I takt med at man bliver ældre og mere dannet, så rykker ens musiksmag sig (heldigvis) også. Man kan kaste et blik på sine CD’er (R.I.P.) fra dengang, man havde lort i hovedet og blive ramt af den klassiske: “Hvad fanden jeg har dog tænkt på”-følelse. I min CD samling fra mine præpubertetsår står mange skampletter og hygger sig. Jeg ejer eksempelvis “Spice” og “…Baby one more time” fra dengang, da jeg var en usikker lille pige. Den usikre pige blev til en meget usikker dreng, og med den udvikling fulgte musiksmagen. Pludselig var interessen distortede guitarer og folk der “sang” meget, meget vredt. Netop her blev der produceret en masse gyselig musik under genrefanen “Nu metal”, og hold nu kæft, det var noget der rykkede i det nyvundne følelsesliv, man ikke helt havde lært at kontrollere.
Limp Bizkits numero uno fan, lige her, du!
Det føles som mange år siden, men der er alligevel noget, der rykker i mig, når jeg genhører et nummer fra den tidløse evergreen: “Chocolate Starfish And The Hot Dog Flavored Water”. Jeg kan sågar huske, jeg var med min mor nede og købe CD’en i en butik i Nykøbing Falster, og både ekspedienten og min mor var yderst imponerede over, at jeg kunne den lange titel. Jeg kan huske, hvordan jeg ovre i skolen pludselig fik en stemme overfor dem, der troede jeg stadig hørte “Invincible” med 5ive. De tog ikke helt fejl, men jeg bevægede mig over mod noget væsentligt hårdere.
Jeg kan hele sangteksterne til i hvert fald “My Generation”, “Hot Dog” og “My Way”, og jeg ved ikke hvorfor. De sidder fast i min hjerne, mens eksempelvis videnskabsteorien fra universitetet helst vil ud. Hvorfor kunne det ikke være omvendt?
Det har nok noget at gøre med den lille lykkelige dreng, der hoppede rundt på sit værelse og råbte med på en af de 48 gange Fred Durst siger “fuck” i nyklassikeren “Hot Dog”. Den følelse af, at nogen havde formået at indfange frustrationerne og følelserne af det præcise punkt i livet i et album, vil nok aldrig blive overgået, fordi tænk engang, at Limp Bizkit har været med til at forme mig som person. Tænk engang, at Fred Durst, trods mangel på talent, for evigt vil stå knivskarpt i min hukommelse. Tænk engang, at jeg stadig bobler af energi og glædesrus, når jeg sætter albummet på, selvom jeg nu bryster mig af at være musikaficionado og hipster-anmelder-type. Jeg tager på Uhørt festival, og skriver om det nyeste og mest obskure up-and-coming-musik, mens jeg i skjul sidder i min stue og skriger: “IT’S MY WAY OR THE HIGHWAY”.
Det er netop dér, det bliver en smule smukt. Det er der, hvor musikken har samme indvirkning på dig, som en forelskelse. Du kan ikke selv styre, hvad der rykker i dig, du har ingen magt over, hvordan musikken får dig til at føle. Det kan godt være, du bilder dig ind, at du er mest til turkmensk acid-jazz, men i virkeligheden så er det intro-riffet fra “Take A Look Around”, der får dig til at pisse i bukserne af glæde, fordi det minder dig om en hel speciel stemning og en tid og et sted, som aldrig nogensinde kan komme igen, udover gennem genhøringen af noget musik, du virkelig ikke burde kunne lide.
Dét, venner, dét er definitionen af en guilty pleasure.
Så tak Fred Durst, Wes Borland og de andre, jeg ikke aner, hvad hedder, men sagtens kunne have tjekket op på på Wikipedia, men ikke gad, fordi det var pisse ligegyldigt. Tak fordi I har udgivet et album af så ringe musikalsk kvalitet, at der kun er den rene følelse tilbage, som til gengæld står fuldstændig fast i hukommelsen.
En gang i mellem tager livet én med bukserne nede. Der er hverken noget man kunne have gjort fra eller til for at ændre på, at hele ens dagligdag med ét bliver vendt op og ned. Det kan være dødfald, sygdom eller kærestesorger. Jeg vil gerne skrive lidt om kærestesorger, fordi det er en tilstand, som mange dygtige musikere har ladet sig inspirere til at skrive noget fantastisk musik. Her for nylig slog min kæreste op med mig som et lyn fra en klar himmel. Jeg følte mig taget med både bukser og underbukser nede. Lidt ligesom den der drøm, hvor man pludselig står foran en forsamling af mennesker uden tøj på. Det stadie af panik der rammer en, over at man pludselig med ét mister noget, der har stor betydning i ens liv, kan være uhyggeligt svært at håndtere. I går tog jeg ud til Amager Strandpark blot at høre The Power Of Love med Frankie Goes To Hollywood og græde – få det hele ud én gang til. Ja, jeg ved godt, jeg er fucking sølle. Kærestesorger er lidt ligesom tømmermandskvalmen – den går og bygger sig op, men hvis du får det ud, så har du det meget bedre bagefter.
Til bekæmpelsen af dette formål har jeg sammensat en playliste, som jeg virkelig gerne vil dele med alle og enhver, der måtte finde den interessant. Den er forsøgt at lave så alsidig som muligt (og uden alt for meget med The Smiths). Der er sange til alle sorgens fem faser. Jeg har lavet den, fordi jeg synes, der eksisterer et tabu omkring mænd og følelser, hvorfor meget kærestesorgsmusik er rettet mod kvinder, men jeg selv er en ung mand i sluttyverne.
Fornægtelse:
Du kan sige det nok så mange gange til dig selv. “Hun er væk. Hun kommer ikke tilbage. Det er slut”, men din fornuft er underlegen i forhold til dine følelser, og din krop glemmer ikke lige så hurtigt, som din hjerne gør. Den gør det svært, at acceptere at du aldrig nogensinde skal holde på de perfekte brune baller igen. Det er kroppen, der bestemmer her, makker.
Du bliver simpelthen nødt til at høre:
The Magnetic Fields – I don’t wanna get over you
Den der følelse af at man burde komme videre, men man har egentlig ikke lyst. Man vil bare gerne have flere gode stunder.
The Streets – Dry your eyes
Mr. Mike Skinner siger det, som det er. Du er fucking magtesløs.
Jeff Buckley – Forget her
Det her var min råbe-sang i gymnasiet, når jeg havde kærestesorger. Jeg cyklede rundt på min Kvickly-cykel i Nykøbing Falster med Jeff Buckley spillende på min iPod Classic, mens jeg skrålede: DON’T FOOL YOURSELF, SHE WAS HEARTACHE FROM THE MOMENT THAT YOU MET HER. Det hjælper. Tro mig, homie.
Vrede
Engang imellem skal man bare være vred. Vrede er godt, så længe det ikke går ud over nogen, og hør lige engang: Hun har fucking såret dig! Du har ret til at være fucking vred. GRRRR for helvede!!! Alt efter hvor isolationistisk du er, kan du jo prøve de her tre bangere:
Red Warzawa – Jeg hader alle mennesker
Fordi du altid leder efter en måde at bebrejde dig selv på – men hey, homie. Nogen gange er det sgu virkelig ikke dig – men hende!
Magtens Korridorer – Lorteparforhold
Du vidste jo, den kom.
Kelis – Caught out there
Forfærdelig sang men med et gyldent omkvæd, der kan skriges for dine lungers fulde kraft.
Forhandling
Hvis nu du ændrer dig? Du bliver den perfekte mand i hendes øjne! Så kan du vinde hende tilbage! Det er sgu da pisse nemt, er det ikke? NEJ, homie. Du skal ikke give afkald på dig selv. Hvis hun ikke kan lide dig, som du er, så er hun ikke god nok til dig. Det betyder dog ikke, at du kan ignorere de tanker, der opstår. Morrissey er specielt god til dette punkt.
The Smiths – Please, please, please let me get what I want
For once in my life, let me get what I want, lord knows it would be the first time.
Take That – Back For Good
Rigtige mænd hører Take That. Sådan er det bare.
The White Stripes – I just don’t know what to do with myself
Jack White forstår dig, kammerat.
Depression
Den kommer før eller siden. Du skal bare sørge for, at den bliver så mild som muligt. Kom ud og se nogle venner, hør noget mere med The Smiths, og for fanden husk, det hele er midlertidigt. Og nå ja, hold dig fra sprutten.
The Smiths – Heaven knows I’m miserable now
I was happy in the haze of a drunken hour, but heaven knows I’m miserable now. In my life, why do I give valuable time, to people who don’t care if I live or die.
The Verve – History
Richard ved det. I’ve got to tell you my tale, of how I loved and how I failed, I hope your understand, these feelings should not be in the man.
Nazareth – Love hurts
Lad Nazareth guide dig mod accepten. Du skal hurtigt gennem depressionen og videre. Love fucking hurts. Sådan er det bare. Men når det er godt, så er det bedst. Du er der næsten. Du kan klare det!
Accept
For fanden! Du er der sgu. Du har haft det som et stykke vådt tagpap i et stykke tid, men du har fået mod på livet igen, og måske er du endda klar til at køre en tur i Tindermobilen. Du er blevet såret, og du har helet. Du er faktisk et mere komplet menneske nu. Nu kan du høre de gode sange:
Tina Turner – When the heartache is over
Tina-pigen for fa’n. Hun siger det, som det er! Du kommer ikke til at savne hende på sigt, homie.
The Mavericks – Dance the night away
And if you should see her, Please let her know that I’m well, As you can tell, And if she should tell you, That she wants me back, Tell her no, I gotta go.
Pulp – Bad Cover Version
Jarvis Cocker har opmuntrende ord til dig – ligemeget hvem hun møder i fremtiden, vil hun aldrig kunne slippe tanken om, hvor godt det kunne have været. Alle i fremtiden vil bare være dårlige coverversioner af dig. ‘Cause every touch reminds you of, just how sweet it could have been. Fuck du er ovenpå nu! The original was so good – the one you no longer own! Preach, Jarvis!! FUCKING PREACH!
Jeg håber, du er blevet inspireret, om end ikke andet så en lille smule underholdt af min personlige ynkelighed. Det kan også redde nogens dage. Her er hele listen:
Den her liste går ud til alle mænd, der tør at være kede af det. Den går ud til alle, der er blevet dumpet af én, de elskede mere, end det var gengældt. Og den går ud til alle jer, der har rejst jer igen.
En stor tak skal lyde til de Twitter-brugere der har foreslået sange til listen.
Da mit 2017 startede, besluttede jeg, at jeg ville tage på alle festivaler, jeg kunne komme til. Det var mit mål at nå 10, når året gik på hæld. Det mål nåede jeg på Uhørt Festival, som sluttede i lørdags. Dermed fik Uhørt også lov til at lukke mit festivalsår af.
Uhørt er en anderledes størrelse. Det er meget med at lytte til uslebne diamanter og bands, der stadig kun er et stykke kul, for at være helt metaforisk. Der er mange gange, hvor man tænker “aaah, det er lige ved og næsten”. Det giver en mulighed for, at man kan rende rundt og bilde sig ind, at man har en evne for at spotte Danmarks næste store talenter. Det kan man dog ikke. Det har lytteudvalget (som bl.a. har Peter fra Regnsky med) allerede gjort for én. De har fundet de 39 bedste acts og sørget for, at man som festivalsgænger får rigtigt meget for sine 150 kroner. Det gør Uhørt Festival til en enormt afrundet størrelse, og jeg var utroligt imponeret over den høje kvalitet hos kunstnerne. Mest var jeg dog imponeret over diversiteten i programmet. En festival som Uhørt kunne man godt frygte, ville ende som én lang to-dages upandcoming nevergonnabe indie-koncert, men jeg fandt mig selv til alt fra dødsmetal til trap over afrobeat og shoegaze (selvom de ikke selv mener, de er det). Der var større genrediversitet på Uhørt, end på de andre danske festivaler jeg har været på i sommer, og det gjorde, at programmet aldrig blev kedeligt, fordi man hele tiden kunne opleve noget nyt. Jeg er ikke til dødsmetal, men jeg hyggede mig gevaldigt i den halve time, jeg havde sammen med BAEST. Alle koncerterne på Uhørt varer en halv time, og det gør festivalen til en showcase-festival, og det gør det også nemmere at finde overskuddet frem til at få set størstedelen af programmet.
Jeg vil dog gerne lige fremhæve nogle acts fra Uhørt, som jeg synes var noget for sig, og som du måske burde holde øje med!
Det gik først op for mig i lørdags, hvorfor de har valgt navnet Broer. Det er simpelthen et brødrepar, der bygger bro mellem sang og rap. Derfor ordspillet som både er broer men også bror. Broer er i den grad en usleben diamant, og den synergi man har som søskende bliver overført direkte til musikken. Jeg er ikke sikker på, hvem der er hvem, men bror 1 er street-bror. Han rapper (hurtigt!) og bar i lørdags en hyldesttrøje til Priden. Bror 2 synger (fantastisk!) og var iført en skjorte og en pæn jakke ud over. Derfor er de to vidt forskellige mennesker, men som når de så optræder sammen virkelig bare giver mening. Peter fra Regnsky mente også, det her var årets koncert, og jeg forstår godt, hvorfor han var blæst bagover, og det var på hans opfordring, jeg overhovedet befandt mig til koncerten. Så tak, Peter!
Direkte fra Danmarks svar på Serengeti, nemlig den jyske hede, kom ultra charmerende JJ Paulo. Han mødte op iført en t-shirt i et flot orange afrikansk mønster, og forklarede, på klingende midtjysk, at han var fra Tanzania (og Silkeborg). Han havde taget sin lillebror med til at styre beatsne, og han havde også en t-shirt på med den tanzanianske flag. JJ Paulo var den bedste showman, jeg så på hele Uhørt. Han optrådte som om, han stod på Orange scene, og det var en intens og energisk koncert, hvor han fire-fem gange fik publikum til at sætte sig ned og hoppe op, når det første skønne afrobeat ramte. JJ Paulo er one-to-watch, fordi jeg spår, at vi, heldigvis, ikke har set det sidste til den fantastiske showman. På en halv time fandt han desuden plads til at cracke jokes, lære publikum swahili og selvfølgelig smide t-shirten og vise sig lidt frem. Wauw, for et show!
Det var tydeligt, da Iris Gold gik på, at det vi nu skulle til at se, var på et helt andet niveau. Det er ikke for at sige noget negativt om det generelle niveau på Uhørt, men mange af kunstnerne virker stadig som om, de er igang med at finde deres lyd. Sådan er Iris Gold ikke. Gemt bag et kæmpe hår findes en fantastisk musiker, der lyder topprofessionel og musikken er sublimt produceret. Og det hele fungerer også live. Hvor mange af de andre optrædener var uslebne diamanter, var Iris Gold kronjuvelen i Uhørts krone. Hun er decideret fantastisk, og jeg forstår ikke, at hun ikke har fået mere opmærksomhed. Det kan måske have noget at gøre med, at den funky neosoul-ish hun spiller, ikke har så stort mainstreamappeal i dagens Danmark. Om end ikke andet var det fantastisk at høre en kunstner, der genoplevede en 70’er lyd med en sådan overbevisning, at man blev i tvivl om, hvilket årti man befandt sig i.
Uhørt er en gave til København, og jeg er glad og taknemmelig for, at jeg fik lov til at være en del af årets festival. Det er med 100 procents sikkerhed, at jeg kommer tilbage næste år for lige at sample det nyeste og bedste danske musik. Og det burde du også.
Fra venstre mod højre: Laurits, Frederik, Rasmus og Mathias. Jeg glemte desværre at tage mit eget billede af drengene efter interwievet.
Drengene fra Fugleflugten har længe fascineret mig, og derfor var det med stor glæde, at jeg på årets Roskilde Festival fik lov til at lave et lidt bagstivt interview med Laurits, Rasmus, Frederik og Mathias fra Fugleflugten dagen efter deres koncert på Rising.
Hvorfor hedder I Fugleflugten? Det er et ret specielt navn.
R: Ja, det var mig, der faldt over ordet “fugleflugt”, og så tænkte jeg, at det egentlig var et utroligt fedt ord og studsede over det der fugleflugt, og hvordan man kunne tildele det alle mulige andre betydninger. Hvad er en fugleflugt? Hvad hvis der er en bestemt fugleflugt? Tænk at tage fugleflugten! Der var bare så meget frihed i det og idéen om at krydse over marken i stedet for at følge vejen. Jeg synes, det passede fin til både tekstuniverset og vores egen meget lystbetonede og helst frie livsstil.
Ja I har et eller andet med fugle. I synger også noget med en skade. Hvorfor er I så besat af fugle?
R: Skadesangen kom lang tid før Fugleflugten. Det var et gammelt nummer mig og Frederik havde spillet i et tidligere projekt for sjov, hvor vi havde lavet en sang der hed: “alt der glimter”. Og så droppede vi det band, fordi det kun var for sjov og startede et nyt band og tænkte, at den her gamle sang havde noget potentiale.
F: Ja, vi lavede den ret meget om.
R: Ja, vi lavede den helt vildt om, men den fik lov at hedde “Alt der glimter”, og det der med skaden fik lov at blive. Det er egentlig der, det kommer fra.
F: Og så igen, jeg synes egentlig, det er meget fint sagt det der med Fugleflugten og så give det nogen andre medbetydninger. Give skaden nogle andre forståelser og pakke det ind i en tekst, der ikke bare handler om en skade, der fucker rundt og leder efter blanke ting, men at der faktisk er en eller anden søgen og et eller andet interessant i skadefiguren.
L: Ja, og så passer det bare mega godt ind i det der metamorfe dyr… Eller hvad? Antro? Antropo?
Antropomorfe? Altså når mennesker indtager dyrekroppe?
L: Ja, lige præcis.
R: Når dyr har menneskelige træk, eller når guder har menneskelige træk.
F: Ja, det er det vi gør! Det er det, vi har gjort hele tiden!
L: Det er jo også meget det med ulven, ræven, skaden og det naturlige univers, som passer godt ind i Fugleflugten, altså at der er en dyrisk symbolik.
Hvordan havde I det, da I blev booket til Roskilde?
M: Der var jeg mere oppe at køre over det end lige efter koncerten!
L: Der var lige tre dage i december, hvor man var sådan: “SHIT, hvor er det sindssygt”, og så finder man ud af, det er om et halvt år, og så nytter det ikke noget, jeg går rundt og er så kogeren over det, når jeg først skal spille om seks måneder.
M: Det er skræmmende at vide, man skal spille på Roskilde. Man går rundt og tænker “Er vi gode nok til det?”. Det er ret stort.
F: Mig og Laurits sad på en læsesal, da vi fik opringningen. “Vil I spille på Roskilde?”. “Øhh nej… JO SELVFØLGELIG vil vi spille på Roskilde”, og man måtte ikke sige det til nogen, men jeg kunne ikke lade være med at sige det til alle!
M: What? Jeg troede, de var herre strikse. Jeg sagde det ikke engang til min far!
L: Sagde du det ikke til din far?! Fuck hvor grineren mand, at du ikke har sagt det til din far..
M: Nej! Jeg sagde det ikke til nogen! Hvad hvis nu min far han sladrede?
F: Han er en sladrehank.
L: Fuck hvor grineren mand, at du ikke har sagt det til din far.
Hvordan fejrede I jeres koncert i går?
M: Frederik han scorede tre damer i går.
F: Ej..
R: Jeg scorede 2enhalv pige i går!
M: Og jeg gik hjem og læste en bog! Det var fucking kedeligt.
L: Ej, vi nød det og drak nogle øl.
Hvor lang tid har I eksisteret?
L: Små to år.
M: Vi har snart været aktive i halvandet år faktisk.
Har I et mål med projektet?
R: Ja, vi vil gerne nå ud til så mange mennesker som muligt med det, man har på hjerte. Og røre så mange mennesker som muligt og på en eller anden måde få noget respons.
F: Vi gør det ikke for målet.
L: Vi har ikke nogen sådan konkrete mål.
M: Et mål kan også være at blive ved med at have det, som man har det nu og nyde og spille og glæde sig til, man øver. Sådan tror jeg alle sammen, vi har det. Og have en fest hver gang vi skal øve, fordi det er super fedt.
R: Jeg har det sådan, at jeg kan ikke lade være. Nogle gange er det nemt, når man opnår noget succes, så er det nemmere ikke at kunne lade være, fordi man har den her vind i sejlene.
Jeg synes, jeres lyd er mega fængende. Hvad er det, der gør jer specielle?
M: Måske er det fordi, vi faktisk ikke lytter særligt meget til rock, når vi hænger ud. Det bedste vi ved, det er fandme bare at danse til noget disco. Jeg elsker disco, det er det bedste, jeg ved, når jeg fester. Jeg har også en kæmpe elektronisk baggrund, hvor jeg har lavet meget ambient musik og kan godt lide dreamy melankoli, og det tror jeg er kommet med over i Fugleflugten.
Ja, I har jo lidt en shoegazey lyd.
M: Ja, og så bliver det lidt en sjov blanding. Så kan vi gode lide nogle faste beats og nogle tykke basser. Det er også fordi, vi kun er strengeinstrumenter. Vi har ikke noget keyboard. Vi går op i at prøve at skabe den her lyd og det her univers af os fire, og vi har ikke noget backingtrack kørende.
F: Det er jo en klassisk opsætning på mange måder.
M: Vi prøver at udnytte de her fire instrumenter, vi har, på en eller anden måde.
F: Jeg kan godt lide det her med, at vi spiller rockmusik, men vi er virkelig blevet skudt derind på en eller anden mærkelig måde i forhold til andre genrer. Vi er slet ikke genreryttere. Vi har en ret god fornemmelse, når vi står i øvelokalet af, hvad der er fedt, og hvad der ikke er fedt, og hvad der fungerer.
R: Da vi startede, var det meget sådan. Nå ja, vi skal have en guitar. Nå ja, vi skal have pedaler.. Og Laurits kan ikke spille trommer.
L: Jeg kunne slet ikke spille trommer.. Jeg spillede så elendige trommer.
M: Jeg havde én guitarpedal. Nu har jeg ni eller sådan noget. Vi har brændt tre anlægge af i vores øvelokale, fordi vi ikke fatter noget.
Der var min rubrik..
M: Ja!
L: Det er måske også det, der gør det lidt specielt. Vi har lært at spille musik sammen. Vi har musikalske baggrunde, men vi har lært at spille rockmusik sammen.
Hvorfor er valget faldet på shoegaze?
R: Når man prøver på at lave noget drømmende med en guitar, så bliver det hurtigt shoegazey. Vi bestræber os ikke på at lave noget inden for en genre. Vi har bare fået stemplet det på os efterfølgende.
F: Meget af det er ikke gazey – overhovedet.
M: Det var måske noget, vi prøvede at være til at starte med.
R: Nej, det tror jeg ikke engang. Noget af det vi laver, det er fandme rock. Noget er post-punk. Noget det er bare alternativt.
M: Altså Syv Pelikaner, synes jeg, er sådan lidt shoegazey. Det er nok noget af det tætteste på shoegaze.
F: Ensom Galakse.
M: Jaaa, det er sgu heller ikke shoegaze altså.
I er faktisk overhovedet ikke shoegaze?
R: Der har du rubrikken! Vi er ikke fucking shoegaze!
Ja, eller: “Jeg scorede 3 piger i går”.
F: Yde han scorer aldrig.
M: Yde er den dårligste i bandet til at score!
R: Jeg elsker, at der er en grund til, at I siger det der.
F: Ja, at vi er ærlige?
R: Ja, ja…
M: Jeg har hjulpet ham mange gange i byen. Skubbet damer over til ham og sådan, men så bliver han bare mundlam.
Det imponerer mig virkelig, at man til en festival med uhørte navne kan samle så stor musikalsk kvalitet, men det formår holdet bag den kommende weekends Uhørt Festival virkelig. Den danske undergrund er fyldt med kvalitet og talent, der bare venter på at komme ud og vise deres færdigheder og eksistens!
Hvis man er interesseret i dansk up and coming, er et sted at starte udforskningen af undergrunden Uhørt Festival. Det koster et symbolsk beløb på 150 kroner at deltage, og det foregår fredag og lørdag på Stenbroen på Vesterbro. Netop det up and coming element gør dog programmet svært at navigere i – selv for en garvet anmelder, og derfor har jeg skrevet nogle forslag til, hvad du kan bruge sommerens sidste festivalsenergi på at tjekke ud.
Sherpa
Sherpa har netop vundet Karrierekanonen, og hvis det ikke var grund nok til at tjekke det ud, så synes jeg, du lige skal lytte til det. Sherpa griber i “Fornever” synthpoppen an på en dyster og mørk måde, og det gør det mere udfordrende at lytte til, end hvis det blot er lalleglade melodier om kærlighed (jeg kigger på jer, First Hate), som jeg dog også elsker.
– Og så tror jeg engang, jeg har mødt Carsten Sherpa til en fest, og han var en virkelig flink fyr, så jeg under ham, at det går dem godt. Det sker lørdag kl. 17.10 på Skatescenen.
Det sker lørdag kl. 17.50 på Volumescenen.
Motorique
Synths er et drug. En sang med en fængende og insisterende synth er mere afhængighedsskabende end hvilken som helst pulverpose, du kan få fingrene i. På nummeret “Surfer” leverer Motorique et stykke synth, som jeg ikke kan slippe, og derfor er det oplagt at finde ud af, om resten af deres bagkatalog er lige så fængende.
Det sker fredag kl. 00.30 på Royalscenen
Rainbrother
Der skal også være plads til at have et indie-moment på Uhørt, og et godt bud er bandet Rainbrother. Jeg synes, de har en rigtig dejlig lyd, som man godt kan stå og gå lidt i stå til, mens det hele går op i en højere enhed. Vokalen minder mig om en snøvlende Thom Yorke goes indierock-ish, og det er jo aldrig et dårligt prædikat, og jeg glæder mig til at stå og lukke øjnene og virkelig lytte til Rainbrothers melodier live.
We Are The Way For The Cosmos To Know Itself
Med festivalens længste navn bliver opmærksomheden hurtigt ledt hen mod WATWFTCTKI, som de hedder forkortet. Det forpligter, når man suger den slags opmærksomhed til sig, og heldigvis leverer WATWFTCTKI en grund til at se deres koncert alene i nummeret “Tiger”. Deres lyd leder mine tanker hen på hedengangne svenske The Knife, og jeg glæder mig til at se, om de kan levere live.
Jeg kan desværre ikke få linket til “Tiger” til at virke, men her er en anden fremragende sang, de har lavet:
Det sker fredag kl. 23.50 på Skatescenen.
Zookeepers
Hvis der skal være fest, så lad der være fest, og det bedste lod på Uhørt til en vild og uregerlig koncert er nok Zookeepers. Med knap 3 millioner hits på nummeret “Stranded” på Youtube, kan man vist godt argumentere for, at de har fat i den lange ende. Det rejser dog spørgsmålet, om de virkelig kan tillade sig at spille på en festival kaldet “uhørt” med den opmærksomhed, de har fået..
Det sker fredag kl. 23.10 på Volumescenen.
Fugleflugten
Min top recommendation går ud til drengene fra Fugleflugten. Deres lyd fascinerer mig og drager mig på en måde, som meget få danske artister har formået. Deres kompositioner og tekstunivers viser enorme sangskrivnings evner, og det hele krydret med Rasmus Ydes unikke vokal gør, at jeg inderligt håber, deres karriere når lige så langt som deres talent. Jeg havde glæden af at interviewe Fugleflugten på Roskilde Festival, og bag instrumenterne er der fire drenge, der bare gerne vil lave noget, de synes er fedt. Jeg synes også det er fedt. Federe end det meste. Hvis du ikke hører Fugleflugten på Uhørt, så kan du lige så godt blive derhjemme.
Det sker lørdag kl. 20.30 på Royalscenen.
Jeg håber, det kan hjælpe lidt til at navigere i et spækket program. Det bliver min første Uhørt Festival, og jeg vil rapportere lidt på siden under og efter festivalen. Håber vi ses derude!
