VIDEOPREMIERE: Flyv med under hypnotiske himmelstrøg i Girls in Airports nye kortvideo

Foto: Girls In Airports

Det er en stor glæde at kunne præsentere kortvideoen til Girls in Airports nye single LIN her på Regnsky. Lin betyder skov på kinesisk og følger flot op på den første single Rold Skov fra februar. Singlens fulde længe har release den 26. april og er den anden single i en række af tre, som jazz-kvintetten udgiver digitalt i løbet af foråret.

Jeg har længe fulgt Girls in Airports ceremonielle og højtløftende jazz-univers. Der er noget særligt og hypnotisk over deres minimalistiske udtryk, globale folklore og atmosfæriske synth-lyd. Kvintetten tager mig altid med på en fjern rejse, hvor følelser forløses i et møde mellem det eksotiske og det hjemlige. Det er ofte Girls in Airports tidsløse lydunivers, der spinner rundt på pladespilleren, når jeg har brug for en pause fra hverdagens trummerum. – Og selvom nålen drejer rundt i de samme riller, er det aldrig den samme lyd, der udfolder sig. Altid er der en ny detalje og en ukendt stemning, der må udforskes.

Titlen på den nye single gemmer på en flertydighed. LIN er nemlig ikke kun en skov i Kina – Det er også hovedpersonen i Gregory David Roberts selvbiografiske roman Shantaram. Romanen er en vild fortælling om manden Lin, som flygter fra et fængsel i Australien og opholder sig skjult i Bombay. Lin overlever ved at arbejde for en læge i et slumområde, en kriminel smugler og en caster i Bollywood. Fortælling virker lige så eventyrlig som den nye single, der delvist er inspireret af filmmusik fra Bollywood. Musikken bevæger sig fremad uden af se tilbage. Hver tone fører til en ny sekvens, og det eneste der gentages på sporet er de to første sekvenser. 

Med den nye single smuldrer Girls in Airports jazz-krummer fra Rold Skov til Kina og Indien. Spørgsmålet er, hvor sporet ender på den tredje single, som bliver en del af et kommende album, som forventes udgivet i begyndelsen af 2020.

Jeg glæder mig. Og jeg kan godt afsløre, at du indtil da også skal glæde dig til at høre LIN i fuld spillelængde den 26. april!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Gurli Octavia: “Det er okay ikke at vide, hvor man skal lande”

Tvivl er en følelse, vi alle kan blive ramt af i større eller mindre grad. Tvivl lige fra, om der skal guf eller flødeskum på den gammeldags vaffelis, til om man skal flytte til København eller blive boende i Århus. Man kan opleve at føle sig handlingslammet, og det hænger ofte sammen med, at man slæber rundt på en forestilling om, at der kun findes rigtige og forkerte valg, selvom det sjældent er tilfældet. Det er et væsentligt tema i Gurli Octavias musik. Folk-sangerinden har i marts udgivet sin tredje og sidste ep i trilogien ’Metanoia’. Vi tog en snak, der blandt andet handlede om at finde sig til rette på vejen i stedet for at stresse frem til målstregen.

Metanoia: Rejsen i at skifte mening – sådan mener Gurli Octavia, at titlen skal forstås, og sætter den i relation til de tre ep’ers tilblivelse:

”Metanoia var et ord, som jeg faldt over for tre eller fire år siden, da jeg besluttede mig for at lave de her tre plader, der skulle hænge sammen. Jeg synes, det var en ret fed måde at beskrive det på. Det var ikke så målorienteret men meget procesorienteret. Det opsummerede de år jeg har haft, hvor jeg har skrevet ep’erne. Nu flytter jeg til København, men jeg ved ikke, hvor jeg vil hen og jeg ved ikke hvad jeg vil. Man er hele tiden i en proces, hvor man ændrer sig, men ikke rigtigt ved, hvor man skal lande henne. Så man skal acceptere, at det er okay ikke at vide, hvor man skal lande.”

Den århusianske sangskriver arbejder impulsivt og intuitivt. Der er ikke nogen stor arkitekttegning bag hver ep. For Gurli Octavia handler det ikke om at skabe den helt rigtige lyd, men mere at indspille en god udgave af de personlige sange.

Hvordan kunne du mærke, når lyden på ep’en var rigtig?

”Jeg havde aldrig den fornemmelse. Jeg gør tit det, der føles umiddelbart rigtigt. Men jeg føler mig aldrig afklaret med det. Jeg kan stadig gå og tænke, argh, hvad hvis vi havde taget ’Clone’ derhen? Men jeg havde Søren Huss til noget sparring for et års tid siden. Det var lige inden jeg skulle lave denne her plade, og han sagde noget virkelig klogt til mig, om at når man går i studiet så skulle man huske at man ikke skal lave versionen af sangen, men at man skulle lave én version af sangen. Og så næste gang man skal spille den, så laver du en ny.”

Der er samlet seks sange på den nye udgivelse. Det bedste nummer på ep’en er ’We Can Not Stay Here Forever’, der i øvrigt også er Gurli Octavias yndlingsnummer. Sangen handler om, at livet ikke er noget værd uden døden, og at man skal fokusere på alt det folk har givet i deres liv, fremfor at bruge for meget energi, hvor uretfærdigt det er at miste. Sangen har også været en af de største udfordringer i forbindelse med den nye plade:

”’We Can Not Stay Here Forever’, er er mit mest ærlige nummer, og der har jeg virkelig skullet udfordre mig selv, altså turde have en følelse, der er lidt sværere end noget, jeg normalt ville lade folk høre om. Jeg tror tidligere, uden andre rigtigt har kunnet mærke det, så har jeg måske haft en smule mere armslængde til mit eget følelsesliv, hvor jeg gik lidt udenom det, der gjorde mest ondt.”

”Det er det nummer som jeg har fået allerflest beskeder fra folk af, at de har taget det til sig, og kan bruge det til noget. Hvornår skriver folk? Fx hvis de har mistet nogen. Der var en der skrev, at hun havde brugt den, den første fødselsdag for hendes far, efter han var gået bort. Så gav det rigtig meget mening for mig, for det der var det sværeste for mig, det kunne jeg kanalisere et sted hen, hvor det gav mening for andre.”

Den positive respons betyder meget for Gurli Octavia, der i øjeblikket er ved at finde grænsen mellem de personlige og inderlige tekster på den ene side og så de navlepillende på den anden side. For det skal også være tilgængeligt og brugbart for lytteren at høre ’Metanoia’.

Laver du musik for dig selv eller dit publikum?

”Jeg har lige snakket med Carsten Holm om det, hvor jeg fik formuleret det som om, jeg kun laver musik for at gøre andre folk glade. Men sådan har jeg det overhovedet ikke. Altid når jeg skriver, gør jeg det for mig selv, men når jeg kommer hen til den proces, hvor jeg skal vælge hvilke numre, jeg vil udgive eller hvordan jeg skal bearbejde de numre jeg har lavet, så tænker jeg også på, at de skal kunne have værdi for andre. Jeg har skrevet mange sange, som jeg synes er gode, men hvor jeg har kunnet mærke, at de bærer præg af mit ego, og mig der har taget mig og mine følelser et sted hen. Jeg har følt, at de ikke har været tilgængelige for andre.”

Har du givet publikum chancen for at høre et af de ’utilgængelige’ numre?

”Ja det har jeg faktisk. Jeg er lige begyndt at spille et nummer live, der ikke er udgivet endnu, der hedder ’Most of all’. Det er et ekstremt personligt nummer til min far, som jeg spillede impulsivt til et job i november, som folk tog så godt imod. Hvor vi fandt ud af, at folk alligevel godt kan bruge det, på trods af, at det bare er mig en-til-en og mit følelsesliv. Jeg tror ikke, man behøver at bekymre sig meget om, det bliver navlepilleri, for hvis folk har brug for at tage det til sig, så gør de det bare.”

Selvom der er sange som ’Thorn’, der peger tilbage på der, hvor Gurli Octavia kommer fra, er der også numre som ’Clone’, der skuer mod Århus-sangerindens kunstneriske fremtid. Lige nu er hun på orlov fra konservatoriet, der ellers har hjulpet hende med at nuancere hendes sangskrivning, specielt råd fra de medstuderende, der kan lyde sådan her: ”Gurli, kan du ikke prøve at skrive en sang i dur, du skriver altid i mol.”

Som sanselig sangskriver, er man nødt til at være i sine følelsers vold. Derfor kan man ikke altid selv bestemme, hvilke farve blæk der flyder i ens pen.

Er der nogle temaer du gerne vil berøre på din næste plade?

”Jeg havde en masse tanker for et år siden. Men så da min far gik bort, blev det altoverskyggende. Og nu kan jeg godt mærke, at jeg kommer til at skrive om det indtil, der er plads til andet. For lige nu skriver jeg meget om sorg og om livet, der jo er to meget sammenhængende ting. Jeg havde troet, at jeg skulle til at kigge lidt mere ud på andre. Men det er jo også det der er spændende ved at være en følende sangskriver, for man kan jo ikke altid styre det.”

Du har ikke skrevet den sidste strofe om det emne?

”Jeg tror, at jeg skal skrive indtil, der er plads til andet. Hvis man skal skrive noget, man virkelig har på hjertet, så skal man have en reel følelse om det. Jeg tror, sangskrivning går ned på et dybt niveau, og så bliver det svært at presse andet ind, mens man sørger. Men nu går der jo nok lidt tid, før jeg skal i studiet, så det kan jo godt være, der når at komme noget andet på bordet.”

Selvom der desværre går lidt tid, før der kommer ny musik fra Gurli Octavia, kan du heldigvis opleve hende og hendes band rundt i landet. Hun spiller i København på Huset på lørdag d. 20 april kl 21.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Månedens bedste tracks: Marts 2019

Mars og Hollys nye udspil imponerede i marts. Foto: Brian Raaby Andersen.

Holder det, når en norsk sangerinde forsøger sig med et Cher-cover? Kan Tame Impala stadig noget efter mange års pause? Og bliver der overhovedet lavet nye numre, der passer perfekt til et roadtrip? Ja, lyder svaret, og det er alt sammen blevet bekræftet i løbet af marts måned.

Astronaut New York 

Jeg har tidligere beskrevet min beundring af det danske indie-rockband Astronaut i forbindelse med udsendelsen af deres første single Inside An Atom, som er et sneak-peak på deres debutalbum Silence One, der udkommer senere i foråret. For at lette spændingen bare en smule, har de fem flamboyante århusianere været så generøse at diske op med endnu en delikat forsmag inden albummet rammer gaden. Smagsprøven hedder New York og er en sammensmeltning af 70’er pop ekstravagance og space noir, der bliver tilført en excentrisk vibe af nutidig New Yorker lyd og disco rytmik, der får mig til at tænke Vinnie Who, og at jeg ikke kan stå stille, når jeg lytter til det. (Laura Fromm)

  • Astronaut kan opleves live den 17.04 på Radar i Aarhus  eller den 10.05. på Beta i København.

Okay KayaBelieve 

Den norske sangerinde Okay Kaya, som nu (apropos Astronauts nye single) er flyttet til New York, er for mig en af de mest håbefulde stjerner på indiepoppens himmellegeme, hvor kun de bedste får lov at brænde igennem. Der er noget utrolig fint og skrøbeligt ved den unge sangerindes silkebløde og harmoniske lydunivers, der samtidig emmer af enorm styrke og ærlighed. Da jeg først så, at hun havde begivet sig ud i en coverudgave af Cher’s Believe begyndte de blasfemiske alarmklokker at ringe, men da jeg spændt og noget skeptisk gav nummeret en chance, blev jeg overvældet af en lavmælt og jazzet udgave, hvor Okay Kayas nonchalante og satinagtige vokaler hurtigt bevidner om, at det faktisk er muligt at rykke bare en anelse ved en klassiker, som man ellers troede stod urokkeligt. (Laura Fromm)

  • Okay Kaya kan opleves live i VEGAs Ideal Bar den 20.04, og jeg har meget svært ved at vente! 

Mars & HollyAnker Hos Dig

Den spritnye danske duo Mars & Holly udgav tidligere på måneden deres debut-EP Lårkorte Tanker, og jeg har flere gange ærgret mig over, at jeg ikke kunne finde tid til at skrive om den forrygende dejlige, dansksprogede EP. Jeg har skamlyttet EP’en, og derfor er det også oplagt, at der skal et nummer med derfra. Mit valg er faldet på Anker Hos Dig, som er en vaskeægte synthpop-basker. Nummeret er knivskarpt produceret af duoens ene halvdel – det tidligere The Minds of 99-medlem Mikkel Bech-Hansen – der sammen med vokalist og pianist Amy Horn udgør Mars & Holly. Men trods den rene pop-produktion er der stadig plads til leg og opfindsomhed, og jeg synes konstant, at jeg opdager små, nye detaljer for hver gang, jeg lytter til Anker Hos Dig. (Peter Pishai Storgaard)

    • Man kan i øvrigt opleve Mars & Holly på Radar i Aarhus på fredag den 12. april og dagen efter i Ideal Bar i København; begge aftener varmer de op for JÆRV.

Middle KidsReal Thing

Hvis man var i tvivl om, hvorvidt sommeren nærmer sig, er man det ikke, efter at have lyttet til australske Middle Kids seneste udspil. Real Thing er et jangly postpunk-nummer om den livslange jagt på meningen med livet – hverken mere eller mindre. Nummeret er en forløber til bandets kommende mini-album New Songs For Old Problems, der udkommer til maj, og er for mig det perfekte soundtrack til et roadtrip gennem den australske outback – eller op gennem de svenske skove, hvis man ikke orker at køre helt til bandets hjemland. Det er fandme the real thing. (Peter Pishai Storgaard)

      • Middle Kids har endnu ikke offentliggjort en koncert i Danmark, men mon ikke det kommer – de er i hvert fald i London i slutningen af juni. Indtil da kan man se frem til mini-albummet New Songs For Old Problems, der udkommer på Lucky Number den 24. maj.

Tame ImpalaPatience

Som en perfekt afbalanceret drink, rammer Patience med Tame Impala alle de rigtige steder. Hvis Patience var en cocktail, så var den med masser af citrus, uden at være sur, frugtig uden at være sød og med masser af alkohol for pengene. Jeg har muligvis arbejdet lidt for meget som bartender på det sidste, så hvis den skal tages bogstaveligt, så har Kevin Parker skruet et nummer sammen, der formår at være rock’et uden at være indie-stereotypt, poppet samtidig med at det er udfordrende, og originalt mens det stadig er nemt at lytte til. Propper man lidt inderlighed og kløgtig tekstskrivning i shakeren, så har man Tame Impalas nye tørstslukker. (Mathias Gavnholt)

  • Tame Impala kan opleves på Northside den 6. juni. Og de er vanvittige live. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at hvis du er på festivalen, og du undlader at se koncerten, så skal du seriøst overveje at søge noget hjælp.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

KONKURRENCE! Vind to koncertbilletter til hypet hiphop-talent i Store Vega

Regnsky udlover to billetter når den unge St. Louis-rapper Comethazine giver sin første koncert i Danmark d. 10 april i Store Vega i København.

Den unge rapper har skabt en del røre i andedammen i USA, og nu er tiden inde til, at man kan få lov til at opleve den rowdy stemning på dansk jord. Senest er hans største hit ‘Walk’ blevet remixet af A$AP Rocky, og det er klart værd at give et lyt:

Skriv en kommentar med hvilken sang, du glæder dig mest til at høre, og så deltager du i konkurrencen. Vinderen får direkte besked på fredag.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Tobias Rose says:

    Walk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Maribou State spiller bare bedre en sommerdag på Apollo

Maribou State i Pumpehuset – Foto: Laura Fromm

Der er noget storslået, kraftfuldt og overbevisende over britiske Maribou States hårdtslående dancemusik. Måden de blander keyboards og mixerpulte med guitar, tung bas og (conga)trommer. Noget der torsdag aften fik mig til at bestige Pumpehusets stejle trapper med tårnhøje forventninger. Forventninger, der til min store skuffelse blev knust i lidt for mange letkøbte backing tracks, klapsalver på kommando og et skødesløst snakkende og snavende publikum.

En let summen brummer gennem luften og blander sig med noter af røget græs. 600 mennesker er mødt op i Kransalen for at opleve de britiske legekammerater Maribou State på deres første liveoptræden i København. Koncerten har for længst meldt udsolgt, og dette kan skyldes tre ting:

For det første blander elektro-kvartetten traditionel housemusik med håndspillede instrumenter og skaber en eksotisk palme-vibe, der er den perfekte akkompagnatør til forårets komme.

For det andet udsendte de sidste efterår albummet Kingdoms in Colour der med en sværmende opbyggelig rytmik, elektronisk genklang og bastunge lyde overgår debutalbummet Portraits, som også er en yderst elegant og stemningsfuld skæring.

For det tredje gæstede de Roskilde Festival sidste sommer og fyrede op for Apollo med musikalsk magi akkompagneret af solens varme stråler og Orange Feeling-eufori. Jeg husker koncerten som værende en altopslugende oplevelse, og det er blandt andet derfor, at mine forventninger svæver med skyerne inden koncerten.

Desværre klasker mine forventninger mod gulvet i samme stil som regndråberne fra sidste uges bibelske uvejr. I denne anmeldelse må jeg desværre bytte Regnskys slogan ”Danmarks sødeste musikblog” ud med ”Danmarks ærligste-” eller ”ærgerligste musikblog” ….

Maribou State virker mekaniske og fraværende fra de træder ind på scenen, til de forlader den. Sætningen: ”Copenhagen, how are you. Thanks for coming down” virker ligeså falsk som de mange backing tracks, der dominerer størstedelen af repertoiret på aftenens spilleliste. Det eneste autentiske ved bandets éntre er, at den korte intro-speak bliver givet ved en tyk britisk accent.

Den lette summen fra publikum forvandler sig under koncerten til en decideret snak, og min sidemand har tilsyneladende travlere med at snave kæresten i gulvet og lave sigøjnerfagter med armene end at Være.her.nu. Den manglende koncentration blandt publikum kan både skyldes, at der er blevet taget lidt for meget coke, eller at Maribou State simpelthen ikke henvender sig til sit publikum.

Trommeslageren befinder sig under hele koncerterne i et sjæleløst hjørne af scenen. Han sidder isoleret med høreværn og koncentrerer sig om at holde rytmen til de mange backing tracks. Det er tåkrummende, da bandets medlemmer hele fem gange appellerer til, at publikum skal klappe med på deres pre-optagede synthesizer rytmik, og at Maribou State nærmest formår at hylde sig selv mere end publikums ’klap på kommando’-bidrag.

Til gengæld opvejer den britiske sangerinde Holly Walker den tamme stemning med sine lyse vokaler og smil, der vidner om, at hun har lyst til at stå på scenen. Hendes stemme minder mig om en ung Christina Aguilera, der både mestrer de mørke og de lyse toner med en gennemført sprød røst. Jeg bliver nostalgisk og tænker tilbage på dengang, hvor der ikke var andet til efter skole, end at sidde tryllebundet foran flimmerkassen og se Boogie Listen – back in the 90’es.

Holly Walkers smil smitter både publikum og resten af bandet. Hun er aftenens bærende led og en vokalistens dronning, der får publikum til at synge med på hittet Nervous Tics.

Det er som at åbne en kølig øl, tage en slurk og få den revet ud af hånden igen, da Holly forlader scenen efter et par numre, og bandet igen er overladt til sig selv og deres backing tracks. Vokalerne virker tamme og åndsløse uden Holly – især efter hun lige har demonstreret, hvordan man rammer toner til perfektion og skaber kemi i luften. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Maribou State overhovedet kører backing tracks på vokalerne. Det hele bliver lidt for ensformigt, og til trods for en elektronisk jazz-jam mod enden kunne jeg næsten have sat pladen på derhjemme og fået det samme ud af det – og så helt uden pakken af klap på kommando, sigøjnerhænder og sidemandens konstante knævren.

Heldigvis kommer Holly tilbage på scenen hele tre gange, og det er også her, jublen er størst, og klapsalverne er ægte. Efter en god times performance erklærer Maribou State, at de spiller det sidste nummer, og det er her, jeg får forløst, hvad jeg er kommet for. Den majestatiske opbyggelighed i intronummeret på det nye album Beginners Luck, hvor tung bas svæver med bløde guitarriffs og Hollys sjælsomme stemme. Selvom violinerne ikke er med på scenen, virker det som en smuk sammensmeltning, hvor syntetiske og organiske ballader møder hinanden.

Bandet forlader scenen uden at takke af, og der opstår en akavet og uklar stemning af, om det var det for i aften, eller om der er mere på programmet. Dog går Maribou State på scenen igen efter fem langvarige minutter og smider et tungt techno-tæppe henover hovederne på publikum. De afslutter aftenen med det inciterende og dynamiske nummer Turnmills. Et glimrende valg – og nummeret fungerer da også langt bedre live end på pladen.

Desværre er det ikke helt nok til at overdøve skuffelsen. Jeg forlader Pumpehuset efter ti minutters asen og massen på de snævre gange for at få udleveret min jakke – sammen med de 600 andre, der er på samme mission. Jeg kan ikke lade være med at føle mig som en muggen pessimist, der er blevet for gammel til backing tracks og folk der snakker under koncerter og springer over i køen til garderoben.

I det mindste kan jeg glæde mig over, at musikken lyder godt på pladen, og at Maribou State har fået dollars ind på kontoen til forhåbentligt at lave en fin opfølger på Kingdoms in Colour. Jeg skal i hvert fald høre “Kongeriger i farver”, når jeg spiller kongespil i Fælledparken over sommeren. Til gengæld er jeg næppe at finde blandt publikum, hvis briterne spiller på en af de danske festivaler.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.