SØNTH collective præsenterer “15 Waves for Ciani”

Det feministiske synthesizerkollektiv SØNTH collective udkommer fredag den 4/6 2021 med fællesværket 15 Waves For Ciani i anledning af den amerikanske synthesizerpioner Suzanne Cianis 75 års fødselsdag. 15 Waves For Ciani er intet mindre end en synthiseret-kunst-kollaboration udfoldet som en drømmesymfoni af 15 forskellige numre.

Foruden at være en musikalsk hyldest til kvinden, der banede sig vej i 1970’ og 1980’ernes elektroniske musiklandskab, er værket også en særlig ekstrakt og afspejling af SØNTH collectives arbejde for mere ligestilling i musikbranchen. Med SØNTH collective kuraterer de fire kunstnere – artisterne Cecilie Penney, ALOO (Sofie Søe), Excelsior (Anja Tietze Lahrmann) og Sofie Birch en platform, hvor andre kvindelige kunstnere kan støtte op om hinanden.

I værket 15 Waves For Ciani har de fire kuratorer inviteret 11 andre kvinder, transpersoner og non-binære artister til at bidrage med en komposition til det kollektive album til ære for Ciano og det forbillede, hun er for de kønsminoriteter, der elsker at rode med synthesizers. Både det individuelle og det kollektive synes herved at træde frem gennem værket, hvorved det står som en afspejling af SØNTH collectives arbejde for kvinder og kønsminoriteter i den elektroniske verden. Et arbejde der går i forlængelse af og i forbindelse med Suzanne Cianis ikoniske arbejde. På den måde bliver værket et korpus, der både rækker tilbage til vores kvindelige elektroniske formødre, og med SØNTH collectives arbejde ligeledes fremad i visionen om en bredere diversitet på den danske og udenlandske musikscene i en form, hvor minoritetskønnede musikere kan støtte hinanden i at skabe aktuel elektronisk musik af høj kvalitet.

15 Waves For Ciani finder vi også den danske sangerinde og komponist Hannah Schneider. Du kender hende måske fra den elektroniske noisepop duo AyOwA eller måske helt tilbage fra 2009-albummet Hannah Schneider med numre som “Raindrops” – eller min personlige yndlings “This is Goodbye”, der på fineste vis indkapsler følelsen af skrøbelighed, melankoli og frustration i en uforløst kærlighedsrelation, åh, jeg relater BIG TIME – det er hjerteskærende  – jeg elsker det! <3

Her på 15 Waves For Ciani er der gået 12 år siden Schneiders debutalbum. Hendes nummer “MIKADO” er først og fremmest enormt smukt og samtidig en fuldendt eksekvering af mixet mellem det elektronisk-nordiske, sprog, lyde, det organiske og  det elektroniske – et fuldendt “Schneiderisk” auditivt drømmesyn.

På 12. nummer “Juno at Sea” af Raymonde Gaunoux og Annelise Witek (personerne bag podcasten Uhørte Frequenzer) er vi flydt over i klubverdenens sensuelle rytmerum. Det kontinuerlige rytmiske track fremstår som et fluorescerende stof i dets tilfredstillende systematiske opbygning af samples, vokal og lydeffekter, og det sætter mig med det samme i sommer-fredags-stemning. 

15 Waves For Ciani er gennemgående bare et virkelig godt elektronisk værk. I sin balancering mellem styrke og skrøbelighed, ekspressivitet og stille tilbagetrækning kommer numrene til udtryk og maler herved et konstant omskiftligt billed-hav af de elektroniske lydbølger, der bruser albummet ud som små verdenshave, der på én gang er hver deres entiteter og samtidig dybt forankrede og total uadskillelige.

Som afslutning og i forlængelse af disse kvinde-kollektivistiske strømme følger her et par (feministiske) elektroniske anbefalinger:

Hvis du er mere nysgerrig på Suzanne Ciani, kan du blandt andet læse Kate Hutchinson artikel ”Making sounds with Suzanne Ciani, America’s first female synth hero”, hvor hun blandt andet beskriver Cianis helt særlige forhold til sin Buchla – eller leje filmen ”A LIFE IN WAVES” om den elektroniske musik-pioners liv og arbejde.

Hvis du vil vide mere om kvindelige pionerer indenfor elektronisk musik, kan Tara Rodgers Pink noises helt klart anbefales samt Troels Donnerborgs biografiske Klangen af en stjerne om den danske elektroniske pioner Else Marie Pade.

Sidst kommer en solid opfordring til at holde skarpt øje med SØNTH collective, der udover 15 Waves For Ciani-udgivelsen her i juni, til august arrangerer en koncert i Brorsons Kirke med live-optrædener fra kollektivets egne artister og yderligere to kvindelige artister, akkompagneret af visuals af SLØR.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. ullu movies says:

    Thanks for some other informative web site. Where else may just I get that type of information written in such a perfect way? I have a mission that I’m simply now running on

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

“Sorry” ny udgivelse fra danske IVA

Foto: Anna Kabana

Sårbarhed og ærlighed er omdrejningspunktet for den danske sanger og sangskriver IVA, der i dag er ude med sin fjerde og nyeste single ”Sorry”. I et råt og dystert elektronisk lydunivers udfoldes IVA’s egen oplevelse af usikkerheden omkring sin karriere, sig selv og livet, og hvordan skam og skyld i flere år fik hende til at lukke ned for sig selv og sin musik. Gennem ”Sorry” skabes der et rum til at være i de svære tanker og følelser, og nummeret fremstår som en lille elektropop-perle, løftet op af IVAs knivskarpe og fyldige vokal – en stemme som nu har taget sin plads og tør være tilstede i følelsen og sårbarheden.

Balancen mellem styrke og sårbarhed, sensitivitet og gennemslagskraft og ikke mindst ærlighed er også karakteristisk for singlen ”Too good to be true” (TGTBT), der udkom 31. juli 2020 (personligt stadig en af mine IVA-yndlinge). Nummeret tager udgangspunkt i IVA’s personlige historie; om et møde med en person, der viste sig at være en helt anden bag skærmen end i virkeligheden. Samtidig er det også en kommentar på en kultur, hvor folk gemmer sig bag de rigtige filtre og redigeringsværktøjer. I sit udtryk er TGTBT mere dynamisk end “Sorry”, men sammen er de stærkt karakteriseret af et enkelt og udtryksfuldt elektronisk lydunivers med noget på hjerte.

På Soundcloud kan du lytte til IVA’s andre produktioner, blandt andet hendes to andre udgivelser “I wish” og “Trust”, der også finde i en akustisk version. Helt sikkert også et lyt værd for det efterårsmelankolske popøre. <3

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mousserende sommerhit fra svenske Yaeger

Savner du ideer til årets sommerhits? Efter at være blevet kåret som ”best new pop” på BBC Radio 1 i 2019 har svenske Yaeger nu udgivet sin nye single ”Nosebleed” sammen med producer Oscar Scheller, som emmer af melankolske sommervibrationer, saltvandshår og klirrende rosédråber. Sangen er dog også præget af det corona-lockdown, som har påvirket os alle og især en hårdt kæmpende musikbranche.

Yaeger uddyber sangens tematik: “Har du nogensinde fundet et billede af en gammel ven og tænkt på, hvorfor I ikke er venner mere? Nosebleed handler om dem, du har mistet kontakten med, og du ønsker, at de tager telefonen og ringer til dig; Du kunne selvfølgelig også bare ringe til dem, men det er måske ikke altid så nemt. Oscar supplerer: “Nosebleed handler om de små øjeblikke, du delte med nogen, der var en del af dit liv. Det handler om de ting, du ønsker, at du kunne fortælle dem, hvis de kunne høre dig nu.”

Med adskillelse som tema bliver Nosebleed både en fejring af de forgangne øjeblikke, gamle venskaber og flygtige møder, som aldrig kommer tilbage. Nummeret emmer samtidig af en energi og et powerflow, så du ikke skal være bange for at synke for meget ind i nostalgiens støvede landskaber, men i stedet kan flyde med til sprødgrillede rytmetracks og saftige synthslag.

Så tag din bedste ven under armen til sand under fødderne og lyserøde køligheder i fejringen af sommeren, varmen og venskaber – nye som gamle..

God sommer <3

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

VIRGINS IN HELL #1

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen

Festivalen Copenhell er et stjerneeksempel på, hvordan mennesker i forskellige aldersgrupper, køn og beskæftigelse, mødes i en fælles påberåbelse af musikken som anker for identitet, selvforståelse og ikke mindst fællesskab. De tilbagevendende festivalgængere er ikke PÅ Copenhell de ER Copenhell, og festivalen står som en manifestation og en hyldest af musikken, der er med til at skabe en form for kontinuum for livets skiftende faser og deroutes. Den identitetsskabende faktor er gennemsyrende for hele festivalen. Fraseringer over metal, hardcore rock og dyster nordisk mytologi brænder igennem lige fra scene- og områdenavne som Helviti, Pandæmonium og Udgård, til den (lyse)røde softice på mine churros, der selvfølgelig skulle have været blodrød. Det er sjovt og legende, og så er det ikke mindst gennemført i en grad, at selv en mindre rutineret metal-lytter som mig, lynhurtigt bliver revet med, og får lyst til at udstyre mig med alskens “overpricede” merchandise. Når købetrangen rammer, og ikke mindst behovet for at “fitte ind”, kan du (hvis du har råd) shoppe rundt i boderne på pladserne, og erhverve dig hele identitets-pakken som metalgæst i form af læderveste, bandmærker, mytologiske metalsmykker, drikkehorn, kranier, kravledragter med djævlehåndtegn og meget mere. Om musikken bliver bedre af det, er ikke til at sige, men det er i hvert fald sjovt at se hele det kommercielle udstyrsstykke, der også er en del af festivalen.

Emilie Zakrzewski Rasmussen

På mange måder minder festivalen om en dystopisk forlystelsespark for voksne, og det er måske ikke så underligt, at folk bliver ved med at vende tilbage år efter år. Nu tænker du måske “jamen sådan noget dødsmetal, det er jo slet ikke mig” men her skal det siges, at genre-spektret for Copenhell er helvedes bredt med alt fra hardcore trash, heavy og deathmetal til det mere psyke-, blues-, art- og progressivt rockede udtryk. Eagles of Death Metal, er et af de bands, der, med en god portion humor, virkelig trækker på traditionen fra den gode gamle rock. Bandet spillede onsdag aften på Hades Scenen, og blev på den måde en god åbning for Copenhell’s 10 år.  Eagles of Death metal formåede at levere et godt musikalsk håndværk og samtidig opretholde kontakten med publikum i et uprætentiøst og legende udtryk. Der er både noget for øregang og øjenæbler, og bassisten Jennie Wee, var med sit lyserøde hår, lyseblå læderoutfit og knaldrøde læber svær at få øjnene fra, og viste også hvordan den ikoniske Fender skulle håndteres. En anden kvinde der heller ikke holdt sig tilbage på strengene, var Lzzy Hale fra Halestorm, der torsdag sprængte Hades scenen og krængede sin rock-melodiske skærebrænder-røst og onde guitar riffs ud til et forventningsfuldt publikum.  Der er bare noget forløsende med de her “rock mammas”, der i skyhøje stiletter og med guitaren eller bassen om halsen, indtager scenen, som om de ikke havde gjort andet hele livet. Det kvindelige publikum var da også mødt (metal)stærkt op til denne koncert med Halestorm, på en festival, som ellers præges af et hvidt-maskulint-heteronormativt publikum. Selvom det hele ikke skal gå op i en kønskvote-diskussion og debatten om kvinders manglende repræsentation i musikbranchen, var det befriende at høre hvordan Lzzy Hale med det indledende opråb: “I am very proud to be a rock fan, a rock musician and a woman on THIS stage. All the ladies SCREAM – This one goes out to you bitches!”  bare ownede og repræsenterede sit køn på vildeste facon fra start til slut af koncerten.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen

I den anden og mere gru og skades befordrende ende af metalgenren, var bandet Whitechapel, der torsdag forvandlede området foran Pandæmonium til et apokalyptisk halbal af kampsvedende mennesker, der kastede sig rundt mellem hinanden i en gigantisk moshpit. Jeg holdt mig på behørig og kedelig afstand på R.I.P. balkonen (Copenhells eksklusive V.I.P-område), men havde så til gengæld mulighed for at beskue de ukontrollerede formationer, der dannede sig af menneskemængden foran scenen og til min egen overraskelse, blev jeg vildt draget af bandet og publikummet, der om nogle viste, hvordan musik kan være både destruktiv, legende, kaotisk og inkluderende og en sand ventil for de følelser, som så mange går rundt med, men aldrig får afløb for. Ser man bort fra de brækkede ribben og ankler, tror jeg en time i selskab med Whitechapel, kan være mindst lige så givende, som en terapisession. Spørgsmålet er så: Skal jeg tilbage i Københelvede næste år? Muligvis, muligvis ikke – men jeg skal i hvert fald udforske deathcore genren noget mere og muligvis deltage i en moshpit eller to…

Emilie Zakrzewski Rasmussen

Dette var første del af reportagen fra Copenhell 2019. Senere på ugen kan du læse Laura Fromms oplevelser for resten af festivalen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The William Blakes udgiver single forud for ny albumudgivelse

The William Blakes‘ nye single Turn Us Into Them er en ørehængende andensingle forud for udgivelsen af det nye album 1991, der udkommer den 29. marts. Musikken af barndomslegenderne Elton John, The Beatles og Supertramp har været drivkraften for stilen på det nye album, og det slår også igennem på den nye single. Alligevel har de fire musikeres legen og nysgerrighed skabt et unikt, dynamisk og klaverbåret arrangement, der samtidig har et vigtigt politisk budskab. Turn Us Into Them er en sang om immigrationspolitik set fra en flygtnings synspunkt:

“Efter at jeg flyttede til USA — hvor de har mange helt andre store politiske problemer — blev jeg ret overvældet over, hvordan alle har lov til at være dem, de er. Hvordan det faktisk bliver set som en styrke at være fransk, dansk, yemenitisk, tyrkisk, egyptisk og så videre. Men man er stadig amerikaner. Det gør, at der er en helt anden respekt for hinandens kultur. Og selvfølgelig bliver næste generation bare endnu mere amerikansk. Det er, som om man tør stole på sin egen identitet. I Danmark er vi så bange for, at Danmark og danskhed er noget skrøbeligt, at vi kræver, at andre skal lave sig om for at være her. Ellers går det vi har åbenbart i stykker,” fortæller Kristian Leth, som har boet i New York i en årrække.

Det er ikke kun respekt og åbenheden for hinandens kultur, der har præget produktionen af nummeret, åbenheden og nysgerrigheden har også været afgørende i produktionen, hvor de fire musikere har byttet roller og på den måde afprøvet andre hovedinstrumenter, end hvad de plejer med Fridolin på guitar i stedet for bag trommesættet, Bo Rande uden flügelhorn og keyboard men med en bas hængende om halsen, Kristian bag flyglet i stedet for guitaren og Frederik på trommer. På den måde leger bandet både med principper som nyskabelse og åbenhed gennem tematikken i nummeret, men generelt også i arbejdsprocessen på resten af albummet.  Det nye og det gamle, det kendte og det fremmede, det poppede, rockede, eftertænksomme, politiske og dynamiske flettes sammen på bedste vis på denne nye single. Turn Us Into Them er en forårslegende, rock-poppet smagsprøve på den lyd, vi kan vente os af kommende album – der er noget at glæde sig til!

Den 29. marts udgiver The William Blakes albummet 1991 på bandets eget pladeselskab Speed of Sound

Foto af Nina Frifelt

TURN US INTO THEM:

Ao they said we were all the same

Nothing here but numbers and names

And we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

They told us we had nothing to fear

We could live like we wanted here

And we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

Oh, oh here we go

They walk straight into our homes

Pick us up at night

And then they try to

Turn us into them

Turn us into them

They kept saying it was for our best

Thought we were free but were really oppressed

So we did what they said

And we did what they said

But they just kept coming

I came here from another place

War in my bones and death in my face

Back there we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *