T.E.E.D – Tapes & Money (John Talabot remix)

Okay, så: erdetfredag svarer “ja”, himlen er blå, en flaske hvidvin står på køl, der er kommet løn på kontoen og sommerkjolen hænger ikke længere i skabet. Som om dagen i dag ikke allerede havde gode nok odds for at blive fantastisk, så er ingen ringere end Regnskys spanske yndlingsproducer John Talabot aktuel med et glimrende nyt remix – denne gang af de ellers rimelig irriterende electropoppere T.E.E.D. aka Totally Enormous Extinct Dinosaurs.

Hvis du endnu ikke var klar over evnerne, beviser John Talabot med sit remix af “Tapes & Money”, at han er en særdeles udmærket alkymist. Talabot forvandler den overgearede original til et velafstemt og smidigt housetrack, hvor et ikke helt simpelt beat lokker vuggende hofter frem og en opmærksomhedskrævende vokal med masser af rumklang går i symbiose med messende kor og en fin, underspillet melodi. Og så bliver det rigtigt godt. En lettere distorted guitar, som på originalen er irriterende og electro-agtig, bryder nummeret op og lader det falde sammen, så det på ny opbygges med et komplet anderledes rytmespor, før det forenes med introen og sammen finder hjem… Troede man, lige indtil lytteren igen overraskes af noget så sært som et omkvæd. Hurra for musikalsk avanceret solskinshouse med ørehænger-ambitioner.

T.E.E.D Tapes & Money (John Talabot Remix)

En anden grund til at være rigtigt glad for dagen i dag er – hvis du befinder dig i København til aften – at John Talabot ganske snart lander med flyet, fordi han i aften skal spille på Dunkel for intet mindre end tredje gang på tre år. Taragana Pyjarama og Christian Alexander bakker stjernen op, dørene åbner kl. 23 (kom tidligt, der bliver kø) og entréen koster 50/60 kr. Facebookevent.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.