VIRGINS IN HELL #1

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen

Festivalen Copenhell er et stjerneeksempel på, hvordan mennesker i forskellige aldersgrupper, køn og beskæftigelse, mødes i en fælles påberåbelse af musikken som anker for identitet, selvforståelse og ikke mindst fællesskab. De tilbagevendende festivalgængere er ikke PÅ Copenhell de ER Copenhell, og festivalen står som en manifestation og en hyldest af musikken, der er med til at skabe en form for kontinuum for livets skiftende faser og deroutes. Den identitetsskabende faktor er gennemsyrende for hele festivalen. Fraseringer over metal, hardcore rock og dyster nordisk mytologi brænder igennem lige fra scene- og områdenavne som Helviti, Pandæmonium og Udgård, til den (lyse)røde softice på mine churros, der selvfølgelig skulle have været blodrød. Det er sjovt og legende, og så er det ikke mindst gennemført i en grad, at selv en mindre rutineret metal-lytter som mig, lynhurtigt bliver revet med, og får lyst til at udstyre mig med alskens “overpricede” merchandise. Når købetrangen rammer, og ikke mindst behovet for at “fitte ind”, kan du (hvis du har råd) shoppe rundt i boderne på pladserne, og erhverve dig hele identitets-pakken som metalgæst i form af læderveste, bandmærker, mytologiske metalsmykker, drikkehorn, kranier, kravledragter med djævlehåndtegn og meget mere. Om musikken bliver bedre af det, er ikke til at sige, men det er i hvert fald sjovt at se hele det kommercielle udstyrsstykke, der også er en del af festivalen.

Emilie Zakrzewski Rasmussen

På mange måder minder festivalen om en dystopisk forlystelsespark for voksne, og det er måske ikke så underligt, at folk bliver ved med at vende tilbage år efter år. Nu tænker du måske “jamen sådan noget dødsmetal, det er jo slet ikke mig” men her skal det siges, at genre-spektret for Copenhell er helvedes bredt med alt fra hardcore trash, heavy og deathmetal til det mere psyke-, blues-, art- og progressivt rockede udtryk. Eagles of Death Metal, er et af de bands, der, med en god portion humor, virkelig trækker på traditionen fra den gode gamle rock. Bandet spillede onsdag aften på Hades Scenen, og blev på den måde en god åbning for Copenhell’s 10 år.  Eagles of Death metal formåede at levere et godt musikalsk håndværk og samtidig opretholde kontakten med publikum i et uprætentiøst og legende udtryk. Der er både noget for øregang og øjenæbler, og bassisten Jennie Wee, var med sit lyserøde hår, lyseblå læderoutfit og knaldrøde læber svær at få øjnene fra, og viste også hvordan den ikoniske Fender skulle håndteres. En anden kvinde der heller ikke holdt sig tilbage på strengene, var Lzzy Hale fra Halestorm, der torsdag sprængte Hades scenen og krængede sin rock-melodiske skærebrænder-røst og onde guitar riffs ud til et forventningsfuldt publikum.  Der er bare noget forløsende med de her “rock mammas”, der i skyhøje stiletter og med guitaren eller bassen om halsen, indtager scenen, som om de ikke havde gjort andet hele livet. Det kvindelige publikum var da også mødt (metal)stærkt op til denne koncert med Halestorm, på en festival, som ellers præges af et hvidt-maskulint-heteronormativt publikum. Selvom det hele ikke skal gå op i en kønskvote-diskussion og debatten om kvinders manglende repræsentation i musikbranchen, var det befriende at høre hvordan Lzzy Hale med det indledende opråb: “I am very proud to be a rock fan, a rock musician and a woman on THIS stage. All the ladies SCREAM – This one goes out to you bitches!”  bare ownede og repræsenterede sit køn på vildeste facon fra start til slut af koncerten.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen

I den anden og mere gru og skades befordrende ende af metalgenren, var bandet Whitechapel, der torsdag forvandlede området foran Pandæmonium til et apokalyptisk halbal af kampsvedende mennesker, der kastede sig rundt mellem hinanden i en gigantisk moshpit. Jeg holdt mig på behørig og kedelig afstand på R.I.P. balkonen (Copenhells eksklusive V.I.P-område), men havde så til gengæld mulighed for at beskue de ukontrollerede formationer, der dannede sig af menneskemængden foran scenen og til min egen overraskelse, blev jeg vildt draget af bandet og publikummet, der om nogle viste, hvordan musik kan være både destruktiv, legende, kaotisk og inkluderende og en sand ventil for de følelser, som så mange går rundt med, men aldrig får afløb for. Ser man bort fra de brækkede ribben og ankler, tror jeg en time i selskab med Whitechapel, kan være mindst lige så givende, som en terapisession. Spørgsmålet er så: Skal jeg tilbage i Københelvede næste år? Muligvis, muligvis ikke – men jeg skal i hvert fald udforske deathcore genren noget mere og muligvis deltage i en moshpit eller to…

Emilie Zakrzewski Rasmussen

Dette var første del af reportagen fra Copenhell 2019. Senere på ugen kan du læse Laura Fromms oplevelser for resten af festivalen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The William Blakes udgiver single forud for ny albumudgivelse

The William Blakes‘ nye single Turn Us Into Them er en ørehængende andensingle forud for udgivelsen af det nye album 1991, der udkommer den 29. marts. Musikken af barndomslegenderne Elton John, The Beatles og Supertramp har været drivkraften for stilen på det nye album, og det slår også igennem på den nye single. Alligevel har de fire musikeres legen og nysgerrighed skabt et unikt, dynamisk og klaverbåret arrangement, der samtidig har et vigtigt politisk budskab. Turn Us Into Them er en sang om immigrationspolitik set fra en flygtnings synspunkt:

“Efter at jeg flyttede til USA — hvor de har mange helt andre store politiske problemer — blev jeg ret overvældet over, hvordan alle har lov til at være dem, de er. Hvordan det faktisk bliver set som en styrke at være fransk, dansk, yemenitisk, tyrkisk, egyptisk og så videre. Men man er stadig amerikaner. Det gør, at der er en helt anden respekt for hinandens kultur. Og selvfølgelig bliver næste generation bare endnu mere amerikansk. Det er, som om man tør stole på sin egen identitet. I Danmark er vi så bange for, at Danmark og danskhed er noget skrøbeligt, at vi kræver, at andre skal lave sig om for at være her. Ellers går det vi har åbenbart i stykker,” fortæller Kristian Leth, som har boet i New York i en årrække.

Det er ikke kun respekt og åbenheden for hinandens kultur, der har præget produktionen af nummeret, åbenheden og nysgerrigheden har også været afgørende i produktionen, hvor de fire musikere har byttet roller og på den måde afprøvet andre hovedinstrumenter, end hvad de plejer med Fridolin på guitar i stedet for bag trommesættet, Bo Rande uden flügelhorn og keyboard men med en bas hængende om halsen, Kristian bag flyglet i stedet for guitaren og Frederik på trommer. På den måde leger bandet både med principper som nyskabelse og åbenhed gennem tematikken i nummeret, men generelt også i arbejdsprocessen på resten af albummet.  Det nye og det gamle, det kendte og det fremmede, det poppede, rockede, eftertænksomme, politiske og dynamiske flettes sammen på bedste vis på denne nye single. Turn Us Into Them er en forårslegende, rock-poppet smagsprøve på den lyd, vi kan vente os af kommende album – der er noget at glæde sig til!

Den 29. marts udgiver The William Blakes albummet 1991 på bandets eget pladeselskab Speed of Sound

Foto af Nina Frifelt

TURN US INTO THEM:

Ao they said we were all the same

Nothing here but numbers and names

And we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

They told us we had nothing to fear

We could live like we wanted here

And we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

Oh, oh here we go

They walk straight into our homes

Pick us up at night

And then they try to

Turn us into them

Turn us into them

They kept saying it was for our best

Thought we were free but were really oppressed

So we did what they said

And we did what they said

But they just kept coming

I came here from another place

War in my bones and death in my face

Back there we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SKIZO – kærlighed og psykisk ustabilitet skildres i KLIPOs nye video

KLIPOs udsvævende og æteriske musikalske udtryk suppleres i SKIZO med det taktile på billedsiden, hvor stof, sand, uhøvlede gulve, planter, smykker, hud og hår skaber en sansemættet genrehybrid med en underliggende dybde og et vigtigt budskab på KLIPOS nye udgivelse SKIZO. Sidste efterår havde jeg fornøjelsen af at anmelde albummet Purpurlyd af Johannes Bruun (aka KLIPO), der netop har haft release på sit nye projektsamarbejde med Simon Nielsen-Englyst. SKIZO er lavet som en forening mellem kunst, fashion og musik – en musikalsk filmcollage, som udvikler KLIPOs porøse og ungdommelige  univers i mødet med en virkelighed, hvor sårbarhed langtfra altid er en styrke.

Jeg har fået lov at stille Johannes Bruun et par spørgsmål i anledning af den nye udgivelse:

I din tidligere udgivelse “purpurlyd” var det dét at være ung, og sårbarheden i de unge år, som var i fokus. Hvordan kommer det til udtryk i Skizo?

Johannes Bruun: Sårbarheden er sat i en helt anden kontekst i Skizo. På Purpurlyd var sårbarheden det bærende element – det var den unge forvirring og usikkerhed, historien og følelserne bag hele EP’en byggede på. I Skizo-universet bliver sårbarheden sat i et mere hårdt lys. Det at være sårbar er lige pludselig ikke en fordel længere, det åbner ingen døre i verden og det skal i sangen forstås som et slags svaghedstegn. “Jeg lever jeg ånder, jeg vælger min dommer, det stresser mig så meget” er lige pludselig en svag sætning, i stedet for at virke som en ærlig udtalelse. På Skizo er sårbarheden stadig i fokus, den er bare flippet 180 grader.

Du beskriver SKIZO som et projekt der prøver at skildre fiktiv psykisk ustabilitet i et visuelt/lydbaseret univers. Hvorfor har det været vigtigt for dig med dette fokus?

Johannes Bruun: Samfundsdebatten og det store fokus på psykiske lidelser og ustabilitet de sidste par år, satte mine tanker igang om, hvordan – helt lavpraktisk og tankegangsmæssigt – det må være at være inde i et hoved med så meget torden og virvar. Og det endte med at blive kogt ned til 6 linjer, der udgør teksten til Skizo. Så fik jeg en masse hjælp af Simon Nielsen-Englyst og et større hold af film-skabere og stylister til at få denne feeling og vibe af rod og forvirring ned i et fashionfilm/kunstprojekt-format, hvor det visuelle har en lige så stor rolle som både det lyriske og det lydmæssige.

I jeres beskrivelse af videoen fremgår det, at I tager afstand fra narrativitet og overfortolkning, – hvorfor har det været vigtigt for dig/jer?

Johannes Bruun: Det var, for os, sindssygt vigtigt at holde budskabet og udtrykket i fokus – og det følte vi var bedst muligt, når man holder historiefortællingen på et plan, hvor man undgår overfortolkninger, men også direkte fortælling af, hvad budskabet er. Det skal kunne tolkes af seeren igennem stemninger og landskaber. Det var grundtanken.

KLIPO holder release i aften til Skizo – KLIPO // Release og ellers kan du opleve ham til en række koncerter rundt omkring i Danmark her i foråret:

22/03: Train i Århus Elefantbar2019

29/03: Subhuset i Holsterbro Subhuset X KLIPO

05/04: Train i Aarhus

06/04: Rust i København – KLIPO // Rust

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fire musikalske podcast-anbefalinger til din efterårsferie

Kulden lister sig ind under min lette sommerjakke, og løvets gyldne nuancer omfavner den stadig mere grånende himmel. Jeg skriver dette, imens jeg tænder et stearinlys med en rygende varm kop te ved min side. Det er allerede begyndt at blive mørkt udenfor, selvom klokken ikke er meget mere end seks om aftenen. Skolernes efterårsferie står for døren, og med den også udsigten til kortere dage, lavere temperaturer og dertilhørende tæpper, rodfrugter, varme drikke og….. PODCASTS! Så her følger en lille efterårsanbefaling, som hverken kræver kastanjedyr, flybilletter eller feriedage.


Wagners Ringen ifølge Kristian Leth

Hvem var det lige, ham der Richard Wagner var, og hvad var det med den dér ring? Hvis du gerne vil blive lidt klogere på en af vestlig musikhistories giganter, så bør du lytte med, når Kristian Leth guider dig gennem et af musikhistoriens allerstørste værker. Find programmet her


Album: Kate Bushs ‘Hounds of Love’

Mere Kristian Leth. For når Kate Bushs Hounds of Love behandles af Kristian Leth og Information-journalist Ralf Christensen i programmet Album, er der god grund til at spidse ører. Selvom Album-serien har fået et par år på bagen nu, holder det altså stadig. Programmet giver den tid og fordybelse, som albummet fortjener, og dette på en måde så alle kan være med. Derudover er albummet i sig selv fremragende, så der er ingen undskyldninger for ikke at lytte med, når Leth og Christensen guider dig gennem de musikalske historier. Andre anbefalelsesværdige udgaver af programmet tager fat på The Smiths  ‘The Queen is dead”, PJ Harveys “To Bring You My Love” og Fela Kuti med ‘Expensive Shit’. Så der er lagt op til mange timers lytning for enhver smag.

Find den her


Politikens Poptillæg

Dette bliver nu en popkulturelt begejstret hyldest til vores alle sammens “pop connoisseur”, Lucia Odoom, der står bag podcasten ”Politikens Poptillæg”. Fra første program i 2016 har Lucia Odoom hver uge inviteret et pop-panel ind for at diskutere tendenser i popkulturen, i et rum hvor intet er for kommercielt eller nørdet til en seriøs diskussion. Panelet behandler alt lige fra “Den Store Bagedyst” og datingprogrammer til politiske strømninger og science fiction. Her følger blot et lille udpluk af programmer med musikalske temaer:


  • Hvorfor elsker vi 90’erne? “Ugens Poptillæg forener generation X og Y i studiet og diskuterer det poptimistiske årti i musik, mode, tv og politik.” Find den her.
  • Kendrick Lamar vil det hele: “Den Grammy-vindende og anmelderroste rapper Kendrick Lamar har hele musikbranchen i sin hule hånd og slipper afsted med både at lave politisk hiphop og hits med Maroon 5. Men hvem er han egentlig? Politikens Poptillæg giver en indgående introduktion til tidens mest populære hiphop-musiker”. Find programmet her.
  • Poptillæggets sommer-mixtape: “Poptillægget ser nærmere på sommerhittet som fænomen og laver den perfekte sommerspilleliste”. Find den her.

.. og så dem med Queen B:

  • Beyoncés ‘Formation’ og protestpop: Find den her.
  • Bittersød hyldest til Beyonces “Lemonade”: Find den her.

Den nye stil – historien om dansk rap

Denne podcast-anbefaling kommer jeg selv til at bruge efterårsferien på. Jeg har ikke selv hørt den (endnu), men da jeg snakkede med min studiemakker Sophie Kjeldberg Mathiesen om dette indlæg, jeg var i gang med, nævnte hun denne prisvindende podcast for mig med stor begejstring. Vil du vide lidt mere om serien, har Sophie været så sød selv at sætte et par ord på hendes oplevelse af podcasten: “Den nye stil – historien om dansk rap” er en kronologisk gennemgang af dansk hiphop- og raphistorie. På klassisk vis er hvert afsnit centreret om en person, en gruppe eller et fænomen, og værten, Pelle Peter Jensen, er så sprængfyldt med humør og passion, at man ikke behøver at være hiphop-interesseret for at nyde podcasten. Det er eksemplarisk musikformidling og vildt sjovt. Der kommer stadig nye afsnit, og der er rigeligt at tage fat på – hvilket man kan blive overrasket over, hvis man (som jeg) ikke vidste meget om omfanget af dansk hiphophistorie. Det gør jeg nu.”

Find den her.


… god fornøjelse med lytningen og glædeligt efterår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Purpurlyd: Ny udgivelse fra danske KLIPO

Ung naivistisk poesi med en underliggende dybde. KLIPO’s musik emmer af sårbarhed, og netop dét er styrken i de dansksprogede tekster, der serveres legende og eksperimenterende til sin lytter.

Ordet omhyggelighed slår mig i beskrivelsen af Johannes Bruun. Omhyggelighed i det han laver, den han er og i hans beslutning om at droppe ud af gymnasiet for at gå musikkens vej. Han er kunstner men også poet og håndværker. Han laver alt selv lige fra fotos, covers og PR til musikken, teksterne og det visuelle materiale til sine liveshows.

Det var i forbindelse med talentudviklingsprojektet Future Sound, at jeg i foråret mødte den nu 18-årige århusianske musiker og kunstner Johannes Bruun, der er manden bag KLIPO. Gennem vores samtale lagde jeg mærke til den særlige sensitivitet og kæmpe arbejdsomhed, der afspejler Johannes Bruuns musikalske arbejde. Musikbranchen er en nåleøje-disciplin, og mange talentfulde musikere og kunstnere oplever gang på gang at støde hovedet mod muren. I modgang er det let at forlade sig på at dikteres af diverse tendenser og andres velmenende råd og at gøre sig hård og strømlinet, så man ikke støder på de spidse albuer i slipstrømmen. Denne taktik går måske an i sejlsporten, men når det kommer til kreativitet, musik og udtryk i selve kunsten, er sensitivitet og sårbarhed ganske afgørende for at vi som lyttere eller beskuere kan blive berørt og mærke os selv i mødet med den anden. Modet til at turde vise noget mere af sig selv, var i hvert fald det jeg faldt for hos den unge århusianer, og netop dette mod videreføres på KLIPOs nye EP “Purpurlyd”, der officielt udkommer i morgen den 7 september til releasekoncert i Dome of Visions.

Johannes beskriver sin nye EP som en følelsesmæssig dagbog fra det sidste halve år. En tid, der har båret præg af en konstant pendulering mellem glæde og forventning på den ene side, men også en destruerende angst for fremtiden og konsekvensen af de valg man tager på den anden. Jeg tror, de fleste unge på vej ud i voksenlivet oplever det som en stor mundfuld selv at skulle håndtere den angst og tvivl, der dog er et grundvilkår for det frie individs livsføring. På nummeret Ingen forstår folder KLIPO denne frustration og ensomhed ud i en proces, der næsten er på vippen til narcissisme og selvpineri. Med teksten; “det er blevet en rutine – en slags lavine – og ‘mens jeg går og evaluerer mit liv, fisker jeg efter svar – jeg er så ueffektiv” bruger KLIPO rytmen og lyden i ordene på samme vis som i nummeret Et Barn fra EP’en Dagdrømme fra 2017. Ord og rytmer flettes sammen, så det banale bliver fascinerende og det fascinerende et mysterie. I stedet for at spytte ordene ud i tekstrømme, er det som om at KLIPO virkelig smager på hver enkel ord-nuance for at temperere og nuancere betoningen på en sådan måde, at ellers velkendte ord bliver nye i sammenhængen.

Positiv er straks mere kaotisk, hvilket kommer til udtryk når tekst og beat flere steder river nummeret fra hinanden. Teksten beskriver det intime, kropslige og seksuelle som et ubehageligt, nærmest uhyggeligt paradoks til det følelsesløse, ja nærmest som om individet oplever en indre spaltning eller et brutalt tab af kontrol over sig selv. ” (…) kigger – slutter – sluger – tørrer mig om munden. Slikker – venter – hiv mig lige op fra bunden. Kan ikke mærke mig selv mer’, kan ikke mærke mig selv mer’..” Det tumultariske, forstyrrede og ude af trit understreges når KLIPO synger “Jeg kan ikke mærke mig selv mer’ (…)” for er man først blevet følelsesløs, er det svært at falde i sync med sine omgivelser såvel som med sig selv.

I Blind udfolder der sig en melankolsk undersøisk atmosfære. Nummeret bevæger sig skvulpende fremad med lullende og bølgende elektroniske lag. I kontrast brydes de lange synth-flader af elektroniske kantslag, der sammen med vokalen gør nummeret præsent, så man som lytter ikke forsvinder helt hen i, hvad jeg bedst kan beskrive som hypnotiserende hvalsang fra det fjerne.

Luna står som en længselsfuld kærlighedssang eller en slags skizofren hyldest til månen. Nummeret rejser sig i fragmenter, der skaber en længselsfuld og energiladet rejse mod droppet og afslutter EP’en med et stærkt og dramatisk udtryk. Selvom det er EP’en sidste nummer, er jeg ikke helt sikker på hvor KLIPO har ført mig hen. Der er noget uforløsende og søgende i det stemningsrum som KLIPO har skabt med Purpurlyd, og måske er det netop pointen…Purpurlyd som en følelsesmæssig dagbog afspejler meget vel Johannes Bruuns virkelighed, hvor følelser som succes og frustration ikke er langt fra hinanden, og hvor vi konstant befinder os på kanten af kaosset imellem liv og drømme.

KLIPO holder releasekoncert den 7 september i Dome of Visions, hvor du også kan opleve Kara Moon som support og forskellige DJ’s (TBA) til efterfesten. Link til begivenhed

Jeg er spændt på hvad KLIPO vil bringe os i fremtiden, men håber han formår at bære det inderlige, særprægede, til tider naive og personlige udtryk med sig på sin rejse. God vind herfra i hvert fald!

PS. Et Barn fra EP’en dagdrømme er og bliver stadig en af mine “yndlinge”. Lyt eller genlyt til den her:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *