Blæksprutten Sufjan Stevens

Sufjan Stevens

Kærligheden sætter ingen grænser, og derfor er det tid til et megapost; Jeg beundrer virkelig Sufjan Stevens’ arbejde. Selvom den Michigan-baserede folkmusiker knap nok er i midt-30’erne har han allerede syv studiealbums på samvittigheden. De syv albums har taget ham fra et meget kantet og eksperimenterende elektronisk album i 2001, Enjoy Your Rabbit, videre til to albums omhandlende staterne Michigan og Illinois i henholdsvis 2003 og 2005, og over til et meget sødt julealbum året efter. Sufjan Stevens mestrer alskens instrumenter, fra en banjo til et piano og alt imellem.

Sufjan Stevens – Casimir Pulaski Day (fra Come On Feel The Illinoise!)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/03/sufjan_stevens-casimir_pulaski_day.mp3]

Det har altså allerede været en lang rejse Sufjan Stevens har været ude på, hvor han senest var pladeaktuel for snart to og et halvt år siden, men han har alligevel gang i en masse projekter. Blandt andet har han medvirket på et hav af sange, blandt andet hos kunstnere som Rosie Thomas og senest som pianist i den 60 sekunder lange intro for det norske rockband I Was A King og nummeret It’s All You. I Was A King er pladeaktuelle med deres debut af samme titel og man kan med bandets støjrock drage et par parraleller til bands som Dinosaur Jr.

 Rosie Thomas Why Waste More Time?
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/03/02-why-waste-more-time.mp3]

I Was A King – It’s All You
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/03/its-all-you.mp3]

Derudover producerede han den amerikanske og svært kristne indieduo The Welcome Wagons debutalbum af samme navn, som udkom i december, sidste år. Duoen består af præsten Vito Aiuto og hans kone Monique der, ligesom Sufjan, stammer fra staten Michigan. Albummets genre kredser sig om folkpoppen på mange af de måder som vi allerede kender den og deres lyd er meget beskeden og melodisk. Teksterne omhandler Gud og det kristne liv, og store dele af albummet er da også blevet til via indspillinger i kirker. Tjek det ud, hvis ikke den stærke kristendom og kærligheden til Gud har skræmt dig væk.

The Welcome Wagon Up On A Mountain
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/03/01-up-on-a-mountain.mp3]

Slutteligt skal I heller ikke snydes for den seneste Sufjan Stevens-skæring, som kommer fra kompilationen Dark Was The Night, som er et støttealbum i kampen mod AIDS, hvor en perlerække af indiekunstnere som Andrew Bird, Iron & Wine, The National og Conor Oberst også bidrager med numre. Sufjan Stevens’ nummer, You Are The Blood, bringer mange minder tilbage til den snart otte år gamle Enjoy Your Rabbit-plade med mange elektroniske elementer, men på det 10 minutter lange nummer oplever man også en mere orkestral, symfonisk og rocket lyd, som man husker det fra Greetings From Michigan og Come On, Feel The Illinoise!.

Sufjan Stevens You Are The Blood
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/03/sufjan-stevens-you-are-the-blood.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cody

cody-cover

Hvorfor jeg ikke tidligere har bemærket Cody er et mysterium. Grunden til det ligefrem er et mysterium er, at Cody gennem det sidste års tid har spillet et væld af omtalte koncerter i København. Og det at være håndplukket af bands som de musikalsk beslægtede The National og helten Bonnie “Prince” Billy til supporttjanser, burde for undertegnede være mere end grund nok til at lægge ører til et band. Cody ligger sig genremæssigt op ad sangskrivere som Neil Young og Sparklehorse, og er af anmeldere blevet kaldt countryfolk, countryrock og  antifolk. De er ikke helt gale på den, for Codys musik bærer præg af utallige inspirationskilde.

Måske er Cody gået forbi flere par ører, fordi musikken som udgangspunkt opfattes som indadvendt. Den kræver tid før melodierne åbenbarer sig som enestående og individuelt stærke værker. Netop dette er en af ep’ens store forcer. Samtlige seks numre fremstår som individuelle præstationer, og viser nuancerede sider af Codys formåen. “Make You Return” er upbeat, med energisk fremdrivende guitarriff, hvor “Comfort and Rage” i et helt anderledes slæbende tempo viser Kasper Kaaes imponerende stemmes spændvidde, fra det helt dybe til det inderlige og lyse i den smukt forløste slutning, der bygges op af tyst slideguitar, violiner, banjo, orgel og horn. Kaae er fuldstændigt bevidst som sin stemmes egenskaber, og tør eksperimentere med den. I stil med pladens instrumentering, i hvilken der er lagt vægt på de forskellighedsskabende detaljer, spænder Kaaes vokal bredt. Den er gavmild overfor lytteren, og døren til Codys univers, der ellers har en tendens til at lukke sig om sig selv. For i Codys univers er der ingen tvivl om, hvem fokus er rettet mod – Kaaes stemme står i midten af lydbilledet, og instrumenterne smyger sig om denne og komplimenterer på smukkeste vis vokalen som numrenes samlingspunkt.
Det kunne gå fuldstændig galt. Men Kaae bærer det på smukkeste vis, og forener melodi og stemning, melankoli og skønhed, så imponerende, at jeg bukker dybt og takker for en helt igennem fremragende debut.

Cody kan opleves live på Huset i Magstræde i Kbh. på lørdag d. 14.2.

Cody – Comfort and Rage
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/02/03-comfort-and-rage.mp3]

www.myspace.com/codysongs

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Filur samler op

filur

Jeg blev rigtig glad, da jeg for nyeligt fik Filurs nye plade In Retrospect ind ad brevsprækken. Der var tilmed lagt et brev ved som forklarede de nærmere omstændigheder for udgivelsen, og det blev klart for mig, at jeg skulle ud på en musikalsk tidsrejse. Det er nemlig 10 år siden Filur startede karrieren.

Pladen starter i år 2009 med duoens nyeste single Rental Car” og bevæger sig derefter kronologisk tilbage i tiden. På rejsen møder man bl.a. Pernille Rosendahl, der synger med på nummeret “You & I”, man møder Magnum Coltrane Price på nummeret I Want You” og man møder Nellie Ettison på gennembrudshittet It’s Alright”.
Pladens sidste skæring er duoens første vinyludgivelse Crowdpusher”, der er lavet i et soveværelse med 1,5″ disk og Atari computer.
Teknologien har udviklet sig, ligesom Filurs musikstil også har gjort det. In Retrospect skildrer hvordan housemusikken har bevæget sig gennem disco, jazz og soul til deep house, til et melankolsk, analog og rocket udtryk og tilbage til disco.

I duoens første år turnerede de verden rundt med store liveopsætninger og i 2003 spillede de på Roskilde Festivalens Arena Scene for intet mindre end 18.000 mennesker.
Siden da, har duoen dog udelukkende valgt at satse på dj-sets, og er i dag faste dj’s på Vega.

I de senere år har både Tomas Barfod og Kasper Bjørke markeret sig som remixere af andres numre, ligesom de selv er blevet remixet af bl.a. Trentemøller, Lulu Rouge, Muzzle Flash, Rune RK og Emperor Machine.
In Rectrospect indeholder også en cd 2, hvor en god samling af disse remixes er på.

Jeg har fået lov at dele Muzzle Flash’ remix af Rental Car med jer. Originalen kan streames via myspace, og pladen vil være i handel fra på mandag (02.02.09)

Filur – Rental Car (Muzzle Flash remix)

[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/rental-car-ft-naim-muzzle-flash-remix.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Bon Iver – Blood Bank (ep)

I sommers forelskede jeg mig hovedkulds i Bon Ivers meget roste debut “For Emma, Forever Ago”. Et poetisk album, af den slags, der griber fat i lytteren, og nærmest er så indtagende at det bliver besættende. I al sin enkelthed var “For Emma, Forever Ago” et lovende album, der præsenterede en ny amerikansk sanger med hjertet bag hver strofe og øre for det musikalsk i enkeltheden.

På “Blood Bank” fortsætter Bon Iver i samme spor. Produktionen er afdæmpet og med fokus på Justin Vernons stemme, og de dominerende instrumenter er fortsat guitaren og klaveret. Titelnummeret er smukt, og lyder præcis som var det fra “For Emma, Forever Ago”. I mine ører leder det til undren – for da Bon Iver i efteråret gav koncert på Vega, var det netop dette nummer, der ruskede op i koncerten og viste en forfriskende fornyelse. Problemet med “Blood Bank” som ep er nemlig, at numrene ikke viser nogen særlig bevægelse eller fornyelse, udover brugen af vocoder på nummeret “Woods”, som jeg i hvert fald godt kunne have været foruden. Og de alenlange klaverstykker på “Babys”, der lyder som et forsøg på fornyelse, men blot bliver til ligegyldigt fyld. Alt i alt giver Bon Iver os mere efter “For Emma…”-formlen, men udtrykket er ustruktureret, usammenhængende og uden den samme indlevelse – det virker simpelthen ikke som om, at udgivelsen er vigtig for Justin Vernon. Det får “Blood Bank” til at fremstå som en temmelig ligegyldig udgivelse, der på ingen måde lever op til debuten.

Bon IverBlood Bank
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/bon-iver-blood-bank.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Discoens genkomst

Vinnie Who

Discoen er vendt tilbage til sin originale form. Fra undergrundsmiljøer, med epicenter hos selskaber som Italians Do It Better og DFA, har bands som Hercules and Love Affair, Chromatics og Glass Candy gennem 2008 erobret klubber verden over tilbage til discoen, efter i mere end 20 år at have været negligeret og stemplet som for useriøs, for pæn og for cheesy en genre.
I oktober kørte Soundvenue en uge med disco-tema på deres hjemmeside. Klubber som Disco Vendetta har i to år vendt italodisco på Dunkel bar. Og siden i sommers er det blevet sværere at finde koncerter med danske indiebands.
Discoen, og i det hele taget den mere organiske lyd i elektronisk musik, er det nye hit.

“Det er heldigt for mig, at navne som Hercules & Love Affair og Chromatics har fået hul igennem via et disco-brand, som jeg har oplevet, at folk synes er rigtig spændende,” mener Niels Bagge, alias Vinnie Who, der fredag spillede sin 4. officielle koncert i forbindelse med booking-bureauet InkInk’s night på Dunkel, hvor danske Freja Loeb også havde debutkoncert.

Den mindre alvorlige discoscene er et tiltrængt pusterum fra de sidste 5 års postpunk-revival, indierock-bands med 10 medlemmer, og minimaltechnoens monopol på dj-pulten.
“Først og fremmest er det (disco) dansevenligt. Efter at have spillet mange indie-koncerter, fik jeg rigtig meget lyst til, at folk kunne danse til musikken. Desuden havde jeg indtil for ca. fire år siden udelukkende dyrket en indie musik scene, og discoen var og er et friskt pust som inspirer mig enormt. Det svinger og er ikke nødvendigvis ligeså alvorlig som hvad jeg ellers er gået op i før hen,” fortæller Niels om baggrunden for delvist at konvertere til discoen. Vinnie Who’s disco er stærkt infiltreret af baggrunden i indierock. “Den traditionelle disco er generelt en optimistisk genre, mens min udgave også indeholder en mere mørk side, hvilket jeg synes giver et interessant følelsesmæssigt paradoks. Det er bl.a. sådan noget, som giver mig gåsehud. Det betyder rigtig meget at lytteren føler noget, da jeg lægger mange følelser i musikken selv.”
Følelsen, og “den mørke side” er kendetegnende for den nye bølge af disconavne. Live nedbrydes folks barrierer af den catchy musik, og der danses discodans som på et provinsdiskotek i 80’erne, mens musikken uden alkohol i blodet er mindst ligeså interessant, på trods af at disco’en som genre er forholdsvis enkel. Det er så bare en god anledning til, som hos Vinnie Who, at gøre musikken til et overflødighedshorn af melodisk overskud i et detaljemættet lydbillede.

Vinnie Who kan fanges på Kødboderne 18 d. 16.1, på Jolene 22.1, på Rust 31.1 eller her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *