Jeg tog til David Byrne i stedet for Four Tet og anmeldte min FOMO

Her ses David Byrne dagdrømme om en verden, hvor Roskilde Festivals publikum både kan høre ham og Four Tet. Sådan var virkeligheden ikke fredag aften, og det fremkaldte FOMO i kroppen på vores anmelder, der efter flere måneders overvejelser til sidst endte med at tage til David Byrne-koncerten.

FOMO, eller fear of missing out, kommer i mange forskellige former i løbet af en uge på Roskilde Festival, og den kommer ganske naturligt, når der dagligt foregår mere end 40 koncerter på Dyrskuepladsen. Spørgsmål som “er jeg til den rigtige koncert” og “skal jeg høre Alex Cameron eller Father John Misty, PJ Harvey eller Floating Points”, er dilemmaer, man muligvis kan genkende fra sig selv.

Dette års Roskilde Festival var ingen undtagelse. Klokken 00.00, hvor fredag blev til lørdag, spillede David Byrne og Four Tet samme tid. Den tidligere Talking Heads-frontmand var at finde på Arena, mens den britiske producer gav koncert på Apollo.

Dette clash i spillepladen fremkalder ingen problemer for majoriteten af Roskilde-publikummet. Enten er man fan af den tidsløse hybrid af art-pop og post-punk, som David Byrne i 1970’erne og 1980’erne var bannerfører for, eller også søger man mod den elektroniske dansefest, som Four Tet med sit niende album, New Energy fra 2017, har stillet i udsigt.

Men der hviler et dilemma, når man først har skrabet overfladen væk. For David Byrnes og Four Tets musikalske verdensanskuelse har flere fællestræk, end de har modsætninger. De to musikere har begge bygget sine stilarte på at hive ‘eksotiske’ genrer ind i sin hvide musik. David Byrne var en af de første, og Four Tet har det seneste årti været en af de største på lige præcis denne bane. Derfor er det ærgerligt, at man denne fredag nat ikke har muligheden for at opleve den sammenhæng, der er imellem de to artister.

FOMO-tankerne kom snigende
Så jeg måtte vælge til og vælge fra, vende min opmærksomhed mod den ene musiker og vende den anden musiker ryggen. I løbet af ugen var jeg overbevist om, at det skulle være Four Tet og mig, men så begyndte mine fomo-inciterende tanker at kravle ind på mig.

“Men, Morten. Du er glad for Talking Heads, og mon ikke du bliver forkælet med nogle af de ikoniske hits fra bandets bagkatalog?”

Og så prøvede tankerne ellers at svare igen på sig selv:

“Men, Morten. Du går jo ikke til en Morrissey-koncert, hvis du vil høre sange fra The Smiths, eller til en Damon Albarn-koncert, hvis du vil høre noget fra Blur. Det er bands, som er mere og større end bare deres frontmænd. Det bliver aldrig det samme uden Tina Weymouth og Chris Frantz. Det er jo ikke David Byrne, der er optaget i rock’n’rollens Hall of Fame. Det er Talking Heads.”

Det var øjebliksbilledet af de to artister, der inden fredagens program på Roskilde pegede mig i retningen af Four Tet på bekostning af David Byrne. Four Tet cementerede i efteråret 2017 sin status som kongen af krydsfeltet mellem indie rock og dansemusik på det fremragende album, New Energy, som både kommer vidt omkring og bevarer en rød tråd. David Byrne, derimod, har med American Utopa fra april i år skabt et rodet album.

Men så kom den igen, tvivlen. Havde jeg nu udpeget mig den rigtige koncert?

“David Byrne er 66 år gammel. Og selvom han er en ivrig cyklist, så er det ikke til at vide, hvordan hans fysiske form vil ændre sig de kommende år. Måske er dette sidste chance for at opleve en nogenlunde viril og kapabel David Byrne?”

Men, Morten. Four Tet er så eftertragtet og dermed også dyr en herre, at det kræver op imod 1.500 betalende gæster, før det kan betale sig at booke ham til en koncert i Danmark. Og den kapacitet er der ingen, der kan rumme. Det kommer simpelthen ikke til at ske andre steder end her på Dyrskuepladsen.”

Det blev David Byrne
Men det første argument vandt, og sådan besejrede den gråhårede rock den farverige electronica. Jeg begav mig mod Arena-teltet, der viste sig at være proppet til randen af et forventningsfuldt publikum. Rygterne om et nyt show, der efter sigende reformerede selve koncertformatet, var allerede nået os i forkøbet, inden David Byrne ved midnat indtog scenen med American Utopia-lukkenummeret Here siddende bag et skolebord med en hjerne i hånden.

Her er en region med rigelige detaljer. Her er en region, der sjældent anvendes,” synger han med hjernen rettet ud mod publikum. Her er en koncert, hvor alle de stationære instrumenter er røget ud. Her er 12 mobile musikere, der flyder rundt på scenen med deres remedier og mikrofoner spændt fast på kroppen. Her er en fremragende lyd på Arena.

Men her er også mere tale om en musical, end det er en koncert. David Byrnes stive lemmer bevæger sig koreografisk med resten af bandet, og han stirrer teatralsk ind i sidevæggen, når han synger “I used to think that I should watch TV”. Og så er det, at fomo-tankerne vender tilbage i hovedet på mig.

Er den mærkelige koreografi og det spøjse skyggespil ikke blot en kompensation for, at American Utopia-pladen, for at sige det pænt, er jævnt kedelig og ligegyldig? Hvad er det, alle de grå jakkesæt og de bare fødder symboliserer? Den slags havde du ikke skulle forholde dig til, hvis du var taget til Four Tet.

Mens David Byrne og hans band danser langsomt og formålsløst rundt på scenen til tonerne af Everybody’s Coming To My House, begynder jeg at forestille mig den fest på Apollo, som jeg i disse sekunder går glip af. Men så er det, at vi langt om længe får vores egen fest på Arena, da David Byrne hiver det helt tunge Talking Heads-arsenal frem. Once In A Lifetime og This Must Be The Place gør Slippery People fra begyndelsen af koncerten selskab, inden de lukker med Burning Down The House. Hele Arena virker til at synge med, og et veloplagt band er med til at skabe fremragende cover-versioner af dette Talking Heads-materiale.

Det var undervejs et forfærdeligt og næsten umuligt valg at vælge imellem Byrne og Four Tet, men hitparaden slog alle mine FOMO-tanker ihjel. Hvad så, om Four Tet havde en fest? Hvad så, at jeg forpassede muligheden for at høre Two Thousand And Seventeen live? David Byrne og hans band spillede fremragende, og American Utopia lyder bedre live end i studieversionen – heldigvis, fristes man at sige.

Jeg kan dog ikke sige, at det nye koncertformat slog fødderne væk under mig, eller at jeg kunne se det revolutionære bag det, for har I hørt om en musical? Men jeg var glad for koncerten, glad for festen, det endte med, og glad for mit valg. Så må tiden vise, om Four Tet kommer tilbage til Danmark. Ellers går det nok.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival: Future Islands gav publikum energi i en solid arbejdssejr

Future Islands - Foto: Malthe Ivarsson
Future Islands – Foto: Malthe Ivarsson

“You know the road has given us everything we’ve got”, er Samuel T. Herrings første ord til publikum i et fyldt Arena-telt. Klokken er 16, det vil sige, at det er formiddag på Roskilde, og det vil også sige, at et lidt søvnigt publikum kan forekomme. Måske ved Future Islands ikke det, måske gør de og er i så fald lige glade.

Future Islands er live såvel som på deres seneste to album, Singles (2014) og The Far Field (2017) indpiskere. De er et band af vejene, som Sam Herring pointerer. De har spillet over 1000 liveshows, og lad os blot få det sagt: de er et forbandet godt og karismatisk liveband, som kan bære at være netop indpiskere over en festivalkoncerts 75 minutter med et energihungrende publikum uden at miste deres personlighed i et forsøg på at please.

Publikum sugede godt til sig af Future Islands’ energi. Den kom fra live-trommeslageren Michael Lowrys piskende trommer, fra Gerrit Whelmers ekskursioner udi synthens lange toner, fra saltstøtten William Cashions melodiske basspil. Og så kom den selvfølgelig fra den nok mest usandsynlige dansestjerne, Sam Herring. Jo, en del af publikum var mødt op for at se giraffen i form af Herrings gorilla-dans. En del af dem gik efter koncertens tredje nummer. Synd, for havde de ventet, var de nok blevet omvendt til at være en del af fællesskabet af Future Islands-fans live – præcis sådan som Future Islands altid har opbygget deres publikum.

Future Islands lagde fra land med to forrygende singler, “Ran” og “A Dream of You And Me”, inden en række lidt mindre genkendelige tracks fra tidligere udgivelser og A Far Field overtog. Future Islands har fået sit gennembrud på baggrund af albummet Singles, og girafgæsterne kom på den baggrund. Det har været en udfordring for Future Islands at få lyttere med over på nye album.

Så meget desto heldigere for bandet, at de havde en Roskilde-koncert at gøre det ved. Et nummer som “North Star” funklede live med sit todelte omkvæd, som går en tone ned i sted fremfor op. Det er den form for overraskelser, som gør Future Islands til et gode liveband, trods deres musikalsk univers over 75 minutter kan blive lidt vel ensformigt, når festivalsettet hives frem for at give publikum den maksimale energi – nuancerende albumtracks som de mere stille “Give Us The Wind” og “Little Dreamer” blev naturligt undladt.

I stedet valgte Future Islands at give os energien. Den ustoppelige Herring – der i øvrigt stadig ligner en værftsarbejder fra Baltimore – farede scenen rundt med skiftevist parringsdans, på hug growlende mod publikum og hoftevrikkende som den vildeste ladyboy. Lod man sig indtage af det til tider lidt aparte syn og blev man hængende, så fik Future Islands i en solid arbejdssejr overbevist om, at også The Far Fields mere album-orienterede sange er af en helt særlig funklende slags – det kunne ses og høres i publikums fortløbende jubelbrøl halvvejs i sange. Så må nuancerne opleves til en venuekoncert med et veludhvilet publikum.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jungle og Hot Chip havde ingen problemer med at skabe dansen

Jungle, ledet af barndomsvenner 'J' og 'T' viste endnu en gang, hvor dygtige de er live (foto: Peter Emil-Witt)
Jungle, ledet af barndomsvenner ‘J’ og ‘T’ viste endnu en gang, hvor dygtige de til at få deres neo-soul ud over scenekanten (foto: Peter-Emil Witt)

Der er ikke bare halvtreds år og et helt atlanterhav til forskel fra soulmusikkens udspring af afroamerikansk musikkultur til britiske Jungles neo-soul. Med inspirationer fra sydamerikansk bossanova og Nile Rodgers-guitarriffs vil Jungle have dig til at smile, elske og danse. Der er ingen sekulære sangtekster eller dyb smerte, og derfor kunne jeg på forhånd gisne om, hvorvidt duoen, der på livescenen folder sig ud til en septet, kunne holde gejsten hos publikum oppe i en lille time med kun ét album i baghånden. Det selvbetitlede debutalbum fra 2014 viser ikke mange udsving på temposkalaen og kommer sjældent over de 100 beats i minuttet.

Alligevel var forventningerne til Jungle tydeligvis store på Avalon-scenen i går, hvor der var fyldt godt ud i gruset med meget lille mulighed for bevægelse. Rygtet om deres sublime evner som liveband og dets fire fornemme singleudspil var tydeligvis kommet dem i forvejen, for da korpiger, bassist, trommeslager, synthmand samt hovedpersonerne ‘J’ og ‘T’ havde gjort deres entré på scenen, var de allerede ti minutter forsinket.

Publikum tilgav imidlertid bandet med det samme takket være åbningsnummeret Platoon, badet i grønt scenelys. Ligesom det er tilfældet på albummets øvrige 11 numre, er varigheden på Platoon skåret ud efter bedste radiovenlighed med tre til fire mintuters spilletid. På scenekanten folder bandet numrene ud i extended cuts, hvilket giver Jungle rig mulighed for at charmere og flirte det efter deres eget udsagn ‘det bedste publikum, de har spillet for hele sommeren’.

Kollektiv fest til sidst
Ligesom monotonien lurer i baggrunden på nogle af albummets fillers opstod der også sekvenser, hvor intensiteten sammen med publikums hænder kom et stykke ned mod grusunderlaget. Efter den fine The Heat skulle bandet arbejde sig igennem Accelerate og Lucky I Got What I Want, og i et kort øjeblik kunne man frygte, at det ville være for sent at hive begejstringen tilbage i publikum på numrene Busy Earnin’ og Time, som de har for vane at slutte deres koncerter af med.

Men noget ganske uventet skete på det tredjesidste nummer, DropsMed inspirationer helt tilbage til Beach Boys’ vokalharmonier synger J og T “So come down from the clouds“, og det var mere en følelse af comedown efter en lang nats rus, end det var af den tilbagevendte jord under fødderne. Men så tog bandet lyden længere ned end på de forgående numres break, indhalerede stilheden, inden en arpeggieret akkord sendte publikum tilbage op mod skyerne. Vejen var derefter banet for en kollektiv fest, som trods høje forventninger og et begrænset bagkatalog efterlod et positivt indtryk.

Hot Chip – Dansefest for nørder

Hot Chip (foto fra anden begivenhed)

En helt anden danseoplevelse var nattens sidste koncert med det engelske dance/punk-outfit Hot Chip. Med seks album på bagen trækker Hot Chip på langt flere strenge end landsmændene fra Jungle, blandt andet med samhørigheden fra Chicago house-inspirationerne på Need Your Love og avantgarde-disco á la Arthur Russell på Don’t Deny Your Heart.

Hot Chip gjorde rigtig meget for at underholde og for at holde publikum vågne til den sene nattekoncert, som da de oppe på scenekanten fremførte en nørdet dansekoreografi på Flutes. Ansvaret for kontakten til publikum var rigeligt fordelt mellem Al Doyle (der også huserede i LCD Soundsystem), Joe Goddard (The 2 Bears) og frontmand Alexis Taylor.

Hot Chip høster vanligt rosende anmelderkritik for deres albumudspil, men der er stadig et stykke til det danske publikums hjerter. Deres image som nørder, der leger med elektroniske instrumenter og blandt andet sampler First Choices discoklassiker Let No Man Put Assunder rammer ikke rigtig ned i noget P3- eller P6 Beat-segment.

Parade af hits og undervurderede skæringer
Til gengæld blev Arena ramt af bandets lyst til at skabe en fest. Her var Over & Over, der hyller repetitionens kunst, overgangen fra Ready For The Floor til den smukke danseballade I Feel Better samt lukkenummeret, bandets cover-udgave af Bruce Springsteens Dancing In The Dark, iklædt electro-klæder, aftenens højdepunkter. Hot Chip har ligeså mange hits, som de har undervurderede skæringer. Sent i går nat miksede de begge blokke sammen, hvilket skabte det, de var kommet for; dansen. Tilfredsheden var tydeligt printet i folks ansigter omkring mig, men der manglede måske lige det sidste. Det kunne blandt andet komme fra A Boy From School, bandets absolutte hit, som ikke havde fundet vej til setlisten. Ikke desto mindre en større anledning til at hive dem tilbage en anden gang; for underholde, det kan de, de nørder.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Crystal Castles – et postapokalyptisk rave

Crystal Castles (billede fra anden begivenhed)
Crystal Castles (billede fra anden begivenhed)

Jeg så for et par år tilbage et afsnit af det engelske bilprogram Top Gear, hvor medværten Richard Hammond i et indslag skulle donere et pund til redaktionens bødekasse, hver gang han brugte en vag eller overbrugt metafor om et køretøj. Nogle gange spørger jeg mig selv, om jeg ligesom Hammond også overskrider grænsen for, hvor mange gange man kan gentage en metafor, der lyder flot, men som ikke helt dækker betydningen man søger efter. Allerede i denne artikels overskrift kan man argumentere for, at jeg udfordrer hvad der er tilforladeligt, men det skal ses i lyset af, at koncerten med Crystal Castles ikke rigtigt kan beskrives bedre.

For denne historie, om mit første stævnemøde med den canadiske duo, starter tilbage i 2007 med deres selvbetitlede albumdebut (altså, det første album med titlen Crystal Castles, ikke de efterfølgende), der nok mest af alt var en tid i mit liv bestående af overbrugte klicheer – lidt ligesom når man kalder en koncert for et postapokalyptisk rave. Men det var altså oplevelsen jeg gik fra koncerten med, på trods af at gemme mig lettere afkræftet bag lydpulten, hvorfra Crystal Castles egen visuelle taktfører sammen med trommeslageren på scenen agerede tredje og fjerde støtteled til en koncert, der så sandelig ikke var for de sarte sjæle. Crystal Castles’ melodiøse, episke og nærmest teatralske blanding af noise, electrotrash og punkattitude var for mig et gateway-drug indtil elektronisk musik med støjflader, men fik få år efter debuten i 2007 en overhaling indenom af hele witch house-bølgen, der på satirisk vis involverer mange elementer af spiritualitet og religiøse symboler.

Dette distancerede mig brat fra scenen, hvis artister oftest bar tåbelige navne, der aldrig var venlige overfor googlesøgninger (et navn bestående af otte trekanter, what the actual fuck?), men her var aftenens koncert på Arena et nostalgisk gensyn. Jeg fik sågar momentvis muligheden for at blive introduceret for (III), duoens seneste plade fra forrige år, hvilket jeg på trods af varme anbefalinger fra min omgangskreds endnu ikke har fået dyrket. Momentvis, fordi koncerten hele vejen igennem på fornem vis blandede materiale fra samtlige tre studiealbums og ep’er helt tilbage fra canadiernes spæde år. Eksempelvis arbejdede den kvindelige vokalist og moderne riot grrl Alice Glass og den hætteklædte producer Ethan Kath sammen om et vellykket og koncertvenligt rework af Magic Spells og Courtship Dating fra debutpladen, hvor Glass for alvor brugte sin stemme som et instrument, mere end noget, der skulle invitere lytteren på lyrisk forståelse. De melodiske og støjende beats ravede sammen med Glass’ arrige røst nådesløst Arena sønder og sammen, inden koncerten blev sluttet af med Not In Love, et lyttervenligt hit radiokanaler som P3 og P6 forståeligvis har taget til sig og hyppigt spillet. Ikke overraskende blev nummeret fremført uden originalversionens gæstevokalist Robert Smith fra The Cure, men trukket igennem vocoder og andre vokalmanipulerende maskiner klarede Glass præstationen udemærket på egne ben.

Mit ret tilfældige gensyn med Crystal Castles var på alle måder et forfriskende gensyn, og der var på intet tidspunkt kunne man mærke, at duoen efter ni år på benene virkede udbrændte, noget man ellers normalvist oplever hos andre, musikalsk beslægtede naboer indenfor witch house-scenen. Intensiteten fremstod velbevaret og nærværende hele koncerten igennem, og selv hvis min træthed fuldstændig havde taget vejret fra mig, ville jeg liggende i græsset stadig mærke de konstant pulserende stroboskoplys på min nethinde; som et sandt postapokalyptisk rave, en nådesløs fest som evnede at indlemme samtlige publikummer til at tilslutte duoens rejse imod livet efter døden – tømmermændene i morgen. All aboard!

Del og kommentér

  1. Anders G says:

    “Originalversionen” (hvis man kan kalde et covernummer det) af Not in Love er faktisk den de spillede – uden Robert Smith. Efter (II) var udgivet, blev remixet udgivet som single. Efterfølgende blev pladen genudgivet som ( II ), hvor den første version af Not in Love var fjernet og erstattet med den anden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Foals: I kontrol fra start til slut

På scenen ser Foals ikke ud af meget, som den magre kvintet fra Oxford står dér på Arena, med plads til rundt regnet 17.000 publikummer. Næsten lige så mange fremmødte kunne tælles torsdag aften, da indie dance-bandet fremførte dele af dét bagkatalog, som hidtil kun tæller to fuldspillere; Antidotes fra 2008 og Total Life Forever fra i fjor. Altså en tydelig kontrast til dette års scene-kollegaer, som blandt andre tæller mere etablerede navne som TV On The Radio, Bright Eyes, PJ Harvey og Love Shop.

Men fra første akkord, fra det allerførste tonsertunge slag fra den ekseptionelle trommeslager Jack Bevan, greb Foals fat om opmærksomheden fra det forventningsfulde publikum, hvis entusiasme omkring bandet efterlod et fingerpreg om, at størstedelen på forhånd havde nærstuderet bandets bagkatalog. Anslåede melodier blev registreret prompte, hvorfor tusindvis af yderst klappeglade hænder røg i vejret, sang efter sang, selv når Foals prøvede sig med de mere nedtonede af slagsen fra Total Life Forever.

Heller ikke jeg kunne dy mig fra at blive revet med. For med en sådan iver efter at skabe en fest, med både energi, nærvær og fantastisk håndtering af deres knaldhurtige arrangementer pakket i tasken, var mit første stævne med en Foals-koncert en meget opløftende én af slagsen! Fra første sekund, da bandet sparkede koncerten ind med Olympic Airways, som fik folk til at råbe ‘dis-ap-pe-ar’ i kor, var tonen lagt. Foals’ succes findes især på de hurtige dance-punk arrangementer som var hovedingrediensen på Antidotes, men viste sig også dygtige på numre som blandt andre Spanish Sahara. De mere rolige arrangementer fik forsanger Yannis Phillippakis helt op i yndig vokalsang, væk fra hans mere kendtegnende råb. Samtidigt beviste Jack Bevan med sin imponerende polyrytmik hvori bandets komplekse math-rock definition opstår – utroligt, hvordan en så rådmager britte kan slå så hårdt på sit trommesæt.

På mange måder stod gårsdagens oplevelse med Foals i stærk kontrast til den, jeg havde med Tame Impala tidligere på dagen. Bandmedlemmerne i Foals arbejdede stærkt sammen uden at skelne meget til hinanden, hvilket beviste stor koncertrutine, som satte dem i kontrol overfor et taknemmeligt publikum fra start til slut. En yderst opløftende koncert, som vil kunne mærkes i mine fødder og hænder mange uger endnu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.