Ólafur Arnalds indhyllede Koncertsalen i en islandsk og hypnotisk sweater

Hvad får man, når man blander nordatlantisk naturmusik med ny computerteknologi og Koncerthusets 360 graders amfiscene? … En tidsløs aften fyldt med magisk melankoli og meditative melodier.

I onsdags åbnede den islandske multiinstrumentalist Ólafur Arnalds sin europaturné i DRs Koncertsal med sit fjerde studiealbum Re:member, som er en hyldest til vulkanøens natur.

Det særlige ved Ólafur Arnalds lyd er, at han mixer klassisk og elektronisk musik, hvor strygere og klaver sammenflettes med ambiente loops og grænsesøgende beats. Den 31-årige kunstner har før gæstet Danmark, bare ikke i så fine omgivelser. Tidligere på året optrådte han på hjemmebane til en totalt udsolgt Sonar Festival og senere også i Royal Albert Hall. Nogle vil måske genkende hans musik fra den britiske TV-serie Broadchurch, andre fra hans kærkomne bidrag til Late Night Tales, eller hans eksperimenterende technoprojekt i samarbejde med Janus Rasmussen: Kiasmos, som er kendt for nummeret Looped. Jeg kender ham fra hans samarbejde med Nils Frahm og dobbelt-udgivelsen Collaborative Works, som er en smuk og tidsløs genistreg af improviserede melodier. Hvis Haruki Murakamis litterære værker skulle reduceres til et album, ville det være det her. Ligesom Murakami blander Ólafur Arnalds nemlig drømme og virkelighed. Med forventningen til hans smukke lyd, og måden denne udfolder sig på, er vi fælles om at være alene med de dybe og personlige følelser, som musikken fremkalder. Netop dét gør den speciel.

Til min store lykke arbejder jeg i Koncerthusets restaurant, og jeg har sjældent glædet mig så meget til at slippe tallerkenerne og nyde den ultimative fyraftens frynsegode. Jeg træder ind i salen akkurat som det islandske multitalent kommer til syne iført en hvid t-shirt, der matcher farven på hans hår. Arnalds fortæller i en gebrokken blanding af islandsk og ‘danglish’, at vi nu skal ”hyggæh os”. Han afslører et ydmygt smil, mens publikum ler. Han virker som en rar og jordnær type.

Med sig har han tre violinister, en cellist og en trommeslager/perkussionist, som alle er placeret i forskellige vinkler for at imødekomme salens breddegrader. Scenens epicenter er et keyboard-arrangement; det er herfra, Arnalds indledende spørger aftenens gæster: ”Can you sing?”, hvorefter hele salen messer ”aaaaaaaaaaaah” i et nonneagtigt kor. Med stor elegance looper han koret ind i det følgende nummer, og skaber et inkluderende og nærværende rum.

Det er også fra epicenteret, at de robotstyrede instrumenter får deres lyd. To flygler er placeret forskudt af hinanden, og det ene spiller via algoritmer fra de lydbilleder, Arnalds udsender fra det andet. Det autostyrrede flygel trækker associationer til introen i Westworld, hvor kunstige skeletfingre spiller på flyglets tangenter. Dog har Arnalds’ flygel slet ingen fører. Det ser uhyggeligt og spøgelsesagtigt ud, når tangerne presses ned uden menneskelig berøring. Samtidig er det også et indlevende og komisk syn, da der foran er placeret en klaverstol til Arnalds “hemmelige ven” – som dog spiller upåklageligt smukt; særligt i remførelsen af intro- og titelnummeret Re:member. Både titlen og musikvideoen kaster et eksistentialistisk lys over, at vi alle skal huske hvem vi er, hvad vi gør, og hvad der betyder noget for os.

Koncerten er en blanding af organiske, dagdrømmende harmonier og storladne transcenderende ballader, hvor både gamle og nye numre får plads i salen. Det islandske multitalent taber ikke tråden på noget tidspunkt under den knap to timer lange performance, og publikum sidder tryllebundet og ser på, mens Arnalds skifter fra keyboard til klaver. Endda går han ud af salen for at give sin violinist fuld opmærksomhed under en solo, der næsten skaber en stående applaus halvvejs inde i koncerten. Arnalds fortæller en anekdote om inspirationen til nummeret Nyepi, der kommer fra en nytårsdag, han fejrede på en ø i Indonesien – en nytårsaften, der skilte sig markant ud fra Vestens støjende raketfester. I Indonesien fejrer man nemlig nytår i marts, og i stedet for at forurene luften med batterier og bilos, holder man “Nyepi”, som betyder ”Day of Silence”. Regeringen slukker for internettet og folk lukker sig inde uden at tale sammen. Formålet er at kigge indad og opnå selvrefleksion. Samtidig giver man naturen en pause fra alt det ”shit”, vi mennesker udsætter den for. Efter anekdoten tænker jeg, at Ólafur Arnalds er typen, man gerne vil rejse jorden rundt med og måske gøre en forskel.

Noget af det, der gør koncerten helt særlig er sammenspillet af sanserne, hvor lyden varierer mellem stille melankoli og storslåede beats, mens synet bliver tilfredsstillet af skiftende lys og mørke. På et tidspunkt begynder et smalt lysglimt at cirkulere rundt på gulvet omkring Arnalds og strygerne, som en lille klode i et kosmisk kredsløb. Derudover er der placeret en masse projektører på scenen, som danner ceremonielle lyssøjler fra gulv til loft. Foruden søjlerne projekteres funklende lys op på salens forskudte balkoner. Det ligner stjerner, og lyseffekterne skaber tilsammen et højloftet himmelrum.

Forventningerne til koncerten i onsdags var skyhøje, og de blev alle overgået af Ólafurs svævende, islandsk tåge, der tog mig med på en rejse væk fra hverdagens travle trummerum. Det eneste minus var lyden af publikums plastikbægre, der væltede under de intime sjælenumre.

Det var med stående applaus og kolossale klapsalver, at Ólafur Arnalds takkede af.  Koncertens helhedsindtryk og tidsinterval var perfekt, og jeg følte mig renset og nulstillet, da jeg cyklede hjem gennem nattens stille rum. Jeg har ikke været vidne til ”Day of Silence”, men til en transcenderende tankestrøm i en nordisk, storladen skønhed – og jeg kan KUN anbefale at opleve ham live.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.