Regnsky møder… Mando Diao!

Interviewet er lavet af vores gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen

Efter deres koncert søndag på Northside Festival lykkedes det os at fange Björn Dixgård, Jens Siverstedt, Daniel Haglund og Patrik Heinkipieti fra det svenske rockband Mando Diao til en lille snak om deres optræden på festivalen og deres helt nye album Good Times, der eftersigende skulle være deres bedste album nogensinde.

First of all, how did the concert go? 

Very, very well. We haven’t played here for like eight years or something so we didn’t know what to expect. But it was better than we expected actually. We knew that we had like the first slot on the Sunday so we thought: “Oh, we’re gonna be the underdogs”. You know, it’s like the Swedish football team. Suddenly we can win over France. Or the Danish football team, same shit – two terrible teams that sometimes win over the mighty dinosaurs. So it’s challenging and fun to be out here. And the crowd and audience, come on, it was great! Kept us going. We sort of have this newborn love in the group right now after everything that happened to us doing last year, so we really go to places where we haven’t been in decades, so it’s nice.

Is it just Århus or is it entire Denmark you haven’t been in, in a decade? 

In Denmark in general. Oh no!

But you live so close! You’re like our neighbours, come on. 

We’re gonna start now!

Björn: We’ll come back for Vega in October.

Resten af bandet: DECEMBER! The 2nd of December!

So was it ok playing so early? You had to play around 1 o’clock. 

Yeah. You just have to simulate that it’s evening. Like Danish people do. No problem.

What do you think of getting the 1 o’clock slot on the Sunday? 

We didn’t expect anything bigger. We’re just happy to play here. We haven’t been here for a while, so that the festival wants to have us is like ruiihh (so great!). When we think back on the show we didn’t have any expectations, as we said, but we started playing and people were coming to the show and there came more people and they were singing along and we really felt it. The audience was really ‘vibing’ to the music, so it was wonderful. But we didn’t expect that. That’s why we are so happy right now.

Why didn’t you expect that? 

Because of the slot! Haha! Sunday 1 o’clock come on!

Jens: I’m not sure that we would go to a show that early. I’m just thinking about myself, and my own awful behaviour. I’m more like a night person you know.

What do you think about the festival in general – about Northside? 

Patrik: We actually went out to see Prodigy yesterday me and Jens. It was very muddy. We didn’t bring any shoes and stuff, so we got stocked there, and when we came back to the hotel it was like… (ryster på hovedet). But whatever we saw from there was nice. I mean lots of people and a good vibe.

Jens: I fucked up my sneakers.

It’s a very good line-up here. We’re sorry that we have to miss Radiohead tonight. That sucks. And Franck Ocean, that would’ve been amazing.

You’ve just released your new album? How would you describe that? 

Oi, how do you describe your child? It’s perfect! It’s really versatile. We got this from out of journalism and fans and people. It’s kinda like back to the roots of being a band. During the weeks of promotion that we did this spring, we reflected on the album, and we understand that this is straightforward, you can hear the drums and you can hear the guitars. It’s not that polished, it’s raw, something like that. Focus on the vibe.

Jens: I see our album Good Times more like a movie you know. You have all the different vibes, the ballads, the up-tempo songs, and the soulful songs. So it’s diverse and versatile I guess.

If you do a playlist on Spotify or whatever you don’t want to have the same kind of songs over and over again, you want to make it a road trip you know. That was a bigger thing we thought about. On this album we didn’t use that many musical references, we used mainly mood-based stuff – talking about different moods. And we didn’t let anybody else into the process, we did it all in the band, so that’s what defines the record. Us as a group doing it ourselves like a team – team effort. We didn’t have a producer, we produced it ourselves, and so it’s a lot of ‘us’, a lot of emotions from this group of people.

What is the message of the album? 

The title comes from the song obviously; it’s called Good Times. We took the title and made something different about it, because when you listen to the lyrics of the song Good Times it’s about the devil on your shoulder, your darkest feelings and emotions, but then we took the title and made a really weird epic fucked up cover coming to like Eden, Paradise and it has nothing to do with the song, but we used the title and it became something different. It grew in another direction. And we had such a good time recording the album. If you take like every lyric on the album it’s kind of depressing, hahah! It’s the Nordic melancholy and you can feel the darkness. But at the same time the title… Because we had such a good time recording it, we want to come with the good times and the good vibes, because now we are in such a good place and we are so happy with our music so it became something different.

Good Times has been called your best album, why do you think that is? 

Patrik: I didn’t know that.

It said so in the press release we got. 

HAHAHA! Somebody wrote it! Caught us – Caaaught us!

Well okay it’s called ‘perhaps’ your best album. 

Ahh perhaps, perhaps! No but the last baby you give birth to is the best. It’s the best for now anyways. Ask us again in two years and maybe it’s not, but right now everybody says that.

Jens: This is our best album, come on. Don’t be shy.

Björn: In the end it’s really up to us and we are really proud of it.

Jens: It’s the best album man, come on. Just listen to it.

Björn: I don’t listen to it man.

Resten bandet: You should, haha!

Your former guitarist Gustaf left the band. Do you miss him? 

NO. Haha! Simple as that. Next question.

Why did he leave? 

We don’t know actually, but he didn’t wanted to do this kind of stuff: the tour life, the music life. Being in a band is a problem for him, we think, but you’ll have to ask him. The political stuff with releasing music was a problem for him. We wanted to release only free music. He wants to become a music teacher and he is doing different stuff. Hope he is happy, absolutely.

What will the future look like? 

Bright! Good times! We are doing this over and over again we just love this.

Patrik: I think we grew together now the last two years as well; we’ve never had such a good mood in the band as we have right now and hopefully we can do it another 20 years, 30 years. 40 maybe? 50?

Jens: Arh, don’t push it.

We will keep making and writing music, recording, playing live. We are really living in the moment. That’s the best thing of being in this band; you just look to the next day and schedule. You don’t need to think about the future, because you are like: “Okay, we are going to Denmark tomorrow, that’s gonna be fucking fun, let’s do it! Berlin Tuesday!” That’s the beauty of this and we are really privileged to have this kind of life and we cherish it and we are making the best out of it. We are not fucking around. We really tried to make a really good album and it was blood, sweat and tears, and it turned out to be the best album. Here we are in Denmark.

Do you have anything that you want to tell us now that you have us here? 

Jens: My name is Jens, it’s a Danish name. I’m the new guy in the band. I really feel connected to Denmark and I feel really glad to be here.

We ranked the Nordic countries earlier today; we’ve been in Finland, Norway and Denmark and Denmark came in first place even though we had to play at an early slot on Sunday. So we love Denmark. We looove Denmark. The end. Really, you have the ‘Gammel Dansk’ you have the ‘Smørrebrød’ and everything and you’re smoking a lot of cigarettes. Funny cigarettes! Haha!

Thank you for the interview!

Thank you!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad sagde Radioheads fans selv til koncerten?

Foto: Peter Kirkegaard

Artiklen er lavet af vores gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen.

Radiohead indtog søndag blå scene som de sidste på årets Northside Festival, og man må sige, at det britiske band lukkede festivalen med manér. Med deres dragende, komplekse og intense repertoire formåede bandet at tryllebinde de, der ikke bukkede under for regnen, og koncerten var for mange fuldkommen magisk. Anmelderne roser Radiohead til skyerne, men hvad siger fansene egentlig selv?

Hvis du er Radiohead-fan og ikke selv havde mulighed for at være til koncerten i går, så læs med nu. Jeg var nemlig ude for at fange fans til koncerten. Her stødte jeg på Sidsel Lieknins Vestertjele og Magnus Ramskov Elvstrøm, som begge er store Radiohead-fans, henholdsvis før og efter koncerten for at høre, hvordan de oplevede sidste koncert på Northside 2017.


Hvordan har du det lige nu? 

  • Jeg har en god følelse. En følelse af god forventning tror jeg.

Hvordan kan det være?

  • Jamen det skyldes, at jeg blev vældig, vældig glad, da jeg så, at Radiohead skulle spille på Northside, fordi jeg er meget glad for Radioheads musik. Jeg synes, at det taler rigtig meget til mig, ligesom det taler til rigtig mange andre mennesker. Og derfor var jeg helt exited over, at de kom til Århus, hvor jeg bor. Det er vildt at stå her lige nu og vide, at lige om lidt så går de rent faktisk på.

Hvilket forhold har du til Radiohead? Er det nogen du har lyttet meget til?

  •  Ja, jeg vil sige, at jeg har lyttet ekstra meget til In Rainbows pladen. Og det er sådan en plade som både rummer noget vildskab, men også noget meget inderligt passion. Så jeg synes, at den kan ret meget og til rigtig mange forskellige sindstilstande.

Hvad er dine forventninger til den her koncert?

  • Jeg hørte et rygte om, at MØ var kommet med én lastbil med grej, og at Radiohead kom med ni lastbiler med grej, så allerede nu har jeg en forventning om, at det bliver meget, meget smukt med lys og med lyd. Og jeg tror Thom Yorke bliver super lækker og super sej på scenen.

Er der noget du glæder dig allermest til?

  • Jeg glæder mig meget til at se Thom Yorke på scenen. Det er måske lidt tarveligt overfor resten af bandet.. Jeg glæder mig faktisk også til at se hele dynamikken i bandet. Der er ret meget, jeg glæder mig til. Jeg håber, at de spiller noget fra lige præcis In Rainsbows pladen. Og jeg er også lidt spændt på, hvis de spiller noget fra den helt nye plade, og hvordan det bliver. Så der er virkelig mange ting.


Hvordan har du det lige nu?

  • Jeg har det så godt.


  • Jeg er ekstremt spændt på at komme ind og se Radiohead. Det er første gang, at de spiller siden 2008, og jeg blev fan i slutningen af 2008 og fandt ud af, at de ikke ville komme til at spille i Danmark i mange år. Så det her det er …

Det er ’the shit’?

  • Ja, det er ’the shit’. Det er ’the pinnacle’ af mine musikoplevelser.

Hvilket forhold har du til Radiohead?

  • Det er et svært spørgsmål. Det har været mit yndlingsband i mange år. Og så er de faldet sådan lidt hen, hvor jeg kun har hørt deres nye udgivelser: The King Of Limbs og A Moon Shaped Pool og sådan noget. Og det er vendt lidt tilbage nu. Jeg er begyndt at høre noget af det gamle igen, også især fordi at de spiller nu her. Det var noget af det der startede min musikkarriere, hvor jeg selv spillede, og det der har inspireret mig til at høre alle mulige nye kunstnere og udforske kompliceret musik. Det er alt fra electronic til jazz, der stammer fra Radiohead for mig. Så det er det, de betyder.

Hvad er dine forventninger til koncerten?

  • Jeg forventer, at det bliver et solidt show. Jeg ved, at de er vilde live. Og jeg forventer, at det bliver godt. I forhold til hvad de kommer til at spille: Det kunne være hvad som helst. De har jo lige udgivet noget nyt fra OK Computer, og jeg kan lide alt, hvad de har udgivet stort set. Og jeg kender næsten hele deres repertoire, så der er ikke rigtig noget der kan skuffe. Så jeg tror bare, at det bliver godt.

Er der noget du glæder dig allermest til?

  • Det er svært at sige, hvad jeg glæder mig til, for jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Men jeg håber virkelig, at de spiller noget fra The King Of Limbs, deres næst seneste udgivelse. For det er sådan et lidt mærkeligt album for dem, fordi det er ret kompliceret, og det tager lang tid at lære at kende. Men det er sindssygt godt lavet, og det er så godt strukket sammen. Og så glæder jeg mig bare til, at de kommer på om to timer, nu hvor vi sidder her og venter. Jeg glæder mig til at se dem live. Se dem som rigtige mennesker og ikke bare som youtube-figurer. Det bliver så godt.


Først og fremmest: Levede koncerten op til dine forventninger?

  • Koncerten levede fuldstændigt op til mine forventninger og indfriede også forventninger, jeg kun kunne håbe på. Det var oprigtigt magisk. Der var så meget energi helt oppe ved scenen og en stærk kommunikation mellem Radiohead og publikum.

Det lader til at rygtet om, at Radiohead kom med ni lastbiler med grej talte sandt. Det var jo et vildt imponerende både lyd- og lysshow. Hvordan var det at stå så tæt på scenen som du gjorde?

– Ja, det var virkelig fint. Særligt med det slukkede lys mellem numrene, inden næste sang og de meget kunstneriske farve-filtre på storskærmene. Det var ret fint at opleve de store lys med det lille band på scenen, der alligevel formåede at smelte kraftigt ind i det.

Du sagde inden koncerten, at du glædede dig til at se Yorke på scenen. Det så ud som om, at han var i sit es. Hvordan oplevede du ham?

  • Ligeså karismatisk som jeg har oplevet ham i videoer og på tracks! Han var humoristisk og excentrisk, og så dansede han ligeså fedt live som i Lotus Flower videon.

Hvad var koncertens højdepunkt for dig?

  • Jeg syntes, bandet lavede en virkelig god version af Idioteque som er et meget aggressivt men også fint nummer. Det har jeg hørt meget med min kæreste, der, tror jeg, for alvor fik øjnene op for Radiohead den vej, da jeg begyndte at spille nogle numre for ham, så vi kunne hoppe og danse med på det sammen. Derudover var jeg virkelig positiv over Radioheads sidste-nummer, hvor crowden sang med på Karma Police, og publikum og band blev forenet.


Du har nu hørt dit absolut favoritband spille live på Northside. Hvordan har man det efter sådan en omgang? Levede koncerten op til dine forventninger?

  • Det var helt vildt! De spillede noget fra næsten alle plader, og der var helt fantastisk lyd. Der var ikke noget der manglede. Jeg er gennemblødt og udmattet, men det var en så stor oplevelse!

Du beskrev tidligere, hvordan Radiohead har været en stor inspiration og har stor betydning for dig. Hvilken følelse havde du, idet bandet trådte ind på scenen?

  • Det begyndte at styrt-regne en halv time før de gik på, men stemningen var stadig god. Det var nærmest som om deres åbningsnummer ‘Daydreaming’ blev endnu mere smuk af det. Det er lidt svært at beskrive, men der var bare en vildt intim stemning, da de gik på.

Du sagde inden koncerten, at du håbede, at Radiohead ville spille noget fra albummet The King Of Limbs. Blev dit ønske opfyldt? Og var der en bestemt sang, der gjorde særligt indtryk?

  •  Jeg var lidt nervøs over om de ville spille noget fra The King of Limbs, fordi det er et ret eksperimenterende album. Men de spillede ‘Bloom’ som er et af mine helt klare favoritter, og en vanvittig version af ‘Lotus Flower’, som var inspireret af den dystre stemning i ‘Myxomatosis’. Det var så fedt med de lidt alternative versioner af numre, som man ellers kender fuldstændigt!

Hvad var koncertens højdepunkt for dig?

  •  Jeg tror det største højdepunkt for mig var at stå ved siden af min storebror og høre ‘Weird Fishes’. Det var ham der introducerede mig for Radiohead og det var den første sang jeg hørte. Så da den kom på gav det ligesom helt mening, at vi havde stået i kø i 3 timer for at få gode pladser. De fleste af mine teenage-år gik med at se youtubevideoer af den sang, så det var nok det største øjeblik for mig.

Vi, hos Regnsky, var også vilde med Radiohead og håber, at der ikke skal gå ni år igen, inden de rammer dansk jord. Tak for en dejlig omgang, Northside!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Northside dag 3 – Karmapolitiet sørgede for regn til den største booking nogensinde

Foto: Peter Kirkegaard

Slut, prut – men hvilken finale! Radiohead leverede noget helt unikt i det mest forfærdelige vejr, men dem der insisterede og holdte ud blev belønnet med næsten to timers veludført og gennemtænkt sceneshow. Northside har ikke været heldige med vejret i år, det tror jeg alle danske medier har fået skrevet lidt om efterhånden, men det har heller ikke gjort det nemmere, at der var betydeligt flere mennesker på festivalen i år, end der plejer at være. På vej hjem fra Radiohead måtte man forcere store pøler af muddervand, og der var ingen vej uden om. R.I.P. alle hvide sneakers i Ådalen (2017-2017 <3).

Med en chai latte i hånden og gennemblødte bomuldsbukser nød vi Thom Yorke og co. lukke Northside med manér. Radiohead var det klimaks, der lidt havde manglet hele weekenden. Trods en masse gode og fremragende koncerter, så manglede der noget, der ville blive legendarisk – og det ville Radiohead.

Dagens optur

Radioheads lysshow var i en klasse for sig. Hvert nummer havde sine helt egne visuals, og mellem sangene gav en lampe et stjernelignende skær, der stod ud over publikum. Det er utroligt svært at beskrive det med ord, men i samspil med musikken gik det hele bare op i en højere enhed. Det var en koncert, der formåede at blande musikken og det visuelle sammen til perfektion, og selvom Radiohead selv holdte sig i baggrunden og lod deres lysshow tale, så var det som om, de alligevel skinnede igennem i deres visuals. Intet mindre end fantastisk.

Foto: Peter Kirkegaard

Dagens spise

Vi gik fuld grillbar i går og indtog tre flæskestegssandwiches tilsammen. Og en gang fish&chips, bare lige for adspredelsens skyld. Meyers flæskestegssandwich er det sikre kort, og sennepsdressingen er det, der gør hele burgeren. Fish&chips gav en løsning på mit mantra om “at jeg bare skulle have noget, der var friturestegt”. Lækre, fede sej-fileter og store pommesfrites i kræmmerhus – men hey, hallo, I er simpelthen så nærige med tatarsaucen!

Dagens nedtur

Vi blev fanget i forberedelsen til interview med Mando Diao, så vi endte med at misse Agnes Obel! Eller det passer ikke helt – det kunne jo streames live på DR, men det er bare ikke helt det samme..

Dagens overraskelse

Der var faktisk flis på pladsen, da vi kom!! Props til Northside for at høre deres gæsters bønner. Pladsen gik fra skyttegrav til skovbund, og det var dejligt at møde efter mudderhelvedet fredag og lørdag. Det holdt lige indtil regnen under Radiohead, som ødelagde alting igen, men på daværende tidspunkt kunne det sgu også bare være ligemeget.

Dagens detalje

Northsides app skrev forkert, så det så ud som om, Radiohead skulle spille i 2 timer og 45 minutter (!). Det fik os til at genoverveje det hele flere gange, fordi knap 3 timer i silende regn efter en i forvejen hård festival ikke er det mest tillokkende. Til vores store overraskelse meldte Thom ud efter 1 time og 45 minutter “This is our final song”, og vi grinede lidt og tænkte: “Han er sgu en spasmager ham Thom!”. Jeg sagde til Marie Louise: “Jeg tror ikke, det passer, men det gør det nok, hvis de spiller Karma Police”, hvorefter de selvfølgelig spillede Karma Police og forlod scenen. En hel time før skemalagt tid. Det kunne vi ikke rigtigt forstå, så vi blev stående lidt, hvorefter vi blev enige om, at vi faktisk håbede lidt på, det var slut fordi alt, og jeg mener, ALT, var vådt.

Northside 2017 – du var svær! Regnen er ikke den eneste synder. Der manglede variation i musikprogrammet, og det blev tydeligt til koncerterne med hovednavnene, hvor der simpelthen bare var for mange mennesker. Man kunne ikke få plads ligemeget, hvor langt bag ud man stillede sig, og generelt var der en følelse af, at der var fyldt – konstant. Det står selvfølgelig i skarp kontrast til sidste år, hvor der ikke var udsolgt, men man bør i fremtiden overveje kraftigt, om man vil beholde det ekstra antal mennesker – eller om man vil beholde Ådalen.

Det bliver spændende at se, hvad der bliver disket op med næste år fra arrangørernes side. Hvis vi efterhånden kender dem ret, så kan vi se frem til endnu engang at bryde rammerne. Intet Northside ligner hinanden – og det både på godt og ondt!

Tak for i år(hus)! Nu ser Regnsky frem mod Roskilde Festival med et enkelt stop på Copenhell inden.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Northside dag 2 stod i briternes tegn

Foto: Jonas Svendsen

Mens Northsides sidste dag er i fuld gang, har vi lige opsummeret andendagen.

Andendagen på Northside tilhørte briterne. Der var fuld smadder på legenderne i form af Ride, Richard Ashcroft, The Kills (måske ikke legender endnu, men de har stadig 17 år på bagen) og The Prodigy. Det har generelt været et stærkt britisk program på årets Northside, da også James Blake, Radiohead, The 1975 og Bastille er bookede. Det har resulteret i et absurd stort opbud af Britpop-frisurer og cowboyjakker, og det er sgu skønt! Specielt under Ride stod det tydeligt, og de spillede også en fremragende noiserock-koncert, hvor vi kom hele kataloget rundt. Det var desuden måske den højeste koncert, jeg nogensinde har hørt på Northside. Dette er ikke en kritik.

Kampen mod mudderet var fælles, og jeg tror, der skulle en mindre regnskov i flis til at løse problemet. Det påvirkede dog ikke folks humør synderligt, og under The Prodigy lignede det, at alt var glemt og tilgivet, da pladsen eksploderede i et kollektivt rave-psykose. Jeg må dog sige, at mit indtryk er, at der er lidt for mange mennesker i år, og jeg kan godt forstå, hvis det har gjort nogen utrygge. The Prodigy holdte intet igen, og de lagde Ådalen ned, som den aldrig er blevet lagt ned før.

Som i går, vil vi gerne kåre dagens fem bedste:

Dagens nedtur:

Marie Louise siger:

Personligt havde jeg faktisk ikke rigtig nogen nedtur i går. Jeg havde en hyggelig dag med gode musikoplevelser og gode venner, og eftersom vejrguderne var kommet på lidt bedre tanker, var ikke engang vejret til at brokke sig over. Til gengæld så jeg en kvinde, der sad i solen og hyggede sig med sin ven, blive skidt godt og grundigt på af en måge. Nedtur.

Dagens spise:

Rasmus siger:

På caminoen stødte vi på Skraldecaféen. Der var stillet et stort udendørs køkken op, og alle kunne komme og spise gratis. Man kunne også sammensætte sin egen menu ud fra, hvad der var af råvarer, og der var flere kasser fulde af diverse udløbede fødevarer. Det var lækkert, og det er et beundringsværdigt koncept, som taler meget i Northsides ånd med bæredygtighed. Madspild er noget pis, og det er sådan nogle initiativer, der er med til at gøre opmærksom på problemet. Vi fik både pølser, pasta og en frisk salat, og der var ingen maveonder efter måltiddet. Det var virkelig sublimt!

Dagens optur:

Marie Louise siger:

Dagens optur for mig var, at se Rasmus gå i spåner til Richard Ashcroft. Det er altid skønt at se en kæmpe fan blive bevæget af sin yndlingskunstner, og når man kender vedkommende, er det endnu bedre. Vi havde fundet os en god plads helt oppe foran, og det viste sig at være ret så fornuftigt, for da Ashcroft trådte ind på scenen, måtte Rasmus lige støtte sig en smule til hegnet for ikke at miste balancen af bare begejstring. Han kendte hvert et ord i hver eneste sang, og ikke særlig længe efter at have spået: ”Nu kommer den”, begyndte Richard at spille yndlingssangen over dem alle The Drugs Don’t Work. Jeg nød at være til koncerten. Jeg kendte ikke særlig meget til Richard Ashcroft i forvejen, men blev yderst positivt overrasket. Han er en ekstremt dygtig musiker og helt sikkert værd at opleve. Men mest af alt nød jeg koncerten, fordi Rasmus nød den.

Dagens detalje:

Rasmus siger:

Richard Ashcroft bar under sin jakke en trøje, hvor der stod Århus på. Det blev mødt af enormt stor entusiasme fra publikum, og det viser bare, at han gerne ville gøre et godt indtryk. Det havde han selvfølgelig også bare at gøre, nu hvor han ikke har spillet på dansk jord i 17 år. Desuden var hans bassist i en klasse for sig, og han skar grimasser og sang med – og kunne alle teksterne udenad. Desuden var Richards band noget helt specielt. Bassisten lignede noget fra Placebo, Den ene guitarist noget fra The Wailers og den anden noget fra The Eagles. En meget morsom sammensætning af musikere. Trommeslageren så bare normal ud.

Foto: Magnus Hyltoft Thomsen

Dagens overraskelse:

Marie Louise siger:

Hvem skulle have troet det? Dagens overraskelse blev for mig The Prodigy! Dette band spiller en genre, som er det stik modsatte af, hvad jeg normalt lytter til, og det er musik, som jeg ærlig talt aldrig selv ville sætte mig til at lytte til derhjemme. Alligevel endte jeg med at stå omringet af venner og hoppe, danse og sprælle til det engelske rave band, der udsendte så meget energi, at selv det bagerste publikum kunne få fornemmelsen af, at de stod forrest til koncerten. Ja, er der noget band der formår at komme helt ud over scenekanten og ind i publikum, så er det The Prodigy. Jeg bliver nok aldrig helt fan af genren, men efter i går forstår jeg endnu bedre, hvorfor man elsker The Prodigy. Tak for massiv lyd, bas i kroppen og energi-boost!

Vi beklager den forsinkede artikel, men entusiasmen over Richard vægtede højere i formiddags. Vi ser frem til at blive blæst omkuld af Radiohead på en næsten tør festivalsplads! Vi ses derude!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Richard, Richard, Richard, åh, Richard – så kom du endelig!

Foto: Magnus Hyltoft Thomsen

DISCLAIMER: Al den kommende tekst er skrevet af en anmelder i fuldstændig ekstase over at have set sit store idol live for første gang. Du kan scrolle lidt ned for selve anmeldelsen.

RICHARD ASHCROFT KOM. Og han stod dér, lige foran mig, som jeg har ventet på, han skulle gøre, siden jeg begyndte at høre hans musik for omkring 10 år siden. Det var i gymnasiet, at jeg fandt ud af, at Bitter Sweet Symphony er et gatewaydrug. Man starter med at synes, violinerne er spændende. Efter første gang er du allerede hooked. Du kan ikke slippe melodien. Dyy-dy-dy-dyy-dy-dyyyy-dy-dy-dyyyy-dy-dy-dyyy. Den nægter at forlade dit hovede. Du må simpelthen bare have mere. Så går du ned i Fona (R.I.P.) og køber “Urban Hymns”. Forventningsfuldt smækker du det i dit stereoanlæg (R.I.P.), der starter med din Bitter Sweet Symphony. Ahhh, her kommer følelsen igen, den du har længtes efter. Violinerne spiller, du synger “I’ll take you down the only road, I’ve ever been down” – JA Richard, tag mig med for helvede!!!

MEN så sker der noget.. CD’en går over i “Sonnet” og “The Rolling People”. Det er slet ikke som Bitter Sweet! “The Drugs Don’t Work” rammer meget passende efterfølgende.

Der sker dog alligevel noget i dig. Følelsen af bedraget over, at resten af musikken ikke lyder som Bitter Sweet Symphony forsvinder, når det går op for dig, at det her er helt fantastisk musik. Du blev lokket ind af Bitter Sweet – nu er du i sandhed en “Lucky Man”.

NÆSTE skridt er, at du googler “The Verve live shows in Denmark”, og du venter i spænding mens din Internet Explorer (Please snart R.I.P.) loader den nye skærm frem. Det lader ikke til, der er nogle kommende shows med The Verve i Nykøbing Falster. Skuffet går du ind på Wikipedia og læser, at The Verve slet ikke eksisterer længere, og at Richard Ashcroft er gået solo. Nysgerrig googler du “Richard Ashcroft live in Denmark” og finder en side omhandlende hans koncert i Den Grå Hal i 2000. Syv år siden? Han må snart komme igen, er konklusionen, du drager, mens du dykker ned i både hans solo-plader og The Verves yderligere bagkatalog.

Årene går, Richard har ikke travlt med at komme til Danmark. Du ønsker ham hvert år på Roskilde Festival og på Northside. Imens bliver du mere og mere betaget og forelsket i hans musik, og du når frem til konklusionen om, at det her er din absolutte yndlingsmusik. Hele tiden jagter du den hellige gral, som er at se ham live.

Ti år er gået, og pludselig står du i en H&M i Oslo og nasser på deres wifi, da Northside smider en ny bandpakke. I dit hovede har du for længst givet op, men der er alligevel en stemme, der siger “Hvad nu hvis?”. Tårerne løber ned ad kinderne, da billedet kommer frem, og du formår slet ikke at formidle til din søde kæreste, der er inde og prøve T-shirts, hvad det er, der er sket. RICHARD KOMMER TIL DANMARK.

Her kommer selve anmeldelsen, hvis du synes, jeg er dum at høre på:

Richard, Richard, Richard. Jeg forventede på forhånd at blive skuffet for at imødekomme mine egne høje forventninger. Hvordan skulle du kunne gøre det op for ti års frustrationer? Det var nødt til at blive den bedste koncert i verdenshistorien.

Det var det ikke.

Det betyder dog langt fra, at der var en finger at sætte på den. Det var en enorm præstation og Richard var nærværende og energisk. Han spillede allerede “Sonnet” som sang nummer to, og jeg blev tydeligt bevæget, så jeg nærmest ikke kunne være i mig selv. Han var der. Han stod lige foran mig i sin, overraskende, korte statur. Han fandtes, han var ægte, han var ligesom mig.

Jeg tørrede tårerne væk fra øjnene, og forsøgte ikke at lade min hulken komme i vejen for min iver over at kunne synge med på det hele. Setlisten var kort og præcis. Tre sange fra det nyeste album, fem forventede fra “The Verve” og de bedste udpluk fra hans tidligere albums som “A song for the lovers”, “Break the night with colour” og selvfølgelig “Music is power”. Faktisk formåede han at spille næsten alle de sange, jeg kunne have ønsket. Jeg ville gerne have hørt “History” også, så havde det været helt perfekt.

Richard leverede alt, hvad man kunne have ønsket sig på denne Northside-lørdag, og jeg er stadig høj på oplevelsen. Melankolien over at have jagtet noget så længe, og så endelig opnå det, har ikke ramt endnu. Måske rammer den lige nu, mens jeg skriver, og tænker “Jamen hvad så nu?”. Det er næsten det værste ved det hele.

Jeg håber på, at jeg kan få lov at se en solo-koncert med Richard også. En time og et kvarter er lige præcis nok til alle hitsene, men jeg forstår måske ikke, hvorfor Northside har valgt ikke at give ham mere tid. Thomas Helmig fik samme tid. Anyways, jeg drømmer om og håber på, at det bliver muligt at få en fuld koncertoplevelse på dansk jord. Gør det det, vil du finde mig præcis samme sted, som i går – oppe aller forrest og lidt til højre.

Endnu engang tak Northside for at være den festival, der får sådan nogle ting til at ske. For det vil jeg altid elske dig. Og Richard, selvfølgelig. Som tydeligvis var enormt begejstret over at være i Århus.

Foto: Magnus Hyltoft Thomsen

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *