SPOT, for helvede, hvorfor er du så dejlig?

SPOT Festival plakat

SPOT-festival fylder mig med glæde og håb. Glæde, fordi jeg elsker at være i Århus, når byen summer af liv og mennesker, der har det fedt. Håb, fordi SPOT-festivalen vidner om, hvor meget endnu uforløst talent der er i den danske musikbranche.

Jeg har valgt at sætte et par ord på de tre bedste koncerter, jeg så på årets SPOT-festival. Det er altså ikke pligtanmeldelser, men simpelthen bare min rendyrkede glæde over, og behov for at dele, de her oplevelser med nogen.

Barselona, hvor er I fede. Det var egentlig en koncert, jeg ikke havde tænkt mig at tage til. Jeg så dem varme op til Minds of 99 i efteråret, og jeg syntes dengang, at det var noget generisk drengepop, som aldrig nogensinde ville fange mig. Den sidste uges tid har jeg dog hørt “Pige & Dreng” og “Et år” på repeat, og jeg tog derfor til koncerten uden forventninger. Ud kom det mest veloplagte band på hele SPOT, og publikum kvitterede ved at rejse sig op. Hele den store sal i musikhuset (til den uindviede, så er det en sal med siddepladser) stod op, og det udviklede sig til en dansefest med en hvirvelvind af dansksprogede sange, der rykkede publikum op med roden. Rud Aslak er en fantastisk dygtig frontmand, som selvfølgelig endte med at stå og synge ude blandt publikum. Heldigvis til alles store begejstring, så han kunne bade sig i den kærlighed, de sendte ham. Det var årets højdepunkt på min SPOT.

Athletic Progression har ikke fået andet en Regnsky-love med på vejen, og det stopper ikke lige foreløbig. Hvis du ikke allerede er hoppet med på vognen, så bør du gøre alt i din magt for at se dem live. De er mere end et band, de er et fænomen af temposkift og musikalsk overlegenhed og at se koncentrationen og det maniske, nærmest psykotiske, blik i Jonathans øjne, mens han spiller trommer på en måde, jeg aldrig har set mage, rangerer som et af de bedste øjeblikke på min SPOT-festival. Jeg fik desuden muligheden for at lave et interview med dem, som jeg glæder mig til at dele med jer!

Mange medier har allerede skrevet om GENTS’ magtdemonstration af en koncert lørdag på Scandinavian. De beviste, at de er klar til at tage det næste skridt, hvilket en komplet pakket sal vidnede om. Ligeledes var de, som spået af en clairvoyantisk musikskribent, i glødende topform. Det var næsten ærgerligt, at koncerten ikke varede længere, fordi hverken jeg eller publikum kunne få nok af Theis og Niels, som sagtens kunne have båret at spille en større festival. Jeg tror ikke, der går mange år, før de får muligheden for at spille på en større scene i det danske land, og jeg glæder mig til at stå der og sige: “hvad sagde jeg”.

Det blev til endnu en SPOT med fantastisk vejr og brede smil hele vejen rundt. Det blev også til tømmermænd, der stadig sidder i kroppen her tirsdagen efter – men nogle gange er det bare det værd. Jeg forstår virkelig Peters entusiasme over SPOT og det, som SPOT kan, omend vi stadig har meget forskellig musiksmag. Heldigvis ved jeg, at han har lavet et par spændende interviews, som du kan læse inden for den nærmeste fremtid her på Regnsky.

Jeg takker, bukker og nejer for SPOT, Århus og alle de seje mennesker, jeg har været ude at mingle med over weekenden. Og som verdens største, men mest velmente, kliché, så glæder jeg mig allerede til næste år!

TAK, SPOT <3

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT premiere: Ane Monsrud – Morning Light

Ane Monsrud Morning Light

Årets SPOT Festival er i fuld gang, og mange har sikkert allerede opdaget noget ny musik, de ikke kendte i forvejen. Norske Ane Monsrud har tydeligvis taget SPOT-ånden til sig og udgiver i dag sin nye single, der har titlen “Morning Light”.

“Morning Light” er en inderlig kærlighedssang om den brændende forelskelse, hvor selv de mest basale dagligdagsøjeblikke bliver nærmest magiske, filmiske momenter. På den nye single kommer Ane Monsruds silkebløde vokal for alvor til sin ret i Torben Jensens behageligt enkle komposition, og billeder af nyforelskelsens idyl og Anes åbenlyse savn kan mærkes helt ind i sjælen.

Ane Monsrud kan opleves på SPOT Festival i morgen, lørdag, klokken 20.00 på Musikhusets Klubscene. Der skal lyde en klar anbefaling herfra til at opleve den underskønne nordmand i levende live.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger

Ea Kaya SPOT Festival
Danske Ea Kaya er én af Peters 10 anbefalinger til årets SPOT Festival. Foto: Pressefoto

Så er vi der endelig! SPOT Festival – festivalen, som traditionen tro sparker gang i den travle festivalsæson herhjemme på behageligste vis. Det er her, man ofte kan opleve dem, som de kommende år vil optræde på Orange Scene, Bøgescenen, og hvad de store, danske festivalscener ellers hedder. Rasmus har allerede anbefalet sine favoritter på årets festival, og jeg vil nu forsøge at gøre ham kunsten efter med mine 10 favoritter fra SPOT 18-programmet.

White Dominos
Torsdag kl. 22.00 på Headquarters
Hvem andre end rockkongerne af Aarhus kan være min første anbefaling? For snart to år siden anbefalede jeg The White Dominos forud for det års UHØRT Festival – og det var ubetinget en af de bedste oplevelser, jeg har haft på den københavnske mini-SPOT. White Dominos er rockmusik, der er både umiddelbar, ligetil og fuldstændig gennemført, og det er umuligt ikke at komme i godt humør af. De er forrygende live, så hvis man er i Aarhus allerede torsdag, må man ikke snyde sig selv for White Dominos!

Lyt til: “Everybody’s Watching”

Skylar Fri
Fredag kl. 16.00 på SPOT Royal & kl. 21.15 på Atlas
Danske Skylar Fri er en af den slags sangerinder, hvor man bliver blæst bagover fra allerførste sekund. Hendes vokal læner sig op af sangerinder som Lana Del Rey og Adele, og den bliver pakket ind i et velproduceret dramatisk, elektronisk univers, som fastholder lytterens opmærksomhed fra start til slut. Skylar Fri kan opleves to gange på SPOT, og umiddelbart vil jeg anbefale koncerten på Atlas, da lyden alt andet lige er bedre på den indendørs scene end på den ofte noget vindblæste SPOT Royal.

Lyt til: “Man Is Strange”

FRUM
Fredag kl. 17.30 på Voxhall
Jeg tror sjældent, at jeg har gennemlyttet mere, end jeg har med færøske FRUM og hendes debutsingle “Birdstone” fra sidste år. Jenný Augustudóttir Kragesteen hedder kvinden bag FRUM; et projekt, som i hvert fald har taget mig med storm. FRUM er atmosfærisk og grunddramatisk med Jennýs vokal som det helt store omdrejningspunkt. Hvis du er til artister som GANGLY, Highasakite og Aurora, bør du tjekke FRUM ud, når hun giver koncert på Voxhall fredag eftermiddag.

Lyt til: “Birdstone”

Jada
Lørdag kl. 14.20 på Aarhus Volume & kl. 19.00 på Voxhall
Da Morten og jeg var til VEGAs Udvalgte i januar, lavede vi en voxpop efter arrangementet. Vi spurgte gæsterne, hvem der havde været deres favorit. Alle svarede det samme: Jada. Hvis ikke det er anbefaling nok, så ved jeg sgu ikke. Emilie Molsted skriver og producerer selv sin musik, som er en form for soulet pop. Hun var et af Redbulls nye talenter i 2017, og hvis man har oplevet hende live, forstår man hvorfor. Hendes vokal er allerede lækker digitalt, men live er det som noget fra en anden verden.

Lyt til: “Sure”

Aufori
Lørdag kl. 17.00 på Radar
Det har været et vildt år for unge Anna Ritsmar og hendes band Aufori. På egen hånd var hun et mulehår fra at vinde Dansk Melodi Grand Prix 2018, men hun måtte (heldigvis) nøjes med andenpladsen. Heldigvis, fordi hun ellers ville have befundet sig i Lissabon netop nu for at deltage i Eurovision. Nu er hun i stedet i Aarhus på SPOT Festival som en af finalisterne i Karrierekanonen sammen med sine efterskolevenner Mathilde Sten Nielsen, Oliver Bernburg og Bjarke Mathiasen i Aufori. Aufori er noget så sjældent som et dansksproget band, der formår at skrive tekster, som synger sig helt ind under huden. Det er hjerteskærende ærligt og poetisk på samme tid – og naturligvis fuld af aforismer. Aufori var i øvrigt også blandt mine anbefalinger på UHØRT i 2016, så der begynder at tegne sig et billede…

Lyt til: “Runddans”

Ea Kaya
Lørdag kl. 19.15 på Godsbanens åbne scene
Byd velkommen til den danske Sigrid! 22-årige Ea Kaya laver melodisk elektronisk pop, og med debutsinglen “Remedy” har hun skabt en banger af et pophit, som har skudt hendes spæde karriere i gang med et brag. I disse år vælter det frem med nordiske popsangerinder af international kaliber med , Zara Larsson og, ja, Sigrid som de nuværende frontløbere for henholdsvis Danmark, Sverige og Norge. Jeg tror dog, at der stadig er plads til flere, og Ea Kaya er umiddelbart det bedste bud herhjemme til at følge i Karen Marie Ørsteds efterhånden ret markante fodspor.

Lyt til: “Remedy”

Takykardia
Lørdag kl. 19.15 i A-Huset
Nu ramler vi ind i det første planlægningsproblem. Drømmepopperne i Takykardia spiller nemlig på præcis samme tid som Ea Kaya. Men man kan jo passende lade humøret bestemme: Er man i festhumør, eller er man mere i det eftertænksomme hjørne? For hvis det sidste gør sig gældende, er det en god idé at søge mod danske Takykardia, som jeg havde fornøjelsen af at præsentere sidste år, da de udgav deres debutsingle “Immortalized”. Takykardi betyder hurtig hjerterytme, og der er da også et gevaldigt højt tempo undervejs på bandets selvbetitlede debut-EP. Men det er nok snarere evnen til at variere tempoet med en unik sans for timing, som gør Takykardia til noget helt særligt i mine øjne – og ører. Slå et smut forbi A-Huset, hvis du har behov for et behageligt pusterum lørdag aften.

Lyt til: “Immortalized”

Ane Monsrud
Lørdag kl. 20.00 på Klubscenen i Musikhuset
Sidste år gav norske Siv Jakobsen en af de smukkeste koncerter, jeg til dato har oplevet på SPOT. Hvis jeg skal pege på en artist, som har potentialet til at give mig en lignende oplevelse i år, må det være Sivs landskvinde Ane Monsrud. Hun er mere jazzet end Siv, men vokalen har de samme atmosfæriske kvaliteter, der – formentlig – kan være med til at skabe en gennemført behagelig og hyggelig oplevelse, som man godt kan have brug for efter en festival med utroligt mange nye indtryk.

Lyt til: “Confess”

Hajk
Lørdag kl. 23.15 i Rytmisk Sal i Musikhuset
Det norske indiepopband Hajk er mit internationale hovednavn på SPOT 2018. Sigrid Aase og Preben Sælid Andersen hedder de to frontpersoner i det anmelderroste band, og de supplerer hinanden på helt eminent vis, når de skaber, hvad jeg nok bedst kan beskrive som energisk feel good pop. Uden at det dog nogensinde bliver overgearet eller irriterende – det er simpelthen bare lækkert og perfekt til en varm sommerdag. Solen er nok gået ned klokken 23.15, men solen skinner alligevel sjældent i Rytmisk Sal, så mon ikke det nok skal gå alt sammen. Hajk er uden tvivl den lørdagsfest, der skal til for at runde festivalen godt af.

Lyt til: “Magazine”

Nelson Can
Søndag kl. 00.45 i Scandinavian Congress Center
Okay, Hajk får ikke helt lov til at lukke SPOT Festival anno 2018 for mit vedkommende. Det gør den danske rocktrio Nelson Can derimod. De behøver ingen nærmere introduktion for de fleste, for de har efterhånden syv år og en lang række koncerter rundt i landet på bagen. Nelson Can er en (fjollet) oversættelse af Niels På Dåse, men deres musik er alt andet end fjollet. Den er knivskarp og forrygende god rock, som heldigvis har fået de fleste til at se ud over den irriterende klicheagtige begejstring for kvinder, der spiller rock. For Nelson Can er ganske enkelt et fremragende rockband, der har skabt noget unikt ikke bare herhjemme men også internationalt. Det er beskidt og lækkert på samme tid – så tag nu bare til koncerten. Du har formentlig ikke noget bedre at give dig til klokken et om natten alligevel.

Lyt til: “Break Down Your Walls”

Der er selvfølgelig også en masse andet lækkert, som jeg ikke har fået plads til – eller som Rasmus allerede har anbefalet. Og herfra skal der da også lyde en opfordring til at gå på opdagelse, når du har et ledigt slot i dit program. Man kan opdage så mange fantastiske nye artister på SPOT, og det er ofte der, de bedste oplevelser gemmer sig. Så gå rundt, prøv nogle nye genrer af, og måske støder du på dette års Athletic Progression eller KOPS.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Rasmus guider: Tips til din SPOT-festival!

Det er tid til at Danmarks hippeste by igen indtages af undergrundsmusikhungrende mennesker! Sorry, København, men..

SPOT-festivalen er over os, og selvom man år efter år hører historier om dengang, The Raveonettes blev opdaget (eller SPOTtet), så føles det musikalske udbud altså ret etableret efterhånden, og det er ikke nødvendigvis en negativ ting. Selvom SPOT er en brancheorienteret festival, har den enormt meget at byde på for den alment interesserede musikgænger. Fra world-musik over indie-tude-rock til det nyeste hiphop. Den elektroniske fane (i år vildt dedikeret til techno) over synthpoppens caribiske rytmer til den vildeste art-pop. Puha, det er svært at finde rundt i SPOT’s udmattende program allerede. Derfor har jeg taget mig tid til at plukke nogle artister ud, som jeg synes, du skal give et ekstra lyt og prioritere, når du befinder dig på den fantastisk byfestival, som SPOT er.

En lille disclaimer: Du skal selvfølgelig se Fugleflugten, Motorique og Athletic Progression. Det er tre Regnsky-favoritter, som den trofaste læser vil bide mærke i. Netop derfor holder jeg mig fra at skrive yderligere om dem, end at de selvfølgelig burde være et obligatorisk kryds på din SPOT-liste. De spiller hhv. 19.30 lørdag på Scandinavian Congress, lørdag 18.10 på Aarhus Volume og fredag 16.30 på Aarhus Volume.

Here goes (i tilfældig rækkefølge):

Ecstasy In Order

De kære drenge fra Ecstasy In Order er noget af det bedste nye musik, jeg har opdaget i år. De er blevet booket til Roskilde Festival og SPOT, og de er værd at sætte kryds ved. Deres musik trækker på gamle genopstandne lyde fra 80 og 90’erne, og jeg vil gerne vædde med, at du ikke kan stå stille, når du hører tonerne af “Halcyon” og “Aliasing”. Jeg har desuden lavet et interview med dem, der udkommer senere denne uge.

Det sker: Fredag kl 22.45 på RADAR!

SPOTify:

Molina

Den dygtige, dygtige Molina. Det første, alle siger om Molina, er, at Elton John er vild med hendes musik! Og sikke en cadeau. En af de største i branchen bifalder musikken. Jeg vil dog lige hoppe ud over den åbenlyse vinkel og så bare lade musikken tale for sig selv. Molinas “Salvation” hang fast i mine ører med det samme, og den har ikke villet slippe siden.

“Jamen, Rasmus. Ecstasy In Order spiller jo samtidig med Molina – hvad skal jeg gøre, nu hvor jeg selvfølgelig slavisk ønsker at følge dine anbefalinger?!”

Frygt ej! Molina spiller nemlig to koncerter under SPOT. Den første er under TAMBOURHINOCEROS day party i Dome of Visions og den anden er Fredag 22.45 på Atlas.

SPOTify:

Og Molinas nyeste single “Hey Kids” slipper I ikke for:

GENTS

Theis og Niels er ikke de mest upandcoming navne på årets SPOT-festival. De har spillet på Roskilde, og de har netop spillet en meget anmelderrost koncert på Hotel Cecil efter at have afsluttet deres Europa-tur med koncerter hele vejen fra Island til Rusland. Faktisk er de brandvarme, og det er derfor en mulighed for at opleve GENTS i topform, og det vil jeg råde dig til ikke at gå glip af.

Det sker: Lørdag 16.40 i Scandinavian Congress

SPOTify:

TAN

Hvis min forelskelse i synthpop ikke var klar for enhver nu, så vil jeg lige smide TAN i bunken også. Deres musik rider på bølgen af synthwave, der startede med Kavinsky og resten af Drive-soundtracket – og de gør det godt! Jeg har ladet mig fortælle, at de har et helt fabelagtigt show til deres koncerter, og deres Roskilde-booking bakker op om, at dette er en koncert, du ikke vil gå glip af.

Det sker: Lørdag 00.15 på Atlas

SPOTify:

Århus Techno District

Er der noget bedre end at stå i en mørk kælder og høre monoton elektronisk musik, mens man vifter lidt med armene og træder frem og tilbage i en techno-induceret ekstase? NEJ – mener jeg! Andre vil måske komme med kontroversielle bud som “Fødslen af sit første barn” eller “Bryllup”. Men næææ, nej. SPOT har overordentligt meget techno på programmet i år. Faktisk har Århus Techno District fuldt program både fredag og lørdag, og det gør mig så glad at se, at der er gang i den danske technoundergrund.

Hvis du ikke kan lokalisere mig fredag & lørdag den 10-11. maj, så er Skovgaardsgade 5A et virkelig godt bud. Specielt ser jeg frem til at høre italienske Andrea Martini! Link til eventet: her.

Jeg håber, I også vil lade tilfældighederne råde på SPOT, fordi det bedste kan tit findes i det ukendte og overraskende. Dette opdagede jeg, da jeg fik forvildet mig med 30 andre til en koncert med den finske rapper Tuuttimörkö – det var den bedste oplevelse på 2017-festivalen – udover vejret.

Vel mødt! Vi ses på SPOT!

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!”

Uendeligheder af rytmer og harmoniske sammensætninger via auditive tråde som spinder sig på kryds og tværs mellem beat, rytme og klang. Foran mig og indeni sker oplevelsen, oplevelsen som jeg uforløsende prøver at sætte ord på, men som ideelt bør sanses. Jeg er på Jazzhus Montmarte der i anledning af premieren af deres nye månedlige koncept “Monten” har fået fornemt besøg af den instrumentale hip hop trio Athletic Progression. Musikken, rummet og bandet fylder atmosfæren omkring mig såvel som indeni og skaber farver for mit indre blik, farver der skifter som det musikalske flow udspiller sig. Det er damn tight, uforudsigeligt og frækt. Det ligner de står på scenen og leger, men tag ikke fejl, progressionerne i lyd og flow er professionalisme og innovation i de høje grader..

I foråret skrev regnskys gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen om sin oplevelse, da hun fredag aften i maj havnede til Athletic Progressions koncert på sidste års Spot festival. Marie Louise beskrev koncerten som en sammensmeltning mellem det elektroniske i brugen af samplings og det organiske i form af bandets instrumentale og yderst musikalske virke. Det er deres lyd – altså Athletic Progression, som fylder mine øregange på denne fredag aften i januar. Selvom det kun i begrænset omfang kan spores, at kalenderåret spår om lysere tider, er åbningsfesten af Monten her på Jazzhus Montmartre et energiorgie af lyd-sætninger og forventningsspirer mellem publikum og artister.

Forbindelser er kodeordet her. Forbindelser som de auditive tråde mellem mennesker og maskine, natur og kultur. Forbindelser som den instrumentale hip-hop trio spinder sig ind, ud og imellem. Forbindelser mellem traditioner af jazz, funk og neo soul. De musikalske forbindelser. Men også forbindelser mellem fortid, nutid og fremtid. Forbindelser til det historisk finder vi også i navnet Monten som Montmartres nye månedlige koncertkoncept hedder. Monten er nemlig kælenavnet for hvad der i jazzkredse associeres med den åbne atmosfære på Jazzhuset Montmartre, som i 60’erne og 70’erne turde udfordre publikum og de eksisterende genrekonventioner.

I samme ånd relanceres Monten på ny, som en tilbagevendende begivenhed med udvalgte koncerter, der indbyder til undersøgelse og bevægelser rundt i jazzens grænseflader. Det er fusioner af genrer, stilarter og mennesker som mødes her, og giver et rum og et bud på hvordan jazzen også kan føre os hen. Det er livestemningen, rummet og momentet som byder dig ind i Montens udforskende og nysgerrige musikalske rum, med plads til det skæve, det skarpe det sexede og det udfordrende.

Om du er en hardcore jazz-avantgardist, eller som jeg, blot nysgerrigt er troppet op til en lytter, skal der nok være noget at komme efter, når Monten præsenterer og udfolder en række jazzmusikalske potentialer gennem genrefusioner og koblinger af artister fra ind og udland. Der var i hvert fald noget at komme efter for mig denne fredag aften i selskab med de ekstremt dygtige drenge i Athletic Progression som denne aften  havde fået ekstra selskab af knaldhamrende dygtige saxofonist Oilly Wallace. En presserende influenza måtte desværre sende mig tidligt hjem, men rygterne taler om en veldrejet efterfest med DJ-sets fra ingen ringere end skønne Astrid Engberg, Dee Brown og Simon Dokkedal.

Monten er et tilbagevendende koncept med udvalgte koncerter – inkl. et unikt live-setup med bla. Jonathan Bremer og Morten McCoy til Vinterjazz 2018 – og DJ-sets. De første internationale bookinger præsenteres snart på Jazzhus Montmartres facebook og hjemmeside som du kan finde her 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *