Det er som at navigere sig gennem en jungle at holde styr på udgivelserne fra Aarhus-pladeselskabet Regelbau/Help Recordings og pladebosserne Milan Zaks, Natal Zaks, Christoffer Kejlstrup og Mathias Okholm. Ikke nok med at de er stilistisk promiskuøse og zapper mellem at producere alt fra varm house til jungle og tilbagelænede popmelodier; de bytter også tit rundt på konstellationer og udgiver under et væld af aliaser.
Dette er også tilfældet på det Milan Zaks‘ kommende album Sound Explorations For a Preferred State of Being, der udgives under pseudonymet Mediated Ambience. Albummet har ikke en udgivelsesdato men meldes på trapperne, og allerede nu kan man få sig en smagsprøve på albummets seks numre og 71 minutters spilletid. Som titlen også bærer præg af, byder Sound Explorations For a Preferred State of Being på en række eftertænksomme og katarsiske perler, der blander dub, synth-jams og pladeselskabets nærmest varedeklarerede houserytmer.
Sound Explorations For a Preferred State of Being – der udkommer på Help Recordings – er Milan Zaks’ første soloalbum siden det anmelderroste debutalbum Modern Species fra 2017, udgivet under det mere velkendte alias DJ Sports.
Med blot en håndfuld singler bag sig har har Yangze aka. Jakob Littauer allerede markeret sig for sin avantgardistiske og fortryllende electropop, der zigzagger mellem dikotomiske poler – skiftevist strygende og stødende, drømmende og dansende, desperat og negligerende, fragmenteret og helstøbt.
To år efter debutsinglen U & Me er Yangze så klar med debut-ep’en Event Horizon, hvorfra singlen Mutation nu kan høres i sin fulde længde. Og som på de forudgående singler tages lytteren endnu en gang gennem manipulerede vokaler og melodiske progressioner, der munder ud i en sansemættet og episk symfoni.
Event Horizon udkommer 1. november via pladeselskabet Escho.
Du skal ikke skrive om Kogekunst. Du skal ikke skrive om Kogekunst. Du skal ikke skrive om Kogekunst. Sådan bliver jeg ved med at tænke, da jeg bevæger mig rundt på Uhørts lille område på Vesterbro. Det er såmænd ikke fordi, jeg ikke har lyst til at skrive om gruppen eller ikke regner med, den fortjener at blive nævnt. Nej, Kogekunst er bare allerede blevet beskrevet en del her på Regnsky. Problemet er bare, at det er umuligt at lade være, når man først ser dem live.
Drengene fra Kogekunst beviser hurtigt, at de simpelthen er for komplette til festivalen, da de går på 20.30. cirka samtidig med at solen går ned. For i modsætning til de andre kunstnere, der også rummer masser af potentiale, så er det svært at finde meget, der trænger til forbedring. De er for det første hamrende originale. Hvor mange andre musikere på festivalen minder om noget, så er Kogekunst en ret, jeg aldrig har smagt før. Bevæbnet med blandt andet guitar, trommer, synths og to krøllede hjerner, tager Kogekunst publikum på en tur, der hele tiden skifter mellem det risikofrie og det rørende.
Når numrene på deres første plade har navne som Køkken og Saltvand pt. 1, er der lagt op til en hyggelig og fjollet koncert. Til trods for at de kun er to på scenen, fylder Simon Mariegaard og Oskar Krusell sættet op med både mærkelige tonelejer, en sang der primært består af, at de begge to synger ‘lalala’ og leverer generelt en ret varieret kombination af instrumenter og sang i forhold til, at de kun er to på scenen. Men Kogekunst kan mere end at være anderledes. Teksterne er sentimentale og koncerten skifter hurtigt mellem det underlige og letfordøjelige til det straight up deprimerende og gåsehudsfremkaldende. Som når Oskar Krusell begynder at synge om, hvordan han lader som om, at han har det godt. Pludselige stemningsskift, der gør det svært ikke at spidse ører.
Hvor en kunstner som Frida Diamant beviser, at hun har en af Danmarks smukkeste sangstemmer, virker det også til, at hun har gavn af, at koncerterne på Uhørt kun varer en halv time. Det samme gør sig gældende for Annelise, der virkelig får gang i publikummet og demonstrerer et mesterligt flow eller pigerne fra FUSHIA og deres gennemtænkte kompositioner. Alle har de tydelige talenter, men mangler måske også det sidste, før det ville være bedre for dem med en times koncert. Men som man står der til Kogekunst, får man fornemmelsen af, at hvis de havde brugt en halv time mere, var oplevelsen blevet endnu mere al dente.
Der er mange måder at finde frem til de bedste koncerter på Roskilde Festival på. Og selvom det aldrig bliver helt objektivt, så har vi forsøgt at gøre det så neutralt som muligt. Her får du både de helt umiddelbare reaktioner fra trætte festivalgæster på vej hjem fra pladsen og de velovervejede synspunkter fra udhvilede festivalgængere, der har haft tid til at tænke over tingene.
I denne podcast har Mathias blandt andet sat en ‘metaller’ i stævne for at finde ud af, om de kan finde årets højdepunkt på trods af deres meget forskellige musikalske udgangspunkter. Lyt med og hør om alt fra Power Trip og Testament til Jada, Jon Hopkins og Sons of Kemet.
Indslaget er produceret og redigeret af Laura Fromm og Mathias Gavnholt.
Frej Levin efter koncerten på Countdown. Foto: Emil Hougaard.
Frej Le Funk med det borgerlige navn Frej Levin er rimsmeden i Natkat, der optråde på Countdown-scenen på dette års Roskilde Festival. Frej Le Funk er en mand, der er lidt over det hele. Han debuterede i MC’s Fight Night som 12-årig, og sidste år optrådte han med sit house-projekt under navnet B from E for bare at nævne noget af det. Sammen med DJ Sump og Floppycat, leverede han en energisk dagskoncert på sidste opvarmningsdag, der indeholdt improvisationer, trompet og en lavine af rim. Jeg tog en snak med ham under festivalen, der endte ud med at handle om, hvordan Natkat er blevet til. Det involverer både Cypress Hill, LSD og mexicanske voldsfilm.
Hvad er det for nogle følelser der går i gennem dig, når du står på scenen som Frej Le Funk?
Det er lige som at stå i orkanens øje. Det er på samme måde, som når jeg spiller på en klub. Min angst forsvinder, når jeg går derop, og så har jeg bare ikke lyst til at gå ned igen. Det er øjeblikket, hvor jeg kan få lov til at fejre mit eget og andres liv gennem musikken. Når jeg først går derop, så er det lige som at stå med et stort varmt tæppe på. Det er fucking nice.
Det lyder sgu meget lækkert. Hvorfor tror du, det fungerer sådan for dig?
Jeg tror det er en basal ting i folk, at når de bevæger sig, altså når de vibrerer, så bliver der bare åbnet op for sluserne til lykke-juice i hovedet. Engang, da jeg sugede rigtig meget lattergas, så begyndte jeg at få sådan nogle små bad trips. Men så fandt jeg ud af, at hvis jeg bare dansede eller bevægede mig imens, så var det umuligt for mig at få det dårligt.
Er der forskel på, hvordan du har det på scenen som en del af Natkat og så når du optræder med dine andre projekter?
Forskellen er jo bare, at når jeg er alene, så er det kun mig, der kan skuffe mig. Ikke fordi at mine drenge nogensinde skuffer mig. Men det er klart, at hvis der er noget, de er usikre på, så er det også min usikkerhed. Til gengæld er det fedt, når der er fem, der sejrer frem for bare én. Det er det sygeste vaniljeis for mig, når mine drenge oplever noget fedt.
Men du kan vel heller ikke dele oplevelserne på samme måde, når du optræder med eksempelvis B from E.
Nej, men jeg har også brug for ikke at dele det med nogen en gang i mellem. Jeg har brug for selv at tage et fly hen, der hvor jeg skal spille, og jeg har brug for at tale med mig selv inde i mit hoved, mens jeg sidder på restaurant med de her mennesker, der har booket mig. Jeg har brug for at spille mit show og blive lidt stiv og så tage hjem på mit hotelværelse og være mig selv.
Er det ikke svært at tage på Roskilde Festival, når man gerne vil være sig selv?
Jo, men nu har jeg også fået nok af at være mig selv. Nu skal jeg fandme være på Roskilde. Jeg spillede sidste år med B from E, men der skulle jeg til Mexico dagen efter.
Hvad for noget musik skal du se?
Jeg skal se Underworld. Det er fuldstændig for galt, jeg aldrig har set dem live. Jeg har lyttet til dem siden jeg var 10 eller 11 år. Og så skal jeg se Cypress Hill. Dem har jeg også lyttet til, siden jeg var 10. Den første rap-CD jeg nogensinde havde, var med dem. De er også latinoer, ligesom jeg er, så jeg har et helt bestemt forhold til dem.
Hvornår fik du den CD?
Jeg fik den, fordi jeg var børnereporter ude på DR, og det var jeg lige inden, at Peder fra Gramsespektrum stoppede som vært. Han passede på os, da vi skulle til DM i børnerap. Så plejede han at tage os på Burger King og sådan noget der. Så efter jeg havde mødt ham fem-seks gange, så kom han en dag og stak mig den plade, der hedder Skulls And Bones.
Var det der, du startede med at kunne lide hiphop?
Ja, det er lige der omkring. Jeg startede med at skate med min homie, og det indebar, at vi havde kæmpestort tøj på. Jeg slæbte mine bukser hen ad jorden og vi havde kæmpe store skovmandsskjorter på, var klippet korthårede og malede grafitti. Og så fulgte alt det der musik med. Men det er nok lidt mere rap, rap, rap, når jeg hører Cypress Hill. Så lyttede jeg rigtig meget til nogen der hed Control Machete fra Mexico. De kom også med en stor plade omkring 2000.
Hvad er det for noget?
Det er det største rap-act, der nogensinde er kommet fra Mexico. De lavede soundtracket til en film der hed Amores Perros. Det er en meget anerkendt film. Det er en fucking tragisk film, og folk dør hele tiden på alle mulige syge måder. Der er nogle sindssyge scener med det her Control Machete med sådan nogle hundeslagsmål, hvor de væder om penge, politijagt og sådan noget der.
Hvis Natkat skulle være soundtrack til en film, hvad skulle det så være for en slags?
Jeg har altid håbet at Natkat ville være soundtrack til en psykedelisk film. Noget hvor der var nogle fucking, fucking fede visualiserede hallucinationer. Og så noget der handler om noget alvorligt på den ikke så pæne side af samfundet. Jeg ville elske, hvis der var en eller anden vanvittig animator, der lavede det vildeste trip med et Natkat-track.
Hvorfor tror du det ville passe sammen?
Det tror jeg det ville, fordi Natkat både er baseret på Askes beats, som ofte har hårde trommer men bløde keys og sci-fi-effekter. Han er meget vild med de her gamle space-lounge ting. Som egentligt er rart at høre på, men har mange effekter. Og da jeg startede i Natkat, da havde jeg lige overlevet et fuldstændig vanvittigt LSD-trip, som gør at jeg ikke rigtig kan tage LSD længere. Jeg kommer tilbage til den samme rigtig dårlige tanke jeg fik, som på en eller anden måde er sand, men som ikke rigtig er brugbar for mit liv. Det er en sandhed, som er kæmpestor, men den nytter ikke noget for mig, hvis jeg skal være et menneske, der skal forelske mig i det dumme i livet og de hyggelige, normale ting. Det er alt for ‘godly’ og stort. Den første plade med Natkat er tekster, der kommer fra nogle sindssygt dybe indsigter, hvor jeg var helt inde i mine egne atomer og hilste på mig selv uden, at jeg vidste hvad mit eget navn var. Men jeg forstod min plads i forhold til andre mennesker i verden. Dem jeg holder af, og dem jeg gik og sårede.
Så mange af de tekster du laver er kommet fra sådan et trip?
Ja, det er reflektioner over mit trip. Refleksioner over de tanker der er gået gennem mit hoved, når jeg har søgt efter noget inde i mig selv og fundet noget helt andet.
