Fuck Yeah, Heartland Festival! – De umiddelbare indtryk efter første udgave

The Flaming Lips (credit: Morten Rygaard)

Foto: Morten Rygaard

Lad mig lægge ud med at understrege en ting, hvis du har travlt og ikke lige har mulighed for at læse hele indlægget: Køb for alt i verden billet til Heartland Festival 2017, så snart det er muligt. For trods nogle forventelige børnesygdomme levede 2016-udgaven af den spritnye festival fuldt ud op til mine høje forventninger.
Lige nu sidder jeg med begyndende festival-blues og et voldsomt søvnunderskud efter at være kommet hjem for få timer siden og vil forsøge at gøre status over festivalens største op- og nedture. Lad mig begynde med det dårlige, så vi kan slutte af i godt humør i stedet.

Årets nedture på Heartland Festival:
Der var heldigvis ikke mange af dem, men jeg bliver simpelthen nødt til at påpege det helt absurde fejlskøn, der var blevet lavet fra festivalens side på madfronten. Seks deciderede madboder (og en i øvrigt charmerende rød bus ved campingområdet) skulle brødføde det sultne festivalpublikum på en håndfuld tusinde gæster. Det var dømt til at gå galt, og det gjorde det desværre også den første aften, hvor to af boderne tidligt måtte melde udsolgt, mens de andre kæmpede med nærmest uendeligt lange køer, som for de fleste betød missede koncerter og talks. Det er ekstremt ærgerligt, men det er trods alt, hvad jeg vil kategorisere som en børnesygdom, som Heartland Festival da også skal have ros for at rette op på på andendagen med en ordentlig omgang hasteindkøbte sandwiches og ekstra personale.
En ting vil jeg dog sige: For en festival, som i den grad også har slået sig op på, at de vil være noget ved kødgryderne, så kunne jeg kvalitetsmæssigt ikke smage forskel på maden her sammenlignet med udvalget på eksempelvis Roskilde og Northside Festival.

Årets eneste musikalske nedtur kan man dog ikke forklare sig ud af, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Susanne Sundfør om, hvad der gik galt. Jeg elsker den norske sangerinde, og efter hendes fremragende koncert på Roskilde Festival i 2014 var mine forventninger skyhøje, men jeg er aldrig før blevet så skuffet over en koncert. Det lød mere eller mindre som om, at koncerten blev spillet nede i en papkasse med en trommeslager, som tilsyneladende aldrig havde slået på en lilletromme før. Hovedpersonens vokal drukende også – ikke i musikken, men udelukkende i sig selv.
Inden koncerten sad jeg nede ved mit telt med mine venner og lyttede til hendes fantastiske nummer “Delirious” på min telefon uden højtalere – og helt ærligt, så følte jeg et større nærvær ved den performance, end jeg gjorde ved koncerten 20 minutter senere. Det var en ekstremt underlig oplevelse, og når jeg tænker tilbage på det, så er jeg måske egentlig mere forvirret, end jeg er skuffet. For jeg ved, hvordan Susanne Sundfør skal lyde, når hun er bedst. Men det gjorde hun i den grad ikke i aftes.

Årets opture på Heartland Festival:
Der var heldigvis langt flere opture end nedture på årets festival, og det vidner om en ung festival, som ved, hvad den vil. Først og fremmest var der under hele festivalen en fantastisk stemning på pladsen præget af kærlighed og hensyntagen til hinanden. Måske var det de smukke omgivelser, der smittede af på folks væremåde, men aldrig har jeg på en festival set så mange mennesker rydde op efter sig selv, være opmærksomme på børn og andre lave/mindre mennesker til koncerter, og i det hele taget behandle stedet og hinanden ordentligt. Det samme gjorde sig gældende i boderne og blandt de frivillige, som for alles vedkommende var propfyldte med overskud og godt humør. I sandhed en hjertevarm oplevelse!

Musikalsk sad det meste også lige i skabet. Chinah og Blaue Blume viste med stor tydelighed, at nutidens danske musik har det fantastisk, mens Anne Linnet mindede os om, at en god omgang fællessang heller ikke er af vejen, når man er på en festival for mennesker i alle aldre. Mark Ronson leverede en gigantisk fest, som var den eneste rigtige måde at slutte førstedagen af på, mens Låpsley, Michael Kiwanuka og Ásgeir beviste, at vokaler kan fremkalde gåsehud – uanset om de kommer fra England, Uganda eller Island.
Men for mig var der én artist, som strålede over alle de andre. Billedet i toppen har sikkert allerede afsløret det for nogle af jer, men det er selvfølgelig Wayne Coyne og The Flaming Lips, som gjorde Heartland 2016 til noget ganske særligt. Jeg gik ned til scenen en time før, koncerten skulle begynde, og jeg stod derfor helt forrest, da Wayne Coyne allerede før koncerten begyndte at skyde konfetti i hovedet på publikum. Siden hen blev der kastet og skudt mere konfetti, enorme balloner, endnu mere konfetti og sågar Wayne Coyne selv, da han i en stor gennemsigtig bold dansede ud over publikum i bandets fremragende cover af afdøde David BowiesSpace Oddity“.

Flaming Lips – Space Oddity

Inden koncerten havde jeg fornøjelsen af Wayne Coynes selskab i små trekvarter, og der fortalte han blandt andet, at hans musik er bedst, når han ikke ved, hvad han laver. Hvis det står til troende, så anede han ikke, hvad han lavede fredag aften, for alt gik op i en højere enhed. Wayne Coynes vokal bliver aldrig spektakulært stærk, men til gengæld var det en vanvittig sjov og inddragende oplevelse, som alle formentlig vil huske i lang tid. For mig er festen i hvert fald ikke slut endnu, og jeg finder stadig konfetti de mærkeligste steder i mit tøj.
Der kom i øvrigt også andet ud af samtalen med Wayne Coyne, og det vil man kunne læse her på bloggen inden alt for længe.

Så alt i alt, tl;dr: Tag på Heartland Festival næste år, for folk er virkelig søde, stedet er virkelig smukt, og musikken er virkelig god!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

PREMIERE: Seyr – RHB

Seyr

I dag har vi fået lov til at have Danmarkspremiere på en mystisk britisk duo, som jeg fra allerførste sekund har forelsket mig dybt i – og jeg er sikker på, at du også vil være det, efter at have lyttet til deres første udspil herhjemme.
Navnet er Seyr, hjembyen er London, kunstnernes navne er ukendte, og lyden kan bedst beskrives som en blanding mellem to af Londons bedste børn: the xxs detaljerede lydunivers og James Blakes sjælefyldte vokal med tråde til Burials tidligste udgivelser.

Den lyd bliver på smukkeste vis demonstreret på “RHB”. Nummeret er – ligesom duoens andre numre – kreeret i de aller, aller tidligste morgentimer. Det kommer tydeligt til udtryk i en lyd, som både er mystisk og drømmende, men samtidig fremstår helt klar i et krakelerende synth univers, som bliver ledsaget af en stærk og levende vokal, der på mange måder illustrer Seyr som band. For Seyr er grundlæggende meget lige til. Ligesom the xx er det simpelt, gennemført og bare høj, høj kvalitet.

RHB” er faktisk ikke noget helt nyt nummer, da det så dagens lys i hjemlandet og i nogle få afkroge af internettet for snart et par år siden sammen med en række andre numre på bandets hidtil eneste udspil, EP’en “Nights Without”. En titel, som igen relaterer sig til bandets måde og ikke mindst tidspunkt at skabe musik på. Numrene er skabt gennem leg med små guitarstykker og forskellige loops, som der så er blevet bygget ovenpå, indtil de har skabt det intrikate lydunivers, de har i dag.

https://soundcloud.com/user-432164712/seyr-rhb/s-obKKl

Hvis man skulle have fået lyst til at lytte mere til Seyr, så besøger duoen Danmark den 10. juli, hvor de giver koncert et endnu ikke offentliggjort sted. Men vi kan afsløre, at det bliver et sted på Nørrebro i København – find ud af præcist hvor på Back To Futures Facebook-side på mandag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Heartland: Regnsky anbefaler…

Blaue Blume

På fredag og lørdag løber Heartland Festival af stablen, og det vil være en underdrivelse at sige, at jeg glæder mig. Det er første gang, Heartland Festival bliver afholdt, og det kommer til at foregå ved det smukke Egeskov Slot ved Kværndrup i hjertet af Fyn. Da festivalen er spritnyt, er jeg meget spændt på at finde ud af, hvilket publikum festivalen appellerer til, og i det hele taget hvilken stemning der vil være de to dage.

Heartland Festival adskiller sig fra de største danske festivaler i den forstand, at de ud over musikken har valgt at fokusere på også at give publikum noget til mund, øjne og sågar hele kroppen i form af flere daglige yoga sessioner. Derudover vil man kunne opleve samtaler med interessante personligheder lige fra Christian Lollike til Brian Eno, som også udstiller på festivalen med installationen “The Ship”.

Men jeg vil nu alligevel her i min optakt sætte fokus på musikprogrammet, for det er nu en gang det, jeg er til for. Og det, musikprogrammet, er fyldt med så mange lækkerier, at man godt helt kunne glemme at deltage i en af de lækre middage, som festivalen også byder på.

The Flaming Lips
Fredag kl. 23:15 på Lowland Stage
For mig er fredagens helt naturlige højdepunkt de amerikanske veteraner fra The Flaming Lips. De behøver ikke nogen nærmere introduktion for de fleste, men jeg kan sige, at det er psykedelisk rockmusik, som udmærker sig ved at være musikalsk virkelig detaljeret og gennemført i en grad, som gør, at man kan lytte til det samme nummer et utal af gange og stadig opdage nye detaljer og nuancer i musikken. Det er efterhånden et stykke tid siden, at bandet udgav et decideret album, men den karismatiske forsanger Wayne Coyne udgav sidste år sammen med Miley Cyrus albummet “And Her Dead Petz”, som man kan lytte til her. Jeg er ekstremt spændt på at høre, hvad bandet har at byde på, men det ville overraske mig meget, hvis ikke der indgår en hyldest til et af bandets idoler, David Bowie, der som bekendt gik bort tidligere i år.

Blaue Blume
Lørdag kl. 12:30 på Highland Stage
Koldingensiske Blaue Blume åbner musikprogrammet om lørdagen, og jeg vil da anbefale folk at være oppe til den tid. Jeg hørte sidst Blaue Blume sidste år, da de gav en fremragende koncert i Store VEGA, så mine forventninger er vanvittigt høje til bandet, som med “Syzygy” har skabt nyere dansk musiks bedste og nok også et af de mest personlige album. Blaue Blume er inderlighed, følsomhed og storslået nærvær, og jeg tror på, at det vil passe perfekt ind i de smukke omgivelser ved Egeskov Slot.

Låpsley
Lørdag kl. 15:00 på Highland Stage
Det sidste navn, jeg vil give en ekstra stor anbefaling, er den unge britiske sangerinde Låpsley. Holly Lapsley Fletcher er blot 19 år gammel, men allerede i 2014 spillede hun på den gigantiske britiske festival Glastonbury, og hun er uden tvivl et af de største talenter til at komme ud af England. Hendes musik er elektronisk med klare tråde til RnB, og den udmærker sig især ved en gennemført produktion og en mangefacetteret vokal, som både formår at vise ømhed og kraftfuldhed på samme tid.

Jeg kunne også snildt have fremhævet artister som Asgéir, Susanne Sundfør og Chinah, men programmet er simpelthen så stopfyldt med lækkerbiskener, at jeg umuligt ville kunne få det hele med, hvis artiklen skulle holde en nogenlunde længde. Men et er at læse nogle anbefalinger, noget andet er at lytte til musikken. Så hvis du alligevel ikke har noget vigtigt for fredag og lørdag og har hjertet på det rette sted, så skal der lyde en klar anbefaling herfra til at skynde dig at købe billet og tage af sted mod Fyn og den festival, som jeg har glædet mig allermest til i år. Heartland Festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Fuck James Blake” – Albin Lee Meldau er kongen af kærlighed

Albin Lee Meldau

“Wauw… Wauw! WAAAAAUUUUW!” lød reaktionen fra gruppen af piger bag mig, hver eneste gang Albin Lee Meldau hævede stemmen eller endnu en gang perfekt udførte en frasering.

Overskriften på denne artikel, “Fuck James Blake!”, var en anden impulsiv midtvejsanmeldelse fra en gæst, som tydeligvis havde fundet en ny kærlighed i sit liv. Og den kærlighed blev velfortjent kastet i retning af den excentriske svenske filosof med de robotiske bevægelser på scenen. Albin Lee Meldau.

Jeg har, siden jeg skrev min første artikel her på Regnsky i 2012, været til over 300 koncerter, men aldrig før har jeg oplevet noget, som det jeg oplevede her til aften på Lille VEGA til “VEGAs New Crush”. Albin Lee Meldau gav ikke bare en koncert; han var koncerten. Hver eneste bevægelse på scenen udtrykte en følelse, hver eneste kærtegn af hans egen kind var et kærtegn af hele publikum, og hvert eneste intense råb var et skrig om kærlighed.

Aftenens højdepunkt kom i form af Albin Lee Meldaus nyeste single “Darling”, som man kan finde på hans “Lovers” EP, som udkommer fredag. Titlen på nummeret blev et messende smerteskrig, som gang på gang forårsagede kollektiv gåsehud for hele salen, og som under resten af koncerten var hvert eneste ord som presset direkte ud af hjertet på den svenske crooner – altid akkompagneret af en gestikuleren med hånden, altid i perfekt symbiose med musikken. Albin Lee Meldau skabte ikke bare musik her til aften – han var ganske enkelt musikken.

Albin Lee Meldau – Darling (Mahogany session)

Jeg har meget svært ved at sætte ord på de enkelte elementer af oplevelsen, for det hele flød sammen i en perfekt cocktail af drømme, nærvær og inderlighed. Albin Lee Meldaus indlevelse og dedikation var så åbenlys, at man som publikum bare kunne lægge sig i den svenske ekvilibrist billedlige favn og lade sig indhylle i et univers af kærlighed.

Aftenen blev afsluttet med nummeret “Let Me Go”, omend publikum ikke var meget for at lade Albin Lee Meldau gå. Men som han meget rigtigt både sagde og sang:
“If you love someone, you’ve got to let them go.”

Herfra kan jeg kun sige én ting:
“I love you. Please come back soon!”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bliv forårsforelsket med VEGAs New Crush

VEGAs New Crush

Tidligere på året kiggede vi sammen med VEGA ind i fremtiden, da VEGAs Udvalgte løb af stablen med en række af de største talenter fra det danske vækstlag. Her, hvor foråret så småt går på hæld med en københavnsk hedebølge, er turen så kommet til seks af de artister, som, VEGA mener, vil gøre sig gældende på festivalplakater, koncertkalendere og hitlister de kommende år – de fleste af dem gør det sågar allerede til en vis grad. Det sker, når VEGAs New Crush finder sted på torsdag på – naturligvis – VEGA i København.

Og hvis man skal tro folkene bag VEGAs New Crush, så er det kunstnere, der begynder med bogstavet A, som bliver det helt store – det er nemlig tilfældet for fem af årets seks artister. Heldigvis har de ikke kun begyndelsesbogstavet til fælles; talentet er nemlig også tydeligt hele vejen rundt. Men jeg vil nu alligevel skære programmet midt over og præsentere mine tre favoritter ved anden udgave af VEGAs New Crush. Og de starter alle med A.

Den første forelskelse
Min første kærlighed er en svensk artist, som for en lille måned siden gav koncert til årets SPOT Festival. Jeg missede dengang bevidst koncerten med Albin Lee Meldau, fordi jeg vidste, at jeg kunne opleve den talentfulde singer/songwriter til VEGAs New Crush kort tid efter. Så nu er det nu, at den tidligere med-forsanger i rockbandet The Magnolia og gademusikant skal have lov til at bevise, at Göteborg er den hotteste musikby på det svenske landkort lige nu – Pale Honey, som vi elskede under SPOT, kommer også derfra.
Albin Lee Meldau spiller popmusik af den soulede slags, og hans første udspil “Lou Lou” har med garanti allerede sat sig fast på hjernen af mangen en musikelsker derude.

Mød Albin Lee Meldau her:

Den anden forelskelse
Om Albin Lee Meldau i virkeligheden synger om min anden forelskelse på “Lou Lou”, vil jeg lade stå hen i det uvisse for nu. Men sikkert er det til gengæld, at jeg glæder mig helt vildt til at opleve det sydafrikanske stjerneskud Alice Phoebe Lou, når hun gæster VEGA på torsdag. Alice Phoebe Lou er kommet mere eller mindre ud af ingenting efter at have rejst Berlins gader tyndt med sin musik. Hun er selv meget imod at genrebestemme sin musik, og standardsvaret er, at hun laver musik i genren “whatever”. Men jeg vil nu alligevel vove pelsen og klistre et blueset folk-stempel på hendes ekstremt vedkommende og nærgående stil. Uanset hvad er jeg overbevist om, at alle blandt publikum vil være dybt forelskede i den karismatiske, blonde sydafrikaner, når aftenen er omme.

Mød Alice Phoebe Lou her:

Den tredje forelskelse
Hvor de to første artister i høj grad er båret af henholdsvis sin store vokal og sit autentiske udtryk, elsker jeg min tredje forelskelse, fordi han kommer med al den inderlighed og indlevelse, jeg kunne drømme om fra en islandsk artist. Det er naturligvis Axel Flóvent, jeg er faldet pladask for. Jeg har svært ved præcist at sætte en finger på, hvad det er, der gør Axel Flóvent så speciel, men sådan er det jo nogen gange med forelskelser. Han skaber ro, han giver lytteren lyst til at fordybe sig i hans univers, og så har han gjort noget, som jeg ikke troede var muligt: Han har formået at gøre Frank Oceans “Swim Good” til et decideret mesterværk.

Mød Axel Flóvent her:

Det hele løber som sagt af stablen på torsdag, og der er stadig billetter at få, hvis man skulle have fået lyst til en aften i selskab med noget af det bedste fra det europæiske, amerikanske og afrikanske vækstlag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *