UHØRT: Skt. DeLarge stjal showet

Foto: Helene Maj Kildelund

Det er underlig følelse at mærke festivalgræsset under sine føder igen efter et helt års pause og en sommer uden festivaler. Og det må have været noget af en udfordring for arrangørerne at aafholde Uhørt på en måde, der også tager hensyn til Coronavirus. Men de nye forholdsregler fungerer overraskende godt på septembers første lørdag. For eksempel under Magnus Tempels, der leverer en ganske fin popkoncert på Gårdscenen foran et siddende publikum. Magnus’ nærvær og vokal løfter stemningen igennem velproduceret synthpop, uden det bliver sådan, at man absolut har brug for at stå op.

Én der til gengæld udfordrer siddekravet er Skt. DeLarge. For det er sindssygt svært at sidde stille, når der burde være et kæmpe moshpit lige foran scenen. Aldrig har jeg set så stor en energiudladning fra så lille et navn. “ARE YOU NOT ENTERTAINED?”, råber Skt. DeLarge mod slutningen af koncerten. Den er svær at pulle off, hvis ikke man virkelig hviler i sig selv og sin udstråling på scenen. Og jo, vi er underholdt – af en fyr, der i øvrigt står fuldstændig alene på scenen, men samtidig er den, der fylder scenen bedst ud af alle lørdagens acts. Han hopper rundt i bar overkrop og skinny jeans mens han rapper og råber om ting som mænd, der spiller smarte og ikke behandler kvinder ordentligt.  Men han gør det med en uovertruffen rå aggresivitet, der umiddelbart kun er til at sammenligne med udenlandske acts. Og så er det altså svært at forestille sig, at fyren på spillende tidspunkt kun har to sange på Spotify – og at ingen af dem er blevet hørt ret meget. Faktisk har de max 1000 lytninger mere end Radio LOUD’s samlede lyttertal fra dens målgruppe. Men måske det netop er den uhørte ivrighed for at bevise sig, der gør, at han rammer det helt rigtige punkt. Man får i hvert fald følelsen af, at han burde spille på en større scene.

Med flere sange, der er afspillet mere end 50.000 gange og et helt album på bagen, er GRETA en af Uhørts mere hørte acts. Og det kan mærkes. Der er ingen slinger i valsen. Vokalen sidder i skabet, og hun virker allerede som om, at hun er for stor til festivalen. Og det er ikke kun en god ting, for på en eller anden måde er det som om, at man ikke helt kan mærke det – at hun godt ved, at scenen er for lille til hende. Måske er det fordi, at man kommer lige fra Skt. DeLarge, måske er det fordi hendes relativt bløde Synthpop skulle være placeret tidligere på dagen. Uanset hvad, så skal det nok blive godt, når hun igen står for en lidt større udfordring, end at skulle gøre det bedre end helt uprøvede musikere.

Tidligere på dagen optræder Markus.waw. Og selvom bassisten har skills til at joine nærmest hvilket som helst etableret band, så er det altså svært at blive overbevist om, at det er Danmarks næste store stjerne man ser, når der er problemer med at ramme både vokalens tone og takt. Apropos skills, så er Himmelrum værd at fremhæve. På hver deres instrument formår de at fremmane en slags syrerock, der til tider bliver orgasmisk på grund af deres samspil og talent. Men man kommer også til at tænke på, at en orgasme bliver bedre, hvis der bliver bygget op til den over tid.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg elsker sgu UHØRT-festival

Moon Mountain med matchende frisurer

Mavefornemmelsen efter en UHØRT festival er altid god, synes jeg. Man er fyldt op af ny
musik og føler sig helt inspireret. Når man sådan lige kigger på UHØRT, så frygter man måske
risikoen for, at man skal på festival og høre en masse amatørbands, der knap nok kan ramme
en tone, men virkeligheden er anderledes. UHØRT’s bookings er topprofessionelle, og selvom
der kan være enkelte svipsere, så er bundniveauet utroligt højt på UHØRT. Det gør UHØRT til
en allround god oplevelse, hvor man virkelig kan få udforsket den danske undergrund. Hvis
man er til den slags, er der nok ikke noget bedre sted at gøre det.

Årets overraskelse er delt mellem den dygtige Guldimund og Moon Mountain. Begge koncerter
slog benene væk under mig på hver deres måde. Jeg havde troet, at Guldimund ville være
noget stille indie, men han formåede med et stort band at spille en utroligt festlig koncert på
Gårdscenen. Til det har han et ret stærkt bagkatalog, som sagtens kunne have båret en større
scene, hvis han var mere kendt – men det tror jeg bare, er et spørgsmål om tid. Det var helt
suverænt ind til mindste detalje, og han har fået sig en ny fan.

Moon Mountain var et af de bands, der var forholdsvist ukendte, men jeg havde alligevel
foreslået at høre dem i min optaktsartikel. Gloriepudsning <3. Det var en fantastisk dreamy seance vi var vidner
til, og mange af dem jeg talte med, mente bestemt, at de var blandt årets højdepunkter. Hvor
de har gemt sig væk så længe, ved jeg ikke, men jeg er glad for, at de nu endelig er kommet
frem til overfladen og viser sig, fordi Moon Mountain er utroligt dygtige og har en masse
potentiale.

De to koncerter var samtidig de to bedste, jeg så på UHØRT18.

En anden god ting ved UHØRT er, at der er ret så mange genrer repræsenteret. Det inkluderer
metal, hip hop og EDM. Engang imellem er det godt og sundt at få udfordret sine fordomme,
specielt hvis man er sådan en selvfed indieelskende anmeldertype som mig. Derfor fandt jeg mig bl.a. til
Tyrees Tyr og Boye & Sigvart-koncerterne. Og selvom det langt fra er min smag, så kan jeg
sagtens forstå den appel, det har, og jeg kan helt vildt godt sætte mig ind i, hvad det er, det
kan. Engang imellem har man bare brug for at holde en fest. Specielt Tyrees Tyr vil jeg gerne
tale lidt mere om. Jeg så med det samme en stærk kontrast til Balthasar, der spillede fredag. Hvor
Balthasar er den her absurd dygtige, men meget indadvendte, rimsmed og teknisk overlegne
rapper, så var Tyrees Tyr en selvtillidsfyldt energibombe af en anden verden. Det var to
forskellige tilgange til hip hop/rap, og det var fascinerende at se, hvor bred den genre faktisk
er. Desuden så var det ægte UHØRT, da Tyrees’ DJ kommer ind og siger: “Nej nej, det er altså ikke mig, der er Tyrees”. Så er man fandme undergrund. Det er nok ikke noget, jeg nogensinde ville sætte på anlægget derhjemme, men jeg var betaget af hans performance alligevel.

UHØRT, du bliver ved med at give mig gode oplevelser, og jeg kan mærke en udvikling fra
sidste år. Det var høj kvalitet hele vejen igennem. Bl.a. var Royal-øllen fra sidste år skiftet ud
med Tuborg. Det får man altså thumbs up for. Rammerne er de samme, men de passer også
helt perfekt til den slags festival, som UHØRT er.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Rasmus anbefaler: UHØRT 2018

En af de mindste, men også bedste, festivaler i Danmark er UHØRT. Det var i hvert fald min tanke efter 2017-udgaven af festivalen. Det er virkelig dejligt at blive præsenteret for så meget ny og god dansk musik på en weekend, at man bare sidder tilbage sprængfyldt med håb for fremtiden i den danske musikbranche. På fredag og på lørdag er det blevet UHØRT-tid igen, og det er svært for selv en musikskribent at navigere i det ukendte program. Dog ser jeg det som en udfordring at skulle finde det bedste i det ukendte. Ja, jeg er lidt ligesom ham der din ven, der altid irettesætter dig, når du sviner Roskilde-programmet. “Du skal bare kigge i de små navne for at finde guldet”! Du hader ham, men du ved også godt, at han har ret. Men det er ret svært at navigere rundt i det uhørte program. Ja, den var dårlig, men det er programmet heldigvis ikke, så jeg vil gerne anbefale dig et par navne, som jeg synes, du skal prioritere i weekenden!

Balthasar

Wauw, det er ærligt. Prøv at lytte til “89’er” og overvej, hvor meget det kræver at udlevere sin livshistorie på den måde. Specielt når den har været hård og ubarmhjertig. Jeg er selv 89’er og har oplevet lidt af hvert, så det kan godt være, at jeg bare er den ultimative målgruppe for nummeret, men jeg føler den sgu bare. Jeg er spændt på at se, hvad Balthasar kan live.

Balthasar spiller fredag kl. 18.30 på Skatescenen.

Turquoise Sun

Yes man, psykedelisk rock. Det er efterhånden ikke så få bands, der trækker tråde tilbage til 60/70’ernes løsslupne guitarer, men Turquoise Sun er de mest fremtrædende på årets UHØRT, og netop denne type bands leverer altid live. Jeg har kun kendt dem i en uge, men det er allerede en af de koncerter, jeg glæder mig mest til.

Turquoise Sun spiller fredag kl. 23.10 på Gårdscenen.

Moon Mountain

Hvis du troede, at electrorock-bølgen var død (eller døende), så er Moon Mountain et godt bud på et kommende koryfæ, der kan puste et kunstigt åndedræt ind i genren. Tjek det ud, hvis du savner Spleen United, eller hvis du synes, Veto mangler en kvindelig vokal.

Moon Mountain spiller fredag kl. 20.30 på Volumescenen.

Cliff Waters

Hvis du er til blød mandepop, så kan det være, du skal tjekke Cliff Waters ud. Det er blødt uden at være drenget, det er opløftende uden at være påtaget, og det er lige i skabet. Det kunne godt være et af de navne, vi kommer til at høre meget mere fra det næste års tid.

Cliff Waters spiller lørdag kl. 23.10 på Gårdscenen

BÜNNI

Bunni eller bynni ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg er vild med Bünyamin Eroğlus lyd. Den er drømmende og melankolsk, og hvis du er den slags, der gerne vil stå med lukkede øjne til en koncert og forføres af langsomme og dreamy guitarer og en lo/fi lyd, så er det nok noget for dig.

BÜNNI spiller lørdag kl. 16.30 på Gårdscenen.

Paper Cranes

Hvis du er til elektronisk med flødeblød mandevokal, så er Paper Cranes et godt bud på en af de mere festlige koncerter. Jeg blev hurtigt bidt af deres lydunivers, og nu er udfordringen bare, om de som elektronisk band kan komme ud over scenekanten til koncerten. Det hjælper altid lidt på det, når der er en god vokal, så jeg er overbevist om, at det er værd at tjekke ud.

Paper Cranes spiller lørdag kl. 21.50 på Volumescenen

A Kind Of Man

Jeg vil måske bare lige til slut gøre opmærksom på UHØRTs egen beskrivelse af A Kind Of Man: “A Kind of Man er som blidt fugtede bomuldstrusser på en kvinde, der ligger halvsovende i sandet blandt sivene på Amager Strand, en sommerdag i august.”. 

Dertil vil jeg lade dig selv vurdere, om det er noget, du synes, du bør opleve.

Hør ham her.

A Kind Of Man spiller lørdag kl. 19.10 på Volumescenen.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Motorique sejrede til “Uhørt Præsenterer” i Pumpehuset

“Det var da helt Uhørt godt” siger gutten ved siden af mig. Jeg kæmper, men kan ikke lade være med at smile over verdens måske nemmeste far-joke. Vittigheden er et godt eksempel på, hvordan publikum var i lørdag til “Uhørt Præsenterer” i Pumpehuset – overraskede og i højt, højt humør. Der var inviteret hele syv artister med i år, og der nåede også at blive udsolgt, hvilket vidner om en stor interesse i den danske undergrundsmusik, og det er forfriskende og dejligt at se. Sommerens Uhørt-festival var også et af mine højepunkter, så jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde haft store forventninger til lørdagens arrangement.

Mest havde jeg glædet til at høre Motorique. Ikke bare fordi jeg synes, de er enormt fede og har virkelig meget potentiale, men også fordi at deres optræden på sommerens festival varede lige omtrent to minutter, før strømmen gik, og koncerten måtte aflyses. Den trofaste Regnsky-læser vil måske huske, at jeg havde skrevet en anbefalingsartikel, hvor jeg foreslog, at man skulle høre Motorique. Det kan du nok ikke, men det gjorde jeg altså.

De betalte heldigvis tilbage med den inderligste koncert, og det var uden tvivl aftenens bedste. Jeg er også et 80’er barn (4. november 89 gælder!), så jeg har fået tunge synths ind med modermælken, og der er ikke noget, der løfter mit humør mere end synthbårne sange. Det var også klart den koncert, der havde det største opbud.

Jeg vil dog ikke undgå at nævne Regnsky-favoritterne fra BROER, som vi begejstret har skrevet om før, der igen leverede en fantastisk koncert med deres synergiske rap og sang. Hold øje med de drenge.

Uhørt Præsenterer er et fremragende arrangement, men den ivrige festivalsdeltager vil have stødt på alle navnene under sommerens festival, hvorfor det egentlig kun var Motorique, der endelig fik lov til at spille deres koncert, der var nyt. Resten var ikke just, *ahem*, Uhørt.. 

Det skal dog ikke tage noget fra et veludført arrangement med den helt rigtige location indenfor Pumpehusets gamle mure, der er som skabt til netop et format som dette. Uhørt gør noget godt for København, og hvis lørdagen gjorde noget ved mig, så var det at få mig til at glæde mig endnu mere til sommerens festival og se, hvad de hiver op af hatten forud for den!

Tak, Uhørt! I gør det godt!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sublim kvalitet blandt programmet på Uhørt!

Da mit 2017 startede, besluttede jeg, at jeg ville tage på alle festivaler, jeg kunne komme til. Det var mit mål at nå 10, når året gik på hæld. Det mål nåede jeg på Uhørt Festival, som sluttede i lørdags. Dermed fik Uhørt også lov til at lukke mit festivalsår af.

Uhørt er en anderledes størrelse. Det er meget med at lytte til uslebne diamanter og bands, der stadig kun er et stykke kul, for at være helt metaforisk. Der er mange gange, hvor man tænker “aaah, det er lige ved og næsten”. Det giver en mulighed for, at man kan rende rundt og bilde sig ind, at man har en evne for at spotte Danmarks næste store talenter. Det kan man dog ikke. Det har lytteudvalget (som bl.a. har Peter fra Regnsky med) allerede gjort for én. De har fundet de 39 bedste acts og sørget for, at man som festivalsgænger får rigtigt meget for sine 150 kroner. Det gør Uhørt Festival til en enormt afrundet størrelse, og jeg var utroligt imponeret over den høje kvalitet hos kunstnerne. Mest var jeg dog imponeret over diversiteten i programmet. En festival som Uhørt kunne man godt frygte, ville ende som én lang to-dages upandcoming nevergonnabe indie-koncert, men jeg fandt mig selv til alt fra dødsmetal til trap over afrobeat og shoegaze (selvom de ikke selv mener, de er det). Der var større genrediversitet på Uhørt, end på de andre danske festivaler jeg har været på i sommer, og det gjorde, at programmet aldrig blev kedeligt, fordi man hele tiden kunne opleve noget nyt. Jeg er ikke til dødsmetal, men jeg hyggede mig gevaldigt i den halve time, jeg havde sammen med BAEST. Alle koncerterne på Uhørt varer en halv time, og det gør festivalen til en showcase-festival, og det gør det også nemmere at finde overskuddet frem til at få set størstedelen af programmet.

Jeg vil dog gerne lige fremhæve nogle acts fra Uhørt, som jeg synes var noget for sig, og som du måske burde holde øje med!

Det gik først op for mig i lørdags, hvorfor de har valgt navnet Broer. Det er simpelthen et brødrepar, der bygger bro mellem sang og rap. Derfor ordspillet som både er broer men også bror. Broer er i den grad en usleben diamant, og den synergi man har som søskende bliver overført direkte til musikken. Jeg er ikke sikker på, hvem der er hvem, men bror 1 er street-bror. Han rapper (hurtigt!) og bar i lørdags en hyldesttrøje til Priden. Bror 2 synger (fantastisk!) og var iført en skjorte og en pæn jakke ud over. Derfor er de to vidt forskellige mennesker, men som når de så optræder sammen virkelig bare giver mening. Peter fra Regnsky mente også, det her var årets koncert, og jeg forstår godt, hvorfor han var blæst bagover, og det var på hans opfordring, jeg overhovedet befandt mig til koncerten. Så tak, Peter!

Direkte fra Danmarks svar på Serengeti, nemlig den jyske hede, kom ultra charmerende JJ Paulo. Han mødte op iført en t-shirt i et flot orange afrikansk mønster, og forklarede, på klingende midtjysk, at han var fra Tanzania (og Silkeborg). Han havde taget sin lillebror med til at styre beatsne, og han havde også en t-shirt på med den tanzanianske flag. JJ Paulo var den bedste showman, jeg så på hele Uhørt. Han optrådte som om, han stod på Orange scene, og det var en intens og energisk koncert, hvor han fire-fem gange fik publikum til at sætte sig ned og hoppe op, når det første skønne afrobeat ramte. JJ Paulo er one-to-watch, fordi jeg spår, at vi, heldigvis, ikke har set det sidste til den fantastiske showman. På en halv time fandt han desuden plads til at cracke jokes, lære publikum swahili og selvfølgelig smide t-shirten og vise sig lidt frem. Wauw, for et show!

#uhørt17 publikummet bevæger sig endelig lidt – takket være @jj.paulo_tz @uhoertdk

A post shared by Regnsky (@regnskyblog) on

Det var tydeligt, da Iris Gold gik på, at det vi nu skulle til at se, var på et helt andet niveau. Det er ikke for at sige noget negativt om det generelle niveau på Uhørt, men mange af kunstnerne virker stadig som om, de er igang med at finde deres lyd. Sådan er Iris Gold ikke. Gemt bag et kæmpe hår findes en fantastisk musiker, der lyder topprofessionel og musikken er sublimt produceret. Og det hele fungerer også live. Hvor mange af de andre optrædener var uslebne diamanter, var Iris Gold kronjuvelen i Uhørts krone. Hun er decideret fantastisk, og jeg forstår ikke, at hun ikke har fået mere opmærksomhed. Det kan måske have noget at gøre med, at den funky neosoul-ish hun spiller, ikke har så stort mainstreamappeal i dagens Danmark. Om end ikke andet var det fantastisk at høre en kunstner, der genoplevede en 70’er lyd med en sådan overbevisning, at man blev i tvivl om, hvilket årti man befandt sig i.

Uhørt er en gave til København, og jeg er glad og taknemmelig for, at jeg fik lov til at være en del af årets festival. Det er med 100 procents sikkerhed, at jeg kommer tilbage næste år for lige at sample det nyeste og bedste danske musik. Og det burde du også.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *