Iceage dykkede med og ind i det andet

iceage-february-2015-cali-dewitt-a

So stay a little while / Before my thoughts go running wild / As a feral horse/ And it will gallop till its death / So stay a little while / Before my thoughts go running wild
– “Stay”, Iceage (Plowing Into The Field of Love, 2014)

Målsat flakkende, anspændt sitrende. Blik og ben, forsanger og publikum.
Skarpt lys, bidende kulde. Tørt tilrøgede hornhinder og ører længe hvinende for mere.
Den sidder i kroppen, det gør den, Iceages optræden til hjemkomstkoncerten, en diffus erfaring i hver rystet muskel, i hvert rejst hår, i hver af hjernens ved lejligheden sammendrevne nervebaner.

Drev de fra hinanden igen, idet Dan Kjær Nielsens militært præcise lilletrommeslag stopper “Plowing Into The Field Of Love”? Affortryllelsen af oplevelsen Iceage sker ikke sådan lige, meningen med den intense optræden foran et siddende publikum er intakt – det var intenst godt. Men det mere som Iceage konstant jager efter og i mange øjeblikke fanger, blæser ud af mit hoved inden mine hænder kan nedfælde det, uden det har dannet tanker af andet end næsegrus beundring.

Jeg beundrer Iceages hensynsløse drift. Den er garanteret super ubelejligt for struktur i hverdagen, vildt usund for stabile forhold. Driften efter perfektion: i auditivt og visuelt udtryk, i setlistens narrativ, i guitarpedaler, i musikkens bredde. Driften mod kunstens sublimitet.
Jeg beundrer deres mod. Modet til at “dive into the other / like it was an ocean/ caressed by its water/ I’d lose myself forever” (“Forever”), modet til at være så langt inde i sangen at omgivelserne bliver den, de midaldrende publikummer på forreste række til det vand, fortælleren dykker ned i, når Elias styrter ned i dem fra scenen. Modet til at inkorperere træk fra Nick Cave, fordi de træk fremhæver sangenes nuancer i tekster og instrumentation overfor genrebestemt grundstemning, fordi de gør sangene på Plowing Into The Field of Love ekstraordinært gode.
Jeg beundrer deres autoritet. Det er bydende nødvendigt for de nye sange, at ethvert element står klart frem. At Elias når samtlige udtryk i de ordtunge stavelser er respektindgydende i sig selv, at han performer hvert af stavelsernes stemninger ekspressivt, men i total kontrol med sin indlevelse, er autoritetsindgydende.

Beundringen driver mig mod Plowing Into The Field Of Love igen. Mod interviews, livesessions, bandets tourkalender, i et forsøg på igen at føle det mere og måske, engang, have modet til at følge driften mod forevigelsen af det.

Iceage spillede på Aveny-T den 10. november i forbindelse med CPH:DOX AUDIO:VISUALS-koncertrække. Christian Friedländer var scenograf.
Iceage udgav Plowing Into The Field Of Love i sidste måned. Stream den her. Og køb billet til Iceages koncert på Jazzhouse den 27. februar her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.