For et par uger siden – dengang solen stadig skinnede – igangsatte vi en konkurrence om 3 partoutbilletter til årets Trailerpark Festival, og vinderne har nu fået besked. Tak til alle deltagende! Udfordringen lød:
“Skriv din egen anbefaling af en musiker/band/dj, der spiller på Trailerpark Festival 2011. Detskal være skriftligt materiale og max fylde 200 ord. Der er ingen grænser for kreativitet, men der gives ikke nødvendigvis ekstrapoint for kunstneriske udtryksformer. Teksten kunne være et minde fra en koncert, en fortælling om hvad kærligheden til et band har bragt med sig, omhandle en kropslig oplevelse af musik – grænserne sætter du selv.”
Det har utroligt mange læsere gjort, og kvaliteten og opfindsomheden har været enorm! Ikke mindst har det overrasket os, at hele tre læsere har været enige om, at technoproduceren Isolée er ham, man absolut ikke må misse på årets festival. En af vinderne skriver:
“Navnet peger i retning af en ny Frisko is og Isolée er som sådan også en læskedidrik af de helt store omend med over 15 års erfaring ud i kunsten at bævre et dansegulv. For nærværende teksts forfatter står hans første album ”Rest” stadig som det definitive ‘what the fuck’-moment for 00’ernes poppede tech-house udgivelser: ingen andre sætter trommemaskiner, samples og synths sammen som den her mand, og hans albums tåler som meget få andre elektroniske albums genhør på genhør. Vi snakker danselandskaber med mådehold og så lækkert melodisk indhold, at selv de allermest guitar-glade kun kan hejse den hvide fjer og pifte med. Med håb om en fantastisk live-oversættelse håber jeg, at du også dukker op til en gang tyskertechno, som du helt sikkert aldrig har hørt det før.”
Isolée – Rest
Lidt mindre overraskende var det, at Kasper Bjørne og Vinnie Who blev anbefalet. Til gengæld overbeviste disse anbefalinger os med fængende sprog og tydelig passion. Begge tager udgangspunkt i en bestemt oplevelse med kunstneren. Nicolaj fra Københavns fik os henført til eksotiske himmelstrøg. Om Kasper Bjørke skriver han:
“Jeg husker et hotelværelse med udsigt til den ikoniske LAX skulptur, en adgangsnøgle til det trådløse netværk og en iPhone silverback, der på daværende tidspunkt havde rejst det halve af jorden i mit selskab. Netværksforbindelsen var langtfra hurtig, og jeg måtte tage telefonen med mig, da jeg bevægede mig ned på stueetagen til en obligatorisk omgang morgenmad – havregrød med æblestykker, kanel og chokolade og en sort kop kaffe med halvanden teskefuld sukker.
Først da solen stod højest var albummet fuldendt og sikkert placeret inde i min ridsede telefon. Jeg lyttede med jetlag og faldt i søvn, mens jeg bevægede mig op mod toppen af Utopia. Jeg drømte om mørke skove, maracas, små mænd ala rumleskaf, heksesabbater udført til lyden af house og tungetalende mænd i kutter og tåge.
Jeg hørte albummet hver dag i to måneder, i en åben dodge, på amerikanske highroads. Kasper Bjørke er natur, sol, røg, bark, regn, bål og gennemtrængende basmelodier. Kasper Bjørke spiller lørdag kl. 21. Primetime.”
Kasper Bjørke – Alcatraz
Anbefalingen af Vinnie Who griber fat i et dilemma, som mange musikinteresserede formentlig nikker genkendende til: den modstridende følelse, der følger med et bands voksende popularitet – den følelse, hvor man ønsker musikerne al mulig succes, men samtidig ville gøre næsten alt for at opleve undergrundsbandets intimitet igen. Velkommen til et lille, mørkt spillested:
“Det var i efteråret 2008. Min veninde fortalte mig at discoen var på vej tilbage. Jeg tror, at jeg fnøs. Alligevel fik hun mig overtalt til at tage med ind på Råhuset til en koncert med det band, hun mente var de bedste repræsentanter for den nye disco-bølge. Men ja, okay, vi tog derind, drak en øl og tog plads foran scenen, jeg med min evige skepsis. Bandet var Vinnie Who og selvom publikum kun bestod af 25-30 mennesker inklusiv forsangerens stolte forældre, og på trods af at bandet ikke engang havde udgivet en ep på det tidspunkt, var publikum vilde med det. Der skulle ikke mere end et par enkelte numre til at overbevise mig om at min veninde – som altid – havde ret. Månederne efter koncerten voldhørte jeg de demoer, jeg havde adgang til og jeg har siden den koncert været til over 15 Vinne Who-koncerter.
Jeg må indrømme, at jeg blev skuffet, da pladen udkom. Den var for finpudset. Men sådan er det nok altid med de bands man har fulgt fra starten. Forventningerne bliver for høje og en perfekt mixet single, kan slet ikke erstatte en kælder-demo og følelsen af at have fundet sit helt eget nye yndlingsband.
Men på trods af skuffelsen og selvom jeg egentligt selv mener at jeg er blevet for gammel til teengirl-begejstring, så skal jeg stadig stå forrest, når Vinnie Who lukker Trailerpark søndag.”
Vinnie Who – You Let Them Out, You Let Them In (live, Stengade, 4. april 2009)
