Tears For fucking Fears kommer på Roskilde, men hvorfor skal du give en fuck for det? Er det ikke bare et æææældgammelt band, som ens forældre elskede og prøvede at få én til at kunne lide, mens man i skjul satte “The Eminem Show” på anlægget, når de ikke var opmærksomme?
Lad mig lige understrege nogle ting. Roskilde har endnu en gang gjort det, som kun Roskilde kan. De har vakt en sovende gigant til live med denne booking. Tears For Fears har ikke spillet i Danmark siden 1990. Nittenhundredehalvfems. Det bliver altså 29 år siden til sommer, at Roland Orzabal og Curt Smith har spillet live i Danmark. Det i sig selv burde være argument nok for at være oppe at køre over bookingen. Stadig ikke overbevist?
Vidste du, at det faktisk er Tears For Fears, der har skrevet sangen “Mad World”. Det er den, du tror, Gary Jules (eller R.E.M. hvis du er helt bong) har lavet, fordi du hørte den i Donnie Darko, og ikke tænkte videre over det. Det nummer er om noget lyden af britisk 80’er melankoli på linje med The Cures bedste numre. “I find it kinda funny, I find it kinda sad, the dreams in which I’m dying, are the best I ever had”. Fucking fantastisk.
“Rasmus, jeg skal lige høre, har du tilfældigvis noget personligt investeret i den her booking”? Sjovt, du spørger! Jeg er livslang Tears For Fears-fan, ja. Jeg har aldrig set dem live, nej. Jeg har været euforisk forelsket til “Head Over Heels”. Jeg har prøvet at overbevise folk om, at det bedste ved The Weekends album “Starboy” var samplet fra “Pale Shelter”. Jeg har grædt til Mad World, jeg har været ulykkeligt forelsket til “The Hurting” og jeg har været oven ud ekstatisk på Dunkel som 19-årig, første gang jeg var i byen i København, da de spillede “Everybody Wants To Rule The World”, og jeg sad og skrålede med sammen med min bedste ven, Peter. Det i kontrast til “Jeg vil la’ lyset brænde”, som jeg vi var vant til fra provinsdiskoerne.
Bliver det en skuffende koncert med to artister, der er way past their prime? Måske. Har de overhovedet lavet noget godt siden 1989? Næ. Kan Curt Smith stadig synge? Han prøver i det mindste. Kommer der til at være nogen under 50 i publikum? Ja, mig. Helt oppe foran. Med tårer i øjnene.
Så tak Roskilde. Tak er et fattigt ord. Men I har gjort det, som ingen andre i Danmark har gjort i 29 år og booket Tears For Fears. Det er altså hele mit liv, der er gået, siden de her gutter sidst var her, og lige så længe har jeg drømt om at se dem live. Jeg glæder mig virkelig. Specielt til at stå ved siden af min kæreste, som jeg har tvunget til at blive fan, og synge med på den her:
Ja, jeg beklager, hvis du havde regnet med at kunne læse om, hvilken betydning Tears For Fears har haft for musikhistorien eller lignende. Jeg er simpelthen for excited til at kunne gå i dybden med det lige nu. Så smid et af de tre gode albums fra perioden 1982-89 på anlægget og glæd dig til, det bliver sommer. Det vil jeg i hvert fald gøre på denne grå torsdag.
De Underjordiske x Fribytterdrømme på Roskilde Festival (Foto: Flemming Bo Jensen)
Der var en rodet bunke af hovednavne, en usædvanligt tam afslutningsdag og en for stor mængde uaktuelle indie-navne. Alligevel markerer Roskilde Festival 2018 sig som et af de bedste år, Regnsky har dækket.
Går man ind på Regnskys forside, bliver man mødt af et syn, der ganske perfekt indkapsler ånden af Danmarks sødeste musikblog, som vi for et årti siden kaldte os selv med et glimt i øjet, og som er et slogan, der har hængt ved siden.
Synet er af de fem seneste artikler, som læserne kan læse eller scrolle igennem efter forgodtbefindende. De er der bare. Foldet ud til fri afbenyttelse, uden at læseren skal begunstige skribenterne bag med et klik som et bevis på, at her er noget, jeg gerne vil læse. Det ser sådan ud, fordi vi ikke bekymrer os om læsertal. Eller, det er ikke det, der afgør, hvad vi dækker og hvordan vi vinkler dækningen.
Og går man ind på Regnskys forside netop nu, vil man ikke være et sekund i tvivl om, at Roskilde Festival netop har været over os. Igen, fristes man at sige.
For her sidder vi endnu en gang i uge ét efter Roskilde Festival og filosoferer over den oplevelse, det har været. De første par dage er altid fyldt med søvn- og salathungren i håb om at få kroppen på rette spor igen. Langsomt men sikkert bliver vi mennesker igen, og vi begynder at fordøje indtryk og oplevelser med lynets hast.
Regnsky har netop haft sit tiende år på Roskilde Festival, og vi kan roligt og uden at blinke kalde dette år for et af de bedste. Intet år, vi har været på, har kunnet hamle op med årets vejr (eller støv), og Roskilde gør sig bare bedst i solskin. For vejret er en del af totaloplevelsen. Om det var de lovende vejrudsigter i foråret eller udsigten til at høre Eminem, der sikrede, at Roskilde havde sit næst-hurtigste udsolgte nogensinde, er svært at sige. Men det står som et rekordår, kun overgået af 1996. Interessant nok havde 1996 også Nick Cave og Massive Attack på plakaten.
Men hvordan kan vi kalde dette år for et af de bedste, når programmet bar præg af en tam en rodet bunke hovednavne, en tam afslutningsdag og alt for mange uaktuelle indie-navne? Lad os kigge på et andet element, der indfanger Regnsky-ånden.
Vi skriver sobert om musikken, men ellers har vi frie hænder til at skrive om det, vi gerne vil, og om det, der betyder noget for os. Vi håber alle på gode oplevelser, når vi går til en koncert, men vi er ikke blinde for de skønhedspletter eller plamager, der kan opstå undervejs. Men vi søger omvendt at finde de positive elementer, selv når programmet og bookingerne efterlader mere at ønske. Vi leder efter de mindste sprækker, der kan folde en stor og begejstret anmeldelse eller stemningsreportage ud, og vi lever på Regnsky for at dele vores subjektive holdninger med nogen, om de så er enige eller ej.
Og dem har der været så mange af på dette år. Blandt andet når Rasmus kalder koncerterne med St. Vincent og The Minds Of 99 for to af de bedste, han har oplevet. Eller da Eva og Morten talte sig frem til en forståelse af, hvorfor en mand som James Holden har opofret en unik placering i klubmusikken til fordel for Terry Riley-lignende ekskursioner udi folk-trance.
Roskilde Festival byder på mange fragtmenter af betingelsesløst kærlighed, og det gælder om at indfange dem, mens de opstår. Festivalen er et unikum i det danske festivalslandskab. Vi skal sætte pris på festivalen, og vi skal huske, at den næsten lukkede i 2000 efter Pearl Jam-ulykken. Hvert år Roskilde igen afholder festival, skal vi minde os selv om, at den kunne have været lukket og dermed ikke fundet sted. I år slog Orange Scene angiveligt tilskuerrekord til Eminem – uden ulykker. Det vidner om, at vi heldigvis har lært, og at Roskilde bliver ved med at udvikle sig i takt med publikum.
Og vi har udviklet os takket være en festival som Roskilde. Det gør vi hvert år, og i år er ingen undtagelse. For det er vi den evigt taknemmelige for, og vi glæder os til, at vi ses igen næste år.
Her ses David Byrne dagdrømme om en verden, hvor Roskilde Festivals publikum både kan høre ham og Four Tet. Sådan var virkeligheden ikke fredag aften, og det fremkaldte FOMO i kroppen på vores anmelder, der efter flere måneders overvejelser til sidst endte med at tage til David Byrne-koncerten.
FOMO, eller fear of missing out, kommer i mange forskellige former i løbet af en uge på Roskilde Festival, og den kommer ganske naturligt, når der dagligt foregår mere end 40 koncerter på Dyrskuepladsen. Spørgsmål som “er jeg til den rigtige koncert” og “skal jeg høre Alex Cameron eller Father John Misty, PJ Harvey eller Floating Points”, er dilemmaer, man muligvis kan genkende fra sig selv.
Dette års Roskilde Festival var ingen undtagelse. Klokken 00.00, hvor fredag blev til lørdag, spillede David Byrne og Four Tet samme tid. Den tidligere Talking Heads-frontmand var at finde på Arena, mens den britiske producer gav koncert på Apollo.
Dette clash i spillepladen fremkalder ingen problemer for majoriteten af Roskilde-publikummet. Enten er man fan af den tidsløse hybrid af art-pop og post-punk, som David Byrne i 1970’erne og 1980’erne var bannerfører for, eller også søger man mod den elektroniske dansefest, som Four Tet med sit niende album, New Energy fra 2017, har stillet i udsigt.
Men der hviler et dilemma, når man først har skrabet overfladen væk. For David Byrnes og Four Tets musikalske verdensanskuelse har flere fællestræk, end de har modsætninger. De to musikere har begge bygget sine stilarte på at hive ‘eksotiske’ genrer ind i sin hvide musik. David Byrne var en af de første, og Four Tet har det seneste årti været en af de største på lige præcis denne bane. Derfor er det ærgerligt, at man denne fredag nat ikke har muligheden for at opleve den sammenhæng, der er imellem de to artister.
FOMO-tankerne kom snigende
Så jeg måtte vælge til og vælge fra, vende min opmærksomhed mod den ene musiker og vende den anden musiker ryggen. I løbet af ugen var jeg overbevist om, at det skulle være Four Tet og mig, men så begyndte mine fomo-inciterende tanker at kravle ind på mig.
“Men, Morten. Du er glad for Talking Heads, og mon ikke du bliver forkælet med nogle af de ikoniske hits fra bandets bagkatalog?”
Og så prøvede tankerne ellers at svare igen på sig selv:
“Men, Morten. Du går jo ikke til en Morrissey-koncert, hvis du vil høre sange fra The Smiths, eller til en Damon Albarn-koncert, hvis du vil høre noget fra Blur. Det er bands, som er mere og større end bare deres frontmænd. Det bliver aldrig det samme uden Tina Weymouth og Chris Frantz. Det er jo ikke David Byrne, der er optaget i rock’n’rollens Hall of Fame. Det er Talking Heads.”
Det var øjebliksbilledet af de to artister, der inden fredagens program på Roskilde pegede mig i retningen af Four Tet på bekostning af David Byrne. Four Tet cementerede i efteråret 2017 sin status som kongen af krydsfeltet mellem indie rock og dansemusik på det fremragende album, New Energy, som både kommer vidt omkring og bevarer en rød tråd. David Byrne, derimod, har med American Utopa fra april i år skabt et rodet album.
Men så kom den igen, tvivlen. Havde jeg nu udpeget mig den rigtige koncert?
“David Byrne er 66 år gammel. Og selvom han er en ivrig cyklist, så er det ikke til at vide, hvordan hans fysiske form vil ændre sig de kommende år. Måske er dette sidste chance for at opleve en nogenlunde viril og kapabel David Byrne?”
“Men, Morten. Four Tet er så eftertragtet og dermed også dyr en herre, at det kræver op imod 1.500 betalende gæster, før det kan betale sig at booke ham til en koncert i Danmark. Og den kapacitet er der ingen, der kan rumme. Det kommer simpelthen ikke til at ske andre steder end her på Dyrskuepladsen.”
Det blev David Byrne
Men det første argument vandt, og sådan besejrede den gråhårede rock den farverige electronica. Jeg begav mig mod Arena-teltet, der viste sig at være proppet til randen af et forventningsfuldt publikum. Rygterne om et nyt show, der efter sigende reformerede selve koncertformatet, var allerede nået os i forkøbet, inden David Byrne ved midnat indtog scenen med American Utopia-lukkenummeret Here siddende bag et skolebord med en hjerne i hånden.
“Her er en region med rigelige detaljer. Her er en region, der sjældent anvendes,” synger han med hjernen rettet ud mod publikum. Her er en koncert, hvor alle de stationære instrumenter er røget ud. Her er 12 mobile musikere, der flyder rundt på scenen med deres remedier og mikrofoner spændt fast på kroppen. Her er en fremragende lyd på Arena.
Men her er også mere tale om en musical, end det er en koncert. David Byrnes stive lemmer bevæger sig koreografisk med resten af bandet, og han stirrer teatralsk ind i sidevæggen, når han synger “I used to think that I should watch TV”. Og så er det, at fomo-tankerne vender tilbage i hovedet på mig.
Er den mærkelige koreografi og det spøjse skyggespil ikke blot en kompensation for, at American Utopia-pladen, for at sige det pænt, er jævnt kedelig og ligegyldig? Hvad er det, alle de grå jakkesæt og de bare fødder symboliserer? Den slags havde du ikke skulle forholde dig til, hvis du var taget til Four Tet.
Mens David Byrne og hans band danser langsomt og formålsløst rundt på scenen til tonerne af Everybody’s Coming To My House, begynder jeg at forestille mig den fest på Apollo, som jeg i disse sekunder går glip af. Men så er det, at vi langt om længe får vores egen fest på Arena, da David Byrne hiver det helt tunge Talking Heads-arsenal frem. Once In A Lifetime og This Must Be The Place gør Slippery People fra begyndelsen af koncerten selskab, inden de lukker med Burning Down The House. Hele Arena virker til at synge med, og et veloplagt band er med til at skabe fremragende cover-versioner af dette Talking Heads-materiale.
Det var undervejs et forfærdeligt og næsten umuligt valg at vælge imellem Byrne og Four Tet, men hitparaden slog alle mine FOMO-tanker ihjel. Hvad så, om Four Tet havde en fest? Hvad så, at jeg forpassede muligheden for at høre Two Thousand And Seventeen live? David Byrne og hans band spillede fremragende, og American Utopia lyder bedre live end i studieversionen – heldigvis, fristes man at sige.
Jeg kan dog ikke sige, at det nye koncertformat slog fødderne væk under mig, eller at jeg kunne se det revolutionære bag det, for har I hørt om en musical? Men jeg var glad for koncerten, glad for festen, det endte med, og glad for mit valg. Så må tiden vise, om Four Tet kommer tilbage til Danmark. Ellers går det nok.
Kender du det, når du står foran noget, som du bare ved er storhed? Det er ikke nemt at sætte ord på, præcis hvad der definerer storhed, og hvad der fortæller dig, at du netop nu er i direkte berøring med det. Dog er der nogle gode indikatorer.
Jeg er ret stor fan af The Minds of 99. Og det er en beskeden udmelding. Jeg har vist været til syv koncerter med dem. De bliver ved med at overraske mig, og det gør, at jeg altid synes, de er et band, der er værd at prioritere og vende tilbage til. De udvikler sig, og de bliver kun bedre for hver gang, jeg har set dem live. Derfor var det en selvfølge, at jeg skulle opleve dem indtage Orange Scene under årets Roskilde Festival – også selvom indiefolk koryfæerne Fleet Foxes spillede deres første danske koncert i syv år samtidig på Arena. Specielt nu hvor jeg ikke var på Roskilde, da de åbnede selv samme scene i 2015. Det bliver ikke større for et dansk band i en dansk kontekst, så det måtte jeg simpelthen opleve.
Aller første gang jeg hørte om The Minds of 99, var da de spillede koncert på Northside i 2014. Min ven Lasse spurgte mig, om jeg ville med over og høre dem på den daværende P6-beat-scene. Northsides mindste scene. Jeg kan ikke huske, hvad jeg prioterede over Minds. Om det var at drikke bajere eller høre noget andet, så er det, der står klarest i min hukommelse, hvorfor fanden jeg ikke gav dem en chance. Jeg kunne have oplevet dem helt fra start af. Før de spillede på Roskildes Pavillion-scene tre uger senere.
Året efter var jeg på Northside igen. Denne gang skulle de spille på den store blå scene. Og jeg gav dem en chance. Jeg var fuldstændig blæst bagover, som ingen andre danske bands har gjort for mig før. De var så sindssygt fede, at jeg blev fan med det samme. Og de var en klar prioritering, da de igen spillede på 2016-versionen af festivalen.
Folkelighed vs. mainstream
Siden dengang er der sket meget for det danske band. De er gået fra at være upandcoming til at være folkelige af helvedes til. Og ja, jeg rynkede på næsen, da de skulle spille Grøn Koncert sidste år, fordi jeg ville ikke dele dem med dem, der normalt sætter en Rasmus Seebach-koncert højest på deres bedste-koncerter-nogensinde-liste. Jeg var bange for, at det betød, at de nu var mainstream, og at de ville gå fuld Coldplay og begynde at lave skodmusik for pengenes skyld. Det mener jeg heldigvis ikke, de har gjort. De har eksempelvis sagt ja til at spille på årets Egmont Festival. Det er fucking sejt lavet af dem.
Der er talt meget om Niels og hans brækkede ben inden deres efterårstourné i 2017. Der er talt meget om, hvordan hans stemme er blevet helt fantastisk efter ulykken, fordi han ikke kunne spjætte rundt på scenen, som han plejede. Nu kom den ultimative test for mig. Kunne Niels tage sin nyfundne fantastiske stemme med på Orange uden at give afkald på sin maniske sceneoptræden?
Helt alvorligt talt. Både min kæreste og jeg kunne ikke stoppe med at græde det første kvarter af koncerten. Vi havde begge svært ved at sætte ord på hvorfor, men det har nok noget at gøre med, at det var noget nær perfekt. I hvert fald for os. Det var en smuk kulmination af lang tids tvedelt fascination af Minds. (Hun forærede mig i december en trøje, hvor hun havde fået trykt “Ung Kniv” på med kyrilliske bogstaver). Nu stod vi der sammen. Foran Danmarks største og bedste scene og nød det bedste liveband Danmark p.t. har at tilbyde. Det var et øjeblik, hvor alting bare føltes perfekt.
Resten af publikumet foran Orange Scene så ikke ud til, at de på nogen måde ville sætte spørgsmålstegn ved min påstand. Det var en folkefest af dimensioner. Specielt var det vildt, da de fik hele publikum til at sætte sig ned. Det er efterhånden blevet lidt af et kliché-trick, men alle gjorde det alligevel. Jeg ville aldrig selv gøre det til en koncert, jeg bare lige var for at tjekke ud. Jeg tolker det derfor som, at alle var der, fordi de gerne ville være der. Ellers blev de i hvert fald fans i samme sekund. Det var et enormt veloplagt og velspillende band, der mødte publikum på Orange. Og de leverede noget nær den perfekte koncert.
The Minds of 99 er så dygtige og gode. De er folkelige uden at være mainstream. De har lært danskerne at høre alternativ musik og at det er okay, at være som man er. De siger ja til at spille koncerter steder, hvor andre ville være for fine.
Hvad har Danmark overhovedet gjort for at fortjene The Minds of 99?
Den mand, de kalder James Holden, har slået sig på Indien og såkaldt Terry Riley-agtig folktrance, siden han i 2014 leverede en jazzet og krautrocket toppræstation på Roskilde Festival. Nu er håret blevet længere, melodierne mere syrede og sværere at tilgå, ligesom distancen til fortiden som klubproducer er blevet større. Så vil den ægte James Holden være sød at rejse sig?
Nej, han sidder ned. Det gjorde han hele den time, han fredag eftermiddag vendte tilbage til Roskilde Festival og Apollo med sit nye “band”, The Animal Spirits. Efter koncerten satte Eva og Morten hinanden stævne for at finde ud af, hvor 2018-James Holden placerer sig i forhold til sin fire år ældre udgave.
Morten: Eva, vi havde begge en fremragende oplevelse, da James Holden sidst gæstede Roskilde Festival i 2014. Kunne du her fire år senere genkende noget fra den koncert, selvom der var andre lyde, temaer og instrumenter i spil?
Eva: Ja, helt klart. Han spillede også en del af numrene fra The Inheritors, og nærmest heldigvis for det. Jeg synes, The Inheritors var et rimeligt eksperimenterende album, da det udkom i 2013, men så udgav han The Animal Spirits i 2017, og dét er fandme et syret album. Så jeg var egentlig meget glad for, at han spillede nogle af The Inheritors-numrene, som til sammenligning virker helt poppede. Men jeg tror helt klart, der er en del af publikummerne fra 2014, som er kommet tilbage, for han har fået en ret enestående position i musikverden. James Holden har placeret sig mellem “verdensmusikken” og elektronisk musik, men på en måde, hvor man ikke kan danse til den, selvom folk forsøgte. Han står som en one of a kind-karakter.
Morten: Men hvordan klarede denne karakter så koncerten?
Eva: Jeg må sige, at jeg helt umiddelbart synes, at koncerten i 2014 var betydeligt bedre end denne, desværre.
Morten: Jeg er enig. Jeg følte heller ikke, at jeg kom så meget ind i et groove eller en trance, som jeg gjorde det for fire år siden. Jeg tror, det til dels skyldes, at han netop zappede frem og tilbage mellem The Inheritors og The Animal Spirits-pladerne. Hvis han konsekvent og udelukkende spillede sit seneste album, ville det have været en større prøvelse at blive taget med på en rejse. Men så havde jeg til gengæld også været fastlåst et bestemt sted, hvorimod jeg blev taget frem og tilbage mellem nogle numre fra 2014, eksempelvis Blackpool Late Eighties, som jeg har et meget stærkt forhold til, og så frem til en plade, som er sværere at tilgå.
Eva: Helt sikkert, det er jeg ret enig med dig i. Han brød med trancen, og jeg stod og spekulerede over deres valg om at have pauser imellem numrene. Det kan jeg godt forstå, fordi numrenes rytmik afviger meget fra hinanden, men det gjorde det også svært at komme ind i et mode. Og der skulle jeg være kommet, for at det skulle blive en helt fed koncert for mig. Der var lidt for meget fløjtegøgl til min smag.
Morten: Men jeg vil også gerne give dem pluspoint for forsøget og for intentionerne. De var jo meget tydeligt udfordret undervejs i koncerten af nogle tekniske problemer. Men jeg står tilbage med en fornemmelse af, at de gerne ville lukke os ind i deres univers. Jeg følte ikke, de prøvede at støde os væk.
Eva: Helt sikkert. Grunden til, at jeg kan lide James Holdens musik i forhold til så meget andet er, at den i sin grundessens er venlig. Og hvad, der præcis gør det, ved jeg sgu ikke, men jeg opfatter den som velkommende og inviterende i stedet for afvisende og fremmedgørende. Men han har nok været lige lidt for meget i Indien de seneste par år til min smag.
Morten: Der er også noget andet, som vi formentlig begge kan lide ved James Holden, og som på en eller anden måde gør ham til essensen af Roskilde Festival. Manden lavede indledningsvist White Sensation-agtig progressiv house, som han bare har lavet på en bærbar computer. Efterfølgende starter han pladeselskabet Border Community, der favner en både harmonisk og leftfield techno-lyd, inden han går videre og laver progressiv krautrock på The Inheritors og slutteligt folktrance med The Animal Spirits. Jeg synes, det virker som en udvikling, der er unaturligt naturlig, ligesom han fortæller sit publikum, “jamen, hvis I kan lide dette, så kan I måske også lære at lide dette”.
Eva: Og det synes jeg, man kan mærke i den måde, han rent melodisk laver progressioner. Også i de ting, han spillede i dag. Men der er klart noget i det, at de spiller på rigtige instrumenter. Jeg ville gerne have haft flere pauser, der tydeliggjorde intentionen bag de forskellige instrumenter. Det blev nogle gange rodet for mig, for det hele fyldte rigtig meget hele tiden. Og det rod ødelagde noget af den trance for mig.
Morten: Uden at vide det, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at James Holden og hans band i løbet af deres turné har lært nogle ting, heriblandt at det vil være en god idé at spille Blackpool Late Eighties og The Inheritors fra den foregående plade, for at de kan komme lidt længere ud over den scenekant, de står på.
Eva: Eller sidder på! James Holden er virkelig blevet en technoguru, men der er måske ikke så meget techno tilbage over ham længere. Der er lidt ‘spirituel leder’ over ham efterhånden, og det synes jeg egentlig er en rolle, der passer ham meget godt. Jeg synes måske, han er blevet lidt for langhåret.
Morten: Men det virker troværdigt, det han har gang i.
Eva: Det virker meget troværdigt. Der er sgu ikke noget eksotisme eller kolonialisering af andre fremmedegnes musikkultur overhovedet ved Holdets tilgang. Jeg noterede mig følgende under koncerten: James Holden vender vrangen ud på de elektroniske genrer, han kommer fra, når han går ind i verdensmusikken for at komponere sine bevidsthedsudvidende sange. Det er er analog humanisttrance, posteksotisme og -kolonialisering. Det er super 2018-agtigt. Jeg var lynhurtigt blevet træt af det, hvis han havde inviteret sine indiske venner op på scenen, for at de kunne være lidt shaman-agtige. Men her synes jeg faktisk, det var fint og fungerede godt.
Morten: Jeg synes stadig, jeg bemærkede den hvide mands klubmusik i det, han laver, både i beatstrukturens fire fjerdedele, der var mange af de samme akkordprogressioner fra de gode, gamle dage. Der var et mellemspil, som leder op til noget af det, man kan genkende fra klubmusikken. Jeg føler ligesom du, Eva, at koncerten ikke levede op til de forventninger, som er formet efter min koncertoplevelse med ham fra 2014. Men jeg synes virkelig, at den tilgang, James Holden har, hvor han giver en anderledes og vidtrækkende oplevelse til folk, der kender klubmusik, er en helt vildt sympatisk tilgang.
