Norsk konceptkunst kom aldrig ind under huden

Foto: Laura Ioana V

Modigt, nytænkende, befriende. Der er mange gode grunde til at smide en masse rosende tillægsord efter Smerz og den performance-koncert duoen giver på Store Vega søndag 30. maj. Men der er desværre ikke kun positive ord at sætte på den specielle optræden. På et sort klaver optræder Catharina Stoltenberg og Henriette Lutzfeldt i en time uden at kigge på publikum på noget tidspunkt.

Det mest passende ord at tillægge er avantgarde. Duoen, hvis største styrke ligger i evnen til at sammensætte et elektronisk lydunivers, der samtidig indkapsler skrøbeligheden i teksterne, har smidt stort set alle de sikre kort under bordet. Bortset fra to strygere og korte sessioner med violin og klaver, er resten af musikken ikke til stede på scenen. Det bliver ikke mikset, men spilles egentlig bare ud af højtalerne.

Der er to spots på Stoltenberg og Lutzfeldt, men ellers intet lys, røg eller andre visuelle elementer. Selve konceptet står altså mutters alene på scenen. Og det består hovedsageligt af skiftende siddende og liggende stillinger, en enkelt koreografi og en absurd mængde tomme blikke.

Det er sikkert nok, når det bare fungerer. Det er bare svært at se formålet. Der er helt sikkert en eller anden højere mening, en symbolik eller et budskab. Det er bare pokkers svært at forstå, hvad det er. Der skal sådan set også være plads til den slags kunst, så det hele ikke bare er Absolute Music 2. Men jeg har set en perlerække af gode koncerter, der tog mig med storm, hvor jeg heller ikke forstod symbolikken. De var bare medrivende alligevel. Man bliver desværre aldrig helt fanget af Smerz’ show.

Foto: Laura Ioana V

I øjeblikke fungerer det. De to strygere spiller upåklageligt og redder store dele. Det er live, og det spiller sammen med de dybe toner og skæve beats fra backing tracket. Særligt en seance, hvor lyset slukkes og et langt, instrumentalt stykke starter ud i drum n’ bass og ender med dystopiske nummer ‘Flashing’ lykkedes. Her får Stoltenberg og Lutzfeldt igen spotlys og lykkedes med en af deres forcer: deres vokale kemi. Med den 90’er-inspirede dystopisk bagtæppe fremhæves deres følelsesladede sang-sammenspil og det hele begynder at gå op i en højere enhed.

Der går bare ikke lang tid, så begynder opsætningen at virke nøgen igen. Et tilsvarende lavpunkt opstår, når Stoltenberg rapper acapella, mens Lutzfeldt nynner en melodi, der virker lidt tilfældig. Igen er det svært at finde formålet med det. Stoltenberg er en dygtig producer, men rapteknisk er der ikke meget at råbe hurra for, og derfor bliver det igen meget bart, når det ikke er flankeret af bas og trommer fra Vegas formidable lydsystem.

Teknisk skinner Lutzfeldt til gengæld igennem, når hun på smukkeste vis krydrer stykket med smuk norsk opera, når cellisterne får fokus eller når de to nordmænd synger ind over hinandens vers. Det løfter sig bare aldrig længere end i momenter, og det store billede ender med at være en optræden, hvor det der ikke fungerer kommer i forgrunden.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Journey fest: Mageløst mindfuck og støjende suspense

Foto: Louise Haywood-Shiefer

”OPEN IT UP. OPEN IT.”, råber en fyr i bar mave til sine medpublikummer, mens han forsøger at lave plads til mosh pit langs scenekanten. På scenen står theOGM lyst op af en pandelygte, så kun hans ansigt kan ses, mens han råber ”muahahaha”, som en tegneserieskurk fra 90’erne. Og så kommer det. Folket foran scenen hopper ind i hinanden mens trommer, strenge og synth’s bliver spillet hurtigere end danske apoteker blev rippet for håndsprit, da der første gang blev meldt om coronavirus i Danmark. Det er Ho99o9, der spiller på Loppen som en del af den ugelange Journey fest.

Hardcore punk, punk rap eller horrorcore er de genrebetegnelser Ho99o9 ofte får sat på sig. I virkeligheden har musikken enormt meget til fælles med Drum ‘n’ bass. I det, det er i den opbyggende fase, hvor magien befinder sig. I øjeblikket inden det hele ramler sammen. Typisk er det theOGM, der starter det hele, når han tænder for samples eller snakker til publikum på en noget atypiske måde. Med store dreadlocks og grillz, får han gejlet publikum op, som en demonbesat Bob Marley. Og når først suspensen når bristepunktet, så er det Eaddy og Brandon Pertzborn på henholdsvis guitar og trommer, der overtager energiudladningen.

Covernumre er ofte søgte til koncerter. Men det giver god mening, da en medley af The Prodigy-numre ryger på mod slutningen af koncerten til stor begejstring for tilskuerne. The Prodigy’s stil minder lidt om Ho99o9s og fordi de to kunstnere også har lavet et nummer sammen. Alt i alt en enormt original koncert med stor variation, indlevelse og karisma. Det hjalp også på det, at publikum, der var blevet godt varme efter Slægts koncert. Selvom Slægt ikke er originale på samme måde, og mest af alt ligner reinkarnationen af et rockband fra 80’erne, så spiller de fucking tight live.

Prikkerne faldt på plads

Fuckr med din hjerne kunne lige så godt være et program om Floating Points, der også gav koncert under Journey fest. Engelske Sam Shepherd, der står bag Floating Points har en Ph.d. i hjernevidenskab. Når man står til hans koncert på Store Vega, der afslutter Journey Fest, så giver det super god mening, at han er ekstremt klog på, hvordan hjernen fungerer. For hold kæft hvor kan han gøre noget ved sindet gennem sin musik. Han kan få dig til at forsvinde fuldstændig ind i dine egne tanker, eller han kan få din krop til at bevæge sig. Alt er på Sam Sheperds præmisser, når han med sin usynlige skalpel står og roder i dit kranie.

Det hele bliver gjort uden en eneste vokal. Med hypnotiserende visuals, og en opbygning, der er veltimet og gennemtænkt, føles koncerten på ingen måde for lang, selvom den varer over en time. Den måde, det fungerer for ham på, er, at han kombinerer forskellige elektroniske elementer, små samples af metalliske lyde, layers og ikke mindst skarpe trommer. Stopper man op og lytter efter, burde det ikke rigtigt give mening. Men to-tre minutter efter, når bassen rammer, så falder prikkerne på plads. Og de elementer, der virkede tilfældige for lidt siden flyder nu sammen med nuet. Det er her, hvor det er svært at stå stille. Han fik dog lyst til at lege lidt, og i momenter giver musikken dog så lidt mening for så mange, at de helt mister fokus og begynder at snakke ad helvedes til. Omvendt er alle opmærksomme, da nummeret LesAlps elegent bliver en del af settet.

På et tidspunkt, da Sheperd fik mig ud af mine egne tanker, kiggede jeg bagud mod mine to venner, for at få øjenkontakt. Det er helt umuligt med den ene, som han står der foroverbøjet dansende. Specielt ikke noget kønt syn, men det er fordi, han er så optaget af musikken, at han tilsyneladende ikke på noget tidspunkt funderer over, hvordan andre tænker om ham. Jeg fik øjenkontakt med min anden ven. Dog først efter tyver sekunder, men med et smil så stort, at vi uden yderligere kommunikation ved, at vi har den helt samme følelse. Hjernekirugien virker.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tre kunstnere du skal høre til Journey fest

Journey fest har efterhånden slået sig fast som en tradition, hvor man kan lægge vintertøjet på hylden og træde ind i en forskellige genrespecifikke musikgarderobeskabe. For Journey fest er ikke en uge med forskellige koncerter. Når du tager til et af arrangementerne, er der altid en lille håndfuld navne på programmet. De navne er nøje udvalgt, så du får oplevelsen af andre kunstnere, der minder lidt om det, du er kommet for at høre. Som hvis du lytter til et album på Spotify, og streamingtjenestens radiofunktion vælger nyt musik til dig, ud fra hvad du lige har sat på. Til journey er det bare live, og det varer en hel uge. Derfor kan du nu læse om tre navne, der kan pege dig i retningen af musikalske helhedsaftener.

The Comet Is Coming – Lørdag d. 22. februar

Allerede på andendagen er der hentet tre musikere ind fra det ydre rum for at give dig en oplevelse, du ikke har set på jorden før. Space-snakes eksisterer kun i Rick and Morty, men Space-jazz eksisterer sgu i virkeligheden. Den mere eller mindre legendariske saxofonist, King Shabaka, har i mødet med Danalogue the Conquerors keyboard, synths og rumlyde fundet ind til noget, der minder om et sci-fi soundtrack på coke. Vel at mærke på den slags coke, der er produceret i en saxofon. Med Betamax Killers energiske trommer oveni hatten bliver det nemt en energiudladning, der kan høres steder, hvor kometer kommer fra. Det kunne det i hvert fald, da de indtog Roskilde Festival i sommer.

Ho99o9 – Torsdag den 27. februar

Synes du også at musikere generelt deltager for lidt i mosh pits til deres egne koncerter? Savner du tekster, der handler om at slå en præst ihjel i en våd drøm? Så er Ho99o9 sandsynligvis lige noget for dig. Hvis du bare godt kan lide et gennemført gyser-tema der gennemsyrer både tekst, musik og video, så er det nok også noget for dig. Ho99o9s blanding af punk og rap er i stil med et navn som Death Grips og giver dig på samme måde muligheden for at komme af med noget vrede til koncerten. En god gang sved kommer du nok også af med, mens du lytter til barer som dem her:

If I could rewind time
They’d probably lock me in the cage
For fuckin’ white bitches out in Columbine
Since this nigga’s off the leash
It’s dinner time

Lyder det ikke helt sofistikeret nok, så gemmer dig sig også en stærk samfundskritisk tone bag al gyser-viben. Ho99o9 spiller på Loppen, hvor også Slægt, 404 og Yury kigger forbi.

Floating Points – Lørdag den 29. februar

Det er hårdt at være perfektionist. At intet er godt nok, før det er perfekt må være voldsomt stressesende at leve med. Til gengæld kan vi andre nyde godt af, at der findes folk som Sam Sheperd. Han står bag Floating Points, der giver koncert på Store Vega. Han er blandt andet kendt for, at leve sig fuldt ind i sine shows, der er en komplet oplevelse, hvor lyd og (lazer)lys spiller sammen. Med det aktuelle og aldeles fremragende album Crush i bagagen, kommer Floating Points og lukker Journey fest med en gang elektroniske fysikforsøg. Sam Sheperd er uddannet hjerneforsker og er kendt for at samle på gamle jazz-plader. Det tænker man nok ikke, hvis man ikke ved det på forhånd. Men når man gør, så giver det rigtig god mening, for lyden er chill og perfektionistisk mens den samtidig er svær at stå stille til.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Banks pløjede dramatisk sin hær tværs gennem Store Vega

Banks med sine to ‘skygger’ Foto: Nikolaj Boesby Skou

Ai-ai-ai-a-a-a, Ai-ai-ai-a-a-a, Ai-ai-ai-a-a-a. Sådan starter Banks’ seneste album III med sangen Till Now, og det var også til det kampskrig, at den amerikanske sangerinde trådte ind på scenen mandag aften i Store Vega. Aftenens hovedperson blev lyst op af et infernalsk lysshow i kraftige røde og orange spots, så hendes silhuet stod tydeligt og intimiderende frem mod publikum. Så var den dramatiske tone slået an og den krigeriske stemning bredte sig med en voldsom hastighed fra Banks’ strube.

Banks pop-hær bestod af en mand på keys, en på trommer og to knivskarpt koreograferede dansere, der fulgte hver et lille hoftevrid eller kast med hoved fra deres amazone-agtige krigsherskerinde. På den måde, var det som om Banks fik to ekstra skygger, der sammen med det fænomenale lysshow udgjorde et mesterligt sceneshow.

Ronja Røverdatter a la Banks Foto: Nikolaj Boesby Skou

Men nu var det hverken et cirkus eller et teaterstykke, jeg var inde og opleve. Den hektiske stemning var med til at distrahere, og gjorde det svært at skelne mange af sangene fra hinanden. Banks havde et klart defineret lydunivers, men problemet var, at det samtidigt blev en uheldig begrænsning, fordi det ofte blev for ensformigt. Sange som Drowning og Waiting Game flød sammen, uden at efterlade varige indtryk.

Koncertens første del blev afsluttet, da Banks læste sit digt Ode to the Grey Zone op. Det var en fin måde at dele showet op i to på, og digtet beskrev hendes musik meget nøjagtigt. Banks styrke ligger i det førnævnte lydunivers, men det er også hendes største svaghed. For selvom universet på overfladen virker dragende, er der desværre egentlig ikke så mange krummelurer eller kroge at gå på opdagelse i. Det bliver aldrig så eksperimenterende som fx FKA Twigs eller så pop-charmerende som Christine and the Queens. Efterhånden som koncerten skred frem virkede de manipulerede vokaler en anelse fortærskede, og det var svært at finde ud af, hvorfor det hele skulle være så pokkers dramatisk.

Top koordineret optræden i vildt lys Foto: Nikolaj Boesby Skou

En af aftenens største oplevelser var nummeret Alaska fra den nye plade, hvor Banks eksperimenterede med et næsten salsa-agtigt klaver-riff, og sang siddende på en lille taburet fremfor at hvirvle rundt på scenen. Fra den magtpositur fik hun løftet koncerten og vist, at hun havde mere at byde på, end hun hidtil havde vist. Den statiske koreografi tillod hende også at vise flere facetter af sin stemme frem end på de fleste andre sange, og det var en stor oplevelse at høre hende på den måde, specielt når hun sang dybe melodier.

Banks leverede et imponerende show til et ekstremt veloplagt publikum, hvis mundgeværer var ladt og klar til affyring på hver eneste opfordring fra krigerinden. Hun behøvede således blot at bøje pegefingeren for at høre salven “‘Cause I fuck with myself more than anybody else” fra sangen Fuck With Myself. Publikum fortjener stor ros for at løfte aftenens oplevelse, hvor Banks tog lidt for få chancer og blev lidt for meget i sin grå komfortzone.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

The Blaze tvang publikum til at danse med hinanden

En kæmpestor firkantet UFO er landet på scenen søndag aften i Store Vega. På gulvet og balkonen vrimler det med mennesker, der er kommet for at se fænomenet. Med ét slukkes lyset i salen, og The Blaze byder velkommen med nummeret ’Prelude’. Publikums øjne retter sig mod rumskibet på scenen, hvor aftenens første film projekteres op på kubens hvide vægge.

Måske er folk bare betagede af de forbløffende smukke videoer, der ledsager house-musikken, men de virker en anelse forvirrede over, hvordan de skal reagere, og med god grund. De to franske Alric-fætre, der udgør The Blaze, står nemlig ikke til frit skue, men holder sig skjult bag videoerne. I et interview med Spotify, siger de, at de gerne vil have publikum til at forstå, at deres musik og videoer er uadskillelige, og kuben er deres redskab til at indprente konceptet hos deres festglade publikum. Efter to numre glider dørene til UFOen op og afslører de to franskmænd stå og synge og spille midt på scenen. Nu kan publikum endelig rigtigt få udløst deres energi, og der lyder et vaskeægte jubelbrøl op mod de to aliens.

Når jeg sammenligner The Blaze med rumvæsner, er det fordi de på mange måder distancerer sig fra deres publikum. For det første er de trukket tilbage på scenen og starter koncerten uden at være synlige. For det andet står de to mænd i stærkt modlys under hele koncerten, så man kun kan se deres silhuetter. For det tredje er vokalen i The Blazes musik anonymiseret ved at blive pitchet ned, så det lyder som en sløret stemme i en krimi-udsendelse. Lyt bare til ‘Heaven’:

Man skulle tro, at The Blazes dehumanisering burde gøre musikken kold, maskinel og koncerten umulig at relatere til, men resultatet er det diametralt modsatte. Netop fordi kunstnernes personer ikke fylder meget, tvinger det publikum til at være nærværende, og musikken får sin sjæl fra de mennesker, der hører den og danser til den. De sætter høje krav til gæsterne, og de skal komme hinanden ved, før det fungerer. – Og det gør det. Stor cadeau til alle, der var med til at skabe den stemning søndag aften.

’The Blaze’ står for at skabe stemninger, der støttes af den visuelle del af showet. Lys og lyd teleporterer os til Algeriet eller Paris, og man kan nærmest dufte, hvordan de varme himmelstrøg suser ind igennem salen på Vesterbro. Det var rent ud sagt lige, hvad jeg havde brug for, og absolut den bedste koncert jeg har oplevet i år. Heldigvis har du muligheden for snart at høre dem (igen), når de spiller på Northside Festival til sommer.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *