Og vigtigst af alt: Bill Callahan på Vega.

En af indieverdens fineste soloartister udgav album i foråret. Amerikanske Bill Callahan havde den tvivlsomme fornøjelse af at følge op på et næsten kanoniseret mesterværk, og trods det aktuelle albums varierende kvalitet, fører det ham og backingband forbi Lille Vega i København om præcis en måned, onsdag d. 16. november, og på Voxhall i Aarhus tirsdag d. 22. november.

Apocalypse fra april er karrierens 3. album i eget navn, og det 15., hvis LP’erne udgivet under pseudonymet Smog medregnes (hvilket de bestemt bør, selvom Callahan under eget navn er langt mindre lo-fi end under pseudonymet).
Trods de mange udgivelser fremstår Sometimes I Wish We Were An Eagle fra 2009 til stadighed som karrierens ultimative højdepunkt, og – måske – derfor fik Apocalypse en på nogle punkter lidt for hård kritik af Soundvenue og Q Magazine. I modsætning til Sometimes, hvor hver enkelt akkord og rytme sidder så mesterligt præcist, at det både fremkalder overraskelse og genkendelighed i lige mængder, hældte Apocalypso så meget mod det første, at sammenhængskraften led.
Resultatet blev en mellemplade med de fuldstændigt formidable numre: Det energiske, næsten aggresive, country-inspirerede rocknummer “Drover”, den konstant rytmisk skiftende og fingerspil-hypnotiserende “Baby’s Breath” om selvbebrejdelse af tabt kærlighed, samt den rolige og universelt smukke “Riding For The Feeling” med Callahans karakteristiske baryton som ultimativt centrum for et arrangement, der ligne noget, der kunne findes på Sometimes: guitar, bas og underspillede strygere, kun suppleret af slæbende grundrytmer.
Det lyder jo godt. Og det er det også. Hvis det ikke var for de jazz’ede forsøg “America!”, “Free’s” og “One Fine Morning”, der er omtrendt så irriterende, som de tre andre omtalte er fantastiske.
Til trods for Apocalypse som en noget blandet fornøjelse, ville fangirls-hysterien ingen ende tage, da Vega offentliggjorde, at Callahan kommer forbi den lille sal som del af sin efterårsturné gennem Europa. Af og til er det lettere at gribe fat i det mindre perfekte, end det strømlinede, og faktisk åbnede Apocalypse mine ører for Bill Callahan. Og er dermed ansvarlig for, at Sometimes I Wish We Were An Eagle fremover står som en uomgængelig plade. Ja, egentlig noget så sjældent som en klassiker.
Selvom du står på Callahan-vognen nu, er der stadig lidt billetter tilbage til ekstrakoncerten, der spilles samme dag som den oprindelige – blot med start kl. 18. Billetter købes her.

Bill Callahan spiller på Lille Vega onsdag d. 16. og Voxhall tirsdag d. 22. november.

Bill CallahanBaby’s Breath
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/Babys-Breath.mp3]

Bill Callahan – Eid Ma Clack Shaw
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/02-Eid-Ma-Clack-Shaw.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *