Året der gik – del 2: Årets nummer

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

I går så jeg nærmere på årets bedste koncerter, og her i anden del er tiden så kommet til de enkelte numre. Hvem har lavet lige præcis det nummer, som har sat sig fast i min øregang i 2015? Find svaret herunder.

Del 1: Årets bedste koncerter

Årets danske nummer

3. Faunea – Cope
Faunea mangler stadig det store gennembrud herhjemme, men hvis hun bliver ved med at levere numre på niveau med Cope, går der formentlig ikke lang tid, før det sker. Hun er da også i studiet for at arbejde på sit debutalbum, som jeg glæder mig meget til. Men indtil videre må vi nøjes med Cope, som med et tungt elektronisk beat og et nærmest manisk vokalt udtryk trækker lytteren mod et mørke, der gør lytteren nysgerrig på mere. Jeg føler mig indhyllet, jeg føler mig varm, og det er nok til en flot tredjeplads.

2. Shy Shy Shy – Do Not Ask
På andenpladsen finder vi endnu et ungt orkester, som optrådte på Uhørt Festival, i form af Shy Shy Shy. Do Not Ask er velsagtens det længste, man kan bevæge sig væk fra Faunea, og det er for mig ubetinget lyden af sommeren 2015. Jeg kan ikke lade være med at nynne med på de hyggelige toner fra Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, og jeg kan ærligt sige, at jeg gerne må danse til den sang! Og på trods af at have hørt nummeret tæt på 100 gange, er jeg endnu ikke blevet træt af det. Det må trods alt være et godt tegn…

1. Blaue Blume – Thinking of Roxy
Vi tager et smut tilbage til den mere dystre ende af det musikalske spektre i selskab med Blaue Blume for at finde årets ubetinget bedste danske nummer efter min mening. Thinking of Roxy rører ganske enkelt bare noget, fordi den rammer noget helt personligt i mig. Det gør nummeret tydeligvis også for forsanger Jonas Smith, som har skrevet et helt album nærmest dedikeret til denne Roxy og en skæbnesvanger nytårsaften – og det mærker man i den underspillede opbygning mod et klimaks, som er det mest elegante, der er at finde på bandets fantastisk debutalbum Syzygy.

Årets udenlandske nummer

5. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg elsker, når bands eksperimenterer med deres lyd, og det må man sige, at Unknown Mortal Orchestra har gjort med titelnummeret fra deres 2015-album. Ruban Nielsons hæse og til tider afgrundstruede vokal kommer virkelig til udtryk på Multi-Love, og det er med til at skabe en unik kontrast mellem de nærmest musikal-inspirerede vokalstykker og de mere funky instrumentale afsnit af det velkomponerede nummer.

4. Ducktails – Headbanging In The Mirror
Havde I virkelig regnet med, at jeg kunne gå en hel liste uden en lille smule shoegaze? Nej vel? Ducktails har med Headbanging In The Mirror lavet et nummer, som nok beskriver min musiksmag bedre end noget andet nummer i år. Matt Mondanile inviterer igen ind i sit vidunderlige drømmende univers, hvor man med det samme bliver sendt af sted ned af en highway i det sydlige Californien. Det er der, jeg vil hen, og Matt leverer altid – uanset om det så er som Ducktails eller Real Estate.

3. HONNE – Warm On A Cold Night
Jeg tror ikke, at der er et band, jeg har lyttet mere til i år end HONNE. De to britter har hele året igennem sendt det ene mesterværk af en EP ud efter den anden, og deres elektrofunkede soul-lyd har ganske enkelt bare ramt plet hos mig. Der har derfor været hele otte udgivelser at nyde i år, men deres hidtil bedste nummer finder man på deres anden EP i form af Warm On A Cold Night, som på sin vis giver et godt øjebliksbillede af producerduoens virke. Det er velproduceret, det er sexet, og det er ikke mindst bare utroligt fængende for øret.

2. Courtney Barnett – Pedestrian at Best
2015 har været året, hvor kvinder, der laver rock, har været over det hele. Og øverst blandt dem står britiske Courtney Barnett, som jeg godt kan love, at vi kommer til at møde et par gange mere på årslisterne. Alle hendes numre er karakteriseret ved eminente tekster om relativt basale hverdagsemner, og selvom talesang kan være ekstremt anstrengende at lytte til i mange tilfælde, formår Courtney Barnett alligevel at gøre det spiseligt – måske netop på grund af de simple budskaber. Jeg kunne have valgt blandt mange numre, men især Pedestrian at Best har sat sig fast hos mig med linjer som “give me all your money and I’ll make some origami honey // I think you’re a joke but I don’t find you very funny”.

1. Tame Impala – New Person, Same Old Mistakes
Eventually, Let It Happen og The Less I Know The Better er alle tre numre, som snildt kunne have fundet plads på denne liste, men for variationens skyld har jeg valgt at begrænse mig til ét nummer per artist. Derfor bliver årets udenlandske nummer i min bog et af de mere oversete af slagsen på Currents i form af New Person, Same Old Mistakes, som sætter punktum for årets suverænt bedste album (hov, det var vist en spoiler).

https://www.youtube.com/watch?v=qjWs-lVa8Oc

Bonus liste: Årets bedste covernummer
Highasakite – Heavenly Father (Bon Iver cover)
Hvis der er én ting i verden, jeg virkelig er imod, så er det covers af Bon Iver-numre. Det er ganske enkelt umuligt at forbedre numrene, og det ender ofte med et meget tvivlsomt forsøg, som gør helt ondt ind i hjertet. Derfor er det blot endnu mere imponerende, hvad Highasakite har formået med deres cover af Heavenly Father. De har ikke bare formået at skabe et fornuftigt resultat – nej, de har overgået Bon Ivers egen version med længder. Det er formentlig et af de eneste numre, som stadig i dag kan give mig kuldegysninger, når jeg lytter til det.

Det var alt for denne gang. Læs med i morgen, når jeg kigger nærmere på de nye ansigter i musikbranchen anno 2015.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Gå på opdagelse på UHØRT Festival

Musikåret 2015 har indtil nu været underligt fragmenteret for mit vedkommende, da jeg i størstedelen af årets første otte måneder har befundet mig på den anden side af jorden i New Zealand i Christchurch, som trods stor charme og en unik historie halter noget bagud, når det kommer til musik- og koncertliv. Derfor var jeg heller ikke mange sekunder om at takke “ja tak”, da UHØRT Festival tilbage i juni spurgte, om jeg havde lyst til at være en del af 2015-udgaven af deres lytteudvalg – side om side med musikalske idoler og dygtige kollegaer. Opgaven bestod kort sagt i at vurdere et solidt udpluk af det nordiske (dog primært danske) musikalske vækstlag, og selv som erklæret musiknørd formåede jeg at blive overrasket af fantastiske artister, jeg aldrig havde hørt om tidligere. Og det er netop den oplevelse af opdagelse, som UHØRT vil give de nysgerrige gæster, som finder vej til Refshaleøen fredag og lørdag.

I alt kan man opleve næsten 40 artister på de to dage, så det kan være svært at få et overblik – og det er egentlig heller ikke meningen. For mig er den bedste måde at tage på UHØRT sådan set bare at kaste sig ud i det og gå til så mange koncerter som muligt uden alt for mange forventninger eller forudindtagede holdninger. Men hvis du alligevel godt kan lide at forberede dig lidt, vil jeg komme med tre anbefalinger til de respektive dage, som du bare ikke må gå glip af.

Paper Tigers: Fredag 7/8 klokken 17.30-18.00, Tak Rock Scene
Sammen med blandt andre Kejthåndet, Mund de Carlo og den nyslåede vinder af DRs Karrierekanonen Nick SwayPaper Tigers betragtes som et af årets største og klart mest rutinerede navne på en festival, hvis primære tiltrækningskraft er manglen på hovednavne. Paper Tigers er et band, som er ekstremt nemt at gå til – eller ekstremt nemt at hade – afhængigt af, hvordan man har det med god, gedigen britrock. De ligner briter, de lyder som briter, men de er ganske danske. Jeg havde fornøjelsen af at høre dem live på SPOT for to år siden, og jeg vil anbefale, at du gør mig selskab ved Tak Rock Scenen fredag eftermiddag til en hyggelig og forhåbentlig veloplagt indledning på festivalen.

Paper Tigers – Head Over Heels

Rest In Beats: Fredag 7/8 klokken 18.10-18.40, Hvid Scene
Lige så snart Paper Tigers forlader scenen, vil det være en rigtig god idé at bevæge sig mod Hvid Scene. Her står Rest In Beats nemlig klar bare 10 minutter senere til at sende dig ud på en vidunderlig rumrejse ledsaget af sangerinde Rezwan Farmis omfavnende vokal og en velskrevet lyrik. Rest In Beats var et af de bands, som jeg ikke kendte noget til, inden jeg begyndte arbejdet med at vurdere de mange bands, men i dag står de absolut øverst på min liste over “must-hears” på årets UHØRT. Som navnet lægger op til, er bandets omdrejningspunkt en beat-baseret produktion, som giver plads til Farmis hip-hoppede vokal, hvilket resulterer i et unikt drømmende udtryk. Årets anbefaling!

Rest In Beats – Stadigvæk

Shy shy shy: Fredag 7/8 klokken 20.10-20.40, Tak Rock Scene
Shy shy shy sender mig fra første sekund ud på en tids- og genrerejse, som bringer mig tæt på Depeche Mode i deres storhedstid for snart en halv menneskealder siden, men som også trækker tråde til på en og samme tid den selvdestruktive lyd fra mit elskede Seattle og den ubekymrede lyd fra surfpoppens højborg, Californien. Shy shy shy er et unikum på den danske musikscene, og alene derfor fortjener de en klar anbefaling. At de så derudover fremstår ekstremt stilsikre med et gennemført udtryk, er kun en bonus for det unge band, som jeg sagtens kunne se slå igennem internationalt og om fem år stå som det største navn fra dette års festival. Potentialet på både Do Not Ask og In The Palm of My Hand er i hvert fald ikke til at tage fejl af.

Shy shy shy – Do Not Ask

Faunea: Lørdag 8/8 klokken 16.40-17.10, Sort Scene
Hvis man skulle være ramt af tømmermænd eller andet og har svært ved at komme op om lørdagen, så er det selvfølgelig i orden. Men jeg vil nu alligevel sige, at man skal være til stede 16.40, når dansk-peruvianske Faunea indtager Sort Scene. Fauneas elektroniske lyd er til tider storslået og pompøs, men samtidig inderlig og minimalistisk med tunge synths og en vokal, som i sig selv kan befinde sig både i Peru og Danmark i løbet af bare et enkelt nummer. Jeg forventer, at Fauneas koncert bliver en af de koncerter, hvor man føler sig indhyllet og nærmest krammet af musikken, og hvor lyttesansen ikke er den eneste sans, som kommer i spil.

Faunea – Cope

Kejthåndet: Lørdag 8/8 klokken 18.40-19.10, Tak Rock Scene
Jeg nævnte tidligere Kejthåndet som et af årets formodede hovednavne, og de får da også en anbefaling med herfra. Jeg var aldrig i tvivl om, at de ville blive booket til festivalen, da jeg så deres navn blandt de oprindelige ansøgere, og det fejlede da heller ikke. Med P3-hittet Det Ville Vokse i baghånden er mine forventninger enorme, og de er nok det bedste bud på en dansksproget artist, som på sigt kan gå i fodsporene på Minds of 99 og blive et fast element på landets festivaler og i høretelefonerne på en stor del af den danske befolkning. Med en nærmest Steffen Brandtsk vokal er syng-med-potentialet i orden, og hyggen vil formentlig være i højsædet foran Tak Rock Scenen lørdag aften.

Kejthåndet – Det Ville Vokse

Velvet Volume: Lørdag 8/8 klokken 20.00-20.30, Tak Rock Scene
Fra hygge og fællessang skal vi over i en helt anden boldgade, når de tre søstre i Velvet Volume går på scenen en lille time efter Kejthåndet. Det er trashet, det er råt, og det er helt fantastisk. Som en hardcore udgave af Haim-søstrene leverer Velvet Volume rock på den helt autentiske, naturlige og simple facon, som alle kan forstå. Så hvis du bare har den mindste smule rock i kroppen og eventuelt har et godt øre til deres sjælesøstre i Baby In Vain, fortjener Velvet Volume bestemt en stor stjerne i dit program. Jeg kommer i hvert fald til at rocke med; forhåbentlig med en kold fadøl i hånden, mens årets festival så småt nærmer sig sine sidste timer.

Velvet Volume – There’s Nothing Here

Der er med andre ord noget til enhver smag på årets UHØRT, uanset om du måtte være mest til hiphop, pop, elektronisk musik eller rock i både den bløde britiske og hårde danske ende. Så hvis du ikke ved, hvad du skal bruge din weekend på, er UHØRT bestemt et godt bud som den festival i landet, hvor du får mest musik for pengene. Jeg ved, at jeg skal høre lidt af det hele, og som sagt er disse seks anbefalinger kun som at dyppe tåspidserne i vandkanten – UHØRT er et sted, hvor man går på opdagelse.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.