Rasmus Stegmann (81 indlæg)

Feature

“At få et visum til en sydafrikaner det er kraftedeme svært”

Af Rasmus Stegmann den
Jens og Magnus fra Farveblind demonstrerer deres gode venskab. Foto: Marie Louise Takibo Kaspersen

Under weekendens SPOT-festival spillede Farveblind til vores dayparty lørdag på HeadQuarters. Efterfølgende fangede Rasmus drengene til en lille snak om at spille fem koncerter på samme festival og få sindssyge idéer, som at flyve en Sydafrikaner uden pas til Århus for ét nummer, og så rent faktisk føre dem ud i livet.

Rasmus: Tak fordi I gad at komme og spille. Det var en fornøjelse lige at se jer. Jeg har ikke fået lov til at se jer før.

Jens: Det var pisse sjovt.

Rasmus: Ja, I ser også nærmest sådan lidt orgasmiske ud, når I står der på scenen. Er det bare for showets skyld?

Jens: Det er faktisk ikke noget, vi tænker over, tror jeg.

Magnus: Vi har snakket rigtigt meget om de sidste par dage, at uden for scenen er vi bare to kæmpe store spader. Og så er der bare sådan en switch, der slår til, så snart vi går på scenen.

Jens: Ja, fem minutter før.. Nogle gange lige når vi går på.

Magnus: Så stopper vi med at være spader på den måde, og bliver lidt arrogante spader i stedet for. Men jeg tror, det er meget intuitivt. Det er ikke forceret. Hvis det havde været staget, så tror jeg ikke, vi havde nydt det så meget.

Rekordjagt

Rasmus: Jamen I må fandme da nyde at spille live med alle de koncerter, I har på SPOT. Er der en rekord for, hvor mange gange man kan nå at spille på SPOT?

Magnus: Vi prøver virkelig på at slå den. Vi ved ikke, om der er en. Vi ved, at The Entrepreneurs i 2015 spillede fem koncerter, men det var inklusiv Offspot-koncerter, og de gælder jo ikke.

Jens: Vi har fem. Vi har tre i dag og vi havde to i går.

Rasmus: Hvordan balancerer I det?

Jens: Hver koncert er sin egen ting. Den koncert vi lige har spillet var jo en rigtig showcase-koncert. 20 minutter. Bum. Høj energi — ned fra scenen igen. Mens vi f.eks. havde Radar klokken kvart over 2 i går. Det er noget helt andet. Det var 45 minutter med dynamiske kurver.

Rasmus: Spillede I 45 minutter i går? Har I materiale nok til det?

Magnus: Ja, ja. Til Roskilde skal vi spille en time. Så til Roskilde har vi en times materiale. Det er meningen i hvert fald.

Rasmus: Så har I også lidt tid at løbe på…

Jens: Ja, vi mangler lige et kvarter, haha.

Rasmus: Jeg tænker bare, at når man spiller så mange koncerter på en festival, går der så ikke en smule inflation i det?

Jens: Både ja og nej. Fordi SPOT-festival er virkelig blitzkrieg. Det handler om at få dit ansigt og dit navn ud. Det skal “buzze”. Det er i hvert fald vores tilgang. Den måde vi gør det på, det er ved at vise, at vi kan fungere i alle formater. Vi har den største scene i aften, der er på SPOT-festival, og det er sin egen ting, mens vi også spillede til et fashionshow i går, og det var noget helt andet. Det er vigtigt for os, at der bliver lagt den samme autenticitet i det.

Magnus: Det er totalt forskellige koncerter, men når man er elektronisk musiker, så ligger sættene meget faste. Det er lidt svært lige at sige, så laver vi en dobbelt så lang guitarsolo. Man skal forsøge at læse det lidt på forhånd. Man kan opleve, at man skyder helt forbi, og man ikke rammer publikum, der hvor de er, og der har vi haft en enkelt koncert, hvor vi startede forkert ud, og folk ikke er blevet taget med op, og så bliver det lidt en flad fornemmelse, så der har vi lagt størstedelen af vores arbejde op til for at finde ud af, hvordan vi rammer de her folk bedst.

Jens: Det er nærmest blevet en spirituel ting for os. Hvordan leverer vi festen, fordi folk regner med at have en fest, når de kommer til os.

Dansemusik med dybde

Rasmus: Hvordan klassificerer I jeres egen musik?

Magnus: Det er svært at genrebestemme det. Det er det for alle artister. Det er der gerne andre, der skal gøre. Festmusik er måske bare sådan en overordnet betegnelse. Vi vil gerne have folk til at danse.

Jens: Men der er også lidt mere dybde til det.

Rasmus: Det er også det, jeg tænker. Du (Jens red.) spiller jo trommer som en vanvittig.

Jens: Ja, jeg tæsker!

Rasmus: Og er det så ikke svært at blive taget alvorligt som musiker, hvis man bare laver festmusik?

Magnus: Det er det. Det er også derfor, vi bliver nødt til at vise det til folk. EDM er mange ting. Det er ikke kun Avicii og Hardwell. Det hele er bare en hybrid. Nogle gange kalder vi det technopop og nogle gange technopunk. Det kommer virkelig an på, hvem der spørger, og hvordan der bliver spurgt. Det er virkelig svært for os at sige, det er det her, det er, men jeg tror, technopop er ret godt, fordi det er virkelig rough, men det er også melodisk.

Jens: Vi er både inspireret af den tyske punkscene og den tyske technoscene. Det har altid været det, vi visualiserede os, når vi producerede vores sange. Laserlys på en meget dunkel tysk undergrundsklub klokken skod om morgenen.

Magnus: Ja! Også selvom vi ikke rigtigt har været der.

Jens: Ja, vi har været der én gang, men du var faktisk for fuld til at komme ind..

Magnus: That’s another story for another time.

Rasmus: Yes. Hvor kender I hinanden fra?

Jens: Fra gymnasiet hvor vi havde hver vores musikalske projekt, og vi var tæskekonkurrenter.

Magnus: Der var kun plads til ét cool gymnasieband, og sådan er det bare.

Rasmus: Hvordan bliver man så venner?

Magnus: Mit band gav op, og så overgav jeg mig bare og sagde OKAY. Vi ville gerne lave noget sjovt, der fik folk igang. Det måtte ikke stå stille på noget tidspunkt. Vi spillede vores debutkoncert tre uger efter, vi fandt ud af, vi skulle arbejde sammen.

Jens: Det var også ovre mod det mere ordinære EDM. Det var noget med at sample forskellige internetting.

Magnus: Vi fik hurtigt blod på tanden for, at nu skulle vi bare banke det her afsted. Vi spillede bare en masse koncerter. På et tidspunkt kom vi i tanke om, at vi nok også hellere måtte få produceret noget, vi kunne udgive.

Internationale tråde

Rasmus: Hvornår I den her proces, besluttede I jer for at kalde jer Farveblind?

Magnus: Det kom, fordi vi skulle spille en koncert tre uger efter, vi startede, så det var sådan øhøhøhøhh….. FARVEBLIND.

Rasmus: Der er ikke nogen af jer, der er farveblinde?

Magnus: Nej, overhovedet ikke. Det er simpelthen dødsygt, altså. Vi har fundet ud af, at der er nogle sproglige barrierer, når man kalder sig noget SÅ dansk, der er så umuligt at udtale andre steder. Vi har mange, der kommer op til os.. Ehhh flarve? Father???

Jens: Yes, I know blind! Haha.

Rasmus: Tror I, det bliver en international barriere for jer, at I hedder noget så dansk?

Jens: Jeg tror det ikke. Det skulle være det mindste problem.

Rasmus: Ja, okay. Hvis man kan hedde Röyksopp, så er det måske det mindste problem..

Jens: Præcis.

Magnus: Tiden må vise, om det bliver et problem! Vi prøver det bare..

Jens: Det har været mentaliteten i Farveblind hele tiden. Få en idé og så forsøg at være så go-getter som muligt. Det har heldigvis virket indtil videre. Nogle gange er det også nogle høje risikoer, vi tager.

Rasmus: Hvad tænker du på, når du siger “høj risiko”?

Jens: F.eks. SPOT-festival koncerten i aften. Det er en klassiker.

Magnus: Vi har en special guest med i aften. Vi har sgu fløjet en Sydafrikaner ind.

Jens: At få et visum til en sydafrikaner det er kraftedeme svært.

Magnus: Specielt fordi han aldrig nogensinde har været uden for Sydafrika før, så han har aldrig haft et pas.

Rasmus: Hvordan er I kommet i kontakt med ham så?

Magnus: Det har bare været over internettet. Vi har talt sammen over Skype, sendt demoer frem og tilbage. Lige pludselig havde vi bare en sang.

Rasmus: Og så skulle han til Danmark?

Magnus: Ja, vi spillede en del koncerter sidste år og havde sparet nogen penge sammen.

Jens: Så tænkte vi, nu skal vi gøre et eller andet. Så vi fandt hul i budgettet til at flyve ham til Danmark. Det var lidt kompliceret, men det gik, og han er her, og det er næste single, så det er fedt.

Rasmus: Havde det ikke bare været nemmere at finde en dansk sanger?

Jens: Der er ikke noget sjovt ved at have det for nemt.

Magnus: Nej, og han har en sindssyg vokal. Den er soulet og r’n’b’et.

Jens: Ja, jeg er forelsket i en mand for første gang… Og jeg har en kæreste.

Rasmus: Hvor har I lært at spille musik?

Jens: Jeg byttede engang en scooter for et trommesæt.

Magnus: Jeg gik til orgel. Det kan man godt gå til.

Rasmus: Hvad laver I, når I ikke er Farveblind?

Magnus: Vi er sammen 24 timer i døgnet. Vi arbejder samme sted, og når vi er færdige med at arbejde, så går vi i studiet. Så tager Jens hjem til sin kæreste, og nogle gange tager jeg med.

Rasmus: Men I bor ikke sammen?

Jens: Nej.. Ikke endnu..

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Regnsky anbefaler: Spot festival 2017!

Af Rasmus Stegmann den
SPOT-festivalen er over os! Den starter på torsdag og varer weekenden ud, når Århus fyldes med cremen af den danske up-and-coming-scene. Navnene er mange, og det kan være svært at finde rundt i programmet, medmindre man er passioneret undergrundsfan, der håber på at finde den næste MØ før alle andre. Lad Regnsky være din redningsblog og læs, hvad vi synes, du burde tjekke ud på årets festival!

Rasmus anbefaler:

Til at starte med vil jeg lige slå et slag for Smash Bang Pow og Soundvenue’s warm-up torsdag på Radar. Jeg kan ikke få nok af First Hate og Gents for tiden, og det er en fornøjelse, at flere dyrker synth-poppen som det nye store. Her er samlet et glimrende line-up, der gør, at man med rette kan tilbringe hele torsdagen under ét tag. Her er link til facebook-event.

Code Walk
Nogle gange har man bare brug for en fest. Den håber jeg, Code Walk gerne leverer på årets Spot. Det bliver første gang, jeg skal se drengene live, og jeg har tårnhøje forventninger. Kan man have andet oven på deres fremragende “Guess What” feat. Smerz? Med udgivelsen af nummeret “Doubler” viser de, at de sagtens kan klare sig uden hjælpen fra Smerz, og at de ikke behøver en vokal for at skabe stor technokunst. Hvis du er til tunge beats og karseklippede drenge, så tror jeg, at du skal indfinde dig klokken 01.00 lørdag på Radar.

Kå
Hvem er Kå? Det vidste jeg ikke for et par uger siden. Da jeg kiggede programmet til SPOT igennem, faldt jeg over det spøjse navn og synes med det samme, han lød interessant. Dansksproget rap har jeg sådan set altid haft det svært med, men efter at have hørt “være sådan her”, der jo lige så meget er en ærlig og selvreflekterende ung mands tanker omkring, hvorfor man ikke tør at binde sig, blev jeg fanget. Det er et gennemgående godt nummer, og forhåbentlig bliver det fulgt op med en koncert, der er det værdigt.
Kå spiller fredag kl. 17.30 på Atlas.

Jeg får desuden også en travl lørdag, da jeg skal forsøge at nå at høre: Lord Siva (kl. 22 – SCC), Noah Carter (kl. 23.15 – RADAR), Sekuoia (kl. 01.00 – SCC), Tuuttimörkö (kl. 22.30 – Godsbanen) og Rune Bagge, (hvis jeg kan holde mig vågen til kl. 04.00 på TAPE).

Peter anbefaler:

For mig er SPOT Festival 2017 et tydeligt eksempel på, hvorfor det ikke burde være så svært for de fleste festivaler at stille med programmer med en nogenlunde kønsbalance – programmet flyder nemlig fuldstændig over med kvindeligt talent. Da jeg skulle vælge mine to anbefalinger, gik jeg programmet igennem og bogmærkede alle dem, jeg overvejede. 10 kvinder kvindelige solister, to bands og én mandlig solist stod jeg tilbage med. Jeg har forsøgt at holde mig fra dem, som jeg har anbefalet et utal af gange før, for faste læsere vil vide, at I naturligvis skal kigge forbi JÆRV (lørdag kl. 20, HQ), Velvet Volume (fredag kl. 21, SCC), Konni Kass (lørdag kl. 19.15, Musikhuset, Rytmisk Sal) og Palace Winter (lørdag kl. 18, SCC).
Om lidt vil jeg afsløre mine to favoritter, men som altid på SPOT er mit råd at gå på opdagelse. Tag til noget, du ikke kender. Bevæg dig ud på de mere skæve venues. I det hele taget: Oplev alle sider af SPOT Festival!

JFDR
Hvis der er en ny (sådan relativt i dansk kontekst i hvert fald) artist, som opfavner alt det, jeg elsker ved musik, så er det islandske Jófríður Ákadóttir – eller bare JFDR. JFDR er lyden af Island, det er lyden af natur, og lyden af musik der opstår organisk og bare giver så meget mening, at det kan være svært at sætte sin finger på, hvad det er der, der gør JFDR til noget ganske særligt. Er det den poetiske og velskrevne lyrik? Er det den elegante, minimalistiske produktion? Er det den kreative og interessante brug af åndedrættet som instrument på “Instant Patience”? Eller er det den kuldegysfremkaldende vokal, som kan få en hvisken til at virke som råben? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg glæder mig som et lille barn til at opleve JFDR på SPOT. Det sker i Musikhuset i Rytmisk Sal fredag aften klokken 19.30. Be there!

Ellis May
Jeg ved godt, at jeg lige har skrevet ovenfor, at I skal tage til Velvet Volume klokken 21 om fredagen, meeeen hvis I nu skulle være i lidt mere stille humør end de tre energiske kvinder, så er der et fantastisk alternativ klokken 21.30 i Musikhuset. Her spiller Ellis May nemlig. Hvem tænker du måske?
Ellis May er den danske sangerinde og lyddesigner Sophia Majs soloprojekt, og det er noget af det fineste, jeg har hørt i år. Hendes musik er legende, eksperimenterende og ikke mindst velskabt. Med en ekstremt vedkommende vokal ledsaget af trommemaskiner, gennemførte kor-arrangementer og velplacerede breaks har Ellis May skabt en sonisk univers, som i hvert fald fanger min opmærksomhed fra første sekund og giver mig lyst til at høre mere. Det kan jeg heldigvis få lov til, når hun som sagt giver koncert i Musikhusets Lille Sal fredag aften klokken 21.30.

OG så er Regnsky jo medarrangører på et dayparty lørdag, hvor vi glæder os til at præsentere IRAH og kaste nogle gratis øl i nakken på jer hele eftermiddagen på HeadQuarters! SAGDE DU GRATIS ØL?

Vi ses på Spot!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Northside plakatens fem pletskud

Af Rasmus Stegmann den
Der er delte meninger om Northsides program, der landede med de sidste navne i går. Er det for pop med The 1975, Bastille og Veronica de Maggio? Er det for Århuskært med Thomas Helmig? For nationalistisk med Suspekt og Mø? Og Peter Sommer og Tina Dickow? Og Rasmus Walter og WhoMadeWho? Og When Saints Go Machine og Phlake? Og….

I fangede pointen, går jeg ud fra.

Jeg synes, det er værd at tale lidt om, hvor Northsides bookere virkelig har ramt rigtigt. Det er for nemt at tale om Radiohead og Frank Ocean, så jeg vil gerne bevæge mig lidt ud over det. Her følger de bedste bookings fra Northsides endelige plakat (I vilkårlig rækkefølge). Listen er baseret på min helt objektive mening.

Sort sol

Fantastisk og dansk. Man fristes til at sige dantastisk. Nu gjorde jeg det alligevel. Det er svært at karakterisere Sort Sol, fordi de kan så meget. Kald det punk eller rock eller hvad du vil, men jeg er sikker på at Northside og Steen Jørgensen vil gå helt sublimt hånd i hånd (no pun intended).

Primus

Den kortlivede succes for genren funk metal kan i høj grad tilskrives bands som Primus. Altså ikke at den var kortlivet, men at den overhovedet havde succes. Les Claypool er en fremragende bassist, som endda var til audition i 1986 for at overtage bassen fra afdøde Cliff Burton hos Metallica. Legenden siger, at medlemmerne i Metallica synes, at Les var for dygtig, og at han ville spilde sit talent ved at spille thrash metal sammen med dem. Nu spiller han med Primus. Et forholdsvist skævt og unikt band. Tag evt. et lyt til nummeret “American Life” og nyd Les’ unikke bassriff, eller sæt et afsnit af South Park på, og læg mærke til introsangen, som, you’ve guessed it, er lavet af Primus, da Trey Parker og Matt Stone er kæmpemæssige Primus-fans. Det bliver helt sikkert en koncert, hvor man ikke ved, hvad man skal forvente, udover at den bliver uforglemmelig.

Richard Ashcroft

Det er utroligt, at ingen andre medier har hevet fat i, hvor stort et scoop det her er. Jeg er måske lidt farvet, fordi Richard Ashcroft har været kilden til både min største eufori og kraftigste frustration siden jeg gik i gymnasiet. Eufori fordi han formår at være en singer/songwriter som ingen andre og skrive sange som “Drugs don’t work”, hvor man skal være lavet af ren granit for ikke at flække en tåre, når den høres. Og frustration fordi han ikke kunne forblive venner med de andre medlemmer i hedengangne The Verve, og fordi han ikke har spillet en koncert i Danmark siden år 2000, hvor han med sit første soloalbum i bagagen gav en koncert i Den Grå Hal. Nu sker det endelig, og selvom navnet Richard Ashcroft ikke ringer den store klokke for størstedelen af deltagerne på årets festival, så vil The Verve og Bittersweet Symphony nok gøre det. Det er altså en helt unik mulighed, der gør sig gældende her.

Agnes Obel

En dansk kvinde med internationalt appeal som ikke er MØ. Jeg rangerer stadig albummet Philharmonics, som et af de måske 25 bedste danske albums nogensinde indspillet. Det er desuden heller ikke et dansk navn, som er blevet en kliché i sig selv, fordi der er langt mellem hendes optrædener, og hoveddelen af de deltagende nok ikke før har fået lov til at opleve Agnes Obel live. Mig deriblandt.

The Prodigy

Northside har haft stor succes med deres vilde elektroniske nattekoncerter de tidligere år. Bagkataloget er bredt med alt fra The Chemical Brothers til Underworld over Jamie XX og Royksopp. Det har som regel været her, den akkumulerede brandert virkelig kunne slå sig løs, og man kunne bekæmpe morgendagens tømmermænd ved at svede alkoholen ud under rekordforsøget i vildeste dansemoves og størst antal af væsner af det modsatte køn skræmt væk på samme tid. The Prodigy er sgu next level. Det tegner til at blive et decideret rave. Det klæder Northside at bryde rammerne for, hvad man tror, man kan forvente af dem. Det klæder også festivalen at turde booke en koncert som The Prodigy på den ellers meget pæne, rene og ordentlige festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Sekuoia var bedst ud af tre, da Frost Festival kulminerede

Af Rasmus Stegmann den
Sekuioa. Foto. Jens Wulff

Hvis ikke arrangørerne selv har opfanget, hvor morsomt det er, at Smerz og AV AV AV spiller samme aften, så vil jeg meget gerne lige påpege det. Okay, det er måske ikke HAHA morsomt, men det er i hvert fald ekstra-luft-ud-af-næsen sjovt. Frost Festival holdte i lørdags afslutningsfest på Stødpudelageret med Smerz, Sekuoia og AV AV AV på plakaten. Den fire timer lange koncert bød på elektronisk musik og flagspætte-repeterende stortrommer, og det var lige præcis, som det skulle være.

Frost Festival havde valgt Stødpudelageret på Carlsberg som venue, og jeg må sige, at stedet var fremragende valgt til lejligheden. Det var hverken for stort eller for småt, og akustikken var petervælteme i orden, hvilket jeg synes er imponerende for en gammel industribygning. Garderobeforholdene er dog en helt anden snak, og alle der var til stede den aften, vil nok ikke lige foreløbig glemme den time, man stod i kø i regnvejret for at kunne få lov til at lægge sin jakke. Det er dog svært at skyde skylden på arrangørerne, da det virkede som om, alle gæsterne ankom samtidig, og der derfor blot var tale om et uheldigt sammenfald.

SMERZ. Foto af: Jens Wulff

Aftenen startede ud med Smerz-pigerne, der vel nok, med rette, er nogle af de mest hypede og interessante kunstnere i Danmark lige for tiden. De kom med debut-EP’en “okey” i bagagen, og havde fået det mindst tilgivende slot i dagens tredelte koncert. Der manglede publikum, der stadig stod i kø, da Smerz gik på, og det kunne mærkes. Måske desværre også lidt på engagementet fra pigerne, der kom lige fra en koncert dagen før i London. Det tog lidt tid at varme op, men halvvejs gennem koncerten fik publikum omsider danseskoene på, og det løftede hele stemningen, da publikum og Smerz-pigerne endelig fandt hinanden. Det endte med ikke at blive et skuffet selskab. Jeg vil vove at påstå, at Smerz slår SKAM i forhold til kvaliteten af nutidig norsk eksport.

Mellem koncerterne vendte Simon Dokkedal og Shaq nogle plader på en computer, og jeg er dybt imponeret over deres evne til at holde folk i gang. Deres musikvalg svingede fra det tungeste trap til electro-klassikeren Hyph Mngo af Joy Orbison, som fik folk til at fastholde fokus på trods af tisse- og øltrang.

Sekuoia. Foto af: Jens Wulff

Det har aldrig været en hemmelighed, at vi på Regnsky er glade for Sekuoia. Det er heller ingen hemmelighed, at vi måske er lidt besatte af Sekuoia. Men er det virkelig ikke fair nok, når der bliver leveret så solid en optræden, som der gjorde i lørdags? Med på scenen var livemusikere i form af en trommeslager, en guitarist (ham fra Chinah, måske?) og en gæsteoptræden af Marc Roland fra Kentaur på nummeret “Brace”. Det gav en helt anden følelse af liveoptræden, end man er vant til fra elektroniske musikere. På trods af den rå elguitar kunne man godt være med, selvom man led af nikkelallergi (elguitar -> metalmusik… Følg nu med!), fordi tonerne var alt andet end rockede. Det gik op for mig, hvor dygtig Sekuioa faktisk er, da jeg blev suget ind i lyduniverset, der spænder så evigt bredt. Han kan også synge, og gør det selv på sine numre. How about that. Det var uden sammenligning aftenens højdepunkt, og jeg vil valfarte til Sekuoias koncerter fremover.

Der skal lyde en special hyldest til Kasper Dauberg og Jannik Jensen, der har stået for lysinstallationerne. Min tanke var, at der var valgt varme røde og blå farver som grundpillerne i setuppet, men jeg blev ved med at blive overrasket. Noget af lyset var så hårdt og insisterende, at man ikke kunne se, hvad der foregik på scenen, og jeg håber ved gud ikke, der var epileptikere til stede i lørdags. Fantastisk setup og som resten af Frost Festivalen var lyset et kunstværk i sig selv.

2/3 del af AV AV AV i form af DJ E.D.D.E.H. og Eloq. Foto: Jens Wulff

Jeg vil ikke knytte så mange ord til AV AV AV, fordi her blev min ædruelighed for alvor sat på prøve. Det er ikke min kop te, men jeg kan sagtens se det smarte i at sætte dem på til at lukke ballet. Det blev mere klub-stemning, end det var koncert, da Unkwon, Eloq og Dj Er Du Dum Eller Hvad fyrede op for deres triumvirat af DJ-pulte. Deres setup var så vildt, at der måtte sættes ekstra lys op, før de spillede. Det var et stroboskop-helvede, på den måde der er fantastisk, hvis man alligevel er i en alkoholinduceret trance, men hvor det mest af alt føles som lyskeglerne under et opdaget flugtforsøg fra en koncentrationslejr under holocaust, hvis man er ædru. Min egen oplevelse skal dog ikke overskygge det brag af en afslutning, det var.

Fremragende måde at spendere sin lørdag på. Alt i alt er jeg fan af Frost Festival, og den måde hvorpå vinteren i København ikke nødvendigvis behøver at være kedelig. Det er også ok godt klaret at booke The Orb til en omgang opgraderet vinterbadning en stivfrossen søndag i februar. Dejligt bidrag til det københavnske kulturliv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Stream ny udgivelse fra Sekuoias kommende remix-album!

Af Rasmus Stegmann den
Foto: Stephanie Staal

Sekåja… Sekva… Sekøa…

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan man udtaler navnet med de mange vokaler, men det er måske heller ikke det mest aktuelle. Noget der til gengæld er aktuelt, er, at Patrick Alexander Bech Madsen, der gemmer sig bag kunstnernavnet Sekuoia, snart udsender et remix-album af debuten Flac fra september sidste år. Nærmere bestemt udkommer det den 24. februar, og det lader til, at der er lidt lækkert til os i bland selv-posen. Vi har på Regnsky fået æren af at streame et nummer fra pladen, som er et remix af nummeret Rek. Det er svenske KRIGET!, der har haft fingrene i maskinen, og det er der kommet en noget tungere og mere club-venlig version ud af. Der var intet i vejen med originalen, og normalt ville man nok sige – if it ain’t broken, don’t fix it, men jeg synes alligevel, der kan være en charme over, at en anden kunstner genfortolker numrene. Derfor glæder jeg mig meget til at høre resten af albummet.

Du kan streame Rek i remixet version herunder.

Hvis du er tosset med Sekuoia, så glem ikke, at du har muligheden for at se ham og resten af cremen af kontemporær (sygt prætentiøst ordvalg, undskyld) dansk elektronisk musik på Stødpudelageret næste lørdag. Det er Frost Festival, der står bag arrangementet, der også byder på AV AV AV og Smerz.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *