Podcast: Den ultimative jagt på årets Roskilde-highlights

Foto: Tobias Nicolai / Roskilde Festival

Der er mange måder at finde frem til de bedste koncerter på Roskilde Festival på. Og selvom det aldrig bliver helt objektivt, så har vi forsøgt at gøre det så neutralt som muligt. Her får du både de helt umiddelbare reaktioner fra trætte festivalgæster på vej hjem fra pladsen og de velovervejede synspunkter fra udhvilede festivalgængere, der har haft tid til at tænke over tingene.

I denne podcast har Mathias blandt andet sat en ‘metaller’ i stævne for at finde ud af, om de kan finde årets højdepunkt på trods af deres meget forskellige musikalske udgangspunkter. Lyt med og hør om alt fra Power Trip og Testament til Jada, Jon Hopkins og Sons of Kemet.

Indslaget er produceret og redigeret af Laura Fromm og Mathias Gavnholt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tak for Schacke og den nye Countdown

Foto: Cameron Pagett

Countdown-scenen på Roskilde Festival har aldrig rigtig fungeret. Dårlig eller simpelthen bare for lav lyd har ødelagt fremadstormende artisters ellers gode koncerter. Et godt eksempel er Av Av Av, der fik alt til at fungere i 2015. Det var dengang scenen hed Apollo Countdown. Det eneste problem var, at lyden var så lav, at det hele tiden føltes som om, der manglede noget. Scenens lydkvalitet var lige så dårlig, som madboderne i år er til rent faktisk at have de ting, der står på deres menukort. I år er Countdown ændret for det bedre, og den Københavnske techno-producer Schacke viste mandag aften, at den ringe lyd er fortid.

Jeg tror ikke, der findes en bedre måde at overbevise folk om, at der er god og høj lyd på en scene end ved at sætte Schacke til at spille på den. For der er få som ham, der presser sine højtalere til det yderste. Hårdtpumpende techno skal høres højt! Og det blev det også. Og shit, hvor kan han skrue et sæt sammen, der rammer lige i øregangene.

Jeg tror magien ved techno er lidt svær at få øje på for mange. Men hvis man lytter efter, når Schacke går i gang, finder man ud af, at det er lidt med ham, som det er med Sopranos. At det, der sker i øjeblikket, har noget at gøre med det, der sker senere. Så lige som Tony Sopranos eskapader fra sæson tre bliver endnu mere relevante i sæson fem, så er det, man hører til Schacke sandsynligvis noget, som giver endnu bedre mening fem eller ti minutter efter, man har hørt det. En fremragende kalkuleret fest, hvor det eksploderer, fordi settet har bygget op over tid. Koncerten var en forløsende kontrast til lejranlæggenes basale bass-drops.

Schacke gik på scenen klokken 21.30, og det viste sig også at være det rigtige tidspunkt. For da solen langsomt gik ned bag scenen, begyndte lysshowet at træde i karakter. Det fuldendte oplevelsen, som når man kommer chili i en shawarma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ingen danser, før Simon Littauer siger det

Simon siger vent. Og det gør han længe, som han står der på scenen i selskab med sin modulære synthesizer, der hjælper ham med at forme en hård men også svævende technolyd.

Simon Littauer, den ældste bror i den musikalske Littauer-klan, der også består af brødrene Jacob (Yangze samt Jatoma) og Rasmus (School of X), er tirsdag aften den sidste i familiedynastiet til at kunne tikke et flueben ud for målsætningen “at optræde på Roskilde Festival“.

Og det flueben kan han notere med god samvittighed efter en fremragende koncert. Rigtig mange koncertgængere havde fundet plads foran Countdown-scenen i håbet om at have fundet det sidste skumringstids-rave, inden festivalen for alvor starter onsdag.

Det fik de, men først efter at Simon Littauer længe pirrede sit publikum med tålmodige opbygninger og flydende mellemspil, som om hans konceptuelle tilgang var et potpourri af build-ups, der aldrig klimakser i det helt store drop. Simon Littauers forsøg på at fange og tryllebinde sine lyttere kunne have gået galt, folk kunne have mistet tålmodigheden og tiltroen til den helt store fest, men de blev stående og lystrede enhver bevægelse fra den høje mand på scenen.

Som da Simon Littauer skålede med publikum, eller når han løftede en arm for at indikere, at nu sker der noget. Publikummet fulgte enhver bevægelse fra manden, de var kommet for at høre, i sådan en grad, at det først og fremmest var tålmodigheden og tilliden, der sejrede.

Kombinationen af tilliden fra publikummet og tålmodigheden i Simon Littauers timelange koncert resulterede i et technorave, der både knitrede og harmonerede i ørerne. I løbet af Countdowns tre-årige levetid har kun få håndteret scenens potentiale og udtryksmuligheder så mesterligt som Simon Littauer.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Den svære kunst at danse til house i aftensolen

B From E (aka Frej Levin) og den svenske duo Mount Liberation Unlimited ville ikke mangle noget at tale om, hvis de skulle blive fanget i en elevator sammen.

De kan eksempelvis gå i dybden om deres fælles kærlighed for dyb og charmerende house og tale om den fascination for hardware-instrumenter, som de begge besidder.

Og så har de begge haft til opgave at få publikum til at danse til housemusik midt i aftensolen på Roskilde Festival. Countdown-scenen var søndag klokken 18.30 vært for B From E, og 25 timer senere var turen så kommet til Mount Liberation Unlimited.

Ikke det værste tidspunkt for bastunge beats, men heller ikke det bedste, og det var fremmødet til begge koncerter et gyldigt bevis på. Kun hegnet helt oppe ved scenekanten, hvor man kunne finde skygge, var optaget af publikum, der endnu ikke var begyndt at overveje aftensmaden.

Fremmødet skulle selvsagt vise sig at tage til i sin størrelse ved begge koncerter, om søndagen ikke mindst takket være en tydelig begejstring malet i ansigtet på B From E over muligheden for at spille sin house-musik, der trækker tydelige tråde til Chicago-lyden i midt-90’erne. Selv da han indledningsvist kæmpede med tekniske problemer og gik bag om scenen blot for at vende tilbage med et sæt kabler til sine instrumenter, gjorde han det med et smil.

Og selvom bassen hamrede så hårdt, at den vibrerede i navlen, og B From E lignede en entertainer med sit brede smil og gode gode intentioner, kom der aldrig for alvor gang i festen. I hvert fald nåede den aldrig det klimaks, hvor hofterne løsriver sig eller hænderne nærmest af sig selv svæver i luften. Jeg kan kun forestille mig, hvordan koncerten havde udviklet sig, hvis starttidspunktet lå et par timer senere.

Mount Liberation Unlimited (foto: Hjalmar Rechlin)

Nogenlunde samme spørgsmål stod jeg tilbage med efter Mount Liberation Unlimiteds koncert. Og så alligevel ikke. I modsætningen til B From E’s instrumentelle udtryk tyer svenskerne både til guitar og vokal på deres produktioner, der er med til at give MLU et mere svævende og leftfield udtryk. Og hvor B From E lader musikken og smilet tale for sig selv, var duoen flere gange ude med direkte opfordringer til sit publikum.

Først refererede de til det danske fodboldlandsholds nederlag aftenen forinden ved at at proklamere et “fuck Kroatien”, og 20 minutter senere blev det for alvor mærkeligt, da Tom Lagerman fra duoen endnu engang adresserede publikummet. “I’m tired of Sweden. Wherever we go, we hear that the Danish people are fucking insane. But you guys are just fucking normal,” blev der råbt med en hentydning til, at folk skulle danse mere.

Men dansen brød aldrig for alvor ud. Det skal især tilskrives en alt for klumpet lyd, hvor MLU’s mange medbragte instrumenter aldrig fik lov at skinne igennem, men i stedet blev gemt væk i en maksimalistisk og stressende performance. Og på grund af dette både kunne og skulle MLU have gjort mere. Også selvom koncerttidspunktet ikke var det bedste.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.