Who Made Who, Vinnie Who @ Vega

who-made-who

Livestemning: Who Made Who udsendte for et par uger siden deres andet album, der har fået titlen “The Plot”. Aftenens koncert i det proppede Lille Vega, agerede releasefest for bandet – og det kunne tydeligt mærkes. Det var et spændt publikum, der var klar på at leve op til det “natklub-fest”-mærkat koncerten havde fået af Vega, og som resulterede i en noget besynderligt møbleret sal. Men publikum var klar på festen, Who Made Who var klar på at spille op til den, og Vinnie Who spillede som det velsagtens mest effektive supportband man kan forestille sig.

Hvorvidt Vinnie Who var blevet udvalgt af Who Made Who til at supporte dem, vides ikke. Men velvalgt var bandet, der for de fleste Regnsky-læsere næppe kan være et ukendt navn længere. På trods af det tidlige tidspunkt og den kun kvartfyldte sal, tog det kun 3 numres tid, før det tidligere Unga Bunga-hypede nummer “The Fall” fik pillet publikums barrikader ned og stemningen i top. Det var højt, og da de enkle lydproblemer, der skæmmede koncertens første par numre var elimineret, og publikum var trukket længere op mod scenen, kunne koncerten let leve op til Vinnie Whos mærkat som de danske new-disco frontløbere.

Men det var Who Made Who, publikum var kommet for. Og da de efter en halv times pause gik på scenen, var det indledningen til lidt over en times intens liveoplevelse.
At Who Made Who live er en energisk oplevelse ud over det sædvanlige, undrer ikke. Musikken, der med debuten fra 2005, fik genre-mærkatet “disco-punk”, er ikke overraskende i sit rette element, når den agerer soundtrack til en fest. Trommeslager Thomas Barfods originale, præcise og sprøde tilgang til sit instrument agerer sammen med den groovende, pågående bass bunden for…
Her blev der kigget skævt til undertegnedes notesblok, for det var hovedsageligt festen, der var aftenens hovedattraktion, og Who Made Who var rammen. Så selvom det var et publikum i konstant symbiose med bandet, der modtog nye og mere ukendte numre såvel som gamle hits ala “Space For Rent”, var det ved de store publikumspleasere den samlede energimængde i Lille Vegas lokale nåede det røde felt. Netop derfor var det ikke mærkeligt, at coveret af Benny Benassi-hittet “Satisfaction” med Josephine Philip på vokal fik lukket koncerten med noget af et brag, selvom det rent kvalitetsmæssigt bedst kunne karakteriseres som et stunt.

Vinnie Who holdt fest på scenen og for dem, der lod sig overtale. Who Made Who holdt fest for band såvel som publikum i kraft af den kæmpe motivation overfor festen som begge parter havde, og denne kombination gjorde det til en fornøjelse at tilbringe lørdag nat på Vega.

Who Made Who – Flat Beat (Mr. Oizo cover)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/flat_beat_mr_oizo_cover.mp3]

Who Made Who
Vinnie Who

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Vinnie Who @ Stengade, Roskilde og Start!

Vinnie Who

Vinnie Who er noget af det aller mest lovende i dansk musiks undergrund. Det statement har vi på Regnsky i et godt stykke tid turde ytre højt, og nu ser det ud til, at resten af musik-Danmark begynder at være enige. Fra på lørdag og henover sommeren spiller Vinnie Who udover opvarmning for Who Made Who også på diverse festivaler.

Live får Vinnie Whos musik for alvor liv, og med forventninger om en intens koncert, vendte jeg lørdag aften snuden mod Nørrebro og Stengade 30 for endnu en gang at få bekræftet hypen.
Koncerten på Stengade præsenterede et band, der nu er så sikre i samtlige numre, at der er plads til at eksperimentere. Det første, der overvældede mig fuldstændigt ved koncerten var lyden. Jeg har aldrig oplevet et så nuanceret, bredt og luftigt lydbillede på Stengade, og det klædte Vinnie Whos lyd at fremstå så krystalklart. Disco er en festgenre, og Vinnie Who skabte med sine catchy melodier og flotte arrangementer soundtracket for den perfekte fest.

På Start! Festival, der løber af stablen 4-6. juni, har Vinnie Who fået tildelt spilletid kl 22:15, og det er uden tvivl det bedste tidspunkt for bandet, som forhåbentlig kommer ud til et bredere publikum her. Også koncerten på Roskilde giver forhåbentlig en stor mængde omtale til bandet, der på trods af titler som Soundvenue Selected, Ugens Band på Bandbase.dk og utallige koncerter, endnu ikke har opnået sit fortjente gennembrud. 
Og ligepræcis menneskerne var det eneste, der manglede før stemningen og totaloplevelsen var helt i top på Stengade. Som Niels Bagge udtrykte det til BandBase, da de spurgte, hvad man kunne forvente af Vinnie Who live: “Man kan forvente at se unge drenge, som sveder og vrikker med hofterne.” Det lever Vinnie Who 100 % op til, men det ville være givende for liveoplevelsen, hvis publikum var opsatte på samme fest som bandet er.

Vinnie Who – The Fall
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/the-fall.mp3]

Vinnie Who – Feeling Gloom
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/rise-with-you.mp3]

Myspace

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vinnie Who @ Stengade, Roskilde og Start!

Vinnie Who

Vinnie Who er noget af det aller mest lovende i dansk musiks undergrund. Det statement har vi på Regnsky i et godt stykke tid turde ytre højt, og nu ser det ud til, at resten af musik-Danmark begynder at være enige. Fra på lørdag og henover sommeren spiller Vinnie Who udover opvarmning for Who Made Who også på diverse festivaler.

Live får Vinnie Whos musik for alvor liv, og med forventninger om en intens koncert, vendte jeg lørdag aften snuden mod Nørrebro og Stengade 30 for endnu en gang at få bekræftet hypen.
Koncerten på Stengade præsenterede et band, der nu er så sikre i samtlige numre, at der er plads til at eksperimentere. Det første, der overvældede mig fuldstændigt ved koncerten var lyden. Jeg har aldrig oplevet et så nuanceret, bredt og luftigt lydbillede på Stengade, og det klædte Vinnie Whos lyd at fremstå så krystalklart. Disco er en festgenre, og Vinnie Who skabte med sine catchy melodier og flotte arrangementer soundtracket for den perfekte fest.

På Start! Festival, der løber af stablen 4-6. juni, har Vinnie Who fået tildelt spilletid kl 22:15, og det er uden tvivl det bedste tidspunkt for bandet, som forhåbentlig kommer ud til et bredere publikum her. Også koncerten på Roskilde giver forhåbentlig en stor mængde omtale til bandet, der på trods af titler som Soundvenue Selected, Ugens Band på Bandbase.dk og utallige koncerter, endnu ikke har opnået sit fortjente gennembrud. 
Og ligepræcis menneskerne var det eneste, der manglede før stemningen og totaloplevelsen var helt i top på Stengade. Som Niels Bagge udtrykte det til BandBase, da de spurgte, hvad man kunne forvente af Vinnie Who live: “Man kan forvente at se unge drenge, som sveder og vrikker med hofterne.” Det lever Vinnie Who 100 % op til, men det ville være givende for liveoplevelsen, hvis publikum var opsatte på samme fest som bandet er.

Vinnie Who – The Fall
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/the-fall.mp3]

Vinnie Who – Feeling Gloom
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/rise-with-you.mp3]

Myspace

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Årtiets vigtigste plader – ifølge Regnskys bloggere

Regnsky kårer år10ets vigtigste albums – grafik af Magnus Søholt.

Vi er nu 99,92 pct. igennem dette årti, og med tre dage tilbage af 2019 er det tid for Regnskys bloggerkorps at gøre boet op og reflektere over de albummer, der har skabt de største og mest vedvarende indtryk på skribenterne.

I løbet af dette årti har lytternes forbrugsmønstre og kunstnernes distributionsmuligheder ændret sig radikalt, men set fra vores egen lille andedam har vi stadig en stor kærlighed for albummet som et kunstværk. Det er albummet, der kan rumme hele fortællinger om liv og kan ændre lytterens eget, og det kan vi hurtigt garantere, at de nedenstående albums har gjort.

Reglen har været simpel: Hver af Regnskys otte skribenter har haft til opgave at nævne 10 albums, som vi særligt vil huske 2010’erne for. Blot 11 albums blev nævnt mere end én gang, og dermed er der i alt blevet plads til 69 værker på denne liste. I bunden kan du læse, hvordan skribenterne har stemt – i en rangeret rækkefølge – men først og fremmest håber vi, at du vil tage med os på denne rejse igennem det seneste årti af uforglemmelige udgivelser.

Til alle læsere vil vi gerne sige tak for dette årti og i særdeleshed udtrykke en stor tak for jeres tid. Vi glæder os til et nyt årti.

“After The Rain står som et mesterværk i inderlighed og ægthed, der skinner igennem i Benjamin Francis Leftwich’ billedskabende lyrik og knitrende organiske lydunivers.”

Anderson .Paak – ‘Malibu’

Arcade Fire – ‘The Suburbs’

Agnes Obel – ‘Philharmonics’

Denne plade er ikke bare som at blive pakket ind i et blødt og smukt drømmelinned af melankolske og afdæmpede melodier. Den er også beviset på en ualmindelig lovende debut fra den Berlin-bosatte danske sangerinde, sangskriver og pianist. Siden Philharmonics har Obel udgivet Aventine (2013) og Citizen of Glass (2016), der begge er stærke plader, men som ikke har den samme tryllebindende magi som Philharmonic. Pladen trækker både tråde til folk og jazz men mest af alt til den klassiske musikscene. Philharmonics er da også betegnelsen for et stort klassisk orkester, og det forekommer ikke tilfældigt, at Agnes Obel er inspireret af store komponister som Claude Debussy, Maurice Ravel og Erik Satie samt sangskrivere som Joni Mitchell og PJ Harvey. På pladen optræder lidt cello, lidt slagtøj, keyboard, violin, trommer og akustisk guitar, og så er tre numre instrumentale. Men det er vokalen og klaveret, der er toneangivende, og som gør Agnes Obel til en af vor tids største sangskatte. Hun er en skrøbelig og sjælden fugl, og jeg flyver konsekvent og tidsløst med i tonernes forførelse, når jeg lytter til pladen. (Laura Fromm)

A$AP Rocky – ‘Live. Love. ASAP’

Banks – ‘Goddess’

Beach House – ‘Teen Dream’

Benjamin Francis Leftwich – ‘After The Rain’

Betydningen af dette album kan næsten ikke overvurderes. For Benjamin Francis Leftwich er After The Rain hans måde at bearbejde tabet af sin far, mens albummet for mig trækker direkte tråde tilbage til en af mine nærmeste veninder, der bearbejdede en alvorlig sygdom med hjælp fra Leftwichs nærmest meditative lydkollage. Denne personlige tilknytning – og det faktum, at jeg har interviewet Ben Leftwich om albummet – har med garanti forstærket min kærlighed til singer-songwriterens musik, men for mig står After The Rain som et mesterværk i inderlighed og ægthed, der skinner igennem i hans billedskabende lyrik og knitrende organiske lydunivers. (Peter Pishai Storgaard)

Bisse – ‘19.6.87’

Blood Orange – ‘Freetown Sound’

Dev Hynes er i mine øjne en af 10’ernes allerstørste komponister, og både Cupid Deluxe og Negro Swan kunne sagtens have fundet vej til listen. Når det så alligevel er Freetown Sound, jeg vælger at fremhæve, er det bestemt ikke tilfældigt. Albummet er åbenlyst en kreativ, musikalsk perle, men det er samtidig et stærkt politisk og personligt manifest. Freetown Sound udkom i slipstrømmen på Black Lives Matter og behandler på den ene side den systematiske undertrykkelse af sorte i USA, men albummet handler lige så meget om Dev Hynes’ eget forsøg på at passe ind – om ikke at være sort nok, om at være usikker, ikke at passe ind og om at finde sin identitet. På den måde formår Blood Orange at almengøre en tragisk fortælling om en bestemt befolkningsgruppe, så den bliver relevant for os alle, og dét rammer sgu lige i hjertekulen. (Peter Pishai Storgaard)

Der er dømt koldkrigs-æstetik på Boards of Canads ‘Tomorrow’s Harvest’, der italesætter klimaforandringer, masseovervågning, globale epidemier og forsvindende naturressourcer.

Boards of Canada – ‘Tomorrow’s Harvest’

Med udgivelsen af Tomorrow’s Harvest brød Boards of Canada otte års tavshed siden det lunefulde album The Campfire Headphase fra 2005. Jeg havde først koblet mig på brødrene Michael Sandison og Marcus Eoins projekt imellem de to udgivelser, så da Tomorrow’s Harvest udkom i 2013, var det samtidig første gang, jeg i realtid kunne følge Boards of Canadas æteriske lyd anmode om landingstilladelse. Jeg husker stadig i levende billeder, hvordan albummet fik sin verdenspremiere direkte på YouTube, og det var på sin vis berusende at opleve, hvordan hele verden kunne følge med unisont, som var det en månelanding, der fandt sted.

Det, lytterne blev mødt med på Tomorrow’s Harvest, lå dog milevidt fra de stoiske og magelige toner fra forgængeren. I stedet er det klimaforandringer, masseovervågning, globale epidemier og forsvindende naturressourcer, der fylder på albummet. Tomorrow’s Harvests horisontale komposition og alvorsfulde koldkrigs-æstetik er mesterligt bygget op som en palindrom, der knækker på Collapse. I bytte for fortidens eksperimenterende lyd leverer Boards of Canada højdramatiske og episke produktioner, der nærmest rejser spørgsmålet, hvad det er for en planet, vi mennesker efterlader os, med alle de handlinger, vi har påført den. Jeg vil spare jer for yderligere fortolkningsmuligheder, da der findes tusindvis af forskellige betragtninger til denne plade, men en ting er sikkert: Man kan ikke undgå at reflektere, når man lytter til Tomorrow’s Harvest. (Morten Bruhn)

Bon Iver – ‘Bon Iver’

Bon Iver er broen over kløften mellem Justin Vernons akustiske debut og den elektroniske vej, han siden er gået nedad. Og blandingen fungerer så godt. Vokalen er produceret i en form for audio-lagkage, hvor sangen harmonerer med sig selv og giver et spøjst og smukt ekko. Jeg har sovet utallige middagslurer til albummet, men det betyder bestemt ikke, at der er kedeligt. Snarere giver det mig en indre ro og tryghed som få andre plader. Min yndlingssang er Beth/Rest, som måske er en smule kitsch, men den et perfekt eksempel på den helt særlige energi, Bon Iver har, når det hele topper. (Nikolaj Boesby Skou)

Calvin Harris – ‘Funk Wav Bounces Vol. 1’

Hvis der var et VM i pop, ville den skotske stjerneproducer Calvin Harris være blandt favoritterne til at hive trofæet hjem til højlandet (eller hans LA-mansion). Alle sangene slapper så hårdt, og det er den vildeste samling af de mest aktuelle kunstnere i 10’erne. Specielt samarbejdet med Young Thug, Pharrell og Ariana Grande på Heatstroke vil altid stå i min bog som et af de bedste sommernumre. Generelt er det bare en lækker plade, der lyder af sommer, og hvem elsker ikke det? Med Harris i ørene er det i hvert fald ikke svært at drømme sig til et solskinscruise i en sprød cabriolet. (Nikolaj Boesby Skou)

Car Seat Headrest – ‘Teens of Denial’

Jeg har egentlig ikke tænkt mig at skrive voldsomt langt om 26-årige Will Toledo og Car Seat Headrest – de første sange er optaget på bagsædet af den dengang 17-årige Will Toledos forældres bil, deraf navnet. Bandet har udgivet hele 11 album i det forgangne årti, og i virkeligheden burde det nok være den samlede pakke, der figurerede her på listen. Det store gennembrud kom dog med Teens of Denial i 2016, og det er derfor, jeg har valgt at lave mit nedslag der. Albummet er DIY-soveværelsesrock, når det er bedst. End of story. Lyt til det! (Peter Pishai Storgaard)

Caribou – ‘Swim’

Dette årti var kun fire måneder gammel, før Caribou med albummet Swim både satte tonen for en ny bølge af elektronisk musik og samtidig erobrerede hidtil usete territorier for sig selv som producer. Dan Snaith havde tre år tidligere udgivet det lige dele poppede og psykedeliske Andorra til stor succes, men med Swim går Caribou dybere ind i sit elektroniske ringhjørne, hvor solbeskinnede beats agerer bagvæg for et mix af detaljerigdom og emotive fortællinger om forhold. Swim byder på hele to af årtiets bedste numre i Odessa og Sun, der er lettilgængelige hits med en klar ode til klubmusikkens forhistorie, men Caribou viser også, hvad der er muligt, når man bringer en avantgardistisk tilgang ind i fire-til-gulvet-lyden og krydrer den med 1960’er-psykedeliske elementer.

Apropos Odessa og Sun: Dan Snaith er kraftedeme så fræk at placere dem som de to første på Swim. Det er big dick energy – otte år før vi overhovedet skulle lære meningen bag vendingen. Med imposante numre som Odessa og Sun afviklet på 11 minutter er det naturligt at frygte, at Swim før eller siden vil snuble over det tempo, albummet dikterer for sig selv, men Caribou veksler på imponerende vis mellem menneskelig minimaltechno – på numre som Bowls og Hannibal – og højdramatiske ro-uro-ro-uro-kompositioner som Leave House og i særdeleshed lukkenummeret Jamelia. (Morten Bruhn)

Caroline Polachek – ‘Pang’

Jeg elskede Chairlift i gymnasiet, og derfor var det med en vis ærefrygt, at jeg kastede mig over forsanger Caroline Polacheks første album i eget navn. Men sjældent har en frygt været så ubegrundet. I en verden af kvindelige popsangere, der enten ofte er norske Sigrid-kloner, svenske Robyn-kloner eller amerikanske megabrands, fremstår Polachek som et frisk pust. Pang er et avantgardepop-værk med mainstreamappel, der på en og samme tid udfordrer den popvante lytter uden at give afkald på poppens altafgørende sing-along-ness. Som på titelnummeret, hvor Polachek med et ujævnt (i allerbedste forstand) omkvæd bryder den pæne popfacade. Eller på Hit Me Where It Hurts, der ligeledes luller lytteren ind i et trygt popunivers i de første 20 sekunder. Det er forfriskende, velsmagende og gennemført lækkert. Så lækkert, at et album med bare to måneder på bagen har sneget sig ind på både min og Lines lister over de bedste album fra 10’erne. (Peter Pishai Storgaard)

Charli XCX – ‘POP2’

Jeg er kæmpe fan af Charli XCX, og jeg elsker, hvordan hendes mærkelige og skæve popunivers hele tiden udfordrer mig som lytter. Kan jeg lide det, eller kan jeg egentlig ikke? Det tænker jeg ofte, de første gange jeg lytter til Charlis udgivelser, men jeg overgiver mig altid og ender med at skam-lytte det, til jeg kan synge med på hvert ord. Charli har haft en del udgivelser i løbet af dette årti, men stærkest for mig står POP2, der som en form for minialbum med ti tracks udforsker og presser popmusikken til sit yderste. Særligt nummeret Porsche, med en feature af MØ, og Track 10 (der sidenhen er genudgivet i mainstream-versionen Blame It On Your Love) er øverst på min liste. Jeg elsker de mekaniske lyde, de mærkelige beats, Charlis skærende og overproducerede vokal, der sammen med hendes geniale sangskrivning skaber en lyd, som jeg ikke kan mindes at have hørt hos nogle andre artister før. (Line Mortensen)

Courtney Barnett – ‘Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit’

Kan en plade være en af årtiets bedste bare på sin titel? Jeg elsker Courtney Bartnetts evne til at beskrive hverdagssituationer med en tyk ironisk distance og en umiskendelig australsk ‘I don’t give a fuck’-attitude. Om det er drømmen om at være elevatorkonduktør på Elevator Operator, årtiets bedste linje i den selvkritiske Pedestrian at Best (“Give me all your money and I’ll make some origami, honey”) eller hendes alt for ærlige take på forstadslivet i Depreston. Sjældent har en titel på et album været så rammende som på Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit, og det er stadig en go-to for mig i mine mere eftertænksomme øjeblikke. Eller når jeg bare har lyst til at sidde og lytte til noget god musik. (Peter Pishai Storgaard)

Drake – ‘Take Care’

Det er svært at se tilbage på 10’erne uden at tænke på Drake. Han er verdens største popstjerne, og man kan ikke åbne Spotify uden at se hans smilende ansigt. Ingen forstår markedsføring og hit-snedkeri bedre, end han gør. Alt hvad han rører, bliver til guld (som han heller ikke er bleg for at minde folk om), og det er virkelig svært at hate på ham, fordi han er så pumpet med selvironi – senest vist ved Tyler, the creators festival, hvor han blev buhet af scenen, og med det samme proklamerede, at han ville spille der de næste 10 år. Men den succesrige rapper har altså et par seriøse verdensklasse albums på samvittigheden. Take Care er en tour de force gennem alt, hvad Drake kan. Der er de mest hjerte/smerte-teenagesange som Marvin’s Room, og der er kæmpe slagsange, skræddersyet til klubben som The Motto. Take Care er super alsidigt, og jeg vil vædde på, at der er en sang der falder i din smag – guilty pleasure eller ej! (Nikolaj Boesby Skou)

El-P – ‘Cancer 4 Cure’

FKA Twigs – ‘LP1’

Flume – ‘Skin’

Frank Ocean – ‘Blonde’

Jeg var så heldig, at hr. Ocean udgav mit absolut yndlingsalbum nogensinde i 10’erne, så hvis denne liste var rangeret, ville der ikke være nogen tvivl om min førsteplads. Nå, men, hvorfor er Blonde så god? Jeg vil prøve at forklare det på et par forskellige måder. For det første føles albummet lidt som at se en film, fordi lydsiden er meget filmisk. Der er både store strygere og korarrangementer som på Self Control, men også helt små novelle-agtige fortællinger som på Facebook Story.Blonde viser Frank Ocean, at han er kongen af at fortælle historier og ramme følelser med så få ord som muligt. Tag Close to You, hvor han har den rammende linje “To you, it was just another late night out” – Av! Jeg vil tro, jeg har hørt Blonde omkring 80-100 gange efterhånden, og hver gang opdager jeg en ny lille krølle. Det er kort sagt et evighedsprojekt at lære albummet at kende. Det er det også, fordi Ocean inviterer lytteren ind i værket. Det lægger op til, at man læser ens egne oplevelser ind i teksterne og på en måde starter en samtale om ens eget liv, så det fungerer som ens psykolog . Og sidst men ikke mindst lyder det bare suverænt godt. Frank Ocean havde allerede vist, at han mestrer det fuldendte popværk på Channel Orange, og jeg tror, at det frisatte ham til at gøre lige præcis, hvad han ville på Blonde. Han havde vist, at han synger som en engel, så det tillod ham at udforske, hvordan stemmen kan bruges som instrument. Blonde er også kendetegnet ved ikke at have ét bestemt nummer, der er det største hit. Det er en flydende oplevelse, som jeg under alle at have. Det er i mine ører verdens bedste album. (Nikolaj Boesby Skou)

Frank Ocean – ‘Channel Orange’

Freddie Gibbs & Madlib – ‘Bandana’

Freddie Gibbs & Madlib – ‘Piñata’

Frightened Rabbit – ‘Pedestrian Verse’

Her er tale om et album, som desværre er kommet alt, alt for tæt på virkeligheden. Den 10. maj 2018 blev forsanger Scott Hutchinson fundet død efter at være forsvundet dagen forinden. Det er svært ikke at lytte til numre på Pedestrian Verse som Dead Now eller The Woodpile og tænke, at nogen burde have kunnet redde Scott. Men ser man på reaktionerne fra fans ovenpå nyheden, er det uomtvisteligt sandt, at Scotts musik har været med til at få mange andre gennem svære situationer i livet. Frightened Rabbit er mit ultimative yndlingsband, og det er netop Scotts evne til at formidle og forholde sig til svære og tunge emner på en så smuk og inderlig måde, der har fanget mig siden Sing the Greys i 2006. Meget stor kunst er gennem tiden blevet fremdyrket af smerte, og der er Pedestrian Verse ingen undtagelse. Det er ikke bandets bedste album, men jeg har alligevel skamlyttet det i en sådan grad, at det for mig er uundgåeligt, når jeg ser tilbage på 10’erne. Hvil i fred, hvor end du er, kære Scott. (Peter Pishai Storgaard)

Eva kalder ‘Plowing In The Fields of Love’ for “et intenst personligt og alvorfuldt hovedværk, der rystede mig, rugede i mig og rustede min egen dannelse af vilje, mod og autoritet.”

Girls – ‘Father, Son, Holy Ghost’

Goss – ‘Homeland Security’

Gorillaz – ‘Plastic Beach’

Grimes – ‘Art Angels’

Jeg elsker Claire Boucher. (Peter Pishai Storgaard)

H.E.R. – ‘I Used To Know Her’

Iceage – ‘Plowing Into The Field of Love’

Iceages tredje albumudgivelse i dette årti besidder kunstens eksklusive og ypperlige evne til at være en livsprisme til det andet, det mere, det forandrende.

Plowing Into the Field of Love er – foruden Iceage’ foreløbige hovedværk – deres ’coming of age’-album. Med albummet omdanner børnepunkbandet rastløs, retningsløs energi til desperat drift søgende efter en mening med (voksen)livet, efter et mål i det, eller som bandets altoverskyggende midtpunkt, Elias Bender Rønnenfelt, betegner det på Forever: ‘The other’. Vældig identifikationsfremmende for mig, særligt ved udgivelsen.

Der er så vældigt meget at beundre Iceage for; den uomtvistelige vilje, det distanceblændende mod og den bydende autoritet. Tre karaktertræk, som giver bandet evnen til at træde fra deres egen skygge ind i andre forbilleders referencer og endelig ud i deres eget, selvdefinerede musikalske univers – et univers, som både kan rumme den månesyge serenade Pissing Against The Moon, den drilsk forførende The Lord’s Favourite og den utidige afstikker Let It Vanish – og som tilmed samles i én stemme af trombone, marchtrommer og akustisk guitar på det blændende, afsluttende titelnummer.

Med Plowing Into the Field of Love og koncerter fra turneerne omkring udgivelsen stod Iceage for et intenst personligt og alvorfuldt hovedværk, der rystede mig, rugede i mig og rustede min egen dannelse af vilje, mod og autoritet. (Eva Laksø)

IDER – ‘Emotional Education’

Det var først tidligere i år, at jeg stiftede bekendtskab med den britiske duo IDER, men siden da har jeg lyttet til deres debutalbum, Emotional Education, på daglig basis. De to sangerinders måde at skrive sange på og væve deres stemmer ind og ud af hinanden lyder så utrolig smukt. Jeg får ondt i hjertet af deres længselsfulde ’jeg er ved at blive voksen, hjælp, hvad gør jeg nu’-tekster, og særligt Mirror, Slide og Saddest Generation flyder jævnligt ud af højtalerne derhjemme. Jeg glæder mig kun til at høre endnu mere fra duoen i fremtiden. (Line Mortensen)

James Blake – ‘James Blake’

James Holden – ‘The Inheritors’

Jamie xx – ‘In Colour’

Jamie XX er mesteren i en selvmodsigende disciplin; melankolsk festmusik. In Colour er britens gave til alle os, der kender følelsen af at være ensom, mens man er presset op ad svende kroppe på et tætpakket dansegulv. Her føler man sig forstået og accepteret. Her kan man danse til den lyse morgen uden venner omkring en, for når Jamie XX er DJ, er det kun musikken der tæller. Albummet er helstøbt og gennemført, og er desuden perfekt til at høre i en bil på motorvejen i skumringen, hvor de sidste rådyr er på vej hjem i vejkanten. (Nikolaj Boesby Skou)

Janelle Monáe – ‘Dirty Computer’

Jeg kunne for den sags skyld have fundet plads til samtlige af Monáes album fra dette årti på denne liste, men jeg har holdt mig tilbage og kun givet plads til mit favoritalbum fra den nu 34-årige altmuligkvinde. Dirty Computer er for mig et skridt op ad rangstigen fra Janelle Monáes tidligere udgivelser som The ArchAndroid og The Electric Lady, da albummet fremstår mere modigt og sammenstøbt end de tidligere. Monáe har aldrig været bange for at udfordre sine lyttere, både med aktuelle og politiske tekster samt musikalske spring fra genre til genre. Dirty Computer indeholder stadig disse ting, men for mig på et nyt niveau. Monáe er mere eksplicit i sin sangskrivning, og tunge temaer som racisme, diskrimination, sexisme og meget andet bliver pakket ind i funky og letfordøjelige produktioner, så man næsten ikke ænser sangerindens dagsorden. Hele konceptet på Dirty Computer, hvor Monáe udstiller sig selv som en slags ødelagt cyborg, der er programmeret forkert, fordi hun ikke ønsker at underkaste sig samfundets normer, er for mig super stærkt og kunstnerisk genialt. (Line Mortensen)

Kanye West – ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’

Om 50 år, når jeg skal fortælle mine børnebørn om geniet Kanye West, vil jeg formentlig tage dette album ned fra den virtuelle hylde for at vise den excentriske, megalomane og vanvittige multikunstner fra sit allerbedste. Det er hans ’Sgt. Peppers’ og er kronjuvelen i hans velbesatte krone. My Beautiful Dark Twisted Fantasy er det ultimative kreative output fra vor tids måske største musiker. Han er perfektionist i ordets sandesete forstand, og albummet er pompøst og barokt, pyntet med små musikalske krummelurer og detaljer overalt. Jeg bliver aldrig træt af Elton Johns klaverstykke på All of the Lights eller Nicki Minaj’ legendariske vers på Monster. Kanye er måske mere i rollen som instruktør eller dirigent end solostjerne, men det er i virkeligheden også i denne rolle, han excellerer. Han smutter ind og ud ad rampelyset, men har sit aftryk på det hele og gør det til sit magnum opus. (Nikolaj Boesby Skou)

Lordes ‘Melodrama’ fra 2017 udpeges både af Peter og Line som et af årtiets bedste albums.

Kaytranada – ‘99.9 %’

Kendrick Lamar – ‘Good Kid, M.A.A.D City’

Kendricks gennembrudsalbum er en fuldendt fortælling om livet i Los Angeles-bydelen Compton, der foruden at være en gribende historie lige så vel kunne være en ‘greatest hits’-plade. Der er en rød tråd gennem hele albummet, samtidigt med at det er fyldt til bristepunktet med giga-bangers som m.A.A.d city eller Money Trees. Jeg vil lægge hovedet på blokken og sige, at det er det bedste hiphop-album fra 10’erne, fordi det perfekt balancerer energi og eftertænksomhed. (Nikolaj Boesby Skou)

Lana Del Rey – ‘Born To Die’

Jeg har haft en indre debat om, hvorvidt jeg skulle placere Lana Del Reys debutalbum, Born To Die, på denne liste, eller om det skulle erstattes med dette års geniale udgivelse Norman Fucking Rockwell!. Men debutalbummet fra 2012 vandt kampen. Da Born To Die udkom, var jeg forvirret. Jeg forstod slet ikke, hvad det var, heller ikke med førstesinglen Video Games. Var det et soundtrack til en film, jeg ikke havde hørt om? Var det en gammel sang, som var blevet populær igen? Det lød ikke som det andet, der var på hitlisterne. Hvem var Lana Del Rey? Først troede jeg, hun var en karakter ala Lady Gaga i starten. Men da det endelig gik op for mig, at det var en sangerinde, der turde lave noget helt andet, end hvad alle andre gjorde, var jeg solgt. Lana Del Rey leverer  sublim sangskrivning og et lydunivers, der er så specielt og personligt, at det på en gang føles som noget gammelt, man genopdager, og på samme tid føles som noget helt nyt, man aldrig har hørt før. Lana Del Rey har siden Born To Die haft stor indflydelse på min opfattelse af, hvad popmusik er og kan være. (Line Mortensen)

LCD Soundsystem – ‘This Is Happening’

Nogle gange er det ikke muligt at tage et værk ud af en kunstners diskografi og vurdere det isoleret. Nogle gange bliver et værk afhængigt af andre omstændigheder. Sådan er det for mig med This Is Happening. Da LCD Soundsystem udgav albummet i 2010, udlevede James Murphy sin vision om at slutte bandet med et brag. På toppen. Med en gribende skildring af, hvordan ungdommen i almindelighed og selvkontrollen i særdeleshed undslipper ham. Fremturet som bandets selvvalgte og nøje tilrettelagte punktum, efterfølgende kronet med den endegyldige farvelkoncert på Madison Square Garden.

Hvis der var én ting, James Murphy aldrig udgød, var det selvbedrag, men albummet fik netop en bismag af dette, da LCD Soundsystem i 2015 – stik imod alt vi var blevet lovet – blev genoplivet. Den betingelse, at min oprindelige fascination for This Is Happening skulle leve videre i tiden efter gendannelsen af James Murphys band, kom med tiden til at afhænge af, at post-breakup-udgaven af LCD Soundsystem og albumopfølgeren American Dream fra 2017 ville fortsætte bandets musikalske retning og James Murphys ærgerrighed. Dette lykkedes til fulde, og sådan fik et album fra 2017 pludselig fremstillet et på det tidspunkt syv år gammelt værk i det bedst mulige lys. Fortællingen på This Is Happening var ikke forgæves, og numre som Dance Yrself CleanAll I Want og Home vil leve forevigt. (Morten Bruhn)

Lorde – ‘Melodrama’

Allerede da Green Light udkom som første single, var jeg solgt, og jeg vidste, at det her album ville blive noget helt specielt. Jeg var vild med Lordes første album, Pure Heroine fra 2013, men jeg blev aldrig die hard fan. Dette skulle dog ændre sig med Melodrama, der for mig personligt fremstår som det perfekte album og derfor tager prisen for mit årtiets album. Det er et album, jeg nærmest har hørt i stykker, hvis det kan lade sig gøre, og jeg vender jævnligt tilbage til det, selvom det snart har tre år på bagen. Der er ikke ét nummer, som jeg ikke kan lide fra start til slut, og det er næsten umuligt for mig at vælge nogle numre ud, men jeg vil dog fremhæve Sober og Supercut, der holder en speciel plads i mit fan-girl-hjerte. Hele albummet er fyldt til randen af hjertesorger, længsel og ungdom, og det går lige i hjertet. Det er en følelsesmæssig rutschebanetur for mig at lytte til Melodrama, og hver eneste gang står jeg tilbage og er lige så imponeret over samspillet mellem Lordes lyrik, melodier og produktionerne, som første gang jeg hørte Melodrama. (Line Mortensen)

Mac DeMarco – ‘Salad Days’

The Minds of 99 – ‘Solkongen’

Mitski – ‘Be The Cowboy’

Moderat – ‘II’

Krydsningen mellem sanger/producer Apparat og duoen Modeselektor når sit absolutte højdepunkt på II. Med en rød tråd bestående af tre elementer, insisterende synth, drillende trommer og rungende bas, omfavnes Sascha Rings stemme og tekster perfekt. Ja, faktisk omfavner Sascha Rings stemme sig selv, da den udover skønsang også bliver brugt som regulært instrument sammen med drømmende strygere. Det skaber en lyd, der er så storslået og tør så meget, at det bliver til noget, der bedst kan beskrives som lyden af livet selv. Og det er ikke så tilfældigt, da det også er det, som tekstuniverset handler om. Tog du de rigtigte beslutninger, og turde du leve livet, når du ligger og ser tilbage på det hele? Det spørger II dig om. Moderat turde i hvert fald – og lykkedes med – at skabe en plade, der er så stemningsfuld og følelsesladet, at den kan få alle dine følelser frem, så længe de er dybe nok. Og med en opbygning af numre, der kun kan skabes af genier, rammer II dig de helt rigtige steder og på de helt rigtige tidspunkter, så du får små mentale orgasmer på hvert enkelt nummer, uanset om det er de langsomt opbyggende som Let In The Light og Last Time eller en banger som Bad Kingdom. (Mathias Gavnholt)

Moses Sumney – ‘Aromanticism’

The National – ‘High Violet’

Nick Cave & The Bad Seeds – ‘Push The Sky Away’

“And we breathe it in”. Sådan indleder mørkets mester sit femtende studiealbum på nummeret We No Who U R i en tone, hvor hjerte rimer på smerte. Det er en kliché at skrive den sætning (især hvis man hedder Anders Bøtter og arbejder på P6 Beat), men jeg er af den overbevisning, at livet er bygget på klicheer, og i den forstand kan man ikke komme uden om, at Nick Cave er en mand, der om nogen har prøvet kræfter med livets både lyse og mørke sider. Push The Sky Away er en plade, der har været værd at vente på. Da den udkom i 2013, var det australiernes første udspil i fem år. Bandet havde på daværende tidspunk eksisteret i omkring 30 år og var mest kendt for sine aggressive og rockede murder ballads. Her stod ‘Push The Sky Away’ i dirrende kontrast med sin underspillede ynde, dybde og konstant nagende forurolighed. Nick Cave skiftede simpelthen farve med udgivelsen, men glemte ikke den rå, følsomme og perverse poesi, som man kender den fra eksempelvis ‘The Boatman’s Call’. På Jubilee Street tager Cave eksempelvis lytteren med på luder-besøg med en opbyggelig repetitiv guitarrundgang, der minder om Velvet Underground, talesang og skærende celloer, der vokser og tilspidser i et helstøbt klimaks. Nummeret Higgs Boson Blues tager prisen som min favorit og er blandt de numre, jeg har lyttet mest til, ikke blot i 2013, men i hele årtiet. Den latente guitarrytme skaber en rolig ramme for den selvdestruktion, man fornemmer gennem teksten, der let kunne gå for en god road movie, hvor Nick Cave møder alt fra Robert Johnson, Hannah Montana til selveste djævlen i et eskapistisk drama: “Can’t remember anything at all. But I’m driving my car down to Geneva”. Pladsen afrundes på smuk og afmålt vis med titelnummeret Push the Sky Away, og du kan ikke andet end at “breathe it in”! (Laura Fromm)

Perfume Genius – ‘No Shape’

No Shape er på mange måder alt, alt for meget. Det er storladent, det er overgearet, det er kærlighed i 1000. potens, og det er simpelthen bare vanvittigt fedt. Mike Hadreas’ selvtillid og kompromisløse vilje til bare at være sig selv er inspirerende, og selvom Slip Away kan tolkes tragisk i sit forsøg på at undslippe sin egen krop, men for Hadreas handler det mere om at få lov til at være sig selv på sine egne betingelser – ikke på trods af konservative forventninger om det modsatte. Ligesom Blood Orange løfter Perfume Genius sig op over ‘bare’ at være en musiker – budskabet skinner igennem, og det er vanvittigt inspirerende. At Weyes Blood er featured på nummeret ‘Sides’ er ren og skær bonus. (Peter Pishai Storgaard)

PJ Harvey – ‘Let England Shake’

Pantha Du Prince – ‘Black Noise’

Radiohead – ‘A Moon Shaped Pool’

“Milosh har sammen med danske Robin Hannibal formået at skabe et af de smukkeste albums, jeg har hørt,” skriver Mathias om Rhyes ‘Woman’.

Rhye – ‘Woman’

Alle de beskrivelser, jeg nogensinde har hørt af drømmekvinden, har altid taget udgangspunkt i det samme. Hun skal have nogle bestemte egenskaber, værdier, se ud på en specifik måde, og så videre. For mig er der kun en ting, der er vigtigt. Jeg skal have det med hende, som Mike Milosh har det med den kvinde, han synger om på Woman, for aldrig nogensinde har jeg været så overbevist om, at en kærlighedserklæring i et stykke kunst er ægte, som Milosh’ er om den kvinde, der bliver sunget om igen og igen på Woman. At han ikke får kvinden, er heller ikke til at være i tvivl om. Til gengæld har Milosh sammen med danske Robin Hannibal formået at skabe et af de smukkeste albums, jeg har hørt. Den dybfølte og hudløst ærlig blanding af længsel, håb og begær kommer så hjerteskærende direkte til udtryk, at man samtidig håber og frygter at få følelsen af at være så forelsket, som Milosh er det på Woman. Og det er bestemt ikke kun teksten og den gudesmukke sangs skyld, for den simple klaver- og strygerbårne instrumentalside er afslappende, virkelighedsskabende og malerisk på en måde, der både skaber en symbiose mellem musik, sang og tekst, men også formår at være så tidsløs, at Woman lige så godt kunne være fra o0’erne eller 20’erne. (Mathias Gavnholt)

Richard Russell – ‘Everything Is Recorded’

Skee Mask – ‘Compro’

Skepta – ‘Konnichiwa’

Slowdive – ‘Slowdive’

Solange – ‘A Seat at the Table’

Sjældent har musik været så yndefuldt, hjerteskærende og kraftfuldt på same tid. Med A Seat at the Table trådte Solange for alvor ud af sin søsters koloenorme skygge med et sandt kunstnerisk mesterværk. Det er næsten uhyggeligt, hvor godt det her album er, og hvor godt det hænger sammen. Når jeg ser Lionel Messi spille fodbold, og han tryller med bolden, får jeg lyst til at smutte ned til det nærmeste mål og sparke på kassen. Når Solange folder sig løs, får jeg lyst til at finde et klaver og øve mig på at synge. Jeg synes, der er forskel på kunst, der får en til at føle, og kunst, der giver en lyst til at handle. A Seat at the Table giver mig begge ting i overflod. (Nikolaj Boesby Skou)

St. Vincent – ‘Masseducation’

Sufjan Stevens’ ‘Carrie & Lowell’ rummer luminøse tekster og minutiøs sangskrivning.

Sufjan Stevens – ‘Carrie & Lowell’

Sufjan Stevens indledte årtiet med udgivelsen af albummet The Age of Adz; et ambitiøst gadekryds af sangskriverens idiosynkratiske selviagttagende tematik, eksperimenterende programmeringer, en meget kropslig rytmik og autotunede vokaler. Resultatet var et mesterværk og blandt meget andet et opgør med den sentimentale og orkestrale side af Sufjan Stevens, som i løbet af 00’erne gav ham både dedikerede fans men også en del skepsis.

Fem år senere skulle Sufjan Stevens så overgå sig selv med efterfølgeren Carrie & Lowell, der musikalsk ikke bare er sangskriverens mest specificerende værk hidtil, men også det stærkeste. Albummets titulære hovedperson er uden tvivl Sufjan Stevens’ mor, Carrie, der fylder det meste af tekstuniverset; fra hendes beslutning om at forlade familien, mens Sufjan stadig er ganske ung, til hun genforener sig med sine børn flere år senere, og til hun dør. Men bag facaden gemmer sig historier om at forsvinde, om ønsket om selv at forsvinde og om ånder og spøgelser. Både de spirituelle genfærd af dem, man har mistet, men også genfærd af dem, man selv engang var. Og ånderne kan høres på halen af hvert eneste af albummets 11 fremragende numre, når de med et sidste rumklang-spækket svirp panorerer ud i en sagte hvisken.

Carrie & Lowell besidder en komposition og en styrke, der gør, at jeg aldrig har lykkedes med at smide albummet fra mig halvvejs igennem en lytter. Og så er det fuldstændig urimeligt at pege på et af albummets individuelle numre, der skiller sig mere ud end resten. Sufjan Stevens skriver ud fra sin egen sorg og egne oplevelser, men albummet har en universel og relaterbar appel, der især skal tilskrives Stevens’ minutiøse sangskrivning og luminøse tekster. (Morten Bruhn)

SZA – ‘Ctrl’

Ærlighed er noget man nogle gange skal kigge langt efter i SoMe-tidsalderen, men man finder den på SZA’s fænomenale album Ctrl. Albummet handler om at finde sig til rette med alle ens mangler og fejl, og indrømme hvad man kunne have gjort bedre i forliste forhold – i sig selv ikke et banebrydende tema, men SZA har en unik hverdagsagtig tilgang til emnet. Man får lov til at komme ind i SZAs sinds dybeste afkroge samtidigt med, at hun synger så hårene rejser sig på ens arme. Jeg vil gerne fremhæve Garden (Say It Like Dat), der virkelig rammer essensen af det her album. Det er sådan her det lyder, når man møder sin kæreste på Instagram. (Nikolaj Boesby Skou)

Tame Impala – ‘Currents’

Hvad skal man næsten skrive? Currents er i min bog årtiets bedste album (sammen med Lordes Melodrama, som Line så smukt har beskrevet længere oppe). Fra den første majestætiske tone af Let It Happen mærker man, at man her har fat i noget helt særligt, der ikke slipper sit tag gennem de knap otte minutter, åbningsnummeret varer. Og i det hele taget er der ikke sat så meget som en lilletå forkert på dette – for mig – den psykedeliske rocks moderne hovedværk. Alene basgangene på Eventually og The Less I Know The Better kan befrugte samtlige køn, eliminere inkubationstiden og fremtvinge øjeblikkelige fødsler af barn Jesus. Nogen vil sikkert påstå, at Lonerism er et bedre album, men for mig er det først på Currents, at Tame Impala fremstår som et decideret band frem for Kevin Parkers soloprojekt. Væk er den konstante guitarfiksering, tilbage står et eklektisk værk, der viser bandets fulde formåen og rækkevidde – og det er med til at løfte albummet op på et hidtil uset højt niveau. (Peter Pishai Storgaard)

A Tribe Called Quest – ‘We Got It From Here… Thank You 4 Your Service’

Ukendt Kunstner – ‘Neonlys’

Vinnie Who – ‘Then I Met You’

The War On Drugs – ‘A Deeper Understanding’

The Weeknd – ‘House of Balloons’

Sammen med hiphop overtog R&B pladsen som den vigtigste og mest innovative genre i 10’erne. Det var i høj grad takket være kunstnere som The Weeknd og hans mørke, narkofyldte univers. Toronto-sangerens lyd blev toneangivende i hele verden, og House of Balloons står stadig som hovedværket i den emotionelle scorekarls diskografi. Der er samples fra store indie-kunstnere som Beach House og Cocteau Twins, og deres idéer var med til at affyre raketten The Weeknd mod stjernerne, og han har bestemt ikke set sig tilbage siden da. (Nikolaj Boesby Skou)

Sådan stemte skribenterne:

Eva Laksø:

1. Beach House – Teen Dream
2. Nick Cave – Push The Sky Away
3. The National – High Violet
4. Iceage – Plowing Into The Field of Love
5. The War on Drugs – A Deeper Understanding
6. Radiohead – A Moonshaped Pool
7. Bisse – 19.6.87
8. Pantha Du Prince – Black Noise
9. Arcade Fire – The Suburbs
10. Wild Nothing – Gemini

Laura Fromm:

1. Agnes Obel – Philharmonics
2. Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
3. Gorillaz – Plastic Beach
4. PJ Harvey – Let England Shake
5. Nick Cave – Push The Sky Away
6. Richard Russell – Everything is Recorded
7. Moses Sumney – Aromanticism
8. Radiohead – A Moon Shaped Pool
9. Mitski – Be The Cowboy
10. Vinnie Who – Then I Met You

Line Mortensen:

1. Lorde – Melodrama
2. Janelle Monáe – Dirty Computer
3. Charli XCX – POP2
4. IDER – Emotional Education
5. Caroline Polachek – Pang
6. Goss – Homeland Security
7. Banks – Goddess
8. Solange – A Seat at the Table
9. FKA Twigs – Magdalene
10. H.E.R. – I Used To Know Her

Mathias Gavnholt:

1. Moderat – II
2. Rhye – Woman
3. Tame Impala – Currents
4. James Blake – James Blake
5. Kendrick Lamar – Good kid, m.A.A.d. city
6. A Tribe Called Quest – We Got It From Here… Thank You 4 Your Service
7. Kaytranada – 99.9%
8. Anderson .Paak – Malibu
9. Frank Ocean – Channel Orange
10. El-P – Cancer 4 Cure

Morten Bruhn:

1. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
2. Caribou – Swims
3. Boards of Canada – Tomorrow’s Harvest
4. Arcade Fire – The Suburbs
5. LCD Soundsystem – This Is Happening
6. Skee Mask – Compro
7. James Holden – The Inheritors
8. Pantha Du Prince – Black Noise
9. Girls – Father, Son, Holy Ghost
10. Beach House – Teen Dream

Nikolaj Boesby Skou:

1. Frank Ocean – Blonde
2. Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
3. Kendrick Lamar – Good kid, m.A.A.d. city
4. Solange – A Seat at the Table
5. Jamie XX – In Colour
6. Drake – Take Care
7. SZA – Ctrl
8. Bon Iver – Bon Iver
9. The Weeknd – House of Balloons
10. Calvin Harris – Funk Wav Bounces Vol 1.

Peter Storgaard:

1. Lorde – Melodrama
2. Frightened Rabbit – Pedestrian Verse
3. Benjamin Francis Leftwich – After The Rain
4. Blood Orange – Freetown Sound
5. Tame Impala – Currents
6. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
7. Grimes – Art Angels
8. Caroline Polachek – Pang
9. Car Seat Headrest – Teens of Denial
10. Perfume Genius – No Shape

Rasmus Stegmann:

1. Freddie Gibbs & Madlib – Piñata
2. Slowdive – Slowdive
3. Ukendt Kunstner – Neonlys
4. St Vincent – Masseduction
5. Freddie Gibbs & Madlib – Bandana
6. Flume – Skin
7. Skepta – Konnichiwa
8. Asap Rocky – Live. Love. A$AP
9. Mac DeMarco – Salad Days
10. The Minds of 99 – Solkongen

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“SPOT-Festival er som bland-selv-slik” – De største opdagelser på 2. dagen

Paper Cranes – Foto: Daniel Freestone

Sløv er ikke det ord, jeg vil bruge til at beskrive 2. dagen på SPOT. Jeg vil nærmere sammenligne den med bland-selv-slik, hvor der er så mange godter at vælge i mellem, at man ender ud med en pose, der rækker langt og til enhver smag. Jeg endte med en sammensætning, der både bød på sikre favoritter og på nye spændende smagsvarianter: Alt i alt 11 blandede fornøjelser: Takykardia, I Think you’re Awesome, School of X, Late Verlane, Hoy La, Clara, Efterklang, Yin Yin, Paper Cranes, Elisha, ANALOGIK, en durum-falafel og en lille fugl. Her er en opsamling på de bedste: 

TAKYKARDIA – plukker plastikblomster fra mannequin-dukkehoveder, men plukker de også publikum?

Jeg startede dagen i går med at pynte mig med små fjer fra en lille fugl. Det samme havde forsangeren i Takykardia, Luna Matz, gjort – i bogstavelig forstand. Jeg ved ikke hvilken fugl hendes fjer kom fra, men det var i hvert fald ikke fra en Chardonnay … Luna gjorde sin entré på Trailerscenen med en fjerboa, en kollosal discokugle, og et hvidt 70’er-outfit. Der var tænkt over detaljerne (næsten for meget) og i håret havde hun et spænde med “TAKY” skrevet i små diamant-lignende sten. Outfittet var meget bart og stod i stor kontrast til de øvrige bandmedlemmer, der i baggrunden stod i hvide malerdragter med små planter stikkende op fra brystlommen. Scenen var pyntet med mannequinhoveder med blomster struttende op fra skallen. Luna plukkede stilkene og hoppede ned fra scenen, hvor hun som en anden MØ bevægede sig rundt mellem et desværre temmelig tamt publikum. Takykardia kalder sig selv for en trip-soul-kvartet, og der er da også noget sensuelt og forførende over Lunas stemme og bandets chill-out-vibes. Da jeg stod foran scenen, kom jeg til at tænke en anelse på den franske producer DJ Cam’s ambiente jazz og på en god blanding soul og R’n’b. Jeg undrede mig over, hvorfor bandet blev sat til at spille på en gratisscene, da jeg vil mene, at de er en af de store navne på upcoming-fronten, men det var selvfølgelig bare lækkert for folk uden armbånd. Jeg tabte desværre mit fokus en anelse til Lunas dans, der virkede lidt for føleren og Coachella-agtigt i forhold til musikken og omgivelserne, men jeg vil da klart anbefale at tjekke Takykardia ud – særligt nummeret Aeon, hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med bandet.

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – “FUCK det er vildt!” 


I Think You’re Awesome er et af de bands, jeg har glædet mig  mest til at se på SPOT, og deres koncert i Rytmisk Sal akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra var det perfekte plaster på såret efter at være blevet afvist i døren til NATLYST, der fyldte Klubscenen ud på ingen tid. Frontsanger og kontrabassist, Jens Mikkel Madsen, var første mand på Rytmisk Scene med sit store skæg, små runde briller og venlige væsen. “FUCK det er vildt! – Det er en skam, at tiden er kort! Jeg har sådan lyst til at snakke med jer.” afslørede Jens, som virkede som et stort og kærligt legebarn, der næsten var mere spændt end publikum på det, der skulle til at ske – og det med god grund. Indie-jazz-bandet fyldte nemlig 10 år, og det blev fejret med en stor og kærlig fest, som fik mig til at glemme tiden og alle de koncerter, jeg ellers havde på programmet. Koncerten bød både på den drømmende og blide banjolyd, der er ikonisk for bandet, en eminent guitarsolo, fortryllende fløjter og ømme vokaler – sidstnævnte blev næsten for ømme, og jeg blev desværre tabt en smule til både den mandlige og kvindelige vokal, der ikke helt kunne leve op til den instrumentelle standard og egentlig slet ikke var nødvendig. Som en hval der roligt pustede ind og ud, var der noget beroligende over rytmerne. Indimellem kom Jens med små udbrud som “HURRA!”, “YEEEEEAH!”, “SIIIGNE” og “ANDREEEEEAS”, mens han rystede sine briller af hovedet over en mægtig kontrabas-solo. Der var så meget indbyrdes anerkendelse, respekt og god stemning på scenen, at det var svært ikke at trække på smilebåndet. De to bands udgjorde det perfekte par og tog mig med på en lys og mørk rejse, hvor jeg på det ene tidspunkt befandt mig i en svingende dansestue i Aristocats og det næste i en scene fra Merry Christmas, Mr. Lawrence med David Sylvian og Ryuichi Sakamoto legendariske Forbidden Colours-track i baggrunden.

Late Verlane – Fredagens største opdagelse – From Sweden with love


Efter at gå tre numre inde i School Of X, der desværre havde problemer med lyden og ikke formåede at fænge efter en sublim koncertoplevelse med I Think You’re Awesome, befandt jeg mig atter i Rytmisk Sal – denne gang helt oppe foran med Søren fra Liss ved min ene side. Han var også var mødt op for at høre den svenske charmør, Viktor Persson, som er forsanger i det melodiøse pop-rock band Late Verlane. Efter bare en halv time i bandets selskab fik jeg en bedre forståelse for, hvorfor fankultur og ‘screamers’ er en ting. Og selvom jeg ikke stod og skreg, hev ud efter Viktor Perssons læderjakke eller på anden vis skabte mig hysterisk, blev jeg grebet af en stemning, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal beskrive med andet end ‘Verlanemania’. Faktisk stiftede jeg først bekendtskab med bandet i Flixbussens forbydende rum på vej til Aarhus. Late Verlane var klart den største opdagelse, og jeg forstår endnu ikke, hvorfor det catchy hit Roll Like A Dummy med 24,809 afspilninger på Spotify ikke er større, end det allerede er. Det var første gang bandet optråde i Danmark, men der var absolut ingen tegn på usikkerhed på scenen. Tværtimod. På scenen forførte Victor Persson publikum med et let smil over læben, tilbagestrøget hår og en ydmyg elegance. Lyden var ren og rå, men samtidig blød og sød. Det er svært konkret at beskrive, hvad den mindede mig om – hvilket altid er en god ting for nye kunstnere – men der var både noget Kurt Cobaine, Phil Collins og Vinnie Who over Victors vokal. Lydmæssigt er vi ude i noget Tame Impala, og så danser Victor som en ung Elvis. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forelsket på den der fjantede teenagemåde … Nåede du ikke at se de svenske charmører i går, og vil du nå at synge med på Roll Like a Dummy, kan du fange dem på Volume kl. 17.00 i dag eller på Heartland Festival i slutningen af maj. 

Efterklang – Eftertænksom eufori 


Efterklang var mindst så lige så magiske live, som jeg havde forestillet mig – Specielt efter en halv flaske Prosseco og en durum-falafel i køen til Musikhuset. Store Sal var den perfekte ramme for deres storslåede lydunivers, hvor man blidt kunne læne sig tilbage i de magelige sæder, lade boblerne stige til hovedet og tage hver en tone ind fra både nye og gamle udgivelser. Det eneste minus var, at koncerten kun varede i 45 minutter. Til gengæld spiller Efterklang i Koncerthusets Koncertsal den 6. november, hvor jeg i hvert fald caller revanche! Koncerten melder allerede om få billetter, og jeg kan kun anbefale at sikre sig et par!

YIN YIN – Nicolas Cage – is that you?


Spot beskriver det hollandske syreband således:

“Med et moderne take på 60’erne og 70’ernes thai-fink er YIN YIN syret doubleneck guitar, groovy, basgange og legende lette thai-riffs i et lydbillede, der gennem disco, funk og rock strækker sig mod trance-festen fra Syudøstasien. Strømmende gennem de to bandstiftere, Kees Berkers og Yves Lennertz er dog også både inde-rock, punk-inspiration og tung, elektronisk house.”

– og jeg må ærligt indrømme, at jeg efter at være gået fra køen til BISSE ikke blev meget klogere på, hvad jeg gik ind til i den Rå Hal – andet end underholdning. Jeg endte med følgende indtryk efter en lille halv time i selskab med YIN YIN:

“Psykedelisk lys, et gulv af tæpper, I Like The Way You Move, lyden af vikinge ritualer, up-tempo, loco dance, lidt for meget snak, vild orgel solo, The Doors, Hvem trækker først, western battle, electronic-supersonic, Nicolas Cage-lignende forsanger.”

Paper Cranes – full denim og dansable beats

Århusianske Paper Cranes var hele ventetiden værd efter de gik på scenen på Remisen 20 minutter efter planlagt tid og leverede et show, der skabte stærke associationer til Spleen United, Veto og Rangleklods. Med en lyd domineret af storslåen synth og skarpskårne beats, stod bandet stærkt og gav mig lyst til at gå i dybden med deres historik. Forsanger Jacob Reimer har en lækker og lys vokal, og så ved han, at full denim altid er en vinder! Det var klart en niche-koncert for dedikerede fans, venner eller tilfældige forbipasserende. Jeg var der på en anbefaling fra en ven og skal klart høre bandet næste gang, jeg får muligheden for det. Det bliver ud for deres optræden at dømme nok på en noget større scene næste gang.

Analogik – Balkanblæs på hjemmebane. 

Jeg har før undret mig over, om det overhovedet er muligt at fylde Rå Hal helt ud. Det kan jeg efter den sidste koncert for mit vedkommende på gårdagens program konstatere, at det er det. Analogik leverede som forventet en gennemført pakke af sømandsviser, balkanbeats og elektronisk jazz, da de fyrede op for “Hæng og hyg” konceptet i Rå Hal.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *