Kompilation af warm-up-dagene

Min musikuge skulle have startet i selskab med Wangel på Rising om søndagen. Jeg blev imidlertid lidt forsinket, da jeg på vejen hørte en velkendt stemme fra den nye Apollo-scene og lod mig drage et øjeblik af Jokeren, der surprise-gæstede de for mig hidtil ukendte Benal-drenge. Det var en bitter følelse at måtte løsrive mig fra hvad der lød som en yderst lovende og velproportioneret rapsceance.

Søndag: Wangel
Det glemte jeg dog hurtigt igen, da jeg kom ned ad trappen til East og Wangels melodiske klagesang og et allerede opstemt publikum. Det var en lettelse for mig at se den varme modtagelse, da mit første møde med Wangel var en lidt flødet fornøjelse til Zetland Live i Aarhus for et godt halvt års tid siden. Dengang gjorde trioen ikke synderligt indtryk på mig udover latter fra publikum og tåkrummeri, da en nervøs forsanger Peter Wangel snublede i nogle ledninger på scenen. Den generthed og ydmyghed, de udviste den gang, ydede dem ikke særlig stor fordel foran et stillesiddende publikum. Men denne gang havde de tydeligt smidt genertheden til stor glæde for et dansende publikum, der eksploderede til kendingshittet Eternal History. Kærligheden blev gengældt af en overvældet og stadig ydmyg Peter, der udbrød “Fuck, hvor er I fede” og “tusind, tusind, tusind, tusind tak”.  Kærlighedsfesten blev meget passende og forudsigeligt sluttet af med den stemningsfyldte ode til deres venner i Sydkorea, Seoul.

Mandag: Kwamie Liv
Kwamie Liv blev virkelig sat på arbejde mandag aften, da dårlig lyd og tekniske udfordringer komplet overdøvende det, der for mig et det absolut bærende element i hendes musik, nemlig den sælsomme, dragende vokal. Men ser man bort fra den tekniske udførelse, så formåede Kwamie alligevel at fange et i starten lettere genert og distræt publikum. Det er på sådan et tidspunkt, at der går lidt fan-girl i mig, når jeg kan se en kunstners personlige kvaliteter bære dem igennem på scenen. “C’est la vie, mon amour”,  og så bad hun ellers på klingende sødt københavnsk folk om at rykke sig tættere på scenen, så vi alle kunne danse sammen. Det udløste en epidemisk bølge helt ud til de tyndspredte yderkanter af publikummet, da der blev blæst op for Lost in the Girl – endelig skruet ned for druknende støj og op for tyngden på beats af den slags, der svømmer gennem hele rygradslængden og rodfæster sig i brystet til længe efter koncertens afslutning.

Jeg kunne rigtig godt have tænkt mig, at Kwamie havde fået lov at spille efter mørkets frembrud på Apollo Countdown. Enten det, eller den mørke, mystiske Gloria kunne have trukket den charmerende og dunkle storbymystik op på et endnu højere niveau. Men sådan skulle det ikke være, og om ikke for den lettere uelegante lyd i starten, så har jeg i den grad stadig vundet respekt for Kwamie Liv og hendes nærvær.

Tirsdag: Hey Elbow
Der var ikke lige så meget smidighed over svenske Hey Elbows (som jeg tidligere har anbefalet her) optræden på Rising som deres aerobic-inspirerede navn antyder. Alt det, som Kwamie Liv vandt på, var det, som Hey Elbow tabte på – personlighed, nærvær, kontakt. Det var en yderst minimalistisk triade, der kom, leverede og forlod scenen uden andet end et lavmeldt “thank you, ha’ det godt” til afslutning. De tre (ellers yndige) gæstende korister/perkussionister og trommeslager Liam Amner var de eneste, der engang imellem kastede et flygtigt nysgerrigt blik og et smil ud over det lidt porøse publikum. Uden ord eller øjenkontakt lykkedes det ikke de tre matchende jakker og pandehår at nå ud over scenekanten, og musikken blev forbeholdt dem selv og de få blandt publikum, der var fulde nok til at være ligeglade med leverancen.

For mig var højdpunktet, da forsangerinde Julia Ringdahl begyndte at eksperimentere med violinbue på elguitar samt på de numre, hvor de blev bakket op af korsang, perkussion og blæs, og musikken nærmede sig mere de triumferende big-bandlignende højder, der kendetegner deres jazzinspirerede baggrund.

Jeg vil stadig gå hjem og lytte videre til musikken og glæde mig til, at de spirer og modner lidt mere over de næste par år, men det bliver nok uden at mindes deres koncert her på Roskilde.

Hey Elbow på Rising-scenen (foto: Peter Emil-Witt)

 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.