Blonde Redhead – Penny Sparkle

Blonde Redhead spiller tirsdag d. 21.09 på Store Vega. Der er stadig billetter i døren.

Penny er behageligt selskab. En feminin person – som en god tante, der altid pynter de hjemmebagte kager, og som har nips stående i vindueskarmen. Hun skatter ordentlighed højt, og man kan tilbringe mange timer i hendes selskab, for med hendes livserfaring er der ingen ende på historierne. Der hældes altid nok kaffe og småkager på når hun fortæller, men man bliver kun af og til rørt. Pointerne pakkes så grundigt ind, at de egentlige passioner sjældent udtrykkes. Derfor flyver tankerne lidt i øst og vest, indtil man oplever hele dagen er gået, og det er tid til at finde på noget andet.

En af de få plader, jeg med relativt korte mellemrum vender tilbage til, og bliver ligeså opslugt af som dengang, jeg hørte den for første gang, er New Yorker-bandet Blonde Redheads store (ok, i indiekredse) gennembrudsalbum Misery is a Butterfly fra 2004. I 2007 kom den næsten ligeså gode opfølger 23, og i mandags udkom trioens ottende album så.
Før Misery is a Butterfly udkom, var Blonde Redhead et støjelskende avantgardeband. Med Misery ændrede det sig – popmelodierne blev vægtet over støj, og der var nu altid form over udskejelserne. Bandet holdt sig i de sfærisk drømmende, næsten frit associerende luftlag, men altid med energi og fremdrift som grundlag – især i form af vekslingen mellem Amadeo Pace og Kazu Makinos vokaler.

Blonde Redheads nye album udkom i mandags og hedder Penny Sparkle. Og lyder omtrendt som det elskværdige familiemedlem, jeg ovenover beskrev. Pladen er ikke overvældende som hverken Misery eller 23 var det. Selvfølgelig er den det i momenter – synthen på “Here Sometimes” åbner plade med en fin intensitetsopbygning, “My Plants Are Dead” er en smuk og simpel kærlighedssang, og “Not Getting There” er en knap tre minutter lang genistreg.

Men jeg bliver kun sjældent rørt af min tantes historier. De er lidt trivielle efter noget tid. På samme måde slår Penny Sparkle af og til gnister, men intensiteten fra Misery savnes – måske fordi vokaltjansen nu kun (med meget få undtagelser) varetages af Kazu Makinos hviskende vokal?
Trods det er Penny på ingen måde en dårlig plade. Bare lidt for smuk, og accepterer lidt for hurtigt en tilbageholdende rolle som baggrundsmusik. Den måtte gerne stikke lidt dybere.

Blonde Redhead – Not Getting There
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/02-Not-Getting-There.mp3]
Fra “Penny Sparkle”

Blonde RedheadMagic Mountain
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/09-Magic-Mountain.mp3]
Fra “Misery is a Butterfly”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.