Min Roskilde Festival anno 2017 startede af praktiske årsager først mandag. Men hvilken start det blev! Jeg havde på forhånd besluttet mig for mere eller mindre at flytte ind foran Countdown-scenen, og det viste sig at være en fremragende beslutning.
Jeg ankom mod slutningen af Bogfinkevejs koncert, men baseret på publikums begejstring burde jeg nok have været der fra starten af. Jeg nåede nærmest kun at konstatere, at trioen nærmest havde invaderet scenen med en hær af musikanter, som skabte en imponerende eftermiddagsfest på sådan en højhellig mandag. Godt gået!
Den egentlige grund til, at jeg var gået hen til Countdown, var for at opleve en af mine yndlingsartister fra sidste års SPOT Festival – og den første af mine nordiske anbefalinger. Norske ARY havde sidste år på SPOT sin talentfulde kollega og veninde Fay Wildhagen med sig på guitar og kor, men hun var desværre optaget af egne koncertforpligtelser.
Det var derfor en anderledes og mere elektronisk opsætning, hun var mødt op med til sin første Roskilde-koncert, hvor hun var ledsaget af Anders Opdahl og Jonas Barsten på synths. Det gjorde dog ikke spor, for den talentfulde multiinstrumentalist fik hurtigt fat i publikum ved allerede som sit andet nummer at spille gennembrudshittet “Higher“. Så var grunden ligesom lagt til en sand opvisning i, hvad norsk musik kan i disse år, hvor landet nærmest hver måned spytter en ny, talentfuld (kvindelig) artist ud. Vi andre nordiske lande skal virkelig stå på tæer for at følge med!
Efter ARYs koncert skulle jeg mødes med hende bag Countdown-scenen til et interview, som du kan læse her på bloggen inden alt for længe, så jeg endte med kun at høre Monti med et halvt øre. Det halve øre var dog absolut nok til at høre, at Monti leverede en fremragende koncert, som jeg ikke er i tvivl om holdt samme høje niveau, som han havde vist på UHØRT i 2016. Så selvom hans energiske old school hiphop er en noget anden genre end ARY, er det tydeligt, at det også står godt til i det danske vækstlag – hvilket tirsdagen formentlig vil give endnu flere eksempler på.
Men hvis der skal kåres en foreløbig vinder af den nordiske talentkamp, så er der i mine øjne ingen tvivl om, at Sverige – i øvrigt på 25-årsdagen for den danske EM-sejr i fodbold – løb af med en klokkeklar sejr. For hold nu kæft, Skott var vild!
Countdown-scenen lever på sit andet år, og jeg tror ikke, at det er for store ord at kalde Skotts koncert for den bedste nogensinde på min yndlingsscene. Hendes utroligt sikre vokal, hendes underspillede nærvær og hendes excentriske udstråling var af en anden verden, som slet ikke bør være mulig for så relativt en ny artist. Hendes musik kan bedst beskrives som nordiskficeret udgave af Bat For Lashes, og lukkede man øjnene på de rigtige tidspunkter, kunne man nemt foranlediges til at tro, at det i virkeligheden var Natasha Khan, der stod deroppe – især på nummeret “Amelia”, som hurtigt ledte mine tanker i retning af Bat For Lashes’ hovedværk “Laura”.
Nu har jeg selvfølgelig en forventning om, at Stine Grøn og IRAH går op og topper Skotts præstation i eftermiddag, men indtil da må jeg bare sige, at jeg er fuldkommen blæst bagover af den 25-årige svensker. Hun er ikke længere bare et blogfænomen – hun er vaskeægte og virkeligt musikalsk fænomen, som jeg glæder mig voldsomt meget til at følge de kommende år, hvor der forhåbentlig kommer et album fra hendes hånd.
Måske skulle de bare have slukket for Countdown efter den oplevelse, for det var en ret utaknemmelig opgave at skulle følge op på Skott. Og det viste sig også, at danske Noréll havde mere end svært ved det. Trioen lagde som altid ud med en smittende energi og spilleglæde, som mange andre bands sagtens kunne lade sig inspirere af, men desværre druknede Marie Louise Persson Bjarnarsons vokal fuldstændig, hver gang hun for en stund gav slip på backtrackets tryghed. Det var egentlig ikke nogen dårlig koncert, og man kan ikke lade være med at smile af Bjarnarsons helt åbenlyse begejstring ved at stå på scenen, men jeg manglede nok bare lige det ekstra, som kunne fastholde min opmærksomhed. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at halvdelen af crowdet var mødt op for at få en god plads til den efterfølgende Noah Carter-koncert.
Jeg valgte at kalde det en (musik)dag efter Noréll, og jeg vil nu i stedet glæde mig til en fantastisk musiktirsdag med IRAH, Farveblind, Silvester og GANGLY i hovedrollerne.
Så er det om lidt, at det er nu! Roskilde Festival 2017 er lige rundt om hjørnet, og programmet er lige så stopfyldt med kendte og ukendte musiknavne, som det plejer at være. Hvor skal man starte? Og hvem må man ikke gå glip af?
Det vil Rasmus, Eva og jeg give dig hvert vores personlige bud på de næste dage. Jeg vil – som titlen afslører – tage udgangspunkt i programmets nordiske artister og udpege de 10 artister, du absolut bør høre. For god ordens skyld skal det siges, at listen er i kronologisk rækkefølge.
ARY Mandag d. 26/6, kl. 16.30, Countdown
Jeg hørte norske Ariadne Loinswortha – eller bare ARY – for første gang på sidste års SPOT Festival, og ved den lejlighed blev jeg blæst bagover fra første sekund. Faktisk i en sådan grad, at jeg dagen efter var nødt til at opsøge ARY’s gratis koncert ved åen for at få bekræftet, at det hele ikke bare var en drøm. Og den elverlignende lille kvinde var virkelig nok – og det var magien også! Den 21-årige trondheimbo (eller hvad man nu kalder folk fra Trondheim?) er leveringsdygtig i bastung, elektronisk popmusik efter den ret velkendte norske succesopskrift, som kredser om velskrevne og catchy tekster i et drømmende univers.
Du skal høre ARY, hvis…
…du kan lide andre norske artister som Aurora, Susanne Sundfør og Amanda Delara, eller du bare er vild med velskabt popmusik med kant.
Lyt til: “Higher”
Skott Mandag d. 26/6, kl. 19.30, Countdown
Der er ingen grund til at rende for langt væk fra Countdown-scenen, når ARY er færdig. Cirka halvanden fadøl og en bid aftensmad senere står hendes 25-årige svenske kollega Skott nemlig klar med flere lækkerier til pophjertet. Jeg har desværre ikke hørt Pauline Skjötts projekt live endnu, men jeg forventer en bombastisk koncert fra det vaskeægte blogfænomen, som har lagt HypeMachine ned ikke mindre end tre gange med sine fantasifulde, elektroniske folkpop-fusioner. Det er dramatisk, det er storslået, og det er ubetinget Sveriges bedste bud på en ung artist, der kan matche Norges tilsyneladende utømmelige talentmasse.
Du skal høre Skott, hvis…
…du savner Bat For Lashes, og du gerne vil udfordres lidt mere, end du normalt vil blive til en popkoncert.
Lyt til: “Glitter & Gloss”
IRAH Tirsdag d. 27/6, kl. 15.00, Countdown
Stine Grøn og co. behøver ikke nogen nærmere introduktion her på Regnsky, for faste læsere er ikke i tvivl om, at vi knuselsker danske IRAH. I min optik er IRAH landets mest interessante band lige nu, og det er kun et spørgsmål om tid, før de har vokset sig for store til både Countdown-scenen og den danske musikscene i det hele taget. Stine Grøns vokal er som en engels, og Adi Zukanovic er en vaskeægte tryllekunstner, når han lader fingrene danse på sine keys. Det giver en drømmende lyd af en anden verden, som på SPOT i april fik Gaffas anmelder til at udråbe IRAHs koncert til den måske bedste nogensinde på festivalen. Jeg er 110 procent enig!
Du skal høre IRAH, hvis…
…du har ører, der virker. Ganske enkelt. Hvis du endnu ikke har oplevet IRAH live, så er det her koncerten, du skal til. De er fede på plade, men live er de i en klasse for sig!
Lyt til: “Into Dimensions”
Farveblind Tirsdag d. 27/6, kl. 16.30, Countdown
Lige efter IRAH kan man opleve en anden artist, som også optrådte til vores dayparty på SPOT Festival. Det er naturligvis den danske duo Farveblind, som Rasmus havde fornøjelsen af at interviewe efter selvsamme koncert i Aarhus. Jens Asger og Magnus laver – modsat mine tre første anbefalinger – ikke popmusik. De er derimod garant for bastung eletronisk musik af den slags, som gør det svært at sidde eller stå stille. Ligesom IRAH formår de at gøre deres egne indspilninger til skamme, når de optræder live, og med deres liveenergi er de uden ligemænd på den hjemlige scene.
Du skal høre Farveblind, hvis…
…du ikke er bange for at svede sammen med andre glade mennesker og gerne vil sparke din Roskilde Festival i gang med en gedigen eftermiddagsfest.
Lyt til: “Wasteful Talk” (feat. Clea)
silvester Tirsdag d. 27/6, kl. 21.30, Countdown
Vi fuldender trekløveret med endnu en artist fra vores dayparty lineup i form af den velfortjent hypede trio silvester. Silvester består af forsanger Awinbeh Ayagiba, Ida Duelund og Malthe Rostrup, og deres musik kan bedst beskrives som eksperimentel r&b med beachpoppede elementer. Jeg krydser alle de fingre, jeg kan undvære, mens jeg skriver, for, at tirsdag aften på Roskilde Festival bliver en af de der mytiske solbeskinnede, lune sommeraftener. For det er den mest optimale ramme for silvester og deres evne til at sende lytteren mod de mere tropiske afkroge af sindet – hvis sådanne altså findes…
Du skal høre silvester, hvis…
…solen skinner, og du har lyst til noget lækkert, blødt og behageligt, som kan få dig til at glemme alt – lige fra dine sorger til, hvor dine venner mon er blevet væk henne (Det er tirsdag – alle er blevet væk til den tid).
Lyt til: “Oceans”
GANGLY Tirsdag d. 27/6, kl. 23.00, Countdown
Nej, jeg gider ikke ændre titlen på artiklen til “Peter anbefaler hele Countdown-programmet.” Jeg vil derimod gerne anbefale den artist, som i år har æren af at lukke min yndlingsscene på Roskilde Festival: Islandske GANGLY. Frontkvinden er Jófríður Ákadóttir, som jeg havde fornøjelsen af at møde på SPOT Festival til en snak om hendes projekt JFDR. Nu er hun tilbage i Danmark med trioen GANGLY, og der er lagt op til en musikalsk udfordrende oplevelse. Lyden er umiskendelig islandsk i sin organiske og futuristiske komposition, hvor simple klange flyder sammen og skaber et storslået univers. Hold nu op, jeg glæder mig til igen at lade mig omfavne af den unge sangerinde, som selveste Bjørk ser som et forbillede.
Du skal høre GANGLY, hvis…
…du vil udfordres af musikken. GANGLY kræver enormt meget af sin lytter, men hvis man lader sig gribe af musikken, vil jeg vove at påstå, at man får sin indsats uendeligt mange gange igen.
Lyt til: “Whole Again”
Sigrid Torsdag d. 29/6, kl. 12.30, Apollo
Det er nok en overraskelse for nogen, at jeg anbefaler norske Sigrid, for jeg var ikke begejstret efter hendes koncert på SPOT. I mellemtiden har jeg dog smaskforelsket mig i den 20-årige sangerindes smukke ballade “Dynamite”, og jeg har besluttet, at hun fortjener en chance mere. For jeg er slet ikke i tvivl om hendes talent. Jeg håber bare på, at hendes live performance har udviklet sig, for hendes tilstedeværelse på en scene er helt i top, så grundingredienserne er bestemt til stede. Nu skal hun bare sætte det hele sammen, når hun af uransagelige årsager indtager Apollo – hvilket meget vel tager prisen for årets mest aparte kunstner/scene-match.
Du skal høre Sigrid, hvis…
…du havde det fedt til ARY-koncerten i opvarmningsdagene, og du gerne vil se, om den talentfulde unge nordmand har fundet en bedre balance mellem akrobatik og sang på scenen, end hun havde for få måneder siden.
Lyt til: “Dynamite”
aYia Torsdag d. 29/6, kl. 20.00, Gloria
Vi tager et smut tilbage til Island for at møde trioen aYia, som er det andet af i alt tre islæt fra vulkanøen. aYia laver ifølge de fleste beskrivelser, jeg er stødt på, electropop, men det er en eklatant forsimpling af bandets komplicerede univers. For mig er aYia lyden af natur. Det er lyden af tåge. Det er lyden af elektriciteten i luften inden et tordenvejr. Det er pulserende, drømmende og til tider behageligt skræmmende. aYia har bogstaveligt talt skabt overjordisk musik, og jeg glæder mig helt ustyrligt til at opleve dem transformere allerede magiske Gloria til et sansetungt inferno.
Du skal høre aYia, hvis…
…du tør. Det er lidt en skam, at de spiller allerede klokken 20, for du kommer til at være emotionelt drænet efter koncerten, hvis de formår at ramme stemningen fra deres indspilninger.
Lyt til: “Ruins”
Mammút Fredag d. 30/6, kl. 20.15, Pavilion
Kvintetten Mammút er den sidste islandske artist, jeg vil anbefale i denne omgang. Deres musik er markant lettere at gå til end både GANGLY og aYia, men det gør den hverken mindre islandsk eller mindre fortryllende. Mammút laver indierock med et ordentligt pift islandsk natur oveni, hvilket løfter deres musik op i en sfære, hvor den transcenderer almene genrebeskrivelser og bare fremstår som følelser udtrykt gennem især Alexandra Baldursdóttirs himmelske vokal.
Du skal høre Mammút, hvis…
…du godt kunne lide de andre islandske indslag, men savnede en elektrisk guitar. Samtidig er det et godt bud til dig, som gerne vil prøve grænserne for indierocken af.
Lyt til: “Salt”
Cashmere Cat Lørdag d. 1/7, kl. 19.30, Apollo
Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forvente af Cashmere Cat i liveudgaven. Ud over at Magnus August Høibergs projekt virker noget mere hjemme på Apollo, end landskvinden Sigrid gør. Cashmere Cat er bedst kendt som producer for nogle af verdens største artister som Kanye West og Roskilde-aktuelle The Weeknd, men nu er han altså for anden gang i Roskilde på egen hånd. Med i den hånd – eller de hænder – har han en finurlig mix af blød dance og fræk r&b, som nok skal få de fleste formentlig ret trætte Roskildegængere til at slowdanse sig ind i festivalens sidste aften på ømmeste vis.
Du skal høre Cashmere Cat, hvis…
…du allerede har – eller har tænkt dig at finde – en at slowdanse med. Koncerten kunne meget vel blive festivalens mest behagelige oplevelse.
Lyt til: “Quit”
Det var alt fra mig for denne gang. Hold øje med Rasmus og Evas optakter, hvis du vil have flere gode bud på, hvad du bare ikke må gå glip af på årets Roskilde Festival. Og så ses vi derude på Dyrskuepladsen!
Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Vi er gået ind i julens sidste uge, og om bare fem dage er det juleaften. Men inden da kan vi lige nå at gennemgå årets bedste danske og internationale udgivelser. Og så skal vi selvfølgelig også lige have fundet ud af, hvem der ligger i toppen af årslisten.
Årslisten: #6
I dag er vi nået til nummer seks på listen, og vi er samtidig nået til enden på den norske sejrsfest i denne julekalender. ARY har nemlig æren af at være den højest placerede nordmand på listen med sit helt fænomenale første udspil “Higher”. Nummeret er på mange måder essensen af norsk popmusik i disse år: Det er elektronisk, det er velproduceret, og så er det fremført af en kvindelig solist. Tænk Aurora, Astrid S, Dagny og Susanne Sundfør for bare at nævne en lille håndfuld. Jeg hørte som tidligere nævnt ARY hele to gange på forårets SPOT Festival, og det er helt tydeligt, at denne unge kvinde kan noget helt særligt. Jeg har skrevet det nogle gange før ved andre artister, men det gælder også for ARY: Hvis du endnu ikke har oplevet hende live, så gør dig selv en tjeneste og gør det ved næstkommende lejlighed.
Årets udenlandske udgivelse: #3
Det var lidt en tilfældighed, at jeg endte med at tage til koncert med Car Seat Headrest klokken 2 om natten på Roskilde Festival. Jeg var egentlig på vej tilbage til teltet, men jeg havde hørt så mange positive ting om den ultraproduktive Will Toledo og hans band, at jeg alligevel lige måtte kigge forbi Pavilion – og gudskelov for det! Udgivelsen, som indtager tredjepladsen, er Car Seat Headrests 13. (!!!) studiealbum på bare seks år, og “Teens of Denial” er ubetinget det bedste af de 13. Albummet er en fortælling om angst, opvækst og dagligdagens udfordringer for en forvirret ung mand som Toledo. Og så er det bare et gennemført godt rockalbum med velskrevne tekster og en lyd, som på samme tid er varieret og homogen albummet igennem. Albummets bedste nummer har vi stadig til gode at møde på årslisten, men jeg kan godt love, at det er på vej – well, no shit, listen når snart sin ende.
I morgen kan jeg løfte sløret for årets tredjebedste danske udgivelse, og så tager vi endelig hul på top fem på årslisten, hvor vi i øvrigt endnu har to danske numre til gode…
Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Vi er nået dertil, hvor det virkelig begynder at spidse til. Om få dage har vi kåret årets største danske og internationale talenter, inden vi for alvor tager hul på det, som jeg mener, er det mest prestigefyldte: Årets bedste udgivelse. Og så tager vi i dag også hul på top 10 på årslisten – vi skal altså have fundet de, i mine ører, 10 bedste numre fra det forgangne år…
Årslisten: #10
Vi lægger ud med en duo og et nummer, som jeg godt tør love, at du ikke kommer til at møde på særligt mange andre af den her type lister. Det er nemlig Liverpool-duoen Her’s aka frontmand Stephen Fitzpatrick og den norske indvandrer Audun Laading, som åbner top 10 på årslisten med deres anden af i alt tre hidtil udgivne singler, “What Once Was”. Nummeret er et drømmende callback til 80’ernes klirrende beach pop. Hvad der adskiller det her nummer og Her’s fra så meget andet, er utvivlsomt Fitzpatricks letgenkendelige croonende vokal, der som det største bjørnekram trækker lytteren ind i bandets behagelige sommerlige univers – omend de lyrisk befinder sig i et mere angstfyldt hjørne. Jeg overvejede længe at placere bandet højt på listen over nye navne fra i år, men jeg mangler desværre stadig at opleve dem live, før jeg helt tør omfavne dem. Men hvis man er til artister som Mac Demarco og Ariel Pink, kan jeg kun anbefale at tjekke de to andre numre, “Marcel” og “Dorothy”, ud også.
Årets nye udenlandske navn: #2
Jeg hørte den unge norske kvinde, som indtager andenpladsen hele to gange under årets SPOT Festival – og det var bestemt det værd, trods nogle tekniske udfordringer under hendes anden optræden, hvor guitarist og multitalent Fay Wildhagen måtte tage over for en stund, da ARYs mikrofon svigtede undervejs. Ary Peggio, som hendes borgerlige navn lyder, har endnu ikke udgivet voldsomt meget – ligesom Her’s er det på nuværende tidspunkt kun blevet til tre singler – men talentet står lysende klart hos nordmanden, som i sidste uge blev offentliggjort til næste års SXSW – pudsigt nok sammen med Her’s. ARY spiller ligesom mange af de andre kvindelige artister, som nærmest vælter ud af Norge i disse år, tungere elektronisk pop, og særligt nummeret “Higher” og intronummeret til tv-serien ‘Nobel’, “The Sea” har allerede vundet stor anerkendelse. Det hele startede dog sidste efterår, da hun var med på producer Carl Louis‘ “Telescope”. Og ja, hvis det lyder bekendt, så er det sikkert, fordi du har hørt det i hitserien ‘SKAM’.
I morgen holder vi Norge-fri dag, men vi bliver i Skandinavien på begge lister. Blandt andet skal vi have løftet sløret for årets næstbedste nye danske navn.
Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Jeg har tænkt længe over, hvordan formen skulle være på Regnskys allerførste julekalender. Jeg overvejede mange mere eller mindre kreative modeller, inden jeg endte ud med den her rimelig simple form: Et nummer om dagen startende med mit 24. mest elskede nummer fra det år, der snart er gået.
Derudover har jeg opfundet otte mere eller mindre logiske kategorier, som jeg vil præsentere i bidder af tre – så den første kategori, som i øvrigt er mine yndlingsspillesteder i 2016, vil blive klaret fra den 1. til den 3. december.
Got it? Godt, lad os komme i gang!
Årslisten: #24
Vi skyder listen i gang med et nummer fra en britisk duo, som jeg lyttede virkelig meget til tilbage i 2015. De udgav deres endelig deres debutalbum tidligere på året og har på dette nummer fået fint besøg af danske Kill J. Det er naturligvis HONNE, som med deres fantastiske elektroniske-r&b-fusion af et nummer, “FHKD”, indtager 24. pladsen på min ekstremt arbitrære liste over mine yndlingsnumre. Det gør de både, fordi det er et nummer, som jeg har lyttet absurd meget til i det forgangne år, men naturligvis også fordi, det er et virkelig godt nummer. Det repræsenterer essensen af meget af den musik, som kommer ud af Storbritannien i disse år. Det er velproduceret, det er sexet, det er rimelig tungt og elektronisk, men samtidig også vanvittigt dansabelt.
Årets spillested: #3
Jeg har som sagt valgt at lægge ud med at gennemgå mine tre yndlingsspillesteder fra i år, men det har godt nok været svært at koge det ned til tre.
Jeg har i skrivende stund været til 170 koncerter i 2016, og langt de fleste af dem har været rigtig gode oplevelser på hver deres måde. Men en del af dem har været på ét bestemt spillested i Aarhus – hvis jeg nu siger Ary, Bloody Beach og Xolo Island, så ved nogle af jer, som var med på SPOT Festival i foråret måske, hvor vi skal hen.
Det er naturligvis spillestedet Atlas, som befinder sig på tredjepladsen. Det gør de ganske simpelt, fordi det var det spillested, som gav mig nogle af mine bedste oplevelser på SPOT. Især Ary-koncerten var helt magisk og bestemt en af de koncerter, jeg husker tilbage på fra mit hidtil travleste musikår.
Det var alt fra første låge i Regnskys julekalender. Læs med i morgen, hvor vi blandt andet skal møde en af årets mest hypede kvindelige artister, som indtager 23. pladsen på min liste.
