Interview: Amanda Delara trodser bedstemor og blomstrer på SPOT

Amanda Delara Regnsky

Det kører for norsk musik i disse år. En hel hær af især unge kvindelige artister er væltet ind over de danske grænser de sidste par år anført af blandt andre Aurora, Susanne Sundfør og Fay Wildhagen. Og tak for det!

Et af de nyeste skud på den norske stamme er den 19-årige Amanda Delara fra den lille landsby Nes, der ligger knap tre timers kørsel nordvest for Oslo. Hun varmede op for Phlake ved deres koncert i Store VEGA i februar og bragede kort tid efter igennem på den norske pendant til SPOT, by:Larm, hvor hun eftersigende gav en af festivalens bedste koncerter.

Apropos SPOT, så var det netop der, at jeg selv havde fornøjelsen af at høre den unge norsk-iraner live for første gang. Og hold nu kæft, hun sparker røv!

Hun fylder ikke meget på scenen, men hun optræder til gengæld med en helt utrolig energi og tilstedeværelse, som formår at hive publikum helt ind i hendes elektroniske urbanpop univers, der trækker tydelige tråde til hendes iranske rødder – en inspirationskilde hun i øvrigt ikke lægger skjul på.

”Så du mit bagtæppe? Det var ligesom et persisk tæppe. Det er jeg virkelig stolt af, det betyder meget for mig,” fortæller Amanda Delara, da jeg møder hende i omklædningsrummet efter koncerten.

Koncerten er gået, som den skulle, og Amanda er i rigtig godt humør.

”Jeg er altid supernervøs inden mine koncerter, men det var ren glæde! Jeg elsker Danmark og danskerne. Jeg glæder mig helt vildt til, at jeg skal spille på Lille VEGA i efteråret,” lyder det fra den storsmilende nordmand, som giver koncert i København den 26. oktober.

Lynkarriere på ryggen af to singler
Amanda Delara har pt kun udsendt to numre – debuthittet ”Paper Paper” og senest den virkelig lækre r&b-banger ”Dirhamz”; to numre som i øvrigt begge handler om penge – men hun er allerede ved at blive lidt af et navn på den norske musikscene.

Og hvis karrieren fortsætter i samme tempo som nu, behøver Amanda Delara nok ikke nøjes med at synge om værdifuldt papir. Det er dog ikke noget, der fylder noget særligt for den unge nordmand, som bare vil synge og udvikle sig.

”Det her er, hvad jeg vil, og jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg har fået muligheden. Men jeg er ikke i nærheden af at have nået mine mål endnu. Så på den måde er det skræmmende at være mig, men det er også en fornøjelse,” siger hun.

Men hvad er målet så?

”Jeg synes, det ville være trist at have et slutmål, for hvad skal der så ske, når man når det? Men mit første mål er at fylde en stor arena som O2 (i London, red.). Det kan lyde urealistisk, men jeg tænker, at hvis jeg skal gøre den her ting, hvorfor så ikke drømme stort?”

I første omgang skal der dog produceres mere musik, og Amanda Delara glæder sig meget til resten af 2017, hvor den blandt andet står på flere store festivaljobs i Norge og så naturligvis koncerten i Lille VEGA.

”Jeg skal, hvad siger man, gi ut min musikk og bare bygge videre på min karriere. Jeg kan ikke avsløre for meget, men det bliver godt!” siger Amanda Delara på en charmerende blanding af norsk og engelsk.

Skyggen af medaljen
Hvad det næste bliver fra den norske teenager, må vi altså vente i spænding på, men helt sikkert er det, at jeg er overbevist om, at hun har ret, når hun siger, at det bliver godt. En person, som til gengæld har været noget sværere for Amanda Delara at overbevise, er hendes bedstemor i Iran.

”Min bedstemor stopper mig!” griner Amanda Delara og uddyber: ”Hun var virkelig bekymret. Hun blev ved med at sige, ’er du nu sikker? Skulle du ikke hellere blive læge eller advokat?’” Det var en kæmpe diskussion. Men hun er sød; jeg elsker hende meget højt!”

Begge Amanda Delaras forældre er fra Iran, men det er alligevel næsten 10 år siden, hun besøgte sit andet hjemland for første og hidtil eneste gang. Og næste gang bliver nok ikke i den nærmeste fremtid.

”Jeg må ikke tage dertil nu. Det er en konsekvens, jeg har været nødt til at leve med, efter jeg besluttede at lave musik. Det er hårdt, men vi har WhatsApp og imo, så vi taler sammen tit. De støtter mig så meget, og jeg elsker dem simpelthen så højt,” siger Amanda Delara.

Du kan som sagt opleve den norsk-iranske komet på Lille VEGA i København den 26. oktober.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Århusianske overraskelser blev favoritten

Farveblind var ikke det eneste, der havde en hemmelig gæst med på SPOT. Regnsky havde taget sin helt egen gæsteskribent med. Den soul- og funkelskende Marie Louise Takibo Kaspersen fandt stor entusiasme over ét specifikt århusiansk band, som hun har skrevet en lille artikel om.

Athletic Progression. Foto: Shali S. Bakari Hansen

Det er allerede ved at være nogle dage siden, at SPOT Festival sluttede, men alt imens musikalske oplevelser og festivaleufori stille klinger af, er der ét band og én koncert, der bliver ved med at rumstere i mit baghoved.

Bandet jeg gerne vil slå et slag for er det instrumentale hiphop band Athletic Progression, der består af trioen Jonas Cook (keyboard), Jonathan J. Ludvigsen (trommer) og Justo Gambula (bas). Det århusianske band spiller musik inspireret af 90’ernes hiphop og producere som J Dilla og Flying Lotus og kunne opleves både fredag og lørdag under SPOT Festival.

Det var helt tilfældigt, at jeg endte med at tage til Athletic Progressions koncert. Da jeg fredag formiddag slentrede forbi Godsbanen, opsnappede mine ører nogle indbydende toner og rytmer fra Århus Volumes koncertområde. Jeg stoppede op og fik øje på tre fyre på scenen, der formentlig var i gang med en lydprøve, og jeg var ikke i tvivl. Dét band skulle jeg høre.

Nogle timer senere fandt jeg mig selv stående blandt det forreste publikum omringet af festivalglade mennesker foran Århus Volume scene. Klokken var 23.10 og stemningen var munter og energisk. Ikke mange minutter efter at den instrumentale trio satte i gang, var publikum suget ind i et lydbillede præget af legesyge og eksperimenterende rytmer, en insisterende og meget melodisk bas samt fyldige, harmoniske akkorder med inkorporerede hooks. Med afsæt i soul- og jazzverdenen formåede gruppen at skabe deres egen lyd karakteriseret af en sammensmeltning mellem det elektroniske og det organiske. At lytte til Athletic Progression var og er udfordrende – og heldigvis for det!

Hvor er det skønt at tage til koncert og blive mindet om, hvor dygtig man kan blive til at spille et instrument, hvis bare man øver sig nok. Når man lytter til Athletic Progression, er man ikke et sekund i tvivl om, at man står overfor nogle enormt dygtige musikere. Her er det musikken der er i fokus, og ’nørderi’, opfindsomhed og leg er noget af dét der kommer til udtryk, når hiphop-trioen indtager scenen.

Publikum måtte overgive sig efter få minutter, og koncerten på Århus Volume førte til dans og begejstring og endte ud i en velfortjent applaus. Med slag der lå så langt tilbage på beatet, at det var svært at følge med (hvis I forstår, hvad jeg mener) og melodier og rytmer der blev ved med at snyde mig, samt en dyb og cool energi, var jeg solgt efter første nummer. Det her er musikere, der virkelig har noget at byde på, og jeg sender dem varme tanker og kæmpe tak for en skøn musikalsk oplevelse.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“At få et visum til en sydafrikaner det er kraftedeme svært”

Jens og Magnus fra Farveblind demonstrerer deres gode venskab. Foto: Marie Louise Takibo Kaspersen

Under weekendens SPOT-festival spillede Farveblind til vores dayparty lørdag på HeadQuarters. Efterfølgende fangede Rasmus drengene til en lille snak om at spille fem koncerter på samme festival og få sindssyge idéer, som at flyve en Sydafrikaner uden pas til Århus for ét nummer, og så rent faktisk føre dem ud i livet.

Rasmus: Tak fordi I gad at komme og spille. Det var en fornøjelse lige at se jer. Jeg har ikke fået lov til at se jer før.

Jens: Det var pisse sjovt.

Rasmus: Ja, I ser også nærmest sådan lidt orgasmiske ud, når I står der på scenen. Er det bare for showets skyld?

Jens: Det er faktisk ikke noget, vi tænker over, tror jeg.

Magnus: Vi har snakket rigtigt meget om de sidste par dage, at uden for scenen er vi bare to kæmpe store spader. Og så er der bare sådan en switch, der slår til, så snart vi går på scenen.

Jens: Ja, fem minutter før.. Nogle gange lige når vi går på.

Magnus: Så stopper vi med at være spader på den måde, og bliver lidt arrogante spader i stedet for. Men jeg tror, det er meget intuitivt. Det er ikke forceret. Hvis det havde været staget, så tror jeg ikke, vi havde nydt det så meget.

Rekordjagt

Rasmus: Jamen I må fandme da nyde at spille live med alle de koncerter, I har på SPOT. Er der en rekord for, hvor mange gange man kan nå at spille på SPOT?

Magnus: Vi prøver virkelig på at slå den. Vi ved ikke, om der er en. Vi ved, at The Entrepreneurs i 2015 spillede fem koncerter, men det var inklusiv Offspot-koncerter, og de gælder jo ikke.

Jens: Vi har fem. Vi har tre i dag og vi havde to i går.

Rasmus: Hvordan balancerer I det?

Jens: Hver koncert er sin egen ting. Den koncert vi lige har spillet var jo en rigtig showcase-koncert. 20 minutter. Bum. Høj energi — ned fra scenen igen. Mens vi f.eks. havde Radar klokken kvart over 2 i går. Det er noget helt andet. Det var 45 minutter med dynamiske kurver.

Rasmus: Spillede I 45 minutter i går? Har I materiale nok til det?

Magnus: Ja, ja. Til Roskilde skal vi spille en time. Så til Roskilde har vi en times materiale. Det er meningen i hvert fald.

Rasmus: Så har I også lidt tid at løbe på…

Jens: Ja, vi mangler lige et kvarter, haha.

Rasmus: Jeg tænker bare, at når man spiller så mange koncerter på en festival, går der så ikke en smule inflation i det?

Jens: Både ja og nej. Fordi SPOT-festival er virkelig blitzkrieg. Det handler om at få dit ansigt og dit navn ud. Det skal “buzze”. Det er i hvert fald vores tilgang. Den måde vi gør det på, det er ved at vise, at vi kan fungere i alle formater. Vi har den største scene i aften, der er på SPOT-festival, og det er sin egen ting, mens vi også spillede til et fashionshow i går, og det var noget helt andet. Det er vigtigt for os, at der bliver lagt den samme autenticitet i det.

Magnus: Det er totalt forskellige koncerter, men når man er elektronisk musiker, så ligger sættene meget faste. Det er lidt svært lige at sige, så laver vi en dobbelt så lang guitarsolo. Man skal forsøge at læse det lidt på forhånd. Man kan opleve, at man skyder helt forbi, og man ikke rammer publikum, der hvor de er, og der har vi haft en enkelt koncert, hvor vi startede forkert ud, og folk ikke er blevet taget med op, og så bliver det lidt en flad fornemmelse, så der har vi lagt størstedelen af vores arbejde op til for at finde ud af, hvordan vi rammer de her folk bedst.

Jens: Det er nærmest blevet en spirituel ting for os. Hvordan leverer vi festen, fordi folk regner med at have en fest, når de kommer til os.

Dansemusik med dybde

Rasmus: Hvordan klassificerer I jeres egen musik?

Magnus: Det er svært at genrebestemme det. Det er det for alle artister. Det er der gerne andre, der skal gøre. Festmusik er måske bare sådan en overordnet betegnelse. Vi vil gerne have folk til at danse.

Jens: Men der er også lidt mere dybde til det.

Rasmus: Det er også det, jeg tænker. Du (Jens red.) spiller jo trommer som en vanvittig.

Jens: Ja, jeg tæsker!

Rasmus: Og er det så ikke svært at blive taget alvorligt som musiker, hvis man bare laver festmusik?

Magnus: Det er det. Det er også derfor, vi bliver nødt til at vise det til folk. EDM er mange ting. Det er ikke kun Avicii og Hardwell. Det hele er bare en hybrid. Nogle gange kalder vi det technopop og nogle gange technopunk. Det kommer virkelig an på, hvem der spørger, og hvordan der bliver spurgt. Det er virkelig svært for os at sige, det er det her, det er, men jeg tror, technopop er ret godt, fordi det er virkelig rough, men det er også melodisk.

Jens: Vi er både inspireret af den tyske punkscene og den tyske technoscene. Det har altid været det, vi visualiserede os, når vi producerede vores sange. Laserlys på en meget dunkel tysk undergrundsklub klokken skod om morgenen.

Magnus: Ja! Også selvom vi ikke rigtigt har været der.

Jens: Ja, vi har været der én gang, men du var faktisk for fuld til at komme ind..

Magnus: That’s another story for another time.

Rasmus: Yes. Hvor kender I hinanden fra?

Jens: Fra gymnasiet hvor vi havde hver vores musikalske projekt, og vi var tæskekonkurrenter.

Magnus: Der var kun plads til ét cool gymnasieband, og sådan er det bare.

Rasmus: Hvordan bliver man så venner?

Magnus: Mit band gav op, og så overgav jeg mig bare og sagde OKAY. Vi ville gerne lave noget sjovt, der fik folk igang. Det måtte ikke stå stille på noget tidspunkt. Vi spillede vores debutkoncert tre uger efter, vi fandt ud af, vi skulle arbejde sammen.

Jens: Det var også ovre mod det mere ordinære EDM. Det var noget med at sample forskellige internetting.

Magnus: Vi fik hurtigt blod på tanden for, at nu skulle vi bare banke det her afsted. Vi spillede bare en masse koncerter. På et tidspunkt kom vi i tanke om, at vi nok også hellere måtte få produceret noget, vi kunne udgive.

Internationale tråde

Rasmus: Hvornår I den her proces, besluttede I jer for at kalde jer Farveblind?

Magnus: Det kom, fordi vi skulle spille en koncert tre uger efter, vi startede, så det var sådan øhøhøhøhh….. FARVEBLIND.

Rasmus: Der er ikke nogen af jer, der er farveblinde?

Magnus: Nej, overhovedet ikke. Det er simpelthen dødsygt, altså. Vi har fundet ud af, at der er nogle sproglige barrierer, når man kalder sig noget SÅ dansk, der er så umuligt at udtale andre steder. Vi har mange, der kommer op til os.. Ehhh flarve? Father???

Jens: Yes, I know blind! Haha.

Rasmus: Tror I, det bliver en international barriere for jer, at I hedder noget så dansk?

Jens: Jeg tror det ikke. Det skulle være det mindste problem.

Rasmus: Ja, okay. Hvis man kan hedde Röyksopp, så er det måske det mindste problem..

Jens: Præcis.

Magnus: Tiden må vise, om det bliver et problem! Vi prøver det bare..

Jens: Det har været mentaliteten i Farveblind hele tiden. Få en idé og så forsøg at være så go-getter som muligt. Det har heldigvis virket indtil videre. Nogle gange er det også nogle høje risikoer, vi tager.

Rasmus: Hvad tænker du på, når du siger “høj risiko”?

Jens: F.eks. SPOT-festival koncerten i aften. Det er en klassiker.

Magnus: Vi har en special guest med i aften. Vi har sgu fløjet en Sydafrikaner ind.

Jens: At få et visum til en sydafrikaner det er kraftedeme svært.

Magnus: Specielt fordi han aldrig nogensinde har været uden for Sydafrika før, så han har aldrig haft et pas.

Rasmus: Hvordan er I kommet i kontakt med ham så?

Magnus: Det har bare været over internettet. Vi har talt sammen over Skype, sendt demoer frem og tilbage. Lige pludselig havde vi bare en sang.

Rasmus: Og så skulle han til Danmark?

Magnus: Ja, vi spillede en del koncerter sidste år og havde sparet nogen penge sammen.

Jens: Så tænkte vi, nu skal vi gøre et eller andet. Så vi fandt hul i budgettet til at flyve ham til Danmark. Det var lidt kompliceret, men det gik, og han er her, og det er næste single, så det er fedt.

Rasmus: Havde det ikke bare været nemmere at finde en dansk sanger?

Jens: Der er ikke noget sjovt ved at have det for nemt.

Magnus: Nej, og han har en sindssyg vokal. Den er soulet og r’n’b’et.

Jens: Ja, jeg er forelsket i en mand for første gang… Og jeg har en kæreste.

Rasmus: Hvor har I lært at spille musik?

Jens: Jeg byttede engang en scooter for et trommesæt.

Magnus: Jeg gik til orgel. Det kan man godt gå til.

Rasmus: Hvad laver I, når I ikke er Farveblind?

Magnus: Vi er sammen 24 timer i døgnet. Vi arbejder samme sted, og når vi er færdige med at arbejde, så går vi i studiet. Så tager Jens hjem til sin kæreste, og nogle gange tager jeg med.

Rasmus: Men I bor ikke sammen?

Jens: Nej.. Ikke endnu..

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT var hot – Redaktørens højdepunkter fra SPOT Festival 2017

SPOT Festival Regnsky

SPOT Festival 2017 er slut, og vi skal vente et helt år, inden det igen er tid til at slentre rundt i Aarhus’ evigt hyggelige, små gader og entrere den bermudatrekant af lykke, hvor man omgivet af Musikhuset i øst, Godsbanen i vest og Voxhall/Atlas lidt mod nord kan lade sig indhylle i musikalske oplevelser uden at skulle forholde sig til den travle verden udenfor. Det har Rasmus, Eva og jeg gjort i en lille håndfuld dage, som kastede alt fra spændende konferencer og glædelige genforeninger til eminente koncerter og hyggelige dayparties af sig. Her er mine fem’ish højdepunkter!

Aarhus Volume
Torsdagen på SPOT Festival er altid en lidt sjov størrelse. Festivalen er stadig ved at vågne af sin alt for lange dvale, og de mange tilrejsende københavnere skal lige vænne sig til, at indre by de næste dage er skiftet ud med midtbyen, og at der findes andre bakker end broerne, der forbinder Sjælland med Amager. Men heldigvis er der også musik til at lette integrationen, og i år var der opstået et nyt, fantastisk koncertområde mellem Godsbanen og Scandinavian Congress Center. Aarhus Volume stod bag initiativet, som bedst kan beskrives som en lille festival i festivalen, hvor de torsdag, fredag og lørdag præsenterede en lang række dygtige upcoming artister – og så endda helt gratis!

Aarhus Volume-scenen blev åbnet af danske Slowes, og det blev gjort med maner. Om Slowes skal have æren for, at 2017-udgaven af SPOT Festival havde det bedste vejr, jeg kan huske, skal jeg ikke gøre mig klog på, men for mig er Slowes uden forbehold lyden af sommer. Jeg spåede tilbage i januar Jack Kilburn og Anders Hamanns projekt til at slå igennem for alvor i løbet af 2017, og jeg tror på, at deres performance i torsdags kan være et godt skridt på vejen! Det var velproduceret, det var vedkommende, og det var helt grundlæggende bare en dejlig måde at åbne festivalen på.

I det hele taget var det en god aften for de (forholdsvist) unge danske bands. Især TÅRN leverede lidt senere på aftenen en rigtig god koncert. Jeg har ikke været blæst bagover, når jeg har lyttet til TÅRN på mit anlæg, men jeg var meget imponeret over, hvordan de formåede at løfte deres musik i en live setting, hvor den virkede både mere indlevende og dansabel.

Det er egentlig ikke noget nyt med små koncerter rundt om i Aarhus under SPOT, men Aarhus Volume er det mest gennemførte, omfattende og integrerede, jeg endnu er stødt på, og det fungerede hele festivalen igennem; både til koncerter men også som mødested, når man ville ses med sine ikke-SPOT-gående venner, eller bare havde lyst til at nyde en øl og lidt musik ude i det gode vejr. Så velkommen tilbage næste år, Aarhus Volume!

JFDR
Den koncert, som jeg på forhånd havde glædet mig suverænt mest til, var fredagens koncert med islandske JFDR. Jófríður Ákadóttir hedder den 22-årige kvinde bag JFDR, og hun er allerede en ret erfaren ræv i manegen (som man overhovedet ikke siger, men det gør jeg nu). Allerede som 14-årig debuterede hun sammen med sin søster med duoen Pascal Pinon, og de otte år i musikbranchen mærkedes tydeligt i en koncert, som virkede både gennemtænkt og gennemført ned til mindste detalje. Den gode halve time i Rytmisk Sal i Musikhuset er nok den mest følelsesmæssigt intense oplevelse, jeg endnu har været udsat for på SPOT. JFDR formåede på nærmest magisk vis at gøre en hel sal mundlam med sine finurlige, organiske produktioner, hvor musikken i lige så høj grad udtrykkes gennem følelser og nærvær, som den gør det gennem Jófríður inderlige vokal og de uortodoske trommearrangementer. Det er en oplevelse, jeg vil mindes længe!

Jeg havde i øvrigt fornøjelsen af at interviewe dem eftertænksomme nordbo efter koncerten – resultatet af den filosofiske samtale dukker op her på bloggen inden alt for længe.

Siv Jakobsen
Noget af det, som SPOT Festival er bedst til, er at skabe de her uventede og unikke oplevelser, fordi man pludselig befinder sig til en koncert, som man ikke havde planlagt at tage til. Sådan en oplevelse var norske Siv Jakobsens koncert. Jeg havde lyttet ganske lidt til Siv Jakobsens musik inden SPOT Festival, men jeg endte alligevel med at tage med et par venner til koncerten, fordi jeg ikke havde andet at tage mig til på det tidspunkt. Og det viste sig at være en virkelig god beslutning.

Omgivet af en pianist og en lille håndfuld strygere skabte Siv Jakobsen en norsk hyggehule (nej, jeg har ikke set SKAM, så jeg kender ikke det norske ord for hyggehule), hvor hendes eminente vokal og den minimalistiske produktion fungerede som et virkeligt behageligt gruppekram. Det var en dybt personlig oplevelse, hvor Siv også fik erklæret sin kærlighed til Britney Spears gennem et forfriskende nøgent cover af megahittet “Toxic” – som i øvrigt også er min yndlingssang fra min tidlige ungdoms store popstjerne.

IRAH
SPOT Festival anno 2017 var en lidt anderledes oplevelse for os på Regnsky. For første gang i seks år var vi nemlig en aktiv del af festivalprogrammet, da vi sammen med vores gode venner hos Wonderwhy Music Company, IAMSOUND og PHQ Music var arrangører af et officielt dayparty lørdag eftermiddag på HeadQuarters. Vi havde arrangeret det sådan, at vi hver især skulle stille med én eller flere artister. Jeg besluttede ret tidligt, at IRAH var en af de artister, jeg allerhelst ville have til at komme og spille til arrangementet – og de var heldigvis søde nok til at sige ja – evigt meget kærlighed og tak for det!

Jeg har ikke fortrudt det valg et eneste sekund, for hold nu op en optræden!
Hvis jeg skulle vælge én lyd, som skulle være den eneste, jeg måtte høre resten af mit liv, ville Stine Grøns vokal være øverst på den liste. I sammenspil med lydgeniet Adi Zukanovic på keys skabte IRAH et himmelsk lydbillede, som trængte direkte ind og fik sjælen til at danse sejrsdans. Jeg har meget svært ved at beskrive den koncert meget anderledes, og jeg kan kun give Gaffa ret i, at IRAH muligvis har givet den bedste koncert nogensinde på SPOT Festival – endda to dage i træk! Wauw!

KOPS
Fra IRAH skal vi til en anden dansk artist på fire versaler, nemlig KOPS. Men der ophører lighederne så også. KOPS burde egentlig slet ikke være noget for mig. Det er en underlig blanding af alt det værste fra P3’s playlister mixet med Lukas Grahams scenecharme og Phlakes evne til at udgive det samme velskabte popnummer 10 gange. Og så er han bare 19 år gammel. Det samme er en stor del af hans publikum. Men han kan fandme starte en fest fra nul, som jeg har lyst til at være med til, og det er altså en kvalitet i sig selv.

KOPS tager prisen som årets overraskelse for mig på alle leder og kanter. Jeg er overrasket over, at jeg tog til koncerten. Jeg er overrasket over, at jeg ikke gik igen. Jeg er overrasket over, at jeg nød at være der. Og jeg er overrasket over, at det gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg skriver det her!

Hvis Oskar Kops Kronback formår at holde fast i charmen og arbejde videre med sangstemmen og sangskrivningen, så tror jeg helt sikkert, at han har fat i et eller andet helt rigtigt her.

Der er naturligvis mange andre dejlige minder fra SPOT Festival 2017, men den her artikel er allerede rigeligt lang, så jeg vil bare nøjes med her til sidst at sende en kæmpe high five i retning af blandt andre Amanda Delara, Konni Kass, Velvet Volume, Rest in Beats og alle de optrædende til vores dayparty! Tak for i år, SPOT Festival – vi ses igen i 2018!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky anbefaler: Spot festival 2017!

SPOT-festivalen er over os! Den starter på torsdag og varer weekenden ud, når Århus fyldes med cremen af den danske up-and-coming-scene. Navnene er mange, og det kan være svært at finde rundt i programmet, medmindre man er passioneret undergrundsfan, der håber på at finde den næste MØ før alle andre. Lad Regnsky være din redningsblog og læs, hvad vi synes, du burde tjekke ud på årets festival!

Rasmus anbefaler:

Til at starte med vil jeg lige slå et slag for Smash Bang Pow og Soundvenue’s warm-up torsdag på Radar. Jeg kan ikke få nok af First Hate og Gents for tiden, og det er en fornøjelse, at flere dyrker synth-poppen som det nye store. Her er samlet et glimrende line-up, der gør, at man med rette kan tilbringe hele torsdagen under ét tag. Her er link til facebook-event.

Code Walk
Nogle gange har man bare brug for en fest. Den håber jeg, Code Walk gerne leverer på årets Spot. Det bliver første gang, jeg skal se drengene live, og jeg har tårnhøje forventninger. Kan man have andet oven på deres fremragende “Guess What” feat. Smerz? Med udgivelsen af nummeret “Doubler” viser de, at de sagtens kan klare sig uden hjælpen fra Smerz, og at de ikke behøver en vokal for at skabe stor technokunst. Hvis du er til tunge beats og karseklippede drenge, så tror jeg, at du skal indfinde dig klokken 01.00 lørdag på Radar.


Hvem er Kå? Det vidste jeg ikke for et par uger siden. Da jeg kiggede programmet til SPOT igennem, faldt jeg over det spøjse navn og synes med det samme, han lød interessant. Dansksproget rap har jeg sådan set altid haft det svært med, men efter at have hørt “være sådan her”, der jo lige så meget er en ærlig og selvreflekterende ung mands tanker omkring, hvorfor man ikke tør at binde sig, blev jeg fanget. Det er et gennemgående godt nummer, og forhåbentlig bliver det fulgt op med en koncert, der er det værdigt.
Kå spiller fredag kl. 17.30 på Atlas.

Jeg får desuden også en travl lørdag, da jeg skal forsøge at nå at høre: Lord Siva (kl. 22 – SCC), Noah Carter (kl. 23.15 – RADAR), Sekuoia (kl. 01.00 – SCC), Tuuttimörkö (kl. 22.30 – Godsbanen) og Rune Bagge, (hvis jeg kan holde mig vågen til kl. 04.00 på TAPE).

Peter anbefaler:

For mig er SPOT Festival 2017 et tydeligt eksempel på, hvorfor det ikke burde være så svært for de fleste festivaler at stille med programmer med en nogenlunde kønsbalance – programmet flyder nemlig fuldstændig over med kvindeligt talent. Da jeg skulle vælge mine to anbefalinger, gik jeg programmet igennem og bogmærkede alle dem, jeg overvejede. 10 kvinder kvindelige solister, to bands og én mandlig solist stod jeg tilbage med. Jeg har forsøgt at holde mig fra dem, som jeg har anbefalet et utal af gange før, for faste læsere vil vide, at I naturligvis skal kigge forbi JÆRV (lørdag kl. 20, HQ), Velvet Volume (fredag kl. 21, SCC), Konni Kass (lørdag kl. 19.15, Musikhuset, Rytmisk Sal) og Palace Winter (lørdag kl. 18, SCC).
Om lidt vil jeg afsløre mine to favoritter, men som altid på SPOT er mit råd at gå på opdagelse. Tag til noget, du ikke kender. Bevæg dig ud på de mere skæve venues. I det hele taget: Oplev alle sider af SPOT Festival!

JFDR
Hvis der er en ny (sådan relativt i dansk kontekst i hvert fald) artist, som opfavner alt det, jeg elsker ved musik, så er det islandske Jófríður Ákadóttir – eller bare JFDR. JFDR er lyden af Island, det er lyden af natur, og lyden af musik der opstår organisk og bare giver så meget mening, at det kan være svært at sætte sin finger på, hvad det er der, der gør JFDR til noget ganske særligt. Er det den poetiske og velskrevne lyrik? Er det den elegante, minimalistiske produktion? Er det den kreative og interessante brug af åndedrættet som instrument på “Instant Patience”? Eller er det den kuldegysfremkaldende vokal, som kan få en hvisken til at virke som råben? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg glæder mig som et lille barn til at opleve JFDR på SPOT. Det sker i Musikhuset i Rytmisk Sal fredag aften klokken 19.30. Be there!

Ellis May
Jeg ved godt, at jeg lige har skrevet ovenfor, at I skal tage til Velvet Volume klokken 21 om fredagen, meeeen hvis I nu skulle være i lidt mere stille humør end de tre energiske kvinder, så er der et fantastisk alternativ klokken 21.30 i Musikhuset. Her spiller Ellis May nemlig. Hvem tænker du måske?
Ellis May er den danske sangerinde og lyddesigner Sophia Majs soloprojekt, og det er noget af det fineste, jeg har hørt i år. Hendes musik er legende, eksperimenterende og ikke mindst velskabt. Med en ekstremt vedkommende vokal ledsaget af trommemaskiner, gennemførte kor-arrangementer og velplacerede breaks har Ellis May skabt en sonisk univers, som i hvert fald fanger min opmærksomhed fra første sekund og giver mig lyst til at høre mere. Det kan jeg heldigvis få lov til, når hun som sagt giver koncert i Musikhusets Lille Sal fredag aften klokken 21.30.

OG så er Regnsky jo medarrangører på et dayparty lørdag, hvor vi glæder os til at præsentere IRAH og kaste nogle gratis øl i nakken på jer hele eftermiddagen på HeadQuarters! SAGDE DU GRATIS ØL?

Vi ses på Spot!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *