Man gik bogstaveligt talt mod strømmen, hvis man onsdag aften besluttede sig for at tage til koncerten med den engelske electronica/techno-producer Nathan Fake på Apollo klokken 21.30 (vi behøver ikke nævne, hvem der var programsat til 22.30 på Orange).

På samme måde gik man muligvis forgæves, hvis man havde lovet sig selv en fest, som man kunne høvle igennem til. I stedet fik man en til tider kontemplativ oplevelse, hvor man stod inde i sig selv og muligvis kunne referere oplevelsen til egne minder. Derfor tog Morten og Eva efter koncerten en snak om, hvorfor den fungerede.

Morten: Jeg har bemærket, at de farver, der indgår helt centralt i Nathan Fakes visuelle udtryk, er pink og lyseblå, altså to farver, der ikke lader sig blande, men som modarbejder hinanden. Og jeg føler også, det er det, der kendetegner Nathan Fakes musik. Man danser til den, men man bliver også opslugt af de skærende akkordprogressioner og de dramatiske crescendoer, så man står inde i sig selv og føler, virkelig føler.

Eva: Og man kan også stå i sin egen verden, som den fede fyr med den røde FOA-kasket virkelig gjorde.

Morten: Men med det udtryk og den appel kan Nathan Fake også risikere at ramme helt ved siden af skiven. Men jeg følte virkelig, at han ramte begge dele i mig. Jeg kan bare ikke helt finde frem til, hvad det var, der gjorde koncerten så god.

Eva: For mig handler musik også en del om, hvad man associerer den til. Og det, tror jeg, er ekstremt individuelt, hvilke rytmer, melodiske forløb eller strukturer, som tricker et eller andet hos én. Og noget, som jeg især tænkte på ved starten af koncerten, var at Nathan Fake har meget dybe, ekstremt bassede og faktisk ret hårde ting, og så har han de her helt fine, fantastiske og ret indie-agtige melodier, der ligger og bobler ovenpå, som udvikler sig og tager sin tid. Og så, når man har fulgt med i den udvikling i et stykke, twister han den og gør dem disharmoniske. Og det gør, at han ændrer det perspektiv til noget fængslende og mystisk, og det er noget, jeg altid har bidt mærke ved i Nathan Fakes musik for såvel andre udgivelser hos Border Community. Det er det samme, jeg faldt for ved Mew, da jeg var fem år gammel. De gør det samme! Og det er de minder, som musik vækker, og som de forskellige minder forbinder sig med. Så for mig var det en personlig oplevelse, fordi den trak referencer tilbage til mange ting, jeg godt kan lide.

Morten: Vi var noget bekymrede for fremmødet forud for koncerten. Vi gik bogstaveligt talt mod strømmen hele vejen fra mediebyen, over Orange Scene og næsten hele vejen ind til Apollo. Fremmødet var langt fra overvældende, men det vigtige er ikke, hvor mange mennesker, der dukker op, men hvor mange mennesker, der føler den. Folk kunne ret hurtigt stå af på hans meget syrede udviklinger, hvis ikke de fik lige det, de havde ventet.

Eva: Præcis. Jeg tror, det er sådan en koncert, der meget let kan skuffe, hvis man går til den med en forudtaget holdning. Nu har jeg ikke læst programteksten, men hvis den har sagt noget med melodiøs techno, kan jeg godt forstå, hvis folk bliver overrasket. For det er det ikke. Det er fordybelseskrævende musik. Jeg tror, det var da jeg stod med korslagte arme og vippede lidt med det ene ben, at jeg nød koncerten mest. Det er, fordi Nathan Fakes musik ikke er så meget udadvent, som det er noget, der mærkes inde i en selv. Jeg var ligeglad med, hvor mange mennesker, der var. Bare der ikke var helt pakket en masse stive mennesker, der var klar på en moshpit.

Morten: Og når der ikke var flere mennesker, kunne han måske lige så godt have spillet på Gloria, når hans musik fordrer en fordybelse inde i den enkelte.

Eva: Ja, jeg var lidt bekymret forud for, at han skulle spille på Apollo. Den er kæmpestor, men egentlig syntes jeg, den passer perfekt, og jeg er glad for, at han ikke spillede på Gloria. Du startede med at beskrive det med farverne, og et nummer som The Sky Was Pink gør, at han var castet til at spille en solnedgangskoncert, og det fungerede sindssygt godt. I forhold til hans sene solopgangskoncert på Distortion for fire år siden, så var denne koncert for et Roskilde-farverigt publikum, men hovedparten var +35-typerne, der er kommet med toget i dag og som endnu ikke har det helt crazy. Folk virkede rimelig sobre, og det passede meget godt til denne scene. Og i forhold til den mere nørdede scene på Gloria, så var der også plads til at høvle lidt igennem, især på nogle af de nyere numre.

Morten: Det er også det, der fanger mig i forhold til Nathan Fake. Han laver i grunden techno, men den er så kontemplativ og introvert, og det er egentlig også derfor, at man kan danse til den, men det er aldrig et succeskriterie, at man bevæger sig til den. Og jeg er overbevist om, at det heller ikke er det, Nathan Fake skeler til, mens han står oppe på scenen og headbanger til sin egen musik. Jeg finder ret stor glæde ved tanken om, at mange af disse +35-mennesker, som du beskriver, måske i højere grad end før koncerten forstår, at technomusik kommer i mange forskellige variationer, og at man kan indleve sig den på forskellige måder.

Eva: Præcis. Både du og jeg er vokset op med forskellige måder at lytte til elektronisk musik live. Der er selvfølgelig dér, hvor du går ud og har en fest med hænderne i luften. Ren hands-in-the-air. Men for de fleste livekoncerter på klubber, der ikke er helt mainstream, så er den fysiske udfoldelse ikke særlig vild. Folk, der kommer til koncerten med en forventning om den helt vilde fest, bliver skuffede. Men Nathan Fakes musik giver dig et rum at træde ind i, og det, tror jeg, er der et stort behov for på Roskilde Festival. Man er i den nogenlunde samme følelse hele koncerten igennem, men man får lov til at være der på ens egne præmisser, og det er enormt stærkt ved denne form for musik, fordi den tillader dig at være og drømme og lade tankerne flyde sammen med musikken. Det skal ikke forståes sådan, at det er baggrundsmusik, men at det er musik, der skaber og afgrænser et rum, som man kan være en del af.