HONNE: Britiske webdarlings nærmer sig det store gennembrud

HONNE, VEGA

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Vi er nået til den femte og sidst artist i rækken, hvilket er britiske HONNE, som vi mødte inden deres koncert på VEGA i november. Godt nytår!

Der er godt fyldt op i Lille VEGA denne fredag aften i starten af november, men alligevel ikke så proppet som jeg havde forventet af en udsolgt koncert. Heldigvis, for der skal jo være plads til at danse, når britiske HONNE om lidt går på scenen. Det er første gang, duoen spiller i Danmark, og da efterspørgslen stadig var stor, efter den planlagte koncert blev udsolgt, blev det besluttet at holde en ekstrakoncert. Samme aften.

”Vi forsøgte at lægge den dagen før, men det kunne ikke lade sig gøre,” fortæller James Hatcher. ”Men så havde vi til gengæld en fridag i København i går.”

De to briter udgav deres debutalbum ”Warm on a Cold Night” i 2016, og det bød på lækker elektropop med soulvibes. Det er tilbagelænet, men dansabelt. ’Baby-making music’ med et twist, om man vil.

Warm on a Cold Night:

På trods af at HONNE stort set ingen airplay har haft herhjemme, så har de alligevel formået at skabe sig en fanbase her – og i resten af verden. De har nemlig om nogen formået at omfavne den digitale tidsalder og udgivelsen af deres andet album, “Love Me / Love Me Not”, understregede deres moderne tilgang til musikken. Alle sangene havde nemlig ramt gaden inden da. Drengene slap to numre den sidste fredag i hver måned i seks måneder op til udgivelsen. Pladens tema er kontraster – ligesom den hedder ”Love Me / Love Me Not” – og det ville de gerne lege lidt mere med i forbindelse med udgivelsen. Sangene er derfor udgivet i par, hvor én falder i ’Love Me’-kategorien og den anden i ’ Love Me Not’.

”Vi kunne godt lide tanken om, at sangene fik lov til at ’ånde’, og at folk havde en mulighed for at ’fordøje’ dem lidt ad gangen,” fortæller Andy Clutterbuck: ”Den måde, som folk forbruger musik på i dag, er typisk, at man går ind og tager de øverste sange på Spotify. Men på den her måde er sangene blevet værdsat på en anden måde, inden hele pladen kom ud.”

”Det var sjovt at se, hvordan folk glædede sig til nye numre hver måned,” fortsætter James: ”Men det var alligevel overraskende, hvor meget folk spillede pladen og snakkede om den, da den så kom ud. Selvom de havde hørt sangene før. Jeg tror nærmest, afspilningerne blev fordoblede.”

Jeg spørger ind til, om de tror, at pladen er et døende format. Men det mener de ikke. Der er nemlig noget helt specielt ved albumformatet.

”Når man har et virkelig godt album, er der ikke noget bedre end at sætte det på og så lytte til det i fuld længde,” siger Andy: ”Da jeg var yngre og for eksempel lyttede til Radiohead, vidste jeg med det samme, hvad næste nummer var, så snart en sang var slut, fordi jeg kendte pladen så godt. Det vil vi også gerne opnå; at få folk til at lytte til det hele.”

”Hvis du kun udgiver singler, så skal de også være meget umiddelbare. De skal fange folk med det samme,” supplerer James: “Når du har et helt album, giver det dig mere plads til at lege og eksperimentere.”

Den nye plade var en trial and error-proces
På ’Love Me / Love Me Not’ har drengene ikke lagt soveværelsesstemningen helt fra sig, men der er alligevel sket en klar udvikling. Den nye plade er mere beat-drevet, har flere hiphop-referencer og flere collabs; blandt andre medvirker Anna of the North og Tom Misch. Andy og James vidste godt, at de ikke ville køre i helt samme spor som på debuten, men de var ikke helt sikre på, hvad der så skulle ske. Men det hele skete egentlig ret naturligt, da de gik i gang med at skrive.

”Da vi havde skrevet ‘Day 1’, var der noget, der klikkede, og vi tænkte, at den var en god ’skabelon’ for pladen. Og så arbejder vi bare videre derfra. Det var lidt en ’trial and error’- process,” fortæller Andy.

Day 1:

Da de for alvor begyndte at indspille, havde de omkring 30 sange med i studiet, hvoraf altså 12 er kommet med på pladen. Andy fortæller, at ligesom singlerne blev udgivet i par af to kontraster, så er pladen også delt op i to; de første seks sange falder i ’Love Me’-kategorien, de sidste seks i ’Love Me Not’. Så selvom der har været plads til eksperimenter og leg, så har der også været utrolig meget strategi og struktur omkring pladen. Næste gang bliver det nok noget helt andet.

”Vi har snakket om at lave noget mixtape-agtigt,” siger Andy og fortsætter: ”Vi vil gerne lave noget, der er mere flydende, men stadig med individuelle sange.”

”Ja, så det bliver lidt mere som et soundtrack med glidende overgange mellem numrene,” siger Andy, før han tilføjer med et grin: ”Det er noget, vi har besluttet for cirka halvanden time siden.”

Om den plan holder, vil tiden vise, men de er i hvert fald enige om, at der nok kommer til at ske noget nyt, når de skal udgive musik næste gang.

”Det ville jo være virkelig kedeligt at gøre det på den samme måde hver gang,” afslutter James.

Crying Over You:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Regnskys julekalender 2016: 1. december

HONNE
Foto: Will Coutts

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Jeg har tænkt længe over, hvordan formen skulle være på Regnskys allerførste julekalender. Jeg overvejede mange mere eller mindre kreative modeller, inden jeg endte ud med den her rimelig simple form: Et nummer om dagen startende med mit 24. mest elskede nummer fra det år, der snart er gået.
Derudover har jeg opfundet otte mere eller mindre logiske kategorier, som jeg vil præsentere i bidder af tre – så den første kategori, som i øvrigt er mine yndlingsspillesteder i 2016, vil blive klaret fra den 1. til den 3. december.
Got it? Godt, lad os komme i gang!

Årslisten: #24
Vi skyder listen i gang med et nummer fra en britisk duo, som jeg lyttede virkelig meget til tilbage i 2015. De udgav deres endelig deres debutalbum tidligere på året og har på dette nummer fået fint besøg af danske Kill J. Det er naturligvis HONNE, som med deres fantastiske elektroniske-r&b-fusion af et nummer, “FHKD”, indtager 24. pladsen på min ekstremt arbitrære liste over mine yndlingsnumre. Det gør de både, fordi det er et nummer, som jeg har lyttet absurd meget til i det forgangne år, men naturligvis også fordi, det er et virkelig godt nummer. Det repræsenterer essensen af meget af den musik, som kommer ud af Storbritannien i disse år. Det er velproduceret, det er sexet, det er rimelig tungt og elektronisk, men samtidig også vanvittigt dansabelt.

Årets spillested: #3
Jeg har som sagt valgt at lægge ud med at gennemgå mine tre yndlingsspillesteder fra i år, men det har godt nok været svært at koge det ned til tre.
Jeg har i skrivende stund været til 170 koncerter i 2016, og langt de fleste af dem har været rigtig gode oplevelser på hver deres måde. Men en del af dem har været på ét bestemt spillested i Aarhus – hvis jeg nu siger Ary, Bloody Beach og Xolo Island, så ved nogle af jer, som var med på SPOT Festival i foråret måske, hvor vi skal hen.
Det er naturligvis spillestedet Atlas, som befinder sig på tredjepladsen. Det gør de ganske simpelt, fordi det var det spillested, som gav mig nogle af mine bedste oplevelser på SPOT. Især Ary-koncerten var helt magisk og bestemt en af de koncerter, jeg husker tilbage på fra mit hidtil travleste musikår.

Det var alt fra første låge i Regnskys julekalender. Læs med i morgen, hvor vi blandt andet skal møde en af årets mest hypede kvindelige artister, som indtager 23. pladsen på min liste.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Året der gik – del 3: Årets nye navn

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi nået til tredje del, som for mig nok er en af de mest interessante. Den handler nemlig om de nye artister. Det er selvfølgelig svært at sige, hvornår en artist er ny, men jeg har valgt at definere det som de nye artister, som er dukket op i mit liv i 2015. Så lad os kigge på det!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer

Årets nye danske navn

3. Nick Sway
Den bare 18-årige Nick Sway vandt tidligere på året Karrierekanonen, og 2015 har i det hele taget været et godt år for den talentfulde singer-songwriter. Jeg har kun haft fornøjelsen af at se opleve ham live én gang i år, men det var nok til at se et potentiale for noget virkelig stort i fremtiden.

2. Shy Shy Shy
I går afslørede jeg, at jeg er ret så vild med deres største hit Do Not Ask, og i det hele taget er jeg godt og grundigt forelsket i Shy Shy Shys Love Songs EP. Men det er nu ikke kun derfor, de har fundet vej til andenpladsen over nye danske artister. Det skyldes derimod i høj grad den udvikling, jeg har set i deres live optrædener. Det er tydeligt, at det er et ungt band, som lige har skullet finde deres udtryk, men det må man sige, at de har med en fokus på voldsomme energiudladninger og en Simon Kjeldgaard som føler sig mere og mere hjemme på scenen ved siden af Astrid Cordes.

1. Velvet Volume
…I havde nok set det komme. For mig har 2015 i høj grad været Velvet Volume-året. Jeg er simpelthen så vanvittigt imponeret over de tre århusianske piger, som har fået et langt større gennembrud, end jeg nogensinde havde forestillet mig, da jeg i foråret som en del af Uhørt Festivals lytteudvalg gav dem den absolutte topkarakter. Attituden, lyden, energien, udstrålingen – det hele holder for søstrene Lachmi, og jeg glæder mig helt ekstremt til at følge Velvet Volume næste år og forhåbentlig også mange år fremover.

Årets nye udenlandske navn

5. Oh Wonder
Jeg kunne simpelthen ikke beslutte mig for, om Oh Wonder eller Girlpool skulle have femtepladsen, men jeg endte nu alligevel på Oh Wonder – ganske enkelt fordi jeg gerne vil hylde duoens nytænkende måde at udgive på. De besluttede sig sidste år for at udgive et nummer hver måned, og hermed gjort. At de så også har formået at skabe hyggelig popmusik af så høj kvalitet, vidner om et helt unikt talent, som udsolgte koncerter i det meste af Europa kunne tyde på, at også mange andre har fået øje på.

4. Låpsley
Nogle af jer vil sikkert påstå, at Låpsley ikke er et nyt navn i 2015 men derimod hører til i 2014. Men i så fald har jeg nok bare været lidt lang tid om at komme med på vognen. Men med på vognen må man så i hvert fald sige, at jeg er kommet, for hold da helt op. Den kun 19-årige sangerinde debuterede min sin første EP som 17-årig, og siden har hun med sine lo-fi elektroniske produktioner formået at slå sit talent fast. Musikkens omdrejningspunkt er Holly Lapsley Fletchers vokal, en ordentlig omgang samples og et tungt beat. Det er simpelt, det er lækkert, og det virker.

3. Zella Day
Jeg havde nærmest ikke lyttet til Zella Day, før jeg tog til den koncert, som jeg nævnte for et par dage siden. Siden da har min forelskelse kun taget til, og sangene fra debutalbummet Kicker har for alvor fanget mig. Det er popmusik med et country-vibe og referencer til flere af tidens store sangerinder; dog med en charme som adskiller hende fra mange af hendes popsøstre i en i mine øjne nok lidt overfyldt del af musikbranchen. Hun kunne meget vel også stå foran det helt store gennembrud – hun har i hvert fald et talent, der fortjener det.

2. SOAK
En 19-årig kvinde ved navn Bridie Monds-Watson gemmer sig bag nordirske SOAK, men helt ærligt behøves hun ikke gemme sig nogen steder, for hun er på mange måder noget af det bedste, der er sket i 2015. Hun leverer en optimistisk indiepop, som man ikke kan lade være med at blive i godt humør af, selvom emnerne i teksterne til tider er tunge. SOAK adskiller sig fra de fleste andre helt unge artister ved, at hun har formået at skabe et helstøbt debutalbum, som med højdepunkter som Sea Creatures og B a noBody introducerer lytteren til en artist, man forhåbentlig kun har hørt det første til.

1. HONNE
Jeg har været forbi HONNE tidligere, og de er for mig den helt store nyhed i år. Den største ros, jeg kan give dem, er nok, at man med det samme ved, at man lytter til HONNE, når man sætter et af deres numre på. De har allerede fundet deres lyd – og hvor er det dog en fantastisk lyd! Men hvilken lyd er det så? Jeg vil tillade mig at døbe det elektronisk sexyfunk med soul elementer. Nu må de gerne snart komme med et helt album som opfølgning på deres otte 2015-udgivelser.

Bonus liste: Årets bedste debutalbum
SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg har vist allerede argumenteret for, hvorfor SOAK fortjener denne anerkendelse længere oppe. Jeg kan desværre ikke linke til hele albummet her, men det findes hos din foretrukne streaming-tjeneste. Lyt til det – det vil gøre dig glad!

Det var alt fra i dag. I morgen afslutter vi føljetonen med årets bedste album fra ind- og udland, hvor jeg godt kan love, at flere af artisterne fra i dag og de foregående dage vil optræde.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Året der gik – del 2: Årets nummer

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

I går så jeg nærmere på årets bedste koncerter, og her i anden del er tiden så kommet til de enkelte numre. Hvem har lavet lige præcis det nummer, som har sat sig fast i min øregang i 2015? Find svaret herunder.

Del 1: Årets bedste koncerter

Årets danske nummer

3. Faunea – Cope
Faunea mangler stadig det store gennembrud herhjemme, men hvis hun bliver ved med at levere numre på niveau med Cope, går der formentlig ikke lang tid, før det sker. Hun er da også i studiet for at arbejde på sit debutalbum, som jeg glæder mig meget til. Men indtil videre må vi nøjes med Cope, som med et tungt elektronisk beat og et nærmest manisk vokalt udtryk trækker lytteren mod et mørke, der gør lytteren nysgerrig på mere. Jeg føler mig indhyllet, jeg føler mig varm, og det er nok til en flot tredjeplads.

2. Shy Shy Shy – Do Not Ask
På andenpladsen finder vi endnu et ungt orkester, som optrådte på Uhørt Festival, i form af Shy Shy Shy. Do Not Ask er velsagtens det længste, man kan bevæge sig væk fra Faunea, og det er for mig ubetinget lyden af sommeren 2015. Jeg kan ikke lade være med at nynne med på de hyggelige toner fra Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, og jeg kan ærligt sige, at jeg gerne må danse til den sang! Og på trods af at have hørt nummeret tæt på 100 gange, er jeg endnu ikke blevet træt af det. Det må trods alt være et godt tegn…

1. Blaue Blume – Thinking of Roxy
Vi tager et smut tilbage til den mere dystre ende af det musikalske spektre i selskab med Blaue Blume for at finde årets ubetinget bedste danske nummer efter min mening. Thinking of Roxy rører ganske enkelt bare noget, fordi den rammer noget helt personligt i mig. Det gør nummeret tydeligvis også for forsanger Jonas Smith, som har skrevet et helt album nærmest dedikeret til denne Roxy og en skæbnesvanger nytårsaften – og det mærker man i den underspillede opbygning mod et klimaks, som er det mest elegante, der er at finde på bandets fantastisk debutalbum Syzygy.

Årets udenlandske nummer

5. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg elsker, når bands eksperimenterer med deres lyd, og det må man sige, at Unknown Mortal Orchestra har gjort med titelnummeret fra deres 2015-album. Ruban Nielsons hæse og til tider afgrundstruede vokal kommer virkelig til udtryk på Multi-Love, og det er med til at skabe en unik kontrast mellem de nærmest musikal-inspirerede vokalstykker og de mere funky instrumentale afsnit af det velkomponerede nummer.

4. Ducktails – Headbanging In The Mirror
Havde I virkelig regnet med, at jeg kunne gå en hel liste uden en lille smule shoegaze? Nej vel? Ducktails har med Headbanging In The Mirror lavet et nummer, som nok beskriver min musiksmag bedre end noget andet nummer i år. Matt Mondanile inviterer igen ind i sit vidunderlige drømmende univers, hvor man med det samme bliver sendt af sted ned af en highway i det sydlige Californien. Det er der, jeg vil hen, og Matt leverer altid – uanset om det så er som Ducktails eller Real Estate.

3. HONNE – Warm On A Cold Night
Jeg tror ikke, at der er et band, jeg har lyttet mere til i år end HONNE. De to britter har hele året igennem sendt det ene mesterværk af en EP ud efter den anden, og deres elektrofunkede soul-lyd har ganske enkelt bare ramt plet hos mig. Der har derfor været hele otte udgivelser at nyde i år, men deres hidtil bedste nummer finder man på deres anden EP i form af Warm On A Cold Night, som på sin vis giver et godt øjebliksbillede af producerduoens virke. Det er velproduceret, det er sexet, og det er ikke mindst bare utroligt fængende for øret.

2. Courtney Barnett – Pedestrian at Best
2015 har været året, hvor kvinder, der laver rock, har været over det hele. Og øverst blandt dem står britiske Courtney Barnett, som jeg godt kan love, at vi kommer til at møde et par gange mere på årslisterne. Alle hendes numre er karakteriseret ved eminente tekster om relativt basale hverdagsemner, og selvom talesang kan være ekstremt anstrengende at lytte til i mange tilfælde, formår Courtney Barnett alligevel at gøre det spiseligt – måske netop på grund af de simple budskaber. Jeg kunne have valgt blandt mange numre, men især Pedestrian at Best har sat sig fast hos mig med linjer som “give me all your money and I’ll make some origami honey // I think you’re a joke but I don’t find you very funny”.

1. Tame Impala – New Person, Same Old Mistakes
Eventually, Let It Happen og The Less I Know The Better er alle tre numre, som snildt kunne have fundet plads på denne liste, men for variationens skyld har jeg valgt at begrænse mig til ét nummer per artist. Derfor bliver årets udenlandske nummer i min bog et af de mere oversete af slagsen på Currents i form af New Person, Same Old Mistakes, som sætter punktum for årets suverænt bedste album (hov, det var vist en spoiler).

https://www.youtube.com/watch?v=qjWs-lVa8Oc

Bonus liste: Årets bedste covernummer
Highasakite – Heavenly Father (Bon Iver cover)
Hvis der er én ting i verden, jeg virkelig er imod, så er det covers af Bon Iver-numre. Det er ganske enkelt umuligt at forbedre numrene, og det ender ofte med et meget tvivlsomt forsøg, som gør helt ondt ind i hjertet. Derfor er det blot endnu mere imponerende, hvad Highasakite har formået med deres cover af Heavenly Father. De har ikke bare formået at skabe et fornuftigt resultat – nej, de har overgået Bon Ivers egen version med længder. Det er formentlig et af de eneste numre, som stadig i dag kan give mig kuldegysninger, når jeg lytter til det.

Det var alt for denne gang. Læs med i morgen, når jeg kigger nærmere på de nye ansigter i musikbranchen anno 2015.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.