Flyv med på ASTRONAUTS nye single gennem en ‘indie-galaktsisk’ tåge

ASTRONAUT. Pressefoto

Tag Bowies drømmende 70’er pop, mix det med Tame Impalas støjende indie-rock, skru en anelse ned for de neo-psykedeliske udskejelser, og du har ASTRONAUT. Det danske band er efter to års arbejde klar til at udsende debutalbummet Silence One i foråret. Indtil da kan du svæve med på musikvideoen til deres nye single Inside An Atom.

ASTRONAUT udspringer af de græske ord ástron og nautes, der tilsammen betyder stjernesejler. Et passende navn til et band med en psyk-poppet klang og et kosmisk lydunivers. Bandet består af fem venner, som mødte hinanden på musikkonservatoriet i Århus. Sammen udgør de en britrocket og flamboyant udstråling, der er svær at ignorere.

Nogle kender måske allerede århusianerne fra debut-ep’en A Bloud of Ink og musikvideoen til nummeret Imagionary Friend, der er optaget i en jetjager, som flyver på hovedet. De fem århusianere er nu klar til at indtage luftrummet med nyt materiale under vingerne, og på den nye single Inside An Atom, beviser de musikalske astronauter, at de ikke er bange for at flyve mod ‘ozonhøje’ himmellag.

Inside an Atom er som et splittet atom, der folder sig ud og bliver til en fortryllende og sprælsk indie-skæring. Nummeret starter i en lys og svævende rock-sfære og bevæger sig længere og længere over i et mystisk mørke, hvor dynamiske trommerytmer afslutter udfoldelsen. Det lille atom emmer af bittersød intensitet, og skaber en stemning, der vender op og ned på det smukke og mørke – En stemning, der ifølge forsangeren, også har været en intention at skabe:

“Første single “Inside an Atom” fra albummet skulle være en kærlighedssang. En sang til det menneske, der kan hive os ud af vores lort, når vores verden lukker sig for tæt om sig selv. Når vi lukker os inde og næsten smider nøglen væk, men bliver taget i hånden, når vi mindst venter det.  En sang til dét menneske, der kan få os til at glemme mærkelige oplevelser, vi har haft, mærkelige ting vi har set og som tror på os, når vi er mest mærkelige” – Martin Zeppelin.

Musikvideoen til nummeret er instrueret af den ukrainske collage-kunstner Sergei Sviatchenko – og det er netop collagekunsten, der er central i den grynede og flimrende animationsvideo, hvor blinkende øjne og afskårne hænder krydses med svævende skyer og dystert tornekrat. En svævende gullig boble – eller ’æggevidesol’, om man vil, binder elementerne sammen og belyser silhuet-portrætter af bandets medlemmer.

Collage fra musikvideoen til Inside an Atom. Pressefoto

Videoen drager mine associationer til Kashmirs animationsvideo til She’s Made of Chalk, hvor mange af de samme enkeltdele optræder; og det skal her opfattes som et kæmpe kompliment, når jeg kaster tråde til Kasper Eistrups løsslupne og kreative kunstunivers.

Alt i alt er ASTRONAUTS første single spækket med højkoncentrerede, sensible toner, der bare venter på at blive forløst. Jeg glæder mig til at samle resten af ‘lyd-atomerne’ på debutalbummet i foråret og er spændt på, om de lever lige så flot op til ambitionsniveauet som på Inside An Atom.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hør første track fra det nye københavnske house-label Axces

Ovenpå et af de bedste tracks fra det forgangne år er Kasper Marott tilbage med en ny udgivelse fra sit dugfriske pladeselskab Axces, som han har startet sammen med sin gode ven og samarbejdspartner Alfredo92. Det første nummer fra den kommende 12″-udgivelse er da også netop et samarbejde mellem de to, og første smagsprøve fra pladen – som ventes ude i midten af april – kan høres nu.

Det koklokke-glade nummer hedder Os To og er i et såkaldt Johnny DJ All Star Bubble Gum Mixie, og på Soundcloud sætter duoen selv ord på, hvad der er i vente:

The record was created in 2017 at the professional facilities we’ve come to know as Nordvest Auto. On both tracks, you’ll hear a lot of drums, some bass, effects, samples, vocals and sounds from beyond, we don’t know how to describe. They’ve been tested on various sound systems during the past year, and we can ensure you that a flat EQ and max volume will suit the tracks almost anywhere.

Axces blev første gang omtalt her på bloggen i december sidste år som en del af det tværgående musiksamarbejde og -kollektiv DJ Foreningen. Det kan du læse mere om her.

Fremadstormende aktører i København samler sig i DJ Foreningen: Interview med DJ og label-boss Courtesy

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

When Saints Go Machines nye single ‘So Deep’ er den ultimative median

Den danske gruppe When Saints Go Machine er aktuel med deres nye single ‘So Deep’. Er det en albumforløber? Det ved vi ikke, men hvis det er, lover det godt.

Der løber en devierende og uforudsigelig linje gennem When Saints Go Machines bagkatalog. Siden den anmelderroste og grænsesøgende synthpop-gruppe udgav sit seneste album i 2013, Infinity Pool, har When Saints Go Machine smidt trommesættet ud af tourbussen, reformeret sangstrukturen med et nu mindre fokus på hooky omkvæd, eksperimenteret med hiphop-lyd, udgivet en “friforms”-ep og spillet udsolgte koncerter med et fuldt oppakket symfoniorkester.

Og hvis man har haft svært at følge med i When Saints Go Machines udvikling, så er det måske nu, man skal slå ørerne op. Gruppens nye singleudspil, So Deep, virker nemlig til at være den ultimative, millimeterpræcise median af gruppens adskillige ‘digressioner’.

På fire minutter serveres lytteren for let dissonante synths, mens Nikolaj Vonsilds manipulerede og uklare vokal anfører en syntetisk og distanceret melankoli over nummeret. En pitchet stemme advarer if you betray me, mens langt udstrakte, bragende trommer i enkelte momenter bryder med det ellers ambiente lydbillede.

Stilmæssigt virker So Deep mere genkendelig i forhold til 2018-forgængeren og ep’en It’s A Mad Love, men det er ikke genkendelighed, det er snarere et vellydende deja-vu, der irrationelt popper op og river i ørerne. For hvis vi kan regne med en ting, så er det, at When Saints Go Machine aldrig forsøger at genskabe sig selv. Men kan vi så regne med et album i 2019? Hvis So Deep er en albumforløber, kan der være god grund til at glæde sig.

Singlen er udkommet fredag på det danske pladeselskab Escho.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Premiere: Hop med i badekaret på danske Yör & U’s live-musikvideo

I dag fjerner synth/indie-bandet Yör & U forhænget for deres nye debut- og live-musikvideo Badekar.

Yör & U er et dugfriskt dansk band sammensat af fire venners kunsteriske personligheder og passion for musik. Firkløveren består af Marie Kildebæk på vokal, Viktor Dahl på synthesizers, Janus Bagh på bas/synthesizer og Lasse Jacobsen på trommer. Efter mange års sammenspil og uddannelser fra RMC, DDSKS, Sonic College og musikkonservatoriet i Amsterdam er de i dag aktuelle med deres første live-musikvideo, som har premiere på Regnsky.

I 2018 var bandet at finde på Karrierekanonen med numrene Overflade og Landskab, men udfolder sig på Badekar med ny styrke og en stemningsmæssig ynde, der løfter bandets lydbølger til helt nye højder.

Bandnavnet kommer sig af en drøm, Marie havde en nat om et band, der spillede rå og viljefaste sange sunget med hudløs ærlighed. I drømmen hed bandet Yör & U, og da Marie vågnede, besluttede hun sig for at gøre drømmens lyd til en realitet. Centralt for Yör & U’s musikalske udtryk er den rene frekvens og det dansksprogede tekstunivers, som kan drage associationer til Katinka, men som alligevel fremstår langt mere eksplosivt og elektronisk. Rent kunstnerisk og lydmæssigt trækker bandet nærmere tråde til internationale kunstnere som Little Dragon og Sonnymoon. Teksterne er personlige og udfoldes i en lyd, hvor det skrøbelige og intime akkompagneres af det store og insisterende. Tekstuniverset bevæger sig desuden i mellem det fremmede og velkendte, hvor Yör & U formidler personlige fortællinger om konfrontation, minder, forandring, erkendelse og kærlighed.

Musikken og filmen til Yör & U’s Badekar er optaget i et uklippet one-take og er instrueret og produceret af bandet selv. Debuten skyller ikke lytteren ud med badevandet eller leder til en anden Flemming Quist Møller undervandsverden med syngende barbrystede havfruer og dansede rom-drikkende skeletter. Den kredser ikke om Bennys Badekar, men om Yör og U’s æstetiske lilla-violette lys-univers, som kan minde om en tur på Louisiana og Yayoi Kusamas uendelige rum med de mange prikkede lysinstallationer.

I midten af lysrummet spiller bandet i tæt nærvær og udsender energiske beats og pulserende synthesizers, som står side og side med dansksproget lyrik og Maries kraftfuld vokal. Om det lyriske arbejde udtaler Marie: ”Det at blive voksen er en underlig størrelse, og ’Badekar’ fortæller, at vi kan være lige præcis de voksne, vi har lyst til at være: voksne der svømmer i lys, og som passer på hinanden”.

På Badekar giver sammenblandingen af den personlige lyrik og musikvideoens upolerede udtryk en nærværende og ærlig livestemning, som får mig til at tænke på Cphxsessions’ liveoptagelser af danske indiekunstneres optrædener fra et lille lydstudie, som er lavet i samarbejde med Roskilde Festival. – Tjek det ud, der er virkelig guld i mellem!

Generelt er jeg fan af, hvordan ord og betydning forbindes i en legelysten lyrisk form i Yör & U’s lydunivers. Men mest af alt er jeg draget af den upolerede live-lyd og den autentiske optagelse, og jeg kan kun sige, at 2019 tegner godt for nye og prætentiøse opdagelser i det danske musikocean. Spring ud i det og swim good!

Bonus info: Mens du ligger tilbagelænet i det lilla-lyriske badekar, kan du glæde dig til at bandet spiller en række koncerter over foråret og sommeren samt indspiller en EP.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Start din juleferie med at tjekke den danske indie-undergrund ud!

På onsdag afholder vores gode Regnsky-venner Wonderwhy en labelnight hos Hotel Cecil. Hvis du interesserer dig for upandcoming dansk musik, hvilket du nok gør, fordi hvorfor skulle du ellers læse Regnsky, så er der her fra en anbefaling til at svinge forbi og nyde bl.a. Guldimund og Rebecca Lou live. Desuden er det en god undskyldning for at komme forbi Hotel Cecils smukke lokaler og få en iskold Albani på fad til 40 kroner. 

Jeg tog lige en hurtig snak med indehaver af Wonderwhy, Magnus Grilstad, om arrangementet, fordi jeg lige ville høre, hvorfor han havde valgt at afholde det.

Hej Magnus. Hvorfor afholder du det her arrangement, og hvordan fungerer det med så mange artister på én aften?

  • Det er fordi vi gerne vil vise nogle af vores artister frem. Det bliver i showcase-format, og de har 30 minutter pr. koncert. Første band går på 19.30 og sidste 22.30.

Er det så ikke kun et event for musikbranchen?

  • Nej, det er en god mulighed for at gå på opdagelse i den danske indie-undergrund, synes jeg. Vi præsenterer også en helt ny artist i “Your Love”.

Nu spiller dine artister vel ikke julemusik, vel?

  • Det regner jeg ikke med, men man ved aldrig med Guldimund. Da han holdte koncert på Stengade i marts gik han pludselig ned blandt publikum og delte flyers ud, fordi nu skulle vi alle sammen synge “Jens Vejmand”.

Hvorfor holder du det på Hotel Cecil?

  • Fordi det er et fedt sted. De har virkelig taget den et nøk opad med æstetikken siden Jazzhouse lå der. 

Så hvad kan jeg forvente af på onsdag?

  •  God musik og forhåbentlig god feriestemning. Det er en god mulighed for, at man kan kickstarte sin juleferie med et par øl med vennerne og høre noget musik.
Asger fra Guldimund. Foto af Lene Kronow.

Hvis du stadig mangler én god grund til at tage ind til arrangementet, så vil jeg bare lige fremhæve Guldimund som den grund. Blaue Blume-medlemmet Asger Nordtorp har skabt noget helt særligt med sit projekt her, og han gav en af årets bedste koncerter på Uhørt-festivalen i sommer. Han er én, der er værd at holde øje med, og han har skrevet nogle virkelig stærke sange i bl.a. “Til min mælkebøtte” og “Novemberpige”. Det skal dog ikke tage noget fra de andre optrædener på aftenen – jeg kender dem bare ikke så godt, endnu. Men jeg ved, at Wonderwhy altid er garant for kvalitet.

Du kan tjekke eventet ud her: Wonderwhy x Hotel Cecil

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *