INTERVIEW: Det norske stortalent Lil Halima lagde Countdown ned

Man kan på ingen måde mærke, at norske Lil Halima blot er 21 år gammel. Hun virkede utrolig scenevant og selvsikker da hun søndag aften kl 21 indtog Countdown-scenen på Roskilde Festival. Hun spiller R&B-inspireret popmusik af usædvanlig høj kvalitet. Det var første gang jeg så hende live, og hun overgik mine højeste forventninger. Lil Halima synger fremragende og hendes sange bliver endnu bedre af at få live trommer og synths på. Jeg snakkede med hende dagen efter for at høre, hvordan hun oplevede koncerten og for at finde ud af, hvad hun drømmer om med sin musik.

Hvordan var din oplevelse af koncerten?
Lil Halima: Den var virkelig god rent faktisk. Det var som om det først gik op for mig, at jeg spillede på Roskilde Festival, da jeg stod på scenen, og jeg tænkte ved mig selv, ‘wow, tænk at jeg skal spille her’.

Der var mange nordmænd blandt publikum. Var det anerledes end at spille i Norge, eller følte du dig på hjemmebane?
Lil Halima: Det føltes lidt som at spille hjemme i Norge, fordi den forreste række bestod af nogle piger, der næsten kommer til alle mine koncerter og giver mig en fantastisk opbakning. Så jeg blev måske lidt for optaget af den forreste række, men jeg blev bare så overrasket over, at de var der, og så havde jeg bare lyst til at synge til dem.

De bukser du optrådte i, havde mange lommer. Hvad har du i lommerne?
Lil Halima: Jeg har rent faktisk nogle lykkesten i lommerne. Jeg har en rosefarvet kvarts og en krystalkvarts med mig på scenen.

Hvilken reaktion fra publikum gør dig mest glad?
Jeg ønsker bare, at folk skal få det en lille smule bedre når de går fra koncerten end de havde det, da de kom. Jeg kommer nok aldrig til at være den, der vil have, at alle skal gå helt amok til mine shows, så jeg ønsker bare at folk kan chille og vibe til min musik. Så de forhåbentlig føler sig en smule mere afslappet og gladere end da de kom. Hvis det sker, er jeg mere end lykkelig.

Hvilken sang kan du bedst lide at spille i øjeblikket?
Jeg har en ny sang, som udkommer til efteråret, som vi er i gang med at øve som jeg er helt vild med. Ellers er jeg altid glad for at spille ‘Jasmine’.

‘Jasmine’ og mange af dine sange er i mine ører lyden af 2019, og det ville være musik jeg kunne spille for folk om ti år, hvis jeg skulle forklare hvordan 2019 lød. Hvordan vil du sikre dig fremover, at din musik ikke bare vil tage form af den lyd, der er populær på det pågældende tidspunkt?
Jeg synes, at min lyd lige nu er blandet af alle de forskellige slags musik jeg lytter til og er vokset op med. For jeg voksede op med 90’er R&B og hip hop, latin og en del popmusik. Senere har jeg lyttet en masse til lidt mere indie/folk-inspireret musik. Så jeg har mange forskellige musikalske indflydelser, og derfor føler jeg ikke, at jeg skal finde ‘min lyd’, fordi jeg kan tage min musik ind i en masse forskellige musikalske spektre. Så når tiden ændrer sig vil min musik også ændre sig, men det vil stadig være min musik og dermed en del af mig og min personlige udvikling.

Du nævnte forskellige musikalske spektre. Hvilket spektrum er dit yndlings lige nu?
Jeg er lige begyndt at sætte mig ind i ballroom culture og vogueing og den subkultur lytter til noget meget speciel musik. De har ligesom deres egen ting, og jeg er blevet mere interesseret i det efter jeg er begyndt på at gå til balls, og musikken er mere house-baseret der, og jeg troede ellers, at jeg aldrig ville kunne lide house. Men det er god house/techno, og selvom jeg formentlig aldrig kommer til at lave den genre, kan man stadig høre deres indflydelse i min musik fx med en meget insisterende stortromme. Jeg lytter til alt muligt, og har en drøm om at udgive mine indflydelser i et slags mixtape-format.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

INTERVIEW: Altid som aldrig før – Hjalte Ross åbnede Rising-scenen

Når folksangeren Hjalte Ross giver koncert, er det altid som aldrig før. Søndag kl 14.00 havde han til opgave at åbne Rising-scenen på Roskilde Festival 2019, og med sig havde han både sit fem mand store band samt strygerkvartetten Who Killed Bambi. Et stort publikum havde trodset Kræftens Bekæmpelses formaninger om skygge mellem 12 og 15 og var mødt op for at opleve årets første koncert på Rising. Det var en dejlig, rolig start på musikprogrammet, hvor der var plads til, at hvert nummer kunne spilles i den tid, der var behov for.

Koncerten bar tydeligt præg af, at Hjalte Ross & co. spiller utrolig godt sammen. Det var på grænsen til en offentlig jamsession, på den gode måde. Hele tiden sprang nye musikalske krummelurer frem forskellige steder på scenen og blev taget op, vendt og drejet, og undersøgt som børn kigger på sten i strandkanten. Bandet har indbyrdes en utrolig kemi, der blev lagt frem til frit skue, og det var forfriskende at opleve musikken blive til i øjeblikket. Jeg snakkede med Hjalte Ross og bandet kort efter koncerten for at finde ud af, hvor kemien kommer fra.

Hele bandet kommer fra Aalborg, hvordan har det påvirket bandet?

Hjalte Ross: Det er egentlig bare musikmiljøet i Aalborg, som har skabt bandet. Nogle kender man gennem skolen, eksempelvis Mads Lang, der spiller bas, og resten er via musikmiljøet, hvor vi har kendt hinanden i mange år efterhånden. Vi har spillet på kryds og tværs i mange forskellige ting. For cirka to år siden rykkede vi sammen, og os seks, der spiller sammen, fandt sammen og blev til en gruppe. Jeg har også ofte fået at vide, at ’Hjalte, det er et fedt band, du har sat sammen!’, og når nogen siger det, har jeg lyst til at skyde æren over på bandet, for det samlede sig selv, føler jeg. Det er lidt spøjst, at det ikke var mig, der samlede det, men medlemmerne har peget på de andre medlemmer.

Sammenspillet var ekstremt tydeligt under koncerten. Det føltes på ingen måde indøvet, uden at virke uprofessionelt. Er det noget, I lægger meget vægt på?

Hjalte Ross: Det er ikke sådan, at vi har aftalt, at nu spiller vi så og så mange rundgange. Vi følger egentlig bare hinanden uden at sidde og tælle inden i hovedet.

Andreas Westmark, elguitar: Vi ved godt, hvad vi skal i de forskellige numre, vi ved også godt, hvad vi ikke må, og hvilken farve sangene skal have. Der er et par små aftaler, men ellers er det meget leg og forskelligt, hver gang vi spiller.

Hvilket nummer havde den fedeste version i dag?

Hjalte Ross: Jeg følte, vi sluttede det hele godt af i dag med nummeret Come By.

Andreas: Jeg havde det også godt i Holidays. Det er en meget smadret sang, meget støjet.

Astrid Matthesen, klaver: Jeg synes også, Holidays var overraskende dejlig i dag. Jeg var bare så glad på scenen. Jeg havde det virkelig sygt over at freestyle med bandet i Holidays. Der var helt vildt meget kærlighed på scenen i dag. Bandet føles som en slags familie, fordi vi er så meget sammen.

Hjalte Ross: Generelt har folk bare spillet vildt meget sammen med hinanden, så vi kender hinandens spil ud og ind. Når Oskar gør et eller andet over på den ene side, reagerer jeg med det samme og omvendt.

Andreas: Der begynder snart at komme noget telekinese over vores sammenspil. Vi er på vej derhen af i hvert fald.

I det sidste nummer kunne jeg ikke finde ud af, hvornår sangen var færdig, og koncerten blev lukket i etaper. Koncerten tog det hele i sit eget tempo, hvilket igen passede godt til tidspunktet og det varme vejr. Det var døsigt uden at blive kedeligt.

Hjalte Ross: Jeg kan også godt lide at tirre publikum nogle gange. Lade det glide mega langsomt ud og efterlade publikum med følelsen af, at de ikke ved, hvornår det hele slutter. Tage det med ro og lade koncerten lande.

Andreas: Specielt med det sidste nummer. Hvis vi siger, at sangen skal ånde ud, så går der lang tid med det. Det er fedt, at den får lov til at være nede der, hvor publikum også kan blive i tvivl, om vi har styr på, hvad vi laver. Det får lov til at falde fra hinanden.

Der var en masse blomster på scenen, og det fik mig til at tænke på Baz Luhrmanns filmatisering af Romeo og Julie. Det skabte en melodramatisk stemning, hvor jeg ikke kunne finde ud af, om det var tragisk eller romantisk. Hvad var tankerne bag det?

Andreas: Måske begge dele. Jeg tror bare, vi synes, det ser flot ud.

Hjalte Ross: Det er fedt, når der ikke er et stort lysshow, og så er det bare en ret stille og rolig måde at udsmykke scenen på, og jeg synes, scenen skal udsmykkes. Det er jo en organisk koncert, og vi spiller alle sammen ’organiske’ instrumenter. Så på den måde synes jeg også, at det er nok med os i sig selv på scenen. At se os spille sammen er nok i sig selv.

Men der må godt være lidt krymmel på softicen?

Hjalte Ross: Præcis.

Andreas: Jeg synes, det er rart, at man kan se sammenspillet. For vi har hele tiden noget kørende mellem os. Det er fedt, at man kan se os, for stroboskoplys eller noget andet ville ikke passe ind, men stadigvæk, at man kan se sammenspillet.

Det var også noget jeg lagde mærke til, at du sagde, at publikum lytter intenst, og at røgmaskinerne overdøvede dem. Var der en snert af spydighed i den bemærkning?

Hjalte Ross: Det var ikke ment spydigt, men måske var røgmaskinerne bare meget høje

Andreas: Det kan godt være, at man kunne høre røgmaskinerne, men der var godt nok også en fed kontakt med publikum.

Hjalte Ross: Jeg følte også virkelig, der var god kontakt, og jeg er mega positivt overrasket over publikummet. Ikke fordi, jeg havde frygtet, at de ville være slemme, men man var jo lidt bange for, at de bare ville have en fest fra klokken 14.

Andreas: Jeg gad godt at se, hvad der ville ske, hvis man spillede her om aftenen. Jeg tror, musikken ville kunne noget andet.

Jeg var glad for, i kraft af det er tidligt og meget meget varmt i dag, det var fedt, at I omfavnede øjeblikket, og lod være med at spille op til dans. Det øjeblik blev omfavnet i stedet for at modkæmpe det. Er det noget I forsøger, uanset hvornår I spiller?

Andreas: Jeg tror ikke vi kan spille op til dans, så jeg tror lidt det er der den ligger.

Hjalte Ross: Det er rigtigt, at vi ikke kan spille op til dans, men det var rart, at der så var så meget kontakt med publikum. Det er rart, når der er mulighed for det, så det ikke bare bliver en sort masse. Det er rart at se nogle ansigter og føle, at man spiller til nogen. Publikum kan godt få seks stjerner, og man kan godt mærke, at Roskilde Festival ikke kun er en fest, men også en musikfestival. Jeg var lidt bange for, at folk kun kom for at få en fest, men vi kunne slet ikke høre noget fra campen.

Bandet består af Andreas Westmark på el guitar, Mads Lang på Bas, Simon Mariegaard på trommer, Osker Krusell på Althorn, elguitar og orgel og Astrid Matthesen på klaver.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hiphop er for unge i 2019, hvad punk var for unge i 80’erne

Hiphop er den altdominerende genre i 2019. Det er en genre, der har vokset sig så stor og mangfoldig, at den nærmest ikke længere kan klassificeres som en genre. Men fælles for de forskellige grene af hiphop er, at de stjæler med arme og ben fra andre musikalske stilarter både i form af lyd, men især også i forhold til live-elementer. Undergenrer som trap, grime og de mere eksperimentelle kunstnere har ofte meget voldsomme og punkede udtryk, når de spiller koncerter.

Rappen og hiphoppens popularitet er dog ikke kommet helt uden kritik. Blandt garvede koncertgængere er der en vis skepsis overfor ‘de unges’ moshpit-kultur, og kritikken går blandt andet på, at koncerterne udelukkende handler om at være så vilde som muligt. Jeg er med på, at det giver god mening at have en fornemmelse, for hvornår beatet ‘dropper’, før man bryder ud i ragnarok, men der er også flere kunstnere, hvis musik og optrædener lægger op til de kraftige, kollektive energiudladninger, og det er en central del af oplevelsen. Derfor skal der lyde en kæmpe ros til sikkerhedspersonalet på festivaler rundt om i landet og institutionerne, der tillader publikum at slå sig løs, for selvom det er vildt, føles det stadig (som regel) sikkert. Her er fem koncerter på årets Roskilde Festival, hvor du kan opleve moshpit-kulturen, både aktivt i cirklen og passivt i siden af teltet.

Death Grips – Fredag, 5. juli kl. 02.00 – Arena

Det er svært at anbefale Death Grips uden at komme til at lyde som et røvhul af en musiksnob. ‘Hey! Har du hørt det her anmelderroste noise-punk-industrielle eksperimentelle hiphop?’ Den er måske lidt svær at sælge. Det ville være en del nemmere, hvis man kunne give en pille kondenseret Death Grips, så man kunne opleve deres energiudladninger på egen krop. De har fornyet en genre på en dybt original måde og excellerer i deres brutale hardcore live show, som man har mulighed for at opleve fredag nat på Arena.

Travis Scott – Torsdag, 4. juli kl. 01.00 – Orange

Måske verdens største trap-stjerne og den første reelle verdensstjerne, der udsprang af SoundCloud-miljøet. Travis Scott har et af de vildeste live shows i spillet med rutschebaner på scenen og en endeløs mængde af fyrværkeri og røgkanoner. Hvad rapperen muligvis mangler af klassisk musikalsk træning, vejer han op for med et energiniveau, som vil gøre en duracell-kanin grøn af misundelse. Hans sange lægger op til moshpits med beats, der dropper og skifter stil undervejs for på ny at droppe. Men det er ikke kun gak og løjer, Scott har leveret nogle album, der kommer til at få status som klassikere inden for genren, og der er masser af ekvilibristiske produktioner gemt bag røgslørene og pistolskuddene.

Skepta – Onsdag, 5. juli kl. 20.30 – Arena

Kongen, gudfaderen, daddyen, kald ham hvad du vil, Skepta er indbegrebet af grime – den britiske rap-genre med hårde elektroniske beats i et vanvittigt tempo. Selvom han var med, da det hele startede på piratradioer i London, har han formået at forblive på toppen i løbet af de seneste års grime-renæssance. Det er han i høj grad af sin eminente teknik, sin humor og kreative flows. Skepta rapper så godt og tydeligt, at det næsten lyder som om han er dårlig – på en MC Einar-måde. Men det er kun, fordi han er så overlegen, hvilket han heller ikke er bleg for at gøre sit publikum opmærksom på.

JPEGMAFIA – Onsdag, 3. juli kl. 19.15 – Apollo

JPEGMAFIA er målt på aggressivitet på niveau med de andre i artiklen og eksperimenter som Death Grips også ekstremt meget med formen på musikken. Det er ikke let tilgængeligt, men man opfanger straks pulsen og attituden i musikken, og hip-hoppen har aldrig været så in-your-face, som når JPEGMAFIA klipper sine beats sammen og råber ind over dem.

Sheck Wes – Onsdag, 3. juli kl. 22.00 – Apollo

Udstyret med minimalistiske trap-beats, der giver plads til hans skingre stemme, går Sheck Wes i krig sammen med sit publikum. Han giga-hittede sidste år med Mo Bamba, og han er nu på en mission, hvor han skal vise, at han er mere end et one-hit-wonder. En del af rapstjerne-pakken har han dog helt styr på, og det er at sætte ild til publikum. Han har om muligt endnu mere energi end trap-kollegaen Travis Scott og leverer en uhyggelig vokal, der hjemsøger lytteren og pumper adrenalinen rundt i blodet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fem fede fester efter midnat på Roskilde

Der er ingen FESTIVAL uden FEST, og på det punkt er Roskilde ingen undtagelse. Der er lagt i kakkelovnen til dansemaratons hver aften til den lyse morgen på Dyrskuepladsen. Her er de fem fedeste fester, du ikke vil gå glip af:

1. Robyn – Fredag, 5. juli kl. 01.00 – Orange

Der er ingen tvivl. Robyn kommer til at holde årets fest på Roskilde Festival. Fredag nat vil Øresund tørre ud og Danmark og Sverige vil blive forenet under Robyns taktstok. Der kommer til at være en stemning, der ellers er reserveret til store landskampe, og plænen foran Orange Scene vil tilbede den svenske popdronning. Hun er i storform efter store koncerter på blandt andre Primavera i Barcelona og har sit fremragende album Honey med til det danske publikum, og hvis man tilsætter et par partystartere fra hendes tilsyneladende uendelige bagkatalog, er det umuligt at se, hvordan Robyn undgår at triumfere.

2. Octavian – Fredag, 5. juli kl. 02.30 – Apollo

Den fremadstormende britiske rapper og sanger har haft et stærkt 2019 og har foreløbigt toppet det med sit dugfriske mixtape Endorphins. Han er essensen af London som storby og blander grime, house, R&B og en masse andre genrer, der giver ham sit unikke, internationale udtryk. Han er fremragende live både som rapper og danser. På det nye mixtape er der et nummer med Theophilius London, som i hvert fald bliver mit sommernummer:

3. Christine and the Queens – Onsdag, 3. juli kl. 00.30 – Arena

Jeg er en hund efter fransk dansemusik, og Christine and the Queens er ingen undtagelse. Deres koncert har potentiale til at skrive sig ind i traditionen med vanvittigt gode koncerter på Arena. Jeg husker selv tydeligt Solange i 2017, Tame Impala i 2016 og Damon Albarn i 2014 – som alle blev kollektive giga-fester. Christine and the Queens lyder lidt som en funket udgave af HAIM, og det er så groovy, at jeg er sikker på, at alle i teltet kommer til at hoppe med.

4. Spleen United – Torsdag, 4. juli kl. 02.00 – Arena

Det danske synth-powerhouse er blevet gendannet i sin originale form og giver torsdag nat et brag af en koncert på Arena. Deres hårdtslående beats med skarpt skårede synths er umulige at stå stille til, og jeg forestiller mig, at publikum danser fuldstændig synkroniseret til Spleen Uniteds intense musik. Det er en speciel oplevelse at høre danske bands på Roskilde, så sæt kryds ved Spleen United, også hvid det måske ikke umiddelbart er din kop te.

5. DJ Koze – Lørdag, 6. juli kl. 02.00 – Apollo

Det er altid vigtigt med en god ‘efterfest’, og det sørger tyske DJ Koze for på Apollo efter The Cures maratonkoncert på Orange lørdag nat. Den ekstremt erfarne tyske mester mixer house og disco med utallige samples, der nok skal sætte gang i hofterne på selv den trætteste festivalgænger. Hans musik sender tankerne lidt hen imod (hvis man tør sammenligne med) Daft Punk, så kom og oplev en verdensklasse festbestyrer gøre, hvad han gør bedst og slut din Roskilde Festival 2019 ordentligt af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

INTERVIEW: Intet Altid er rambukken, der får din facade til at krakelere

Intet Altid er en dansk popduo bestående af Mikkel Grevsen og Caspar Eric. De to mænd har en mission: De vil lave popmusik med hårdtslående tekster, der giver plads til at snakke om alt det, der normalt pakkes væk i poptekster. Deres debutalbum, Når nogen rammer jorden, udkommer den 13. september. Jeg inviterede dem på croissanter, den morgen der viste sig at være årets sidste snevejrsdag.

I har ambitioner om, at jeres musik skal skabe et rum, hvor man kan snakke om, hvordan man egentlig har det, og på den måde lindre presset. Hvad består samfundets pres af?

Mikkel Grevsen (M): Jeg synes da, det er hårdt at være til. Det, vi specielt prøver, er at snakke om de barske ting. Vi vil få nogle af de hårde ting ind i popmusikken, så vi kan få snakket om det og få skabt et fællesskab om det. Jeg synes, der er et enormt pres på os som generation og på mennesket generelt. Vi skal skynde os gennem uddannelsessystemet, og vi skal skynde os at få en familie. Jeg kender en, der går på et studie på Københavns Universitet, hvor de studerende lyver om deres karakterer. Alle siger, de får 10 eller 12, og det er blevet så stort et problem, at det er kommet op på ledelsesplan. Det danner en løgnagtig stemning på et helt studie, hvor ingen ved, hvor de andre står, og det er enormt ubehageligt, og folk gør det kun for at komme frem i livet.

Caspar Eric (C): Samfundet bevæger sig væk fra, at der findes fritid, og det skaber et pres. Jeg har selv lidt af angst, og jeg har venner, der er døde af selvmord. Det er rigtigt, at der er kommet et større pres på mange, men det, der især er sket, er, at dem, der normalt falder uden for samfundet, har fået det endnu værre, og vi er blevet dårligere til at aktivere den følelse i fællesskab. Jeg kan ikke bruge følelsen af at være presset til solidaritet, og der er intet fællesskab omkring den følelse, Mikkel snakker om på universitetet. Altså, selvom alle på det studie sidder og har det sådan der, så opstår der ikke solidaritet af det, der opstår isolation og ensomhed, og jeg tror, at en måde det kan gøres nemmere er, hvis vi forsøger at snakke om det som en kollektiv erfaring. Det kan man også gøre ved at skrive ud fra sine egne erfaringer, og det er det, vi prøver på. Det er da vigtigt at snakke om de her ting.

Musikken er altså både jeres stemme til at lindre det her pres og samtidig få fortalt, at folk tror, at græsset er grønnere på den anden side, og dermed bryde et tabu og fortælle folk, at andre har de samme tanker som en selv.

C: Og det er det, der lindrer presset. For presset vil være det samme. Det handler om at finde en anden måde at være i presset på. For vi kommer ikke til at gå væk fra et arbejdsliv, der kører som det kører, bare fordi der bliver lavet noget popmusik. Men vi kan prøve at skabe nogle måder at være i det pres på, og nogle andre måder at tale om det på, som jeg tror kan gøre det mindre slemt at være i det, specielt for dem, der falder meget ud.

M: Det er også for at sætte fokus på ærlighed. Det album, vi har lavet, er jo ikke kun sat i verden for kun at fortælle om dårlige ting. Jeg synes, at det kunne være dejligt, hvis vi kunne være lidt mere ærlige overfor hinanden, fordi den ’perfekte verden’, der jo er blevet dannet i et ’fællesskab’ på de sociale medier, lægger et enormt pres. Det kunne bare være dejligt, hvis vi kunne danne et fællesskab omkring ærlighed og alle facetter af livet.

C: Jeg synes også, at der også er meget håb i musikken. Der er meget håb i lydfladen. En del af det at snakke om, hvad der er hårdt, er også at snakke om, hvad det er, der skal beskyttes og hvad vi skal værne om. Det er også at snakke om, hvor kærligheden er henne, altså hvor den konkret findes, og det gør man jo ved at italesætte, at der er nogle problemer. Det at italesætte problemer er jo en kærlighedserklæring.

Hvordan har I arbejdet for at skabe den lydflade, der passer til at italesætte problemer?

M: Vi har været meget ambitiøse fra starten. Vi ville gerne skabe et univers, og det har været svært. For hver gang vi har fundet på en idé, skulle vi hele tiden veje det op og tænke over, hvilken vej universet nu stikker i, fordi vi hele tiden skulle definere universet. Der er virkelig mange idéer, der er blevet skrottet, og det, der er svært, er også, at vi har skullet lære hinanden at kende. Vi kommer fra to meget forskellige musikalske steder. Caspar er helt klart mest fra hiphoppen, og jeg kommer fra alle mulige underlige steder af, med jazz og en masse klassisk musik i baggagen. Jeg kan godt lide, når det bliver pisseunderligt på sådan en måde, hvor Caspar siger: ’Det der, det lyder fandeme dårligt’, fordi det er sådan, det fremstår. Det er derfor, vores samarbejde har været godt, tror jeg. Men udfordringen har været, at vi begge to gerne ville skabe et popunivers, men vi ville ikke gå på kompromis. Det er vildt svært at lave noget udfordrende musik og nogle udfordrende tekster, som også skal være poppede. Vi har et nummer, ’Brænd mig ned’, der går i fire tonearter. Det modellerer tre gange. Det er nok det næstmest poppede nummer, vi har, og der synes jeg virkelig, vi har ramt, at lytteren ikke opdager, at det modellerer.

Hvad er den fedeste lyd på pladen?

M: Der er et hornparti, der lukker hele pladen. Og som faktisk også endte med at åbne hele pladen. Vi har hele tiden haft en ambition om, at der skulle være nogle horn, for jeg spiller selv horn og trompet. Det har hele tiden været vores ambition, at der skulle være noget i starten, så et hornparti i midten og så noget, der lukkede albummet. Vi startede med at lave det, der lukker hele pladen, og så tænkte vi: ‘Okay, hvordan kan vi bruge det?’ Så har vi faktisk samplet det og brugt det i intronummeret også. Men i outro-nummeret er der en lyd, hvor vi har hacket mit althorn, som er et stort horn, der går opad, så har vi taget mundstykket fra en trompet og puttet ind i det, og de to ting lyder ret fucked. Men så har vi brugt det som et højt hyl, buuuyyyiiiih. Sådan nogle Star Wars-fanfarer. Så har vi lagt ti af dem sammen, så det lyder helt sindssygt. Det tror jeg er den fedeste lyd, fordi den er analogt hacket.

I bruger meget autotune på Caspars vokaler, som I siger er vigtigt element til at påpege ’det plastiske og fremmedgørende i tiden’. Var autotune tænkt ind fra starten, eller er en lappeløsning, der er blevet pyntet med kunstnerisk betydning efterfølgende?

C: Begge ting er sande. Det er rigtigt, at vi bruger autotune, fordi jeg ikke kan synge på dén måde. Men så kan jeg synge på en anden måde. Og det er også rigtigt at sige, at autotuneren blandt andet peger på de ting. Den er der som noget, der gør noget. Vi prøver ikke at bruge den på en smuk måde, vi prøver at bruge den til at skabe et univers, fordi den passer ind i universet. Så de ting synes jeg slet ikke står i modsætning til hinanden. Kan Kanye West synge? Hvad er svaret på det spørgsmål? På en måde nej, men det, at han ikke kan synge, gør, at han opfandt den melankolske, indadvendte autotuner og gjorde den til en generationsstemme på 808s & Heartbreaks (album fra 2008, red.). Jeg kan ikke synge på den klassiske måde, men at lave god kunst handler om at tage sine begrænsninger og sige: ‘Hvordan kan jeg få denne begrænsning til at shine’?

M: For det er sådan, det skal lyde, du kan ikke få de der ’tik tik tik’, de mekaniske trin, dem kan man jo ikke få i en glissando. Vi vil gerne have det der stakkerede og fuldstændige krystalklare, og det kan autotuneren. Jeg synes, det er det fedeste instrument, og jeg ser det som et instrument på linje med pedalboardet.

C: Sådan tror jeg de fleste i vores generation har det, men hvis jeg siger til min kærestes forældre, at vi bruger autotuner, så er deres reference ’Believe’ med Cher, og så har de endda fundet en moderne reference. Men det her er noget andet. Vi skriver os mere ind i hiphop-traditionens brug af autotune.

Er det nødvendigt at have det fremmedgørende element? Risikerer I ikke, at der kommer en væg mellem jer og jeres publikum ved, at det hele er så stiliseret? Er det nødvendigt at gå gennem det stiliserede for at kunne forstå det og sætte sig ind i det?

C: Det der er et spørgsmål om, hvad kunst er. Er det nødvendigt med en stilisering og en distance til noget af det her råmateriale? Ja. Kunst er at tænke på den måde. Det er det, der gør det til mere. Hvis jeg nu bare havde stillet mig op og sunget på sådan en nøgen måde, nogenlunde sunget de samme ting, og måske havde prøvet på at være lidt mere hjerte-smerte, tror jeg også bare, at det ville være vildt cringe. Der er folk, der skriver tekster, hvor jeg virkelig krummer tæer over det. Men også bare, det er ikke kun dét, det handler om. Det handler også om, hvordan jeg kan få de her følelser, jeg snakker om, og hvordan jeg kan få musikken til at snakke sammen med det. At skabe et rum og universet.

I singlen ’Til Havet’ er der en karakter, der hedder Caspar, lægger du krop til den?

C: Ja, men det er ligesom når man taler om autofiktion i digte. Det er både mig, og samtidigt er det ikke mig. Men jeg synes, at det var sjovt at bruge sit eget navn. Men det som et navn gør, er, at det kan bryde nogle flader. Der er pludselig en direktehed, der zoomer ind og skaber en slags intimitet. Og det skaber også næsten noget ubehageligt, for nu er det en rigtig person, der sker noget for. Det kan jeg meget godt lide.

Er der ikke en fare for at gøre det konkret? Så det bliver svært for lytteren at relatere til musikken?

C: Nik & Jay, og jeg elsker de drenge, siger i et interview, at de prøver at fjerne alle de singulære ting, så det bliver mere alment. Jeg tror altså, at vejen til fællesskab går gennem at være så konkret som muligt i teksterne. Prøve at zoome ind på en scene og sige ’Jeg har det sådan her’, og selvfølgelig har andre det jo også sådan. Det ligger i baghovedet, og når jeg selv virkelig får nogle følelser ind fra nogle sange, for eksempel fra Frank Oceans album ’Blonde’, er det noget, der virkelig rører mig dybt, selvom det intet har med mig at gøre. Så putter man jo bare sig selv ind i det. Det er jo det, der er så dejligt ved den menneskelige indfølingsevne. Selvom vi har lavet et nummer, der handler om at halte rundt og på en måde være handicappet, well, det kan folk godt forstå alligevel. Når jeg kommer med en skitse til en tekst, er det ikke sådan, at jeg føler ’Nu har jeg virkelig krænget mit hjerte ud’, for noget af det første, Mikkel tit siger, er: ’Nå, det forstår jeg godt, det handler om det her’.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *