod. Både med at få det rigtige label i udlandet og få de rigtige booking agencies rundt omkring og den slags. Det er 100 procent målet! Men når det er sagt, så er jeg også glad for, at det virker til, at der er nogle herhjemme, der har lyst til at lytte til det. P3 har spillet min sang, og det gør mig enormt glad. Det er vildt dejligt, at der også er en interesse herhjemme, for det betyder vildt meget, at man kan have noget kærlighed fra der, man kommer fra. Men i det større billede kunne jeg godt tænke mig at komme lidt uden for landets grænser.”

EP’en skulle udkomme her i løbet af efteråret, så selvom sommeren desværre er slut, er der bestemt stadig lyspunkter at glæde sig til. Jeg glæder mig i hvert fald.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Premiere: Sekuoia feat. Marc Roland – Brace

Sekuoia Flac cover

Den 16. september udkommer danske Sekuoias debutalbum “flac“, og jeg må sige, at jeg glæder mig noget så gevaldigt til endelig at opleve Patrick Alexander Bech Madsens univers i fuld flor. Og mine forventninger er bestemt ikke blevet mindre, efter jeg har hørt “Brace“, som vi i dag har fornøjelsen af at have danmarkspremiere på.

På “Brace” har Sekuoia fået selskab af Marc Bjørn Roland, som de fleste nok kender bedst som frontmand i Kentaur. Det er meget nyt for Sekuoia at samarbejde med gæstevokalister, men hvis det her er standarden, håber jeg på mange flere; et ønske, som jeg eftersigende skulle få opfyldt, når “flac” udkommer. Marc Rolands soulfyldte vokal, flow og intuitive tilgang til musikken er det perfekte match til Sekuoias organiske og umiddelbare electronica Det skaber som det mest naturlige i hele verden et – på en og samme tid – drømmende og funky univers, hvor melankolien og danselysten går hånd i hånd. Det er lækkert, det er velproduceret, og det er sammensmeltningen af to universer, som skaber et udtryk, jeg ikke rigtig kan placere.

Selv siger Patrick Alexander Bech Madsens om samarbejdet:
“Jeg er kæmpefan af Kentaur og er virkelig glad for, at Marc ville lave et nummer med mig. Da han først sendte sit bud på vokaler til nummeret, var jeg overvældet over hans harmonier og tilgang til nummeret. Med “Brace” ville jeg lave noget, der ikke lød som noget et band kunne spille. En sjælefuld balance mellem nutidig og elektronisk musik.”

Og det er måske netop den balance, som gør det så svært helt at placere nummeret. Det lyder nemlig ekstremt naturligt (hvis ekstrem naturlighed altså findes?), men samtidig er Sekuoias karakteristiske legelyst stadig til stede. Uanset hvad er det et virkelig lækkert nummer, som kommer på det helt perfekte tidspunkt; her, hvor sommeren tager revanche i sidste øjeblik, inden efteråret for alvor tager fat.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

“Man gør det bare, fordi det er fedt!” – Interview med Emil Wilk fra M.I.L.K.

20160629_152336

En sommer i musikkens tegn er ved at gå på hæld, men her kommer et lille tilbageblik fra årets Roskilde Festival. Garderet med TUC kiks og kaffe havde jeg fornøjelsen af at interviewe musiker og filmproducer Emil Wilk. Det endte med at blive en længere samtale om musik, kunst og udtryk, men også om barndommen på Bornholm, halmballe-borg-byggerier og dét at være draget af storbyens mystik, når man selv kommer fra provinsen. Til slut hører vi om et ganske særligt møde med selveste Brian Eno… Så hold godt fast! Emil Wilk er en mand med meget på hjerte, og han er ikke bange for at åbne op ind til de refleksioner og spørgsmål, der opstår undervejs, når man skal finde sit eget udtryk.

Mirja: Tak for i koncerten, hvordan var det at spille hernede?

M.I.L.K.: Det var fedt, publikum var virkelig meget på, og det virkede som om, at folk faktisk kom for at se OS; de sang jo med! Det var ret syret altså…

Mirja: Hvem er Emil Wilk, og hvem er M.I.L.K.?

M.I.L.K.: Altså, M.I.L.K. er mig, efter jeg fandt mit udtryk. Alt, hvad jeg laver nu, det laver jeg som M.I.L.K., og alt hvad der ikke passer ind i M.I.L.K., ja, det laver jeg så ikke.

Mirja: Okay, hvordan vil du så beskrive dit udtryk?

M.I.L.K.: Mit udtryk er en form for tekstur, feel eller vibe – eller noget, jeg synes, er dejligt! Før prøvede jeg vildt meget af og satte derfor ikke et label på, som jeg gør nu med M.I.L.K.. Det hele faldt bare lige i hak med M.I.L.K.. Så, M.I.L.K. er nok bare mig, som er sikker på, hvad jeg gerne vil.

Following The Sun: Et af de seneste udspil fra M.I.L.K.

Mirja: Hvad så med navnet M.I.L.K. – hvor kom det fra?

M.I.L.K.: Det startede oppe i mit køkken. Vi bor sådan seks drenge. Jeg havde lavet de her sange, som jeg gerne ville give et navn. Så vi sad bare og snakkede om, hvad fanden det skulle være. Jeg ville gerne have, at det var sådan “BOOM”; helt straight forward, og så skulle det have en institutionel vibe ligesom sådan nogle forkortede punktum-navne. Pludselig siger Mads Christian oppe fra lejligheden ”hvorfor hedder du ikke milk, det er jo sådan en hverdagsting?”, så det tog jeg og gjorde til en forkortelse. Så har vildt mange efterfølgende spurgt, hvad det står for, og så har jeg bare fundet på noget nyt hver gang, ha ha!

Mirja: Fedt, hvad ville du så finde på nu?

M.I.L.K.: Nu… Jamen, det ved jeg ikke. Det kan være, der kommer et eller andet, så skal jeg nok sige til… Ellers må du prøve at give et bud!

Mirja: Øhh, ja… Det kan være, jeg gør det.

M.I.L.K.: En anden ting er, at jeg faktisk er SINDSSYGT inspireret af N.E.R.D., Pharrells gamle projekt. N.E.R.D. lyder jo også som en forkortelse, og de sagde det stod for no-one-ever-really-dies, men det er faktisk bare noget, de har fundet på senere, når folk spurgte. Så der er ikke sådan en kæmpe forkromet idé bag navnet M.I.L.K.; jeg synes bare, det virkede!

Mirja: Når jeg har læst om M.I.L.K., er jeg stødt på flere forskellige beskrivelser. Nogle omtaler M.I.L.K. som et band, et multikunstprojekt; at M.I.L.K. er Emil Wilk, som laver musik… Flere medier har også omtalt M.I.L.K. som et soul-kollektiv. Hvad er din opfattelse af alle de her mærkater?

M.I.L.K.: Ha ha! Jamen det er jo bare fordi, det er helt vildt nyt. Når folk har spurgt ind til M.I.L.K., har jeg bare sagt et eller andet. Så er der nogen andre, der har kigget på det, der er blevet skrevet, og så har de også bare skrevet det. For at være helt ærlig så startede jeg med at kalde det et kollektiv, da jeg synes, at ideen om soloprojekt egentlig er lidt langt ude. Man har jo altid en masse folk, der hjælper en med alt muligt. Det kan være alt fra fotografen, til ham der bærer ens udstyr – derfor kaldte jeg det et kollektiv. I virkeligheden var jeg nok også lidt skræmt over at lægge ting ud som “Hey, det her er kun mig”. Men i den klassiske forstand kan man jo godt kalde det et soloprojekt, fordi alle de der ting som at lave numrene og bestemme, hvor musikken skal hen, har jeg jo gjort, og det er jo det, som en typisk solo artist gør. I virkeligheden var jeg nok bare lidt bange for det.

Mirja: Det er da også skræmmende!

M.I.L.K.: Men når folk spørger mig nu, så svarer jeg bare, at M.I.L.K. er mig.

Mirja: Er det så både dig som musiker, musikvideo-mand og…?

M.I.L.K.: M.I.L.K. er alt det, jeg laver nu. Tidligere arbejdede jeg for mange forskellige. Da lavede jeg ting, hvor jeg mere gik på kompromis, fordi det jo var et bestilt stykke arbejde. Folk vil jo gerne sætte alle ting i bokse, og så er det bare rart for en selv at have sådan et filter, at hvis det passer ind i M.I.L.K., så laver jeg det, og ellers laver jeg det ikke. Med M.I.L.K. har jeg fundet ud af, hvad der er 100 % mig, og så er det bare nemmere at træffe valg, hvor jeg ikke går på kompromis med mig selv. Jeg har ligesom fundet hvile i det, som er M.I.L.K..

Mirja: Det lyder som en spændende proces. Hvis nu vi så det som en slags udviklingsproces, hvordan ville du så beskrive forløbet?

M.I.L.K.: Jamen, den har jo sikkert løbet, lige siden man begyndte at lave sine egne ting som lille – det man synes var sjovt, ik?

Mirja: Hvad har det fx været?

M.I.L.K.: Alle mulige ting. Jeg har lavet noget, som hedder FreeBikes – en form for socialt projekt. Så har jeg været med til at udvikle børne-tv-universer hos DR og lavet alt fra madprogrammer til musikprogrammer.

Mirja: Hvad så da du var helt lille?

M.I.L.K.: Altså jeg voksede jo op på Bornholm sammen med min mor. Vi boede i en skov, som hedder Almindingen, hvor jeg rendte rundt og legede actionman, kastede knive i træerne og byggede borge af halmballerne på vores høloft.

Mirja: Ej, hvor fedt!

M.I.L.K.: Ja, det var mega nice. Der var jo flere kilometer til nærmeste ven, så når man først havde en legeaftale, så skulle man virkelig lave et eller andet. Så havde jeg det der borgprojekt oppe på høloftet, og det var nok egentligt mit første store projekt. Man var jo så lille, så halmballerne var jo bare gigantiske. Men processen startede nok sådan for alvor, da jeg begyndte at synge mine egne ting. Det blev ligesom mere personligt, når jeg selv sang. Så her gik processen for alvor fra bare at være mig, der tossede rundt, til, at det begyndte at komme mere indefra og fik større betydning. Giver det mening?

Mirja: Ja, helt sikkert. Tænker du, at de ting, du har skabt/lavet som barn, har haft betydning for de ting, du laver i dag som voksen?

M.I.L.K.: Ja. Eller jeg tror det med, at jeg er vokset op på Bornholm, har gjort et eller andet. Der var ikke den slags kultur eller musikmiljø, som, jeg synes, var fedt, så jeg følte mig nok lidt alene derovre. Min far boede på Frederiksberg, og ham var jeg ovre hos sådan en gang om måneden. Han tog mig med ud og spise, på cafeer, til ferniseringer – alt sådan noget. På den måde kom København til at repræsentere noget mystisk og spændende. Jeg troede, der var en slags skjult sandhed derovre, som jeg ikke kendte til.

Mirja: Fandt du så svaret eller ”den store sandhed”, da du kom til København?

M.I.L.K.: Altså, jeg flyttede til København, da jeg var 18, og så finder man jo ud af, at det bare er præcist det samme.

Mirja: Hvad var det samme?

M.I.L.K.: At der ikke var sådan en stor sandhed eller hemmelighed; at det også bare er mennesker, der laver projekter, de synes, er sjove. Men sådan har jeg det tit, at hvis jeg føler, der er noget, jeg ikke kender, bliver jeg vildt tiltrukket af det og helt “obsessed” for finde ud af, hvad det er. Så møder man så personen eller miljøet og kommer bagom studiet, filmsættet, eller hvad det nu er, og ser, at det også bare er mennesker, der prøver at finde deres vej, og som gør det, de synes, er fedt.

Mirja: Er du kunstner?

M.I.L.K.: Det var et vildt svært spørgsmål! Det er nemmere at sige, man er musiker eller filminstruktør, fordi det mere beskriver en eller anden form for håndværk. Hvis jeg siger, jeg er kunstner, så skal jeg jo definere begrebet kunst, og det vil jeg helst ikke kaste mig ud i, ha ha. Men det er noget, jeg har tænkt meget over. For mig personligt er kunst dog noget, der kommer indefra og ikke forholder sig til alt muligt udefrakommende. Så det er mere en proces end et resultat… Hvad, synes du, er forskellen på en musiker og en kunstner?

Mirja: For mig er kunst det, som får mig til at føle et eller andet. Egentlig tror jeg, alle kan lave kunst, men det skal ramme én; altså jeg skal kunne mærke det, ik? Men jeg tror også, at man sagtens kan være en god håndværker uden at betegne sig selv som kunstner – og omvendt.

M.I.L.K.: Ja, det er faktisk også en anden ting. Jeg går nemlig vildt meget op i at være en god håndværker i de forskellige medier, jeg arbejder med. Når jeg fx laver musik, går jeg sindssygt meget op i det produktionsmæssige, og når jeg laver film, kan jeg drive folk til vanvid, fordi jeg er så sindssyg detaljeret. Håndværket betyder bare vildt meget for mig, om det så er kunst eller ej; det må jo være op til andre at bedømme.

Mirja: Kan du selv se nogle fællestræk ved de ting, du laver; altså når du laver musik, film eller andre projekter?

M.I.L.K.: Ja, det er sgu et meget godt spørgsmål! Noget af det, jeg tror, går igen, er processen, hvor jeg går VILDT meget op i kvalitet i de forskellige ting, jeg laver. For mig er de sidste 10 % i projektet frem til det endelige resultat et helvede. Jeg afveg altid fra det, da jeg var yngre, og derfor blev mine ting ikke færdige og heller ikke særlig gode. Men nu tvinger jeg mig selv til at gå ind i de der sidste 10%. Det er dér, følelsen indtræder af, at projektet er færdigt, når den sidste streg sættes.

Mirja: Hvad betyder det for dig at kunne udtrykke dig gennem de ting, du laver; altså din musik, kunst, film…

M.I.L.K.: Det betyder rigtig meget for mig, at jeg nu bare lever af at være M.I.L.K., men samtidig er der jo også en masse andet, som betyder meget for mig. Hvis jeg ikke kunne udtrykke mig igennem arbejdet, så ville jeg nok bare udtrykke det i et eller andet andet. Jeg kan dog ikke forestille mig en situation, hvor jeg ikke kunne lave mine egne projekter. Det er bare sådan en måde for mig at leve på!

Mirja: Er der noget, du gerne vil efterlade hos folk med de ting, du laver?

M.I.L.K.: Jeg har ikke sådan en tanke om noget, folk skal sidde tilbage med. Det er mere, hvad, jeg lige synes, er fedt i det, jeg arbejder med. Fx da jeg og Jonas Bang skulle lave musikvideoen til Blondages “Dive”. “Dive” har de her eksotiske rytmer og en masse fremdrift i sig. Samtidig er nummeret jo også bare en popsang – men med noget dybere på hjerte. De her indtryk ville vi gerne have med i videoen, så det blev sådan en slags fortolkning af nummeret.

M.I.L.K.: Når jeg selv laver musik, handler det også meget om den stemning, jeg lige er i. Som på den sommerdag jeg skrev nummeret “If We Want To”. Jeg, Søren Christensen og Mads DK (Mads Damsgaard Kristiansen, red.) fra Reptile Youth sad sammen i hans kælder og lavede musik, og det var egentlig bare den sommervibe, jeg havde. Så det er ikke sådan, at jeg har siddet med en stor plan om, hvad folk skal føle. Det er mere bare sådan en stemning, ik? Jeg har bare gjort det, jeg lige havde inden i mig, eller sådan…

Mirja: Har du noget, du gør, eller et sted, du tager hen for at få ideer eller ny inspiration?

M.I.L.K.: Der er ikke et konkret sted, jeg tager hen eller sådan noget. Jeg tror rigtig meget på bare at arbejde og være i sådan et ”arbejdsmood”. For mig er inspiration ikke noget, der bare lige pludselig rammer mig. Skal jeg skrive en sang, ved jeg, at fx klokken 11 i dag skal jeg sætte mig ned i studiet, og når dagen er omme, så skal der være en sang. Det kan være den bliver god, og det kan være, den er fucking dårlig. Jeg tror bare, det handler om, at man skal lave rigtig meget, og det er bare ikke alt sammen, der bliver godt. Men jeg elsker at gå på museer, gallerier, ferniseringer og sådan noget, og der suger jeg nok rigtig meget til mig.

Mirja: Hvad har du sidst være ind og se?

M.I.L.K.: Det sidste, jeg har været inde og se, er “The Ship” på Charlottenborg af Brian Eno. Jeg var vildt heldig at komme med til sådan en middag også med Brian Eno. Det var ret…

Mirja: SHIT!

M.I.L.K.: Jeg er jo kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, KÆMPESTOR Brian Eno-fan, så det var vildt at snakke med ham. Jeg stillede lidt de samme spørgsmål, som vi har snakket om faktisk. Sådan noget som hvor hans inspiration kommer fra, og hvordan processen er. I hvert fald fortalte han, at det for ham altid har handlet om at sætte nogle regler op for leg i et studie. Fx med “Heroes” vidste Brian Eno, at Robert Fripp, som var med til at lave den, er god til at lave hits og havde styr på strukturen, så i den kontekst kunne Brian Eno egentlig bare være legebarn. Ved at optage forskellige steder i rummet og gøre brug af diverse reverb-pedaler, lavede de jo den her ret famøse effekt på “Heroes”-vokalen, og det kom rent ud sagt af sådan noget Brian Eno-leg! Men det kunne han også kun, fordi han vidste, der var en anden, som havde styr på strukturen.

Mirja: Det her med leg og kreativitet… Jeg fandt engang nogle forskellige definitioner, hvor en en af dem lød, “at det, vi kalder leg hos børn, hedder kreativitet hos voksne.” Synes du, at du leger, når du laver dine ting?

M.I.L.K.: To tusind procent! Altså, hundrede procent. Jeg synes faktisk, det er en vildt god beskrivelse, at kreativitet er voksne, der leger. Det er også derfor, jeg hader det der Kaospilot-agtige “nu skal vi skabe” og alle sådan nogle opstillede kreative workshops. Det er ligesom kunstigt stillet op, for at det kan blive nemmere at interagere i det kreative rum, men det er bare fordi, man ikke forstår processen endnu. Når man leger, så tænker man ikke på at gøre det godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, og det er jo egentligt bare det, det hele handler om! Man bygger en borg af halmballer eller sådan noget; man gør det bare, fordi det er fedt!

Mirja: Man er ikke bange for at fejle…

M.I.L.K.: Man er slet ikke bange for at fejle! Men det er faktisk ret interessant… For at forbinde det med det jeg sagde før med de sidste 10%; det er nemlig der, hvor det ikke er leg mere. Her skal det gøres færdigt, og det er her, hvor det gode håndværk får afgørende betydning. Men jeg tror på, at man skal lade det være leg så lang tid som muligt, men så til sidst også have professionalismen til at sige, at nu skal det her altså gøres færdigt, og selvom det tager 3 timer at mikse den her lilletromme, så bliver vi ved, indtil vi er glade for den. Men den ene går ikke uden den anden – forstår du, hvad jeg mener? Jeg tror virkelig meget på begge dele.

Mirja: Men der kan man sige, at Brian Enos måde – altså det med at skabe nogle rammer – giver rigtig god mening. Det kan jo være alt fra deadlines og projektbeskrivelser til en konkret situation, fx at man er på et høloft og skal lave noget ud af halmballer.

M.I.L.K.: Ja, præcist!

Mirja: Hvad kan vi forvente af udspil fra M.I.L.K. henover sommeren?

M.I.L.K.: I går (under Roskilde Festival, red.) havde jeg faktisk final cut på en musikvideo til Liimas nummer ”Russians”, som jeg laver sammen med Jonas Bang.

M.I.L.K.: Så er jeg begyndt at lave rigtig mange remixes af spor, jeg får fra mine venner, som jeg har siddet og leget lidt med, og så glæder jeg mig VILDT meget til at gøre mine to ep’er 100% færdige. Den ene udkommer i sensommeren, og den anden til vinter.

Vi ser frem til udgivelsen af M.I.L.K.’s to ep’er her på Regnsky. Indtil da kan du tjekke hans nye remixes ud på soundcloud.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Benjamin Francis Leftwichs eminente toer er en hyldest til livskrisen

Benjamin Francis Leftwich After The Rain

Den har været lang tid undervejs; Benjamin Francis Leftwichs opfølger til det fremragende debutalbum “Last Smoke Before The Snowstorm” fra 2011. En livskrise senere – eller hvad han selv har beskrevet som en virkelig lang lur – er den her så endelig. Og “After The Rain” har bestemt været ventetiden værd.
Det er ikke for store ord at kalde “After The Rain” et mesterværk. Albummet er et formfuldendt konceptuelt værk, som giver lytteren en både kompleks og åbenbar indførelse ind i den dybt personlige krise forårsaget af faderens død, som både danner grundlag for albummet og den tilsyneladende kreative stilstand udadtil, som blev konsekvensen af det skiftende fokus i den nu 26-årige kunstners liv. Men det er en vigtig pointe, at selvom omverdenen ikke har mærket noget til Leftwichs kreativitet i flere år, så har den blomstret inde i musikeren fra York i England.

Og lige netop det kommer smukt til udtryk i albummets indadvendte og indadskuende indledning på åbningsnummeret “Tilikum”, som jeg skrev om tidligere i år, og albummets andet nummer “Some Other Arms”, som i mine ører udtaler frygten for og desperationen i en magtesløshed overfor en verden i bevægelse, som Leftwich ikke selv kan styre, selvom han gør alt for at påvirke den. På “She Will Sing” bevæger albummet sig over i en afhængighed af andre, som dog samtidig indeholder et intenst håb, der nærmest udvikler sig til en decideret bøn, som nummeret skrider frem.

Benjamin Francis Leftwich – Tilikum

I det hele taget “After The Rain” et album, som illustrerer den konstante kamp mellem ambitioner, frustrationer og håb. Leftwich virker konstant til at have svaret på alle sine egne problemer, men samtidig kan han retrospektivt blot se til, mens han begår alle de fejler, han ønskede at undgå. Et paradoks som han dykker ned i på “Kicking Roses”, som på mange måder ender med at stå som et vendepunkt på albummet og muligvis udtrykker det øjeblik, hvor Leftwich finder overskuddet til at komme ovenpå igen – som når en alt for lang vinter bliver til sommer på den håbefulde “Summer”. Inden håbløsheden desværre igen får overtaget i den stakkels brites liv på både den – hvis jeg skal være lidt kynisk – naive “Just Breathe” (som pt er mit yndlingsnummer på pladen) og den opgivende “Cocaine Doll”. Men måske bliver det alligevel godt til sidst?

Jeg vil lade Leftwich om selv at fortælle sin historie i detaljer på det fremragende album, som allerede nu kandiderer til noget af det bedste, jeg har hørt i år. Musikalsk er han ligeså knivskarp, som han altid har været, men jeg synes virkelig, at hans evner som historiefortæller er vokset i en helt absurd grad, som kun vidner om en gevaldig personlig udvikling mellem første og andet album. Det er en stor chance at tage, når man skaber et album, som fungerer klart bedst som den helhed, den er tænkt som, men for mig lykkes Leftwich fuldkommen med at få skabt et fuldendt lydbillede, som i hvert fald kan fastholde min opmærksomhed hele vejen igennem – og det skyldes udelukkende den dybt personlige historiefortælling. For hvis man skal putte et tillægsord på albummet, så er det inderligt. Inderligt i en grad, som gør oprigtigt ondt, hvis man tager sig tid til at leve sig ind i Leftwichs frustrerende, kærlighedsfyldte og desperat håbefulde univers. Albummet når for mig næsten et sentimentalitetsniveau, der kan konkurrere med Antlers-albummet “Hospice” – i aller, aller bedste forstand!

Benjamin Francis Leftwich – Mayflies

“After The Rain” er en af den type album, du skal lytte til, når du er alene og bare har lyst til at være alene med dine alt for mange følelser. Eller når du bare gerne vil lytte til et fandens godt album! Kæmpe anbefaling og massive mængder kærlighed til Benjamin Francis Leftwich herfra.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *