Morten: Intet navn på dette års Roskilde Festival-line up ser ud til at fange samtlige Regnsky-medlemmers opmærksomhed så meget, som det er tilfældet med Connan Mockasin. Freak pop-sangeren fra New Zealand er om nogen den artist, der på forhånd var det mest imødesete navn. Det så da også ud til at være tilfældet for en stor del af Roskilde Festivals publikum, der havde fyldt et hedt Pavilion-telt til bristepunktet på samme måde som en Ryan Air-rejsekuffert. Nogle af gæsterne havde muligvis været til new zealaenderns meget hypede koncert på Bremen Teatret tidligere på året, der efter sigende skulle have været en totaloplevelse. Jeg gik derimod ind til koncerten uden forhenværende Connan-oplevelser, men fik da så sandelig én til fotoalbummet. Men Eva, du var jo også på Bremen Teatret; hvordan vil du sammenligne disse to koncerter?
Eva: Eftersom Bremen-koncerten med sin fremragende lyd, sit totale nærvær og umiddelbarheden fra scenen var en af mine bedste koncertoplevelser nogensinde, ville det være helt unfair at sammenligne koncerten på Roskilde med dem. FørConnan gik på scenen – eller i hvert fald før koncerten begyndte, deres soundcheck flød næsten direkte over i koncerten – spekulerede jeg over, om Connan overhovedet kunne spille en koncert uden at skuffe mig. En gammel rotte i koncertregi fortalte mig engang, at man aldrig skal give publikum alt, de vil have, for så kan de kun blive skuffede. Den tanke tænkte jeg halvdelen af tiden før koncerten. I den anden halvdel tænkte jeg: OK, hvis han kan gøre det så godt inspireret af Bremens omgivelser, må Roskilde da være et sandt Tivoli. Desværre var bandet ankommet super sent og måtte improvisere fuldstændigt uden forberedelse. Men det kan Connan! Ligesom hans musik flyder naturligt trods sine uendelige særheder, griber Connan enhver flig af skørhed fra omgivelserne og gør dem til store, uforglemmelige koncertøjeblikke. Apropos de oplevelser, strippede du så, Morten?
Morten: Ja, jeg må nok erkende, at min trøje røg af. Efter fem dages intensivt ølforbrug var jeg dog nødt til at trække maven en smule ind, hvilket var en hård kamp takket være det store smil, jeg bar rundt med. Connans kåde stemme og eminente guitaregenskaber smittede voldsomt af på mig og publikummerne omkring mig. Stemningen faldt til tider ned i en lidt kedelig dal, men på hits som “I’m The Man That Will Find You” og “Forever Dolphin Love”, der bød på masser af vitalitet og imponerende temposkift, udbrød der et brøl fra publikummet så taknemmeligt og overdøvende, at det var svært ikke at lade sig rive med. Connan er en mytisk freak, hvis koncerter tilsyneladende fører de mærkeligste, utypiske beretninger med sig. “Engang kom han ind og lå i flere minutter i en sovepose” eller “forrige uge gav han en koncert klædt ud som Peter Pan”. De fortællinger var der også ved denne koncert, med stripshow, vindmaskiner og topløse bandmedlemmer, og med visse artister kan det godt virke ret søgt. Der er dog noget helt naturligt over Connan Mockasins måde at underholde på, og når han kan krydre det med høj musikalsk kvalitet, er det en succes-cocktail. Er jeg bare alt for entusiastisk over denne Connan-jomfrurejse, eller kan du følge mig?
Eva: Tillykke med din nye status som døbt af Connan! Jeg kan godt følge dig. Selvom jeg manglede lidt sikkerhed i vokalen specielt i settets tidlige numre som “Faking Jazz Together”, tvivler man aldrig på, at Connan vil en det godt, endog rigtigt godt. Det fantastiske med freaks er deres sært dragende mystik, som for uindviede virker afskrækkende, men bliver den vildeste fascination, når du opdager, at freaken også er empatisk. Connans strør melodisk sukker udover sine psykedeliske udflugter til freakland, har tilstedeværelse som en stjerne, et velspillende band og tilsammen gør det fascinationen så stor, at man må følge med ud i havet – også selvom han på vildere dage kan fortrylle publikum endnu bedre.
