Special-K: “Hvorfor få børn, som skal vokse op i en verden, der er fortabt?”

Special-K, artist, Iceland
Fotograf: Kolbrún Þóra Löve

En gang imellem sker det, at man hører en artist og bare tænker: “Hende MÅ jeg bare tale med!”
Sådan havde jeg det med Special-K, da jeg hørte og ikke mindst så hendes visuelle koncert på årets SPOT Festival. Det lykkedes morgenen efter – okay, klokken var to om eftermiddagen, men i vores tømmermandsramte sind var der tale om en slags morgen.

Kvinden bag Special-K er Katrín Helga Andrésdóttir; en islandsk kvinde i midten af 20’erne med et væld af interessante projekter i bagagen. Hun er et af de oprindelige medlemmer af hiphop-kollektivet Reykjavíkurdætur, som Rasmus mødte på Roskilde Festival for tre år siden, hun er frontkvinde i drømmepop-trioen Kriki (ja, dem med ægge-musikvideoen) og var tidligere den ene halvdel af den feministiske rapduo Hljómsveitt sammen med sin søster. Men hun er nok mest af alt Special-K.

Men hvad er Special-K egentlig? Musikalsk er det et sammenkog af sukkersød popmusik, et post-internet-inspireret visuelt univers og patchwork samfundskritiske tekster. Inderst inde er det et farverigt portræt af en kvinde – og ikke mindst af en generation, som vi – nærmest som et skældsord – kalder millennials. Det er omdrejningspunktet for Special-K’s debutalbum “I Thought I’d Be More Famous by Now“, der udkom tidligere på året.

“Jeg gjorde mig en masse tanker om millennial-generationen, da jeg skrev I Thought I’d Be More Famous by Now. For et par år siden læste jeg en artikel af Tim Urban – “Why Generation Y Yuppies Are Unhappy“. Den handlede om, at vores forventninger og virkeligheden ikke altid stemmer overens. På det tidspunkt kunne jeg virkelig relatere til det, og det inspirerede mig,” forklarer Katrín Andrésdóttir.

Albummet endte som en selvironisk kritik af hendes egen generation – ikke mindst visuelt, hvor Katrín sammen med nogle venner lavede karaoke-musikvideoer til samtlige numre.

På 80’er-bangeren “Fashion” ironiserer hun over modebranchens insisterende krav om fornyelse, på “Imposter Syndrome Self Help Song” synger hun om den eksistentielle krise, nærmest hele generationen befinder sig i, på grund af egne og andres urealistiske forventninger, og på albummets titelnummer tager hun fat i behovet for at blive set og den konstante søgen efter bekræftelse og anerkendelse. Altså et noget dystert syn på millennial-generationen.

Det er to år siden. I dag har Katrín et noget andet syn på sin generation.

“Jeg synes, at vi er en vildt cool generation. Vi er meget velinformerede takket være internettet, vi er meget inkluderende – meget mere end folk tidligere har været over for homoseksuelle, queers og så videre. Der er en masse seje, unge mennesker, der prøver at kæmpe den gode kamp. I dag føler jeg mig mere på linje med vores generation, selvom vi måske stadig har meget urealistiske forventninger og forestillinger om vores egen storhed,” griner Katrín.

Millennials skal redde verden
Som så meget andet er snakken om millennials to-sidet. På den ene side er det en generation, der er vokset op i en verden, hvor alle muligheder er åbne – i hvert fald i den vestlige, priviligerede del af verden – men hvor egne og omverdenens ambitioner og krav presser sig på. Og hvor problemer negligeres. Muligvis på grund af misundelse over millennial-generationens mange muligheder. Måske fordi vi ikke forstår dem.

Jeg spurgte Katrín, hvad den største udfordring er for millennial-generationen i hendes optik.

“Uden tvivl global opvarmning. Alle mine venner er virkelig utrygge ved det; de gør deres bedste for at stoppe med at spise kød eller at cykle i stedet for at tage bilen. Min generation og menneskerne omkring mig i min boble er faktisk ret bekymrede. Vi overvejer at lade vær med at få børn. For hvorfor få børn, som skal vokse op i en verden, der er fortabt? Det lyder meget dystert, men jeg føler, at det er nødt til at blive dystert, før folk tager det seriøst. Det er et kæmpe pres på min generation, for det er meningen, at vi skal redde planeten,” siger hun.

Føler du, at I skal fixe andre mennesker rod?

“Ja, præcis. På en måde. Det er virkelig skræmmende. Det er en ting, der er altid er i vores bevidsthed. Det er sjældent, jeg direkte tænker på det, men hver gang, jeg gør, får jeg det bare sådan: Oh, fuck! Der er selvfølgelig mange andre kampe at kæmpe: Feminisme, queer, anti-racisme… Men i sidste ende er det vigtigste ikke at dø. Altså, vi dør allesammen i sidste ende, men skal vi ikke prøve at lade være med at smadre planeten?”

Deprimerede popsange
Det er umiddelbart et ret dystert syn på verden, og Special-K’s musik er da også typisk blevet beskrevet som “deprimerede pop bangers”. Katrín fortæller, at hun for nylig læste en artikel, der åbnede med “forestil dig en deprimeret pige alene på sit værelse.” Men Katrín er ikke deprimeret. Snarere tværtimod. For hende er livet alt for vigtigt.

“Jeg har ikke defineret mig selv som deprimeret. Men jeg er en meget følsom og følelsesladet pige. En typisk ting ved en depression er følelsen af, at intet betyder noget. Jeg har det som om, at alting betyder noget. At alting betyder alt for meget. Jeg bekymrer mig for meget. Det er ikke en stereotypisk depression, men der er uden tvivl noget blues derinde. Men også en masse glæde. Jeg er bare ekstremt følsom,” understreger Katrín.

Men er det ikke også nemt at blive nedslået af at tænke så meget over verdens problemer?

“Jo, men i sidste ende er det ikke det, der slår mig ud. Jeg har en form for distance til verden og til samfundet. Det, der virkelig rører mig, er de personlige relationer. Det er de ting, der giver mig et behov for at skrive musik og få den ud.”

Det er i virkeligheden det, det hele handler om for Katrín og Special-K: relationer. Og at de mennesker, der lytter til hendes musik, kan relatere til den og bruge den til noget i deres eget liv. Særligt hvis de, der lytter, har det svært i deres nære liv.

“Jeg kan godt lide at skrive musik om følelser, der er universelle, men som man ikke nødvendigvis taler om. Jeg vil gerne give folk en følelse af, at de måske er mindre alene med deres følelser, end de tror. Det er det, jeg får mest ud af, når jeg spiller musik. Jeg elsker virkelig, når jeg spiller koncerter og kan mærke, at der er en forbindelse til publikum. At vi forstår hinanden,” forklarer hun.

En evig eksistentiel krise
Katrín Andrésdóttir bruger selv en masse energi på at finde ud af, hvem hun selv er. Hvordan hun kan relatere til sig selv, og se sig selv i en verden, hvor sociale medier og den medfølgende overfladiskhed fylder mere og mere. Det er blandt andet noget af det, som førnævnte “Imposter Syndrome Self Help Song” dykker ned i.

“Jeg har en uendelig eksistentiel krise omkring at være artist. Jeg prøver hele tiden at forstå, hvad det vil sige. Den islandske musiker Ragnar Kjartanssons kone fortalte mig engang, at det at være artist er at være et menneske professionelt. Den tanke kan jeg godt lide. Bare at være til. Det er rart at tænke på,” filosoferer Katrín.

“Men i virkeligheden handler det at lave musik for mig om at være fri. Jeg har læst og hørt en masse interviews med Laurie Anderson. I et af dem siger hun: “Jeg er artist, fordi jeg vil være fri – det er mit eneste mål. Det er det eneste, der betyder noget.” Jeg er enig med hende. Det er en fed måde at undslippe kapitalismen på. At vælge en super dum karriere. Der er ingen sikkerhed, men jeg gør det alligevel. Bare fordi jeg elsker det. Det er en mission for mig at vågne hver morgen og bare gøre, hvad jeg har lyst til og ikke arbejde for en anden.”

Gør du det også for at blive mere berømt, som du synger om på “I Thought I’d Be More Famous By Now”?

Godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Det tror jeg, at jeg gjorde, da jeg skrev sangen, men siden da har jeg fået muligheder som at spille på SPOT Festival, og tingene går fremad i et behageligt tempo. Jeg havde en manager fra L.A., der ville breake mig i USA. Det tror jeg ikke på. Det bliver aldrig det ene store break for mig; det kommer til at være tusind små skridt. Jeg ved godt, at min musik ikke er for alle, og at det aldrig bliver mainstream. Det er en undergrundsting for små nørder – ligesom mig selv, da jeg var ung – som finder det og kan relatere til det. Jeg har det fint med at være undergrund, så længe der er nogen mennesker, der hører det,” siger hun og uddyber:

“Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis vil være mere berømt. Jeg vil bare gerne være fri – jeg vil kunne betale min husleje. Og jeg vil gerne blive bedre til musik. Jeg føler virkelig, at der er masser af plads til at blive bedre, og det er spændende! Om jeg vil være mere berømt? Jeg er virkelig ligeglad. Måske er det en løgn, det ved jeg ikke. Nogle mennesker hader at blive genkendt. Det generer mig ikke. Så længe folk har noget pænt at sige…”

Og med de ord vil jeg afslutte interviewet med noget pænt: Tjek Katrín og Special-K ud – hun er virkelig sej! Og tjek især det fulde, visuelle album ud her:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky møder… Reykjavíkurdætur

IMG_3368

Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at interviewe Reykjavíkurdætur, var min første reaktion: “Undskyld – hvem?”. Efter en lektion i musikalsk uoplysthed af Peter fandt jeg ud af, at det var noget så unikt som et islandsk hiphop-kollektiv bestående af 22 piger i alderen 20-31 år. Tilbuddet lød altså således: Rasmus, vil du interviewe 22 islandske piger i alderen 20-31 år under årets Roskilde Festival?

Det kan jeg hurtigt afsløre, at det ville jeg satme gerne.

Det imidlertid smarte ved at være så stor en gruppe er, at man kan have forskellige interviews i gang samtidig. Derfor afholdte de fem interviews på én gang, og jeg fik derfor glæden af at snakke med – hold nu godt fast – Ásthildur Sigurðardóttir og Jóhanna Rakel Jónasdóttir (aka Junior Cheese, som hendes kunsternavn lyder). Fra nu af vil de fremgå som A og J. Så undgår jeg at brække en finger, hver gang jeg skal skrive deres navne.

Men hey! Det kom der det her interview ud af.

How does one end up with a crew of 22 rapping women?

– A: Well. Two of the girls in the group just came together and said: “We wanna rap. What are we gonna do?”. They just talked to some guy that owned a bar in Iceland, and they asked him if they could use some Tuesday nights, where nothing was going on and just come and rap. And he said yes, and the place just got full.

J: Yeah, in the end there were like 250 people in a tiny basement bar, and all the performing girls then just had something written down. We just wanted to have fun with our friends. They were not expecting this. The energy was so good there, we could just do whatever we wanted. People went “Oh my god I love this”. Before us, there were like two or three rappers in Icelandic history, so we just needed a platform for it. For the third night we made a song that was just supposed to be an advertisement for the rap night. Next day we woke up, and my mom were “Hey, congratulations on the band!”. I think you could say, that the media made us a band.

A: We just wanted to have fun. We called part of the song Reykjavíkurdætur, and that’s what the media called us.

J: Yeah, and two years later we’re at fucking Roskilde. I came here the first time when I was 17, and never had any idea I would end up performing here. People are coming up to me and saying: “Great gig”. And I’m like what am I? A rockstar? It’s so unreal.

So the purpose of Reykjavíkurdætur is just to have fun?

J: No, we wanted to make a platform with rolemodels for women, so they have a voice and can talk about whatever they want to talk about. We use the band to say whatever the fuck we want and just disguise it as music. And rap was just a convenient form of music. It’s passionate and you can get a lot of lyrics in one song, and you get to be funny and angry at the same time.

So that’s why you chose rap?

J: I don’t think we chose it.

So.. The rap chose you?

A: Yeah, hahaha.

J: I think we felt that all of rap was “Pussy, money, weed” in Iceland, so we felt we needed somebody to represent us.

A: Yeah, the girls that did it first just wanted to rap. When I saw them, I was like oh my god this is so fucking cool. I want to rap with them. I didn’t want to change the world, I just wanted to rap.

How did you learn to rap?

A: We just did it. Haha.

J: When we started we were a group and none of us actually knew how to rap, so that was a difficult period. We kind of grew up in the spotlight going from amateurs to pros really quickly. I still forget to breathe sometimes, so we are still learning. About a year ago I really sat down and listened to our stuff, and I was like: “Yep, we are actually good rappers now. It’s not just shit”.

A: Haha yeah. We become better and better everyday.

You said you chose rap, so you can say whatever the fuck you wanted. So what is it, you want to say?

J: You have to remember, we are 22. What I usually want to say is “Let’s get fucked. Let’s fuck ourselves up and have fun”. Some of us are really political, and we have a couple of songs about sexual assault. We did a song about the Slutwalk. A walk against slutshaming.

A: Slutshaming is about that you can dress however you want. You are not asking for it.

It’s so different. Sometimes you just want to rap about something that doesn’t matter. This table for an example. And sometimes you get something in your head, and you get really angry and just have to write about it and say something.

Okay.. So can you do a rap about the table?

A: Hahaha. Okay…

J: Now I’m thinking about that. Hahaha.

A: It’s a nice color. It’s a nice made table.

J: Yeah, we can do a whole album about this table. That would actually be fun.

So with 22 members. How do you coordinate on stage?

J: It kind of just happens. We divide into groups for a song, and only have a few group songs that are all of us together.

A: We organize it… A bit.

So have you ever had a moment of awkward silence on stage?

J: I think in every show theres one thing that goes wrong. It HAS to go wrong.

A: It’s never awkward. If I don’t remember I just say something.

J: I think none of our shows have been perfect, but we are really supportive on stage. There’s so much love and mutual respect on stage, and I think that also translates onto the crowd. If we fuck up, they will be okay with it. Our crowd is usually really accepting.

A: I think it’s because we are having so much fun. We are really loving it, and really giving it to the audience, so.. Yeah.

Vi siger fra Regnsky af tak til pigerne for et enormt festligt interview, der gik over i en samtale om alt fra islandsk fodbold til brugen af Tinder på festivaler, og vi glæder os til næste gang, vi får lov til at opleve Reykjavíkurdætur live!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Slut, plut, finale: Årets opture fra Roskilde Festival

Highasakite

Den er mandagen derpå. Mandagen efter den 46. udgave af Roskilde Festival, og mine sædvanlige Roskilde-blues er begyndt at indfinde sig. Jeg sidder tilbage med en følelse af en festival med meget få hovednavne – og de få, der så var, virkede fejlcastede eller leverede ganske middelmådige oplevelser. Og hvor de største kunstneriske oplevelser var henvist til Avalon og Arena. Neil Young undtaget i begge tilfælde, naturligvis.
2016-udgaven af Roskilde Festival vil også stå tilbage som året, hvor den irriterende tendens med urimelige mængder af småsnak, som har plaget mange andre festivaler rundt i landet, også ramte landets største festival. Det var især håbløst på Gloria (omend Avalon og Pavilion heller ikke gik fri), hvor de intime rammer blot virker forstærkende på folks idioti. Jeg ved ikke, hvordan man løser det, men det kunne være dejligt med lidt større respekt for både artisterne og ens medmennesker, som rent faktisk er kommet for at høre musikken. Man skulle jo mene, at der er plads nok andre steder til at vende verdenssituationen uden at ødelægge andres festivaloplevelse.
Men den her artikel var egentlig tænkt som en hyldest til alt det gode på årets festival, så lad mig slutte opsangen her og i stedet fokusere på det bedste blandt de 32 koncerter, jeg nåede at høre i år.

Palace Winter, Rising
Jeg er helt tosset med den dansk/australske-duo, og det er især deres evne til altid at levere nærværende og begejstrede koncerter, som har fanget mig. Frontmand Carl Coleman besidder al den charme, man kunne forvente sig af en australier, og den charme i smuk duet med Palace Winters musik matchede den solbeskinnede søndag aften til perfektion.

Reykjavíkurdætur, Countdown
De seneste uger har været en lang sejrsparade fra vores islandske overboer. Først skøn-smadrede Sigur Rós Northside Festival med den bedste koncert i Ådalen i år, dernæst HU-smadrede deres fodboldhold blandt andre England i Frankrig, og tirsdag var det så de på dagen 15 kvinder fra Reykjavíkurdæturs tur til at femi-smadre den spritnye Countdown-scene. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente på forhånd, men jeg fik en hiphop-fest med klare budskaber mod sexisme, diskrimination og manglende solidaritet – leveret på et islandsk, som ligger meget langt fra det, de fleste af os kender fra blandt andre Sigur Rós og Ásgeir.

Aurora, Pavilion
Åbningskoncerten på den første musikdag viste sig også at være en af de bedste. Aurora var i absolut topform og med en inderlighed og en sårbarhed, som er de færreste forundt, tryllebandt hun Pavilion i den lille time, koncerten varede. Der var vanvittigt mange nordmænd til den koncert, og det forstår man jo godt. De kan godt være stolte af deres lille landskvinde med den store stemme!

Courtney Barnett, Avalon
Courtney Barnett var mit ubetingede must see, inden jeg tog af sted på festivalen. For mig er “Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit” et af de bedste albums, der er udkommet de senere år, og jeg havde set meget frem til at opleve australierens tvetydige og ironiske lyriske univers i levende live. Og jeg blev ikke skuffet. Efter en lidt blød start foldede Courtney Barnett sig ud med en fantastisk energi og hit som “Avant Gardener”, min yndlingssang “Elevator Operator” og nummeret med den bedste linje i moderne musik – “Give me all your money // and I’ll make some origami honey” – “Pedestrian At Best”. Summen af det blev en koncert, som for mig står som årets højdepunkt.

Blood Orange, Avalon
Denne koncert kunne lige så godt have været årets bedste, hvis bare bandet havde leveret en lige så overbevisende indsats som hovedpersonen Dev Hynes/Blood Orange – som Shy Shy Shy også var inde på, da vi snakkede med dem dagen efter koncerten. For Dev Hynes er fandme talentfuld! Hans produktioner og hans sangskrivning fås ikke meget bedre, og selv hans dansemoves er svære at hamle op med. Lyden svigtede hans vokal lidt et par gange undervejs, når han gik helt ned og nærmest talte til publikum, men ellers er der ikke mange fingre at sætte på manden, som netop har udsendt sit tredje album – “Freetown Sound”. Herfra skal der i øvrigt lyde en klar anbefaling til at lytte til det album, som allerede nu fremstår som et ekstremt stærkt politisk værk.

Blood Orange – Augustine

Highasakite, Avalon
Hvorfor er Norge så fantastiske i disse år? Jeg ved det ikke, men det er virkelig en fornøjelse. Highasakite gav os den koncert, som både CHVRCHES aftenen forinden og M83 senere på dagen gerne ville: En komplet elektropopfest, som indeholdt en tilpas variation til, at den ikke virkede ensformig. CHVRCHES gjorde det også fremragende, og man kan nok med rette argumentere for, at deres hits er lidt mere syng-med-bare end Highasakites ditto, men Highasakites musikalske dybde sejrede alligevel til sidst. For når man på den ene side kan lave et cover, som forbedrer et i forvejen godt Bon Iver-nummer, mens man på den anden side kan sætte gang i en popfest, så ved man, at ens musikalske spekter både er utroligt bredt og kvalitetsmættet.

https://soundcloud.com/propellerrecordings/indian-summer

Car Seat Headrest, Pavilion
Jeg har egentlig allerede sagt, hvad der skal siges om koncerten med Car Seat Headrest i denne artikel, så jeg vil bare konkludere, at det bestemt godt kan betale sig at blive sent oppe på Roskilde Festival og tage til nogle af de mindre koncerter. Will Toledo belønnede i hvert fald de trofaste fans denne aften med en virkelig solid koncert i bedste lo-fi grunge stil.

Dillon, Gloria
Mens de fleste andre tog hjem efter -koncerten eller stillede sig i kø til LCD Soundsystem, tog jeg et smut forbi min gamle kærlighed, Gloria. I jagten på en oplevelse, som for alvor kunne blæse benene væk under mig. Tyske Dillon gjorde ubetinget sit bedste, men de førnævnte udfordringer med for meget småsnak var særligt udbredt under netop denne koncert. Det var vanvittigt ærgerligt og synd for Dillon, som i den grad havde besluttet sig for at lade sig blotte og dedikere sig fuldstændig til sit publikum. Højdepunkterne kom i form af fællessang på den hyggelige “Tip Tapping” og så naturligvis hendes helt store hit “Thirteen Thirtyfive”. På disse numre formåede hun endelig at få (det meste af) publikums fulde opmærksomhed.

https://soundcloud.com/dillonofficial/dillon-thirteen-thirtyfive

Der er selvfølgelig flere andre koncerter, jeg kunne have nævnt her. Tame Impala var fremragende, Mac Demarco var pissesjov, og Qwanqwa var både rørende og livsbekræftende. Det er heldigvis et luksusproblem, som jeg også håber at have, når jeg om et år forhåbentlig igen har mulighed for at gøre status efter endnu en udgave af Roskilde Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde festival: Dag 3 var fucking nice, fucking højt og fucking specielt

20160628_132411

Tirsdag var det allerede blevet tid til årets sidste opvarmningsdag – hold nu op, hvor er tiden bare fløjet af sted! Det føles som få timer siden, at Gents åbnede Countdown-scenen, men det er tværtimod i stedet blot en god håndfuld timer siden, at Saveus lukkede selvsamme scene, så den kunne blive omdannet til en port ind til Apollo-scenen. I dag går det så løs med den første af de “rigtige” musikdage, og vi bliver fuldtallige på Regnsky-holdet, men inden da skal I selvfølgelig ikke snydes for min oplevelse af opvarmningsdag nummer 3. Vi lægger dog ud med Mirjas oplevelse af de danske støjrockere i Deadpan Interference.

“Det var FUCKING NICE og FUCKING HØJT!” Sådan lød kommentaren fra min tømmermandsramte ven Mads, som jeg intetanende havde lokket med op forrest ved scenen, da Deadpan Interference rystede liv i et halvvågent Roskilde-publikum. Sidste opvarmningsdag startede altså med en “motherfucker” omgang noice-rock fra den danske eksperimenterende rockgruppe. Det var anden gang, jeg skulle opleve Deadpan Interference, og jeg havde høje forventninger, men de skuffede ikke. Endnu engang leverede de en overbevisende og gennemført performance, og det var ikke svært at give sig hen og space ud til de twangede strenge og intense rytmer allerede efter første nummer. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg giver mig hen til Deadpan Interference, som også er aktuelle på dette års Copenhagen Psych Fest, som afholdes på Christiania den 13.-16. juli, hvor navne som De Underjordiske, Papir og Spids Nøgenhat også er på programmet. – Mirja

Mads’ kommentar kunne lige så godt have handlet om det islandske hiphop-kollektiv Reykjavíkurdætur, som et par timer senere invaderede Countdown-scenen med den mest tilstedeværende – både bogstaveligt talt og i overført betydning – performance på årets festival indtil nu.
“This song was about our beautiful language while saying fuck a lot. The next song is about dancing as meditation,” lød det på et tidspunkt fra en af de mange kvinder på scenen, og det var egentlig meget rammende for hele oplevelsen.
15 ud af kollektivets 22 medlemmer var dukket op til dagens koncert, og fra første sekund stod det klart, at det her ville blive en fucking speciel oplevelse. Med attitude, tydelig stillingtagen i både musikken og det omkringliggende samfund og en på overfladen overraskende musikalsk kvalitet formåede Reykjavíkurdætur at få overbevist alle de fremmødte om at tage del i deres revolution, hvilket i sig selv er imponerende. Imponerende i den forstand, at hiphoppen klassisk er meget lyrikbåren, hvorfor man ellers kunne tro, at den rimelig markante sprogbarriere – de islandske døtre optræder på islandsk – kunne være et problem. Det var det ikke. Jeg ved ikke, hvad det er med islandske artister, men på en eller anden måde er de de eneste, som altid slipper godt fra at optræde på modersmålet. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil sætte Reykjavíkurdætur på hjemme på anlægget, men jeg vil til enhver tid dukke op til deres koncerter. For det var en fucking fest!

En noget anderledes fest stod finske Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? for, da de forsøgte at starte et beach party på Rising-scenen tirsdag aften. Bandet med det alt for lange navn spiller en sjov blanding af surf rock og 80’er pop med punkelementer – primært i det visuelle udtryk og længden på bandets numre. Og det fungerede for publikum, som tydeligvis var nået til det stadie, hvor de bare havde brug for at danse. Jeg havde på forhånd glædet mig meget til at opleve bandet fra Kouvola, men jeg må desværre sige, at de på trods af festen blandt publikum mangler lidt rent musikalsk. De har fundet en opskrift, der virker, men det bliver desværre for ensformigt over en hel koncert, og når de så endelig forsøgte at bryde det lidt op, blev de to vokalisters begrænsede kunnen udstillet. Jeg havde det lidt som om, at jeg var til koncert med en discountudgave af Cults tilsat en smule The Darkness-falset. Men hvis man bare var kommet for at danse, så kan Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? fint levere.

Da finnerne havde forladt scenen, blev jeg hængende ved Rising, for ikke lang tid efter skulle den danske sanglærke Katinka optræde. Og hvor Kouvola-bandet havde manglet lidt på vokalerne, må man sige, at Katinka har talent i overflod på den front. Det er egentlig ikke, fordi hun kaster sig ud i vilde fraseringer eller andet, der får hårene til at rejse sig, men alt sidder bare lige, hvor det skal – og det er en kvalitet, som de færreste besidder. Jeg stod dog alligevel tilbage med en fornemmelse af, at jeg hellere ville have set Katinka Bjerregaard i et telt senere på festivalen – Pavilion virker som en bedre arena for hendes mange kærestesorger. Når det er sagt, er der ingen tvivl om hendes talent, og hendes evne til at lege med sproget og skrive tekster er misundelsesværdig.

Klub 27 og Saveus fik æren af at lukke henholdsvis Rising og Countdown, men jeg nåede desværre kun meget kort forbi begge koncerter, så jeg vil ikke kaste mig ud i de store ord om de to koncerter, men blot konstatere at de i hvert fald begge har fanbasen i orden. Især Saveus – som jeg, på trods af at han inden sidste nummer får sagt, at man ikke skal sidde fast i sin fortid, altid vil huske som Martin fra X Factor – formåede at samle et af de største publikum på festivalen indtil nu.

Apropos fortid er det nu tid til at se fremad mod en lille håndfuld musikdage proppet med fantastiske artister, som jeg har glædet mig meget til at opleve. Vi ses derude!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *