Spot Cast: Taragana Pyjarama – LO NG


Der er lang tid til udgivelsen af Taragana Pyjaramas debutalbum d. 18. juni.
Til gengæld er årets udgave af Spot Festival lige om hjørnet. Det er godt at tænke på, hvis du også synes det er svært at klare ventetiden før Nick Kold Eriksens evigt foranderlige lydunivers udfolder sig på Tipped Bowls. Taragana Pyjarama spiller nemlig sin anden koncert med nyt materiale på Aarhus-festivallen lørdag kl. 24 på Katapult-scenen (del af det nye område Godsbanerne).

Det er også Spot Festival som står bag videoen ovenfor, et livetake af nummeret “LO NG”, som til sommer kan findes på albummets trackliste. Med inspiration fra forbilledet The Field har Taragana Pyjarama opgraderet livesettet gevældigt – simpelthen med to personer, så Kold Eriksens soloprojekt nu er en trio i koncertsammenhæng. Og det gør altså noget ved lyden, at trommerne er live i stedet for programmerede. Det organiske har siden udgivelsen af sidste års selvbetitlede ep været højt prioriteret, men udførelsen matcher først for alvor intentionerne på det over syv minutter lange nummer, hvis særdeles levende struktur trækker sig sammen og udvider sig indtil et ganske berusende klimaks oprinder og får lov til at svulme op i ren synth-vellyd – en del mere opulent end den første og mere søgende smagsprøve “Growing Forehead ft. Kicki Halmos”.

I hvilken retning albummet går står endnu hen i det uvisse for os, men få personer har allerede lyttet, hvilket åbenbart er en fornøjelse. Pitchfork/The Guardian-anmelderen Laura Snapes uddeler i hvert fald begejstrede gloser på sin Twitter med ordene; “The Taragana Pyjarama album is one of the loveliest, softest electronic records I’ve heard in an age.” Så skruer man ikke lige frem forventningerne ned.

Taragana Pyjarama – Growing Forehead ft. Kicki Halmos

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *