Modne blå blomster

Vores gæsterapporter Rasmus Vestergaard studerer Dansk på Københavns Universitet og arbejder til daglig for et dansk design bureau. Rasmus har tidligere drevet bloggen Frimusik.net, hvor han interviewede danske artister. I dag er det Regnsky, som får fornøjelsen af Rasmus’ interviewtække i samtale med et af de danske bands, vi forhåbentligt vil høre nyt fra i 2017.

Modne blå blomster
Hvis du så DR3-dokumentaren ‘Nyt Blod’ om Blaue Blume, kan du måske også huske vinklen: et ungt, dansk band, som under udvikling og med større forventninger end forsangerens toneregister, pressede sig selv til hele tiden at levere bedre og bedre. På vejen mod den måske uopnåelige perfekte optræden blev hver fejl trukket frem til analyse efter hver koncert rundt om i Europa. Blaue Blume var som ungt band ved at finde ud af sig selv, hvordan man gør tingene, og hvordan det er, man affinder sig med sig selv.

Spørgsmålet er derfor, om det stadig to år efter er tilfældet. Jonas, Robert og Søren, tre fjerdedele af Blaue Blume, har sat sig om det spinkle café-bord i Indre København med kolde sportscolaer og varm kaffe. Jonas lægger ud: “Det var meget sandt portrætteret, men det er jo ikke kun det, vi går op i. Men i løbet af 40 minutter skal man finde en vinkel, seeren kan forholde sig til.”

Robert: “Det er klart, at de ikke viste alt. De viste ikke de gange, hvor vi kun var glade. Så det er ikke, fordi det ikke passer. Billedet er bare lidt mere nuanceret og lidt bredere.”

For når kameraet ruller og kroppen er træt på grund af det hårde turnéliv, bliver fejlen nok blæst lidt mere op. “Sommerturen havde været lang og hård og udmattende. Derfor føles det også en lille smule som det billede, der entydigt blev vist af os. Det var mere gældende på det tidspunkt,” forklarer Søren.

Ikke en dans på blomster
Både i Norden og Europa har Blaue Blume fyldt tusinder af øregange med deres musik, der befinder sig i sin egen kategori, som nogle nok vil beskrive som art-pop med blandt andet referencer til 80’er bandet, Cocteau Twins.
De mange koncerter har været sjove, men gruppen har også fundet ud af, hvordan det er at spille meget live. “Det har været hårdt at komme igennem,” fortæller Jonas. “Når man spiller flere dage i træk, skal man arbejde hårdere for at finde ud af, hvorfor man står der. Ideelt set skal vi jo gerne spille meget mere, end vi gør nu, og hvis man skal kunne gøre det, så skal man også kunne holde til at levere hver gang.”

Søren tilføjer: “Eller måske finde et sted inde i sig selv, hvor man tager lidt lettere på, at man ikke kommer derop. Det er ikke noget problem med ambitionsniveauet. Det er mere, hvilken konsekvens man giver det, at man ikke når det. Hvis det er, at man skal være utrolig vred og ked ved sig selv, så duer det jo ikke. I stedet skal det være en guideline om, at man skal spille godt, men generelt kan tage lettere på ikke at gøre det.”

Med koncerter og livestress lidt på afstand føler gruppen sig nu opløftet af musikken og af band-fællesskabet. Klar til at tage favntag med den nye musik og søge mod nye horisonter. “Nu kan vi gå til de nye og de gamle numre på en helt ny måde og med en helt ny energi”, siger Jonas, mens Søren fortsætter: “De ting vi har fået, som vi kan give videre til det nye, føles helt vildt store. Vi synes kun, at vi er blevet bedre, og alle de ting kan vi bruge.”

Men da de tre bandmedlemmer bliver spurgt, om de slapper mere af med at skrive og spille deres sange, lyder der et fælles nej efterfulgt af en latter, som nok gemmer på en hel del internt.
Jonas: “Jeg tror da gerne, at vi vil have implementeret en form for afslapning i numrene målrettet koncerterne. Der tror jeg, at vi har fundet ud af, at vi ikke nødvendigvis er i kontrol, når vi er allermest tilpas på scenen. Det er dér, hvor der er plads til friheden. Omend vi arbejder intenst med form, så føler jeg, at vi er blevet friere til at prøve en masse ting og i sidste ende slappe mere af.”

Trimme numrene
Jonas, Robert, Søren og Peter er gået i studiet for at gå i gang med de nye numre, som er under udvikling og er en “kontinuerlig leg”, som Robert beskriver det. Hvor nye erfaringer blander sig med nye indtryk, der skal formidles i lyden. Som Søren siger: “Vi synes kun, at vi er blevet bedre, og alle de ting kan vi bruge, så hvorfor ikke bruge det?”

I studiet har gruppen talt om, at de skulle gå udogmatisk til værks. “Der skulle ikke være nogen Blaue Blume-sound, som vi skulle ind og lave en ny plade med,” siger Robert og forklarer, at musikken i stedet skulle være et sammensurium af deres musikalske præferencer. Når ens smag udvikler sig, vil de nye sange også afspejle det.

Robert: “Vi har været meget opmærksomme på ikke at skulle gøre noget bestemt og så turde jage den umiddelbare ide, som et nummer lagde frem for én. Hvis den ville en ting, skulle vi så se, hvor langt kan vi gå i den retning. Vi har måske tidligere haft en vis tendens til, at hvert nummer skulle kunne det hele. Nu er vi mere klare på, at hvert nummer skal kunne sin ting.”

Og når hvert nummer skal kunne sin ting, kræver det også, at nogle ting bliver skåret fra, eller som klichéen lyder, at man dræber sin kære, sine darlings. Robert tilføjer dog hurtigt, at de så er “blevet bedre til at lave nogle nye.”

Søren: “Nogle gange føltes det som en dårlige ide at tage noget ud, som man var glad for. Men hvis stemningen ikke lige er der, så ender man også på sigt med at tage det ud og indse, at dét er en god ide. I sidste ende handler det om at fjerne de ting, som ikke vil sangen noget, eller ikke vil det, vi tænker, det vil.”

Jonas: “Jeg håber, at vi bare mærker, hvornår det er godt. Lukke sangene, mens vi har en god følelse med det. De ting, vi har lavet før, er vi også glade for, men det blev trukket så langt ud, så man lidt mistede den simple følelse af, at det her er god musik.”

Søren: “Vores proces og vores erfaringer har gjort, at det er blevet nemmere at nå derhen, hvor det er fedt at være, som Jonas snakker om. Det handler både om at finde det dér sted, hvor man kan have optur over det nu og om fjorten dage.”

Gruppen har derfor gjort studieindspilningerne til en del af selve processen for sangskrivningen. Det giver nye muligheder for at få alle delene til at komplimentere hinanden i højere grad, så trommespil og lyrik kan skabe mere holistiske udtryk. Det har ikke gjort processen kortere, men forhåbningen er, at det kan få noget spontanitet og “afslappethed” med i indspilningerne, siger Jonas.

Søren: “Det er en balancegang. På den ene side vil man gerne minutiøst tilpasse alt, så man vidste, hvad der skete. Men omvendt er det også de gange, man formår at overraske sig selv, at man gider lytte til det.”

Jonas: Så er vi også blevet markant mere ligeglad med, hvad folk synes. Vi har ikke en stemme inde i baghovedet, som siger, at vi skal lyde mere på den måde. Der kan jeg mærke, at vi kommer hen til et sted, hvor vi kun lytter til os selv og folk internt. Dér tror jeg ikke længere, at vi har nogle skrupler. Så længe vi kan mærke det, er det ikke at tage højde for, hvad vi tror, at andre forventer af os, eller hvad der er det rigtige at gøre.”

Hvad er det, du synger?
Blaue Blumes lyd er storladen. Det rummer de store følelser og kan gå fra det dybe mod himlens uendelige horisont. Men når vokalen laver akrobatik og svinger sig fra ord til ord med kunstfærdige vibrationer, er det ikke altid, at lytteren kan forstå og afkode ordene fra den jyske forsanger.

Jonas: “Jeg har bare mødt alt for mange gange, at folk ikke kunne høre, hvad jeg sang. Det ville også være rart at kunne forholde sig til, hvad det er, der bliver sagt. Så det har jeg forsøgt, også,fordi min sangskrivning er moden nok til at være mere blottet.”

På debutalbummet ‘Syzygy’ arbejdede Jonas med at gøre sin stemme til et instrument, der arbejdede sammen med melodilinjerne i sangene. Hvert ord havde sin tone og var fonetisk afstemt med sangens udvikling og melodi. Det blev et fravalg af, “hvad der kunne have været nogle enkle og klare sætninger i forhold til en masse ord, der ligesom skulle passe med en melodi,” forklarer Jonas.

Måske har det også hængt sammen med en vis usikkerhed på egne evner, prøver Jonas at forklare det med. “Jeg tror ikke, jeg har følt mig god nok til at blotte mig selv 100 % i forhold til det lyriske, selvom jeg har brugt ufattelig mange timer på alt, hvad jeg nogensinde har skrevet.” I stedet har han skåret ind til den helt enkle sætning, “så den dels er umulig at undgå og for mig nem at sige og nem at relatere til med det samme følelsesmæssigt.”

Det har været nødvendigt ifølge Jonas, og samtidig er det et stort skridt for deres lyd. En lyd, som er mere nærværende med tekster, som folk nemmere kan forholde sig til. “Hvis man ikke har læst teksterne og har set os live, så kan det måske føles mere upersonligt. Hvad er det, der bliver sagt til mig?” spørger Søren og deler sit håb, “jeg håber, at folk synes, at Jonas som sanger og tekstforfatter er kommet sindssygt meget tættere på.”

Tænk, at det her ville ske en dag
Som man så i løbet af DR3-dokumentaren, så har Blaue Blume efterhånden spillet foran mange mennesker. Og det er nok her, at det kan være svært at se sig selv udefra. Se, at man er i gang med at gøre det, man altid har drømt om.

“Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle få lov til at spille foran så mange mennesker på Roskilde Festival. Ikke i min vildeste fantasi i 1.g havde jeg tænkt tanken, at det her ville ske en dag,” siger Jonas og fortsætter: “Det glemmer man lidt, når man er i det, og står bag det røde forhæng, og der er fucking 10.000 mennesker, som bare står og venter på, at man giver sig til at synge. Spoler man bare fire år tilbage, så var der ingen bag det der forhæng, som stod og ventede. Der sker bare så mange fede ting, som er værd at huske på. Som er meget mere, end vi turde håbe på for nogle år siden, eller da vi startede bandet.”

De blå blomster er klar til mere, og de er i fuld gang. Desværre bliver det nok først til foråret, at de slipper nyt materiale. De er jo stadig perfektionister. Indtil da kan du høre deres ep, ‘Beau & Lorette’, eller deres debutalbum, ‘Syzygy’.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Af Med Hovedet rykker ud IRL

Af Med Hovedet

Af Med Hovedet annoncerede til deres juleshow på Mayhem lørdag nat, at deres ellers centrale domæne afmedhovedet.dk lukkes ned inden 2015 begynder. Derfor lyder altså herfra en opfordring til at gå på opdagelse i den kaotiske hjemmesides arkiv, hvor langt de fleste Af Med Hovedet-udgivelser er at finde til fri download.

Det spænder over alt fra gamle fødselsdagssamlinger til ganske nye plader fra blandt andre FAR, First Flush, Seksuelle Mennesker og naturligvis Synd Og Skam, der for mit vedkommende fungerede som gatewaydrug til Af Med Hovedets dansksprogede verden af befriende kaos.

Synd og Skam – Bruce

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Hør for eksempel her, hvordan Synd Og Skam på allerbedste vis får musik og poesi til at stemme overens. Trommerne, der som i ubehjælpsom iver snubler over hinanden og sig selv. De brudte tekststykker, der med vidunderlig sparsommelighed udtrykker en ganske indforstået magi over guitaren, der både forsigtigt og insisterende til sidst giver sig til kende i hvad der minder om en blanding af rolig lykke og melankoli.

Af Med Hovedet eksisterer fortsat som kollektiv efter årsskiftet. Der arbejdes på nye kanaler at udtrykke sig gennem – og indtil da kan det opleves i den virkelige verden.

Opråbet er skrevet af Agnete Hannibal Petri, og er hendes anden artikel til Regnsky. Læs den første om Frankrigs psych-håb Moodoïd her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Moodoïd – Frankrigs psykedeliske understrøm

Regnsky præsenterer her en kærlighedserklæring skrevet af gæsteskribent Agnete Hannibal Petri til det franske neopsychpop-band Moodoïd. Måske lærte I dem lidt at kende, da de spillede på Roskilde Festival. Måske ikke. Under alle omstændigheder kunne de være dit kommende yndlingsband, hvis du er til spraglerier. 

Moodoïd 2014

I øjeblikket bobler den psykedeliske scene næsten over med bands, der giver nyt liv til den allerede etablerede genre. Fra Paris kommer et bud på nytænkningen i form af gruppen Moodoïd, og hvis man er til nysgerrig og dygtigt udført syret musik, er der al god grund i verden til at lytte med.

Selvom de er højtflyvende, har Moodoïd benene solidt plantet i et godt, musikalsk fundament. Udgangspunktet er en psykedelisk lyd, der tillader dem at udforske mangt og meget – og det bliver gjort med glødende entusiasme. Netop den ubekymrede leg rundt i musikkens verden får Moodoïd til at skille sig ud fra andre børn af den psykedeliske scene, og deres uforudsigelighed får pr. automatik lytteren til at spidse ører.
Bandet ledes af multi-instrumentalist og forsanger Pablo Padovani. I funktion som guitarist i gruppen Melodys Echo Chamber har han allerede taget sine første skridt indenfor parisisk psykedelisk musik, og herfra er Padovani glædeligvis fortsat længere ind i musikken. Ud af dette er Moodoïd vokset, og i september 2013 udkom deres selvbetitlede EP, der – produceret af Tame Impalas Kevin Parker – er en fantastisk interessant start for gruppen.

”Moodoïd EP” præsenterer gode melodier, der giver anledning til brug af betegnelsen ”pop”, men som afvikles så flot, at de aldrig bliver banale. De indhylles i usædvanlige harmoniskift og afbrydes af raffinerede rytmer, der konstant holder lytteren på spidsen. Udgivelsen lyder som en uforudsigelig drøm, der virker både velkendt og overraskende. Den forløser, for så at love noget nyt, og efterlader en med en længsel efter at forblive i underbevidstheden bare en lille smule længere.

Dette ønske er nu endelig blevet opfyldt i form af deres debutalbum, som udkom d. 1. september. Forhåbninger i forhold til udgivelsen har for mit vedkommende været helt i top. Er de blevet indfriet? Helt bestemt.
Hvis Moodoïds EP er en mangefarvet port til deres luftige, mystiske verden, kan debutalbummet betragtes som et modigt, nysgerrigt skridt ind i ”Le Monde Möö”, som bandet passende har valgt at kalde udgivelsen. Navnet er et ordspil på det franske ”mou”, som direkte oversat betyder ”blød” eller ”slasket”, og vi introduceres altså til ”Den Bløde Verden” – et surrealistisk univers, der måske kan høres som en musikalsk pendant til Dalís malerier af smeltende ure og langbenede elefanter.

Alle albummets sange er – med en enkelt undtagelse – skrevet på fransk. Ud fra hvad mine sprogkundskaber tillader mig at forstå, befinder lyrikken sig let og legende et sted imellem bjerge og himmel, men musikken er i sig selv så fortællende, at teksternes konkrete betydninger virker underordnede – og på den måde drømmer musikken sig ud over sprogets grænser.
Albummet er – som EP’en – først og fremmest gennemført med enormt meget personlighed, der skinner igennem på alle produktionerne. Heldigvis. For ud over integritet er det mest iørefaldende ved ”Le Monde Möö” nok, hvor meget de enkelte numres udtryk adskiller sig fra hinanden. Pladen indeholder alt fra Connan Mockasinske stemninger til 80’er synth, der er som taget ud af GTA Vice City soundtracket, og det kunne ellers nemt have været en rodet omgang at lytte til. Især fordi det ikke bare er små hints af andre stilarter, vi præsenteres for. Elementer af blandt andet lounge, be-bob, free jazz, orientalsk musik og heavy metal lyder som prototyper på genrerne i en sådan grad, at det mest passende måske i virkeligheden er at kalde det for ”kitsch”. Det kan lyde stilforvirret, men hele albummet udspringer af samme syrede kilde, der sætter så tydelige spor i alle produktioner, at man glemmer eventuelle sammenfald – eller i hvert fald gladeligt lytter ud over dem. I stedet kan man lade sig opsluge af Moodoïds musikalske univers – selv gennem numre som ”Heavy Metal Be Bop 2” og ”Bongo Bongo Club”, der godt nok kommer som overraskelser, når øret er indstillet på lyd à la Animal Collective og Tame Impala. 

(Kollisioner verdener imellem begyndte faktisk allerede på deres EP – se dem bare i videoen til ”La Folie Pure” og fortæl mig så ikke, at man ikke får lyst til at lege med..!)

Selv de mest radikale sidespring på ”Le Monde Möö” er efter min mening en kærkommen og modig undersøgelse af, hvad man kan gøre med psykedelisk musik som platform. Det pibler frem med nye bands fra musikkens syrede skovbund, og netop derfor er de chancer, Moodoïd tager, vigtige. De baner nemlig vej for en spændende nytænkning, der virker fordrende for genrens fortsatte udvikling.
Udover at numrenes indbyrdes karakterer varierer meget, er de enkelte produktioner også fyldt til bristepunktet med forskellige dynamikker. Eksempelvis det ellers klassisk psykedeliske nummer ”La Lune”, der afbrydes af et næsten loungeagtigt mellemspil med en blød, legende saxofon over et tålmodigt guitarriff – en saxofon, der for øvrigt spilles af Pablo Padovanis far, kult jazzmusiker Jean-Marc Padovani.

Eller på ”Bleu Est Le Feu”, hvor man ledsaget af netop guitar og saxofon bobler rundt i et ildevarslende mørke, for pludselig at blive revet op og ind i en næsten r’n’b-agtig stemning, hvis bas og strygere lyder som noget, Robin Hannibal kunne have produceret.

Der er altså gennem hele albummet nok at lade sig overraske af, og netop det er en klar styrke for Moodoïds musik. Nogle melodier kan umiddelbart fremstå enfoldigt poppede, men numrene får altid kant ved overraskende skift mellem dur og mol. På den måde hele holdes man hele tiden i følelsen af, at noget nyt lurer, og det er en fornemmelse, der konstant bekræftes gennem de musikalske spidsfindigheder.
Trods albummets drømmende karakter falder man aldrig helt til ro. Musikken ender med at skærpe ens sanser frem for at bedøve dem, og en indtræden i ”Le Monde Möö” giver således mulighed for at lade sig overraske og overrumple af Moodoïds forunderlige univers.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Over undergrunden, under mainstream – lige i hjertet

Gæsteskribent Rasmus Damsholt rapporterer om by:Larm Festivalens stærke nordiske musikoplevelser med kvinder i front. Regnsky vil gerne give læserne et mangfoldigt billede af de bedste nordiske stemmer netop nu, og er derfor stolte af at have Rasmus ude i felten. Rasmus studerer til dagligt Music Management og arbejder som manager for Schultz and Forever og Sekuoia. God fornøjelse med musikken!

bylarm-live-2014-31
Musikbranchefestivalen by:Larm i Oslo præsenterer et præcist øjebliksbillede af, hvor den nordiske undergrundsmusik er lige netop nu, og hvilken retning den nordisk populærmusik er på vej i.

Der gælder det samme for by:larm, som for den danske pendant Spot Festival: der optræder en stor mængde virkelig interessante artister, og nogle få af dem går hen og bliver morgendagens helt store stjerner, f.eks. spillede MØ på festivalen sidste år. I år glædede jeg mig over at opleve mange unikke og ambitiøse musikalske projekter, hvoraf en stor del af disse har kvinder i front.

Den sidste kendsgerning vil jeg gerne bruge til at sætte en fed streg over en italesat fordom, som længe har været påstået af debattører og selvudnævnte eksperter i musikbranchen. De har længe hævdet, at der er mangler kvinder, som spiller guitar, bas, trommer og i det hele taget indtager andre roller i musiklivet end som den forudsigeligt uskyldige sangerinde. Det var en fantastisk oplevelse at se disse standpunkter blive bragt fuldstændig til skamme på by:Larm. Da jeg planlagte, hvilke koncerter på festivalen jeg ville gå til, og efterfølgende udvalgte de bedste oplevelser, var det, med undtagelse af Jaakko Eino Kalevi og Andre Bratten, udelukkende acts med kvinder i front, som havde imponeret mig.
Og det er altså over en hel weekend med et tocifret antal koncerter i hukommelsen.

All We Are stillede op med et setup, der hurtigt sendte mine tanker mod The XX. Dejlig simpelt og skåret ind til benet. Guitar, bas og elektroniske trommer. Med Guro Gikling sublime basgange i front, skabte hun grundlaget for sangene, hvor guitar og trommerne i baggrunden fungerede som lydlandskab, der gav hende mulighed for at folde sig ud. Til tider i en catchy og poppet retning, men andre gange blev kompositionerne mindre ligefremme. Det tillod større udskejelser at snige sig ind i settet, og sågar afstikkere mod et mere houset udtryk blev præsenteret. På toppen af de spændende sange lagde de tre bandmedlemmer unikke vokalharmonier, og sådan viste All We Are tydeligt, hvor simple komponenter musik kan bestå af for stadig at fungere sublimt live. 

Farao – Tell A Lie

Til koncerter har charmerende Kari Jahnsens musikalske alias Farao et fire-mandsorkester med sig. Men det var Jahnsens vokal, sangskrivning og guitar, som var det naturlige centrum for koncerten. Det er tydeligt, at inspirationerne kommer fra americanafolk, men Jahnsens guitarspil overrasker og suppleres af originale, ganske moderne trommefills. Jeg gik fra koncerten med en forbløffelse over Faraos bevis på, at det i 2014 stadig er muligt, at præsentere et originalt take på folk pop.

All We Are og Farao er nye lovende kvinder fra den norske, alternative pop-skole. Jenny Wilson er for længst blevet student fra den svenske pendant. Hvilket er et meget fint symbol på Sveriges plads på den internationale musikscene, hvor Sverige traditionelt set har været langt foran de andre lande i norden. Men de seneste par år har resten af de nordiske lande faktisk formået at hente lidt ind på vores svenske broderlands forspring. Der er stadig lang vej igen, da Sverige tydeligvis kan blive ved med at spytte talentproducere og -sangskrivere direkte ind i en mainstreammusikkens pulserende åre.

Jenny Wilson – Battle with God

Ralf Christensen, musikredaktør på Information, beskriver det således overfor mig, da jeg møder ham i Oslo: ”Sverige er en pop industri. De er så gode til at skabe skelsættende musikere. Der findes slet ikke undergrundsmiljøer på samme måde i Sverige, som der eksempelvis gør i Danmark.” I Sverige producere de så at sige eksportklare popmusikere fra bunden. Heldigvis har disse tit massere af kant som eksempelvis Robyn, The Knife og altså by:Larm-aktuelle Jenny Wilson.
Jenny Wilsons koncert på by:Larm føltes, da også som en selvsikkert leveret magtdemonstration. På trods af det skrabede set up, kun med keys (til tider skiftet ud med guitar) og trommer til at bakke Wilson op, gav koncerten et langt mere voluminøst indtryk. På backtracket hamrer synths derudaf, bakket op af et sæt gennemslagskraftige live-keys. For mig gik det hele gik op i en højere enhed, når Wilsons gennemtrængende vokal bragede igennem. Wilson er uden tvivl i sin egen liga, og det gav et gib i mig, da hun slap sig selv løs og skreg ”Run Away!”
Wilsons nye materiale passede fremragende til den store setting på Sentrum Scenen i de senere aftentimer. Koncerten foregik i et overrumplende højt tempo, og det gamle materiale blev på velfungerende vis hevet op på et nyt energiniveau i livesettet. På den måde fik Wilson på flotteste facon bundet sit mere eftertænksomme popbagkatalog sammen med sin nyeste plade Demand The Impossible!, hvilket ikke er et nemt kunststykke, da udgivelserne ikke ligefrem ligger i direkte forlængelse.

Guro Gikling, Kari Jahnsen og Jenny Wilson gav alle fantastiske koncerter i Oslo. Med hver deres projekt bevidste de over for mig, at kvinder i nutidens musikbranche både kan fungere som det centrale musikalske/instrumentale omdrejningspunkter, som mere traditionelle frontfigurer og som altoverskyggende egoer.
Det var bare tre af de bedste oplevelser. Jeg overværede også fantastiske koncerter med Zhala, Ice Cream Cathedral, Sumie, First Aid Kid, Naomi Pilgrim og Emilie Nicolas. Dertil er Danmarks Baby in Vain, Kill J og Linkoban jo altid garanter for forrygende koncertoplevelser.

Baby In Vain

De tre danske piger i Baby in Vain var et af de varme navne på årets festival. Pigerockbandet gider slet ikke udtale sig om deres køn, fordi de ikke synes, det er afgørende for deres musik, at de er piger. Publikum skal først og fremmest lytte til musikken. Det irriterer de tre piger, hvis publikum eller anmeldere vurdere dem med udgangspunkt i deres køn.
“Jeg har aldrig følt, at nogen vurderede på baggrund af mit køn” fortalte Sarah Jones, der spiller trommer i Hot Chip, Bat For Lashes og Bloc Party m.fl. sidst hun besøgte Danmark. Under et interview på et symposium i København blev hun konfronteret af interviewer Henrik Marstal (lektor, debattør m.m.) om hendes køn. Det virkede som om Jones var uforberedt på spørgsmålet, og ikke havde lyst til at tale om det. Hun synes ”ikke det er relevant”, fordi hun aldrig har følt, at nogen vurderede hende på baggrund af køn. Hun har tydeligvis heller ikke haft problemer med at få spillejobs, fordi hun er en fantastisk trommeslager. De bands, hun har spillet i, har skulle hyre den rette trommeslager, og så kan kønnet heldigvis være fuldstændig lige meget for de fleste.

I Sverige gik Arkiva Festival så langt som at indføre kvoter for kvindelige optrædener. Således at halvdelen af de optrædende skulle være kvinder. En meget politisk metode, som trækker ligestillingen tilbage et sted, hvor den bliver tvunget ned over hovedet på musikere og publikum. En fuldstændig forkert tolkning af, hvordan kvindelige musikere som Sarah Jones og Baby in Vain gerne vil behandles. Nemlig på lige fod med mænd. Branchen skal ikke skabe et problem eller italesætte noget, der ikke behøver at være problematisk. Hvem har lyst til at spille på en festival, fordi man er blevet favoriseret på baggrund af ens køn?
Man kan ikke lade være ved at stille spørgsmålstegn ved, om der overhovedet forskelsbehandles eller er dårligere vilkår for kvinder, som spiller musik. Der har indtil nu været færre kvindelige etablerede musikere end mænd, men netop derfor betyder det vel, at der ikke skal indføres kvoter eller forfordeles på baggrund af køn? Det virker til, at det ikke er her indsatsen, kritikken og debatten skal ligge. I stedet burde man kigge på, hvorfor færre piger spiller musik. Og de tiltag findes heldigvis allerede i folkeskoler, ungdomskoler mv. Resultatet af dem kunne mærkes på by:Larm i år og senere på foråret på aarhusianske SPOT Festival.

På by:larm har jeg talt mig frem til, at 45 ud af i alt 111 optrædende bands havde kvinder i front. Dertil kommer alle de bands, som har kvindelige bandmedlemmer. Det er næsten halvdelen. SPOTs offentliggjorte navne tæller lige nu 19/45 med kvinder i front. Også tæt på halvdelen.
Det skal ikke kun handle om antal, da man skal passe på at gøre kreativitet op i antal, statistikker, stjerner, hjerter og andre målbare egenskaber. Men det er alligevel en indikator på, hvor vi er i dag. Kritikken af manglende kønskvotering har tidligere regnet ned over Roskilde Festival, men mon ikke, at den som etableret festival nok skal komme efter det, og lige nu blot ligger et par år bag branchefestivalerne.
Kønsdebatten i musiklivet er et farligt vand at bevæge sig ud i. Især fordi den er båret af politiske motiver. Men på by:Larm viste de stærke optrædener, at realiteterne ser anderledes ud i undergrunden end hos de kønskvotebegejstrede og -diskuterende etablerede aktører. Der er brug for, at de mange debattører blinker de fastlåste perspektiver væk fra synsfeltet og i stedet ser på tendenserne, de nye (kvindelige) artister så overbevisende er ved at gøre til realiteter. by:Larm 2014 var kvindernes festival.

Oplev en lang række af de navne nævnt i artiklen på årets SPOT Festival den 1-4. maj i Århus.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Duften af din mormors parfume og smagen af æblekage er lyden af My Bubba

Det er sjældent, vi præsenterer gæsteindlæg på Regnsky, og endnu sjældnere, at vi bringer artist-portrætter. Nu gør vi imidlertid begge dele: Dette indlæg er (vel)skrevet af Bitten Kjærgaard, og handler om My Bubba, hvis fine og legende folkpop vi længe gerne har villet skrive om. Derfor passer Bitten Kjærgaards portræt fremragende ind på Regnsky i dag. 

Mad, sex og lejlighedsvis hjertesmerte er hovedingredienserne i My og Bubbas sange, når de altså ikke lige synger jingler i pausen til koncerterne. De to piger er historien om, hvordan tilfældigheder, åbenhed og mod kan føre til at drømme går i opfyldelse.

To unge damer mødes tilfældigt i en lejlighed på Amager, den ene fra Sverige, den anden fra Island. My er i København for at gå på cirkusskole, og hun leder efter en roommate. Ind flytter Bubba, der er kommet til den danske hovedstad for at studere fotografi.
Mens de pakker Bubbas flyttekasser ud, begynder My at nynne. Bubba lægger anden stemme på, og deres stemmer skaber sammen en klang sød som honning. Sådan går det til, at de to unge piger bruger mere og mere tid sammen derhjemme med en guitar og deres stemmer, som på en eller anden måde er meant to be.

De begynder at skrive sange og efter et halvt år beslutter de sig for at opføre dem på åben scene på Drop In. Samme aften cykler en italiener forbi og hører musikken strømme ud på gaden. Han inviterer pigerne til at spille på hans klub i Italien. Et par måneder befinder pigerne sig på tour i Italien, hvor de også indspiller debutalbummet How It’s Done In Italy.

My Bubba – Through & Through

Fra den ene tilfældighed til den anden spiller duoen pludselig på internationale festivaler som Eurosonic i Holland, CMJ i New York og Culture Collide Festival i LA. De signer deals med pladeselskaber i fem lande, turnerer i Europa og i USA, og ender til sidst hos Fake Diamond Records i København, som skal hjælpe dem med at samle trådende. Her befinder de sig nu, og er klar til deres første virkelig seriøse satsning.

The American Dream

Duoen er derfor rejst til LA for at indspille det nye album med deres drømmeproducer Noah Georgeson, der blandt andet har produceret musik for Little Joy og Joanna Newsom.
”Vores musik har været meget inspireret af amerikansk folkemusik fra før 60’erne, så derfor er det en kæmpe mulighed for os at komme til at indspille med Noah, ” fortæller My.
”Vores nye plade skal være et kunstværk, og derfor ønsker vi at løfte vores virke til det næste niveau. Vi er overbeviste om, at Noah Georgeson kommer til at gøre en kæmpeforskel både musikalsk og på grund af hans navn i det hjørne af musikverden, vi befinder os i. Det er det perfekte springbræt til et virkeligt gennembrud og betyder altså enormt meget for os som kunstnere, kreativt og karrieremæssigt”, supplerer Bubba.

Musikken skal leve, ikke begrænses

Ingen af de to piger har en musikalsk baggrund og ved i det hele taget ikke særlig meget om musik. Da de skulle lave en calypso på deres kommende album, spillede de bare, hvad de mente lød som en calypso, uden at vide hvordan. My Bubba vil ikke lade sig definere at genre eller teknik.
”Det musik, vi laver, kommer meget naturligt. Der er ikke noget koncept bag. Vi skaber meget på intuition, følelse og øjeblikkets inspiration. Det er næsten lidt mystisk, hvordan vores sange er opstået næsten af sig selv. Vi sidder bare og synger i harmonier, og så kommer der tekst, som vi nemt lægger fast. Vi kan inspireres af mange forskellige ting, musik fra hele verden og fra alle mulige perioder. Vi er meget visuelle og inspireres derfor også meget af film og billedkunst, design og mode, reklame, og også af litteratur.”
Det er næsten som om, man kan se alt den visuelle inspiration for sig, når man lytter til My og Bubbas musik. Som en falmet musikvideo fra 60’erne, der udspiller sig for det indre blik.

Det feminine dyrkes

My og Bubba skaber deres musik ved hjælp af få virkemidler; en Barslev guitar, en 1800tals harpe, en kontrabas og deres vidunderlige stemmer. Det simple er altid i front.
”Vi laver musik, som er enkelt og direkte, hvor melodier og stemmer får meget plads, og det minimalistiske, men udtryksfulde, er centralt. Vi laver musik, som tør være feminin og skrøbelig i en kantet verden,” fortæller pigerne, der har meget let til grin.

Deres nye musik adskiller sig fra det hidtidige, fordi det blander calypsorytmer med arabiske ørkenviser og gaderemser fra Samoa.
”Kort sagt leger vi med vores idéer om musik fra alle mulige steder i verden. Det lyder måske en smule barnligt, men det kan også ses som en moderne slags folkemusik, skabt i en meget global verden, hvor kulturer blandes sammen mere og mere. Vores skandinaviske oprindelse er dog altid til stede, den sidder i vores stemmer og melodier.”

Musik til folket

My og Bubba har gennemgående erfaret, at de bevæger mange forskellige mennesker med deres musik. Derfor har de også valgt, at deres musik skal være til alle, og det skal spilles for alle. På den måde er det My og Bubbas ønske at spille på plejehjem, medborgerhuse, i fængsler og alle andre steder, hvor der er folk, der vil lytte.
”Jeg tror, vi rører folk, fordi vi tilbyder noget enkelt og varmt, der minder om gode ting fra gamle dage. I en verden, hvor det meste musik skal have en stor del attitude og cool distance, tilbyder vi en autencitet og tilstedeværelse, som publikum ser ud til at savne.”

 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *