COPENHAGEN PSYCH FEST 2016

Copenhagen Psych Fest billede

Copenhagen Psych Festival 2016 afsluttede sidste weekend med den hedeste syrefest og efterlod mig i en overstimuleret tilstand af alskens farveindtryk og støjfusioner, som stadig synes at vibrere i trommehinderne. På fire dage formåede festivalen at illustrere genrens brede spektrum gennem et alsidigt program, hvor nye såvel som gamle psych bands var repræsenteret.

The Soft Moon spillede onsdag aften på Spillestedet Loppen, og var de første, der virkelig blæste mig omkuld, eller nærmere beskrevet KNOCKED ME OUT! Lyden af The Soft Moon kan beskrives som et hårdtslående og aggressivt mix af industrial og club – genialt! Luis Vasquez er bandets hovedproducer, og sammen med hans to andre musikere blev der udvist et musikalsk niveau og engagement ud over det sædvanlige. Gennem beatsekvenser og ekstremt stimulerende kulminationer paralyserede de publikum og fik Loppen til at sitre i spænding.

Dagen efter var Loppen atter platform for lidt af en spektakulær oplevelse, da bandet Kaleidoscope, en af psych pionererne helt tilbage fra 60/70’erne, lagde vejen forbi. Det var imponerende at se, hvordan forsanger Peter Daltrey formåede at genskabe den saft og kraft, som bandet uden tvivl har besiddet, dengang de farverige psykedeliske lydbølger rullede ind over Europa. Med lukkede øjne ville man aldrig drømme om, at manden bag mikrofonen har 70 år bag sig. Tekst og musik var bibeholdt i 67′ stil med folkloriske kompositioner og et ideologisk tekstunivers. Trods disse referencer var der ingen aldring at spore i hverken samspil eller vokal.

Senere på aftenen skal jeg love for at der blev sprøjtet ungdommelige væsker gennem festivalens årer, da Århusianske Yung rystede Børneteatrets undergrund gevaldigt. Set i forhold til den 50 år ældre Peter Daltrey repræsenterer Yungs forsanger Mikkel Holm Silkjær  med sine blot 21 år en yngre del af årets Psych Fest. Det var et overordentligt ekspressivt, utålmodigt og insisterende skud energi som bandet diskede op med fredag nat. Silkjærs krængende vokal blandet med storladne guitar grooves og fremadfusende rytmer formåede virkelig at udtrykke en ungdommens angst, apati og rastløshed, som ikke kun eksisterer i 80’ernes postpunk, men manifesterer sig hos de fleste gennem de unge år. Yung er kort sagt ALT for meget på den HELT rigtige måde!

Dagen efter fik københavnertrioen Papir lov til at varme Den Grå Hal op. For undertegnede blev de stjerneeksemplet på psych åndens potentiale og styrke. Først og fremmest var niveauet for bandets musikalske evner ekstremt højt, hvilket ligeledes gjorde sig gældende for de andre bands på dette års festival. Hos Papir var samspillet dog helt exceptionelt. I en blanding af semi-improvisationer, sekvenseringer og organiske strukturer tog bandet mig med på en instrumental rejse. Papir formår at drive dig fremad uden garanti for endemålet, men sikkert er det, at du enten må give slip og følge med eller stå helt af. At lade sig føre gennem det konstant foranderlige kræver dog en tillid og tiltro til bandets evner, som skabes gennem musikken. Gennem opbygninger med noter til både jazz, elektronisk, world og rock, konfronterer musikken dig med begreber som uforudsigelighed og uendelighed, termer vi har så svært ved at forstår og acceptere. Denne konfrontation kan lede til følelser som utålmodighed og angst, hvilket får de fleste til at stå af og vende om eller forsvinde i beruselse og distraktioner. Med Papir ved roret, var der dog ingen “tankefliksflakserier”, men i stedet tillid til at give fuldstændig slip. – Og nej, Papir gør hverken brug af magi eller pokémoner, de er bare forbandet dygtige musikere!

På sidstedagen af Copenhagen Psych Fest 2016 blev Fribytterdrømme det perfekte bud på dansefesten lørdag aften. Mange havde nok set frem til bandet Spids Nøgenhat (myself incl.) der var blevet lidt af en headliner. Fribytterdrømme serverede dog et show så overbevisende, at de i sig selv sagtens kunne stå som hovednavnet, og de er helt klart et af de psychfix jeg vil gå efter næste gang jeg får “abstinenser”.

Med annonceringen af dette som deres eneste show i 2016, havde bandet Spids Nøgenhat lagt kævler i ovnen til en ikonisk koncert. Jeg har ikke oplevet bandet før, men rygterne går om trippede koncerter i særklasse, så mine forventninger var høje – heldigvis blev jeg ikke skuffet! Fra første til sidste nummer synes Guf og resten af bandet at indsvøbe Den Grå Hal af stemninger, som nærmest tonede over mod ritualistiske hvælvinger. Bandet og publikum smeltede sammen i en kollektiv fejring af musikken. Ligeledes virkede koncerten som en gensidig hyldest af dette band, som gennem årene har været med til at aktualisere og repræsentere den danske syrerock og bringe mennesker sammen på tværs af baggrund og aldersspænd, blandt andet på en festival som denne!  Koncerten var dog også præget af en alvor og en tyngde, som gjorde det til en både intens, men også rørende oplevelse.

https://soundcloud.com/badafrorecords/spids-n-genhat-fred?in=badafrorecords/sets/spids-n-genhat-kommer-med-fred

Copenhagen Psych Festival er en hyldest og en fejring af psychkulturen, en kultur der manifesterer sig langt ud over musikken og koncerterne. Det er en ånd, en ambition og et budskab, som rækker tilbage til 60’ernes mantraer om fred, kærlighed og opgør med de gængse konventioner i samfundet. Du bliver nødt til at give slip for at kunne mærke ånden, men lykkedes det dig vil du blive lukket ind i universer af helt andre dimensioner…

Fotograf: Mestellés

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Four Days Of Psyche And Music” – Copenhagen Psych Festival 2016

Copenhagen Psych Festival

Var du en af dem, som blev hjemme, mens vi andre smattede rundt på Dyrskuepladsen, hvor vi brugte alt for mange penge på øl og lidt for få på hygiejnen? Eller er du måske en af de hjemvendte, der sidder og drømmer dig tilbage til campingstole, Dixieburgere og lunkne pils? Uanset i hvilken kategori du befinder dig – her kommer gode nyheder. Den 13.-16. juli (onsdag-lørdag i næste uge) afholdes nemlig Copenhagen Psych Fest, hvor et omfattende musikprogram med både danske og internationale psych-navne er på menuen. Christiania er venue for årets festival, der med navne som Deadpan Interference, De Underjordiske og Fribytterdrømme skulle give rig mulighed for at space ud, om end du er en hardcore syretripper, eller ligesom mig stadig er i gang med at udforske genren. Derudover forlyder det, at Copenhagen Oil & Light vil stå for de psykedeliske lysflader omkring scenerne, så der er ingen tvivl om, at det bliver en stemningsmættet totaloplevelse, der vil udspille sig, når Psych Fest 2016 indtager de københavnske sind den kommende uge.

Et lille historisk tilbageblik vidner om en genre med dybe rødder til de alternative dage gennem 60’ernes hippiekultur og ungdomsoprør. Legendariske kunstnere som Sgt Pepper’s Lonely Hearts Club Band, The Doors og danske Steppeulvene står som nogle af de første eksponenter for den nyskabende og kontroversielle genre foruden Jefferson Airplane, som ofte nævnes som en af hovedpionererne. Woodstock Festivalen med mantraet “Three days of peace and music”  var ligeså en af de mange bevægelser, hvor musikken blev centrum for budskaber om fred, kærlighed og opgør med de sociale normer.

Når Christiania på onsdag åbner dørene op for dette års Psych fest, skal det dog på ingen måde forstås som et retro-tilbageblik til de gyldne heroinslørede tider. Som en sovende vulkan har musikken nemlig holdt sig levende og aktuel i undergrunden og har endog spruttet voldsomt af sig de seneste år, hvor nye bands og klubber såvel som pladeselskaber løbende er poppet frem fra undergrunden. Min egen interesse for festivalen opstod en dunkel lørdag aften i nordvest, hvor det nye Flammekaster Records bød op til fest på Sigurdsgade. Aftenen bestod af fem koncerter, hvor blandt andet Deadpan Interference og De Underjordiske spillede – bands som netop er at finde på programmet for årets Psych Fest. Derudover diskede en perlerække af DJ’s – heriblandt Lorenzo Woodrose – op med lækker, skæv og syret dansemusik hen på de sene nattetimer. Det var et mix af skønhed, noise, eufori og shoegaze. Højt niveau fra musikere og bands såvel som et dedikeret og engageret publikum, der troligt gav sig hen i en rejse mod fjernere destinationer. “Det her univers MÅ jeg simpelthen tilbage til!” tænkte jeg, som jeg stod der på det vildeste trip af toner, støj og klange. Det bliver der forhåbentlig rig mulighed for i næste uge til Copenhagen Psych Festival 2016, hvor det også er værd at nævne, at Spids Nøgenhat giver deres eneste show i 2016. Der er uden tvivl lagt på bålet til en ganske unik, syret og smuk oplevelse, når Copenhagen Psych Festival fyres afsted den kommende uge!

Deadpan Interference, Byens Lys 14/7 (torsdag) kl 22.00

Red Lama, Byens Lys 15/7 kl 22.50

Spids Nøgenhat, Den Grå Hal 16/7 kl 21.00

Resten af programmet og yderligere info kan findes på Copenhagen Psych Festivals hjemmeside: www.copenhagenpsychfest.dk

PEACE OUT!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

ANDROMEDA MEGA EXPRESS ORCHESTRA!

488

Andromeda Mega Express Orchestra fører dig gennem fortiden og ind i fremtiden. Det er fusioneringer og genresammensmeltninger i levende, legende og elitære konturer. Vi er i ørgasmernes mekka, og koncerten skulle vise sig at blive en af de mest mindblowing musikoplevelser, jeg kan erindre.

AMEO (Andromeda Mega Express Orchestra) formår at bryde med diverse genreklicheer og er et levende bevis på, hvordan den instrumentale genre stadig lever og ånder – HURRA! Bølgerne fra det 18 mand stærke instrumentale orkester synes dog ikke retfærdiggøres af mig; en grøn musikstuderende blogskribent. Jeg kommer i hvert fald til kort i en anmeldelse af dem. I stedet vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at høre deres musik, og hvis du får den mindste mulighed for at opleve dem live – DO IT!

Lørdag formiddag havde jeg fået en plads på første paket foran scenen. Glanende med åben mund stod jeg hypnotiseret gennem hele sættet og glemte alt om den harske mudderlugt og den uundgåelige bag-summen fra publikum. Jeg lyttede; lyttede til mine ører var ved at falde af; lyttede til lagene, helheden, instrumenterne, stemningerne og overgangene. Til harpen, til kontrabassen, til trompeterne og keyboardet, koklokken, fagotten og trommesoloerne. Det svingede, dissonerede, harmonerede, breakede, overraskede, kulminerede, forsvandt og genfødtes… Men som sagt: AMEO er et band, som skal opleves. Med dette indlæg vil jeg i stedet lade falde en tribute til nogle af musikkens legender og føre dig ind i et jazzet og eksperimenterende univers af rytmer, klange og fusioneringer i de højere luftlag. Vi er i egnene for jazzen og avantgarden. Hvor improvisationerne hersker på linje med et absolut og ekstraordinært højt musikalsk niveau, hvor genier, evner og 12-timers øvedage er det eneste, som holder dig blandt eliten. Er denne verden stadig fremmed for dine trommehinder, frygt ej, for her kommer et lille håndpluk af delikatesser fra legendernes tid.

Først vil jeg lægge ud med en reference til filmen Whiplash. Måske har du allerede set den, men ellers følger en stærk anbefaling herfra. Narrativt og auditivt er den ganske eminent, og jeg vil vove at postulere, at selv den mest jazzforskrækkede lytter vil kunne blive forført af Damien Chazelles filmunivers. Whiplash er både filmtitlen og navnet på det arrangement, som den unge trommeslager bliver tæsket igennem af den højtprofilerede orkesterdirigent “Fletcher”. Whiplash er egentlig komponeret af den amerikanske komponist og saxofonist Hank Levy og er at finde som åbningsnummer i Don Ellis’ album “Soaring” fra 1973.

Når du hører nummeret, vil du måske give mig ret i, at der er noget urban-jungle, New York City-vibe over den, og det var blandt andet noget af den vibe, som Andromeda Mega Express Orchestra spandt mig ind i denne lørdag eftermiddag. Lyt og læg mærke til den flirtende intro i blæsersektionens klare skarpe “call” og en dyb fuzzy “respons” – frækt forspil som leder over i et forløsende groove – det er 70er, det er funk, det er jazz – det er WAUW!

Er dette alligevel lidt for pebret, så er Dave Brubecks “Take Five” måske et lidt mere moderat sted at starte. Her er vi lige 10 år længere tilbage i tiden, men det er stadig ligeså forførende, tight og eklatant som et glas rislende bobler i sommerens gyldne eftermiddagstimer. Luk øjnene og tænk dig tilbage til en gåtur i 1950’ernes gader i New York eller en bænk i Barcelona.

En tur med Andromeda Mega-ekspressen er en potpourri af historier, fortalt gennem breaks, temposkift, harmonier og sammensmeltninger af stilarter. Det er medrivende og actionpræget uden et eneste ord, men med en farvepalet og fremdrift ligeså hektisk som Kung Fu Panda 3. Ud over islættet fra jazz og bigband-genren udspandt der sig narrativer undervejs i koncerten, hvilket ledte mine tanker hen på genier fra den mere klassiske verden – nærmere bestemt Wilhelm Richard Wagner. Wagner brugte klangbilleder, orkesterfarver og ledemotiver til at udvikle dramaet og skabe følelsesmæssige udtryk. Han brød med klassikkens konventioner til fordel for det ekspressive drama, og det er svulstighed, ekstravagance og pompøsitet for fuld udblæsning. Især ledemotivet fik stor betydning for senere filmmusik, og i dag er musikken en afgørende emotionel og narrativ katalysator i både film og medieverdenen – tænk bare på jinglen! Et andet eksempel kunne være de klassiske Disney-film, som i høj grad er kendetegnet af deres musikalske lydflader.

Nå, denne anmeldelse af AMEO er tydeligvis stukket helt af for mig. Tænk, at en koncertoplevelse kunne lede mig gennem et univers af Disney, Wagner og 70er-jazz  – hungrede jeg bare efter at kunne inddrage ledemotiver og jazzens legender i et blogindlæg? Eller er det måske en ny form for Roskilde syge? I så fald er det AMEO-feberen som taler, og hvis du ikke vil blive smittet, kan det være, du skal lade være med at klikke på nedenstående link. Men hvis du ikke kan lade være, må jeg ærlig talt indrømme, at denne febervildelse er PRETTY AWESOME!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: “If nobody loves you – I do”

Skærmbillede 2016-07-01 kl. 17.43.38

”If nobody loves you – I do”, sådan lød det fra Anderson .Paak som spillede Apollo op fredag eftermiddag. Flertallet af årets festivalgæster var nok lidt flade efter seks dages intense Roskilde-udskejelser, men så gav Brandon Park Anderson den bare op for alle de hængende hoveder og halvslatne festivalkroppe, der troligt var troppet op til en god omgang R&B/hiphop. Det var da også en misundelsesværdig energi, som blev udvist fra Paak, og man kunne næsten tro, han havde taget en ordentlig bane inden showet – for seriøst; han gav den så meget gas, at selv Duracell-kaninen ville blive overhalet.

Paak kan synge, rappe og spille de svedigste trommer.  Hvor de fleste nok ville holde sig til ”one thing at a time” administrerede Paak både rollen som rapper, sanger og den fedeste trommeslager på en samme tid som en anden Yedi.

Hiphop genren er ikke den genre, som jeg har gjort mig mest i, men grundet Emil Wilk aka M.I.L.Ks stærke anbefaling af Anderson .Paak med beskrivende referencer til D’Angelo og Kendrick Lamar, blev jeg alligevel hooked på tanken om at få denne oplevelse med i min øl-klistrede og mayoplettede bæltetaske.

Konklusionen efter koncerten er helt sikkert, at der måske alligevel kunne gemme sig en lille gangster inde i maven på mig. Eller måske var det kombinationen af, at Paak er ligeså meget sanger, som han er rapper og får inkorporeret den instrumentale bandgenre med hiphop og R’n’B. “Paak har groove helt ind til knoglerne” lød ordene fra en af de mere hiphop-kyndige koncertgængere, som jeg faldt i snak med efter koncerten, og jeg må give ham fuldstændig ret og kan blot tilføje;

“Anderson .Paak – I love you too <3” 

https://youtu.be/goowZIoycU8

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Dag 2

Gundelach

Søndag aften arriverede jeg på pladsen med fuld oppakning af diverse festivaludstyr; luftmadras, gummistøvler, sovepose, bønnepostej og hvad der ellers lader sig høre til en klassisk omgang Roskilde Festival. I år er dog ganske særlig, i og med at jeg har fået lov at komme med som en af skribenterne på Regnsky. Og jeg har glædet mig HELT vildt!

Mandag lagde lummert ud med en tur i den berygtede badesø, men derefter en skyller under de (is)kolde brusere, så jeg var frisk til min første koncert på dette års festival med Soleima. Mange var trådt op for at høre den spirende pop-prinsesse, der både er fryd for øre og øjne. Lyd, performance og visuals fusionerede i en isklar æstetik, og man kan med rette sige, at Soleima – med det borgerlige navn Sarah Mariegaard – indtog scenen som en sand queen of countdown.

Derefter var det tid til at få lidt kulør i kinderne med bandet Shy Shy Shy, som i sandhed må siges leverede lidt af en dansefest på Rising-scenen. Hvor Soleimas udtryk er mere strømlinet, føles bandet Shy Shy Shy som en behagelig bølge af kærlighed og konfetti (allegorisk og bogstaveligt talt). Siden deres udspil med førstesinglen ”Do Not Ask” i 2014 må man sige, at kærligheden i og omkring bandet kun er vokset, og det var et varmt, legende og engageret band, som mødte et talstærkt publikum denne mandag.

Eftermiddagen forsatte i selskab med norske Gundelach, som stort set stod ukendt hen for mig, men ikke desto mindre forstærkede dette bare indtrykket og begejstringen – for hold nu kæft, hvor var det fedt! Gundelach førte mig overbevisende gennem sit elektroniske univers med en sådan kraft og nuancering, at jeg blev bevæget nye steder hen fra start til slut. Gundelach er tung elektropop, når det er bedst. Der arbejdes med kontrasterne, og utallige lag af lyd flettes ind og ud af hinanden; fra de dybeste kræfter til de højeste tinder; en koncertoplevelse som ganske givet kunne gå hen og blive en af de mest overbevisende opdagelser for mit vedkommende på dette års festival.

To kopper kaffe og en halv pakke tuc-kiks senere befandt jeg mig ved street scenen, hvor M.I.L.K´s soulinspirerede toner skulle varme op under regnhætter og våde fusser. Det havde virkelig klædt de lækre grooves med en god omgang solskinskoger, men Emil Wilk og resten af besætningen fik alligevel spillet op til dans og indsvøbte et talrigt publikum i vuggende rytmer og tropical vibes.

Det var, hvad jeg nåede her på anden opvarmningsdag, og glad og begejstret vil jeg nu bevæge mig ud i det kølige tusmørke og finde med en varm kop kakao at finde hjem til lejren på.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *