Livestemning

Livestemning

Haim – Singlernes fest ramte plet

Af Peter Pishai Storgaard den
Haim

Arena har altid været min yndlingsscene på Roskilde Festival. Den kan på magisk vis skabe unikke øjeblikke, hvis artisten, der indtager den legendariske teltscene, formår at løfte opgaven. Og det gjorde de tre energiske søstre i Haim fredag eftermiddag – med en god del hjælp udefra.

For selvom de tre amerikanske furier gjorde sit for at fylde den store scene ud, formåede de to første sange i en lang række af singler – jeg er stadig i chok over, hvor mange singler Haim har formået at sende ud på deres trods alt stadig ret korte levetid – ikke rigtig at komme ud over rampen. Henholdvis tredje og femtesinglerne fra sidste års eminente debutalbum “Days Are Gone”, “Falling” og “If I Could Change Your Mind“, skød relativt vaklende koncerten i gang. “Falling” var i klassisk stil for en koncerts første nummer præget af en alt for mudret lyd, hvor forsangerinde Danielle Haim havde svært ved at trænge igennem, mens “If I Could Change Your Mind” så småt fik skudt gang i den forventede fællessang blandt et publikum, som i høj grad falder ind under “P3-eftermiddags-segmentet”.

Men det var først, da dagens publikumsengagerende hovedperson og bassist Este Haim annoncerede, at bandet nu ville lade som om, at de var hjemme i studiet og jamme lidt, at der for alvor kom gang i både publikum og bandet, der vist begge lige skulle finde et fælles ståsted. Det ståsted blev så den sydstatsrockede jamsession, som i virkeligheden var et cover af Fleetwood Mac-klassikeren “Oh Well“, hvor lillesøster, guitarist og perkussionist Alana Haim fik lov til at lege vokalist for en stund.

Det var dog en kort opblomstring, da der derefter fulgte to honning-relaterede sange i form af “Honey & I” og den ellers fantastisk sensuelle “My Song 5“, hvor de tre piger proklamerede, at de i hvert fald ikke ville være vores honningtærte. For på trods af Estes energiske opfordringer til publikum – og hendes efterfølgende ret komiske ros af selvsamme menneskeflok – virkede de to sange grundlæggende bare som en pause i den hitparade, som pigerne trakterede med på denne solskinsdominerede eftermiddag.

Og hitparade er da også det helt rigtige ord for resten af koncerten, som efter et særpræget men lækkert cover af “XO” med Este Haim som dagens Beyoncé sluttede Haim koncerten af med singlerne “Don’t Save Me” og “Forever“, samt de to fællessang-fremkaldende hits “The Wire” og “Let Me Go“.

Så selvom der var enkelte smuttere, som nok i høj grad er et resultat af, at hovedparten af publikum endnu ikke havde fået et forhold til “Days Are Gone”, så blev koncerten singlernes fest – omend det krævede en del hjælp fra de mere etablerede Fleetwood Mac og Beyoncé. Men hey, giv pigerne en plade mere, og så vil de have singler nok til at kunne levere en hel og komplet koncert.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Warpaint – vokalharmoni og shoegazerlyd sejrede til sidst

Af Morten Bruhn den

Roskilde Festival har i Avalon fået sig en ny scene, der i går fik sin ilddåb med koncerter fra blandt andre Earl Sweatshirt og Liars. I dag var det så denne signaturs første omgang med den nye scene, der har overtaget pladsen fra Cosmopol. Det oftest støvfremkalende grusunderlag er der stadigvæk, men scene er blevet blå og profileres i år med at have en versatil størrelse, der kan rumme både mindre såvel som større navne. Det Los Angeles-baserede shoegaze/indie-rock-band Warpaint må i denne sammenhæng betragtes som et af de større navne, hvilket også indledningsvist var afspejlet i fremmødet. Starttidspunktet klokken 17.00 betød, at kvindekvartetten ikke mødte anden musikalsk konkurrence end den fra Orange Scene, hvor tyske Seeed, der repræsenterer en hel anden stil end den fra Warpaint, bød op til dans.

Dans blev der også opfordret til på Avalon, hvor Warpaint gik ind på scenen til tonerne af C+C Music Factorys 1990-danseklassiker, Everybody Dance Now. Et mærkeligt valg for et band, hvis lyd oftest kalder på et mere stillestående fodparti. Det fremmødte publikum stod også længe og vaklede rundt i gruset, hvilket dog ikke var effektueret af Warpaints på plade fornemme shoegazerlyd og vokalharmonier. Dertil var lyden for ringe, og der bredte sig hurtigt en sitrende, lettere apatisk stemning omkring den bagerste halvdel af sceneteltet, hvor jeg befandt mig. En del lavmålte samtaler imellem publikummer spredte sig, og det virkede på mig til, at denne del af fremmødet havde fundet vej til Avalon grundet en nysgerrighed mere end at de var deciderede fans af bandet.

Jeg er af en stor fan af 2010-debutalbummet The Fool, hvor de førnævnte flerstemmige vokalharmonier er bandets helt store styrke. Denne force blev dog hæmmet af dårlig lyd, og på denne måde kom de fire kvinder, der indledningsvist fremstod ganske introverte, ikke for alvor fik et tag i størstedelen af publikum. Før koncertens femte nummer, Undertow, spurgte frontfiguren Theresa Wayman, om publikum var klar til at feste. Det imødekommende jubelbrøl blev fra gruset mødt af gruppens vel nok største hit, der langt fra er en festlig sag. Heldigvis skete der halvvejs inde en heldig udvikling for koncertoplevelsen. Den del af publikum, der mest var interesserede i at finde ud, hvad dette band med to albums på samvittigheden havde at byde på, gled langsomt ud af teltet, måske fordi et andet kvindeband, popsøstrene fra Haim, var en halv time fra at gøre sin entré på Arena. Herefter forstummede en del af den uro, der prægede den første halvdel af koncerten.

Love Is To Die, førstesinglen fra den selvbetitlede albumopfølger fra 2013, ændrede markant Warpaints indstilling. Duoen kom ud over scenekanten og den nu mere dedikerede fanskare kom let op at danse. Trommerne fra Stella Mozgawa var i forhold til indledningen sat langt bedre i scene, og der eksisterede for første gang en fornen harmoni imellem vokalarbejdet fra Emily Kokal, Jenny Lee Lindberg og den smukke Theresa Wayman, der sommerkådt vrikkede frem og tilbage. Dette nummer startede en perlerække af veludførte numre, hvor synergien imellem publikum og Warpaint markant var til stede. Først med Drive, den penultimative skæring fra samme album, og sidst en række mere shoegazestilede numre fra bandets spæde år og ep-udgivelser. Den store, farverige baggrund, der visualiserede Warpaints nyeste album, udgjorde derfor mere en facade af grønne og lilla farver, end det var et udtryk for koncertens omdrejningspunkt. Hvad jeg indledningsvist frygtede ville blive en tam koncert, endte i stedet med en flot gennemgang af kvindernes 10 år lange karriere sammen. Warpaint har en stor fremtid foran sig, både på album og i liveformat, hvis de kan fortsætte deres solide blend af shoegaze-lyd og vokalharmonier, der er bandets helt store force, og også var det denne tidlige aften.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Connan Mockasin – Psykedelisk udflugt til freakland

Af Eva Laksø den

Morten: Intet navn på dette års Roskilde Festival-line up ser ud til at fange samtlige Regnsky-medlemmers opmærksomhed så meget, som det er tilfældet med Connan Mockasin. Freak pop-sangeren fra New Zealand er om nogen den artist, der på forhånd var det mest imødesete navn. Det så da også ud til at være tilfældet for en stor del af Roskilde Festivals publikum, der havde fyldt et hedt Pavilion-telt til bristepunktet på samme måde som en Ryan Air-rejsekuffert. Nogle af gæsterne havde muligvis været til new zealaenderns meget hypede koncert på Bremen Teatret tidligere på året, der efter sigende skulle have været en totaloplevelse. Jeg gik derimod ind til koncerten uden forhenværende Connan-oplevelser, men fik da så sandelig én til fotoalbummet. Men Eva, du var jo også på Bremen Teatret; hvordan vil du sammenligne disse to koncerter?

Eva: Eftersom Bremen-koncerten med sin fremragende lyd, sit totale nærvær og umiddelbarheden fra scenen var en af mine bedste koncertoplevelser nogensinde, ville det være helt unfair at sammenligne koncerten på Roskilde med dem. FørConnan gik på scenen – eller i hvert fald før koncerten begyndte, deres soundcheck flød næsten direkte over i koncerten – spekulerede jeg over, om Connan overhovedet kunne spille en koncert uden at skuffe mig. En gammel rotte i koncertregi fortalte mig engang, at man aldrig skal give publikum alt, de vil have, for så kan de kun blive skuffede. Den tanke tænkte jeg halvdelen af tiden før koncerten. I den anden halvdel tænkte jeg: OK, hvis han kan gøre det så godt inspireret af Bremens omgivelser, må Roskilde da være et sandt Tivoli. Desværre var bandet ankommet super sent og måtte improvisere fuldstændigt uden forberedelse. Men det kan Connan! Ligesom hans musik flyder naturligt trods sine uendelige særheder, griber Connan enhver flig af skørhed fra omgivelserne og gør dem til store, uforglemmelige koncertøjeblikke. Apropos de oplevelser, strippede du så, Morten?

Morten: Ja, jeg må nok erkende, at min trøje røg af. Efter fem dages intensivt ølforbrug var jeg dog nødt til at trække maven en smule ind, hvilket var en hård kamp takket være det store smil, jeg bar rundt med. Connans kåde stemme og eminente guitaregenskaber smittede voldsomt af på mig og publikummerne omkring mig. Stemningen faldt til tider ned i en lidt kedelig dal, men på hits som “I’m The Man That Will Find You” og “Forever Dolphin Love”, der bød på masser af vitalitet og imponerende temposkift, udbrød der et brøl fra publikummet så taknemmeligt og overdøvende, at det var svært ikke at lade sig rive med. Connan er en mytisk freak, hvis koncerter tilsyneladende fører de mærkeligste, utypiske beretninger med sig. “Engang kom han ind og lå i flere minutter i en sovepose” eller “forrige uge gav han en koncert klædt ud som Peter Pan”. De fortællinger var der også ved denne koncert, med stripshow, vindmaskiner og topløse bandmedlemmer, og med visse artister kan det godt virke ret søgt. Der er dog noget helt naturligt over Connan Mockasins måde at underholde på, og når han kan krydre det med høj musikalsk kvalitet, er det en succes-cocktail. Er jeg bare alt for entusiastisk over denne Connan-jomfrurejse, eller kan du følge mig?

Eva: Tillykke med din nye status som døbt af Connan! Jeg kan godt følge dig. Selvom jeg manglede lidt sikkerhed i vokalen specielt i settets tidlige numre som “Faking Jazz Together”, tvivler man aldrig på, at Connan vil en det godt, endog rigtigt godt. Det fantastiske med freaks er deres sært dragende mystik, som for uindviede virker afskrækkende, men bliver den vildeste fascination, når du opdager, at freaken også er empatisk. Connans strør melodisk sukker udover sine psykedeliske udflugter til freakland, har tilstedeværelse som en stjerne, et velspillende band og tilsammen gør det fascinationen så stor, at man må følge med ud i havet – også selvom han på vildere dage kan fortrylle publikum endnu bedre.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Lykke Li – Kærlighedens dualiteter i popforening

Af Eva Laksø den

Lykke Lis heartbreaks er givetvis nogle af moderne popkulturs bedst forevigede. Både i kvantitet (well, hendes heartbreak(s) er efterhånden tematik for tre album) og kvalitet (de tre album er overordnet set ret gode). Draperet i sort med skarpt optegnede sørgmodige øjne, er Li mystikkens hjerteveninde og mystikeren blandt veninderne. Intet er entydigt, heller de stærkt præsente heartbreaks på Lis seneste album I Never Learn. På det er Li så smadret af kærlighedens fravær, at det forsvundne må have været ufattelig godt (engang).

Ligesom heartbreak er både kærlighed og sorg over afsavn, er Lykke Li en dualitet. Det oplever publikum til svenskerens tidlige aftenkoncert på Arena på flere planer. Mest åbenlyst i setlisten, hvor den overjordisk rentsyngende skønhed pendulerende mellem sine tidligere hits (“Dance Dance Dance”, “I Follow Rivers”) og balladerne fra den seneste album, det undervurderede og ret fantastiske, I Never Learn.
Setlistens variation er en naturlig forudsætning for en god koncertoplevelse fra en popartist med aldeles genkendelige vokaler og popmelodier i en instrumentering stilsikker som skandinavisk design. Hvis ikke tempoet ændres tilstrækkeligt, bliver koncerten en entydig oplevelse. I hvert fald når vi står lige indenfor hegnet til festivalpladsen, har ventet så længe, og gerne vil have det godt uden konstant at bevidstgøre os om musikkens følelsesmæssige baggrund.
Li har festivalpublikummets behov for øje i sit design af setlisten og i sine rytmisk dominerede liveversioner, som takket være den medlevende trommeslager fremragende trak tidligere udgivelsers tribale tendenser frem i hendes seneste tilføjelser til repertoiret. Således starter koncerten i de nye, traurige strygerskønne sanges hjerteknugen og ender i “Get Some”’s fællesskablige oprør mod kærlighedens afmagt uden at miste den blodrøde tråd.

At bløde hjerteblod af kærligheden er en universal følelse, og når Lykke Li i det bjergtagende smukke nummer “Never Gonna Love Again” synger “everytime the rain falls think of me”, er det både en bøn til den forsvundne kærlighed og en trøst til den forladte lytter. Lykke Lis diskografi er et universelt portræt af kærlighedstabet. Denne aften gjort af overraskende nuancerede penselstrøg i dragende formationer.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Outkast – En rejse igennem tyve års musikhistorie

Af Morten Bruhn den

Morten: En mindre tradition blev torsdag aften brudt, da Roskilde Festival for alvor blev kickstartet med Outkasts åbning af Orange Scene. Igennem årene har det i særdeleshed været en kendsgerning, at det skulle være et opblomstrende skandinavisk navn, der skulle indlede den fire dage lange festlighed på Danmarks ubestridt største koncertscene. Der var på forhånd blevet sagt og skrevet meget om Outkasts tyve års jubilæum, der dette år bliver fejret med mere end 40 koncerter verden over. Den Atlanta-baserede hip hop-duo, bestående af Antwan “Big Boi” Patton og André “3000″ Benjamin, havde tilbage i marts leveret en mildest talt skuffende comeback-koncert på dette års Coachella. Hvilke forventninger havde du, Mathias, og blev du, dine forventninger taget i betragtning, positivt eller negativt overrasket over aftenens koncert?

Mathias: Absolut ingen! Fair nok, så er det svært at bedømme en koncert på baggrund af halvanden times YouTube-klip, men videooptagelserne fra deres comebackkoncert på Coachella var mildest talt skuffende. De skulle eftersigende allerede have rettet op på det på deres anden dag på Coachella, men det ændrede ikke at mine forventninger langtfra var i top. Aftenens første nummer B.O.B. imponerede mig heller ikke, og den mudrede lyd og deres råben i hinanden gjorde, at jeg virkelig havde bange anelser for resten af koncerten. Heldigvis tog det ikke mere end to-tre numre før de for alvor spillede sig varme og ser man bort for scenens historie med dårlig lyd, så var det faktisk en ret udemærket koncert. Synes du ikke?

Morten: Man må sige at de virkede en anelse overtændte, da de første trådte ind på scenen. Udemærket er et ord, der fint dækker min umiddelbare reaktion på koncerten. Duoen slap fint fra koncerten, der var spækket med kvindekor, guitarister, dj, tilpas med en art liveoplevelse og vokalopbakning fra Sleepy Brown, så i den forstand kan man betragte koncerten som en totaloplevelse; den fornødne assistance man på forhånd kunne havde håbet var til stede. Danskerne har en lidt broget tilgang til Outkasts bagkatalog, og det var da også duoens hits, så som So Fresh, So Clean, Ms. Jackson, The Way You Move og Hey Ya, der fik publikums varmeste modtagelse. Men ligesom tilfældet var det på Coachella (og sikkert har været det igennem hele duoens tourkalender), blev der skiftet en del i løbet af koncerten. Andre 3000 gav plads til Big Boi, der så kunne fyre nogle af rapperens egne indspark fra Speakerboxxx/Love Below-pladen, og omvendt. Var dette move i orden med dig, eller syntes du det virkede forstyrrende?

Mathias: Lad os sige det sådan, at det gav mening taget deres bagkatalog i betragtning, men jeg føler personligt at det var røvirriterende. I modsætning til den snart alt for omtalte Coachella-koncert, så var deres kemi sammen på scenen i dag helt fantastisk og netop derfor forstyrrede det mig grænseløst, når de på skift overlod scenen til hinanden. Forstyrrende er måske heller ikke det rette ord, og ja, med Speakerboxxx/Love Below-pladen var der selvfølgelig automatisk numre, hvor den ene eller anden ikke var med, men for mig tabte koncerten totalt pusten, når de hver især stod alene på scenen. Personligt ville jeg have ønsket de havde ryste posen noget mere, i stedet for at dele koncerten op i hits, Big Boi-ting, Andre-ting, old school-numre og så lidt flere hits at slutte på. Jeg ønskede derimod en lidt mere blandet affære. Hvad siger du Morten? Er jeg bare lidt mavesur og kritiserer for at kritisere?

Morten: Jeg sidder i hvert fald og overvejer, om jeg skal sende en læge på sagen. Er du okay, Mathias? Nej, spøg til side, så gik det ikke desto mindre lidt imod totaloplevelsen, at de undervejs blev splittet ad – og gjorde sådan et stort nummer ud af det, ovenikøbet. Dog var koncertens tematik omkring duoens 20 års jubilæum vedligeholdt igennem hele seancen, og det faktum at koncerten var spækket med energi, masser af timing og en oprigtig interesse i at underholde publikum gør, at jeg betragter mig som ganske tilfreds med det, jeg var vidner til. Supporten fra Sleepy Brown leverede et positivt inspark og tilføjede en vis snært af autencitet til kocerten, da han har været et fast gæstemedlem igennem duoens lange karriere.Vi må ikke glemme, at Outkast tilhører kategorien “artister med stor musikalsk historie, der efter at have nået deres højdepunkt skuer tilbage på deres karriere”, ligesom det er tilfældet for mange andre af deres kollegaer på dette års Orange Scene. Dette taget i betragtning var det for mig en fornem rejse igennem mere end tyve års hip hop-historie, duoen kan være meget stolte af at have ageret værter for.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *