Ben Frosts dystopiske støj var en katarsis

Ben Frost @ Avalon, Roskilde Festival

Ben Frost har tidligere proklameret, at han har brug for en anledning, en rød tråd eller et tema, hvis han skal udgive musik. Så når australieren det seneste år har fundet materiale nok til to studiealbum, tre ep’er og et filmsoundtrack, der alle kredser sig om et dystopisk fremtidssyn og den globalpolitiske usikkerhed, siger det alt om hans tankestrøm for øjeblikket.

Derfor var det også helt skudt ved siden af skiven af Avalon-scenens konferencier at præsentere den Island-baserede australier som “elektronisk feel-good”. Men lad det nu ligge, for han var langt fra den eneste, der ikke havde gjort sit hjemmearbejde. Således måtte jeg og 30-40 andre mennesker ganske få sekunder efter koncertstarten klokken 17 styrte mod den nærmeste bod i jagten på et sæt ørepropper. Lad det være sagt med det samme; Ben Frost spillede torsdag en af de højeste koncerter i Roskilde Festivals historie.

Det høje lydniveau indgår som et instrument på lige fod med guitar, looppedaler, synths og en computer, der tricker en masse udefinerbare lyde, som jeg aldrig har hørt før. Disse remedier veksler en barfodet Ben Frost imellem i et højt tempo, mens han står på sine blottede tæer og nærmest læner sig ind over bordet, som om han ved hjælp af sin fysiske kraft presser flere og højere lyde ud af sit gear.

Ben Frosts disharmoniske og dystopiske lyd, der kommer skærende og bombastisk ind fra venstre og højre, er som en katarsis, publikummet gennemgår og afreagerer på i jagten efter de små momenter af sjælerensende harmoni, der opstår i musikken. Eksempelvis på numrene Venter og Rare Decay, der i sine koncertversioner føles mere technoide takket være synkoperede trommer, der bevæger sig rastløst over hele lydgitteret. Publikum skiftesvis stod med lukkede øjne som værn mod de blitzende lamper fra scenen (og det bagvedhængende spejlforhæng) og dernæst med hænderne i vejret, når Ben Frost nåede de episke højder.

Denne kontrakt mellem publikum og den islandsk/australske adonis med det vikinglignende look blev overholdt helt koncerten med en kirurgisk præcision. Ben Frost rensede og frigjorde publikum. Også selvom det støjede helt ad helvede til!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Click Festival 2014 – ‘Do It With Others’

Prisvindende perfomance-artister, imponerende udstillinger, bevidsthedsudvidende tech-talks og ikke mindst et stort kuld af originale og grænseudviskende musikere mødes over en weekend i midten af maj, når den Helsingør-baserede festival for elektronisk musik, Click Festival, for fjerde gang slår dørene op.

Programmet indledes 15. maj med en række perfomance-installationer og udstillinger, hvor der stilles skarpt på innovativ kunst og gennemborende tech-talks, mens musikken udfolder sig fredag og lørdag, den 16. og 17. maj. På programmet i år kan man blandt andet opleve britisk islæt som den eksperimenterende producer Actress, der krydser dubstep, techno og ambience i et særegent udtryk, den über-produktiver soloproducer Ekoplekz, der er album-aktuel med Unfidelity på Planet Mu, samt den ikoniske new wave-duo Chris & Cosey, hvis storhedstid i 80’erne har sat tydelige spor i den elektroniske musik, vi kender i dag. Deres tilstedeværelse på Click Festival 2014 skal betragtes som et stort scoop.

Fra den anden side af Atlanterhavet tæller de største scoops den Detroit-baserede electro-gruppe Dopplereffekt, der senest var i Danmark under Phono Festival i 2012. Gruppens mest kendte medlem er uden tvivl Gerald Donald, der igennem sin karriere også har været med i aliaser som Arpanet, Der Zyklus og ikke mindst Drexciya, hvis bagkatalog igennem de seneste par år er blevet flittigt genoptrykt, til stor tilfredsstillelse hos duoens brede og dedikerede fanbase. Også Laurel Halo slutter sig til den amerikanske del af programmet. Den hardware-fikserede solist, der er opvokset i technoens fødeby Detroit, er om nogen personifiseringen af en festivals ideal om originalitet, hvorfor Halos tilstedeværelse er tydeligt begrundet.

Sidst, men ikke mindst, lægger også den australske komponist og eksperimentalistiske producer Ben Frost vejen forbi. Ben Frost, der siden 2005 har været bosiddende på Reykjavik, er i maj klar med sit seneste album, A U R O R A, hvorfra vi allerede har rost den aggressive første-single Venter. Den nyeste smagsprøve kommer i form af den voldsomme, støjende og stadigvæk skrøbelige Nolan, som kan høres nedenfor.

Temaet på årets Click Festival hedder Do It With Others, og ligesom sloganet er en tounge-in-cheek-bemærkning til det udbredte DIY-fænomen, handler det i høj grad om at fremprovokere samspil og participance i den enkelte festivalgænger. Man kan blive meget klogere på Click Festivals program på deres hjemmeside, hvor man også kan læse om billetpriser, time tables og meget mere.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ben Frost – “Venter”

Ben Frost

A U R O R A er titlen på drone/ambient-produceren Ben Frosts første soloalbum i fem år, som rammer gadehandlen 26. maj. Siden forgængeren By The Throat har den australske-fødte, Reykjavik-baserede artist brugt sin tid på at med-producere og intensivere albums som Tim Heckers Virgins og Swans’ The Seer, men er altså nu tilbage i rollen som soloproducer.

Første smagsprøve fra det kommende album kommer i form af Venter, hvor Ben Frost allieres af trommeslagerne Greg Fox fra duoen Guardian Alien og Thor Harris fra netop Swans. Venter er en koldhjertet og intensiv skæring, hvor Fox og Harris’ trommer hviler tungt, omend ikke højt, over et frossent lydlandskab, mens klokkerne kimer, som om truslerne venter om hjørnet. Lige indtil fire minutter-mærket … Herefter bryder helvedet løs og står i åben luge i et tromme- og synthesizer-inferno, og Venter bliver til en islandsk vulkan i udbrud, hvis altødelæggende lava har retning lige imod folks huse og deres hjerter!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *