“Four Days Of Psyche And Music” – Copenhagen Psych Festival 2016

Copenhagen Psych Festival

Var du en af dem, som blev hjemme, mens vi andre smattede rundt på Dyrskuepladsen, hvor vi brugte alt for mange penge på øl og lidt for få på hygiejnen? Eller er du måske en af de hjemvendte, der sidder og drømmer dig tilbage til campingstole, Dixieburgere og lunkne pils? Uanset i hvilken kategori du befinder dig – her kommer gode nyheder. Den 13.-16. juli (onsdag-lørdag i næste uge) afholdes nemlig Copenhagen Psych Fest, hvor et omfattende musikprogram med både danske og internationale psych-navne er på menuen. Christiania er venue for årets festival, der med navne som Deadpan Interference, De Underjordiske og Fribytterdrømme skulle give rig mulighed for at space ud, om end du er en hardcore syretripper, eller ligesom mig stadig er i gang med at udforske genren. Derudover forlyder det, at Copenhagen Oil & Light vil stå for de psykedeliske lysflader omkring scenerne, så der er ingen tvivl om, at det bliver en stemningsmættet totaloplevelse, der vil udspille sig, når Psych Fest 2016 indtager de københavnske sind den kommende uge.

Et lille historisk tilbageblik vidner om en genre med dybe rødder til de alternative dage gennem 60’ernes hippiekultur og ungdomsoprør. Legendariske kunstnere som Sgt Pepper’s Lonely Hearts Club Band, The Doors og danske Steppeulvene står som nogle af de første eksponenter for den nyskabende og kontroversielle genre foruden Jefferson Airplane, som ofte nævnes som en af hovedpionererne. Woodstock Festivalen med mantraet “Three days of peace and music”  var ligeså en af de mange bevægelser, hvor musikken blev centrum for budskaber om fred, kærlighed og opgør med de sociale normer.

Når Christiania på onsdag åbner dørene op for dette års Psych fest, skal det dog på ingen måde forstås som et retro-tilbageblik til de gyldne heroinslørede tider. Som en sovende vulkan har musikken nemlig holdt sig levende og aktuel i undergrunden og har endog spruttet voldsomt af sig de seneste år, hvor nye bands og klubber såvel som pladeselskaber løbende er poppet frem fra undergrunden. Min egen interesse for festivalen opstod en dunkel lørdag aften i nordvest, hvor det nye Flammekaster Records bød op til fest på Sigurdsgade. Aftenen bestod af fem koncerter, hvor blandt andet Deadpan Interference og De Underjordiske spillede – bands som netop er at finde på programmet for årets Psych Fest. Derudover diskede en perlerække af DJ’s – heriblandt Lorenzo Woodrose – op med lækker, skæv og syret dansemusik hen på de sene nattetimer. Det var et mix af skønhed, noise, eufori og shoegaze. Højt niveau fra musikere og bands såvel som et dedikeret og engageret publikum, der troligt gav sig hen i en rejse mod fjernere destinationer. “Det her univers MÅ jeg simpelthen tilbage til!” tænkte jeg, som jeg stod der på det vildeste trip af toner, støj og klange. Det bliver der forhåbentlig rig mulighed for i næste uge til Copenhagen Psych Festival 2016, hvor det også er værd at nævne, at Spids Nøgenhat giver deres eneste show i 2016. Der er uden tvivl lagt på bålet til en ganske unik, syret og smuk oplevelse, når Copenhagen Psych Festival fyres afsted den kommende uge!

Deadpan Interference, Byens Lys 14/7 (torsdag) kl 22.00

Red Lama, Byens Lys 15/7 kl 22.50

Spids Nøgenhat, Den Grå Hal 16/7 kl 21.00

Resten af programmet og yderligere info kan findes på Copenhagen Psych Festivals hjemmeside: www.copenhagenpsychfest.dk

PEACE OUT!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde festival: Dag 3 var fucking nice, fucking højt og fucking specielt

20160628_132411

Tirsdag var det allerede blevet tid til årets sidste opvarmningsdag – hold nu op, hvor er tiden bare fløjet af sted! Det føles som få timer siden, at Gents åbnede Countdown-scenen, men det er tværtimod i stedet blot en god håndfuld timer siden, at Saveus lukkede selvsamme scene, så den kunne blive omdannet til en port ind til Apollo-scenen. I dag går det så løs med den første af de “rigtige” musikdage, og vi bliver fuldtallige på Regnsky-holdet, men inden da skal I selvfølgelig ikke snydes for min oplevelse af opvarmningsdag nummer 3. Vi lægger dog ud med Mirjas oplevelse af de danske støjrockere i Deadpan Interference.

“Det var FUCKING NICE og FUCKING HØJT!” Sådan lød kommentaren fra min tømmermandsramte ven Mads, som jeg intetanende havde lokket med op forrest ved scenen, da Deadpan Interference rystede liv i et halvvågent Roskilde-publikum. Sidste opvarmningsdag startede altså med en “motherfucker” omgang noice-rock fra den danske eksperimenterende rockgruppe. Det var anden gang, jeg skulle opleve Deadpan Interference, og jeg havde høje forventninger, men de skuffede ikke. Endnu engang leverede de en overbevisende og gennemført performance, og det var ikke svært at give sig hen og space ud til de twangede strenge og intense rytmer allerede efter første nummer. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg giver mig hen til Deadpan Interference, som også er aktuelle på dette års Copenhagen Psych Fest, som afholdes på Christiania den 13.-16. juli, hvor navne som De Underjordiske, Papir og Spids Nøgenhat også er på programmet. – Mirja

Mads’ kommentar kunne lige så godt have handlet om det islandske hiphop-kollektiv Reykjavíkurdætur, som et par timer senere invaderede Countdown-scenen med den mest tilstedeværende – både bogstaveligt talt og i overført betydning – performance på årets festival indtil nu.
“This song was about our beautiful language while saying fuck a lot. The next song is about dancing as meditation,” lød det på et tidspunkt fra en af de mange kvinder på scenen, og det var egentlig meget rammende for hele oplevelsen.
15 ud af kollektivets 22 medlemmer var dukket op til dagens koncert, og fra første sekund stod det klart, at det her ville blive en fucking speciel oplevelse. Med attitude, tydelig stillingtagen i både musikken og det omkringliggende samfund og en på overfladen overraskende musikalsk kvalitet formåede Reykjavíkurdætur at få overbevist alle de fremmødte om at tage del i deres revolution, hvilket i sig selv er imponerende. Imponerende i den forstand, at hiphoppen klassisk er meget lyrikbåren, hvorfor man ellers kunne tro, at den rimelig markante sprogbarriere – de islandske døtre optræder på islandsk – kunne være et problem. Det var det ikke. Jeg ved ikke, hvad det er med islandske artister, men på en eller anden måde er de de eneste, som altid slipper godt fra at optræde på modersmålet. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil sætte Reykjavíkurdætur på hjemme på anlægget, men jeg vil til enhver tid dukke op til deres koncerter. For det var en fucking fest!

En noget anderledes fest stod finske Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? for, da de forsøgte at starte et beach party på Rising-scenen tirsdag aften. Bandet med det alt for lange navn spiller en sjov blanding af surf rock og 80’er pop med punkelementer – primært i det visuelle udtryk og længden på bandets numre. Og det fungerede for publikum, som tydeligvis var nået til det stadie, hvor de bare havde brug for at danse. Jeg havde på forhånd glædet mig meget til at opleve bandet fra Kouvola, men jeg må desværre sige, at de på trods af festen blandt publikum mangler lidt rent musikalsk. De har fundet en opskrift, der virker, men det bliver desværre for ensformigt over en hel koncert, og når de så endelig forsøgte at bryde det lidt op, blev de to vokalisters begrænsede kunnen udstillet. Jeg havde det lidt som om, at jeg var til koncert med en discountudgave af Cults tilsat en smule The Darkness-falset. Men hvis man bare var kommet for at danse, så kan Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? fint levere.

Da finnerne havde forladt scenen, blev jeg hængende ved Rising, for ikke lang tid efter skulle den danske sanglærke Katinka optræde. Og hvor Kouvola-bandet havde manglet lidt på vokalerne, må man sige, at Katinka har talent i overflod på den front. Det er egentlig ikke, fordi hun kaster sig ud i vilde fraseringer eller andet, der får hårene til at rejse sig, men alt sidder bare lige, hvor det skal – og det er en kvalitet, som de færreste besidder. Jeg stod dog alligevel tilbage med en fornemmelse af, at jeg hellere ville have set Katinka Bjerregaard i et telt senere på festivalen – Pavilion virker som en bedre arena for hendes mange kærestesorger. Når det er sagt, er der ingen tvivl om hendes talent, og hendes evne til at lege med sproget og skrive tekster er misundelsesværdig.

Klub 27 og Saveus fik æren af at lukke henholdsvis Rising og Countdown, men jeg nåede desværre kun meget kort forbi begge koncerter, så jeg vil ikke kaste mig ud i de store ord om de to koncerter, men blot konstatere at de i hvert fald begge har fanbasen i orden. Især Saveus – som jeg, på trods af at han inden sidste nummer får sagt, at man ikke skal sidde fast i sin fortid, altid vil huske som Martin fra X Factor – formåede at samle et af de største publikum på festivalen indtil nu.

Apropos fortid er det nu tid til at se fremad mod en lille håndfuld musikdage proppet med fantastiske artister, som jeg har glædet mig meget til at opleve. Vi ses derude!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.